Skatteudvalget 2014-15 (1. samling)
SAU Alm.del Bilag 56
Offentligt
1431299_0001.png
Indsendt via hjemmeside
Folketingets Skatteudvalg
Christiansborg
1240 København K
København, 5. december 2014
Vedrørende moms på dansksprogede magasiner
Kære Skatteudvalg
Undertegnede tre mellemstore forlagsvirksomheder, der udgiver dansksprogede trykte specialmagasiner,
skal tillade os at rette henvendelse til jer i en alvorlig sag.
Skatteudvalget modtog en redegørelse den 27. juni 2014 om momshåndtering af visse forsendelser
udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat under Skatteministeriet.
Redegørelsen fremstår med sine 20 sider og henvisning til et kommissorium som et meget objektivt og fagligt
bidrag til overvejelser om at indføre importmoms på de magasiner, som i dag bliver trykt i ikke-EU lande og
sendt momsfrit til Danmark. Redegørelsen giver ”grønt lys” for en model, hvor der indføres importmoms på
dansksprogede magasiner. Denne model overholder ifølge notatet alle internationale regler.
Redegørelsen er fulgt op med, at der er sendt et udkast til lovforslag i høring om indførelse af importmoms
på dansksprogede magasiner. Lovforslaget henviser direkte til redegørelsen.
Tilbage i 2011/2012 under regeringens seneste forsøg på at indføre importmoms på magasiner, blev der lagt
betydelige hindringer i vejen for vores forsøg på at opnå aktindsigt i sagen. Følgende blev således indføjet i
Skatteudvalgets betænkning af 23. februar 2012 til daværende L12:
”Derudover bemærker V, DF og KF, at de forespørgsler, der har været omkring aktindsigt i
korrespondancen mellem Skatteministeriet og Europa-Kommissionen, har haft en meget lang
sagsbehandlingstid, og at det kun er efter gentagne rykkere, at Skatteministeriet har udleveret
den efterspurgte korrespondance. Det er yderst uheldigt, at centrale interessenter på den
måde forhindres adgang til vigtige oplysninger”.
Den gang gjorde vi opmærksom på, at lovforslaget var i strid med internationale regler, hvilket
Skatteministeriet dog ikke hørte på – før den amerikanske præsident trådte ind i sagen, som Skatteudvalget
nok husker.
I lyset af at forslaget i 2011/2012 var i strid med internationale regler har vi igen denne gang forsøgt at opnå
aktindsigt i baggrundmaterialet for den redegørelse, som Skatteudvalget modtog den 27. juni 2014. Vi har
allerede i juli 2014 anmodet Skatteministeriet om aktindsigt i al baggrundsmateriale, korrespondance,
mødereferater mv., der har dannet grundlag for redegørelsen, herunder korrespondance m.v. med EU.
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Skatteministeriet har gentagne gange meddelt, at behandlingen af anmodningen af aktindsigt har måtte
udskydes. Først som følge af at Skatteministeriet var travlt optaget af andre sager, derefter som følge af ferie
og sidst som følge af det omfattende materiale i sagen.
Den 11. november 2014, efter 4 måneders ventetid, modtager vi en afgørelsen om aktindsigt, hvor
Skatteministeriet anfører,
”Anmodningen omfatter den politiske beslutningsproces, som har fundet sted i forbindelse
med udarbejdelsen af redegørelsen, som er oversendt til Skatteudvalget den 27. juni 2014.
Efter offentlighedslovens § 24, stk. 1, nr. 2 omfatter retten til aktindsigt ikke interne
dokumenter og oplysninger, som er udvekslet mellem ministerier på et tidspunkt, hvor der er
konkret grund til at antage, at en minister har eller vil få behov for embedsværkets bistand. I
sagen har der været korrespondance mellem Udenrigsministeriet, Transportministeriet,
Erhvervs- og vækstministeriet, Kulturministeriet og Skatteministeriet, som undtages efter
denne bestemmelse. Der er tale om korrespondance mellem ministerier, som er til brug for
den interne beslutningsproces i Skatteministeriet og til brug for betjening af ministeren. Efter
en konkret vurdering af indholdet har Skatteministeriet på den anførte baggrund fundet det
påkrævet at undtage dokumenterne i deres helhed fra aktindsigt.”
Vi får derfor af politiske årsager ikke indsigt i Skatteministeriets såkaldte faglige baggrundsmateriale. Dagen
efter, den 12. november 2014, offentliggør Skatteministeriet lovforslaget om importmoms på dansksprogede
magasiner.
Skatteministeriet har med andre ord ikke alene igen trukket besvarelsen af vor anmodning i langdrag, men
også givet et svar der ikke giver os nogen mulighed for, at vi får konkret afdækket grundlaget for
redegørelsen til Skatteudvalget.
Vi håber, at vores henvendelse, med Skatteudvalgets hjælp, kan føre til en mere fair, reel og grundig
behandling af det kommende, og må vi tilføje absurde, skadelige og i praksis uladsiggørlige, lovforslag om at
indføre importmoms på dansksprogede magasiner.
Det der sker lige nu er ganske enkelt ikke fair hverken overfor vores virksomheder eller vores medarbejdere,
hvis job der nu sættes i fare.
Med venlig hilsen
Klaus Nordfeld
Ansvarshavende udgiver af Alt om DATA, Datatid, Windows Magasinet, Quality Magasinet
På vegne af
Lars Schilling Jacobsen
Adm. direktør / CEO udgiver af Om Strikkemagasin, Om Symagasin, Om Kreativ Strik, Om Burda
Søren Øverup
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Adm. Direktør udgiver af Bådmagasinet