Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 261
Offentligt
Jeg er dybt rystet over det lovforslag, der er blevet sendt i høring omkring regulering af e-cigaretter
og i det hele taget alt damp-hardware og væsker.
Jeg er da enig i, at der skal være en vis form for kontrol og sikkerhed, men det betyder jo ikke, at
der skal reguleres, så der i realiteten slet ikke vil være mulighed for at dampe.
Jeg er klar over, at statskassen mister rigtig mange penge pga. de dampere, der er stoppet med at
ryge cigaretter. Men tænk lige på, hvad der vil blive sparet på ryger-relaterede sygdomme. Tænk
også lige på, hvor mange der har fået et bedre helbred ved at skifte fra cigaretter til damp. Der er
ligeledes mange beretninger om, at både KOL og astmapatienter har lagt medicinen væk og fået en
bedre livskvalitet.
Jeg forstår ikke, at dampen skal ind under tobaksregulativet, da det intet har med tobak at gøre.
Jeg forstår ikke, at nicotin er et lægemiddel. Det er et nydelsesmiddel på linie med kaffe og
chokolade.
Jeg forstår heller ikke, at der skal være en så ødelæggende regulering af alt der vedrører e-cig/damp,
når der er beviser for, at det er så meget mindre sundhedsskadeligt. Vores forbrugerforening
DADAFO ligger inde med meget materiale, som jeg synes du og dine kollegaer burde læse, og i det
hele taget sætte jer ind i, hvad det er I lovgiver om.
Min personlige oplevelse af dampen hører også med, da den er enslydende med ca. 200.000 andre
danskeres:
Jeg har røget cigaretter, ca. 20 om dagen, siden jeg var 13 år. Jeg har mange gange prøvet at holde
op. Prøvet tyggegummi, sugetabletter, plastikcigaret med nikotin og "kold tyrker". Er hver gang
"røget" tilbage til cigaretterne. Indtil for 2 år siden, så lykkedes det mig at kvitte smøgerne
permanent. Jeg købte nemlig et e-cig startsæt. Det er nu udskiftet med noget lidt bedre hardware.
Det betød, at jeg meget hurtigt mærkede en helbredsmæssig forbedring. Smagssans og lugtesans
blev hurtigt så meget bedre, turen op af trapperne til 3. sal kan nu foregå uden at blive forpustet. Før
jeg gik over til damp, var jeg forkølet ca 2-3 gange om året med opslidende 3-ugers væmmelig
slimfyldt hoste, der nogle gange var så slem, at jeg måtte sidde op og sove. Jeg har ikke været
forkølet med hoste siden, og håber ikke at jeg bliver tvunget til at begynde at ryge cigaretter igen.
Og nej, jeg kan ikke bare holde op. Så for mig er valget, hvis lovforslaget bliver vedtaget i sin
nuværende form, enten at købe cigaretter eller blive kriminel og skaffe mig min damp på anden (
ulovlig ) måde.
Jeg håber inderligt, at I vil tænke over den helbredsmæssige ødelæggende virkning dette lovforslag
vil have på mange danskere/dampere.
Venlig hilsen
Elisabet Worsøe.