REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 299: Høringssvar over Straffelovrådets udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi (betænkning nr. 1548/2014) samt en høringsoversigt.

Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 299
Offentligt

Politi- og Strafferetsafdelingen

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

6. maj 2015

Strafferetskontoret

Ketilbjørn Hertz

2015-731-0046

1542769

OVERSIGT

over

Høringssvar vedrørende Straffelovrådets udtalelse om de juridiske

konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi

(betænkning nr. 1548/2014)

I. Høringen

Straffelovrådets udtalelse har været sendt i høring hos følgende

myndigheder og organisationer mv.:

Østre og Vestre Landsret, samtlige byretter, Domstolsstyrelsen,

Rigsadvokaten,

Rigspolitiet,

Den

Danske

Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen, Foreningen af Offentlige Anklagere,

Politiforbundet, Advokatrådet, Danske Advokater, Landsforeningen af

Forsvarsadvokater, Amnesty International, Dansk Flygtningehjælp, Dansk

Journalistforbund, Dansk Missionsråd, Dansk PEN, Dansk Røde Kors,

Dansk Socialrådgiverforening, Danske Medier, Danske Regioner, Den

Danske

Helsinki-Komité

for

Menneskerettigheder,

Det

Kriminalpræventive Råd, Dokumentations- og Rådgivningscentret om

Racediskrimination, Institut for Menneskerettigheder, Justitia, Kirkernes

Integrationstjeneste, KL, Retspolitisk Forening, Retssikkerhedsfonden,

SOS mod Racisme, Trykkefrihedsselskabet, Biskoppen over Aalborg Stift,

Biskoppen over Fyens Stift, Biskoppen over Haderslev Stift, Biskoppen

over Helsingør Stift, Biskoppen over Københavns Stift, Biskoppen over

Lolland-Falsters Stift, Biskoppen over Ribe Stift, Biskoppen over Roskilde

Stift, Biskoppen over Viborg Stift, Biskoppen over Århus Stift, Biskoppen

over Grønlands Stift, Alevi Forbundet i Danmark, Assentoft Frikirke,

Baha’i Samfundet – Det nationale åndelige råd for bahà’ìerne i Danmark,

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 299: Høringssvar over Straffelovrådets udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140 om blasfemi (betænkning nr. 1548/2014) samt en høringsoversigt.

Baptistkirken i Danmark, Bethel Missionary Baptist Church, Bharatiya

Mandir, Bibel og Missionscentret, Bornholmerkirken Evangelisk Luthersk

Frimenighed, Brahma Kumaris Åndelige Verdensuniversitet, Brunstad

Kristne Menighed Holstebro, Brunstad Kristne Menighed København,

Byens Kirke Silkeborg, Calvary Mission Church, Center for Visdom og

Medfølelse – Tong-nyi Nying-je Ling, City Kirken Herning, Citykirken

Århus, Copenhagen Community Church, Danmarks Hindu Kultur

Aktivitets Center, Dansk Islamisk Center, Dansk Teltmissions menighed,

Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse, Den Apostoliske Pinsekirke, Den

