SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 229: Rapporten "Kvindekrisecenter- og forsorgshjemsområdet. Analyse af reglerne for ophold på forsorgshjem og kvindekrisecentre samt kommunernes praksis og styringsmuligheder", fra ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold

Socialudvalget 2014-15 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 229
Offentligt

KVINDEKRISECENTER- OG

FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Analyse af reglerne for ophold på forsorgshjem og

kvindekrisecentre samt kommunernes praksis og

styringsmuligheder

SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 229: Rapporten "Kvindekrisecenter- og forsorgshjemsområdet. Analyse af reglerne for ophold på forsorgshjem og kvindekrisecentre samt kommunernes praksis og styringsmuligheder", fra ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold

KOLOFON

Af KL, Finansministeriet og Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold

April 2015

ISBN: 978-87-7546-544-6

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold

Holmens Kanal 22

1060 København K

T: 33 92 93 00

INDHOLD

1.0 Indledning .................................................................................................................................... 5

2.0 Sammenfatning ......................................................................................................................... 7

2.1 De lovgivningsmæssige rammer ..............................................................7

2.2 Udviklingen på området ........................................................................... 9

2.3 Praksis for samarbejdet mellem boformer og kommuner ...................10

2.3.1 Praksis for indskrivning ...............................................................11

2.3.2 Samarbejde under borgerens ophold på en boform .................12

2.3.3 Samarbejde om udskrivning .......................................................13

3.0 kortlægning af regelgrundlag ...................................................................................... 15

3.1 Særlige karakteristika .............................................................................15

3.2 Formålet med midlertidige ophold i landsdækkende boformer .........15

3.3 Målgrupper ..............................................................................................16

3.4 Selvmøderprincippet ...............................................................................16

3.5 Lederens indskrivningsret ......................................................................17

3.6 anonyme ophold på kvindekrisecentre .................................................18

3.7 Refusion af kommunernes udgifter .......................................................18

3.8 Ydelser .....................................................................................................19

3.9 Godkendelse ............................................................................................20

3.10 Takstfinansiering ..................................................................................21

3.11 Beboerens betaling ...............................................................................22

3.12 Opholdsplaner og handleplaner ..........................................................22

4.0 udviklingen i udgifter og aktivitetsniveau ........................................................... 24

4.1 Samlede udgifter .....................................................................................24

4.2 Målgruppekarakteristik og statistik for kvindekrisecentre ..................25

4.2.1 Tilbud og pladser .........................................................................25

4.2.2 Ophold ..........................................................................................26

4.2.3 Opholdsvarighed ..........................................................................27

4.3 målgruppekarakteristik og statistik for forsorgshjem .........................28

4.3.1 Tilbud og pladser .........................................................................30

4.3.2 Ophold ..........................................................................................31

4.3.3 Opholdsvarighed ..........................................................................32

5.0 Praksis for borgerens indskrivning, ophold og udskrivning fra

forsorgshjem og kvindekrisecentre.................................................................................. 33

5.1 samarbejde om indskrivning..................................................................33

5.1.1 Henvendelser til boformer om optagelse ..................................33

5.1.2 Praksis for indskrivning ...............................................................34

5.1.3 Orientering af handlekommune ..................................................35

5.1.4 Anonymitet ...................................................................................37

5.2 samarbejde under borgeres ophold ......................................................38

5.2.1 Boformernes ydelser og fokus på borgerens udvikling ............38

5.2.2 Boformernes tilrettelæggelse af indsatsen ................................39

5.2.3 Kommunernes tilrettelæggelse af indsatsen .............................41

5.2.4 Forskelle på serviceniveauer .......................................................42

5.2.5 Intern koordination i kommunen under borgerens ophold .....42

5.2.6 Udfordringer vedrørende borgerens egenbetaling ...................43

5.3 Samarbejde om udskrivning...................................................................44

5.3.1 Praksis for udskrivning ................................................................44

5.3.2 Barrierer for udskrivning .............................................................46

5.3.3 Praksis i forbindelse med udslusning og efter endt ophold ....47

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Bilag ...................................................................................................................................................... 48

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

1.0 INDLEDNING

Kvindekrisecentre og forsorgshjem er midlertidige, landsdækkende botilbud efter

servicelovens § 109 (kvindekrisecentre) og § 110 (forsorgshjem/herberger) til

sårbare og udsatte borgere, der har akut behov for botilbud, støtte og omsorg

med videre.

I forhold til andre tilbud på det sociale område udmærker forsorgshjem og

kvindekrisecentre sig blandt andet ved, at det er boformens leder (og ikke

kommunen), der træffer afgørelse om optagelse på boformerne. Det giver

mulighed for, at hjemløse borgere og voldsramte kvinder, der har akut behov for

hjælp, kan modtage botilbud, husly, støtte, omsorg med videre uden først at

skulle have deres sag behandlet i kommunen.

Det er kommunerne, som har det samlede ansvar for borgerens indsats, og som

betaler udgifterne til indsatsen. Staten refunderer 50 procent af kommunernes

udgifter til borgernes ophold og afledte ydelser som følge af at kommunerne

ikke træffer afgørelse om borgerens ind- og udskrivning på boformerne.

Til trods for at antallet af ophold på kvindekrisecentre har været relativt stabilt i

perioden 2009-2013, viser Socialstyrelsens årsstatistik for 2013 for kvinder og

børn på krisecentre, at der er sket en stigning i de gennemsnitlige opholdstider

samt, at antallet af ophold med en varighed på over 90 dage generelt er steget i

perioden. På forsorgshjem har antallet af ophold varieret i perioden 2009-2013,

dog med en vis stigning mellem 2012 og 2013. Ankestyrelsens årsstatistik for

2013 for brugere af botilbud efter servicelovens § 110

viser, at der er sket en

stigning i de gennemsnitlige opholdstider samt i antallet af ophold på over 120

dage. Samtidig viser statistikken, at en betragtelig andel af brugerne af

forsorgshjem hverken udskrives til egen bolig eller et andet botilbud. Det er

således uklart, om der på tidspunktet for borgerens udskrivning er etableret

rammer for en mere varig løsning på hjemløshedssituationen.

Regeringen og KL var i aftalen om kommunernes økonomi for 2014 enige om, at

der er behov for at styrke kommunernes muligheder for at give hjemløse borgere

og voldsramte kvinder en sammenhængende og rehabiliterende social indsats.

Regeringen og KL aftalte i den forbindelse at igangsætte en analyse af reglerne

for ophold på forsorgshjem og kvindekrisecentre samt af kommunernes praksis

og styringsmuligheder på områderne. I forlængelse heraf aftalte regeringen og

KL i aftalen om kommunernes økonomi for 2015 i efteråret 2014 at drøfte

mulighederne for at gennemføre tiltag, der styrker kommunernes

styringsmuligheder med henblik på at yde en helhedsorienteret indsats.

Der er på den baggrund nedsat en arbejdsgruppe med deltagelse af KL,

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold og

Finansministeriet. Arbejdsgruppen har kortlagt reguleringen af området,

analyseret eksisterende tal for udviklingen på området og gennemført en

undersøgelse af praksis for samarbejdet mellem kommunerne og

Hvis ikke andet nævnes, er det 2013 årsstatistikkerne fra Socialstyrelsen og Ankestyrelsen, der anvendes på hhv.

kvindekrisecenter- og forsorgshjemsområdet.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

forsorgshjem/kvindekrisecentre. Undersøgelsen af praksis bygger på

resultaterne af en række interviews, som arbejdsgruppen selv har gennemført.

Interviewene er gennemført med ledere af udvalgte forsorgshjem og

kvindekrisecentre samt repræsentanter fra udvalgte kommuner. Denne rapport er

et resultat af det samlede arbejde.

Analysens fokus vedrører kommunernes muligheder og incitamenter for at yde

en rehabiliterende og sammenhængende indsats for borgerne samt

kommunernes og boformernes samarbejde. I analysearbejdet har der således

ikke været fokus på at afdække faktorer, der kan påvirke antallet af borgere, der

søger om ophold på forsorgshjem og kvindekrisecentre, eller faktorer, der kan

have betydning for borgernes muligheder for at finde en bolig efter opholdets

afslutning. Analysen fokuserer eksempelvis ikke på udviklingen i antallet af

hjemløse, de overordnede samfundskonjunkturer, antallet af billige boliger med

videre. Analysen fokuserer heller ikke på de konkrete indsatser, som borgerne

tilbydes under og efter opholdet på kvindekrisecentre og forsorgshjem.

Analyse skal ses i sammenhæng med regeringens sociale 2020-mål. Regeringen

har opstillet et mål om, at andelen af kvinder på kvindekrisecentre, der har behov

for mere end ét ophold, skal reduceres med mindst 30 procent. Regeringen har

samtidig opstillet et mål om, at antallet af hjemløse i Danmark skal reduceres

med mindst 25 procent inden 2020 samt, at andelen af borgere, der vender

tilbage til et herberg eller et forsorgshjem inden for det første år efter

udskrivning til egen bolig, maksimalt skal udgøre 20 procent.

Regeringens sociale 2020-mål er udtryk for en ambitiøs målsætning om at skabe

bedre vilkår for de mest udsatte og sårbare i samfundet. Hvis målene skal nås,

kræver det en omstilling af den eksisterende indsats. Analysen kan på den

baggrund medvirke til at identificere, hvor regeringen kan sætte ind for at

understøtte kommunerne i deres arbejde med at nå de sociale 2020-mål. Det er

blandt andet med udgangspunkt i arbejdet med analysen, at regeringen som

udmøntning af satspuljeaftalen for 2015 har fået vedtaget et lovforslag om

udvidet og styrket indsats for kvinder på krisecentre og orienteringspligt for

kvindekrisecentre og forsorgshjem, herberger med videre. Med lovforslaget

indføres der blandt andet en orienteringspligt for kvindekrisecentre og

forsorgshjem til den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter serviceloven.

Lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2015.

Rapporten indledes med en sammenfatning af rapportens overordnede indhold

og budskaber (kapitel 2). Herefter gennemgås de lovgivningsmæssige rammer på

området (kapitel 3), og der foretages en status for udviklingen på området

(kapitel 4). Afslutningsvist gennemgås resultaterne af analysen af praksis for

samarbejdet mellem kommuner og boformer (kapitel 5).

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

2.0 SAMMENFATNING

Dette kapitel sammenfatter analysens overordnede indhold og resultater om de

lovgivningsmæssige rammer (kapitel 3), udviklingen på området (kapitel 4) samt

resultaterne af en række interviews med udvalgte boformsledere og kommunale

repræsentanter (kapitel 5).

2.1 DE LOVGIVNINGSMÆSSIGE RAMMER

Reglerne for ophold på kvindekrisecentre og forsorgshjem adskiller sig på en

række punkter fra reguleringen af andre sociale tilbud efter serviceloven. For

kvindekrisecentre og forsorgshjem gælder et selvmøderprincip, som indebærer,

at borgeren akut kan anmode om optagelse uden forudgående henvendelse til

kommunen.

Samtidig er det boformens leder (og ikke borgerens

handlekommune), der træffer afgørelse om optagelse.

Lederens indskrivningsret

indebærer samtidig, at det også er lederen, der træffer afgørelse om borgerens

udskrivning fra tilbuddet samt, hvilke indsatser borgerens tilbydes som en del af

opholdet. Der er ikke fastsat krav om, at boformerne skal orientere borgerens

handlekommune om borgerens indskrivning eller udskrivning, og der er ikke

fastsat regler for den præcise tidsmæssige udstrækning af borgerens ophold.

Kommunerne har således ikke kompetence til at beslutte, om en borger kan

optages på tilbuddet eller hvilke ydelser, borgeren skal tilbydes som del af

opholdet. Kommunen kan heller ikke beslutte, hvornår borgeren skal udskrives

fra boformen. På det øvrige socialområde er det kommunen, der har disse

kompetencer.

Det er borgerens oprindelige opholdskommune, der er handlekommune og

betalingskommune, når en borger er optaget på et kvindekrisecenter eller

forsorgshjem.

Som følge af de begrænsede styringsmuligheder for kommunen,

der følger af selvmøderprincippet og lederens indskrivningsret, refunderer staten

50 procent af kommunernes udgifter til boformerne.

På kvindekrisecentre har beboerne desuden mulighed for at være anonyme over

for deres handlekommune.

Kommunen har således ikke uden videre mulighed

for at verificere, at kvinden reelt kommer fra den pågældende kommune.

Regningerne kan efterprøves af en revisor for at sikre ønsket om anonymitet og

samtidig sikre et korrekt grundlag for udskrivning af regninger til kommunerne.

Det vides dog ikke, i hvilket omfang denne mulighed anvendes.

For både forsorgshjem og kvindekrisecentre gælder det, at lovteksten alene

indeholder en kort, overordnet beskrivelse af, hvilke ydelser boformerne skal

Jf. §§ 109, stk. 2, og 110, stk. 2

Jf. §§ 109, stk. 3, og 110, stk. 3

Jf. § 9, stk. 7, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Jf. § 177, stk. 5.

Jf. § 109, stk. 2

Socialministeriet og KL udsendte den 19. maj 2008 en fælles orienteringsskrivelse til samtlige kommuner og regioner m.fl.,

hvori det bl.a. fremgår, at ”ønsker en kvinde med ophold på et krisecenter at være anonym, må hun overfor centerets leder

dokumentere eller i det mindste oplyse, hvilken kommune, hun kommer fra. For at sikre et ønske om anonymitet samt sikre et

korrekt grundlag for udskrivning af regninger til kommunerne, er det tilstrækkeligt, at oplysningerne kan efterprøves af

revisionen”.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

tilbyde. For kvindekrisecentre er der tale om omsorg og støtte, og for

forsorgshjem er der tale om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

Det medfører, at de ydelser, som de forskellige boformer tilbyder, kan variere.

Kommunerne er forpligtet til at tilbyde alle kvinder med børn, der opholder sig

på kvindekrisecentre, støtte og vejledning i form af familierådgivning.

Der er

ikke derudover noget specifikt krav til kommunerne om at tilbyde hjælp efter

endt ophold på et kvindekrisecenter, dog har kommunerne en generel

forpligtigelse til at tilbyde gratis rådgivning for enhver med henblik på at

forebygge sociale problemer og hjælpe borgere over øjeblikkelige

vanskeligheder. Forsorgshjemmene kan dog tilbyde efterfølgende hjælp, når en

borger har haft et ophold på et forsorgshjem.

Ophold på forsorgshjem og kvindekrisecentre finansieres langt overvejende via

kommunernes takstbetaling for de enkelte borgeres ophold. Tidligere har alene

takstfastsættelsen for offentligt drevne boformer været reguleret i lovgivning,

mens der ikke har været opstillet regler for takstfastsættelsen for private tilbud.

Reglerne er blevet ændret som opfølgning på evalueringen af

kommunalreformen på det specialiserede socialområde. Ministeriet for Børn,

Ligestilling, Integration og Sociale Forhold har derfor udsendt en ny

bekendtgørelse med ændrede regler for takstfastsættelsen, der trådte i kraft i

januar 2015.

Med den nye bekendtgørelse vil kommunale, regionale og private

boformer være underlagt fælles regler om beregning af takster. Der gælder dog

fortsat forskellige regler for håndtering af over- og underskud, herunder

fastholdes det, at private tilbud – i modsætning til kommunalt og regionalt

drevne tilbud – må trække overskud ud af driften.

Ligesom for øvrige botilbud på det specialiserede socialområde gælder det, at

borgere, der er optaget på kvindekrisecentre og forsorgshjem, skal betale for

boformens udgifter til kost og logi.

Borgerens egenbetaling fastsættes og

opkræves af borgerens handlekommune. Kommunen kan dog beslutte at

reducere eller undlade at opkræve egenbetalingen på baggrund af en vurdering

af borgerens økonomiske formåen.

Ligesom øvrige tilbud på det specialiserede socialområde skal kvindekrisecentre

og forsorgshjem efter 1. januar 2014 godkendes af socialtilsynet.

Boformerne

kan være oprettet og drevet af en kommune, en region eller af private. Privat

drevne boformer kan have en driftsoverenskomst med en kommune eller en

region.

Jf. § 109, stk. 4

Kommunerne har derudover en særskilt forpligtigelse til at tilbyde psykologhjælp til børn på kvindekrisecentre, som ikke er

omfattet af kvindekrisecentrenes ”omsorg og støtte”, jf. § 109, og som ikke indgår i taksten. Kommunerne kan hjemtage

refusion efter refusionsbestemmelsen på udgifter til psykologhjælp.

Bekendtgørelse om beregning af takster og betaling for visse ydelser og tilbud efter serviceloven.

Jf. § 1, stk. 1, i bekendtgørelse om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 20 samt om flytteret i forbindelse med

botilbud efter § 108

Jf. § 1, stk. 3

Jf. lov om socialtilsyn § 4, stk. 2

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Kommunerne kan tilrettelægge og iværksætte en sammenhængende og

rehabiliterende indsats for borgere i målgruppen under og efter endt ophold. Et

element heri kan være at tilbyde borgerne en handleplan.

