REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 270
Offentligt

Betænkning om videoafhøring afaf børn og unge straffesager

Betænkning om videoafhøring af børn og ungeiistraffesager

Betænkning om videoafhøring børn og unge i straffesager

Betænkning nrnr 1554

Betænkning nr.

Betænkning

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kronologisk fortegnelse over betænkninger

2010

1513 Betænkning om optagelse og protokollering af forklaringer i straffesager

1514 Betænkning om farlige hunde

1515 Betænkning om det videnskabsetiske komitesystem i Danmark

1516 Betænkning om offentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser mv.

1517 Beretning om elektronisk aftaleindgåelse og handel

1518 Betænkning om ægtefælleskifte

1519 Betænkning om revision af dødsboskifteloven

1520 Betænkning om huseftersynsordningen

1521 Betænkning om insiderhandel

1522 Reform af den civile retspleje VI

1523 Betænkning om en fremtidig statsadvokatordning

2011

1524 Betænkning om revision af hundeloven

1525 Betænkning om konkurskarantæne

1526 Betænkning om tilhold, opholdsforbud og bortvisning

1527 Provstestillingen og provstiets funktion

1528 Betænkning om revision af reglerne om forkyndelse

2012

1529 Betænkning om PET og FE

1530 Reform af den civile retspleje VII

1531 Strafudmåling - samspillet mellem lovgiver og domstole

1532 Betænkning om indsamlinger

1533 Kommunale udgiftsbehov og andre udligningsspørgsmål

1534 Straffelovrådets betænkning om seksualforbrydelser

1535 Gennemførelse af direktivet om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner

1536 Aftaler om transport af gods helt eller delvist til søs (Rotterdam-reglerne)

2013

1537 Ministrenes særlige rådgivere - et serviceeftersyn

1538 Afsættelse af borgmesteren og forberedelse af byrådsmøder

1539 Mobilitet og fremkommelighed i hovedstaden

1540 Gennemførelse af direktivet om forbrugerrettigheder

1541 Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om revision af de danske visumregler

1542 Betænkning fra udvalg om erhvervsmæssig befordring i personbiler

1543 Reform af den civile retspleje VIII: Syn og skøn

2014

1544 Folkekirkens styre

1545 Straffelovrådets betænkning om samfundstjeneste mv.

1546 Betænkning om inkorporering inden for menneskeretsområdet

1547 Betænkning om sagsomkostninger i straffesager

1548 Straffelovrådets udtalelse om de juridiske konsekvenser af en ophævelse af straffelovens § 140

om blasfemi

1549 Betænkning om afhøring af forurettede før tiltalte i straffesager

2015

1552 Ægtefællers økonomiske forhold

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Betænkning

videoafhøring af børn og unge

i straffesager

Afgivet af

Justitsministeriets Strafferetsplejeudvalg

Betænkning nr. 1554

København 2015

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Betænkning om videoafhøring af børn og unge i straffesager

Betænkning nr. 1554/2015

Publikationen kan bestilles

via Justitsministeriets hjemmeside (www.justitsministeriet.dk)

eller hos

Rosendahls - Schultz Grafisk Distribution

Herstedvang 10

2620 Albertslund

Telefon: 43 22 73 00

Fax: 46 63 19 69

[email protected]

ISBN: 978-87-92760-21-0

ISBN: 978-87-92760-24-1 (e-udgave)

Tryk: Rosendahls - Schultz Grafisk A/S

Pris: 100 kr. pr. bog inkl. moms

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1. Indledning .......................................................................................................7

1. Strafferetsplejeudvalgets kommissorium ......................................................................7

2. Strafferetsplejeudvalgets sammensætning .....................................................................8

3. Strafferetsplejeudvalgets arbejde ...................................................................................9

3.1. Strafferetsplejeudvalgets hidtidige arbejde ........................................................... 9

3.2. Strafferetsplejeudvalgets nuværende arbejdsprogram ........................................ 10

3.3. Strafferetsplejeudvalgets arbejde med denne betænkning .................................. 10

4. Resumé af Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag ......................................10

Kapitel 2. Tidligere praksis og tilblivelsen af de gældende regler ............................15

Kapitel 3. Gældende ret ................................................................................................21

1. Indledning ....................................................................................................................21

2. Udgangspunktet om vidneførsel under hovedforhandlingen.......................................21

3. Adgang til at anvende videoafhøringer som bevis ......................................................23

4. Videoafhøringsordningens anvendelsesområde ..........................................................24

4.1. Aldersgrænse ...................................................................................................... 24

4.2. Sagstyper ............................................................................................................. 27

5. Beslutning om at foretage videoafhøring ....................................................................28

6. Fremgangsmåden ved foretagelse videoafhøring ........................................................30

6.1. Hvem medvirker ved videoafhøring? ................................................................. 30

6.1.1. Politiet og anklagemyndigheden ................................................................. 30

6.1.2. Forsvarer ..................................................................................................... 30

