PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Socialudvalget 2014-15 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 92
Offentligt

Ministeriet for Børn, Ligestilling

Integration og Sociale Forhold

Holmens Kanal 22

1060 København K

Dansk Blindesamfund

Landsforening af blinde

og svagsynede i Danmark

Taastrup, 15.01.2015

J.nr. 2014 – 1100

Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om socialtilsyn og

forskellige andre love (Tildeling af ydelser til voksne med funktionsnedsættelse eller

sociale problemer ud fra målgruppetilgang, krav om udredning og handleplan i

komplekse sager, samling af visse ydelser i en tilbudsvifte m.v.)

Dansk Blindesamfund takker for muligheden for at kunne komme med sine bemærkninger til

revision af voksenbestemmelserne i Serviceloven, som blev fremsendt ved brev af 9.

I Dansk Blindesamfund kan vi generelt tilslutte os de bemærkninger, som er fremsendt af

Danske Handicaporganisationer, idet disse også er udtryk for den utilfredshed med

lovpakken, som Dansk Blindesamfund deler.

Herudover ønsker Dansk Blindesamfund at fremkomme med følgende bemærkninger:

Vi finder indledningsvis anledning til at anføre, at vi siden efteråret 2013 har deltaget i

drøftelser om en ændring af nævnte del af Serviceloven. Forudsætningerne – som vi

opfattede dem - var at der blandt andet skulle skabes en forenkling af en række

bestemmelser og også en standardisering, der dels kunne betyde en afbureaukratisering af

procedurer ved vurdering af visse ansøgningstyper til kommunerne, dels derved at sikre en

hurtigere og smidigere behandling af en række sagstyper med en afkortning af

sagsbehandlingstiden til følge.

I lyset af det seneste års massive forringelser gennem lovgivning fremsat og vedtaget på

social- og undervisningsministeriernes område på det mest specialiserede område, som vi

tidligere har taget kraftig afstand fra, var det dog vores forventning, at de drøftelser, som er

gået forud for det aktuelle lovforslag, dog kunne forventes at være mere afbalanceret og

Blekinge Boulevard 2 – 2630 Taastrup – Telefon 38 14 88 44

Fax 38 14 88 00 – CVR 18 20 39 28 – Reg.nr. 2191 Kontonr. 8195604437

E-mail [email protected] – Internet www.blind.dk

Protektor: Alexandra, grevinde af Frederiksborg

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

herved tage hensynet til borgernes tarv i betragtning i videre grad end nuværende praksis er

udtryk for.

En samlet gennemgang af lovforslaget med bemærkninger viser imidlertid desværre, at

nævnte forventninger ikke på nogen måde er blevet opfyldt. Det er således ikke borgernes

behov og situation, som er bærende i forhold til det fremsatte forslag, men, som vi ser det,

udelukkende kommunernes ønsker og økonomiske dagsorden. Det finder vi særdeles

uheldigt, meget ensidigt og dybt bekymrende for borgernes retssikkerhed.

En nøje gennemgang af lovforslagets bemærkninger demonstrerer for os at se, at den

foreslåede revision baserer sig på ministeriel skrivebordstænkning og ikke på virkeligheden,

som den rent faktisk manifesterer sig i de enkelte kommuner i samspillet med de berørte

borgere. Det er således betegnende for den samlede lovtekst og bemærkningerne hertil, at

der – side efter side – fremkommer påstande, som er af meget generel karakter, og derfor

ikke relaterer sig til konkrete situationer og eksempler. Dette indebærer efter vores opfattelse,

at bemærkningerne – de generelle og de specielle - ikke på en konstruktiv og operationel

måde bidrager til en uddybning eller fortolkning af lovforslaget, men blot uspecifikt gentager

det, som lovteksten allerede udtrykker.

Vi finder således, at nærværende lovforslag i det hele – især i lyset af bestemmelserne af

afgørende betydning for eksempelvis borgere med et synshandicap - er udtryk for en

uacceptabel lovgivningsmæssig arbejdsindsats, som i bedste fald i endnu højere grad end

hidtil vil give kommunerne adgang til fakultative beslutninger og ukontrollerede

skønsmæssige afgørelser uden mulighed for rekurs, og dermed undergrave de

retssikkerhedsmæssige garantier, som – i hvert fald formelt – ligger i klagesystemet på det

sociale område.

Retssikkerhedsmæssige betragtninger – kap. 15 m.fl.:

Dansk Blindesamfund noterer sig med største bekymring, at den påståede pædagogiske

anvisning vedr. kategorisering af borgere med en funktionsnedsættelse åbner op for en

uforudsigelig, men samtidig potentielt rigid proces, som ikke forudsætter den individuelle,

konkrete og helhedsorienterede vurdering, som efter Dansk Blindesamfunds opfattelse bør

ske i forhold til hver enkelt borger. At afgørelsen om kategorisering tillige ikke i sig selv kan

rekurreres, er et klart brud på basale retssikkerhedsmæssige principper. Ganske vist anføres

det i bemærkningerne, at en sådan kategorisering allerede foregår, men det er os bekendt

ikke sket på den facon, som der nu lægges op til.