Kommunens

tilrettelæggelse af en sammenhængende og rehabiliterende indsats forudsætter

imidlertid, at kommunen er orienteret om borgerens optagelse på boformen,

samt at kommune og boform samarbejder om at koordinere og planlægge de

indsatser, som borgeren tilbydes under og efter opholdet på boformen.

Nye regler på kvindekrisecenter- og forsorgshjemsområdet

Regeringen har, blandt andet med udgangspunkt i arbejdet

med nærværende analyse, som del af udmøntningen af

satspuljeaftalen for 2015 fået vedtaget et lovforslag om udvidet

og styrket indsats for kvinder på krisecentre og

orienteringspligt for kvindekrisecentre og forsorgshjem,

herberger mv.

Med lovforslaget indføres der blandt andet en orienteringspligt

for kvindekrisecentre og forsorgshjem til den kommune, der

har pligt til at yde hjælp efter serviceloven. Konkret forpligtes

boformerne med lovforslaget til at sende en orientering til den

relevante kommune senest tre hverdage efter afgørelse om

optagelse samt så vidt muligt inden udskrivning fra

boformerne, dog senest tre hverdage herefter.

Derudover indebærer lovforslaget, at kommunalbestyrelsen

forpligtes til at tilbyde indledende og koordinerende rådgivning

til alle kvinder, der tager ophold på et kvindekrisecenter samt

iværksætte rådgivningen tidligere. Fremover vil det således ikke

kun være kvinder med børn, der tilbydes rådgivning.

Lovforslaget træder i kraft den 1. juli 2015.

2.2 UDVIKLINGEN PÅ OMRÅDET

De samlede udgifter til kvindekrisecentre og forsorgshjem udgjorde i 2013

samlet set cirka 1.060 millioner kroner. Heraf vedrørte cirka 230 millioner kroner

kvindekrisecentrene og cirka 830 millioner kroner forsorgshjemmene. Som følge

af den statslige refusion udgjorde kommunernes samlede udgifter til området 50

procent af de samlede udgifter, det vil sige cirka 0,5 milliarder kroner. Der har i

perioden 2009-2013 været en stigning i de samlede udgifter på i alt cirka 11

procent.

På området for

kvindekrisecentre

viser Socialstyrelsens årsstatistik for 2013, at

cirka halvdelen af brugerne er arbejdsløse og modtager offentlig forsørgelse. Det

Jf. servicelovens § 141

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

fremgår endvidere, at størstedelen af kvinderne selv henvender sig til

boformerne.

I 2013 var der cirka 40 kvindekrisecentre (regionale, kommunale og private) med

i alt cirka 460 pladser. Størstedelen af boformerne var drevet af private, mens

der var færrest regionalt drevne tilbud. Antallet af ophold har i perioden 2009-

2013 været relativt stabilt. Der har samtidig været en stigning i varigheden af de

enkelte ophold, således at det gennemsnitlige antal opholdsdage var på 43 dage

i 2009 og på 57 dage i 2013. Der har samtidig været en stigning i antallet af

ophold med en varighed på over 90 dage.

På området for

forsorgshjem

viser Ankestyrelsens årsstatistik for 2013, at

målgruppen for forsorgshjem – ud over at mangle en bolig - er karakteriseret ved

at have komplekse problemer med fx misbrug, fysiske og psykiske sygdomme,

ringe tilknytning til arbejdsmarkedet med videre. Det fremgår endvidere, at

størstedelen af brugerne blev indskrevet på forsorgshjemmene på eget initiativ.

I 2013 var der i omegnen af 70-80

forsorgshjem på landsplan (regionale,

kommunale og private) med samlet cirka 2.100 pladser. Størstedelen af

tilbuddene var drevet af private, mens der var færrest forsorgshjem, der var

drevet af regionerne. På forsorgshjemmene er der sket en beskeden stigning i

den gennemsnitlige varighed per ophold. Et ophold varede i 2009 i gennemsnit

54 dage, mens et ophold i 2013 i gennemsnit varede 57 dage. Der har således

været en stigning i antallet af dage et samlet ophold i gennemsnit varer samtidig

med, at der også har været en stigning i antallet af ophold på forsorgshjem.

Det fremgår endvidere af Ankestyrelsens årsstatistik for 2013, at der fra 2009 til

2013 har været en stigning i antallet af ophold med en varighed på over 120

dage,

jf. tabel 12

på side 22.

2.3 PRAKSIS FOR SAMARBEJDET MELLEM

BOFORMER OG KOMMUNER

Arbejdsgruppen har i marts 2014 gennemført en række interviews med ledere af

kvindekrisecentre og forsorgshjem samt med de kommunale

medarbejdere/chefer, der har ansvar for området i kommunen. Interviewene er

gennemført som gruppeinterviews inden for hver af de nævnte tre typer

informanter. Informanterne er udvalgt med henblik på at sikre en bred

repræsentation af boformer med forskellige ejerskabsformer,

(regionale/kommunale/private), forskelligt antal pladser, forskellig geografisk

placering med videre. På tilsvarende vis er de kommunale informanter udvalgt

med henblik på at sikre en bred repræsentation af kommuner med forskellig

geografisk placering, forskelligt antal borgere med videre.

Der er ikke overensstemmelse mellem opgørelserne i de eksisterende statistikker fra hhv. Ankestyrelsen og Socialstyrelsens

Tilbudsportal - jf. afsnit 4.1.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

2.3.1 Praksis for indskrivning

Interviewene viste, at en stor andel af henvendelserne til kvindekrisecentre og

forsorgshjem kommer fra borgere, der henvender sig uden forudgående

kommunal sagsbehandling og visitation. Kommunerne har således i mange

tilfælde ikke i forvejen mulighed for at vide, at borgeren vil søge om ophold på

en boform. Interviewene viste samtidig, at de fleste boformsledere og

kommunale repræsentanter oplever, at der fortsat er behov for tilbud, hvor

borgere kan henvende sig uden forudgående kommunal visitation.

Størstedelen af boformslederne gav desuden udtryk for, at de er opmærksomme

på at sikre, at der alene indskrives borgere, som er inden for boformernes

målgrupper. De kommunale repræsentanter angav samtidig, at kommunerne

sjældent er uenige i boformernes vurdering af, hvorvidt en borger skulle være

indskrevet på en boform. Interviewene viste desuden, at der er forskel på, hvor

hurtigt efter borgerens fremmøde boformerne gennemfører en

indskrivningssamtale, hvor de vurderer, om borgeren er i boformens målgruppe.

Det betyder, at der i nogle tilfælde kan være borgere, der opholder sig få dage på

boformerne, selvom de falder uden for boformernes målgruppe.

Interviewene med boformslederne viste yderligere, at boformerne anser det for at

være en del af deres opgave tidligt at orientere borgerens handlekommune om

borgerens indskrivning på boformen, og boformslederne tilkendegav, at de

allerede i dag løfter denne opgave. De kommunale repræsentanter oplevede

derimod, at de ikke altid får orienteringen tilstrækkeligt tidligt, og at de i nogle

tilfælde først modtager information om en borgers indskrivning, når de

modtager en regning for borgerens ophold. Det kan reducere kommunernes

muligheder for på et tidligt tidspunkt at tage konkrete initiativer over for

borgeren herunder påbegynde arbejdet med at forberede indsatsen for borgeren,

når vedkommende skal udskrives fra boformen.

Interviewene viste samtidig, at det ikke altid er klart for boformerne, hvem de

skal kontakte i de enkelte kommuner, og at de følgelig ofte sender orienteringen

til kommunens hovedpostkasse. Det fremgik desuden, at der i nogle tilfælde kan

opstå uenighed mellem kommunerne om, hvem der er borgerens handle- og

betalingskommune, og at boformens beliggenhedskommune derfor i nogle

tilfælde bruger ressourcer på at afklare, hvem der skal betale for og tage ansvar

for indsatsen overfor borgeren.

Interviewene viste desuden, at muligheden for at være anonym på

kvindekrisecentre over for kommunen sjældent anvendes. Boformslederne angav,

at kvindernes ønske om anonymitet sjældent angår kommunen men snarere et

ønske om at være anonym over for boformens andre beboere samt over for

borgere, der ikke har ophold på boformen. Samtidig fremgik det af interviewene,

Da der er tale om åbne tilbud uden visitation og registrering, kan det f.eks. pga., at borgeren er meget påvirket af alkohol,

stoffer m.m. være vanskeligt at vurdere, om der er tale om personer, som tilhører målgruppen. Boformslederen er dog nødt til

at træffe en afgørelse ud fra den viden og de omstændigheder, der gør sig gældende på tidspunktet for afgørelsen. Dette kan

betyde, at boformslederen på et senere tidspunkt vil have grundlag for at udskrive borgeren med henvisning til, at pågældende

ikke længere anses for at være en del af målgruppen.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

at der fortsat kan være tilfælde, hvor det er relevant at anvende muligheden for

anonymitet.

2.3.2 Samarbejde under borgerens ophold på en boform

Det fremgik af interviewene med boformslederne, at der på mange boformer er

fokus på at tilrettelægge en indsats, der fremmer borgerens situation, og at

indsatserne, som boformerne tilbyder, er såvel mange- som forskelligartede. I

tilknytning hertil påpegede nogle af de kommunale repræsentanter, at der er

store forskelle på de enkelte boformers fokus på at tilbyde borgeren en

rehabiliterende indsats, og at en del af de tilbudte indsatser ikke har decideret

socialfaglig karakter.

Interviewene viste desuden, at det ofte er særligt vanskeligt at sikre

sammenhængende og rehabiliterende forløb for borgere, som udskrives

uplanlagt – fx som følge af at en borger udskriver sig selv. Boformslederne

nævnte, at uplanlagte udskrivninger er særligt hyppige blandt en gruppe af

borgere, der ofte flytter fra boform til boform, hvilket særligt gør sig gældende

på forsorgshjemsområdet.

De interviewede boformsledere gav udtryk for, at det er vanskeligt at motivere

denne gruppe af borgere til at indgå i rehabiliterende forløb, der kan hjælpe dem

videre til en mere stabil tilværelse. Det skyldes blandt andet, at de frit kan

udskrive sig og henvende sig til en anden boform. Flere boformsledere

fremhævede desuden, at der er store forskelle på, hvorvidt boformerne

udelukkende har ansat professionelt personale eller, hvorvidt frivillige også

indgår som en del af boformens personale.

Det fremgik desuden generelt af interviewene, at kommuner og boformer ofte i

begrænset omfang samarbejder om og koordinerer tilrettelæggelsen af

indsatserne under borgerens ophold. Boformslederne oplever, at det ofte kan

være svært at engagere nogle kommuner i borgerens sag, mens andre

kommuner ofte engagerer sig meget i tilrettelæggelsen af indsatsen.

Kommunerne oplever desuden, at samarbejdet om tilrettelæggelsen af

indsatserne kan være udfordret af, at de ikke har kendskab til borgerens ophold

på kvindekrisecenteret/forsorgshjemmet.

I forlængelse heraf viste interviewene, at boformerne typisk tilrettelægger den

indsats, som borgeren modtager på boformen – herunder udarbejder

opholdsplaner for borgerne uden, at kommunerne er involveret. I forlængelse

heraf fortalte flere boformsledere og kommunale repræsentanter, at kommune

og boform sjældent samarbejder om udarbejdelsen af § 141 handleplaner i de

tilfælde, hvor kommunerne har vurderet, at en § 141 handleplan skal tilbydes.

Interviewene viste desuden, at kommunerne til tider oplever udfordringer med at

få udleveret opholdsplanen, som de anser for at udgøre et vigtigt input i

tilrettelæggelsen af borgerens indsats, herunder i forbindelse med kommunens

udarbejdelse af § 141 handleplanen.

Det fremgår bl.a. af servicelovens § 141, at ”Når der ydes hjælp til personer under folkepensionsalderen… skal

kommunalbestyrelsen som led i indsatsen skønne, om det er hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for

indsatsen”.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Det fremgik desuden generelt af interviewene, at der er forskel på, hvilke

indsatser og hvilket serviceniveau de enkelte boformer tilbyder, og at der kan

være forskelle på de enkelte boformers takster. Flere boformledere og

kommunale repræsentanter gav udtryk for, at boformer og kommuner i nogle

tilfælde kan være uenige om, hvad der ud fra et fagligt perspektiv er nødvendige

indsatser og dermed om boformernes serviceniveau og afledte takster.

Problemstillingen blev særligt fremhævet i forhold til private tilbud uden

driftsoverenskomst, idet denne type boformer ikke er underlagt grænser i

forhold til fastsættelsen af serviceniveauet og dermed de afledte takstniveauer.

Interviewene viste endvidere, at kommunernes interne koordination af borgerens

sag varierer betydeligt, og koordinationen på tværs af forvaltninger i nogle

tilfælde er begrænset. Boformslederne såvel som de kommunale repræsentanter

oplever, at en høj grad af intern koordination er til gavn for samarbejdet mellem

boformen og den kommunale forvaltning og for borgeren. Interviewene giver

generelt indtryk af, at en central koordinerende enhed i kommunen, der har

fokus på borgere i målgruppen for forsorgshjem og kvindekrisecentre, bidrager

til en øget grad af helhedstænkning på tværs af forvaltninger i borgerens sag,

ligesom en sådan enhed kan bidrage til hurtigere reaktion over for såvel borger

som boform.

Både boformslederne og de kommunale repræsentanter tilkendegav, at

opkrævningen af borgerens egenbetaling giver administrative udfordringer og

kan medføre en konflikt med de borgere, som ikke kan eller ikke ønsker at

betale sin egenbetaling. De kommunale repræsentanter tilkendegav, at

opkrævningen kræver mange administrative ressourcer, og at opkrævningen

forudsætter, at kommunen har kendskab til borgerens ophold, og at kommunen

har oplysninger om udgifterne på den konkrete boform. Flere kommunale

repræsentanter tilkendegav, at de i nogle tilfælde opgiver at opkræve

egenbetaling fra borgerne som følge af mangel på oplysninger, der kan lægges

til grund herfor.

2.3.3 Samarbejde om udskrivning

Boformslederne gav udtryk for, at de løbende foretager vurderinger af, hvornår

en borger er klar til udskrivning. Beslutningen om at udskrive en borger

foretages typisk på baggrund af en vurdering af borgerens samlede situation,

herunder fx boligparathed, økonomi og behov for støtte i forbindelse med

udskrivning. Interviewene viste desuden, at der ofte er dialog mellem boformer

og kommuner om borgerens udskrivning.

Flere af de kommunale repræsentanter og boformsledere, herunder i

særdeleshed fra kvindekrisecentrene, gav samtidig udtryk for, at der ikke altid er

enighed mellem handlekommunen og boformen om, hvornår borgeren skal

udskrives samt om, hvilke tilbud og indsatser borgeren skal tilbydes i forbindelse

med borgerens udskrivning. De kommunale repræsentanter gav udtryk for, at de

i sådanne tilfælde har vanskeligt ved at få indflydelse på, hvordan og hvornår

borgeren skal udskrives. De angav desuden, at de - i tilfælde hvor de ikke er

blevet orienteret om borgerens ophold på boformen - ikke har mulighed for at

deltage i planlægningen af en udskrivning og dermed at sikre en

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

sammenhængende indsats. I tilfælde hvor der er uenighed mellem kommune og

boform om tidspunktet for borgerens udskrivning eller hvilke indsatser,

borgeren skal tilbydes i forbindelse med udskrivning, fremgik det generelt af

interviewene, at de interviewede forsorgshjemsledere ofte accepterer

kommunens anbefaling, mens lederne af kvindekrisecentrene oftere vælger ikke

at udskrive borgeren, hvis de finder kommunens alternative tilbud

utilstrækkeligt.

Interviewene viste desuden, at der i nogle tilfælde er store forskelle på

boformsledernes opfattelse af, hvor langt et ophold på boformerne bør være. Det

kom særligt til udtryk i interviewene med lederne af kvindekrisecentre.

Under interviewene angav flere boformsledere og kommunale repræsentanter, at

nogle borgere opholder sig længere på boformerne, end deres behov tilsiger.

Ifølge flere boformsledere skyldes det blandt andet, at det ofte er vanskeligt at

finde en egnet bolig til borgerne. Boformslederne angav derudover, at de i nogle

tilfælde oplever, at der ikke er alternative tilbud til en gruppe af borgere, som

reelt ikke er i boformens målgruppe. Det kan eksempelvis være borgere, som er

indskrevet på boformerne, men som viser sig at have så omfattende problemer,

at de vurderes at have behov for andre tilbud. Boformslederne gav udtryk for, at

det i nogle tilfælde er vanskeligt at finde andre tilbud til disse borgere, og som

en følge deraf vælger de ikke at udskrive disse borgere. Det medfører, at disse

borgere optager pladser på boformerne, og at nogle boformer derfor – som følge

af at de ofte har fuld belægning af deres pladser - må afvise andre borgere, som

er indenfor for boformens målgruppe.

