Socialudvalget 2014-15 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 225
Offentligt
1531063_0001.png
København 9. marts 2015
ABAFORENINGENS FORSLAG I FORBINDELSE MED REVISION AF
SERVICELOVENS § 32, STK 6-9
Med lov nr. 154 vedtaget 12. juni 2008 blev det muligt for forældre – som alternativ til hjælp og
særlig støtte i bl.a. særlige dagtilbud – at modtage støtte til træning af barnet helt eller delvist i
hjemmet efter dokumenterbare metoder. Baggrunden for lovforslaget var et ønske om at give
forældre til børn med betydelig og varig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne mulighed for
være mere aktivt involveret i indsatsen omkring børnene. SFIs rapport ”Hjemmetræning –
evaluering af regelsættet om hjælp og støtte efter Servicelovens § 32 stk 6-9” (2014) dokumenterer,
at loven for mange familier har virket efter hensigten. Hjemmetræning sikrer en meget tæt
inddragelse af forældre i indsatsen omkring børnene, hvilket dels styrker børnenes udvikling, dels
giver familierne en bedre trivsel. Forældrene opnår gennem træningen viden og værktøjer, som
hjælper børnene i forhold til alle aspekter af dagligdagen.
For den gruppe forældre, ABAforeningen repræsenterer, har ordningen haft en enorm, positiv
betydning. Hjemmetræningsordningen er i langt de fleste kommuner den eneste indgang til tidlig og
intensiv pædagogisk indsats for børn med autisme. Den største enkeltgruppe, der benytter
hjemmetræningsordningen (39 %), er da også forældre til børn med autisme, som træner efter ABA-
metoden. Dette på trods af, at den forsøgsordning, som var forløberen for loven, oprindelig kom i
stand på baggrund af ønske fra familier med børn med hjerneskade, der ønskede at træne efter
overvejende fysiske metoder.
Et andet forhold, som måske ikke var forudset da lovgivningen blev vedtaget, er at et flertal af børn
i hjemmetræning - 65% - kombinerer hjemmetræningen med dagtilbud eller skole. For børn, der
hjemmetrænes efter ABA-metoden er tallet ifølge en spørgeskemaundersøgelse blandt vore
medlemmer betydeligt højere, nemlig 94 %. Af disse er omkring 60% inkluderet i normalt miljø
(børnehave eller skole), hvilket er en høj andel, i betragtning af at der er tale om børn i målgruppen
for Servicelovens § 32. Der er således også et inklusionsperspektiv i hjemmetræningsordningen.
SFI-rapporten dokumenterer selvsagt også en række problemer med forvaltningen af ordningen. Det
samme gør de erfaringer, ABAforeningen har indsamlet gennem sin medlemsrådgivning siden
2008. Følgende forslag til ændringer og præciseringer er formuleret på denne baggrund.
FORSLAG OM PRÆCISERING AF MÅLGRUPPEN, OG SIKRING AF RETTIGHEDER
FOR BØRN I MÅLGRUPPEN
1. Sikring af muligheden for tidlig indsats
De internationale guidelines og retningslinjer, som citeres af Socialstyrelsen i “Mennesker med
autisme - sociale indsatser der virker” (2014), side 11, fastslår, at en indsats bør sættes i gang, så
snart man ved, at der er et behov. Det nævnes videre, at autisme kan diagnosticeres sikkert fra 2-
årsalderen, men at indsatsen meget vel kan igangsættes, inden der er en diagnose.
Desværre er det vores erfaring, at de fleste børn med autisme først diagnosticeres, når de er
Side 1
 SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 225: Henvendelse af 19/5-15 fra ABAforeningen om servicelovens bestemmelser om hjemmetræning af børn med alvorlige handicaps
1531063_0002.png
omkring 3 - 4 år, også selvom der som regel foreligger mistanke år tidligere. Henset til de fleste
kommuners praksis om først at bevilge hjemmetræning når der foreligger en diagnose, fører
dette til en beklagelig og unødvendig forsinkelse af den nødvendige indsats.
