Skatteudvalget 2014-15 (1. samling)
SAU Alm.del Bilag 100
Offentligt
Notat
5. februar 2015
J.nr. 11-0297351
Moms, Afgifter og Told
JAS
Notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets Skatteud-
valg om dansk deltagelse i appelsagen C-541/14 P, Royal Scan-
dinavian Casino Århus I/S mod Kommissionen
Indledning
Ved appelskrift af 26. november 2014 har Royal Scandinavian Casino Århus I/S appelle-
ret Rettens dom af 26. september 2014 i sagen T-615/11 til EU-Domstolen.
Den indankede dom vedrører en prøvelse af Kommissionens statsstøttegodkendelse af
lov nr. 698 af 25. juni 2010 om afgifter af spil. Under sagens behandling for Retten inter-
venerede regeringen til støtte for Kommissionen.
Baggrund
Lov om afgifter af spil (herefter ”loven”) indebærer overordnet en differentiering af af-
giftsniveauet, der hovedsageligt opdeles på onlinespil, hvor der gælder en afgiftssats på 20
pct., og på landbaserede spil (kasinoer og spilleautomater), hvor de hidtil gældende af-
giftssatser på 41-71 pct. i forhold til spilleautomater og 45-75 pct. i forhold til kasinoerne
fortsat finder anvendelse. Formålet med afgiftsdifferentieringen er at tilskynde udenland-
ske udbydere, der hidtil har omgået dansk spillelovgivning, til at søge dansk tilladelse og
underlægge sig dansk tilsyn, således at spilaktiviteten kan afholdes under kontrollerede
forhold i overensstemmelse med spillelovgivningens formål.
Da der under behandlingen i Folketinget blev rejst tvivl om lovforslagets forenelighed
med EU’s statsstøtteregler, anmeldte Skatteministeriet den 6. juli 2010 lovforslaget til
Kommissionen (sag C 35/2010 - ex N 302/2010).
Sideløbende hermed modtog Kommissionen to officielle klager over lovforslaget. Den
ene blev indgivet af Dansk Automatbrancheforening den 23. juli 2010, og den anden af
Royal Scandinavian Casino Århus I/S den 6. august 2010.
Ved brev af 14. december 2010, offentliggjort i EU-tidende den 22. januar 2011 (tillæg C
22, side 9), besluttede Kommissionen at åbne en formel undersøgelsesprocedure efter
EUF-traktatens artikel 108, stk. 2.
Det var (og er fortsat) regeringens holdning, at markedet for onlinespil og markedet for
landbaserede spil udgjorde (udgør) to forskellige markeder, hvorfor loven allerede af den
grund var forenelig med EU’s statsstøtteregler.