Det fremgik generelt af interviewene, at der er forskelle imellem både de enkelte

kvindekrisecentre og de enkelte forsorgshjem i forhold til, hvor meget støtte og

hjælp de vælger at tilbyde borgene i forbindelse med udslusningen fra boformen.

Boformernes tilbud i forbindelse med udslusningen afhænger blandt andet af

samarbejdet med borgerens handlekommune og hvilken anden hjælp,

kommunen i øvrigt tilbyder borgeren samt boformernes ressourcer hertil.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

3.0 KORTLÆGNING AF REGELGRUNDLAG

I dette kapitel præsenteres de regler for kvindekrisecentre (servicelovens § 109)

og forsorgshjem (servicelovens § 110), der har betydning for kommunernes

muligheder for at yde borgeren en sammenhængende og rehabiliterende indsats.

Kapitlet indledes med at sætte fokus på de regler, der gælder for både

kvindekrisecentre og forsorgshjem.

3.1 SÆRLIGE KARAKTERISTIKA

Regelgrundlaget vedrørende forsorgshjem og kvindekrisecentre har en række

særlige, fælles karakteristika. Der er i begge tilfælde tale om boformer, der er

beregnet til midlertidigt ophold, og som har en landsdækkende karakter. Dertil

kommer følgende karakteristika, som adskiller sig fra reglerne for andre sociale

tilbud efter serviceloven:

•

Borgeren kan henvende sig til boformerne og søge om optagelse uden

forudgående kontakt til kommunen.

Afgørelse om optagelse træffes af boformens leder.

Heraf følger, at boformens

leder også har kompetence til at træffe afgørelse om, hvilken indsats borgeren

skal tilbydes under opholdet, samt tidspunktet for borgerens udskrivning.

•

Staten yder 50 procent refusion af kommunernes udgifter til borgernes ophold

og afledte ydelser på boformerne.

Derudover gælder en særlig regel for kvindecentre om, at de indskrevne kvinder

har mulighed for at være anonyme over for blandt andre kommunen.

følgende afsnit har særligt fokus på disse bestemmelser, som har særlig

betydning for kommunernes muligheder for at yde en sammenhængende og

rehabiliterende social indsats overfor voldsramte kvinder og hjemløse borgere.

3.2 FORMÅLET MED MIDLERTIDIGE OPHOLD I

LANDSDÆKKENDE BOFORMER

Det overordnede formål med servicelovens bestemmelser er blandt andet at

tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer samt at tilbyde

hjælp, der fremmer den enkeltes muligheder for at klare sig selv eller letter den

daglige tilværelse og forbedrer livskvaliteten. Ydelser, der gives i forbindelse

med kvindekrisecentre og forsorgshjem, skal således skabe positive forbedringer

for borgeren, og kommunernes såvel som boformernes indsatser skal gives med

henblik på progression for borgeren.

Efter serviceloven har kommunalbestyrelsen forsyningsforpligtigelsen for

henholdsvis kvindekrisecenterpladser og forsorgshjemspladser.

Kommunerne

Jf. servicelovens §§ 109, stk. 2, og 110, stk. 2

Jf. servicelovens §§ 109, stk. 3, og 110, stk. 3

Jf. § 177, stk. 5.

Jf. § 109, stk. 2

Jf. §§ 109, stk. 1, og 110, stk. 1

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

er dermed forpligtiget til at stille midlertidige botilbud til rådighed for borgere,

der er omfattet af målgrupperne for kvindekrisecentre og forsorgshjem.

Forpligtelsen kan opfyldes ved, at borgerne benytter kommunens egne boformer

eller ved, at borgerne benytter øvrige kommuners boformer, regionale boformer

eller private boformer. Kvindekrisecentre og forsorgshjem har ikke et afgrænset

geografisk optageområde, og kan derfor principielt betegnes som

landsdækkende.

Tilbuddene defineres som midlertidige i lovgivningen, og det er således ikke

hensigten, at borgerne i målgruppen skal etablere en længerevarende tilværelse i

kvindekrisecentre og forsorgshjem. Der er dog ikke fastsat regler for den

tidsmæssige udstrækning af et midlertidigt ophold på kvindekrisecentre og

forsorgshjem.

3.3 MÅLGRUPPER

Målgruppen for midlertidigt ophold i kvindekrisecentre er kvinder, der har været

udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller

samlivsforhold. Kvinderne kan være ledsaget af børn.

Målgruppen for midlertidigt ophold i forsorgshjem er personer med særlige

sociale problemer, som ikke har eller ikke kan opholde sig i egen bolig, og som

har behov for botilbud og for tilbud om aktiverende støtte, omsorg og eventuel

efterfølgende hjælp.

De problemer og behov, som målgrupperne for kvindekrisecentre og

forsorgshjem har, er ofte – men ikke altid – komplekse. Der kan være tale om

borgere med kombinationer af eksempelvis misbrug, psykisk sygdom eller

sårbarhed, traumatisering med videre samt svag tilknytning til

arbejdsmarked/uddannelse, svagt netværk med videre. Det er behov, som kræver

en individuelt tilrettelagt indsats, og som i nogle tilfælde vil skulle afhjælpes over

en længere periode end, hvad et midlertidigt ophold på kvindekrisecenter eller

forsorgshjem giver mulighed for.

3.4 SELVMØDERPRINCIPPET

Optagelse af borgere på kvindekrisecentre og forsorgshjem kan ske efter

henvisning fra en offentlig myndighed. Derudover gælder det som noget særligt

for kvindekrisecentre og forsorgshjem, at borgere selv kan anmode om optagelse

(selvmøderprincippet).

Det er dog under alle omstændigheder lederen af den

enkelte boform, der afgør, hvorvidt en borger optages på boformen.

Selvmøderprincippet betyder, at borgere kan optages på boformen uden

forudgående visitering eller sagsbehandling fra den kommunale myndighed.

Borgere, der har akut behov for støtte og omsorg, har dermed mulighed for at få

Jf. § 109, stk. 1

Jf. § 110, stk. 1

Jf. §§ 109, stk. 2, og 110, stk. 2

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

ophold på kvindekrisecentre og forsorgshjem uden at skulle afvente, at

kommunen behandler sagen først.

Samtidig medfører selvmøderprincippet, at kommunerne har begrænset

mulighed for at påvirke, hvorvidt en borger søger om optagelse på et

kvindekrisecenter/forsorgshjem herunder hvilken konkret boform, som borgeren

søger ophold på.

3.5 LEDERENS INDSKRIVNINGSRET

Det er lederen af det enkelte kvindekrisecenter eller forsorgshjem, der træffer

afgørelse om, hvorvidt en borger skal optages på boformen.

Det er dermed

lederen og ikke kommunen, der har indskrivningsretten og kompetencen til at

træffe afgørelse om borgerens optagelse - uanset om borgeren selv henvender

sig eller er henvist fra fx en offentlig myndighed. I modsætning hertil har

kommunerne over for øvrige boformer efter serviceloven visitationsretten og

dermed kompetence til at træffe afgørelse om, hvorvidt en borger skal indskrives

på et tilbud herunder hvilket konkret tilbud, der skal stilles til rådighed.

Lederens indskrivningsret indebærer samtidig, at det er boformens leder, der

beslutter hvilke indsatser, der tilbydes på boformen samt, hvilke af disse

indsatser som borgeren skal tilbydes under opholdet. Det er samtidig lederen,

der afgør, hvornår indsatsen på boformen er tilendebragt, og borgeren skal

udskrives.

Der er ikke fastsat krav om, at boformerne skal orientere kommunen om, at en

borger er indskrevet på/udskrevet fra boformen. Der er endvidere ikke fastsat

specifikke regler for, hvad en orientering af kommunen om en borgers

indskrivning på en boform skal indeholde fx om boformens vurdering af

borgerens konkrete behov for indsatser, eller hvornår boformerne bør orientere

kommunen om borgerens optagelse.

Kommunerne har myndighedsansvaret og dermed handlepligten i forhold til at

sikre, at borgere med ophold på kvindekrisecentre og forsorgshjem får de

ydelser, som de har ret til efter serviceloven. Kommunerne kan derfor visitere til

supplerende tilbud, der modsvarer borgerens behov, og som ikke er knyttet til

boformerne, og til andre botilbud. Kommunerne kan imidlertid ikke træffe

afgørelse om de indsatser, der er knyttet til boformerne som del af opholdet. Det

bemærkes i den forbindelse, at borgeren ikke er forpligtet til at tage imod de

tilbud, som kommunen måtte visitere til. Borgeren kan således takke nej til

indsatser foreslået af kommunen.

Der er ikke fastsat regler for den tidsmæssige udstrækning af et ophold på

kvindekrisecentre og forsorgshjem. En følge af lederens indskrivningsret er, at

Jf. §§ 109, stk. 3, og 110, stk. 3

Regeringen har som udmøntning af satspuljeaftalen for 2015 fremsat et lovforslag om udvidet og styrket indsats for kvinder

på krisecentre og orienteringspligt for kvindekrisecentre og forsorgshjem, herberger m.v., hvori det blandt andet foreslås, at der

indføres en orienteringspligt for kvindekrisecentre og forsorgshjem til den kommune, der har pligt til at yde hjælp efter

serviceloven. Forslaget indebærer, at boformerne forpligtes til at sende en orientering til den relevante kommune senest tre

hverdage efter afgørelse om optagelse samt så vidt muligt inden udskrivning fra boformerne, dog senest tre hverdage herefter.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

det er lederen af den enkelte boform, der træffer afgørelse om, hvornår en

borger skal udskrives fra boformen. Kommunen kan således ikke træffe

afgørelse om, hvornår borgeren skal udskrives.

En følge af lederens indskrivningsret er dermed, at kommunerne ikke har

kompetence til at træffe afgørelse om borgerens optagelse, indsatsen der

tilbydes på boformen samt tidspunktet for borgerens udskrivning. Følgelig er

kommunernes muligheder for at få indflydelse på borgerens ophold afhængige

af samarbejdet med boformerne herunder en tydelig forventningsafstemning om

indholdet af tilbuddene for den enkelte borger.

3.6 ANONYME OPHOLD PÅ KVINDEKRISECENTRE

På området for kvindekrisecentre følger det af servicelovens § 109, styk 2, at

kvinder, der optages på et kvindekrisecenter, kan vælge at være anonyme under

opholdet. Muligheden for anonymitet er et led i de beskyttelses- og

sikkerhedshensyn, der kan være relevante i forbindelse med indsatsen over for

en voldsramt kvinde herunder fx at sikre kvinden mod overgreb fra

voldsudøveren eller andre. Samarbejdet mellem kommunen og

kvindekrisecenteret om indsatsen over for den pågældende kvinde må derfor

tilrettelægges under hensyn til denne lovfæstede beskyttelse af kvindens

identitet.

Bestemmelsen vedrørende anonymitet kan medføre særlige udfordringer for

kommunerne, idet det kan være vanskeligt for kommunerne at sikre, at

kvinderne får den nødvendige indsats herunder den indsats, kvinden er

berettiget til. Anonymiteten kan eksempelvis begrænse kommunens muligheder

for at foretage en vurdering af kvindens behov, inddrage eventuel viden om

hidtidige indsatser for kvinden samt forberede de indsatser, som kvinden

eventuelt skal tilbydes i forbindelse med udskrivningen fra kvindekrisecentret.

Kommunen har desuden ikke mulighed for på baggrund af CPR-oplysninger at

verificere, at kvinden reelt kommer fra den pågældende kommune. En

revisorerklæring, om at kvinden kommer fra den pågældende kommune, kan

danne grundlag for kommunens betaling i forbindelse med boformernes

opkrævning af betaling for kvinder med anonymt ophold på et

kvindekrisecenter.

3.7 REFUSION AF KOMMUNERNES UDGIFTER

Det er borgerens handlekommune, som skal betale for borgerens ophold på

henholdsvis et kvindekrisecenter eller forsorgshjem.

Der er således ikke – som

for øvrige sociale tilbud - et fuldstændigt sammenfald mellem den aktør, der

træffer beslutning om indsatsen for borgeren, og den aktør, som betaler for

indsatsen.

Jf. refusionsbekendtgørelsen § 33, stk. 2

Jf. retssikkerhedsloven § 9, stk. 7

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

For kommunerne betyder det, at de skal betale for borgernes ophold, selvom de

kun har begrænsede muligheder for at have indflydelse på borgerens

indskrivning, ydelser under opholdet, opholdets længde med videre.

Kommunerne kan som følge af de begrænsede styringsmuligheder, der følger af

selvmøderprincippet og ledernes indskrivningsret, få refunderet 50 procent af

udgifterne til kvindekrisecentre og forsorgshjem fra staten.

Den gældende bestemmelse om statslig refusion for udgifter til

kvindekrisecentre og forsorgshjem reducerer de udgiftsvirkninger for

kommunerne som følger af selvmøderprincippet og lederens indskrivningsret.

Refusionsbestemmelsen kan dog samtidig svække kommunernes incitament til at

engagere sig i en borgers sag og i tilrettelæggelsen af indsatserne under og efter

opholdet. Det skyldes, at refusionsbestemmelsen i nogle tilfælde kan medføre, at

det er billigere for kommunerne, at en borger bor på et kvindekrisecenter eller

forsorgshjem, end at borgeren udskrives og har behov for dyrere, alternative

tilbud. I andre tilfælde kan det også være billigere for kommunen at tilbyde et

alternativt tilbud til kvindekrisecentret eller forsorgshjemmet, som modsvarer

borgerens behov.

3.8 YDELSER

For både forsorgshjem og kvindekrisecentre gælder, at lovteksten alene

indeholder en kort, overordnet beskrivelse af, hvilke ydelser

kvindekrisecentret/forsorgshjemmet skal tilbyde som led i et midlertidigt

ophold. For kvindekrisecentre er der tale om omsorg og støtte,

og for

forsorgshjem er der tale om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende hjælp.

For kvindekrisecentrene vil ”omsorg og støtte” også omfatte eventuelt

nødvendige sikkerhedsforanstaltninger for kvinden i forhold til voldsudøveren.

Loven indeholder ikke specifikationer af eller konkrete krav til, hvilken grad af

rehabilitering den enkelte borger skal opnå under sit ophold på boformerne.

Området er dog omfattet af servicelovens generelle bestemmelser om, at

borgerne skal modtage hjælp og støtte, der gør vedkommende i stand til bedre

at klare sig selv, letter den daglige tilværelse og forbedrer livskvaliteten.

Egentlige behandlingsydelser må som udgangspunkt ikke være en del af

ydelserne på kvindekrisecentre og forsorgshjem. Alkohol- og

misbrugsbehandling er fx ikke almindeligvis en del af ydelserne på forsorgshjem

med mindre, der er tale om kortvarig afrusning, som vil kunne ydes for, at

borgeren overhovedet kan profitere af opholdet.

I tilknytning til kvindekrisecenterbestemmelsen er der i loven angivet en

kommunal forpligtigelse til at yde henholdsvis familierådgivning og tilbyde

Kommunerne har en særskilt forpligtigelse til familierådgivning til kvinder med børn og psykologhjælp til børn på

kvindekrisecentre, som ikke er omfattet af kvindekrisecentrenes ”omsorg og støtte”, jf. § 109, og som ikke indgår i taksten.

Kommunerne kan hjemtage refusion efter refusionsbestemmelsen på udgifter til familierådgivning og psykologhjælp.

Jf. servicelovens § 109, stk. 1

Jf. § 110, stk. 1

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

psykologhjælp til børn.

Denne pligt gælder dog kun i forhold til kvinder, der

tager ophold på et kvindekrisecenter med børn. Kvinder uden børn er således

ikke omfattet af målgruppen for forpligtelsen.

Familierådgivningen har særligt fokus på udslusning af kvinden og hendes børn

og omfatter rådgivning og støtte til etablering i en ny selvstændig tilværelse, og

rådgivningen omfatter boligforhold, beskæftigelse, børnenes skolegang og

eventuelle optagelse i dagtilbud og så videre.

Psykologhjælpen til børnene har til hensigt at minimere børnenes eventuelle

følger af at have levet i en voldsramt familie, hvor moderen har måttet opholde

sig i et kvindekrisecenter sammen med børnene.

De overordnede bestemmelser vedrørende indholdet af indsatsen på

kvindekrisecentre og forsorgshjem giver mulighed for, at der kan tilrettelægges

en individuelt tilpasset indsats for den enkelte borger. Samtidig medfører de

overordnede bestemmelser, at de ydelser, som tilbydes på de forskellige

boformer, kan variere.

3.9 GODKENDELSE

Kvindekrisecentre og forsorgshjem skal efter 1. januar 2014 være godkendt efter

lov om socialtilsyn. Indtil udgangen af 2013 har der ikke eksisteret et formelt

godkendelseskrav for kvindekrisecentre og forsorgshjem. Ved optagelsen i

Tilbudsportalen

har – typisk – beliggenhedskommunen tidligere skullet vurdere,

om et givent tilbud måtte anses for at være omfattet af bestemmelserne i §§ 109

og 110, herunder om tilbuddet reelt måtte anses for at kunne levere disse

ydelser med den oplyste økonomi og personalesammensætning.