Det bør derfor præciseres, at hjemmetræning kan bevilges så snart der foreligger mistanke om,
at barnet har autisme og falder under målgruppen for hjemmetræning – og ikke først når der
foreligger en egentlig psykiatrisk diagnose. I og for sig følger dette af det generelle princip om,
at afgørelser altid skal ske på baggrund af en konkret og individuel vurdering, men der er behov
for at indskærpe det i loven.
2. Præcisering af målgruppen for hjemmetræning
Der er to forskellige målgruppedefinitioner i servicelovens § 32: en bred i stk. 1 (børn, der på
grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller
særlig støtte) og en smallere i stk. 3 (børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes
gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud eller fritidshjem efter dagtilbudsloven).
Bekendtgørelsen om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte (BEK nr 1130 af 27/09/2010)
reserverer hjemmetræning til børn i den snævre målgruppe – svarende til lovens § 32 stk. 3.
Dette er en uheldig indsnævring eftersom kommunerne – i forlængelse af
inklusionsdagsordenen - i stigende omfang undlader at visitere efter stk. 3. Det bør være sådan,
at alle børn i målgruppen for § 32, stk. 1 har ret til hjemmetræning - uanset om de også opfylder
betingelserne i stk. 3. Det vil endvidere være i overensstemmelse med Ankestyrelsens
principafgørelse 115-12, som slår fast at børn i målgruppen har ret til hjemmetræning uanset
hvilket dagtilbud, de er visiteret til.
3. Afgrænsning mellem hjælp og støtte efter serviceloven og dagtilbudsloven, og sikring af
den nødvendige hjælp til børn i målgruppen
Selv når børn utvivlsomt tilhører målgruppen for § 32, stk. 1, undlader mange kommuner at
træffe afgørelse efter § 32, og visiterer i stedet efter dagtilbudsloven. Tilsvarende gives støtte til
børn i målgruppen for § 32 i serviceloven meget sjældent efter stk. 1, men i stedet efter § 4 i
dagtilbudsloven. Det har som konsekvens:
a. At forældrene ikke har klageret (der er ingen klageret efter dagtilbudsloven)
b. At støtten ikke gives til det enkelte barn, men til daginstitutionen
c. At støtten ikke nødvendigvis kommer barnet med særlige behov til gode, men i stedet
anvendes til at fylde huller i daginstitutionens bemanding.
Det bør præciseres, at hvis barnet tilhører målgruppen for § 32, så kan visitation udmærket ske
efter dagtilbudsloven, men støtten skal ydes efter § 32, stk. 1 og ikke efter dagtilbudsloven.
Denne skelnen fremgår af Indenrigs- og Socialministeriets mail til Aarhus Kommune af 12.
Side 2
 SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 225: Henvendelse af 19/5-15 fra ABAforeningen om servicelovens bestemmelser om hjemmetræning af børn med alvorlige handicaps
1531063_0003.png
marts 2010 (j.nr. 2008-234 – Børneenheden) men er ikke kendt i kommunerne og bliver ikke
efterlevet.
FORSLAG OM NØDVENDIGE TRÆNINGSREDSKABER, KURSER, HJÆLPERE M.V.
– HERUNDER SUPERVISION
4. Præcisering af, at ”nødvendige træningsredskaber, kurser, hjælpere m.v.” både relaterer
sig til den valgte metode og til det enkelte barn
I bekendtgørelsen om hjælp til børn og unge, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne har behov for hjælp eller særlig støtte (BEK nr 1130 af 27/09/2010)
§4 hedder det, at ”kommunalbestyrelsen skal sørge for de nødvendige træningsredskaber,
kurser, hjælpere mv.” Det bør præciseres, at ”nødvendige” her både relaterer sig til den valgte
metode og til det enkelte barn. Kommunerne er i deres sagsbehandling ikke vant til at
medtænke, at bestemte træningsmetoder nødvendiggør bestemte ressourcer – de tænker kun ud
fra det enkelte barn. For at man kan gennemføre en manualiseret træningsmetode og gøre dette
metodefast – dvs. med overholdelse af manualens anvisninger – er det nødvendigt, at der er
bestemte ressourcer til rådighed. Det kan gælde hjælpere, træningsmaterialer eller supervision af
et vist omfang. Jf. lovgivers tydelige intentioner om, at der i forbindelse med hjemmetræning
skal bevilges de ressourcer, der er nødvendige for at metoden kan gennemføres i
overensstemmelse med metodens krav (svar på udvalgsspørgsmål 91 ved Socialudvalgets
behandling af L154 i 2008).