6.1.3. Bistandsadvokat .......................................................................................... 31

6.1.4. Repræsentant fra kommunen....................................................................... 33

6.1.5. Tryghedsskabende person ........................................................................... 34

6.1.6. Andre medvirkende personer. ..................................................................... 34

6.2. Forberedelse af videoafhøringen ........................................................................ 35

6.3. Lokaler ................................................................................................................ 36

6.4. Hvor opholder de medvirkende sig under videoafhøringen? .............................. 36

6.5. Vejledning om vidnefritagelse ............................................................................ 37

6.6. Afhøringen af barnet ........................................................................................... 38

6.7. Den mistænktes gennemsyn af videooptagelsen ................................................ 40

6.8. Genafhøring af barnet ......................................................................................... 41

7. Betydning af tilsidesættelse af forskrifter om fremgangsmåden for videoafhøring ....43

8. Indenretlig videoafhøring ............................................................................................44

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

9. Børnehusordningen ......................................................................................................45

10. Afhøring (uden videooptagelse) af børn og unge hos politiet under efterforsknin-

gen .............................................................................................................................47

11. Afhøring under hovedforhandlingen af børn og unge, der ikke er videoafhørt ........49

11.1. Indledning ......................................................................................................... 49

11.2. Bistandsadvokat ................................................................................................ 49

11.3. Repræsentant fra kommunen ............................................................................ 50

11.4. Særlig hensyntagen ved møde i retten .............................................................. 51

11.5. Dørlukning og afhøring uden tiltaltes tilstedeværelse ...................................... 52

11.5.1. Dørlukning ................................................................................................ 52

11.5.2. Afhøring uden tiltaltes tilstedeværelse ...................................................... 52

11.5.3. Forhåndsafgørelse ..................................................................................... 53

11.6. Afhøring af børn under 15 år ............................................................................ 54

11.7. Beslutning om ikke at bære dommerkappe....................................................... 54

Kapitel 4. Danmarks internationale forpligtelser .......................................................57

1. Indledning ....................................................................................................................57

2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention .......................................................58

3. Europarådets konvention om seksuelt misbrug af børn ..............................................65

FN’s konvention om barnets rettigheder og protokollen om salg af børn, børnepro-

stitution og børnepornografi .......................................................................................68

5. Rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager mv. .......................69

6. Offerdirektivet .............................................................................................................71

7. Direktivet om seksuelt misbrug af børn ......................................................................74

8. Menneskehandelsdirektivet .........................................................................................76

Kapitel 5. Nordiske landes ret ......................................................................................79

1. Indledning ....................................................................................................................79

2. Norsk ret ......................................................................................................................79

2.1. Anvendelse af videoafhøringer som bevis .......................................................... 79

2.2. Fremgangsmåden ved foretagelse af videoafhøring ........................................... 82

2.3. Vidnefritagelse af børn ....................................................................................... 87

3. Svensk ret ....................................................................................................................87

3.1. Anvendelse af videoafhøringer som bevis .......................................................... 87

3.2. Fremgangsmåden ved foretagelse af videoafhøring ........................................... 89

4. Finsk ret .......................................................................................................................90

4.1. Anvendelse af videoafhøringer som bevis .......................................................... 90

4.2. Fremgangsmåden ved foretagelse af videoafhøring ........................................... 92

5. Island ...........................................................................................................................94

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

5.1. Anvendelse af videoafhøringer som bevis .......................................................... 94

5.2. Fremgangsmåden ved foretagelse af videoafhøring ........................................... 95

Kapitel 6. Videoafhørernes uddannelse .......................................................................97

Kapitel 7. Børn og unge og retssystemet ...................................................................101

1. Indledning ..................................................................................................................101

2. Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgrebs undersøgelse..................................101

3. Resumé af møde med Børnerådets ekspertgruppe ....................................................109

4. Aktuel forskning i spørgsmålet om flere afhøringer eller genafhøringer af børn .....111

Kapitel 8. Statistik .......................................................................................................115

1. Indledning ..................................................................................................................115

2. Justitsministeriets Forskningsenheds undersøgelse fra 2005 ....................................115

3. Antal forurettede i 2013 i forskellige aldersgrupper .................................................117

4. Sager i børnehusene ...................................................................................................118

Kapitel 9. Strafferetsplejeudvalgets generelle overvejelser .....................................121

1. Indledning ..................................................................................................................121

2. Baggrunden for ordningens nuværende anvendelsesområde ....................................121

3. Hensynet til bevisumiddelbarhed ..............................................................................123

4. Hensynet til tiltaltes mulighed for at varetage sit forsvar ..........................................124

5. Hensynet til at beskytte barnet eller den unge ...........................................................125

6. Hensynet til at sikre hukommelsen og undgå påvirkning..........................................128

7. Hensynet til at opnå en uforbeholden og detaljeret forklaring ..................................128

8. International udvikling og andre landes videoafhøringsordninger ............................129

9. Samlet vurdering .......................................................................................................131