Apostolske Kirke i Danmark, Den Armensk Apostolske Kirke, Den

Burmesiske Theravada Buddhistforening Buddha Ramsi, Den Evangeliske

Frikirke, Den evangelisk-lutherske Frikirke, Den Islamiske forening af

Bosniakker i Danmark, Den Islamiske Verdensliga, Den katolske Kirke i

Danmark, Den Kinesiske Kirke i København, Den Koptisk-Ortodokse

Kirke, Den koreanske kirke i Danmark, Den Kristne Forsamling, Den

Levende Guds Kirke, Den makedonske ortodokse Kirke, Den Mandæiske

Mandea i Danmark, Den Nyapostolske Kirke i Danmark, Den Ortodokse

Kirke i Danmark, Den ortodokse russiske kirkes menighed i København,

Den Reformerte Synode i Danmark, Den Rumænske Ortodokse Menighed

i Odense, Den Rumænske Ortodokse Menighed i Roskilde, Den Rumænsk

Ortodokse Menighed i Herning, Den Rumænsk Ortodokse Menighed i

København, Den Rumænske Ortodokse Menighed i Aarhus, Den Russiske

Ortodokse Kirkes Menigheder (Moskvapatriarkatet), Den Serbisk

Ortodokse Kirke i Danmark, Den Sri Lankansk-Danske Buddhistiske

Religiøse og Kulturelle Forening, Den til St. Alban’s English Church i

København hørende menighed, Den Vietnamesiske Buddhistiske

Kulturelle Forening Chua Lieu Quan, Den Vietnamesiske Buddhistiske

Kulturforening i Århus, Det Albanske Trossamfund i Danmark, Det

danske Missionsforbund, Det Islamiske Forbund i Danmark, Det Islamiske

Trossamfund, Det Jødiske Samfund i Danmark (Det Mosaiske

Troessamfund), Etiopisk-Ortodokse Tewahedo Kirke i Danmark, Exodus-

Kirken, Fonden Guds Verdensvide Kirke, Foreningen Ahlul Bait i

Danmark, Foreningen Liberal Katolsk Kirke i Danmark, Foreningen

Rangjung Yeshe Sangha, Foreningen Stupa – Karma Kagyu Buddhistisk

Sangha, Forklarelsens Kirke, Forn Sidr – Asa- og Vanetrosamfundet i

Danmark, Forsamlingen Livdin, Frelsens Hær, Frikirken Hillerød,

Frikirken Oasan, Frikirken på Havnen, Fårevejle Evanglisk Lutherske

Frimenighed, Græsted Frikirke, Guds menighed, Gurdwara Copenhagen

(Det Sihkiske Trossamfund), Harreskovens Blótgilde, Herning Bykirke,

Hillerød Frimenighed, Holstebro Oasekirke, International Christian

Community, International Harvest Christian Center, Inuunerup Nutaap

Oqaluffia – Grønlands Frikirke, Islamic Center Jaffaria, Islamic Cultural

Center, Islamisk Center for Europæiske Lande, Islamisk Center Vest,

Islamisk Forum, Islamisk Kultur Center Amager, Islams Ahmadiyya

Djamâ’at, Jehovas Vidner, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

(Mormoner), Jesus is Lord Church, Karma Kadjy Skolen (Karma-Kasjyba

Skolen), Karmapa-Trust-Sangye Tashi Ling, Kong Haakons Kirke,

Krishnabevægelse/Iskcon (Hara Krishna), Kristensamfundet i Danmark,

Kristent Center, Kristent Centrum, Kristent Fællesskab København,

Kristus Kirken, Kronjyllands Frimenighed, Københavnerkirkens

frimenighed,

Københavns

Bibeltrænings

Center,

Københavns

Frimenighed, Københavns Moske, København Vineyard, Lemvig Bykirke,

Livets Kilde, Luthersk Missionsforenings Frimeninghed, Machsike Hadas,

Menigheden af Kristne i Danmark i Jesu navn, Pinsekirkerne,

Metodistkirken i Danmark, Minhaj ul Quran International Denmark,

Mission Danmark, Morsø Frimenighed, Muslim Cultural Institute, Muslim

Cultur Institute, Nazaræernes Kirke, Nexø Frikirke, Nordschleswigsche

Geminde, Odder Frimenighed, Pakistan Islamic Welfare Society,

Phendeling – Center for Tibetansk Buddhisme, Redeemed Christian

Church og God – Jesus Centre, Sathya Sai Baba, Shiamuslimsk

Trossamfund i Danmark, Shir Hatzafon – Progressiv Jødedom i Danmark,

Sikh Foundation Denmark, Siri Guru Singh Sabha Copenhagen, Skjern

Bykirke, Skovlunde Frikirke (Den Kristne Forsamling (Frikirken Berøa)),

Sree Abirami Amman Temple, Svenska Gustafsförsamlingen i

København, Syvende-dags Adventistkirken Danmark, Søhøjlandets Kirke,

Tendai Danmark – Tendai Buddhistisk Center, The Brethren, The

Buddhist Organisation Dhammakaya i Danmark, The International Church

for Copenhagen (The American Lutheran Congregation of Copenhagen),

Thorsted Frimenighed, Troens Ord (Brande Kristne Center), Tønder

Frikirke, Watpa Copenhagen (Sunnataram Copenhagen), Wat Thai

Danmark, Øsal Ling, Østens Assyriske Kirke i Danmark, Østens Gamle

Kirke, Ågård Frimenighed, Aalborg Menighedscenter og Århus Islamiske

Trossamfund.

