Socialudvalget 2014-15 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 32
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Christiansborg
Att. Orla Hav
Emdrup den 4.11.2014
Anmodning om foretræde vedrørende udbud på det specialiserede socialområde
LOS skal hermed anmode om foretræde for Folketingets Socialudvalg for at få lejlighed til at
orientere udvalget om vores overvejelser og bekymring omkring indførslen af udbud på det
specialiserede socialområde. Aktuelt har Holbæk Kommune på vegne af et antal sjællandske
kommuner oprettet et udbud om leverance af botilbud til mennesker med autisme og
domsanbragte udviklingshæmmede. Desuden fremgår det på kommunens hjemmeside, at
man er på vej med udbud på flere områder, herunder botilbud til børn.
Desuden forventes det, at Udbudslovsudvalget snart fremsætter lovforslag om den generelle
implementering af EU’s udbudsdirektiv.
Det er LOS’ opfattelse, at indførelse og brug af udbud på det specialiserede socialområde på
en række områder er til skade for borgerne og strider mod de forudsætninger, der er lagt til
grund i den sociale lovgivning Når kommuner i dag f.eks. skal anbringe en borger uden for
eget hjem, skal kommunen i medfør af den sociale lovgivning foretage en konkret individuel
vurdering af borgerens behov for hjælp og støtte. Disse behov vil ofte være komplekse og
sammensatte, fordi der er tale om borgere med massive problemstillinger. Når kommunen
har foretaget denne vurdering, kan de søge på Tilbudsportalen.dk og frit vælge det tilbud,
som de mener, bedst muligt kan tage vare på borgeren og dennes behov.
Hvis udbud bliver normen på området, vil det betyde, at en anbringende kommune alene kan
vælge mellem de tilbud, der har vundet kommunens (ramme)udbud på området. Det
indsnævrer valgmulighederne betragteligt. Anbringende kommuner og borgeren risikerer
dermed, at de ikke kan vælge det tilbud, der reelt bedst kan varetage borgerens behov, fordi
det tilbud ikke er omfattet af kommunens rammeaftale.
Jeg håber derfor, at vi fra LOS kan få lejlighed til at fremlægge vores overvejelser for
udvalget.
Med venlig hilsen
Geert Jørgensen
Direktør