Det er også blandt andet under en teknisk gennemgang af lovpakken gennemført af

ministeriet anført, at en borgers konkrete ansøgning om en ydelse, et hjælpemiddel m.v. kan

påklages, selv om ansøgningen i princippet indebærer en ”overskridelse” af kommunens

afgørelse om kategorisering. Hertil skal vi anføre, at det må forekomme bekymrende, og

muligvis med uoverskuelige konsekvenser, såfremt der i en tvist om en ansøgning opstår

uenighed om, hvorvidt en borger er kategoriseret i fx gruppe 1 (forslagets kap. 15), mens

borgeren eksempelvis er af den opfattelse, at pågældende rettelig hører til under gruppe 3

(kap. 15-17).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det noteres med bekymring, at kap. 15-tilbud alle er fakultative (kan)-bestemmelser, som

kommunen har valgfrihed til at tilbyde. Den forskelsbehandling og variation i serviceniveau,

som vi allerede i dag – og i en årrække – har kunnet iagttage, vil kun blive stimuleret af

nævnte valgfrihed for kommunen. I dag er det mere reglen end undtagelsen, at fx en borger

med et alvorligt synshandicap i A kommune er fundet berettiget til bevilling af fx

merudgiftsydelse, ledsagerordning og hjælpemidler, men at samme borger ved tilflytning til B

kommune kun findes berettiget til fx synskompenserende hjælpemidler.

Med fremlagte lovforslag vil denne praksis, som er udtryk for en forudsigelig

forskelsbehandling fra kommune til kommune, fortsætte, nu bare på basis af en legitimitet via

lovtekst.

Kategoriseringen – en uforudseelig retstilstand for personer med et synshandicap –

forslagets § 79

Med udgangspunkt i de forhold, som er gældende for borgere med et alvorligt synshandicap,

synes den tredelte kategorisering eksplicit at lægge op til en helt uholdbar situation.

Dansk Blindesamfund er af den opfattelse, at enhver blind eller alvorligt svagsynet person i

princippet vil opfylde kriterierne for at blive henvist til gruppe 3, og at denne gruppe af

borgere i det hele skulle kunne kræve tilgang til samtlige tilbud, bistand og

bevillingsmuligheder, som er opregnet i kap. 15-17.

Imidlertid kan der være god grund til, med den dagsorden, der synes at drive det fremsatte

lovforslag, at frygte, at kategorisering af borgere med et alvorligt synshandicap fremover vil

blive differentieret i endnu højere grad end hidtil. Igen vil vi påpege, at den

målgruppekategorisering, som forslaget lægger op til, kun vil lægge op til en yderligere

differentiering og forskelsopfattelse i de enkelte kommuner af, hvad der er en ”lettere

funktionsnedsættelse” og hvad der er en ”svær funktionsnedsættelse”. Den

funktionsnedsættelse, som i A kommune vurderes til kategori 1, kan meget vel blive vurderet

til en kategori 2 eller 3 funktionsnedsættelse i B kommune. Dette er efter vores opfattelse

endnu et anslag mod borgerens retssikkerhed og man risikerer at Danmark vil blive et land,

hvor borgere med funktionsnedsættelse vil være tvunget til at flytte til den / de kommuner,

hvor borgerens behov for hjælp og støtte bedst opfyldes.

Dansk Blindesamfund stiller derfor spørgsmål til hvilke af nedenstående eksempler, der vil

blive kategoriseret til at have:

. en lettere funktionsnedsættelse,

. have få, afgrænsede og relativt enkle hjælpebehov, og hvor en udredning ikke er nødvendig

eller

. have en varig og/eller betydelig funktionsnedsættelse, som har ”komplekse og betydelige

problemstillinger”?

Eksempel 1:En tyve-årig blind person, som har afsluttet en ungdomsuddannelse og herefter

skal rådgives om fremtidsmuligheder i forhold til videreuddannelse, job på ustøttet eller

fleksjob vilkår. Pågældende har erhvervet sig blindekompenserende færdigheder (brug af

punktskrift, ADL, mobility m.v.), men risikerer at havne på kontanthjælp. Pågældende står for

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

at skulle flytte hjemmefra og dermed i gang med en ny og ukendt tilværelse i anden by, end

hvor primærfamilien bor og på så selvstændig vis som muligt.

Eksempel 2: En stærkt svagsynet borger har inden synsnedsættelsen arbejdet i en stilling på

ordinære vilkår, men har nu mistet en stor mængde færdigheder, som skal genskabes i kraft

af en rehabiliterende indsats. Pågældende er familiefar med hustru og børn.