II. Høringssvarene

Østre Landsret, Vestre Landsret, byretterne, Domstolsstyrelsen,

Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Den Danske Dommerforening,

Dommerfuldmægtigforeningen,

Advokatrådet,

Dansk

Flygtningehjælp,

Dansk

Socialrådgiverforening,

Det

Kriminalpræventive Råd, KL, Den Rumænske Ortodokse Menighed i

Aarhus

Fonden Guds Verdensvide Kirke

har ikke bemærkninger til

Straffelovrådets udtalelse.

Danske Medier

anfører, at straffelovens § 140 principielt begrænser den

grundlovssikrede ytringsfrihed, således som denne skal forstås i lyset af

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Som anført i

betænkningens afsnit 3.5 fortolkes blasfemibestemmelsen i dag meget

indskrænkende og har dermed et meget lille anvendelsesområde. Nogle af

de handlinger, som kriminaliseres efter straffelovens § 140, er samtidig

omfattet af gerningsindholdet i andre straffelovsbestemmelser, herunder

navnlig bestemmelserne om hærværk (§ 291) og om racisme (§ 266 b). En

ophævelse af § 140 vil derfor føre til, at kun en mindre, men dog væsentlig

del af den sjældent anvendte bestemmelses gerningsindhold vil blive

straffri. I betænkningens afsnit 3.3.3 anfører Straffelovrådet således kun to

eksempler, nemlig dels offentlig afbrænding af hellige skrifter som

Bibelen eller Koranen, dels offentlig urinering eller tilsvarende adfærd

med hensyn til sådanne skrifter.

Straffelovrådet beskriver i betænkningens afsnit 3.4 fordele og ulemper

ved en ophævelse af § 140 uden at foretage en afvejning af disse. Danske

Medier anfører, at der numerisk er en klar overvægt af fordele, og at disse

også indholdsmæssigt vejer tungere end de anførte ulemper, som i et vist

omfang er teoretiske eller ligefrem fortænkte. Den væsentligste – nemlig

frygten for voldsomme politiske eller religiøse reaktioner – forekommer

nærmest defaitistisk. Danske Medier finder på denne baggrund, at

straffelovens § 140 bør ophæves.

Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination

SOS mod Racisme

fraråder en ophævelse af straffelovens § 140.

Organisationerne anfører, at straffelovens § 140 ikke på nogen måde

indskrænker borgernes ret til frit at ytre deres holdninger. Privat kan man

ytre, hvad man vil, og offentligt lægges der få hindringer i vejen, især når

det drejer sig om politikeres udtalelser. En begrænset anvendelse kan ikke

i sig selv være et argument for at ophæve en paragraf, idet tilstedeværelsen

i sig selv kan være medvirkende til, at der ikke sker overtrædelser. Rent

historisk er der også en tæt sammenhæng mellem blasfemiparagraffen og

den såkaldte racismeparagraf, straffelovens § 266 b fra 1939. Det var

netop i forlængelse af en dom fra 1938, hvor nazister dømtes efter § 140

for at forhåne jøderne og deres religion, at Folketinget fandt behov for den

beskyttelse, der nu fremgår af § 266 b.

Hvis nogle borgere på grund af § 140 og § 266 b undlader at ytre sig, må

det efter organisationernes opfattelse være tilfælde, hvor der er tale om

direkte hadtale, hvor vi som samfund er nødt til at beskytte minoriteter

mod sammenligninger med rotter, (kræft)sygdomme osv. Tilsvarende

gælder for de helt grove overgreb mod eksempelvis religiøse symboler i

form af afbrændinger af religiøse bøger, urinering på hellige skrifter osv.,

at vi som samfund både ud fra et ordens- hensyn, men også et

beskyttelseshensyn har valgt at kriminalisere sådanne handlinger, og dette

bør også være gældende fremover. Organisationerne bemærker, at det ikke

er de internationale menneskerettighedskonventioner, der påtvinger

Danmark at have en sådan lovgivning, herunder eksempelvis FN’s

racediskriminationskonvention, som ikke omfatter beskyttelse på grund af

religion, men alene på grund af race, hudfarve eller national eller etnisk

oprindelse.