Efter 1. januar 2014 skal socialtilsynet godkende både private, kommunale og

regionale tilbud efter §§ 109 og 110. Kvindekrisecentre og forsorgshjem, der var

i drift og optaget i Tilbudsportalen før 1. januar 2014, skal re-godkendes efter

reglerne i socialtilsynsloven senest med udgangen af 2015.

Det er borgerens oprindelige opholdskommune, der er handlekommune og

betalingskommune, når en borger er optaget på et kvindekrisecenter eller

forsorgshjem ved kommunens eller en anden offentlig myndigheds

mellemkomst.

Når en boformsleder træffer afgørelse om optagelse eller

udskrivning af en borger fra et forsorgshjem eller et kvindekrisecenter, betragtes

dette som omfattet af en offentlig myndigheds mellemkomst.

Jf. § 109, stk. 4 og 5

Regeringen som udmøntning af satspuljeaftalen for 2015 har fremsat et lovforslag om udvidet og styrket indsats for kvinder

på krisecentre og orienteringspligt for kvindekrisecentre og forsorgshjem, herberger m.v., hvori det blandt andet foreslås, at

kommunalbestyrelsen forpligtes til at tilbyde indledende og koordinerende rådgivning til alle kvinder, der tager ophold på et

kvindekrisecenter

Tilbudsportalen er en landsdækkende oversigt, hvor Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold samler og

formidler oplysninger om kommunale, regionale og private tilbud omfattet af § 4 i lov om socialtilsyn. Kun tilbud, som er

registreret i Tilbudsportalen, kan indgå i kommunalbestyrelsens forsyning, jf. § 4, stk. 2 i lov om social service.

Jf. § 9, stk. 7, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Kvindekrisecentre og forsorgshjem skal være optaget i Tilbudsportalen før, at de

kan indgå i den kommunale forsyning. Det betyder, at et tilbud ikke kan opkræve

betaling fra en kommune, hvis tilbuddet ikke er registreret på Tilbudsportalen.

På Tilbudsportalen skal tilbuddene angive de oplysninger, der stilles krav om i

bekendtgørelsen om Tilbudsportalen herunder oplysninger om boformernes

ydelser, takster med videre. De oplysninger, der indgår i godkendelsen, vil være

udgangspunktet for de oplysninger, der indberettes til Tilbudsportalen.

På kvindekrisecenterområdet gælder desuden et krav om kvalitetsstandarder for

kommunalt drevne boformer.

Overordnet set stilles der krav om indsamling og

formidling af information til borgerne om de tilbud og ydelser, som borgerne kan

tilbydes ved ophold på et kvindekrisecenter. Herudover omfatter

kvalitetsstandarden kommunens målsætninger og prioriteringer på området. Der

er ikke krav om kvalitetsstandarder for regionale og private tilbud.

3.10 TAKSTFINANSIERING

Driften af kvindekrisecentre og forsorgshjem finansieres gennem opkrævning af

takstbetaling hos de kommuner, der er handlekommune for de indskrevne

borgere. Takstfinansieringen er således et generelt karakteristikum på tværs af

driftsherreformer. I januar 2015 trådte nye regler for takstfastsættelse på

kommunale, regionale og private boformer i kraft. Interviewene i analysen er dog

gennemført inden de nye reglers ikrafttrædelse, og informanterne har derfor

forholdt sig til reglerne fra før 2015.

Indtil januar 2015 har kommunalt drevne boformer efter serviceloven været

omfattet af regler for takstfastsættelse gennem omkostningsbaserede takster, jf.

bekendtgørelse nr. 683 af 20. juni 2007 om omkostningsbaserede takster for

kommunale tilbud, mens reglerne for takstberegning på regionale tilbud fremgik

af regionernes budget- og regnskabssystem. Regelsættet for regionerne svarede

overordnet set til reglerne for kommunale tilbud, jf. nedenfor.

Taksterne for offentlige tilbud blev fastsat med udgangspunkt i det enkelte

tilbuds gennemsnitlige langsigtede omkostninger. I takstberegningen indgik

blandt andet de direkte og indirekte driftsomkostninger (fx løn, udvikling og

uddannelse, bygnings- og lokaleomkostninger med videre), en andel af den

centrale ledelse og administration samt en indregning af et eventuelt over- eller

underskud fra tidligere år. Driften af både kommunernes og regionernes tilbud

skulle være fuldt ud dækket af kommunernes takstbetaling, og den måtte ikke

medføre indtægter eller udgifter.

Omkostningerne – og dermed taksterne – for de private boformer var alene

reguleret ved, at de private boformer – ligesom de offentlige boformer – skulle

leve op til en række krav for, at de kunne godkendes af socialtilsynet og optages

på Tilbudsportalen. Private boformer med driftsoverenskomst med

beliggenhedskommunen har dog typisk fastlagt taksten efter aftale med

kommunen.

Jf. § 1 i bekendtgørelse om kvalitetsstandarder for kvindekrisecentre

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Som opfølgning på evaluering af kommunalreformen blev det besluttet, at

reglerne for takstfastsættelse skulle revideres. Ministeriet for Børn, Ligestilling,

Integration og Sociale Forhold har på den baggrund udsendt en ny

bekendtgørelse med ændrede regler for takstfastsættelsen, der trådte i kraft i

januar 2015.

Med den nye bekendtgørelse vil kommunale, regionale og private

boformer være underlagt fælles regler om beregning af takster.

På private

boformer vil der dog fortsat ikke være regler for håndtering af over- og

underskud, hvilket indebærer, at private boformer har mulighed for at trække

overskud ud af driften.

Det følger overordnet af lovgivningen, at der kan være variation mellem

boformernes ydelser og derved mellem de takster, som boformerne har.

3.11 BEBOERENS BETALING

Borgere, der er optaget i alle boformer efter serviceloven – både midlertidige og

mere varige botilbud – skal som udgangspunkt selv betale for mad, vask og

andre personlige fornødenheder samt betale et beløb for logi ud af deres

indkomst, fx arbejdsindtægt, pension eller anden indtægt. Det gælder også på

kvindekrisecentre og forsorgshjem.

Det er kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune, der fastsætter

størrelsen af betalingen for opholdet i boformen, og som konkret afgør, om der

er forhold hos den enkelte borger, der medfører, at betalingen skal nedsættes.

Der kan ikke opkræves betaling for den omsorg, støtte og så videre, der ydes

som led i opholdet på et kvindekrisecenter eller forsorgshjem. Der må ikke

opkræves højere betaling af borgeren end det, som den eller de pågældende

ydelser koster at producere.

Der er således i lovgivningen mulighed for variation i beboerbetalingen mellem

borgere med ophold på samme boform såvel som mellem boformer. Variationen

kan eksempelvis være en følge af forskelle i borgernes forsørgelsesgrundlag og

økonomiske forpligtelser samt kommunernes serviceniveauer.

Det er kommunalbestyrelsen, som har ansvar for at opkræve betaling fra

borgerne, herunder også det økonomiske ansvar for beboeres manglende

betaling.

3.12 OPHOLDSPLANER OG HANDLEPLANER

Der findes ingen centrale krav til boformerne om, at de skal videregive den

viden, som de opnår om borgeren under opholdet, til borgerens

handlekommune. For så vidt angår forsorgshjem vejledes der overordnet i

vejledning nr. 4 til serviceloven om udarbejdelse af opholdsplaner, som er en

Bekendtgørelse om beregning af takster og betaling for visse ydelser og tilbud efter serviceloven.

Taksterne fastsættes nu for alle tilbud med udgangspunkt i det enkelte tilbuds gennemsnitlige langsigtede omkostninger. I

takstberegningen indgår blandt andet de direkte og indirekte driftsomkostninger (fx løn, udvikling og uddannelse, bygnings- og

lokaleomkostninger med videre). For kommunalt og regionalt drevne tilbud indregnes derudover en andel af

kommunens/regionens centrale ledelse og administration samt et eventuelt over- eller underskud fra tidligere år.

Jf. § 1, stk. 1, i Bekendtgørelse om betaling for botilbud m.v. efter servicelovens kapitel 20 samt om flytteret i forbindelse med

botilbud efter § 108

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

plan for, hvilke konkrete indsatser boformen tilrettelægger for borgeren under

opholdet. Der vejledes ligeledes overordnet om, at planen skal koordineres med

kommunens handleplan efter servicelovens § 141 men ikke om, hvornår

udarbejdelsen af planen skal påbegyndes, eller hvad planen konkret skal

indeholde. Tilsvarende vejledning til lovgivningen findes ikke for så vidt angår

kvindekrisecentre.

Kommunerne er blandt andet jf. servicelovens § 141 forpligtiget til at tilbyde at

udarbejde handleplaner for personer med alvorlige sociale problemer, der ikke -

eller kun med betydelig støtte - kan opholde sig i egen bolig, eller som i øvrigt

har behov for betydelig støtte for at forbedre de personlige handlemuligheder.

Borgeren kan vælge ikke at tage imod tilbud om en handleplan.

En handleplan skal angive formålet med indsatsen, hvilken indsats der er

nødvendig og den forventede varighed af indsatsen samt andre forhold

vedrørende boform, beskæftigelse, personlig hjælp, behandling, hjælpemidler

med videre.

De borgere, der får ophold på et kvindekrisecenter eller forsorgshjem, vil ofte

være omfattet af kommunernes forpligtigelse til at tilbyde borgeren en

handleplan.

Udarbejdelsen af handleplaner er således et af kommunernes redskaber til at

tilrettelægge og iværksætte en sammenhængende og rehabiliterende indsats for

borgere med ophold på forsorgshjem og kvindekrisecentre. Kommunens

mulighed for at tilrettelægge en sammenhængende indsats er dog afhængig af,

at boformen videreformidler informationer om borgeren og de indsatser, som

borgeren modtager under opholdet på boformen.

Kommunen kan ikke bestemme eller ændre de tilbud, som borgeren modtager

som del af opholdet på boformen. Kommunen kan således tilbyde eventuelle

supplerende indsatser samt eventuelle indsatser, der skal iværksættes efter

opholdets afslutning. Kommunens tilrettelæggelse af en sammenhængende

indsats over for borgeren afhænger således i høj grad af et godt og tæt

samarbejde med boformen og borgeren.

Jf. servicelovens § 141, stk. 2, nr. 2

Jf. § 141, stk. 3.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

4.0 UDVIKLINGEN I UDGIFTER OG

AKTIVITETSNIVEAU

I dette kapitel beskrives udviklingen i udgifter, brugere, opholdstider med videre

på området for kvindekrisecentre og forsorgshjem i perioden 2009-2013.

Gennemgangen er præget af, at dataindsamlingen på området er begrænset, og

at der ikke i alle tilfælde foretages de samme opgørelser på henholdsvis

kvindekrisecenter- og forsorgshjemsområdet.

4.1 SAMLEDE UDGIFTER

De samlede udgifter til tilbud efter servicelovens § 109 (kvindekrisecentre) og §

110 (forsorgshjem) udgøres af statslige og kommunale udgifter, idet 50 procent

af de kommunale udgifter refunderes af staten. Udgifterne vedrører botilbud til

personer med særlige sociale problemer efter servicelovens § 109 og § 110

herunder udgifter til personlig hjælp, pleje og omsorg med videre, udgifter til

psykologhjælp til børn, der har haft ophold på et kvindekrisecenter, samt

udgifter til hjemmesygeplejerske, som ydes i forbindelse med ophold på

botilbuddet efter sundhedsloven.

Udgifterne til kvindekrisecentre og forsorgshjem udgjorde i 2013 samlet set

cirka 1.060 millioner kroner, heraf vedrørte cirka 230 millioner kroner

kvindekrisecentre og cirka 830 millioner kroner forsorgshjem,

jf. tabel 1.

Tabel 1. Udgifter til kvindekrisecentre og forsorgshjem for 2009-2013

Mio. kr., 2014-pl

2009

176,4

616,0

159,6

Øvrige udgifter

952,0

947,5

938,5

1.002,5

1.059,9

I alt

NOTE 1: Kilde. De kommunale regnskaber for 2009-2013.

Note. Øvrige udgifter dækker over udgifter som kommunerne har konteret under området

kvindekrisecentre og forsorgshjem, men som ikke kan henføres til en af de to. Kategorien er

relevant at have med, da udgifterne konteret under denne kategori i tidligere år har været

betydelige.

2010

202,0

728,9

16,6

2011

198,4

718,4

21,7

2012

195,7

767,1

39,7

2013

228,7

827,8

3,4

§ 109 - Kvindekrisecentre

§ 110 – Forsorgshjem

Tabel 1 viser, at udgifterne til området har varieret over årene, men at der

overordnet set har været en stigning i udgifterne på cirka 108 millioner kroner

svarende til cirka 11 procent fra 2009 til 2013. Såfremt man alene ser på de

udgifter, der kan henføres direkte til enten forsorgshjem eller kvindekrisecentre,

viser tabellen, at udgifterne til kvindekrisecentre og forsorgshjem i perioden

2009 til 2013 er steget henholdsvis cirka 30 procent og cirka 34 procent.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

4.2 MÅLGRUPPEKARAKTERISTIK OG STATISTIK

FOR KVINDEKRISECENTRE

Socialstyrelsen udarbejder i samarbejde med Landsorganisation af

Kvindekrisecentre (LOKK) årligt en årsstatistik for krisecentrene, som bygger på

indberetning fra krisecentrene. Den seneste årsstatistik er udarbejdet for 2013.

Det fremgår af årsstatistikken for 2013, at cirka halvdelen af kvinderne på

landets krisecentre er uden job og modtager dagpenge, sygedagpenge,

kontanthjælp eller ledighedsydelse. Denne andel af kvinderne har derfor allerede

været i kontakt med kommunen inden opholdet på krisecentret. Dette garanterer

dog ikke, at kommunen vil være bekendt med, at kvinden tager ophold på et

kvindekrisecenter.

Kvinderne bliver enten henvist til eller henvender sig selv til

kvindekrisecentrerne. Det fremgår af Socialstyrelsens årsstatistik for 2013, at

cirka 62 procent af kvinderne selv henvender sig, samt at der herudover er cirka

11 procent af henvendelserne, der er foretaget af kommunerne, herunder

sagsbehandler, social bagvagt eller døgnvagt. Disse procentandele har de

seneste år været nogenlunde stabile. Det fremgår endvidere af årsstatistikken, at

cirka 15 procent af henvisningerne i 2013 er foretaget af politiet,

sundhedsvæsenet, eller personer i kvindens netværk såsom familiemedlemmer,

venner, kolleger og arbejdsgivere i lighed med tidligere år. De øvrige cirka 10

procent af henvendelserne kommer fra andre krisecentre, psykologer,

praktiserende læger, organisationer, asylcentre med videre. Det bør dog

bemærkes, at den samme kvinde kan indgå i flere henvendelser fra forskellige

parter. Henvendelserne er procentvis opgjort i forhold til antallet af kvinder og

ikke i forhold til det totale antal af henvendelser.

4.2.1 Tilbud og pladser

Det fremgår af Tilbudsportalen, at der på landsplan er 45 kvindekrisecentre, jf.

tabel 2.

Tabel 2. Oversigt over antal kvindekrisecentre fordelt på ejerform og placering

Kommunalt

Privat

Regionalt

I alt

Region Hovedstaden

Region Midtjylland *

Region Nordjylland

Region Sjælland

Region Syddanmark

I alt

NOTE 2: Kilde. Socialstyrelsens Tilbudsportal 2014.

Note. Det fremgår af Socialstyrelsens ”Årsstatistik 2013 kvinder og børn på krisecenter”, at

der er 41 kvindekrisecentre på landsplan. Der er således en afvigelse på fire centre mellem

Tilbudsportalen og Socialstyrelsens årsstatistik.

* Der mangler oplysninger for ét tilbud i Region Midtjylland om, hvorvidt det er kommunalt,

privat eller regionalt.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Antallet af kvindekrisecentre har de seneste år ligget stabilt på cirka 41-45

centre. Kvindekrisecentrene fordeler sig geografisk med en hovedvægt af centre

med placering i Region Hovedstaden. Medtages kvindekrisecentre, som er

placeret i Region Sjælland, udgør andelen af kvindekrisecentre på Sjælland

næsten 60 procent af det samlede antal kvindekrisecentre. Det fremgår

endvidere af tabel 2, at størstedelen af kvindekrisecentrene - ca. 70 pct. - er

private boformer.

Tabel 3 viser en oversigt over antallet af kvindekrisecentre og -pladser fordelt på

landets fem regioner.

Tabel 3. Oversigt over antal kvindekrisecentre og pladser

Antal boformer

Antal pladser

Region Hovedstaden

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Region Sjælland

Region Syddanmark

18 (40 %)

7 (16 %)

4 (9 %)

8 (18 %)

352 (67 %)

45 (9 %)

19 (4 %)

55 (11 %)

51 (10 %)

I alt

522 (100 %)

45 (100 %)

NOTE 3: Kilde. Socialstyrelsens Tilbudsportal 2014.

