Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 69
Offentligt
GRUNDEJEREN.DK
V/Birgit Philipp, cand.jur.
Formand
Nakskovvej 93
2500 Valby
Att.: justitsminister Mette Frederiksen
07.11.14
Vedr.: rockerborge – nedsættelse af arbejdsgruppe til revision af planloven
Som formand for Fællesforeningen af Grundejerforeninger i København (GRUNDEJEREN.DK)
med 7000 medlemmer har jeg siden april i år forsøgt at få svar på vores henvendelser til
Justitsministeriet – uden held.
I april stillede vi forslag til daværende justitsminister Karen Hækkerup om, at
GRUNDEJEREN.DK var primus motor i en hurtig nedsættelse af en arbejdsgruppe til revision af
planloven, efter at Københavns kommune havde udtømt sine muligheder for at sætte rockerne ud af
den lejede ejendom på Tudskærvej i Vanløse, der er beliggende i én af vores medlemsforeninger.
Dette kunne ske hurtigt – vi havde kontakter til relevante eksperter fra universiteter og kommuner
m.v., og der forelå et udkast til kommissorium.
Imidlertid tilkendegav Karen Hækkerup i et samråd i Folketingets retsudvalg den 9. april, at hun
selv ville nedsætte en sådan arbejdsgruppe. Så vidt vi ad omveje er orienteret, er dette til dato ikke
sket.
GRUNDEJEREN.DK ønsker at få sæde i arbejdsgruppen, idet vi råder over såvel den juridiske som
praktiske ekspertise på området, og derfor har vi lige siden forsøgt at få svar på vores henvendelser
(pr. post, pr. mail og telefonisk) om, 1) hvorvidt arbejdsgruppen er nedsat, 2) hvem den består af, og
3) hvad dens kommissorium er.
Vi har intet svar modtaget.
Problemet er, at man ved henvendelse til Justitsministeriet kun har adgang til et
hovedtelefonnummer og en hovedmailadresse. Da Justitsministeriet ikke anerkender modtagelse af
henvendelser (fremgår af JM’s hjemmeside!), endsige oplyser et journalnummer, er man ved
telefoniske henvendelser afhængig af, om omstillingen kan sende én videre. Det har man ikke
kunnet i vores tilfælde. Man kan heller ikke ved skriftlige henvendelser, som ikke besvares, komme
videre til sagsbehandler/kontor.