Kapitel 10. Strafferetsplejeudvalgets forslag til model ............................................135

1. Indledning ..................................................................................................................135

2. Udvidelse af videoafhøringsordningens anvendelsesområde ....................................136

2.1. Indledning ......................................................................................................... 136

2.2. Børn under 13 år ............................................................................................... 137

2.3. Børn i alderen 13-14 år i sager om seksualforbrydelser eller familievold ........ 137

2.4. Øvrige børn og unge under 18 år ...................................................................... 142

2.5. Voksne med en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse 147

2.6. Hvornår skal betingelserne være opfyldt? ........................................................ 147

3. Vidnefritagelse af videoafhørte personer ..................................................................148

4. Afklaring af om videoafhøringen kan anvendes som bevis ......................................150

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

4.1. Hurtig indbringelse for retten ved indsigelser ................................................. 150

4.2. Adgang for vidner til at indbringe spørgsmålet om videoafhøring for retten? . 152

5. Anvendelse af videoafhøringer som bevis ............................................................. 153

6. Afhøring af videoafhørte personer i retten ............................................................. 154

7. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser mv. ......................................... 155

Kapitel 11. Strafferetsplejeudvalgets øvrige anbefalinger .................................... 159

1. Indledning ............................................................................................................. 159

2. Gennemførelse af videoafhøring ........................................................................... 159

2.1. Vejledning om vidnefritagelse ....................................................................... 159

2.2. Fremgangsmåden når forældrene modsætter sig videoafhøring ...................... 160

2.3. Videoafhøring over flere omgange ................................................................. 162

2.4. Tidspunktet for videoafhøring ........................................................................ 163

3. Retssystemets behandling af børn og unge, der ikke videoafhøres ......................... 164

3.1. Sagsbehandlingstiden..................................................................................... 164

3.2. Politiafhøringen ............................................................................................. 164

3.3. Bistandsadvokaten ......................................................................................... 166

3.4. Forhåndsafgørelse og underretning om behov for særlig hensyntagen ............ 167

3.5. Afhøringen i retten......................................................................................... 168

Kapitel 12. Lovudkast med bemærkninger............................................................ 171

1. Lovudkast ............................................................................................................. 171

2. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser ............................................ 173

Bilag 1. Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgrebs notat om børns oplevelse af

at vidne i retssager vedrørende seksuelle overgreb .................................................... 189

Bilag 2. Cand.psych.aut. og specialist i klinisk børnepsykologi Christine Vinums

notat vedrørende den aktuelle forskning i spørgsmålet om flere afhøringer eller gen-

afhøringer af børn i straffesager ................................................................................ 199

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 1

Indledning

1. Strafferetsplejeudvalgets kommissorium

Strafferetsplejeudvalgets kommissorium af 3. april 2014 om udvidet brug af vi-

deoafhøring af børn har følgende ordlyd:

”1.

Børn har ligesom voksne som udgangspunkt pligt til at afgive forklaring

som vidner i straffesager. Afhøring af børn adskiller sig imidlertid væsent-

ligt fra afhøring af voksne. Retsplejeloven indeholder i overensstemmelse

hermed særlige regler om børns afgivelse af forklaring i straffesager. Rets-

plejeloven giver således mulighed for i visse tilfælde at foretage såkaldt vi-

deoafhøring af børn, jf. §§ 731 a, 745 e og 872. Videoafhøring indebærer, at

barnet

–

i stedet for at afgive forklaring umiddelbart for retten

–

afgiver for-

klaring til politiet, der optager forklaringen på video med henblik på fore-

visning af optagelsen under hovedforhandlingen i straffesagen. Denne frem-

gangsmåde anvendes for at skåne barnet og af hensyn til at opnå en så ufor-

beholden og detaljeret forklaring fra barnet som muligt.

Anvendelse af videoafhøring af børn som bevis under hovedforhandlingen

udgør en fravigelse af det almindelige princip om, at bevisførelsen i straffe-

sager skal ske umiddelbart for den dømmende ret. Aldersgrænsen for an-

vendelsen af videoafhøring blev derfor i sin tid fastsat til 12 år eller derun-

der, dog således at særlige omstændigheder, herunder barnets udvikling og

psykiske tilstand, kan bevirke, at der foretages videoafhøring af også ældre

børn.

Kerneområdet for anvendelse af videoafhøringer er sager om seksuelle

overgreb mod børn, men der kan også være andre typer af sager, herunder

drabs- og voldssager, hvor der efter omstændighederne kan være et tilsva-

rende behov for, at vidneafhøringen af et barn optages på video og forevises

som bevis under hovedforhandlingen.