Note. Der kan forekomme afrundingsafvigelser i procentfordelingen, således at denne ikke

summerer til 100 pct. pr. år.

Det fremgår af tabellen, at der på landets kvindekrisecentre samlet set er 522

pladser, hvoraf cirka 67 procent ligger i Region Hovedstaden. Fordelingen af

boformer og pladser på kommuneniveau, jf. tal fra Socialstyrelsens

Tilbudsportal, fremgår af bilag 1.

Det følger af Tilbudsportalen, at antallet af pladser på kvindekrisecentre varierer

fra fire pladser på det mindste krisecenter til 77 pladser på det største

krisecenter. Hovedparten af kvindekrisecentrene, svarende til cirka 70 procent,

havde 4-10 pladser i 2013. Det gennemsnitlige antal pladser per krisecenter er

på cirka 12.

4.2.2 Ophold

Antallet af ophold på kvindekrisecentre har i hovedtræk været relativt stabilt fra

2009 til 2013,

jf. tabel 4.

I denne periode har der været omkring 2.000 ophold

på landsplan med op- og nedadgående udsving i de enkelte år. Der har således

været stigende udgifter til området i perioden samtidig med, at antallet af ophold

har været relativt stabilt.

Tabel 4. Antal ophold på kvindekrisecentre i 2009-2013

2009

2010

2011

2012

1.982

2013

2.005

1.881

2.116

2.157

Antal ophold på kvindekrisecentre

NOTE 4: Kilde. Socialstyrelsens ”Årsstatistik 2013 kvinder og børn på krisecenter”.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Der foreligger ikke cpr-numre på alle brugerne, idet kvinderne kan vælge at være

anonyme. Det fremgår af Rigsrevisionens beretning om kvindekrisecentre fra

januar 2014, at kvinderne i 6 procent af de 104 sager, som indgik i

Rigsrevisionens analyse, valgte at være anonyme under deres ophold på et

kvindekrisecenter. Det er derfor ikke muligt at opgøre det unikke antal kvinder,

der har været på kvindekrisecenter. Det anførte antal er således udtryk for det

samlede antal ophold, der har været på krisecentrene i 2013. Det bemærkes, at

samme kvinde kan indgå i statistikken med flere ophold.

Tages der udgangspunkt i de samlede udgifter til kvindekrisecentre i 2013,

jf.

tabel 1,

samt antallet af ophold på kvindekrisecentrene i 2013,

jf. tabel 4,

så

udgør den gennemsnitlige udgift per ophold i 2013 cirka 114.000 kroner. Der

er dog tale om et meget usikkert estimat for gennemsnitsudgiften, idet der er en

stor variation i antallet af ophold og opholdsdage per kvinde, hvilke ydelser

kvinden får under opholdet, samt om kvinden har børn med under opholdet.

Dette kan medføre, at udgiften for nogle ophold reelt er betydelig højere end for

andre.

4.2.3 Opholdsvarighed

Der har fra 2009 til 2013 været en stigning på cirka 33 procent i det

gennemsnitlige antal opholdsdage per ophold for kvindekrisecentre,

jf. tabel 5.

Det fremgår endvidere af Socialstyrelsens årsstatistik for 2013, at der fra 2009 til

2013 har været en stigning i antallet af ophold med en varighed på over 90 dage

– om end der har været et fald i antallet af ophold fra 2012 til 2013.

Tabel 5. Ophold på kvindekrisecentre for 2009-2013

2009

Gennemsnitligt antal opholdsdage på

kvindekrisecentre

2010

2011

2012

321

2013

288

266

286

302

Antal ophold med varighed på over 90 dage

NOTE 5: Kilde. Socialstyrelsens ”Årsstatistik 2013 kvinder og børn på krisecenter”.

Derimod har andelen af kvinder med ophold på kvindekrisecentre, som har

svaret, at de har haft mere end ét ophold på et kvindekrisecenter i deres liv,

været stabilt de seneste tre år,

jf. tabel 6.

Tabel 6. Andel af kvinder med gentagne ophold på krisecentre

2011

2012

2013

Andelen af kvinder med ophold på et kvindekrisecenter,

der har haft mere end ét ophold i deres i liv

36 %

35 %

I alt

36 %

NOTE 6: Kilde. Socialstyrelsens ”Årsstatistik 2013 kvinder og børn på krisecenter”.

Note. Der er ikke tal for andelen af kvinder med gentagne ophold fra før 2011. Andelen er

kun opgjort for de indskrevne kvinder, der har valgt at svare på spørgsmålet om antal

ophold i deres liv. Antallet af kvinder dækker ikke nødvendigvis over antallet af unikke

kvinder, da der kan være flergangsbrugere blandt kvinderne.

Beregningen inkluderer ikke ”øvrige udgifter”, idet det ikke er muligt at opgøre, hvor stor en andel af disse udgifter, der vedr.

§ 109-tilbud.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

4.3 MÅLGRUPPEKARAKTERISTIK OG STATISTIK

FOR FORSORGSHJEM

SFI’s kortlægninger af hjemløshed i Danmark og evalueringen af

Hjemløsestrategien viser, at der for målgruppen for forsorgshjem typisk er tale

om borgere, som - ud over at mangle en bolig - har komplekse problemer. Der

kan eksempelvis være tale om misbrug, fysiske og psykiske sygdomme,

manglende eller skrøbelige familierelationer og socialt netværk og ringe

tilknytning til arbejdsmarkedet.

Af SFI’s seneste Hjemløsetælling for 2013 fremgår, at der i registreringsugen

(uge 6) blev registreret i alt 5.820 hjemløse i Danmark, hvilket er en stigning på

10 procent i forhold til seneste registrering i 2011 og en stigning på 16 procent i

forhold til 2009. Heraf befandt 2.015 personer sig på et forsorgshjem (herunder

også herberg).

Dette svarer til 35 procent af det samlede antal hjemløse.

Andelen af hjemløse, som opholder sig på et forsorgshjem, har i store træk

været stabil i perioden fra hjemløsetællingen i 2009 til den seneste i 2013.

Tabel 7. Antal hjemløse i Danmark

2009

2010

2011

2012

2013

4.998

5.290

5.820

Antal hjemløse

NOTE 7: Kilde. SFI, Hjemløsetælling 2013.

Note: Hjemløsetællingen gennemføres hvert andet år. Antallet af såkaldte ”gadesovere”

udgør ca. 595 personer af de 5.820 hjemløse i 2013. Tallet omfatter ikke udenlandske

hjemløse, der ikke har fast/lovligt ophold i landet. Hjemløse tæller også personer, der skal

løslades eller udskrives fra et hospital inden for én måned, og som mangler en bolig. Langt

de fleste hjemløse overnatter på herberger, forsorgshjem, væresteder/ natvarmestuer og hos

familie og venner.

Som følge af forsorgshjemmenes landsdækkende karakter benyttes de enkelte

boformer ikke alene af borgere fra den kommune, som forsorgshjemmet er

beliggende i. Forsorgshjemmene anvendes i gennemsnit af cirka 57 procent

brugere fra samme kommune, som det er beliggende i. I de større kommuner er

det dog cirka 78 procent af brugerne, der anvender et forsorgshjem i egen

kommune. Det fremgår af Ankestyrelsens

Årsstatistik for brugere af botilbud

efter servicelovens § 110 for 2013,

at cirka 57 procent af brugerne i 2013 blev

indskrevet på forsorgshjem på eget initiativ, det vil sige ved selvmøde. Endvidere

fremgår det, at cirka 11 procent af brugerne blev henvist af kommunen. De

øvrige brugere blev henvist af andre botilbud, politiet, misbrugscentre, private

hjælpeorganisationer med videre. Fordelingen af henvisninger på

henvisningsmåder har de seneste år været stabil. Hovedparten af de indskrevne

Hjemløshed i Danmark – national kortlægning, 2007, 2009, 2011 og 2013: SFI

Benjaminsen, Lars og Heidi Hesselberg Lauritzen (2013): ”Hjemløshed i Danmark 2013”. SFI – Det Nationale

Forskningscenter for Velfærd.

Der er ikke nogen klar definitionsmæssig forskel på forsorgshjem og herberg, men herberg er en ældre betegnelse end

forsorgshjem. Både forsorgshjem og herberger henvender sig til personer med særlige sociale problemer, som ikke har eller ikke

kan være opholde sig i egen bolig, og som har behov for botilbud og tilbud om aktiverende støtte, omsorg og efterfølgende

hjælp.

Benjaminsen, Lars og Heidi Hesselberg Lauritzen (2013): ”Hjemløshed i Danmark 2013”. SFI – Det Nationale

Forskningscenter for Velfærd

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

brugere modtog enten kontanthjælp (cirka 46 procent af brugerne) eller førtids-

/folkepension (cirka 30 procent af brugerne).

Planlagte udskrivninger, som blev foretaget i overensstemmelse med enten en

handleplan eller efter aftale med brugeren om flytning fra forsorgshjemmet,

udgjorde cirka 63 procent af det samlede antal udskrivninger, mens ikke

planlagte udskrivninger udgjorde cirka 17 procent. De øvrige udskrivninger

vedrører brugere, der er udeblevet, bortvist, døde eller af andre årsager har

afbrudt opholdet.

Tabel 8 viser en oversigt over antallet af udskrivninger fordelt efter den

boligform, som brugeren er blevet udskrevet til. Det fremgår af tabellen, at der i

2013 var i alt 9.841 udskrivninger af brugere fra forsorgshjem. Heraf blev 2.579

af brugerne, svarende til cirka 26 procent, udskrevet til egen bolig, hvilket er et

fald i forhold til 2009, hvor andelen var på cirka 34 procent. Udviklingen skyldes

særligt et markant fald i antallet af udskrivninger til en egen bolig fra 2012 til

2013.

Tabel 8. Antal udskrivninger fordelt efter boligform som forsorgshjemsbrugere udskrives til

2009-2013

2009

3.362 (34

pct.)

1.125 (11

pct.)

2.879 (30

pct.)

2.346 (24

pct.)

2010

3.422 (35

pct.)

1.144 (11

pct.)

2.488 (25

pct.)

2.783 (28

pct.)

2011

3.384 (37.

pct.)

1.124 (11

pct.)

2.934 (31

pct.)

1.883 (20

pct.)

2012

3.201 (37

pct.)

914 (11 pct.)

2.489 (29

pct.)

2.115 (24

pct.)

2013

2579 (26

pct.)

943 (9 pct.)

3244 (33

pct.)

3075 (31

pct.)

Egen bolig

Andet botilbud

Andet

Uoplyst

9.325

I alt

9.712

9.837

8.719

9.841

NOTE 8: Kilde. Ankestyrelsens Årsstatistik for brugere af botilbud efter servicelovens § 110 for 2013.

Kategorien ”Andet” dækker over gaden, familie, venner m.m.

Note. Der kan forekomme afrundingsafvigelser i procentfordelingen, således at denne ikke

summerer til 100 pct. pr. år.

Det fremgår desuden af tabel 8, at 33 procent af brugerne i 2013 blev udskrevet

til gaden, familie, venner med mere. Dertil kommer en stor gruppe på cirka 31

procent af brugerne, hvor boligformen efter udskrivning er uoplyst. Det er

således uklart, om der på tidspunktet for borgerens udskrivning er etableret

rammer for en mere varig løsning på hjemløshedssituationen.

Det fremgår af tabel 9, at andelen af borgere, der genindskrives på et

forsorgshjem inden for det første år efter at have været udskrevet til egen bolig,

har været stabilt i perioden 2009 til 2012.

Ankestyrelsen: Årsstatistik for brugere af botilbud efter servicelovens § 110 for 2013.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Tabel 9. Genindskrivninger af borgere på forsorgshjem

2009

2010

2011

2012

Andel af borgere, der efter udskrivning genindskrives på

forsorgshjem inden for det første år (pct.)

NOTE 9: Kilde: Ankestyrelsen årsstatistik over brugere af botilbud efter servicelovens § 110 for 2013.

4.3.1 Tilbud og pladser

Det fremgår af Ankestyrelsens Årsstatistik for 2013, at der i 2013 på landsplan

var 73 forsorgshjem samt 2.180 pladser fordelt med 2.164 døgnpladser og 16

pladser på sygeafdeling.

Fordelingen af forsorgshjem og -pladser på landets

fem regioner fremgår af tabel 10, og den viser, at mere end en tredjedel af alle

både forsorgshjem og – pladser ligger i Region Hovedstaden.

Tabel 10. Oversigt over antal forsorgshjem og pladser opdelt på regioner

Antal botilbud

Antal pladser

Region Hovedstaden

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Region Sjælland

Region Syddanmark

28 (39 pct.)

18 (25 pct.)

5 (7 pct.)

7 (10 pct.)

14 (19 pct.)

901 (41 pct.)

575 (26pct.)

147 (7 pct.)

224 (10 pct.)

333 (15 pct.)

72 (100 pct.)

2.180 (100 pct.)

I alt

NOTE 10:

Kilde. Ankestyrelsens Årsstatistik for brugere af botilbud efter servicelovens § 110

for 2013. Blå Kors Pensionat og Blå Kors Udslusningsboliger i Herning er lagt sammen i

statistikken.

Note. Der kan forekomme afrundingsafvigelser i procentfordelingen, således at denne ikke

summerer til 100 pct. pr. år.

Ankestyrelsens årsstatistik viser desuden, at antallet af pladser på de enkelte

forsorgshjem varierer fra tre pladser på det mindste forsorgshjem til 106 pladser

på det største forsorgshjem. Det gennemsnitlige antal pladser per forsorgshjem

er på 30 pladser.

Hovedparten af forsorgshjemmene, svarende til cirka

halvdelen, havde 0-25 pladser i 2013, mens 30 procent af forsorgshjemmene

havde mellem 26-50 pladser. Antallet af pladser på de enkelte forsorgshjem har

i perioden 2009- 2013 været stabilt.

Det fremgår af Ankestyrelsens årsstatistik, at antallet af forsorgshjem siden 2009

er steget med 10 forsorgshjem til i alt 73 forsorgshjem i 2013. Det samlede antal

af pladser er i samme periode steget med 79 pladser fra 2.101 pladser i 2009 til

2.180 pladser i 2013. Fordelingen af forsorgshjem og pladser på

kommuneniveau fremgår af bilag 2.

Det bør dog bemærkes, der ikke er klarhed over det reelle antal af forsorgshjem

og pladser, idet Ankestyrelsens og Socialstyrelsens opgørelser viser forskellige

I visse tilfælde kan det være nødvendigt, at en borger ved henvendelse til en boform først får ophold på en sygeafdeling mhp.

at tilvejebringe en tilstand hos borgeren som muliggør, at borgeren kan få udbytte af sit ophold på boformen. På sygeafdelingen

vil brugeren bl.a. blive fulgt af sundhedsfagligt personale, og der vil som regel være mulighed for bl.a. afgiftning og afrusning af

borgeren.

Tallene følger af Ankestyrelsens Årsstatistik fra 2013.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

resultater. Det kan skyldes, at de ikke i alle tilfælde er blevet informeret om nye

eller nedlagte forsorgshjem. Forskellen kan dog også skyldes forskellige måder

at opgøre antallet af forsorgshjem og pladser. Det fremgår således af

Socialstyrelsens Tilbudsportal, at der på landsplan er 83 forsorgshjem.

Tabel 11 viser på baggrund af oplysninger fra Tilbudsportalen, hvordan de 83

forsorgshjem fordeler sig på ejerformer. Tabellen viser, at over halvdelen af

forsorgshjemmene er drevet af private. Samtidig bekræfter tabellen billedet af, at

der ligger flere forsorgshjem i Region Hovedstaden end i de øvrige regioner.

Tabel 11. Oversigt over antal forsorgshjem fordelt på ejerform og placering

Kommunalt

Kilde: Tilbudsportalen 2014

Privat

Regionalt

I alt

Region Hovedstaden

Region Midtjylland

Region Nordjylland

Region Sjælland

Region Syddanmark

Ukendt region

I alt

NOTE 11:

Rapporten tager i de efterfølgende afsnit og kapitler udgangspunkt i

Ankestyrelsens opgørelser af antallet af tilbud og pladser.

4.3.2 Ophold

Antallet af ophold på forsorgshjem er i 2013 ifølge Ankestyrelsens opgørelse

11.789. Antallet af ophold er dermed steget med 12 procent i forhold til 2012.

Stigningen sker på baggrund af et fald i antallet af ophold fra 2010 til 2012 på 9

procent. Udviklingen i antallet af ophold fremgår af tabel 12.

Tabel 12. Antal ophold på forsorgshjem i 2009-2013

2009

Antal ophold på forsorgshjem

Gennemsnitligt antal opholdsdage pr. ophold

på forsorgshjem

Antal ophold på forsorgshjem med varighed på

over 120 dage

11.383

1.730

2010

11.565

1.790

2011

10.875

1.796

2012

10.489

1.860

2013

11.789

2.032

NOTE 12:

Kilde: Ankestyrelsens Årsstatistik for brugere af botilbud efter servicelovens § 110

for 2013.