Organisationerne vil ikke blot fraråde en ophævelse, men vil desuden

anbefale, at der både ved § 140 og § 266 b åbnes mulighed for subsidiær

påtale, så det bliver muligt at rejse en sag, hvor anklagemyndigheden

afviser at rejse tiltale. Det at give trossamfund mulighed for at rejse sag

efter straffelovens § 140 bør gøres til genstand for en nærmere analyse, og

ligeledes bør borgere eller grupper af borgere, der udsættes for trusler, hån

eller fornedrelse på grund af deres seksuelle orientering, race, hudfarve,

nationale eller etnisk oprindelse eller tro, have mulighed for at rejse sag,

når anklagemyndigheden afviser tiltalerejsning.

Justitia

anfører, at Rigsadvokatens praksis viser, at straffelovens § 140

skal fortolkes snævert. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af det

uafhængige analyseinstitut PEW Research Center, at der i 2012 var 7 lande

i Europa og 44 lande på verdensplan, der havde blasfemibestemmelser. En

international undersøgelse viser, at størstedelen af de lande, som har og

håndhæver blasfemibestemmelser, også er de lande, der har de største

udfordringer i forhold til at overholde de basale menneskerettigheder. Det

forventes, at den nye norske straffelov, hvor blasfemibestemmelsen er

afskaffet, træder i kraft i 2016. I Sverige ophævede man allerede

blasfemibestemmelsen i 1970 og henviste i denne forbindelse til

ytringsfriheden.

Justitia anfører imod en ophævelse, at det ikke fuldstændigt kan udelukkes,

at blasfemiparagraffen har en præventiv effekt i forhold til indholdet af

den offentlige debat, og at en ophævelse derfor risikerer at medføre en

stigning i antallet af grove og forhånende ytringer mod trosretninger. Det

kan heller ikke udelukkes, at en ophævelse vil have en symbolsk effekt,

der kan medføre øget modvilje og ængstelse blandt medlemmer af

religiøse minoriteter, der kan opfatte en ophævelse som en legitimering af

hån og spot rettet mod dem. Internationalt risikerer en ophævelse at blive

opfattet som en unødig provokation i forlængelse af de stærke reaktioner

oven på Jyllands-Postens publicering af karikaturtegningerne, og det kan

tænkes, at kræfter i visse lande vil bruge en ophævelse til at opildne en

stemning mod Danmark blandt deres befolkninger og i internationale fora.

Ifølge PET og Center for Terroranalyse har Muhammedtegningerne været

de vigtigste årsager til, at Danmark er blevet udpeget af Al-Qaeda og andre

militante islamister, som et legitimt og højt prioriteret terrormål. Det kan

vel ikke fuldstændigt udelukkes, at der vil komme fornyet fokus på dette

emne som følge af en ophævelse og dermed potentielt en øget terrortrussel.

Disse hensyn kunne ud fra en pragmatisk tilgangsvinkel tale for at

bibeholde bestemmelsen, eftersom de mest betænkelige aspekter af

bestemmelsen er teoretiske grundet den manglende håndhævelse.

Justitia anfører for en ophævelse, at det mest grundlæggende taler for en

ophævelse, at § 140 udgør en begrænsning af ytringsfriheden, der er en

fundamental værdi i en demokratisk retsstat. Det er også vanskeligt at

opstille en klar definition af, hvilke ytringer der er ”forhånende” og

”spottende”, ligesom den særlige beskyttelse af religiøse følelser er

uforenelig med et lighedsprincip, eftersom sekulære livsopfattelser ikke er

omfattet af samme beskyttelse. Eksempelvis blev et beslutningsforslag fra

DF fra 2012-13 om at gøre det strafbart at brænde Dannebrog forkastet af

et stort flertal i Folketinget. Regeringen synes på den ene side at opfatte

afbrænding af Dannebrog som beskyttet af ytringsfriheden, mens

afbrænding af hellige bøger som eksempelvis Koranen og Biblen ikke bør

nyde sådan beskyttelse. En sådan form for inkonsistens forholder Justitia

sig kritisk over for og anbefaler derfor, at forhånelse af alle former for

nationale og religiøse symboler bør være beskyttet af ytringsfriheden,

uanset om det måtte krænke religiøse eller nationale følelser.