Eksempel 3: En blind borger, som har en ansættelse i en offentlig virksomhed, som

pågældende håndterer tilfredsstillende i kraft af færdigheder erhvervet igennem mange års

træning og øvelse. Pågældende har nu behov for at søge nye synskompenserende

hjælpemidler til brug i hjemmet.

Eksempel 4: En 72-årig borger, som har mistet det meste af synet og nu skal erhverve

kompenserende færdigheder, lære at lave mad, finde rundt i nærmiljøet, skal erhverve

færdigheder i brug af moderne IKT teknologi med kompenserende redskaber (herunder at

håndtere sin elektroniske postkasse og obligatorisk digital selvbetjening).

Eksempel 5: En blind borger på 80 år, som har været synshandicappet i mange år, som nu

har mistet sin seende ægtefælle og nu skal lære at klare sig på egen hånd. Pågældende er

siden ægtefællens bortgang, ligeledes blevet meget isoleret og ensom, da pågældende ikke

tør forlade hjemmet uden ledsagelse.

Eksemplernes antal og variationernes mængde er langt mere omfattende, end de

ovennævnte fem eksempler.

Svaret på ovennævnte spørgsmål vil være helt individuel og konkret og afhænge af den

enkelte persons livsforløb, aktuelle situation m.v. Imidlertid vil pågældende efter Dansk

Blindesamfunds opfattelse have behov for ledsagelse, visse hjælpemidler, godtgørelse af

merudgifter m.v., uanset hvilken af de personer, man fokuserer på (idet ledsagelse

naturligvis, som reglerne pt. er udformet, ikke giver personer over 67 år adgang til ledsagelse

– hvilket vi – principielt og udtrykt ved tidligere lejlighed - finder uheldigt og uhensigtsmæssigt

og som udtryk for en aldersdiskrimination).

Vi havde håbet på, at en revision af Serviceloven ville indebære en ophævelse af den

aldersgrænse for bevilling af ledsagerordning, jf. nuværende lov § 97, som udelukker alle

borgere over folkepensionsalderen fra denne ydelse. Det er et faktum, at en stor grad af

synshandicappede borgere i Danmark netop er borgere, som har fået deres alvorlige

synsnedsættelse i en høj alder, og dermed er folkepensionister. Denne store gruppe af

borgere har i meget høj grad behov for at kunne få hjælp i form af seende ledsagelse, da

relativt mange af disse borgere ikke er i stand til at færdes uden for eget hjem uden

ledsagelse. At imødekomme et sådant ønske ville bryde isolation og eksklusion og leve op til

hjemmehjælpskommissionens anbefalinger og den foreslåede præcisering af princippet om

hjælp til selvhjælp og et værdigt liv i nærsamfundet.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Hjælpemidler – indførelse af skøn under regel §§ 96 m.fl.

Det havde – som tidligere nævnt – været Dansk Blindesamfunds forventning, at man ved

revisionen af voksenbestemmelserne havde haft intentioner om at lette det bureaukratiske

tryk og sikre en langt mere smidig og hurtig sagsbehandling, end mange borgere oplever i en

række kommuner i forhold til oplagte situationer, som ikke formodes at kræve en udredning,

fordi forløb, status og behov er uomtvistelige (statisk eller progredierende forløb).

Som vi læser de nye hjælpemiddelbestemmelser, er disse intentioner stort set ikke

imødekommet, idet kommunerne får mulighed for at undgå den konkrete og individuelle

vurdering af den enkelte borgers behov i tilfælde, hvor kommunen, jf. § 96, stk. 3, kan

beslutte, at hjælpemidler skal være af en vis værdi og leve op til den lokalt fastsatte

kvalitetsstandard og leveres af bestemte leverandører. Borgerens valgfrihed begrænses af

stk. 5, i de tilfælde hvor kommunen er af den opfattelse, at man kan levere et hjælpemiddel,

som er lige så godt som og fuldstændig identisk med det, som borgeren ønsker at få bevilget.

For det første vil borgerens subjektive oplevelse af at føle sig bedre tilpas blive tilsidesat. For

det andet vil leverandøraftaler, jf. § 96, stk. 4, føre til, at borgeren er henvist til enten at

modtage det nævnte hjælpemiddel (jf. stk. 3) eller modtage et beløb svarende til den værdi,

hjælpemidlet repræsenterer. Derved udelukkes borgeren fra at kunne dokumentere sit

særlige behov, fordi der ikke i sådanne situationer eksisterer en forudsætning om en konkret

og individuel vurdering endsige afprøvning af bedst egnet hjælpemiddel.