På baggrund af de offentlige udgifter til forsorgshjem i 2013, som fremgår af

tabel 1, samt antallet af ophold i 2013,

jf. tabel 12,

kan den gennemsnitlige

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

udgift per ophold i 2013 opgøres til ca. 70.217 kr. Der er dog tale om et meget

usikkert estimat for gennemsnitsudgiften, idet der blandt andet er en stor

variation i antallet af ophold og opholdsdage for den enkelte bruger. Den reelle

udgift kan således være betydelig højere for nogle brugere end for andre.

4.3.3 Opholdsvarighed

Det fremgår også af tabel 12, at antallet af dage, som et ophold i gennemsnit

varer, er steget over en årrække – dog med et fald mellem 2012 og 2013.

Stigningen i den gennemsnitlige varighed per ophold er særligt sket fra 2010 til

2012. I 2009 varede et ophold i gennemsnit 54 dage, mens et ophold i 2013 i

gennemsnit varede 57 dage. Der har således, samtidig med at der har været en

stigning i antallet af ophold på forsorgshjem, også været en stigning i antallet af

dage, som et samlet ophold i gennemsnit varer.

Det fremgår endvidere af Ankestyrelsens årsstatistik for 2013, at der fra 2009 til

2013 har været en stigning i antallet af ophold med en varighed på over 120

dage,

jf. tabel 12.

I 2013 havde cirka 17 procent af alle ophold en varighed på 120 døgn eller

derover. Antallet af ophold på forsorgshjem med en varighed på over 120 dage

har været stigende fra 2009-2013. Stigningen er særligt sket fra 2012 til 2013. I

2013 var der således cirka 17 procent flere ophold med en varighed på over 120

dage end i 2009,

jf. tabel 12.

Tabel 13 viser en oversigt over antallet af ophold per bruger per år fra 2009 til

2013. Det fremgår af tabellen, at hovedparten af brugerne har 1-10 ophold på

forsorgshjem om året. Denne andel har i perioden 2009-2013 ligget på

gennemsnitligt cirka 98-99 procent. Det fremgår ligeledes, at antallet af borgere

med mere end 10 ophold per år er faldet frem til 2012 men er steget i 2013.

Tabel 13. Antal ophold per bruger på forsorgshjem 2009-2013

2009

6.177

2010

6.189

2011

6.158

2012

6.157

2013

6.026

Brugere med 1-10 ophold pr. år

Brugere med 11-20 ophold pr. år

Brugere med 21-30 ophold pr. år

Brugere med 31-40 ophold pr. år

Brugere med 41 eller flere ophold pr. år

I alt

6.250

6.259

6.206

6.187

6.122

NOTE 13:

Kilde: Ankestyrelsens Årsstatistik for brugere af botilbud efter servicelovens § 110

for 2013.

Beregningen inkluderer ikke ”øvrige udgifter”, idet det ikke er muligt at opgøre, hvor stor en andel af disse udgifter, der vedr.

forsorgshjem.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

5.0 PRAKSIS FOR BORGERENS

INDSKRIVNING, OPHOLD OG

UDSKRIVNING FRA FORSORGSHJEM OG

KVINDEKRISECENTRE

Arbejdsgruppen har i marts 2014 gennemført en række fokusgruppeinterviews

med ledere af udvalgte kvindekrisecentre og forsorgshjem samt repræsentanter

fra udvalgte kommuner, som arbejder med området for kvindekrisecentre

og/eller forsorgshjem. Der er gennemført i alt seks fokusgruppeinterviews med

processtøtte fra Rambøll Management og deltagelse af cirka 4-6 deltagere,

henholdsvis boformsledere og kommunale repræsentanter, per

fokusgruppeinterview. Således er både myndigheds- som leverandørperspektivet

afdækket.

De interviewede boformsledere er udvalgt med henblik på at sikre en vis

variation i boformernes ejerskabsformer, antal pladser, geografiske placering

med videre. På tilsvarende vis blev de kommunale informanter udvalgt med

henblik på at sikre variation i kommunernes geografiske placering, antal borgere

med videre.

Kapitlet er inddelt i tre afsnit med fokus på henholdsvis praksis i forbindelse med

borgerens indskrivning, praksis under borgerens ophold og praksis i forbindelse

med borgerens udskrivning.

5.1 SAMARBEJDE OM INDSKRIVNING

Med udgangspunkt i de gennemførte interviews beskriver dette afsnit praksis for

borgerens indskrivning på et kvindekrisecenter eller forsorgshjem.

5.1.1 Henvendelser til boformer om optagelse

Ophold på kvindekrisecentre og forsorgshjem påbegyndes ved, at boformerne

modtager en henvendelse om optagelse. Henvendelsen kan fx komme fra en

borger, som,

jf. afsnit 3.4,

har mulighed for at henvende sig til boformerne uden

en forudgående dialog med kommunen. Henvendelsen kan også komme fra en

kommunal sagsbehandler, sundhedsvæsenet, familiemedlemmer, praktiserende

læger med videre, der vurderer, at en borger kan have gavn af et ophold på

boformen. Det er boformens leder, der har den formelle kompetence til at træffe

afgørelse om optagelse. Kommunerne har således ikke i alle tilfælde mulighed

for at vide, at en borger vil søge om optagelse på en boform.

De interviewede boformsledere gav udtryk for, at en stor andel af

henvendelserne sker uden en forudgående henvisning fra kommunen. De fleste

boformsledere anslog således, at en mindre andel af boformernes brugere er

blevet henvist af kommunen. Flere af de interviewede boformsledere vurderede

samtidig, at andelen af de anslåede selvhenvendelser formentlig er størst i

boformer, der ligger i byerne, og mindre i de boformer, der ligger i landområder.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

I forlængelse heraf påpegede nogle af boformslederne, at antallet af

selvhenvendelser varierer afhængigt af, om borgerne har kendskab til boformen.

Flere af informanterne gjorde desuden opmærksom på, at det er vanskeligt at

skelne klart mellem selvhenvendelser og henvendelser fra kommunen,

nærtstående med videre. Det skyldes eksempelvis, at der er borgere, der får

boformen anbefalet af kommunen, som selv foretager den konkrete henvendelse

til boformen.

I forlængelse heraf understregede mange af boformslederne og enkelte af de

kommunale repræsentanter vigtigheden af fortsat at have boformer, hvor

borgere kan søge om optagelse uden forudgående kommunal visitation. Det blev

i den forbindelse fremhævet, at behov for eksempelvis beskyttelse mod vold eller

tilbud om husly ofte opstår akut, og at der følgelig er behov for ”akutte tilbud”,

der kan optage borgere uden forudgående kommunal sagsbehandling og

visitation.

Samlet set fremgik det af interviewene, at en stor del at henvendelser til

boformerne er ”selvhenvendere”, og at kommunerne således kun for en mindre

andel af henvendelserne i forvejen har mulighed for at vide, at borgeren vil søge

om ophold på en boform. Interviewene viste samtidig, at der fortsat opleves et

behov for tilbud, hvor borgere kan henvende sig uden forudgående kommunal

visitation.

5.1.2 Praksis for indskrivning

Når en boform har modtaget en henvendelse, er det boformens opgave at

vurdere, om borgeren er i boformens målgruppe og derfor kan indskrives på

boformen. Kommunerne har,

jf. afsnit 3.5,

ikke kompetence til at beslutte,

hvorvidt en borger skal optages på en boform uanset, at det er borgerens

handlekommune, der skal betale for borgerens ophold på boformen.

Kommunerne har således begrænsede muligheder for at vurdere, hvorvidt den

pågældende boform er det fagligt rigtige valg for borgeren, samt påvirke deres

udgifter til forsorgshjem og kvindekrisecentre.

Interviewene med boformslederne viste, at der på boformerne generelt er fokus

på at gennemføre en grundig vurdering af borgeren, herunder om denne er

inden for boformens målgruppe. Boformslederne gav generelt udtryk for, at man

på boformerne er opmærksomme på, om borgeren er inden for målgruppen.

Borgere, der ikke er inden for boformernes målgruppe, bliver således afvist i

forbindelse med indskrivningssamtalen, der gennemføres samme dag eller få

dage efter borgerens fremmøde. Boformsledere fra såvel kvindekrisecentre og

forsorgshjem gav endvidere udtryk for, at de generelt har høje

belægningsprocenter, og at efterspørgslen efter pladser ofte er højere end

udbuddet.

Af interviewene med de kommunale repræsentanter fremgik det, at kommunerne

sjældent oplever, at de er uenige i boformernes vurdering af, hvorvidt en borger

skal være indskrevet på boformen.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Interviewene med boformslederne viste samtidig, at praksis for gennemførelsen

af den konkrete indskrivningssamtale varierer mellem boformerne. På nogle

boformer gennemføres en grundig indskrivningssamtale straks efter borgerens

henvendelse – enten i forbindelse med borgerens fysiske fremmøde eller i

forbindelse med henvendelse per telefon. På andre boformer er praksis

umiddelbart at indskrive de borgere, som henvender sig, og dække borgerens

mest basale eller akutte behov, hvorefter der indenfor de førstkommende dage

gennemføres en mere grundig indskrivningssamtale.

I forlængelse heraf angav en leder af et kvindekrisecenter, at

indskrivningssamtalerne på boformen i udgangspunktet gennemføres cirka tre

dage efter kvindens fremmøde for at give kvinden en form for ”helle” og tid til

akklimatisering. Enkelte af lederne af forsorgshjem gav desuden udtryk for, at

det ikke i alle tilfælde er muligt at gennemføre en indskrivningssamtale i

forbindelse med borgerens fremmøde. Det kan eksempelvis skyldes, at borgeren

er så påvirket af alkohol eller stoffer, at borgeren i forbindelse med

henvendelsen ikke er i stand til at opgive de oplysninger, som er nødvendige for

at foretage en vurdering.

Interviewene tegnede samlet set et billede af, at boformslederne er

opmærksomme på at sikre, at de alene optager borgere, som er indenfor

boformernes målgrupper. Der er samtidig forskel på, hvor hurtigt boformerne

foretager visitationssamtalen. Det betyder, at der i nogle tilfælde kan være

borgere, der opholder sig få dage på boformerne uden, at de er inden for

boformernes målgruppe.

5.1.3 Orientering af handlekommune

Der er ikke,

jf. afsnit 3.5,

fastsat krav om, at boformerne skal orientere

handlekommunen om borgerens indskrivning på boformen. Det er samtidig

borgerens handlekommune, der har ansvaret for den samlede indsats over for

borgeren, og handlekommunen som finansierer borgerens ophold på boformen.

Interviewene med boformslederne viste, at man i boformerne generelt har fokus

på at orientere handlekommunen om borgerens ophold. Boformslederne fra både

kvindekrisecentre og forsorgshjem gav således udtryk for, at man på boformerne

sigter mod at orientere handlekommunen inden for få hverdage. I forlængelse

heraf angav flere af boformslederne for kvindekrisecentrene, at LOKK

(Landsorganisationen af Kvindekrisecentre) har udarbejdet en ”grundpakke” til

deres medlemmer, hvoraf det blandt andet fremgår, at kvindekrisecentrene bør

orientere borgerens handlekommune inden for de første tre hverdage efter

borgerens fremmøde.

Af interviewene med boformslederne fremgik det desuden, at boformernes

orientering af handlekommunen typisk foregår ved, at boformen sender en

orientering til handlekommunens digitale hovedpostkasse, handlekommunens

ansvarlige enhed eller handlekommunens ansvarlige medarbejder. Hvorvidt

orienteringen sendes til en hovedpost, enhed eller medarbejder afhænger typisk

af boformens kendskab til den relevante kommune. Flere boformsledere gav

udtryk for, at de har lister over de relevante enheder eller kontaktpersoner i de

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

kommuner, som de hyppigst har kontakt med. I forlængelse heraf tilkendegav

enkelte kommuner, at de har sendt information om kommunens

kontaktinformationer til de boformer, som de typisk samarbejder med. I tilfælde

hvor boformen ikke kender meget til handlekommunen, sendes orienteringen

typisk til kommunens hovedpostkasse.

Interviewene med de kommunale repræsentanter og boformslederne viste, at

boformernes orientering oftest alene indeholder information om, at borgeren er

indskrevet på boformen. De kommunale repræsentanter gav udtryk for, at

orienteringen typisk ikke omfatter begrundelsen for borgerens indskrivning eller

de informationer, som er indsamlet i forbindelse med den indledende

indskrivningssamtale.

Flere boformsledere gav desuden udtryk for, at der er stor forskel på den

reaktion, som boformernes orientering foranlediger i handlekommunen. Nogle

kommuner reagerer tydeligt på orienteringen fx ved at tage kontakt til boformen

eller besøge borgeren på boformen. Ofte oplever boformslederne dog også, at

kommunen ikke reagerer på orienteringen og således ikke tager del i det videre

forløb for borgeren under dennes ophold på boformen.

De kommunale repræsentanter gav desuden udtryk for, at de ofte oplever, at

boformerne ikke orienterer kommunerne om borgerens ophold i forbindelse med

indskrivningen. De kommunale repræsentanter tilkendegav endvidere, at det ikke

er usædvanligt, at kommunen først får information om borgerens indskrivning,

når borgeren er udskrevet, og orienteringen til kommunen om borgerens ophold

således kommer i form af en regning.

I forlængelse heraf angav en del af de kommunale repræsentanter, at det

formentlig ikke altid er klart for boformerne, hvem de skal kontakte i

kommunen. De var således usikre på, om det er muligt på deres hjemmeside at

finde information om, hvem der er den ansvarlige medarbejder/enhed. I tilfælde

hvor boformerne ikke har kendskab til kommunens organisering, kan

boformerne derfor kun sende orienteringen til en overordnet postkasse hos

kommunen. Nogle af de kommunale repræsentanter gav udtryk for, at det

formentlig ikke altid er klart for administratorerne af hovedpostkassen, hvilken

kommunal enhed/medarbejder orienteringen skal sendes til.

Interviewene med de kommunale repræsentanter viste desuden en særlig

problematik forbundet med afklaringen af, hvem der er borgerens

handlekommune. De kommunale repræsentanter angav således, at det ikke er

ualmindeligt, at der opstår uenighed eller tvivl om, hvem der er borgerens

handlekommune. I disse tilfælde kan den kommune, som boformen ligger i,

bruge tid og ressourcer på at afklare, hvem der er borgerens handlekommune og

dermed hvilken kommune, der har ansvar for den samlede sociale indsats over

for borgeren og skal betale for borgerens ophold. Problematikken blev særligt

nævnt af lederne af forsorgshjem og særligt i forhold til en gruppe af borgere,

som ofte flytter bopæl, og som ofte ikke selv kan svare på, hvilken kommune,

der er deres handlekommune.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Samlet set viste interviewene, at boformerne ser en tidlig orientering af

borgerens handlekommune som en vigtig del af deres opgave, herunder at

boformerne orienterer handlekommunen få dage efter borgerens indskrivning.

De kommunale repræsentanter oplevede derimod, at de ikke altid får

orienteringen tilstrækkeligt tidligt. Det reducerer kommunernes mulighed for at

tage konkrete initiativer over for borgeren herunder påbegynde arbejdet med at

forberede, at der er gode og tilstrækkelige tilbud til borgeren, når denne skal

udskrives fra boformen. Kommunerne oplever i nogle tilfælde, at de først

modtager information om en borgers indskrivning, når de modtager en regning

for borgerens ophold.

Interviewene viste samtidig, at det ikke altid er klart for boformerne, hvem de

skal kontakte i de enkelte kommuner, og at de følgelig ofte sender orienteringen

til kommunens hovedpostkasse. Det fremgik desuden, at kommunerne i nogle

tilfælde ikke er enige om, hvem der er handlekommune og således skal betale

regningen for borgerens forløb, samt at kommunerne ikke i alle tilfælde reagerer

på henvendelser fra boformerne, når en borger har taget ophold på boformen.

5.1.4 Anonymitet

Kvinder, der søger optagelse på et kvindekrisecenter, kan anmode om

anonymitet,

jf. afsnit 3.6.

Det kan medføre, at kommunerne ikke kan igangsætte

initiativer, der sikrer en sammenhængende indsats for borgeren, og at

kommunerne kan modtage regninger for ophold på boformerne, som de ikke har

mulighed for at tjekke.

De interviewede boformsledere og kommunale repræsentanter gav udtryk for, at

det er relativt få kvinder, der gør brug af denne mulighed. Hovedparten af

boformsledere angav, at kvinderne meget sjældent vælger at være anonyme over

for myndigheden, og at der er tale om ingen eller få tilfælde per år. Enkelte gav

dog udtryk for, at muligheden for anonymitet bliver anvendt en anelse

hyppigere.

Boformslederne angav desuden, at ønsket om anonymitet sjældent angår

kommunen men snarere et ønske om at være anonym over for boformens andre

beboere samt over for borgere, der ikke har ophold på boformen. Det kan

eksempelvis være relevant i tilfælde, hvor en kvinde ønsker beskyttelse fra en

voldelig mand. Kvinderne vælger således sjældent at bede om anonymitet over

for deres handlekommune.