De ovennævnte regler blev indsat i retsplejeloven i 2003 og bygger på be-

tænkning nr. 1420/2002 om gennemførelse af straffesager om seksuelt mis-

brug af børn.

Spørgsmålet om, hvorvidt aldersgrænsen for anvendelse af videoafhøring

af børn bør være højere end den nuværende grænse på som udgangspunkt

12 år eller derunder, har i den senere tid givet anledning til debat.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Justitsministeriet finder bl.a. på den baggrund, at det bør overvejes nærmere,

om brugen af videoafhøring af børn bør udvides, herunder ved at forhøje al-

dersgrænsen.

Spørgsmålet giver imidlertid anledning til nærmere overvejelser, herunder

afvejning af en række forskellige hensyn over for hinanden.

På den ene side skal der således tages højde for det føromtalte princip om

bevisumiddelbarhed, herunder af hensyn til den tiltalte i sagen. På den an-

den side bør der inden for det retssikkerhedsmæssigt forsvarlige også læg-

ges vægt på, at barnets afgivelse af forklaring sker på en sådan måde, at

barnet belastes mindst muligt. Endvidere må der lægges vægt på, at forkla-

ringen afgives på den måde, som giver de bedste muligheder for at opnå en

detaljeret og uforbeholden forklaring fra barnet. Forholdet til Danmarks in-

ternationale forpligtelser, herunder Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention, skal også overvejes.

Strafferetsplejeudvalget anmodes på denne baggrund om at overveje, om

brugen af videoafhøring af børn bør udvides, og om i givet fald at udarbejde

en model for en sådan udvidelse.

Strafferetsplejeudvalget anmodes under alle omstændigheder om at udarbej-

de en model, der indebærer en forhøjelse af aldersgrænsen for anvendelse af

videoafhøring af børn.

Strafferetsplejeudvalget anmodes herudover om i relevant omfang at udar-

bejde udkast til lovforslag.

Med henblik på behandling af dette kommissorium beskikkes der følgende

yderligere ad hoc-medlemmer af Strafferetsplejeudvalget:

1 medlem udpeget efter indstilling fra Dansk Psykolog Forening

1 medlem udpeget efter indstilling fra Foreningen af Speciallæger”.

2. Strafferetsplejeudvalgets sammensætning

Strafferetsplejeudvalget havde ved afgivelsen af denne betænkning følgende

sammensætning:



Landsdommer Anne Louise Bormann (formand)



Politidirektør Elsemette Cassøe



Retsassessor Peter Roesen



Dommer Ole Høyer



Senioranklager Jens Ingerslev Olsen

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren



Advokat Jakob Lund Poulsen



Advokat Hanne Rahbæk



Statsadvokat Jens Røn



Professor, dr.jur. Eva Smith



Kontorchef Christian Hesthaven

Strafferetsplejeudvalget havde herudover følgende ad hoc-medlemmer beskikket

med henblik på behandling af kommissoriet om udvidet brug af videoafhøring af

børn:



Cand.psych.aut. og specialist i klinisk børnepsykologi Christine Vinum

(beskikket efter indstilling fra Dansk Psykolog Forening)



Kommunallæge Claus Malta Nielsen (beskikket efter indstilling fra For-

eningen af Speciallæger)

Som sekretær for Strafferetsplejeudvalget under arbejdet med denne betænkning

har fungeret fuldmægtig Morten Holland Heide.

3. Strafferetsplejeudvalgets arbejde

3.1. Strafferetsplejeudvalgets hidtidige arbejde

Strafferetsplejeudvalget blev nedsat den 16. januar 1968 med den opgave at gen-

nemgå og fremkomme med forslag til revision af retsplejelovens dagældende

regler i lovens fjerde bogs andet og tredje afsnit om den del af straffeprocessen,

der også betegnes efterforskningsstadiet, herunder de såkaldte straffeprocessuelle

tvangsmidler. Gennem årene har udvalget fået en række yderligere opgaver.

Strafferetsplejeudvalget har i den forbindelse afgivet en lang række betænknin-

ger. Senest har udvalget afgivet betænkning nr. 1549/2014 om afhøring af foru-

rettede før tiltalte i straffesager.

Om Strafferetsplejeudvalgets hidtidige arbejde henvises der i øvrigt til betænk-

ning nr. 1549/2014 om afhøring af forurettede før tiltalte i straffesager, side 8-10.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

3.2. Strafferetsplejeudvalgets nuværende arbejdsprogram

Strafferetsplejeudvalget har for tiden ikke andre opgaver end den opgave, der af-

sluttes med afgivelsen af denne betænkning.

3.3. Strafferetsplejeudvalgets arbejde med denne betænkning

Strafferetsplejeudvalget har som led i arbejdet med kommissoriet om udvidet

brug af videoafhøring af børn holdt i alt 6 møder.