I den nuværende lovgivnings § 112 om hjælpemidler eksisterer allerede en ”frit valg

mulighed” for borgeren til at vælge et andet og eventuelt dyrere hjælpemiddel end det tilbud,

som kommunen finder, er bedst egnet og billigst, hvis hjælpemidlet tjener samme formål.

(Borgeren forventes i sådanne tilfælde selv at udrede prisdifferencen). Her er det borgeren,

der suverænt bestemmer, om han/hun vil gøre brug af sin ”frit-valg” mulighed, hvor

lovforslaget lægger op til, at det fremover skal være den kommunale myndighed, der får ”frit

valg” muligheden. Atter et eksempel på en bekymrende underminering af borgerens

retssikkerhed.

Når den konkrete, individuelle vurdering erstattes af den standardløsning, som kommunen

har valgt i sin lokale kvalitetsstandard på det pågældende område, ophæver man derved

tillige delvis kompensationsprincippet og indfører samtidig ad ”bagdøren” en slags

egenbetaling i form af differencen mellem kommunens standardløsning og den løsning, som

bedst antages at imødekomme borgerens behov.

Tilbudsviften, lovforslagets §§104

I medfør af lovforslagets § 104 har kommunen en såkaldt tilbudsvifte til rådighed, hvor man,

jf. stk. 1, frit kan foretage substitution.

Blandt de 12 opregnede valgmuligheder fremstår som nr. 12 en residualmulighed, hvis

omfang og karakter er helt ubeskrevet – og altså slet ikke konkretiseret eller afgrænset i

bemærkningerne til lovforslaget.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Kommunen vil eksempelvis i medfør af § 104, stk. 2, vilkårligt kunne anvise en person med et

synshandicap aktivitets- og samværstilbud efter nr. 8 i stedet for beskyttet beskæftigelse efter

nr. 7, uanset borgerens konkrete ønske.

Kommunen vil også kunne beslutte, at en person efter en alvorlig synsnedsættelse skal

modtage et midlertidigt botilbud efter nr. 9 i stedet for at få tilpasset hjemmet efter sine

synsmæssige ændrede forudsætninger, jf. nr. 11, selv om en sådan løsning på sigt vil være

meget mere omkostningskrævende end den mere komplicerede individuelle tilpasning af

hjemmet. Men her kan regnestykket jo påvirkes af, at der henstår ledige pladser i et botilbud,

som kan skabe en bedre balance i kommunens regnskab, såfremt den udnyttes i stedet for at

henstå som en ubesat plads, som koster penge!

Denne frie adgang til substitution er endnu et eksempel på den forringelse af

retssikkerheden, som lovforslaget desværre i vidt omfang er udtryk for.

Konkluderende finder Dansk Blindesamfund

. at selve lovreglerne er særdels komplicerede og i endnu hørere grad end tidligere ikke vil

kunne forstås / rettighederne overskues af borgeren

. at retssikkerheden på en række områder er forringet

. at kategoriseringsbestemmelsen i lovforslagets § 79 enten er en ”pædagogisk øvelse”, som

ikke hører hjemme i lovgivningen, eller har andre og uoverskuelige konsekvenser for

borgernes retssikkerhed, som ikke klæder dansk socialret og tillige skaber en helt

uforudsigelige usikkerhed om borgerens ret til at søge om ydelser inden for en anden

kategori, end pågældende er blevet tilkendt af kommunen

. at konstruktionen med en tilbudsvifte med substitutionsret kan skabe utryghed for borgeren,

men vil kunne give kommunerne en hidtil ukendt og utøjlet valgfrihed, som kan føre til

tildeling af ydelser/bevillinger, der strider imod borgerens ønsker, kan være mere

komplicerede, men mindre omkostningstunge

. at tilbudsviften er udtryk for et ønske om at reducere omkostningerne mere end at sikre en

forenkling af bestemmelserne

. at kategoriseringen fører til, at borgere med en alvorlig og varig funktionsnedsættelse, som

et synshandicap, havner i en lettere kategori og dermed berøves muligheden for med

rimelighed at kunne forvente et positivt udfald på en ansøgning om en ydelse, som er tillagt

borgere med mere komplekse behov

. at hele revisionen (lovpakken) er unødvendig, hvis retstilstanden, som det påstås bl.a. i de i

øvrigt meget ukonkrete bemærkninger – stort set er uændret.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Derfor skal Dansk Blindesamfund på det kraftigste opfordre Socialministeriet til at tage hele

lovforslaget af bordet og indgå i mere afbalancerede forhandlinger med Dansk

Blindesamfund og andre handicaporganisationer for at komme frem til eventuelle revisioner

af reglerne, der også indebærer lempelser, en lettelse for borgerne og en reel og

hensigtsmæssig afbureaukratisering i de lokale forvaltninger.

Med venlig hilsen

John Heilbrunn, næstformand