Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 127
Offentligt
1431488_0001.png
2. december 2014
j.nr. 3.4.4/kmb
Sundhedsminister Nick Hækkerup
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse
Holbergsgade 6
1057 København K
Kære Nick Hækkerup
Jeg skriver til dig for at udtrykke min store bekymring for lovforslaget om tvang i
psykiatrien, der i skrivende stund bliver arbejdet på i ministeriet. Det er nemlig
kommet mig for ører, at I arbejder på et udkast, hvor I – som i den gældende lov –
helt underkender børns retsstilling ved at slå fast, at tvang mod mindreårige under
15 år aldrig er tvang, hvis forældrene giver informeret samtykke. Samtidig har jeg
hørt, at I også har indskrevet begrebet ’magtanvendelse’ i lovteksten, hvilket jeg
mener er helt forfejlet.
Børnerådet er sat i verden for at tale børn og unges sag. Vi skal arbejde på at sikre
børns rettigheder, blandt andet ved at informere og rådgive regeringen og
Folketinget om børns forhold i samfundet. Af den årsag ser jeg mig nødsaget til at
henvende mig til dig for at gøre dig opmærksom på, at lovgivningen vedrørende
tvang i psykiatrien er i direkte modstrid med børn og unges ønsker samt både FN’s
Børnekonvention og Handicapkonventionen.
I artikel 12 i FN’s Børnekonvention bliver det slået fast, at et barn, som er i stand til
at udforme sine egne synspunkter, skal have mulighed for dette. Endvidere har
barnet krav på, at dets synspunkter tillægges passende vægt i overensstemmelse
med barnets alder og modenhed. I andre henseender, fx på det sociale område, har
man igennem en årerække arbejdet seriøst med disse formuleringer, hvorfor man fx
i serviceloven giver børn helt ned til 12 år selvbestemmelsesret i en række sager, der
vedrører dem. Hvis man ikke ønsker at styrke børns selvbestemmelsesret i lov om
tvang i psykiatrien gennem en modenhedsvurdering som tidligere foreslået, mener
vi i Børnerådet, at man i det mindste bør sænke aldersgrænsen for
forældresamtykke som i serviceloven.
Det er blevet fremført i debatten om børns rettigheder i psykiatrien, at forældrene
bør være dem, der varetager børnenes interesser i tvangssituationer. Vi ved dog fra
børnene, at det kan være en stor belastning for relationen og tilliden mellem dem og
deres forældre, når det er forældrene, der tager den endelige beslutning – ofte i
modstrid med børnenes ønsker – om tvangen. Dette standpunkt deles af blandt
andet Sind og Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, men også af
pårørendeforeninger som Bedre Psykiatri. De taler for, at vi skal mindske
belastningen af relationen mellem forældre og børn ved at fritage forældrene for at
tage den endelige beslutning.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1431488_0002.png
Det er synspunkter, som Børnerådet er meget enig i. Hermed mener vi på ingen
måde, at forældrene skal køres ud på et sidespor i forhold til deres barns
behandling. Forældrene skal naturligvis være med i alle beslutninger. Men netop for
at de kan være børnenes bedste sparringspartnere og interessevaretagere, er det
vigtigt, at man ikke pålægger dem ansvaret for at tage den endelige beslutning om
tvang. Den bør alene bero på en lægefaglig vurdering, som den gør i tilfældet med
unge over 15 år og voksne.
Børn og unge oplever tvang som både krænkende og grænseoverskridende, og de
fortæller, at det er noget af det værste ved at være indlagt. Mange af børnene er
smerteligt bevidste om, at tvang ikke kan afskaffes, men de er meget klare i mælet
om, at når der bliver gennemført tvang, vil de inddrages i beslutningen. Samtidig vil
de også tale hændelsen igennem med en
uvildig
rådgiver efterfølgende. Det er
meget vigtigt for dem, at det ikke er en fra afdelingen, som har været med til at
gennemføre tvangshændelsen, men en udefrakommende, der har viden om børn og
unge og psykiske lidelser.
Hvis man vælger at fastholde magtanvendelsesbegrebet i lovteksten – hvilket vi ikke
kan anbefale i Børnerådet – skal man være opmærksom på, at magtanvendelse
ingen juridiske implikationer har i sundhedssystemet, udover at det skal registreres.
Den unge får altså ingen klageadgang og ingen uvildig patientrådgiver. Netop
uvildigheden er vigtig. Erfaringer fra det sociale område viser, at anbragte børn og
unge er særdeles kritiske over for eftersamtaler, der udføres af samme person, som
har stået for magtanvendelsen. Det stiller børnene og de unge i en meget
ubehagelig situation, hvor de ikke oplever, at de kan være ærlige – en situation man
er ved at indskrive i lov om tvang i psykiatrien ved at lade eftersamtalen være med
en fagperson fra afdelingen.
Indførelsen af et nyt begreb i psykiatrien som magt er derfor hverken troværdig eller
hensigtsmæssig, og det vil næppe falde i god jord hos FN’s Børnekomité. Heller ikke
FN’s Handicapkomité vil bifalde en udvikling i den retning. Handicapkomitéen har
netop problematiseret anvendelsen af tvang over for børn i psykiatrien, og den har
bedt Danmark om ændringer snarest på dette område.
Jeg håber, du vil tage Børnerådets henvendelse til efterretning og overveje at ændre
lovforslaget, der efter Børnerådets opfattelse er på vej i den forkerte retning.
Med venlig hilsen
Per Larsen
Formand for Børnerådet