På et møde den 2. oktober 2014 havde Strafferetsplejeudvalget besøg af to psy-

kologer fra Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb, der sammen med

Børnerådet gennemfører en undersøgelse af børns oplevelse af at vidne i retssa-

ger vedrørende seksuelle overgreb. På mødet deltog endvidere repræsentanter fra

Børnerådet og en såkaldt ekspertgruppe, som rådet har etableret, og som består af

piger/kvinder, der har været udsat for seksuelle overgreb, men var fyldt 13 år og

dermed for gamle til at blive videoafhørt. Der henvises nærmere til kapitel 7, af-

snit 2 og 3.

På et møde den 31. oktober 2014 besøgte Strafferetsplejeudvalget Børnehus Ho-

vedstaden. Her havde udvalget bl.a. lejlighed til at se børnehusets faciliteter samt

møde børnehusets faste personale og videoafhørere fra de politikredse, der benyt-

ter børnehuset til at foretage videoafhøringer.

4. Resumé af Strafferetsplejeudvalgets overvejelser og forslag

Videoafhøring indebærer, at et vidne under efterforskningen af en straffesag af-

giver en forklaring, der optages på video og forevises som bevis i retten under

hovedforhandlingen i stedet for, at vidnet skal møde personligt i retten og afhøres

der.

Videoafhøring foretages hurtigst muligt efter politianmeldelsen i trygge rammer

som udgangspunkt i et af de såkaldte børnehuse, hvor afhøringen foretages af en

særligt uddannet videoafhører (uddannelsen er beskrevet i

kapitel 6).

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

I dag kan videoafhøringsordningen kun benyttes ved afhøring af børn under 13

år, dog således at særlige omstændigheder, herunder barnets udvikling og psyki-

ske tilstand, kan bevirke, at der foretages videoafhøring af også ældre børn og

unge. Børn og unge, der ikke videoafhøres, bliver ligesom voksne som udgangs-

punkt afhørt af politiet under efterforskningen og senere i retten under hovedfor-

handlingen.

De gældende regler om afhøring af børn og unge samt praksis før indførelsen af

retsplejelovens regler om videoafhøring af børn i 2003 er beskrevet i

kapitel 2-3.

Der findes et stort antal internationale retsakter af betydning for spørgsmålet om

videoafhøring af børn og unge i straffesager. I

kapitel 4

er de væsentligste af dis-

se omtalt. Der har siden indførelsen af retsplejelovens bestemmelser om videoaf-

høring af børn både i EU- og Europarådsregi været en udvikling, der peger i ret-

ning af udvidet brug af videoafhøring af børn og unge i straffesager.

Aldersgrænsen for de øvrige nordiske landes videoafhøringsordninger er endvi-

dere højere end for den danske ordning. Disse landes ordninger er beskrevet i

ka-

pitel 5.

Strafferetsplejeudvalget har på et møde hørt seks piger/kvinder, der har været ud-

sat for seksuelle overgreb, men var fyldt 13 år og dermed for gamle til at blive

videoafhørt, fortælle om deres oplevelse af mødet med retssystemet. På mødet

hørte udvalget også om de foreløbige resultater af Rigshospitalets Center for

Seksuelle Overgrebs undersøgelse af børns oplevelse af at vidne i sager om sek-

suelle overgreb. I

kapitel 7

er der redegjort nærmere herfor.

Kapitel 8

indeholder statistiske oplysninger om brugen af videoafhøring efter de

gældende regler samt oplysninger af betydning for overvejelserne om at udvide

ordningens anvendelsesområde.

kapitel 9

er der redegjort for Strafferetsplejeudvalgets overvejelser om, hvorvidt

videoafhøringsordningens anvendelsesområde bør udvides.

Der må efter udvalgets opfattelse lægges stor vægt på, at børn og unge, der for-

modes at have været udsat for eller overværet en alvorlig forbrydelse, behandles

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

skånsomt af retssystemet, og at der ikke lægges unødvendige hindringer i vejen

for, at barnet eller den unge kan komme sig over hændelsen og modtage den for-

nødne psykologiske behandling mv. Videoafhøringsordningen er egnet til at va-

retage disse hensyn til barnet eller den unge.

Videoafhøring udgør imidlertid en fravigelse af det grundlæggende princip i

dansk strafferetspleje om bevisumiddelbarhed, som indebærer, at vidneførsel bør

finde sted umiddelbart for den dømmende ret og under hovedforhandlingen, idet

dette giver retten det bedst mulige grundlag for at bedømme vidneforklaringerne

og dermed for at træffe en korrekt afgørelse.

Videoafhøring giver endvidere ikke forsvareren de samme muligheder for afhø-

ring af et vidne som ved afhøring under hovedforhandlingen, hvilket kan forringe

tiltaltes mulighed for at varetage sit forsvar.