5. Krav til sagsbehandling i forbindelse med bevilling af nødvendige ressourcer
Det bør endvidere præciseres i bekendtgørelsen, at når kommunen vurderer hvilke ressourcer
(træningsredskaber, kurser, hjælpere mv.) der er nødvendige for at hjemmetræning kan
gennemføres efter en bestemt metode, så skal det ske med afsæt i den beskrivelse af træningen,
som foreligger, eksempelvis fra en metodeudbyder. Dette fremgår af ministerens svar til
Socialudvalget (2013-14 SOU Alm. del endeligt svar på spørgsmål 478). Vi så desuden gerne,
at hvor forældre vælger en manualiseret træningsmetode, bør der være pligt til at kommunen
inddrager og tager hensyn til manualen.
Tilsvarende bør det være en pligt for Ankestyrelsen, at den indhenter viden om den valgte
metode inden den træffer afgørelser om bevilling af nødvendige udgifter til træningen.
6. Større klarhed om forældres varetagelse af træningen og brug af hjælpere
Udgangspunktet for hjemmetræningsreglerne var og er ønsket om, at give forældre større
mulighed for at tage et aktivt ansvar for den hjælp og støtte, deres børn har brug for. Derfor er
forældrenes direkte involvering i træningen da også et klart formuleret krav (bekendtgørelsens §
2, stk.2, lovens § 32, stk. 6), som det selvsagt er vigtig at fastholde efter en lovrevision. Det er
imidlertid ikke klart efter hjemmetræningsreglerne, præcis hvilken rolle, forældrene forudsættes
at indtage, og i hvilket omfang hjælpere kan medvirke i træningen i hjemmet.
Kommunernes praksis har af samme grund vist sig meget uensartet. Nogle kommuner bevilliger
løn til hjælpere til at varetage dele af den direkte træning af barnet, mens forældrene bruger tid
på andre opgaver forbundet med træningen såsom planlægning og forberedelse, dokumentation,
Side 3
 SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 225: Henvendelse af 19/5-15 fra ABAforeningen om servicelovens bestemmelser om hjemmetræning af børn med alvorlige handicaps
1531063_0004.png
udarbejdelse af træningsmaterialer mv. Andre kommuner tolker loven sådan, at forældrene skal
varetage 100% af træningen, og hjælpere kun kan bevilliges i situationer, hvor der er behov for
to voksne til stede samtidig.
Der kan anlægges flere forskellige hensyn i forbindelse med inddragelsen af hjælpere. Et hensyn
er det allerede nævnte – at hjælpere kan være nødvendige i henhold til den valgte metode. Det er
netop tilfældet hvad angår ABA – hvis man tager udgangspunkt i de tilgængelige manualer. Den
vigtigste grund hertil er, at ABA-metoden indebærer et systematisk arbejde med at generalisere
indlærte færdigheder – dvs. at de færdigheder, som barnet først har lært sammen med én voksen
(en forælder), efterfølgende må trænes og læres sammen med andre personer (den anden
forælder og hjælpere). Dette skyldes, at børn med autisme ofte har betydelige vanskeligheder
ved at anvende indlærte færdigheder i nye sammenhænge og sammen med andre end de
primære trænere – hvilket i forbindelse med hjemmetræning vil sige forældrene. ABA-metoden
arbejder derfor systematisk med generalisering ved at hjælpere udfører opgaverne sammen med
barnet uden at forældrene er til stede. Endemålet er naturligvis, at barnet mestrer alle
færdigheder også uden for hjemmet, for eksempel i daginstitution eller skole. Hjælpere udgør et
trinbræt på vejen hertil.
Se notat af professor Linda Lundgaard Andersen om brugen af hjælpere til generalisering af
færdigheder – vedlagt som bilag.
