SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 91: Henvendelse af 15/1-15 om at de ønsker foretræde i forbindelse med endnu ikke fremsat lovforslag om ændring af servicelovens bestemmelser

Socialudvalget 2014-15 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 91
Offentligt

13. januar 2015

Til Ministeriet for Børn, Ligestilling,

Integration og Sociale forhold

Att.: Tina Hansen

E-mail: [email protected]

Diabetesforeningens høringssvar til lovforslag om ændring af lov

om social service m.h.t. tildeling af ydelser til voksne med funk-

tionsnedsættelser eller sociale problemer

Det aktuelle forslag til ændring lægger op til forenkling og afskaffelse af

unødig administration. Intentionen er, at jo mere komplekst et problem er

jo mere kompleks sagsbehandling

–

omvendt for ukomplicerede proble-

mer. Det foreslås fx, at kommunalbestyrelserne kan beslutte, at udmåling

af visse mindre (

mindre komplicerede?

) hjælpemidler kan standardiseres.

Standardisering indebærer, at alle brugere af et hjælpemiddel som ud-

gangspunkt tildeles samme produkt eller et fast beløb. Injektions- og

testmateriale til hhv. insulinkrævende diabetikere og diabetikere i kombi-

nationsbehandling er nævnt som eksempler på hjælpemidler, der vil kun-

ne standardiseres.

Forslaget må bygge på en forestilling om, at måling af blodsukker som

udgangspunkt er en simpel proces og ens for alle diabetikere. Sådan er

virkeligheden imidlertid meget, meget langt fra; krav til f.eks. udstyr til

blodsukkermåling varierer i meget høj grad og afhænger af alder, funkti-

onsniveau og øvrige livsomstændigheder. En erhvervsaktiv diabetiker med

en vanskelig regulerbar diabetes har helt andre behov for måleudstyr end

et ældre menneske med svækket syn og nedsat kraft i hænder og fingre.

Fælles for dem alle er dog, at måling og handling på målingens resultat er

en meget vigtig og uomgængelig del af behandlingen. Det er fx et krav til

bilister med diabetes, at de har styr på deres blodsukker niveau, før de

sætter sig bag rattet; styr på blodsukkeret forudsætter måling med egnet

udstyr.

Det fremgår ikke af lovforslaget på hvilken måde, kommunerne skal kun-

ne fastlægge en standard for et produkt eller et fast beløb. Men der er

grund til at frygte, at såfremt lovforsalget gennemføres, så vil det betyde,

at mange diabetikere enten ikke får det testmateriale, de har brug for el-

ler får et fastsat beløb, der er for lille til at dække udgiften ved indkøb af

det nødvendige hjælpemiddel. Behovene for injektions- og testmaterialer

er som nævnt meget forskellige, og den enkelte borger kan ikke få forde-

len af storindkøb på samme måde, som de kommunale indkøbere har

kunnet.

Borgerne skal også fremover kunne benytte sig af muligheden for frit valg

af hjælpemiddel, hvilket mennesker med ressourcer formentlig også vil

benytte sig af. Men frit valg bør være undtagelsen og ikke en nødvendig-

hed for at få det rette hjælpemiddel; langt fra alle har de økonomiske res-

SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 91: Henvendelse af 15/1-15 om at de ønsker foretræde i forbindelse med endnu ikke fremsat lovforslag om ændring af servicelovens bestemmelser

sourcer eller det mentale overskud til at bruge frit valg; en standardise-

ring af injektions- og testmateriale risikerer derfor yderligere at øge den

sociale ulighed for mennesker, der ikke har overskud til at benytte frit

valg.

Servicelovens bestemmelser om hjælpemidler bør støtte op om diabetike-

rens mulighed for selv at tage vare på helbredet ved at stille det nødven-

dige udstyr til rådighed. Tildeling af injektions- og testmateriale bør støtte

diabetikernes incitament til fokus på egenomsorg. I modsat fald vil vi se

en voldsom stigning i senkomplikationer. Senkomplikationer står for 20

mio. kr. i udgifter om året ved diabetesbehandling, som samlet set i 2008

tal var på 32 mio. kr. om året. Manglende måling fører til dårlig regule-

ring, der fører til flere komplikationer og dårligere livskvalitet. Øgede sen-

komplikationer er et stort samfundsøkonomisk problem.

Standardisering af hjælpemidler fritager kommunerne for den konkrete og

individuelle vurdering af ansøgerens behov, der pt er påkrævet. Det

fremgår imidlertid af forslaget, at kommunalbestyrelsen kan beslutte tilde-

ling af standardhjælpemiddel eller standardbeløb

som udgangspunkt.