Det må ved afvejningen af disse modsatrettede hensyn indgå, at videoafhøring,

der foretages af en særligt uddannet videoafhører i børne- og ungevenlige omgi-

velser hurtigt efter politianmeldelsen, i visse tilfælde kan være bedre egnet til at

opnå en uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnet eller den unge end ved

afhøring i retten under hovedforhandlingen. Dette gælder navnlig ved afhøring af

yngre børn.

Herudover må ressourcemæssige hensyn spille en rolle, idet en udvidelse af vi-

deoafhøringsordningens anvendelsesområde vil forøge ressourceforbruget for

straffesagens aktører mv.

Samlet set finder Strafferetsplejeudvalget, at der er grundlag for at udvide anven-

delsesområdet for videoafhøringsordningen. En udvidelse af ordningen bør dog

under hensyn til princippet om bevisumiddelbarhed og tiltaltes mulighed for at

varetage sit forsvar begrænses til de tilfælde, hvor hensynet til at beskytte barnet

eller den unge er særligt tungtvejende.

Strafferetsplejeudvalgets forslag til, hvordan videoafhøringsordningen nærmere

kan udvides, findes i

kapitel 10.

Udvalget foreslår, at der i en række tilfælde,

hvor der typisk er et særligt tungtvejende hensyn til at beskytte børn i straffesa-

ger, altid skal kunne foretages videoafhøring. Det foreslås således, at den gæl-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

dende adgang til at videoafhøre børn under 13 år videreføres, og at der altid skal

kunne foretages videoafhøring af børn i alderen 13-14 år i sager om seksualfor-

brydelser eller vold begået inden for familien (familievold).

Øvrige børn og unge under 18 år kan efter den foreslåede ordning videoafhøres,

hvis særlige omstændigheder taler herfor. Om dette er tilfældet, vil bero på en

konkret vurdering af overtrædelsens art, omstændighederne ved forbrydelsen og

barnets eller den unges personlige forhold, herunder alder og psykiske udvikling

og tilstand.

Børn i alderen 13-14 år i andre sager end sager om seksualforbrydelser og fami-

lievold vil herefter kunne videoafhøres, hvis der efter en konkret vurdering er et

ligeså tungtvejende behov for at beskytte barnet som i disse sager.

Derimod bør unge i alderen 15-17 år efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse

som det helt klare udgangspunkt afgive forklaring i retten og således ikke video-

afhøres med henblik på, at afhøringen afspilles i retten. Der vil således ved den

konkrete vurdering skulle væsentligt mere til for at videoafhøre unge i denne al-

dersgruppe.

Det er ofte af meget væsentlig betydning for børn og unge, der er blevet videoaf-

hørt under sagens efterforskning, at de kan regne med, at sagen dermed er afslut-

tet for deres vedkommende, da dette giver dem mulighed for at lægge hændelser-

ne bag sig og giver bedre vilkår for en eventuel psykologisk behandling mv.

Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor, at der indføres en bestemmelse om, at

børn og unge, der er blevet videoafhørt under efterforskningen, som det helt klare

udgangspunkt ikke har pligt til at afgive forklaring i retten under hovedforhand-

lingen, hvis betingelserne for videoafhøring var opfyldt på tidspunktet for afhø-

ringen, samt at der indføres en procedure, som sikrer hurtig afklaring af, om be-

tingelserne er til stede.

kapitel 11

kommer Strafferetsplejeudvalget herudover med en række anbefalin-

ger til, hvordan retssystemets behandling af børn og unge i sager om seksualfor-

brydelser, alvorlig personfarlig kriminalitet eller lignende kan forbedres i tilfæl-

de, hvor der ikke foretages videoafhøring af den pågældende.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 12

indeholder et lovudkast, der gennemfører de foreslåede ændringer af

videoafhøringsordningen.

København, marts 2015

Anne Louise Bormann (formand)

Peter Roesen

Jens Ingerslev Olsen

Hanne Rahbæk

Eva Smith

Christine Vinum

Elsemette Cassøe

Ole Høyer

Jakob Lund Poulsen

Jens Røn

Christian Hesthaven

Claus Malta Nielsen

_________________

Morten Holland Heide

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 2

Tidligere praksis og tilblivelsen af de gældende regler

Vidner bliver sædvanligvis afhørt af politiet under straffesagens efterforskning

og senere i retten under hovedforhandlingen (tidligere kaldet domsforhandlin-

gen), hvis anklagemyndigheden rejser tiltale, og anklagemyndigheden eller for-

svareren ønsker den pågældende ført som vidne.

Politiet har imidlertid ved afhøring af børn i en længere periode anvendt frem-

gangsmåder, hvor barnets forklaring under sagens efterforskning lyd- eller vi-

deooptages med henblik på afspilning af optagelsen under hovedforhandlingen.