Et andet hensyn, der bør tages i betragtning er det allerede nævnte, at hjemmetræning ofte
indebærer mange andre opgaver end blot den direkte interaktion med barnet. ABA-metoden
indebærer pædagogisk arbejde med at udarbejde træningsplaner og træningsmaterialer, og med
at registrere og analysere data om barnets udvikling. Der kan også ofte være en del læsestof at
sætte sig ind i. Alt dette er mindst lige så essentielt som selve den aktive træning af barnet.
Endelig kan der være andre hensyn, der har at gøre med at mindske arbejdsbelastningen (især
når barnet er svært handicappet), at tilgodese søskendes behov, at sikre familiens trivsel, at
dække behov for afløsning ved sygdom, og at bevare begge forældres mulighed for en vis
arbejdsmarkedstilknytning. Dette sidste har også et mere langsigtet, socialt og økonomisk
perspektiv.
Ud fra hensyn som disse bør det med lovrevisionen bør præciseres, at forældrene har det
primære ansvar for hjemmetræningen og forudsættes at varetage en del af denne, men at dele af
træningen kan uddelegeres til hjælpere.
7. Supervision til alle, der arbejder med barnet
Et andet konkret eksempel på en nødvendig udgift i forbindelse med hjemmetræning efter
ABA-metoden, er supervision. ABA-træning foregår altid under systematisk supervision fra en
fagperson med speciale i autismespecifik pædagogik (typisk en psykolog med efteruddannelse i
anvendt adfærdsanalyse). I et ABA-hjemmetræningsprogram er det supervisoren, som har det
faglige ansvar for kvalitetssikringen og den løbende udvikling af indsatsen. Normalt foregår
supervisionen ved møder af 2-3 timers varighed hver anden uge, hvor alle der har berøring med
Side 4
 SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 225: Henvendelse af 19/5-15 fra ABAforeningen om servicelovens bestemmelser om hjemmetræning af børn med alvorlige handicaps
1531063_0005.png
barnets træning deltager. ABA-supervisoren finansieres som en nødvendig udgift i forbindelse
med hjemmetræningsbevillingen.
Også dette giver problemer i forhold til kommunernes tolkning af loven. Nogle kommuner – og
også Ankestyrelsen i administrative afgørelser (der er endnu ingen principafgørelser på dette
område) – fortolker bestemmelserne således, at det kun er forældrene der kan modtage
supervision, og at forældrene efterfølgende skal videregive supervisionen til eventuelle
hjælpere. Dette sker ud fra en opfattelse af, at supervision er at ligne med efteruddannelse, og at
der ikke kan ydes efteruddannelse til hjælpere.
Men det giver ikke mening, hvis man tager udgangspunkt i den måde supervision praktiseres
ifm. med ABA-metoden. ABAsupervision er grundlæggende en live-træningssession, hvor hver
enkelt træner (forældre og hjælpere) demonstrerer øvelser sammen med barnet, og modtager
feedback fra supervisoren. Samtidig observerer alle hinanden, og der sparres og koordineres.
Supervisionen fokuserer som regel på relationen mellem barnet og de voksne, og der arbejdes
med meget specialiserede justeringer i barn-voksne-dyaden, som kræver adfærdsanalytisk
specialviden, og som ikke uden videre kan videregives på anden hånd. Der er ikke tale om
simple eller standardiserede øvelser, som kan læres og udføres uden kvalificeret supervision.
BEDRE MULIGHEDER FOR SAMMENHÆNG MELLEM HJEMMETRÆNING OG
OFFENTLIGT TILBUD
Efter lov om social service § 32, stk. 2 og 6, kan hjemmetræningen enten have karakter af hel
eller delvis hjemmetræning, hvilket gør det muligt, at barnet ved siden af hjemmetræningen går
i daginstitution eller skole.
Af SFIs rapport ”Hjemmetræning – evaluering af regelsættet om hjælp og støtte efter
Servicelovens § 32 stk 6-9” fremgår det, at 65 % de børn, som hjemmetrænes, kombinerer
hjemmetræningen med dagtilbud eller skole (side 29). Ifølge vores egen undersøgelse blandt
ABA-foreningens medlemmer, gælder det samme hele 94 % af de børn, der hjemmetrænes efter
ABA-metoden. Det høje tal skyldes, at inklusion i normalt miljø er et grundlæggende element
og et centralt mål i ABA-metoden.
