Socialudvalget 2014-15 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 221
Offentligt
1528999_0001.png
Data og Analyse
Den 23. april 2015
Udvælgelse af plejecentre
Ankestyrelsen skal i forlængelse af beslutningsforslag om en national undersøgelse af
plejeboligenheder (B43) gennemføre en undersøgelse baseret på henholdsvis en
spørgeskemaundersøgelse blandt alle kommuner og en caseanalyse, bygget på 10-15
semistrukturerede interviews med udvalgte plejecentre.
Socialudvalget har ønsket en beskrivelse af, hvordan de pågældende plejecentre bliver
udvalgt.
Der er i dag en betydelig forskel på organiseringen af opgaverne på de enkelte plejecentre. Det
gælder både på tværs af kommuner og inden for den samme kommune. En stor del af
plejecentrene varetager således en række tværgående opgaver, såsom drift af
aflastningspladser for borgere, der midlertidigt ikke kan passes i eget hjem, genoptræning
eller dagcenter- eller daghjemstilbud.
Placeringen af sygeplejen er en af de andre store forskelle i organiseringen – hvor sygeplejen i
nogle kommuner er centraliseret og servicerer plejecentrene og i andre kommuner er
decentraliseret.
Endelig kan der i forhold til de mere serviceprægede opgaver som for eksempel madlavning,
vask af beboertøj og rengøring også være betydelige forskelle fra institution til institution i
forhold til de opgaver, som plejepersonalet konkret skal varetage.
Herudover vil der selvsagt være forskelle mellem plejecentrene, der afspejler forskelle i
beboertyngde etc.
Ankestyrelsen vil tilstræbe at udvælge plejecentre således, at caseanalysen vil give indblik i
forskellige måder for organiseringen af opgaverne på de forskellige plejecentre og give et
overordnet billede af de eksisterende fysiske rammer.
Ved udvælgelsen af de plejecentre, der skal indgå i case gennemgangen, vil Ankestyrelsen
tage højde for følgende faktorer:
1) En regional spredning af plejecentrene
2) Kommunens type: by-, land-, mellem- og yderkommuner
3) Kommunens samlede udgifter på ældreområdet
4) Andel af befolkningen på 65 år og derover i kommunen
5) Organiseringen – herunder om der fx er sygeplejersker, tilknyttet til plejecenter
6) Ejerforhold: I caseanalysen vil indgå både kommunale og selvejende/private
plejecentre, omfattet af den kommunale forsyningspligt jf. SEL § 4.
1 af 1