Justitia anfører endvidere, at der ikke synes at være noget empirisk

grundlag, der understøtter bestemmelsens reelle beskyttelsesinteresse og

kernefunktion om at udgøre et præventivt værn i forhold til religiøst

betinget vold og social uro og dermed en garant for den sociale fred.

Internationalt set er det et fåtal af europæiske stater og liberale

demokratier, der stadig kriminaliserer blasfemi. I størstedelen af de lande,

der bibeholder et sådant forbud, anvendes sådanne bestemmelser til at

undertrykke religiøse minoriteter og forhindre kritik af magthavere og

dominerende religiøse institutioner. At bibeholde en bestemmelse, hvis

indhold ikke længere stemmer overens med et samfunds grundlæggende

værdier, ud fra en potentiel risiko for, at ekstremister vil begå vold eller

terror, synes desuden at være en betænkelig legitimering af anti-

demokratiske værdier. En fastholdelse af blasfemiparagraffen gør det

samtidigt sværere på troværdig vis at kritisere blasfemibestemmelser og

håndhævelsen deraf i ikke-demokratiske lande. I et demokratisk samfund,

som det danske, bør hensynet til grundlæggende frihedsrettigheder som

udgangspunkt gå forud for mere pragmatiske hensyn. På den baggrund

synes det på høje tid at ophæve straffelovens § 140.

Justitia vurderer, at beslutningen om ophævelse af bestemmelsen reelt må

bero på en retspolitisk vurdering af de signaler, Danmark ønsker at sende

internationalt, herunder hvordan Danmark ønsker at fremstå i forhold til

beskyttelse af de basale frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden. Med

udgangspunkt i dette og på baggrund af de beskrevne hensyn anbefaler

Justitia, at straffelovens § 140 ophæves.

Retspolitisk Forening

støtter en ophævelse af straffelovens § 140, idet

foreningen ikke finder, at det er relevant at opretholde en bestemmelse, der

ikke har ført til egentlig domfældelse siden 1938 (idet der dog blev

vedtaget en indenretlig bøde i 1946). Straffelovrådets gennemgang af

tiltalepraksis har endvidere vist, at anklagemyndigheden har været yderst

tilbageholdende med at rejse tiltale for overtrædelse af bestemmelsen.

Bestemmelsen er således i tiltagende grad over de senere årtier blevet

fortolket indskrænkende under hensyn til bl.a. grundlovens § 77 og Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed.

Foreningen finder, at religiøse følelser i dag er tilstrækkeligt beskyttet

gennem straffelovens § 266 b, der forbyder udtalelser og andre

meddelelser, som fremsættes offentligt eller med forsæt til udbredelse i en

videre kreds, og som truer, forhåner eller nedværdiger en gruppe af

mennesker på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske

oprindelse, tro eller seksuelle orientering. I denne sammenhæng bemærker

foreningen, at straffelovens § 266 b beskytter

individer og grupper

mod

krænkelse på baggrund af bl.a. tro, hvilker i denne sammenhæng må anses

for at være det centrale, mens straffelovens § 140 beskytter

selve

religionens

hellige skrifter, trosbekendelse mv.

Foreningen anerkender, at der vil kunne opstå situationer, hvor der efter

gældende lovgivning vil kunne idømmes straf efter straffelovens § 140,

hvor forholdet ikke samtidig er omfattet af andre strafbestemmelser, og

hvor situationen potentielt vil kunne medføre en forstyrrelse af den

offentlige orden, måske navnlig i tilfælde af, at denne

straffelovsbestemmelse ophæves.

På trods af dette finder foreningen dog, såvel på baggrund af det generelle

hensyn til beskyttelse af ytringsfriheden som grundrettighed, som af

hensyn til størst mulig klarhed i lovgivningen gennem afskaffelse af

lovbestemmelser, der ikke finder anvendelse i praksis, at det vil være mest

hensigtsmæssigt, at straffelovens § 140 ophæves. Hermed vil dansk ret

også blive bragt i overensstemmelse med nyere anbefalinger fra

Europarådet om, at blasfemi som sådan ikke bør være kriminaliseret.