I forlængelse heraf tilkendegav flere af boformslederne, at det er vigtigt at bevare

muligheden for at være anonym overfor kommunen. Det skyldes, at tilvalget af

anonymitet eksempelvis kan være relevant i tilfælde, hvor den voldsramte kvinde

kender sagsbehandleren i handlekommunen.

Interviewene gav samlet set indtryk af, at muligheden for at være anonym over

for kommunen sjældent anvendes, og at bestemmelsen følgelig ikke udgør en

væsentlig styringsmæssig udfordring for kommunerne. Samtidig fremgik det af

interviewene, at der fortsat kan være tilfælde, hvor det er relevant at anvende

muligheden for anonymitet.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

5.2 SAMARBEJDE UNDER BORGERES OPHOLD

I løbet af en borgers ophold på enten et kvindekrisecenter eller et forsorgshjem

kan borgeren modtage forskellige former for støtte og tilbud. Dette afsnit

beskriver praksis for borgernes ophold på kvindekrisecentre eller forsorgshjem,

som den blev beskrevet i de gennemførte interviews.

5.2.1 Boformernes ydelser og fokus på borgerens

udvikling

Under borgerens ophold på et kvindekrisecenter eller forsorgshjem modtager

borgeren en række ydelser. For kvindekrisecentre er der tale om omsorg og

støtte, for forsorgshjem er der tale om aktiverende støtte, omsorg og eventuel

efterfølgende hjælp. Det er en del af servicelovens overordnede formål, at

ydelser, der gives herefter, skal skabe positive forbedringer for borgeren. Således

bør såvel kommunernes som boformernes indsatser gives med henblik på

progression for borgeren.

Interviewene med boformslederne gav indtryk af, at boformerne har fokus på at

give borgerne en indsats, der fremmer deres situation. Interviewene viste

samtidig, at de enkelte kvindekrisecentre og forsorgshjem ofte tilbyder både

mange og forskelligartede ydelser. Der ydes eksempelvis hjælp til basale

færdigheder såsom personlig hygiejne og styring af egen økonomi, hjælp til

kontakt med det offentlige system, ledsagelse af børn til læge, støtte til afklaring

af borgerens sag om opholdstilladelse, samt indsatser såsom psykologhjælp,

netværksarbejde med videre. Boformerne yder således også støtte, der ikke har

en decideret socialfaglig karakter.

Flere af de kommunale repræsentanter gav udtryk for, at de også oplever

mangfoldighed i boformernes indsatser. I forlængelse heraf angav enkelte

kommunale repræsentanter, at der kan være stor forskel på, hvor udpræget de

enkelte boformers fokus er på rehabilitering. De gav således udtryk for, at der

fortsat er boformer, som alene tilbyder borgerne et opholdssted og ikke

igangsætter indsatser med fokus på progression for borgeren. Flere

boformsledere tilkendegav under interviewene, at de har en række tilbud, som

næsten alle borgere tilbydes, når de opholder sig på boformen. I forlængelse

heraf angav enkelte af dem, at borgerens deltagelse i tilbuddene er en

forudsætning for borgerens ophold.

Interviewene viste yderligere, at der er forskel på hvilke indsatser, som de

forskellige boformer tilbyder samt på, om opholdet inkluderer bespisning, eller

om borgeren selv er ansvarlig for dette. Borgerne får dermed ikke tilbudt den

samme indsats på de forskellige kvindekrisecentre/forsorgshjem. Flere

boformsledere fremhævede desuden, at der er store forskelle på, hvorvidt

boformerne udelukkende baserer deres indsats på ansat, professionelt

personale, eller om der også anvendes frivillige som en del af boformens drift.

Flere boformsledere tilkendegav samtidig, at de ser forskellighed på tværs af de

enkelte boformer som en styrke.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Interviewene med boformslederne viste, at uplanlagte udskrivninger kan stå i

vejen for, at boformerne kan gennemføre et rehabiliterende forløb for de

pågældende borgere. Det fremgik, at uplanlagte udskrivninger kan forekomme af

forskellige årsager, fx som følge af bortvisning, hvis en borgers adfærd er

uforenelig med at blive på boformen eller som følge af, at en borger udskriver

sig selv. Boformslederne nævnte desuden, at uplanlagte udskrivninger er særligt

hyppige blandt borgere, der flytter meget rundt mellem boformer og mellem

kommuner.

For målgrupperne på både forsorgshjem og kvindekrisecentre er der en mindre

del af målgruppen, der kendetegnes ved stor flytteaktivitet og gentagende

ophold på de respektive boformer. For kvindekrisecentrene er der fx tale om

kvinder, der er på flugt fra voldsudøveren, eller som gentagne gange går tilbage

til voldsudøveren. For forsorgshjem er der ofte tale om mænd, der beskrives som

rodløse, og som søger at undgå kontakt med det offentlige system ved at flytte

fra sted til sted.

De interviewede boformsledere gav udtryk for, at det er vanskeligt at motivere

denne gruppe af borgere til at indgå i rehabiliterende forløb, der kan hjælpe dem

videre til en mere stabil tilværelse, da de frit kan udskrive sig og henvende sig til

en ny boform, hvis de ønsker det.

Interviewene gav samlet set indtryk af, at de enkelte boformer tilbyder mange og

forskelligartede indsatser herunder også indsatser, der ikke har en decideret

socialfaglig karakter. Interviewene viste samtidig, at der er forskel på, hvilke

indsatser de enkelte boformer tilbyder borgerne samt forholdet mellem andelen

af frivillige i forhold til andelen af ansatte, og at boformernes fokus på at

tilrettelægge en indsats, der sikrer progression og forbedring af borgerens

situation, varierer.

5.2.2 Boformernes tilrettelæggelse af indsatsen

Under borgerens ophold på et kvindekrisecenter eller forsorgshjem tilbyder

boformen ofte borgeren en række ydelser. Boformen har i den forbindelse

mulighed for at udarbejde en plan for den samlede indsats under borgerens

ophold. Der er ikke fastsat krav om, at boformerne skal udarbejde

opholdsplaner. I vejledning 4 til serviceloven anbefales det imidlertid i forhold til

forsorgshjem, at boformerne udarbejder en opholdsplan.

Flere boformsledere tilkendegav, at de ofte udarbejder en opholdsplan i

forbindelse med en borgers indskrivning. Boformslederne angav, at planen typisk

udarbejdes på baggrund af en nærmere udredning af borgeren og dennes

situation, og at den i høj grad tager udgangspunkt i borgerens ønsker til

opholdet. Det fremgik endvidere, at nogle boformer påbegynder udredningen

umiddelbart efter borgerens indskrivning, mens andre boformer først

påbegynder udredningen efter en periode på op til to uger for at give borgeren

ro og sikre, at borgerens tilstand stabiliseres.

Interviewene med boformslederne gav desuden indtryk af, at opholdsplanerne

har meget forskellig form og karakter. Nogle boformsledere tilkendegav, at de

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

udarbejder deciderede planer for opholdet, mens andre angav, at deres

opholdsplaner har karakter af en journal eller et dokument, der løbende skrives

ind i. I forlængelse heraf anførte flere boformsledere, at de aktuelt arbejder på at

kvalificere opholdsplanerne med fokus på skriftligheden og sikre, at indholdet

sætter retning for borgerens forløb.

Herudover gav flere boformslederne udtryk for, at boformerne løbende følger op

på borgerens situation herunder på, hvilke tilbud borgeren skal have, samt

hvorvidt og hvornår borgeren er klar til udskrivning. De tilkendegav samtidig, at

der typisk ikke fastsættes og følges op på konkrete mål for indsatsen for den

enkelte borger. Desuden angav flere boformsledere, at en borgers indfrielse af

opholdsplanen ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at udskrivning er mulig.

Dette kan fx skyldes, at der opstår andre hindringer for udskrivelsen, herunder

fx at borgeren ikke kan få en bolig, som vedkommende har råd til at betale.

Interviewene med de kommunale repræsentanter gav indtryk af, at kommunerne

sjældent er involveret i tilrettelæggelsen af de ydelser, der leveres af boformen

herunder i udarbejdelsen af en opholdsplan for borgeren. Flere boformsledere,

herunder særligt ledere af kvindekrisecentre, tilkendegav, at de inviterer

kommunen til et indledende møde med henblik på at drøfte borgerens situation.

Boformslederne oplever dog, at det kan være vanskeligt at engagere nogle

kommuner i borgerens sag, og at kommunerne ofte ikke henvender sig til

boformerne efter, at boformen har orienteret kommunen om borgerens

indskrivning. Boformslederne angav dog også, at nogle kommuner engagerer sig

meget i borgerens forløb, løbende indgår i dialog med boformen om borgeren og

deltager i flere møder med boformen under borgerens ophold.

Derimod viste interviewene med de kommunale repræsentanter,

jf. afsnit 5.1,

kommunerne ofte oplever, at de ikke bliver orienteret om borgerens ophold, før

de modtager en regning. Følgelig er kommunerne ofte ikke bekendt med

boformernes invitationer til samarbejde.

Flere kommunale repræsentanter og ledere af kvindekrisecentre tilkendegav

endvidere, at kommunerne typisk er mere opsøgende i forhold til de kvinder med

ophold på kvindekrisecentre, som har medbragt deres børn.

Samlet set gav interviewene med både boformsledere og kommunale

repræsentanter indtryk af, at tilrettelæggelsen af borgernes indsats under

opholdet i langt overvejende grad foretages af boformerne uden kommunernes

deltagelse. Interviewene viste, at boformerne ofte tilrettelægger indsatsen for

borgerne ved at udarbejde en opholdsplan for borgeren, men at kommunerne

sjældent er involveret i udarbejdelsen af planen. Flere boformslederne gav

desuden udtryk for, at boformerne løbende følger op på borgerens situation og

indsats, men at der typisk ikke fastsættes og følges op på konkrete mål for

indsatsen for den enkelte borger. Samtidig oplevede flere boformsledere, at

kommunernes engagement i tilrettelæggelsen af borgerens indsats varierer

mellem kommuner, mens flere kommuner ofte oplever, at de ikke bliver

orienteret om borgerens ophold på boformerne.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

5.2.3 Kommunernes tilrettelæggelse af indsatsen

En handleplan efter servicelovens § 141 er et af kommunernes redskaber til at

tilrettelægge en sammenhængende og rehabiliterende indsats over for borgeren.

En stor del af de borgere, der tager ophold på et kvindekrisecenter eller et

forsorgshjem, vil være berettiget til at få udarbejdet en § 141 handleplan,

jf.

afsnit 3.11.

I overensstemmelse med at borgeren har mulighed for at frasige sig

udarbejdelsen af en handleplan, er en handleplan imidlertid ikke en

forudsætning for, at borgeren kan modtage en sammenhængende og

rehabiliterende indsats.

Interviewene med både boformsledere og de kommunale repræsentanter viste, at

der er forskelle på, hvor systematisk de enkelte kommuner tilbyder og

udarbejder handleplaner. Nogle kommunale repræsentanter gav udtryk for, at de

udarbejder handleplaner for borgere med ophold på kvindekrisecentre og

forsorgshjem. Interviewene gav dog samtidig indtryk af, at flere kommuner ikke

udarbejder handleplaner for alle borgere. Det kan fx skyldes, at borgeren i

forvejen har en handleplan, at borgeren frasiger sig en handleplan, eller at

udarbejdelsen af en handleplan ikke vurderes at være relevant for borgerens sag.

Flere boformsledere og kommunale repræsentanter gav udtryk for, at

kommunens og boformens samarbejde og dialog om borgerens sag er vigtigere

end udarbejdelsen af en skriftlig plan. I forlængelse heraf tilkendegav flere

boformsledere, at udarbejdelsen af en handleplan ikke er en forudsætning for, at

kommunen kan handle og igangsætte indsatser over for borgeren. Flere

kommunale repræsentanter påpegede dog, at handleplanen kan have en værdi i

forhold til fx at forventningsafstemme med borgeren og tydeliggøre det samlede

forløbs delelementer.

De kommunale repræsentanter angav desuden, at de, i de tilfælde hvor de ikke

orienteres tidligt om borgerens indskrivning, ikke har mulighed for at gå ind i

sagen og iværksætte de indsatser, som vurderes nødvendige for at sikre

fremskridt for borgeren.

Interviewene med såvel boformsledere som kommunale repræsentanter viste, at

boformerne sjældent bliver involveret i kommunens tilrettelæggelse af indsatsen

herunder også udarbejdelse af en handleplan, og at opholdsplanens indhold ofte

i en vis grad danner baggrund for – eller indarbejdes i – kommunens handleplan.

I forlængelse heraf tilkendegav flere kommunale repræsentanter, at

opholdsplanen ofte er nødvendig for kommunens tilrettelæggelse af indsatsen

og udarbejdelse af en handleplan, da det i mange tilfælde er boformen, der har

mest kontakt med og viden om borgeren og dennes behov. Flere kommunale

repræsentanter angav dog, at de ofte oplever, at det er vanskeligt at få

boformerne til at udlevere opholdsplanerne. Samtidig angav flere boformsledere,

at opholdsplanen ikke automatisk sendes til kommunen, men at den kun

udleveres på forespørgsel.

Samlet set gav interviewene indtryk af, at der er et forholdsvist begrænset

samarbejde mellem boformer og kommunerne om tilrettelæggelsen af

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

kommunens indsats overfor borgeren herunder et begrænset samarbejde om

udarbejdelsen af handleplaner efter servicelovens § 141. Interviewene viste

samtidig, at kommunens koordinering af indsatsen på boformen med den øvrige

indsats – eksempelvis via koordinering af kommunens § 141 handleplan med

opholdsplanen - kan hindres af, at kommunerne til tider har vanskeligt ved at få

udleveret opholdsplanen.

5.2.4 Forskelle på serviceniveauer

Det er den enkelte kommunale, regionale eller private driftsherre, der beslutter

hvilket serviceniveau, der skal tilbydes på deres respektive boformer. De

regionale rammeaftaler regulerer til en vis grad – gennem aftaler om principper

for takstfastsættelse med videre – serviceniveauet på de kommunale og regionale

boformer. Serviceniveauet på private boformer uden driftsoverenskomst

reguleres alene af markedsmekanismen og fastsættes af det enkelte tilbud.

Kommunerne har således ikke mulighed for at påvirke serviceniveauet på de

private boformer uden driftsoverenskomst.

Interviewene med både boformsledere og de kommunale repræsentanter viste, at

der er forskel på hvilke indsatser, som de forskellige boformer tilbyder, og at der

også er forskel på serviceniveauet mellem de forskellige boformer. I forlængelse

heraf angav nogle af de kommunale repræsentanter, at der i nogle tilfælde også

er store forskelle på de enkelte boformers takster.

Interviewene viste ligeledes, at der i nogle tilfælde er drøftelser og uenighed

mellem boformer og kommuner om de enkelte boformers serviceniveau og

takster. Flere af de kommunale repræsentanter angav, at de ofte er uenige med

boformslederne om, hvad der er nødvendige indsatser for borgeren. Enkelte

boformsledere og kommunale repræsentanter fortalte således om tilfælde, hvor

private boformer har et service- og takstniveau, som er højere end service- og

takstniveauet på de øvrige boformer, og højere end, hvad kommunen vurderer,

er fagligt nødvendigt.

Samlet set gav interviewene indtryk af, at der er forskel på, hvilke indsatser og

hvilket serviceniveau, som de enkelte boformer tilbyder, og at der kan være

forskelle på de enkelte boformers takster. Interviewene viste ligeledes, at der i

nogle tilfælde kan være uenighed mellem kommuner og boformer om

boformernes serviceniveau og takster herunder særligt i dialogen mellem

kommunerne og de private boformer, der har bredere rammer for fastsættelsen

af deres serviceniveau end de offentlige boformer.

5.2.5 Intern koordination i kommunen under borgerens

ophold

Borgere med ophold på kvindekrisecentre eller forsorgshjem har ofte behov for

indsatser eller tilbud, som boformerne ikke kan tilbyde. Det kan fx være

beskæftigelsesindsatser, der hjælper borgeren i arbejde eller en familierettet

indsats. Der vil således typisk være behov for flere kommunale forvaltningers

involvering i den pågældende borgers sag. Der er ikke opstillet krav til

kommunernes interne koordinering på tværs af forvaltninger.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Interviewene med såvel de kommunale repræsentanter som boformslederne

viste, at der er forholdsvist store forskelle på kommunernes interne koordinering

af den samlede indsats over for borgerne. I nogle kommuner er koordinationen

på tværs af forvaltninger og fagområder begrænset, mens der i andre kommuner

er etableret deciderede koordinerende enheder, som sørger for koordination af

og fremdrift i borgerens sag.

