Sundheds- og Forebyggelsesudvalget 2014-15 (1. samling)
SUU Alm.del Bilag 1234
Offentligt
Tvangsbehandling af gravide.
Et notat fra lederne af de regionale familieambulatorier
Vi er af den mening, at tvangsbehandling ikke skal anbefales til Familieambulatoriets målgruppe.
Det er grundlæggende for sundhedsvæsenet, at mennesker kan henvende sig til Familieambulatoriet og
sundhedsvæsenet som helhed med de problemstillinger og behov, der hører os til, og at de kan henvende
sig uden frygt. Det kan blive meget bekymrende på mange niveauer, hvis gravide holder sig væk fra
sundhedsvæsenet af frygt. Dette er vel dybest set i strid med lægeløftet?
Den nyligt afsluttede evaluering af Familieambulatoriets indsats viste desuden, at det formentlig er
opsporingen af de gravide med et problematisk rusmiddelforbrug, som fortsat kræver styrket
opmærksomhed og tiltag. Vi forventer ikke, at denne del af opgaven vil blive mere enkel, hvis et
tvangsbegreb indføres i behandlingen.
Herudover er det nu en gang kvinders lod at være gravide. Gravide må i forvejen forholde sig til mange
dilemmaer. Der er meget, som de ikke må/ bør. Hvad med en gravid diabetiker, der ikke passer sin diabetes
så godt, som vi måske synes, at hun skal? Skal hun tvangsbehandles og i så fald hvor? Vi tror næppe, at de
medicinske afdelinger stiller op til sådanne foranstaltninger. Hvis man skal indføre tvangsbehandling af
gravide, må vi formode at det vil betyde, at fosterets generelle retsstilling skal revurderes.
Der er mange muligheder for at forstærke støtten til og motivere sårbare gravide til at bedre adfærd og
livsstil. De seneste års nedskæringer, også på svangerområdet, har desværre været med til at forringe
mulighederne for f.eks. indlæggelse til aflastning i graviditeten, ophold på væresteder og institutioner til
forbedring af livsvilkår for udsatte kvinder etc. Sårbare gravide mødes i dag med samme råd og
forventninger som øvrige gravide. De kan dog have meget vanskeligt ved at indfri forventningerne, hvis de
for eksempel hverken har økonomi til at købe ordentlig mad og vitaminer eller har et sted at bo. At sårbare
gravide ikke hjælpes med deres sociale behov og vanskeligheder kan være med til at fastholde dem i
uhensigtsmæssig adfærd og et forbrug af rusmidler. Så inden man overvejer at behandle kvinderne med
tvang, bør man ordentligvis forbedre de muligheder, der er af frivillighedens vej.
Kvinder bør ikke være et middel til f.eks. at føde nationen sunde børn. De skal være et mål for deres egen
skyld. At så nogen kvinder bagefter fortryder det, som de har gjort, kan være meget alvorligt. Det er et
vilkår, som både kvinden/ familien/ nationen – og værst - børnene må leve med. Det sidste er meget
vanskeligt, hvis man ikke som samfund har gjort sit bedste for at støtte og styrke den gravide i de måneder
en graviditet varer.
Bliver der indført mulighed for tvangsbehandling, skal det afklares, hvordan det skal foregå. Hvem er det,
der skal afgøre, om tvangsbehandling skal finde sted? Hvordan kan de obstetriske afdelinger og
Familieambulatoriet få juridisk bistand, og hvordan anker man? Ved tvangsbehandling i psykiatrien er der
mere faste regler. Og der behandler man for det voksne menneskes eget bedste. Alligevel er tvang i
psykiatrien genstand for meget diskussion.