Biskopperne over Aalborg Stift, Fyens Stift, Haderslev Stift,

Københavns Stift, Lolland-Falsters Stift, Ribe Stift, Roskilde Stift,

Viborg Stift og Århus Stift

har anført, at den manglende brug af

bestemmelsen ikke er noget argument for at ophæve bestemmelsen. Den

manglende brug gennem mange år udelukker således ikke, at

bestemmelsen har haft en adfærdsregulerende virkning og kan være et

nyttigt instrument i mulige fremtidige særligt alvorlige situationer.

Biskopperne finder ikke, at hensynet til ytringsfriheden på nuværende

tidspunkt tilsiger, at blasfemiparagraffen skal ophæves.

Biskoppen over Helsingør Stift

har anført, at religionsfrihed og

ytringsfrihed begge er en umistelig del af den samfundsopfattelse, som det

danske samfund bygger på. Religionsfrihed betyder ikke frihed fra

religionskritik, og en fastholdelse af straffelovens § 140 vil kunne tolkes

som et signal om, at religioner eller religiøse personer skulle befinde sig i

en særlig urørlighedszone, hvor de ikke må kritiseres. Dette svarer ikke til

dansk tradition, hvor der er mangfoldige eksempler på, at bl.a.

folkekirkelige personer og grupper har kunnet latterliggøres og udstilles i

litteratur, ved revyer eller i de elektroniske medier. I dansk tradition har

dette betydet en udfordring til folkekirken om at formulere sig positivt om

sin status og anliggende. Det vil endvidere være umuligt at operere med en

retstilstand, ifølge hvilken grupper eller personer, der måtte benytte enhver

anledning til at føle sig krænkede, skulle opnå en rettighed til ikke-

krænkelse. Krænkelse er en subjektiv følelse. Den lader sig ikke måle og

er ikke altid til at forudse på forhånd. Hertil kommer som noget meget

væsentligt, at påberåbelsen af fritagelse fra krænkelse meget vel kan

misbruges til undertrykkelse af anderledes tænkende.

Biskoppen er uenig i, at en ophævelse af straffelovens § 140 ikke alene vil

blive opfattet som et signal om, at religiøse følelser i dag anses for mindre

væsentlige, men også som et signal om, at det ligefrem er moralsk

acceptabelt med vilje at krænke sådanne religiøse følelser ved offentlig

spot og forhånelse. Den sidste sætning udtrykker en paternalistisk holdning

i moralsk henseende over for den danske befolkning, som biskippen ikke

støtter. Biskoppen ser derimod en ophævelse af straffelovens § 140 som et

signal om, at religionsfrihed står over blasfemiparagraffen, samt at det er

legitimt frit at udøve sin religion og frit at konvertere, uden at dette kan

komme i konflikt med en blasfemiparagraf.

Den katolske Kirke i Danmark

har anført, at religionskritik er et

uundværligt element i enhver sund religiøsitet og dialog mellem

forskellige konfessioner og religioner. Straffelovens § 140 udgør ikke en

hindring for religionskritik, og det gælder også i forhold til skarpt

formuleret religionskritik, herunder kritik af, at religion misbruges som

begrundelse for at undertrykke eller begå overgreb mod andre mennesker.

Det, § 140 vil værne imod, er hån og spot og ikke religionskritik. Sund og

saglig og dermed undertiden nødvendig religionskritik foregår med

udgangspunkt i religionernes lære og praksis og ikke med hån og spot,

som blot vil virke polariserende og sjældent berøre endsige løse de seriøse

spørgsmål i en kritik.

Efter kirkens opfattelse er blasfemiparagraffens betydning, at den yder et

afgørende bidrag til at beskytte borgerne mod voldelige handlinger eller

anden skade. Paragraffen er med til at forebygge, at radikaliserede

elementer kan føle deres ekstremisme legitimeret af grov hån og spot.