Der

er behov for afklaring og præcisering af begrebet

som udgangspunkt

. Di-

abetesforeningen opfatter ordlyden som muligheden for, at borgerens be-

hov, konkret og individuelt vurderet, kan medføre støtte til et ikke-

standardiseret hjælpemiddel. Ikke mindst da det fremgår af bemærknin-

gerne til forslagets enkelte bestemmelser, at en borger, der er utilfreds

med kommunalbestyrelsens udmåling af støtte til et hjælpemiddel, kan

påklage afgørelsen til Ankestyrelsen efter reglerne i retssikkerhedsloven.

Behandlingen af en sådan klage må bygge på vurdering af de konkrete og

individuelle behov; en vurdering der efter Diabetesforeningens opfattelse

bør ligge før evt. tildeling af et standardhjælpemiddel. Hvis ikke vurderin-

gen af standard kontra individuelt hjælpemiddel foretages indledningsvist

risikeres enten, at diabetikeren ikke får det rette hjælpemiddel, eller at

der kommer et stort antal klagesager. Præcisering af begrebet

som ud-

gangspunkt

bør ske i selve lovteksten

–

ikke kun i bemærkningerne, såle-

des at kommunerne fra start anvender loven efter intentionerne. Altså

skal det være helt klart for kommunerne, at man skal foretage en indivi-

duel og konkret vurdering i de tilfælde, hvor en standardiseret løsning ik-

ke er tilstrækkelig for borgeren. Et stort antal klagesager over standardi-

serede hjælpemidler vil på ingen måde være en forenkling eller forbed-

ring.

Moderne diabetesbehandling baseres i stadigt større omfang på måling af

blodsukker og efterfølgende justering af medicin; af samme grund udvik-

ler producenterne internationalt stadigt bedre hjælpemidler. Diabetesfor-

eningen frygter, at den udvikling vil gå uden om Danmark og dermed ikke

komme danske diabetikere til gavn. Det vil næppe være interessant for

producenterne at markedsføre nyt

–

og måske noget dyrere

–

udstyr på

et dansk marked, hvor lave standardbeløb eller ældre standardprodukter

er dominerende. Naturligvis vil nogle borgere ty til at købe deres injekti-

ons- og testmateriale i udlandet, hvor udvalget er større. Det er ikke en

ønskelig udvikling, da det kun kan betyde større ulighed i Danmark, ringe-

re livsværdi og signifikant større udgifter til diabetesbehandling i Dan-

mark.

SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 91: Henvendelse af 15/1-15 om at de ønsker foretræde i forbindelse med endnu ikke fremsat lovforslag om ændring af servicelovens bestemmelser

Forslagets mulighed for standardisering af hjælpemidler indeholder ikke

krav om inddragelse af brugere i standardiseringen. Det betyder, at den

erfaring, der følger af daglig brug af hjælpemidler, vil blive tilsidesat, og

værdifuld viden går tabt, når det drejer sig om bestemte typer af hjæl-

pemidler som fx injektions- og testmateriale. Der er tale om meget speci-

elle hjælpemidler, hvor den teoretiske afprøvning ikke er nok. Først når

produkterne anvendes efter deres formål i dagligdagen kan kvalitet, funk-

tionalitet, effekt med mere bedømmes.

Vi noterer os i øvrigt, at bemærkningerne til lovforslaget kun nævner ” In-

jektions- og testmateriale til insulinkrævende diabetikere inklusive kombi-

nationsbehandling” som mulige emner for standardisering.

Man undlader dermed at tage stilling til en særlig gruppe diabetikere,

nemlig de tabletbehandlede, som ifølge de nuværende regler (Bekendtgø-

relse nr. 1432 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder

efter serviceloven § 9) kan få op til 150 teststrimler årligt.

Disse mennesker vil jfr. forslaget i modsætning til de insulinkrævende di-

abetikere, fremover fortsat kunne få en konkret og individuel vurdering af

deres behov for testmateriale. Dette er efter vores mening en forfejlet

skelnen, da begge grupper har behov for konkret og individuel vurdering.

Lovforslagets afsnit om standardisering af visse hjælpemidler rejser man-

ge spørgsmål og megen usikkerhed. Der er stor risiko for, at den ønskede

forenkling enten ikke opnås eller opnås på bekostning af meget ringere

hjælpemidler og/eller øget brugerbetaling. Konsekvensen bliver ringere

livsværdi for mange, herunder manglende tilknytning til arbejdsmarkedet,

samt en større økonomisk byrde i og omkring diabetes.

Diabetesforeningen opfordrer derfor kraftigt til at lovforslaget

tages af bordet.

Diabetesforeningen stiller sig gerne til rådighed for arbejde med nye ud-

kast til en mindre ressourcekrævende procedure for tildeling af hjælpe-

midler

Med venlig hilsen

Henrik Nedergaard

Adm. direktør