Reglerne om hjemmetræning præciserer imidlertid ikke nærmere, hvordan
deltidshjemmetræning skal kombineres med daginstitutions- eller skoletilbud, eller hvordan de
to tilbud kan spille sammen. Denne uklarhed har skabt en meget uensartet kommunal praksis og
på en række områder gjort det vanskeligt at sikre sammenhæng mellem hjemmetræning og
inklusionen i dagsinstitutionen og skole.
Vi vil med henblik på at forbedre dette, foreslå følgende præciseringer:
8. Præcisering af, at hjemmetræning kan kombineres med både almindeligt og
specialpædagogisk skole- eller dagtilbud.
I dag har kommunerne meget forskellig praksis for, hvorvidt eller hvordan ABA-
hjemmetræning kan kombineres med enten almindelige eller specialtilbud i daginstitutioner
eller skole. Det bør præciseres, at et barn, der modtager deltidshjemmetræning, har ret til en
Side 5
 SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 225: Henvendelse af 19/5-15 fra ABAforeningen om servicelovens bestemmelser om hjemmetræning af børn med alvorlige handicaps
1531063_0006.png
plads enten i en almindelig institution eller i et specialtilbud – afhængig af barnets behov – i den
tid, hvor barnet ikke hjemmetrænes.
9. Mulighed for delt undervisningspligt
Det er almindelig kendt at børn med autisme og andre mentale handicap ofte har vanskeligt ved
at håndtere lange skoledage. De har en lav stresstærskel, og bliver ofte udkørte inden
skoledagen er omme. En del af de børn, som hjemmetrænes i kombination med et skoletilbud,
løser dette problem ved at barnet kommer tidligere hjem, og modtager træning under mere
rolige og overskuelige former, end skolemiljøet kan tilbyde.
For nogle af disse børn præsenterer den seneste folkeskolereform et problem, idet den har gjort
skoledagene længere. Som reglerne er i dag, kan skoledelsen give lov til kortere skoledage hvis
der foreligger en lægeerklæring (jf. Undervisningsministerens svar til Undervisningsudvalget -
L 51 spørgsmål 17 - Spm. om nedsat timetallet, hvis elevens helbred ikke tillader gennemførelse
af fuld undervisning), men det forudsætter jo en velvilje og forståelse fra skoleledelsens side,
som ikke nødvendigvis er til stede. Det bør præciseres at undervisningspligten, om nødvendigt,
kan deles mellem hjem og skole.
10. Mulighed for at metodeudbyder kan vejlede i daginstitution eller skole
Som allerede forklaret, foregår ABA-træning altid under systematisk supervision fra en
fagperson med speciale i autismespecifik pædagogik. ABA-supervisoren finansieres som en
nødvendig udgift i forbindelse med hjemmetræningsbevillingen. Supervisionen har fokus på alle
aspekter af barnets udvikling, og stræber efter at sikre sammenhæng mellem alle aspekter af
indsatsen omkring barnet
I den nuværende ordning har supervisoren alene adgang til at assistere i forhold til den træning,
der foregår i hjemmet. Selvom det ofte ville give god mening, har personalet i barnets
daginstitution eller skole ikke adgang til at deltage i supervisionsmøderne. Følgelig kan de
heller ikke drage nytte af den store faglige viden og det tætte kendskab til barnet, som er hos
supervisoren, og mulighederne for at koordinere indsatsen i hjemmetræningen og daginstitution
eller skole forringes.
Det ville være en stor fordel, både for børn, institution og skoler, hvis lovgiver fjernede
barriererne imod, at der kan koordineres og videndeles mellem hjem og institution, så personalet
har mulighed for at drage nytte af supervisorens ekspertise i det omfang, det giver mening.
Dette ville flugte med de internationale retningslinjer og guidelines (Socialstyrelsen, 2014, op.
cit), der understreger, at fagfolk bør have viden om autisme og adgang til supervision.
