REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 315: Justitsministeriets anmodning til Straffelovrådet om at behandle et kommissorium om betingede straffe og udløsning af straffe fastsat ved betingede domme og reststraffe efter prøveløsladelse og et kommissorium om krænkelse af privatlivets fred og ærekrænkelse, fra justitsmininisteren

Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 315
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

18. maj 2015

Strafferetskontoret

Rasmus Nexø Jensen

2015-730-0669

1546836

STRAFFELOVRÅDETS KOMMISSORIUM

om betingede domme og udløsning af straffe fastsat ved betingede

domme og reststraffe efter prøveløsladelse

Der er behov for at se nærmere på reglerne og praksis for brugen af

betingede domme. Betingede domme skal ikke bruges til forhærdede

kriminelle. Og begås der ny kriminalitet efter en betinget dom, skal denne i

tilstrækkelig omfang indgå ved fastsættelse af straffen for ny kriminalitet.

Der er endvidere behov for at se nærmere på reglerne og praksis for

udløsning af reststraf. Det bør herunder overvejes, om gældende regler og

praksis indebærer, at reststraffen ikke udløses i alle de tilfælde, hvor det

bør være tilfældet.

Straffeloven indeholder i kapitel 7 bestemmelser om betingede domme.

Det følger af hovedbestemmelsen i straffelovens § 56, stk. 1, at såfremt

retten finder det upåkrævet, at fængselsstraf kommer til fuldbyrdelse,

bestemmes det i dommen, at fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved

udløbet af prøvetiden. Det følger af § 56, stk. 2, at udsættelse betinges af,

at den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, og at den dømte

overholder de vilkår, som måtte være fastsat i medfør af straffelovens § 57.

Prøvetiden fastsættes af retten og kan i almindelighed ikke overstige 3 år.

Under særlige omstændigheder kan der dog fastsættes en prøvetid på indtil

5 år.

Straffelovens § 56 er senest ændret ved lov nr. 152 af 18. februar 2015,

som træder i kraft den 1. maj 2015. Lovforslaget (L 50 fremsat den 5.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 315: Justitsministeriets anmodning til Straffelovrådet om at behandle et kommissorium om betingede straffe og udløsning af straffe fastsat ved betingede domme og reststraffe efter prøveløsladelse og et kommissorium om krænkelse af privatlivets fred og ærekrænkelse, fra justitsmininisteren

november 2015) er baseret på Straffelovrådets betænkning nr. 1545/2014

om samfundstjeneste mv.

Med lovændringen afskaffes muligheden for at idømme en betinget dom

uden straffastsættelse i overensstemmelse med Straffelovrådets forslag

herom.

I betænkning nr. 1545/2014 har Straffelovrådet bl.a. også overvejet

anvendelsesområdet for betinget dom over for ubetinget dom.

Straffelovrådet overvejede i den forbindelse, om et alternativ til den

nuværende praksis, hvor valget mellem ubetinget fængsel og betinget

fængsel beror på en samlet afvejning af en række faktorer, kunne være et

mere enkelt system, hvor valget mellem ubetinget fængsel og betinget

fængsel som udgangspunkt alene afhænger af fængselsstraffens længde og

gerningsmandens eventuelle forstraffe.

Straffelovrådet fandt imidlertid, at en ændring til som udgangspunkt alene

at lægge vægt på fængselsstraffens længde og gerningsmandens eventuelle

forstraffe vil være en så væsentlig ændring i forhold til den nuværende

ordning, at den i givet fald kun bør gennemføres på grundlag af en bredere

overvejelse af reglerne om betinget dom, end kommissoriet om

samfundstjeneste mv. gav grundlag for.

Straffelovrådet foreslog således ikke nogen principielle ændringer af den

gældende ordning. Straffelovrådet anbefalede dog en vis tilbageholdenhed

med at operere med alt for faste udgangspunkter alene baseret på

kriminalitetens art, jf. pkt. 2.2.2 og 2.2.6 i de almindelige bemærkninger til

lovforslag nr. L 50 fremsat den 5. november 2014.

Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne, at udgangspunktet – som

foreslået af Straffelovrådet – bør være, at straffe på op til 1�½ års fængsel

kan gøres betinget, hvis gerningsmanden ikke tidligere er straffet med

betinget eller ubetinget fængsel for ligeartet kriminalitet. Betinget fængsel

vil afhængig af de nærmere omstændigheder, herunder kriminalitetens

grovhed, ligesom hidtil også kunne anvendes, selv om en gerningsmand én

gang tidligere er straffet med betinget fængsel for ligeartet kriminalitet.

Anvendelsen af betinget fængsel bør ifølge lovbemærkningerne afhænge

af en samlet vurdering, hvori også indgår gerningsmandens øvrige

personlige forhold (ud over

kriminalitetens grovhed og art.

eventuelle

relevante

forstraffe)

Der bør eksempelvis være et større rum for at anvende betinget fængsel

over for personer under 18 år, herunder et større rum for at anvende

betinget fængsel flere gange efter hinanden. Det samme gælder, hvis der i

øvrigt foreligger formildende omstændigheder, herunder i tilfælde af for

lang sagsbehandlingstid (straffelovens § 82, nr. 13) eller af, at den

strafbare handling er begået for lang tid siden (straffelovens § 82, nr. 14).

Omvendt bør der udvises tilbageholdenhed med at anvende betinget

fængsel ved mere organiseret kriminalitet, dvs. hvor flere gerningsmænd

mere systematisk og planlagt i fællesskab begår kriminalitet. Der bør også

udvises tilbageholdenhed med at anvende betinget fængsel for personfarlig

kriminalitet i tilfælde, hvor forurettede er påført betydelige fysiske eller

psykiske skader. Det samme gælder som udgangspunkt, hvis

kriminaliteten er udøvet over for et særligt værgeløst offer.

Straffeloven

prøveløsladelse.

indeholder

kapitel

bl.a.

bestemmelser

Efter straffelovens § 38, stk. 1, afgør justitsministeren eller den, ministeren

bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve, når to tredjedele

af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået. Prøveløsladelse efter

straffelovens § 38, stk. 1, forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør

prøveløsladelsen utilrådelig, at der er sikret den pågældende passende

ophold og arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærer at

ville overholde de vilkår, der i medfør af straffelovens § 39, stk. 2,

fastsættes for løsladelsen, jf. § 38, stk. 4.

Efter straffelovens § 38, stk. 2, kan løsladelse på prøve ske tidligere, når

særlige omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen

af straffetiden, dog mindst 2 måneder. ”Særlige omstændigheder” kan bl.a.

være, hvis der foreligger en særlig gunstig arbejdsmæssig placering, eller

hvor prøveløsladelse af hensyn til alvorlig sygdom hos den indsatte eller

dennes pårørende ikke findes at burde afvente, at den pågældende har

afsonet to tredjedele af straffetiden. Bestemmelsen anvendes desuden bl.a.

i forbindelse med prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden af

udenlandske strafafsonere, der skal udvises efter løsladelsen.

Herudover indeholder straffelovens § 40 a en særlig bestemmelse om

prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen af straffetiden, dog mindst 2

måneder (noget for noget-ordningen). Efter straffelovens § 40 a, stk. 1, kan

den dømte efter en konkret vurdering prøveløslades, hvis hensynet til

retshåndhævelsen ikke skønnes at tale imod det, og den dømte har ydet en

særlig indsats for ikke på ny at begå kriminalitet, herunder ved at deltage i

behandlingsforløb, uddannelsesforløb, arbejdstræning eller arbejde i

forbindelse med afsoningen (nr. 1), eller hvis den dømtes forhold taler

derfor (nr. 2). Bestemmelsen i nr. 1 indebærer, at dømte, der under

afsoning af en fængselsstraf gør en særlig indsats for ikke på ny at begå

kriminalitet, får mulighed for prøveløsladelse, når halvdelen af straffen er

udstået. Bestemmelsen i nr. 2 er møntet på indsatte, hvis forhold samlet set

taler for, at det er unødvendigt, at den pågældende afsoner resten af

straffen i fængsel, hvis der i stedet fastsættes vilkår om samfundstjeneste,

jf. pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 122 fremsat

den 17. december 2003.