Indledningsvis var der tale om anvendelse af lydoptagelse, jf. herved betænkning

nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager mv., side 20, hvor følgende frem-

går:

”I København optages forklaringer af børn under 12 år i sædelighedssager

på bånd, hvis forbrydelsen er af en vis grovhed og en formodet gernings-

mand er fundet. Afhøringen finder sted i et særligt indrettet lokale, som of-

test ved en kvindelig kriminalbetjent. Der foretages 40-50 sådanne båndop-

tagelser om året. I ca. 15 tilfælde årligt benyttes båndet til afspilning i retten,

således at barnet ikke behøver at forklare påny, men kun er til stede i retten

og kan besvare supplerende eller neutrale spørgsmål.

I en del større provinsbyer anvendes tilsvarende praksis. Andre steder lader

man barnet afgive en forklaring snarest i retten, hvor den protokolleres eller

optages på bånd. Afhøringen kan i så fald ske på dommerens kontor i stedet

for i retslokalet.”

I sidste halvdel af 1980’erne begyndte politiet at optage barnets forklaring under

sagens efterforskning på video med henblik på forevisning af videooptagelsen

som bevis under en eventuel hovedforhandling. I de følgende år blev denne

fremgangsmåde udbredt og udbygget. Hvor videooptagelsen blev dokumenteret

under hovedforhandlingen, trådte den ofte i stedet for en direkte afhøring af bar-

net under sagens behandling i retten.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Formålet med sådanne videoafhøringer var dels at sikre barnets forklaring så hur-

tigt som muligt, dels at begrænse antallet af gange, hvor barnet skulle afgive for-

klaring, og herunder skåne barnet for at blive afhørt i retten.

Retsplejeloven indeholdt på dette tidspunkt ikke udtrykkelige regler om adgan-

gen til at anvende videoafhøringer af børn som bevis under hovedforhandlingen.

Efter den praksis, der udviklede sig, blev videoafhøringer imidlertid tilladt an-

vendt som bevis under hovedforhandlingen efter rettens konkrete tilladelse i

medfør af den dagældende retsplejelovs § 877, stk. 3, hvorefter dokumenter og

aktstykker, som indeholder erklæringer eller vidnesbyrd, kunne benyttes som be-

vismidler, når retten undtagelsesvis gav tilladelse hertil (nu retsplejelovens § 872,

stk. 4). Anvendelse af videoafhøringer som bevis under hovedforhandlingen

krævede således rettens godkendelse i hvert enkelt tilfælde.

Der henvises til betænkning nr. 1420/2002 om gennemførelse af straffesager om

seksuelt misbrug af børn (herefter ”betænkning nr. 1420/2002”), side 20-21,

J.O. Skov-Madsen,

”Videooptagelser af børns forklaringer i straffesager”, trykt i

UfR 1993 B, side 12.

I 1992 blev der nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra politiet og an-

klagemyndigheden samt en speciallæge i børnesygdomme, der skulle samle og

vurdere de erfaringer, som politiet og anklagemyndigheden på daværende tids-

punkt havde gjort sig med brug af videoafhøring af børn i sædelighedssager.

Arbejdsgruppen afgav i maj 1995 en beretning, der bl.a. indeholder en beskrivel-

se af politiets og anklagemyndighedens fremgangsmåde ved videoafhøring af

børn og praksis om adgangen til at anvende videoafhøringer som bevis under ho-

vedforhandlingen samt en række anbefalinger (beretningen er medtaget som bi-

lag 1 til betænkning nr. 1420/2002).

Om fremgangsmåden ved politiets foretagelse af videoafhøring fremgår bl.a. føl-

gende af beretningen (side 8):

”Efter fast praksis opholder

der sig som udgangspunkt tre personer i selve

afhøringslokalet, nemlig barnet, der skal afhøres, afhøreren og bisidderen

fra socialforvaltningen.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Antallet kan øges til fire, hvis der er behov for tolkebistand, eller barnet på

grund af sin alder ikke kan medvirke ved afhøringen, uden at der er en for

barnet tryghedsskabende person til stede. Dette kan være den såkaldte ”neu-

trale” forælder, såfremt denne ikke kan forventes at skulle afgive vidnefor-

klaring i sagen.

I et nabolokale opholder sig anklager og en så vidt muligt beskikket forsva-

rer. De har mulighed for på en monitor at følge afhøringen. Der bør i rum-

met ikke befinde sig personer, som kan forventes at skulle afgive vidnefor-

klaring. Hvis en nærtstående person følger barnet til afhøringen, bør den på-

gældende anvises et andet opholdsrum under afhøringen end monitorrum-

met.

Den mistænkte eller sigtede har ikke krav på at overvære afhøringen.”

Ifølge beretningens side 9 var forsvarerens tilstedeværelse en nødvendig betin-

gelse for rettens tilladelse til at anvende videoafhøringen som bevis under en

eventuel senere hovedforhandling. Forsvareren havde adgang til at stille spørgs-

mål til barnet gennem politiet.