11. Mulighed for at hjælpere kan bistå i daginstitution eller skole
En yderligere mulighed for at øge synergien mellem hjemmetræning og dagtilbud eller skole
ville være, hvis hjælpere, der deltager i hjemmetræningen, ved siden af indsatsen i hjemmet
kunne virke som støttepersonale i daginstitution og skole. Herved kunne de kompetencer, barnet
opnår igennem hjemmetræning, generaliseres langt mere målrettet i normalmiljøet – og
omvendt, hjemmetræningen kunne målrettes mere præcist til de udfordringer, barnet har i
Side 6
 SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 225: Henvendelse af 19/5-15 fra ABAforeningen om servicelovens bestemmelser om hjemmetræning af børn med alvorlige handicaps
1531063_0007.png
normalmiljøet. I nogle tilfælde kunne det give mening som et længerevarende arrangement, i
andre ville en overgangsperiode være tilstrækkelig.
Dette praktiseres faktisk med succes i flere kommuner, på den måde at institutionen eller skolen
simpelthen vælger at ansætte de hjælpere, familien allerede har tilknyttet, som støttepersoner
(eller omvendt – at familien ansætter personale fra institution eller skole som hjælpere). I de
fleste kommuner er det dog ikke muligt, da børn med særlige behov henvises til særlige
støttelærere eller inklusionspædagoger, der ikke har kendskab til barnets hjemmetræning, og
oftest heller ikke til den metode, barnet trænes efter.
Der er formentlig flere måder hvorpå disse muligheder kunne sikres rent lovgivningsmæssigt.
En mulighed var en undtagelsesbestemmelse fra princippet om sektoransvar, således at bevilling
til hjemmetræning også kan anvendes i et offentligt dagtilbud.
GENERELLE ÆNDRINGSFORSLAG
12. Afgrænsning af „Imødekommelse af barnets eller den unges behov” ifht. ”Udvikling og
trivsel”
Et selvfølgeligt og grundlæggende princip ved bevilling af hjemmetræning, er at
hjemmetræningen skal imødekomme barnets eller den unges behov (Lovens § 32 stk. 6). Et
andet grundlæggende princip er, at kommunen skal føre tilsyn med barnets eller den unges
udvikling og trivsel (Bekendtgørelsens § 5).
Ankestyrelsen har i principafgørelse 70-14 anlagt en tolkning af, hvordan ’barnets behov’ skal
forstås i forbindelse med hjemmetræning. Fortolkningen indeholder et krav om, at barnets
udvikling i hjemmetræning skal stå mål med den forventede udvikling, barnet kunne have
opnået, hvis barnet havde gået i et traditionelt specialtilbud.
I og for sig forekommer det yderst fornuftigt at stille krav om at hjemmetræning som minimum
skal have samme effekt som effekterne af et traditionelt specialtilbud. Men denne nye
fortolkning – som er helt uden basis i lovens forarbejder – åbner for en helt vilkårlig og umulig
vurdering af kontrafaktuelle effekter.
Alle børn med betydelige og varige funktionsnedsættelser er unikke og følger ikke bestemte
udviklingsbaner, der kan forudsiges eller planlægges. Det er derfor ikke muligt for nogen –
heller ikke de mest kyndige fagfolk – at udtale sig om hvilken udvikling, et sådant barn ville
have gennemgået hvis det havde gået i et traditionelt dagtilbud.
Vi mener derfor, at der er behov for at præcisere, at det kommunale tilsyn skal forholde sig til
det, bekendtgørelsen foreskriver, nemlig barnets eller den unges faktiske udvikling og trivsel,
frem for at basere sig på formodninger. Ankestyrelsens fortolkning åbner op for, at kommuner,
som af den ene eller den anden grund ikke ønsker hjemmetræning, arbitrært kan nægte
genbevilling med henvisning til, at hjemmetræningen ikke står mål med den forventede
udvikling i et traditionelt, offentligt tilbud.