Efter straffelovens § 39, stk. 1, 1. pkt., skal prøveløsladelse efter § 38, stk.

1 og 2, som fast vilkår betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden

begår strafbart forhold. Der kan herudover fastsættes tillægsvilkår i form

af tilsyn og særvilkår, jf. straffelovens § 39, stk. 2. Prøvetiden kan ikke

overstige 3 år. Hvis den resterende straffetid overstiger 3 år, kan der dog

fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.

Prøveløsladelse efter § 40 a skal ligeledes som fast vilkår betinges af, at

den pågældende ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. Tilsvarende kan

prøvetiden ikke overstige 3 år, medmindre den resterende straffetid

overstiger 3 år. I så fald kan der fastsættes en prøvetid på indtil 5 år, jf. §

40 a, stk. 7, jf. § 39, stk. 1.

Herudover skal prøveløsladelse efter § 40 a som fast vilkår betinges af, at

den dømte undergives tilsyn indtil det tidspunkt, hvor der er forløbet to

tredjedele af straffetiden. Efter dette tidspunkt kan der fastsættes vilkår

om, at den pågældende fortsat undergives tilsyn, jf. § 40 a, stk. 2.

Endvidere kan der fastsættes tillægsvilkår efter reglerne i straffelovens §

57, jf. § 40 a, stk. 3, 2. led, og stk. 4, 2. pkt.

Desuden kan prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 1 (særlig indsats),

betinges af, at den dømte udfører ulønnet samfundstjeneste, jf. § 40 a, stk.

3, 1. led. Prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 2 (den dømtes forhold),

skal som fast vilkår betinges af, at den dømte udfører ulønnet

samfundstjeneste, jf. § 40 a, stk. 4, 1. pkt.

Hvis en betinget dømt eller prøveløsladt overtræder hovedvilkåret om

straffri vandel og begår nyt strafbart forhold i prøvetiden, fastsættes der

som udgangspunkt en samlet ubetinget fængselsstraf for det nye forhold og

den tidligere pådømte lovovertrædelse efter straffelovens § 61, stk. 2, 1.

pkt., og § 40, stk. 1.

Den tidligere gældende regel i straffeloven af 1930 (dagældende § 57) om,

at der som udgangspunkt skulle ske sammenlægning af straffene for det

nye forhold og en betinget straf (absolut kumulation), blev i 1961 erstattet

af det gældende § 61, stk. 2, som giver domstolene mulighed for i den

enkelte sag at bestemme, med hvilken vægt hver af lovovertrædelserne

skal indgå i strafudmålingen (modereret kumulation). Lovændringen i

1961 byggede bl.a. på en betænkning fra Straffelovskommissionen.

Siden en lovændring i 1973 har § 61, stk. 2, også været gældende for

straffastsættelsen ved ny kriminalitet i prøvetiden efter en prøveløsladelse.

Lovændringen i 1973 byggede bl.a. på en udtalelse fra Straffelovrådet.

Når omstændighederne taler derfor, kan retten idømme en ubetinget straf

alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af

vilkårene i den betingede dom eller for prøveløsladelsen, afsige en (ny)

betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser eller afsige en (ny)

betinget dom alene for det nye forhold, jf. straffelovens § 61, stk. 2, 3. pkt.,

og § 40, stk. 1.

Som i andre tilfælde af straffastsættelse er det den ret, der pådømmer

sagen, som på baggrund af en konkret og individuel vurdering af

omstændighederne i sagen afgør, om den betingede straf eller reststraffen

skal udløses. Retten kan i den forbindelse bl.a. lægge vægt på, om der er

tale om ligeartet kriminalitet, om der er tale om hurtigt tilbagefald til

kriminalitet, og på forholdet mellem på den ene side længden af den

betingede straf eller reststraffen og på den anden side straffen for det nye

strafbare forhold.

Herudover fremgår det af straffelovens § 81, nr. 1, at det ved straffens

fastsættelse i almindelighed skal indgå som skærpende omstændighed, at

gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen.

