Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M
W
sum.dk
Folketingets Grønlandsudvalg
Dato: 15. april 2015
Enhed: Sundhedsjura og læ-
gemiddelpolitik
Sagsbeh.: SUMMSB
Sags nr.: 1501909
Dok nr.: 1684348
Folketingets Grønlandsudvalg har den 20. marts 2015 stillet følgende spørgs-
mål nr. 67 (alm. del) til ministeren for sundhed og forebyggelse, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Johan Lund Olsen (IA).
Spørgsmål nr. 67:
’’Ministeren oplyser, at Sundhedsstyrelsen rutinemæssigt, som følge af en
nordisk overenskomst, orienterer sundhedsmyndighederne i de andre nordiske
lande, når en sundhedsperson mister eller får indskrænket sin autorisation.
Ministeren oplyser også, at ordningen er sådan, at det herefter er sundheds-
myndighederne i de andre nordiske lande, som selv må tage stilling til, om
sundhedspersonen udgør en potentiel fare for patienterne i de respektive lan-
de. Ministeren oplyser endvidere, at det hidtil ikke har været praksis at under-
rette de grønlandske myndigheder på linje med de andre nordiske lande. Mini-
steren bedes redegøre for, hvorfor Grønland som en del af Rigsfællesskabet
har været forbigået denne ordning.”
Svar:
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse
fra Sundhedsstyrelsen:
”Når en sundhedsperson mister eller får indskrænket sin autorisation oriente-
rer Sundhedsstyrelsen de øvrige nordiske lande i medfør af overenskomsten
af 14. juni 1993 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Grønland
er således ikke kontraherende part i overenskomsten og er ikke nævnt i over-
enskomsten.
Grønland må i den forbindelse betragtes som en del af rigsfællesskabet. For
Grønland gælder da også, at det er dansk autorisation, der giver grundlag for
at arbejde i Grønland, og at Grønland ikke autoriserer sundhedspersoner selv.
(Eneste undtagelse til dette er den særlige grønlandske sygeplejerskeuddan-
nelse). I modsætning til de øvrige nordiske lande, har det således ikke været
nødvendigt for Grønland at modtage oplysningerne fra Danmark for at vurde-
re, om de konkrete sundhedspersoner måtte arbejde i Grønland.
En grønlandsk arbejdsgiver har samme muligheder som en dansk arbejdsgi-
ver for at indhente informationer om sundhedspersoners autorisationsforhold
ved at henvende sig til Sundhedsstyrelsen eller slå op i det elektroniske auto-
risationsregister. Dette var også tilfældet før Sundhedsstyrelsen besluttede at
underrette de grønlandske myndigheder på lige fod med myndighederne i de
øvrige nordiske lande.”