Side 7
 SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 225: Henvendelse af 19/5-15 fra ABAforeningen om servicelovens bestemmelser om hjemmetræning af børn med alvorlige handicaps
1531063_0008.png
13. Præcisering af, at træning i hjemmet ikke alene omfatter fysisk træning men også
kognitiv, social og kommunikativ træning – altså pædagogisk træning
Det er generelt meget tydeligt, både i lovgivningen og i lovens forarbejder, at begrebet ”træning
i hjemmet” implicit opfattes som fysisk træning. De fleste kommunale sagsbehandlere opfatter
træning som fysisk træning, og har en manglende forståelse for de ikke-fysiske metoder. Særlig
tydeligt blev dette i forbindelse med lovrevisionen i 2012, hvor der blev fremsat forslag om, at
træning i hjemmet skulle forankres hos autoriserede sundhedspersoner.
Ser man imidlertid på SFIs rapport om Hjemmetræning, så fremgår det at den mest anvendte
metode til hjemmetræning er ABA-metoden, som bruges af 39 % (side 23). ABA-metoden
indeholder ingen fysiske eller sundhedsfaglige elementer overhovedet. Det samme gælder flere
andre af de metoder, der i dag anvendes til hjemmetræning. Derfor vil vi foreslå at det
præciseres, at træning i hjemmet både kan omfatte fysiske øvelser og træning af kognition,
opmærksomhed, sprog, sociale færdigheder m.v. – svarende til hele bredden af målgruppen for
Servicelovens § 32.
14. Lovpligtig information om hjemmetræningsordningen
Det fremgår af SFIs rapport, at over 73 % af kommunerne overhovedet ikke informerer om
muligheden for hjemmetræning, og af de resterende kommuner er det kun 11 %, der formidler
information til alle forældre med børn i målgruppen for § 32 (side 12 og 27). Dette er naturligvis
helt uacceptabelt. Der er behov for at præcisere, at sådan information er et krav på lige fod med
den oplysningspligt, der fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 2
FORSLAG TIL FORENKLING AF KOMMUNERNES SAGSBEHANDLING
Den klareste konklusion i SFIs rapport er, at især de små kommuner finder det vanskeligt at forvalte
ordningen. På denne baggrund har vi følgende forslag:
15. Central godkendelsesordning for træningsmetoder (i Socialstyrelsen)
De enkelte kommuner mangler ofte ressourcer til at vurdere de enkelte træningsmetoder, og om
metoden opfylder kravet om dokumenterbarhed. Dette kunne løses ved at udarbejde en central
godkendelsesordning for metoder, der er forhåndsgodkendt til bestemte former for
funktionsnedsættelse – fx ABA til børn med autisme og til børn med mental retardering. En
sådan godkendelsesordning ville høre naturligt hjemme i Socialstyrelsen, og ville indebære, at
kommunerne alene skulle vurdere om metoden imødekommer det enkelte barns behov. Det bør
stadig være muligt at få lokal godkendelse af metoder, der ikke er centralt godkendt, og/eller til
træning som kombinerer flere forskellige metoder.
Dette forslag vil også lette opfølgning og tilsyn. Hvis metoderne er forhåndsgodkendte, vil det
være lettere at vælge standardiserede tests og redskaber til evaluering af træningen og
træningens effekter. Retningslinjer for sådanne evalueringsredskaber kunne også være en del af
ordningen (se også forslag 17).
Side 8
 SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 225: Henvendelse af 19/5-15 fra ABAforeningen om servicelovens bestemmelser om hjemmetræning af børn med alvorlige handicaps
1531063_0009.png
16. Central godkendelsesordning af faglige ankerpersoner og metodeudbydere
Da loven skulle revideres i 2012, indeholdt lovudkastet et nyt krav om, at træning efter
servicelovens § 32 skulle forankres hos en autoriseret sundhedsperson. Formålet var at sikre, at
der ikke kunne anvendes træningsmetoder eller træningselementer, der potentielt kan være
sundhedsskadelige for børnene.
Som ABAforeningen dengang argumenterede for i sit høringssvar, ville et sådant krav reelt
umuliggøre træning efter rent pædagogiske metoder såsom ABA-metoden, idet denne form for
træning ligger helt uden for autoriserede sundhedspersoners kompetenceområde. Hvis der forsat
er et politisk ønske om en sådan ordning, må den derfor konstrueres på en anden måde.