I prøveløsladelsestilfælde vil reststraffen jævnligt kunne være længere, end

den fastsatte straf typisk er i de betingede domme. I sådanne tilfælde vil

domstolene i praksis kunne være mere tilbageholdende med at fastsætte en

fællesstraf. Det gælder i særdeleshed, når der er tale om tilbagefald til en

anden type kriminalitet, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov,

Almindelig del, 10. udgave (2013), side 341.

Hvis en betinget dømt overtræder andre vilkår end vilkåret om straffri

vandel, kan retten efter straffelovens § 60 tildele den dømte en advarsel,

ved kendelse ændre vilkårene og/eller forlænge prøvetiden inden for den i

§ 56, stk. 2, fastsatte længstetid eller ved dom træffe afgørelse om

fuldbyrdelse af den betingede fængselsstraf.

Hvis en prøveløsladt overtræder andre vilkår end vilkåret om straffri

vandel, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, i

medfør af straffelovens § 40, stk. 2, tildele den pågældende en advarsel,

ændre vilkårene og/eller forlænge prøvetiden inden for den i § 39 fastsatte

længstetid eller under særlige omstændigheder bestemme, at den

pågældende skal indsættes til udståelse af reststraffen.

Straffelovrådet har ved behandlingen af flere kommissorier beskæftiget

sig med spørgsmål om straffastsættelse. Det gælder ikke mindst i

betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer, som bl.a.

har dannet baggrund for den nuværende lovfæstelse af en række af de

almindelige regler i straffelovens kapitel 10 om straffens fastsættelse. Det

gælder endvidere Straffelovrådets udtalelse af 30. oktober 2012 om

reglerne for strafudmåling ved samtidig pådømmelse af flere kriminelle

forhold, hvori Straffelovrådet har beskæftiget sig med spørgsmålet om

strafkumulation ved strafudmåling i sammenstødstilfælde (samtidig

pådømmelse af flere lovovertrædelser). Det gælder ligeledes ovennævnte

betænkning nr. 1545/2014 om samfundstjeneste mv., hvori visse

spørgsmål i relation til betingede domme ligeledes blev behandlet, jf. pkt.

2 ovenfor.

Det specifikke spørgsmål om udløsning af straf fastsat ved betingede

domme og reststraffe fra prøveløsladelse har derimod ikke været taget op

til mere principiel overvejelse siden lovændringerne i henholdsvis 1961 og

1973, der byggede på forslag fra henholdsvis Straffelovkommissionen og

Straffelovrådet, jf. pkt. 4 ovenfor.

Justitsministeriet skal på denne baggrund anmode Straffelovrådet om

nærmere at vurdere anvendelsesområdet for betingede domme, herunder

om der kan være behov for at justere dette anvendelsesområde.

Straffelovrådet anmodes herudover om at vurdere, om der er behov for at

foretage ændringer af straffelovens regler om udløsning af straf fastsat ved

betingede domme og reststraffe fra prøveløsladelse. I den forbindelse bør

der ses nærmere på, hvordan en betinget dom eller reststraf fra

prøveløsladelse udløses og indgår ved fastsættelse af straffen for et nyt

strafbart forhold, herunder om den betingede dom eller reststraffen i

tilstrækkelig omfang indgår ved fastsættelse af straffen for ny kriminalitet.

Som led i vurderingen af behovet for at ændre reglerne om udløsning af

reststraf anmodes Straffelovrådet om at overveje spørgsmålet om

udløsning af reststraf, når en udlænding, der er blevet prøveløsladt efter at

have afsonet mindre end to tredjedele af straffen og udvist af landet med

indrejseforbud, i prøvetiden overtræder indrejseforbuddet.

I det omfang Straffelovrådet finder, at der er behov for lovændringer,

anmodes rådet om at udarbejde et lovudkast.

Straffelovrådet anmodes endvidere om at vurdere, hvilke

kapacitetsmæssige og økonomiske konsekvenser der vil være forbundet

med at ændre de gældende regler vedrørende betingede domme og

udløsning af reststraf.