Danske borgere bør kunne rejse frit og trygt rundt i verden, uden frygt for

at vise deres pas frem, og uden at være blevet til en skydeskive, blot fordi

de er fra Danmark. Borgerne skal heller ikke udsættes for den nærliggende

risiko for at miste deres arbejdsplads eller erhvervsgrundlag som følge af

reaktioner på en lovliggørelse af afbrænding af Koranen eller urinering på

den.

Kirken konkluderer, at straffelovens § 140 ikke bør ophæves. Selv om

sigtet med den i den sidste ende ikke er at tage hensyn til religiøse

menneskers følelser, men at sikre den offentlige orden og fred, er hensynet

til disse følelser ikke helt uden betydning. Afbrænding af Koranen er en

ytring, som i nutidens globaliserede verden med stor sikkerhed vil føre til

angreb på den offentlige orden og fred. Regeringen har derfor gjort rigtigt i

ikke at foreslå en ophævelse af straffelovens § 140.

Det Jødiske Samfund i Danmark

ønsker, at debatten og kritikken

grundlæggende skal være så fri, som det er muligt med skyldig

hensyntagen til de begrænsninger, som f.eks. racismeparagraffen

indebærer. Det Jødiske Samfund er enig i Straffelovrådets vurdering af, at

straffelovens § 140 i nyere tid ikke har udgjort nogen juridisk hindring for

offentlig og politisk debat, hån, spot og latterliggørelse af religioners

troslærdom eller gudsdyrkelse. Det Jødiske Samfund er bekymret over, at

der de seneste år har været tendenser i både debat og lovgivning til, at

minoriteters rettigheder og religiøse livsførelse indskrænkes. Det gælder

forbuddet mod religiøs slagtning og debatten om omskæring af drenge.

Efter Det Jødiske Samfunds opfattelse er et af formålene med straffelovens

§ 140 at sikre danske borgere, der tilhører en minoritetsreligion, mod

verbal forfølgelse, idet ekstreme former for hån, spot og latterliggørelse i

visse (teoretiske) tilfælde kan medføre juridiske konsekvenser. Det Jødiske

Samfund anser det for yderst tvivlsomt, om en ophævelse af straffelovens

§ 140 vil have nogen som helst positiv betydning i forhold til rammerne

for religionsdebatten. Tværtimod er der grund til at frygte, at de tendenser,

der særligt er kommet til udtryk gennem de seneste par år, vil blive

yderligere forstærket med en ringere beskyttelse af og tolerance over for

religiøse minoriteter til følge. På denne baggrund henstiller Det Jødiske

Samfund, at straffelovens § 140 ikke ophæves.

Karma Kadjy Skolen

har ingen betænkeligheder ved et forslag om at

ophæve straffelovens § 140.

Dansk Muslimsk Forening

har anført, at til trods for, at

blasfemiparagraffen ikke har været så beskyttende for danske muslimer

under karikaturtegningerne og derefter, skal den beholdes samt aktiveres

og udbygges, så den kan beskytte alle religiøse symboler, der kan udsættes

for hån og spot under blandt andet ytringsfrihedens fane. Foreningen

mener, at Danmarks internationale ry for den almene danskers ret til

udøvelse af sine religiøse overbevisninger uden hån eller krænkelse kan

være på spil, hvis paragraffen ophæves. Unge mennesker, der døjer med

kriminalitet, finder desværre omsorg hos ekstreme religiøse miljøer, der

bruger alle de undskyldninger, de kan, for at skabe og tegne et fjendtligt

billede af Danmark og Vesten. En ophævelse af denne juridiske

beskyttelse af borgere med religiøse overbevisninger kan føre til

misforståelser og misfortolkninger blandt minoriteter både herhjemme og

uden for det danske rige. Sikkerhedsmæssigt kan en ophævelse endda

muligvis øge terrortruslen mod Danmark, hvis sådan en nyhed misbruges

af de forkerte ligesom de optrapninger, vi oplevede under karikaturkrisen

af vidtgående imamer og fortalere for religion. Foreningen ser på denne

baggrund frem til, at der tværtimod bliver fokuseret på at udforme og

udvide straffelovens § 140, så den kan beskytte de religiøses ret til at se op

til de religiøse symboler, som de behager, uden at blive trådt over tæerne

og uden at blive udsat for krænkelser.