Socialudvalget 2014-15 (1. samling)
SOU Alm.del Bilag 212
Offentligt
Udbetaling Danmark – et nyt bureaukratisk monster!
Erling Frederiksen, talsmand i www.hovsaholbæk.dk
Kære medlemmer af Socialudvalget, Folketinget
Jeg opfordrer til, at I kigger nærmere på Udbetaling Danmarks (UDKs) arbejdsmetoder i forhold til
formodet socialt bedrageri.
Det tyder på, at UDK er ved at opbygge et meget stort og ressourcekrævende bureaukrati, som bør
stoppes før det udvikler sig endnu mere.
Man pålægger i mange tilfælde sagesløse borgere en helt unødig, voldsom og belastende
arbejdesbyrde.
Jeg har vedhæftet et eksempel på UDKs standard skrivelse til borgere, hvis sag af en eller anden
grund har fået en rød lampe til at lyse i det (arbejdsbesparende??) registersamkøringsprogram, som
regeringen har indkøbt.
Som I kan læse i det vedhæftede, så udbeder UDK sig oplysninger fra borgeren, som det vil tage i
omegnen af en uge at indsamle og indhente. Papirerne i sagen vil fylde et ringbind.
Samtidigt forventes det, at borgere kan formulere sig skriftligt i forhold til en række åbne spørgsmål
– som kan være vanskelige at besvare, som f.eks. : - ” En beskrivelse af dit og ex-konens forhold ?”
Prøv selv!
Samtidigt skal borgere svare på spørgsmål om praktisk arbejde i hustanden, indkøb m.m. - selvom
borgeren ikke bor i hustanden og ikke har et forhold til ex-partneren.
Det kan ikke udelukkes, at nogle af spørgsmålene kan være relevante i nogle sager, men det er
absurd at udsende disse standard spørgsmål til alle.
UDK er til for borgerne – ikke omvendt.
I den aktuelle sag er en datter på 19 år i marts måned flyttet til sin far. Hun har hidtil boet hos moren
og sine seks søskende i en tre værelses lejlighed. Altså i alt 8 personer.
Den unge kvinde kunne ikke få ro til at lave sine gymnasie-lektier og valgte derfor at flytte
(meddeles til folkeregisteret) til farens et-værelses-lejlighed, for at få arbejdsro.
(Faren er førtidspensionist (tortur i hjemlandet) og ikke meget hjemme i dagtimerne, hvor han går/
kører rundt).
Dette foranlediger UDK til at sende den vedhæftede skrivelse med de mange spørgsmål til faren.
Det er, efter min mening, helt ude af proportioner og en utidig indblanding i borgerens private
forhold.
Jeg opfordrer til, at udvalget gennemgår UDKs procedurer og praksis, så vi undgår, at borgerne
chikaneres og forebygger opbygningen af endnu en statslig uigennemskuelig, bureaukratisk, dyr og
borgerfjendsk institution.
Behandling af den her omtalte sag, vil koste mange mange dyre offentlige arbejdstimer.
Venlig hilsen
Erling Frederiksen, Gislinge den 7. maj 2015