Socialudvalget 2014-15 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 52
Offentligt
Departementet
Holmens Kanal 22
1060 København K
Til diverse organisationer m.fl.
Jf. vedlagte høringsliste
Tlf. 33 92 93 00
Fax. 33 93 25 18
www.sm.dk
Høring om Lov om ændring af lov om social service (udvidet og styrket
indsats for kvinder på krisecentre og orienteringspligt for kvindekrisecentre
og forsorgshjem, herberger mv.)
Lovforslaget fremsættes som led i udmøntningen af satspuljeaftalen for 2015.
Satspuljepartierne er enige om at afsætte midler til udvidelse og styrkelse af den
eksisterende rådgivningsordning for kvinder med børn på krisecentre, der følger
af servicelovens § 109, stk. 4. Der er endvidere enighed om at indføre en
orienteringspligt for boformerne i servicelovens §§ 109 (kvindekrisecentre) og
110 (forsorgshjem, herberger mv.).
Med lovforslaget foreslås det, at kommunalbestyrelsen forpligtes til at tilbyde
indledende og koordinerende rådgivning til alle kvinder, der tager ophold på en
boform efter servicelovens § 109, hvor det i dag kun er kvinder med børn, der
skal have tilbud om rådgivning. Det foreslås, at kommunen pålægges at
iværksætte en indledende rådgivning så tidligt som muligt efter orientering om
optagelse i boformen, der skal introducere kvinden til koordinerende rådgivning
vedrørende bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, daginstitutioner,
sundhedsvæsen mv. samt skabe kontakt mellem kvinden og en medarbejder, der
varetager den koordinerende rådgivning. Endelig præciseres det, at den
koordinerende rådgivning skal iværksættes senest, når forberedelsen til
udflytning fra boformen påbegyndes.
Derudover indebærer lovforslaget, at boformer efter servicelovens §§ 109
(kvindekrisecentre) og 110 (forsorgshjem, herberger mv.) forpligtes til senest tre
hverdage efter afgørelse om optagelse i boformerne at give en orientering herom
til kommunalbestyrelsen i den kommune, der efter serviceloven har pligt til at
yde hjælp til borgeren. Det foreslås endvidere, at der for boformerne indføres en
pligt til i forbindelse med udskrivning fra boformerne, dog senest tre hverdage
herefter, at give en orientering herom til kommunalbestyrelsen.
Hermed sendes lovforslaget i høring.
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold skal anmode om
at modtage eventuelle kommentarer til lovforslaget snarest og senest
onsdag
den 17. december 2014 kl. 16.00.
Høringssvarene skal sendes elektronisk til
samt c.c.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til Mai Emilie Gori på telefon
41851148.
Med venlig hilsen
Mai Emilie Gori
Kontoret for Udsatte og Civilsamfund
Dato: 19. november 2014
Sagsnr. 2014-9044