En mulighed var at indføre en godkendelsesprocedure for metodeudbydere, og formulere et krav
om forankring hos en således godkendt metodeudbyder eller faglig ankerperson. Vi kan i
ABAforeningen se mange fordele ved selve princippet om, at hjemmetræningen ”forankres” hos
en fagperson. Som reglerne er i dag, kan det faglige ansvar for træningen forekomme uklart
placeret, hvilket bidrager til den usikkerhed over for opgaven med tilsyn og opfølgning, som
ifølge SFI-rapporten er udbredt i kommunerne.
En ordning, hvor både træningsansvar og dokumentationspligt er klart placeret hos en relevant,
godkendt fagperson – i vores tilfælde en ABA-supervisor – som refererer direkte til kommunen,
vil på mange måder give renere linjer, i og med at det vil styrke kommunens muligheder for
løbende at kvalitetssikre indsatsen, og løfte en betydelig og dilemmafyldt arbejdsbyrde fra
forældrenes skuldre.
En mere vidtgående mulighed ville være at udvide kravet om forankring hos en autoriseret
sundhedsperson til et krav om forankring hos en autoriseret sundhedsperson eller en autoriseret
psykolog. På samme måde som forankring hos en autoriseret sundhedsperson betyder, at
autorisationslovens bestemmelser automatisk træder i kraft, vil forankring hos en autoriseret
psykolog indebære, at psykologlovens bestemmelser automatisk træder i kraft.
Autorisationslovens og psykologlovens bestemmelser er i vidt omfang sammenfaldende,
herunder kravene om journalføring og muligheden for autorisationens inddragelse. Vi kan ikke
vurdere hvilke konsekvenser en sådan model vil have for træning efter andre metoder end ABA,
men for træning efter ABA-metoden vil det betyde, at de supervisorer, som allerede er
autoriserede psykologer, vil kunne fortsætte som hidtil, mens de supervisorer, som ikke er
psykologer og/eller ikke kan opnå autorisation, i stedet vil skulle organisere sig, så de arbejder
under vejledning og seniorsupervision af en autoriseret psykolog, som da løfter det overordnede,
faglige ansvar for træningen. Enkelte supervisionsudbydere er allerede i dag organiseret sådan,
og det er almindeligt i mange lande. Det ville efter vores vurdering bidrage positivt til sikring af
indsatsens kvalitet.
17. Værktøjer til sagsbehandling af ansøgninger, tilsyn og opfølgninger
Socialstyrelsen har allerede i dag udarbejdet værktøjer til sagsbehandling af andre ydelser til
børn med handicap. Et sagsbehandlingsværktøj er et script og en manual til, hvordan man
Side 9
 SOU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 225: Henvendelse af 19/5-15 fra ABAforeningen om servicelovens bestemmelser om hjemmetræning af børn med alvorlige handicaps
1531063_0010.png
systematisk går igennem de processer, der er nødvendige i en seriøs sagsbehandling.
Tilsvarende værktøjer kunne udvikles til brug i forbindelse med hjemmetræning, konkret
−
Værktøj til udredning af hjemmetræning (dette værktøj findes allerede indbygget i de
generelle værktøjer fra Socialstyrelsen)
−
Værktøj til tilsyn med hjemmetræning
−
Værktøj til opfølgning af hjemmetræning
Sådanne værktøjer vil gøre det betydelig lettere for kommunale tilsyn og opfølgninger og vil
også gøre det mere tydeligt for forældre, hvad der forventes ifm. kontrolbesøgene.
FORSLAG TIL BEKENDTGØRELSER
Endelig har vi to meget konkrete forslag:
18. Bekendtgørelsen om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand
Bestemmelserne i friskolelovens § 34, stk. 3 og 4 bør indskrives i bekendtgørelsen om
folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Disse vedrører ret til
specialpædagogisk bistand, og ret til hjemmeundervisning
19. Vejledning nr. 3. til Serviceloven
Tilsvarende bør der i børne- og ungevejledningen til serviceloven (nr. 3) henvises til § 4, stk. 2 i
Bekendtgørelse om folkeskolens specialpædagogiske bistand til børn, der endnu ikke har
påbegyndt skolegangen.
Side 10