Boformslederne angav, at de oplever det som en stor fordel for samarbejdet og

borgeren, når kommunerne koordinerer de enkelte forvaltningers indsats over

for borgeren. Boformens dialog med kommunen bliver lettere, når der er én

koordinerende enhed, og borgeren modtager i højere grad en indsats fra

kommunen, der er sammenhængende og koordineret. De kommuner, der har

etableret en central koordinerende enhed/medarbejder med fokus på

målgruppen for kvindekrisecentre og forsorgshjem, angav ligeledes, at de

oplever, at de har et bedre overblik over sagerne og dermed bedre kan skabe

sammenhæng i indsatsen over for borgeren. Herudover tilkendegav såvel

kommunale repræsentanter som boformslederne, at store kommuner med

mange borgere ofte har et bedre grundlag for at etablere koordinerende enheder

med fokus på målgruppen for kvindekrisecentre og forsorgshjem.

Interviewene gav samlet set indtryk af, at den interne koordination i

kommunerne varierer betydeligt, og at koordinationen i nogle tilfælde er meget

begrænset. Interviewene viste samtidig, at både boformsledere og kommunale

repræsentanter oplever, at en central koordinerende enhed i kommunen bidrager

til en øget grad af helhedstænkning på tværs af forvaltninger i borgerens sag og

understøtter en hurtigere og bedre behandling af borgerens sag.

5.2.6 Udfordringer vedrørende borgerens egenbetaling

Borgere, der opholder sig på boformer efter servicelovens §§ 107-110, herunder

også kvindekrisecentre og forsorgshjem, skal selv betale en del af udgifterne til

opholdet.

Såvel de kommunale repræsentanter som boformslederne påpegede, at flere af

boformerne hidtil har opkrævet egenbetalingen fra borgerne, men at denne

praksis – efter en præcisering af reglerne– har ændret sig, så opgaven i dag

håndteres af borgerens handlekommune. I forlængelse heraf tilkendegav flere

boformsledere, at de er lettede over ikke længere at skulle opkræve

egenbetaling, da opgaven førte til konflikter med de borgere, som ikke kunne

eller ønskede at betale, og medførte administrative udfordringer, herunder

blandt andet med at afklare, hvilken kommune der er handlekommune for

borgeren.

De kommunale repræsentanter tilkendegav ligeledes, at opgaven ofte medfører

administrative udfordringer, herunder at de administrative ressourcer forbundet

med opkrævningen ofte overstiger værdien af borgerens egenbetaling. De angav

desuden, at kommunen ikke altid har forudsætningerne for at fastsætte og

opkræve egenbetalingen, da kommunen i nogle tilfælde ikke har kendskab til

borgerens ophold på boformen eller ikke har de oplysninger om den enkelte

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

boforms ydelser, som er nødvendige for at kunne fastsætte borgerens

egenbetaling. Som følge heraf opgiver kommunerne sommetider at opkræve

egenbetalingen fra borgeren.

Flere boformsledere såvel som kommunale repræsentanter angav dog, at

egenbetalingen kan have et pædagogisk sigte, idet borgerens egenbetaling for

kost og logi understøtter borgerens bevidsthed om eget ansvar for at medvirke

til sin egen forsørgelse.

Samlet set viste interviewene med såvel boformsledere som kommunale

repræsentanter, at reglerne vedrørende borgerens egenbetaling er vanskelige at

administrere og kan føre til konflikter med borgerne. Det fører i nogle tilfælde til,

at kommunerne ikke opkræver egenbetalingen fra borgeren.

5.3 SAMARBEJDE OM UDSKRIVNING

Med udgangspunkt i de gennemførte interviews beskriver dette afsnit praksis for

borgerens udskrivning fra et kvindekrisecenter eller forsorgshjem.

5.3.1 Praksis for udskrivning

Det følger af boformslederens indskrivningsret, at det også er lederen, der

træffer afgørelse om, hvornår en borger skal udskrives fra boformen. Der er ikke

i lovgivningen anført særlige vurderingskriterier, der skal tages i betragtning i

forbindelse med udskrivningen, og der er ikke fastsat krav om, at boformerne

skal orientere kommunerne om, at en borger er udskrevet.

Interviewene med boformslederne viste, at udskrivningen af en borger typisk

sker på baggrund af en vurdering af borgerens samlede situation, hvor der fx

tages stilling til borgerens boligparathed, økonomi og behov for støtte i

forbindelse med udskrivning. De interviewede boformsledere gav samtidig

udtryk for, at de i dialog med borgeren løbende vurderer og revurderer, hvornår

borgeren er klar til udskrivning.

Interviewene med både boformslederne og de kommunale repræsentanter gav

indtryk af, at samarbejdet mellem boformer og kommuner er tættest i

forbindelse med borgerens udskrivning, og at kommune og boformer således

ofte drøfter udskrivningen af de enkelte borgere. De gav samtidig udtryk for, at

der ikke altid er enighed mellem handlekommunen og boformen om, hvornår

borgeren skal udskrives samt hvilke alternative (bo-) tilbud eller støtte, som

borgeren skal have i forbindelse med udskrivningen. Interviewene gav indtryk af,

at en sådan uenighed oftest ses i forhold til kvindekrisecentre.

I forlængelse heraf gav flere af de interviewede kvindekrisecenterledere udtryk

for, at de i en række tilfælde, hvor der har været uenighed om tidspunktet for

udskrivning eller om den støtte, som kommunen vil tilbyde borgeren i

forbindelse med udskrivningen, har afvist kommunernes ønske om at udskrive

en borger. Omvendt tilkendegav flere ledere af forsorgshjem, at de respekterer

og følger kommunens ønske om udskrivning, selvom de ikke altid er enige i

kommunens vurdering.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Interviewene gav samtidig indtryk af, at boformslederne oplever, at de - qua

deres daglige kontakt med borgerne - har det bedste faglige grundlag for at

vurdere borgerens behov, og at de samtidig er meget opmærksomme på, at de

har den formelle ret til at udskrive borgere. I forlængelse heraf fortalte enkelte

boformsledere og kommunale repræsentanter om tilfælde, hvor en kommune har

meddelt boformen, at kommunen ikke vil fortsætte betalingen for borgerens

ophold efter et på forhånd anmeldt tidspunkt, og tilfælde hvor boformslederen

har udsat det planlagte udskrivningstidspunkt, fordi vedkommende anså

kommunens opfølgende tilbud for at være utilstrækkelige. Der har desuden

været enkelte tilfælde, hvor uenigheden mellem kommune og boform - fx om

tidspunktet for udskrivning af borgere, afgørelser om de konkrete indsatser til

borgere eller betalingen for borgeres ophold - har ført til, at boformslederen har

anlagt sag mod kommunen. I de tilfælde, der blev fortalt om under interviewene,

tabte kommunerne de anlagte klagesager.

I forlængelse heraf gav de interviewede kommunale repræsentanter udtryk for, at

de har vanskeligt ved at påvirke udskrivningsforløbet, når der ikke er enighed

med boformen, da kommunen ikke har den samme tætte kontakt med borgerne

som boformerne, og samtidig - som følge af lederens indskrivningsret - ikke har

mulighed for at træffe beslutning om, hvornår og hvordan en udskrivning skal

finde sted. Herudover nævnte de kommunale repræsentanter, at de har

vanskeligt ved at tilrettelægge et godt og sammenhængende udskrivningsforløb i

de tilfælde, hvor kommunen ikke er orienteret om borgerens indskrivning og

ophold på boformen, eller hvor kommunen ikke bliver orienteret om den

planlagte udskrivning af en borger.

Det fremgik samtidig af interviewene, at lederne af særligt kvindekrisecentre har

meget forskellige holdninger til, hvor lang tid et ophold på et kvindekrisecenter

almindeligvis bør vare. Nogle ledere af kvindekrisecentre fortalte, at de på

boformen arbejder ud fra et udgangspunkt om, at et ophold maksimalt bør vare

tre måneder, og at kvinder med medfølgende børn bør udskrives tidligt med

henblik på at begrænse den periode, som børnene opholder sig på

kvindekrisecenteret. Omvendt vurderede andre ledere af kvindekrisecentre, at et

ophold almindeligvis bør vare mindst tre måneder for at boformen kan nå at yde

den nødvendige omsorg og støtte.

Samlet set gav interviewene indtryk af, at boformerne løbende vurderer, hvorvidt

en borger er klar til udskrivning, og ofte drøfter udskrivningen med borgerens

handlekommune. Det fremgik samtidig, at der i nogle tilfælde opstår uenighed

om, hvornår borgeren skal udskrives og/eller hvilke tilbud om støtte, borgeren

skal have i forbindelse med udskrivningen, og at det blandt andet kan påvirke

boformsledernes beslutning om, hvornår en borger skal udskrives. I den

forbindelse fremgik det af interviewene, at kommunerne som følge af

boformledernes indskrivningsret har meget svært ved at påvirke, hvornår en

borger skal udskrives. Interviewene gav samtidig et indtryk af, at

forsorgshjemmene i højere grad end kvindekrisecentrene følger kommunernes

vurdering af, hvornår borgeren skal udskrives, og at der i nogle tilfælde er store

forskelle på boformsledernes opfattelse af, hvor langt et ophold bør være.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

5.3.2 Barrierer for udskrivning

Når en person ikke længere har behov for ophold i forsorgshjem eller

kvindekrisecenter, er pågældende ikke længere i målgruppen. Det samme

gælder, hvis den indledende udredning af borgeren viser, at pågældendes behov

ikke kan dækkes af de ydelser, der tilbydes på et forsorgshjem eller

kvindekrisecenter. Der kan imidlertid være en række barrierer, der vanskeliggør

udskrivning.

Under interviewene fremførte flere boformsledere og kommunale

repræsentanter, at nogle borgere opholder sig længere på boformerne, end det

vurderes fagligt nødvendigt. De gav samtidig udtryk for, at en af de hyppigste

årsager til at borgerens ophold forlænges er, at det er vanskeligt at finde en

bolig til borgeren, herunder en bolig som borgeren har mulighed for at betale.

Interviewene gav samtidig indtryk af, at problemstillingen er størst i de store

byer.

Boformslederne fortalte endvidere, at borgerne i nogle tilfælde ikke kan tage

imod et tilbud om egen bolig, fordi borgerne ikke opfylder kriterierne for

tildeling af indskudslån, eller fordi borgernes ansøgning om boligindskudslån

ikke er færdigbehandlet. Boformslederne gav udtryk for, at afslagene på

indskudslån ofte er udtryk for, at der ikke er sammenhæng i kommunernes

indsats overfor borgeren. Boformslederne oplever samtidig, at afslaget om et

boligindskudslån betyder, at borgeren ikke kan få et tilstrækkeligt alternativt

tilbud, og at borgeren derfor ikke kan udskrives fra boformen. Nogle af de

kommunale repræsentanter gav i stedet udtryk for, at afslag på boligindskudslån

ofte skyldes, at der tidligere var bevilliget et vist antal indskudslån til

vedkommende.

Herudover viste interviewene, at boformslederne oplever, at der blandt borgere

med ophold på forsorgshjem og kvindekrisecentre kan være borgere, der har så

omfattende problemstillinger herunder psykiske og misbrugsrelaterede, at de

har brug for et andet og i nogle tilfælde mere specialiseret tilbud. Flere

boformsledere fortalte i forlængelse heraf om borgere, som kort efter deres

indskrivning viser sig at have så omfattende problemstillinger, at de reelt ikke

tilhører boformens målgruppe. Flere boformsledere gav udtryk for, at de oplever,

at det ikke altid er muligt at finde et andet tilstrækkeligt tilbud til borgerne, og at

de derfor ikke udskriver borgerne fra boformen.

Flere boformledere angav samtidig, at alle pladser på boformen ofte er belagt, og

at gruppen af borgere, der reelt ikke er i målgruppen for boformerne, derfor

optager pladser fra andre borgere, der i højere grad ville profitere af et ophold

på et forsorgshjem.

Samlet set gav interviewene indtryk af, at nogle borgere har længere ophold på

boformerne, end deres behov tilsiger. Det skyldes blandt andet, at det er

vanskeligt for borgerne at finde en bolig eller, at borgerne ikke har råd til at

betale huslejen for de boliger, der er til rådighed. Samtidig viste interviewene, at

nogle af de borgere, der opholder sig på boformerne, reelt ikke falder indenfor

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

målgruppen, men at boformslederne oplever, at de ikke kan udskrive borgerne,

fordi de vurderer, at der ikke er andre egnede tilbud til rådighed.

5.3.3 Praksis i forbindelse med udslusning og efter endt

ophold

Kommunerne er forpligtet til at tilbyde alle kvinder med børn, der opholder sig

på kvindekrisecentre, støtte og vejledning i form af familierådgivning i

forbindelse med udslusning. Der er ikke derudover fastsat specifikke krav til

kommunerne om at tilbyde hjælp efter endt ophold på et

kvindekrisecenterområdet, dog er kommunerne generelt forpligtiget til at tilbyde

den hjælp og støtte, som den enkelte borger vurderes at have behov for. Det

indgår derimod i forsorgshjemmenes opgaveløsning, at kunne tilbyde

efterfølgende hjælp, når en borger har haft et ophold på et forsorgshjem.

Boformslederne af kvindekrisecentrene gav udtryk for, at det ofte kan være en

udfordring at få etableret et samarbejde om familierådgiverordningen fx i

forhold til at finde den rette afdeling eller person i borgerens handlekommune.

Boformslederne gav også udtryk for en oplevelse af manglende koordinering

internt i kommunerne om ordningen. Derudover opleves det som en udfordring,

at etablere samarbejde med familierådgivningen i de tilfælde, hvor der ikke er en

afklaring af kvindens kommende opholdskommune før sent i forløbet.

Enkelte ledere af kvindekrisecentre gav desuden udtryk for, at de oplever, at

nogle af de kvinder, som udskrives, har brug for fortsat støtte fx i form af

samtale og netværk. Enkelte kvindekrisecenterledere tilkendegav desuden, at de

oplever, at en række kvinder henvender sig til kvindekrisecentrene efter

udskrivning for at få vejledning og råd. Enkelte ledere fortalte, at de som følge

heraf har oprettet frivillige netværkstilbud til kvinderne eller samarbejder med

frivillige organisationer, der har relevante tilbud til kvinderne.

Interviewene med lederne af forsorgshjemmene viste, at der er forskel på,

hvorvidt og hvordan de enkelte forsorgshjem tilbyder efterfølgende hjælp såsom

fx vejledning om blandt andet økonomiske forhold, kontakt til kommunen eller

anden hjælp i forbindelse med udflytning til egen bolig. Nogle af de

interviewede boformsledere tilkendegav, at de oplever, at forskellene skyldes en

række forskellige faktorer herunder fx karakteren af samarbejdet mellem

kommune og boform, det enkelte forsorgshjems ressourcer samt hvilken anden

hjælp, kommunen i øvrigt tilbyder borgeren i forbindelse med udskrivning.

Samlet set gav interviewene indtryk af, at der er forskel mellem både

kvindekrisecentre og forsorgshjem i forhold til, hvor meget støtte og hjælp de

vælger at tilbyde borgene i forbindelse med udslusningen fra boformen.

Boformens tilbud i forbindelse med udslusningen afhænger blandt andet af

samarbejdet med borgerens handlekommune, boformens egen ressourcer samt

hvilken anden hjælp, som kommunen i øvrigt tilbyder borgeren.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

BILAG

Bilag 1

Tabel 1.1 Fordelingen af kvindekrisecentre på beliggenhedskommuner for 2013

Antal botilbud

Kommune

Bornholm

Esbjerg

Fredericia

Frederiksberg

Frederikshavn

Frederikssund

Gentofte

Guldborgsund

Haderslev

Halsnæs

Helsingør

Herning

Hillerød

Hjørring

Holstebro

Horsens

Hvidovre

Kalundborg

Kolding

København

Køge

Lolland

Lyngby-Taarbæk

Mariagerfjord

Næstved

Odense

Randers

Ringsted

Roskilde

Silkeborg

Sønderborg

Vejle

Viborg

Aabenraa

Aalborg

Aarhus

I alt

Antal pladser

236

498

Kilde: Socialstyrelsens ”Årsstatistik 2013 kvinder og børn på krisecenter”.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Bilag 2

Tabel 2.1 Fordeling af forsorgshjem på beliggenhedskommuner for 2013

Kommune

Billund

Esbjerg

Frederiksberg

Fredericia

Gentofte

Gladsaxe

Glostrup

Guldborgsund

Haderslev

Helsingør

Herning

Hillerød

Holbæk

Holstebro

Horsens

Høje-Tåstrup

Kolding

København

Lejre

Lemvig

Lolland

Mariagerfjord

Næstved

Odense

Randers

Silkeborg

Slagelse

Svendborg

Sønderborg

Thisted

Tønder

Varde

Viborg

Aalborg

Aarhus

I alt

Antal botilbud

Antal pladser

102

152

628

174

2180

Kilde. Ankestyrelsens Årsstatistik for brugere af botilbud efter servicelovens § 110 for 2013.

KVINDEKRISECENTER- OG FORSORGSHJEMSOMRÅDET

Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold

Holmens Kanal 22

1060 København K

Tlf. 33 92 93 00

[email protected]