Der var på dette tidspunkt kun hjemmel til at beskikke en forsvarer for en person,

der var sigtet i sagen. Hvis der ikke kunne beskikkes en forsvarer, tilkaldte politi-

et i stedet en advokat fra kredsen af beneficerede advokater til at overvære video-

afhøringen af barnet.

Den sigtede skulle efter afhøringen have adgang til at gennemse videooptagelsen

sammen med sin forsvarer med henblik på bl.a. at få bragt på det rene, om afhø-

ringen gav anledning til at stille yderligere spørgsmål til barnet af væsentlig be-

tydning for sagen, jf. beretningens side 16.

Adgangen til at anvende videoafhøringer som bevis under hovedforhandlingen er

i beretningen beskrevet således (side 3-4):

”Barnets alder indgår som en væsentlig faktor ved rettens stillingtagen til,

om videooptagelsen kan benyttes som bevis. En tilladelse til dokumentation

må ske i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, der alene tillader undtagel-

sesvis dokumentation. Da retsplejeloven ikke indeholder særskilte regler om

videooptagelser, må aldersspørgsmålet afgøres efter en konkret vurdering i

hver enkelt sag. Rettens tilladelse kan efter hidtidig praksis næppe forven-

tes, hvis den afhørte er ældre end omkring 12 år.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Men aldersgrænsen må antages at kunne ligge højere, hvis den afhørte er

udviklingshæmmet eller i særlig grad traumatiseret på grund af forbrydel-

sens grovhed eller karakter. Ved mistanke herom må politiet indhente en

specialisterklæring.”

Rettens tilladelse til at anvende en videoafhøring som bevis under hovedforhand-

lingen blev af praktiske grunde søgt indhentet i et forberedende retsmøde, jf. be-

retningens side 11.

Herudover indeholder beretningen en række anbefalinger vedrørende bl.a. afhø-

ringen af barnet og indretning af lokaler samt nogle forslag til lovændringer, der

dog ikke på daværende tidspunkt blev gennemført.

Beretningen dannede i perioden efter dens afgivelse i 1995 grundlag for politiets

og anklagemyndighedens brug af videoafhøring af børn i sædelighedssager, jf.

betænkning nr. 1420/2002, side 21.

I beretningen blev det som nævnt lagt til grund, at den mistænkte/sigtede ikke

havde adgang til at overvære videoafhøringen af barnet. I foråret 2000 blev dette

spørgsmål forelagt for Højesteret, der bl.a. udtalte følgende (UfR 2000, side

1326):

”Den fulgte praksis med hensyn til videooptagelse af politiets afhøringer af

børn i sædelighedssager har til formål dels at sikre bevis så hurtigt som mu-

ligt, dels at skåne børnene for afhøringer i retten. Den omstændighed, at vi-

deooptagelsen under en eventuel [hovedforhandling] skal anvendes som be-

vis og således skal træde i stedet for en afhøring af barnet i retten, taler for,

at videoafhøringerne i videst muligt omfang sker under iagttagelse af rets-

sikkerhedsmæssige garantier svarende til dem, der gælder ved indenretlige

afhøringer. En adgang for den mistænkte eller sigtede til at være til stede i et

andet lokale (monitorrummet) og derfra via tv-skærm overvære afhøringen

vil tilgodese et retssikkerhedsmæssigt hensyn, idet det herved kan sikres, at

forsvareren er i stand til

–

gennem den afhørende kriminalassistent

–

at stille

relevante supplerende spørgsmål. Herved vil man samtidig

–

også i barnets

interesse

–

kunne mindske behovet for genafhøring. Der er ikke af anklage-

myndigheden anført væsentlige hensyn, som taler imod, at der i almindelig-

hed gives den mistænkte eller sigtede adgang til at være til stede i monitor-

rummet under afhøringen af barnet. Uanset ordlyden af og forarbejderne til

retsplejelovens § 745, stk. 3, finder Højesteret herefter, at den mistænkte el-

ler sigtede som udgangspunkt bør have en sådan adgang til at følge afhørin-

gen.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Da der ikke er oplyst omstændigheder, som kan begrunde, at udgangspunk-

tet bør fraviges i den foreliggende sag, tiltræder Højesteret tillige, at det til-

lades de indkærede at være til stede i et monitorrum under videoafhøring af

børnene.”

Rigsadvokaten udsendte bl.a. på den baggrund en række Rigsadvokaten Informe-

rer (nr. 6/2000, nr. 15/2000 og nr. 23/2000), der supplerede og på nogle punkter

ændrede anbefalingerne i beretningen fra 1995.

Ved Rigsadvokatens Meddelelse nr. 4/2001 om videoafhøring af børn i sædelig-

hedssager blev de på dette tidspunkt gældende retningslinjer for videoafhøring af

børn sammenskrevet (meddelelsen er medtaget som bilag 4 til betænkning nr.

1420/2002).

Om adgangen til at anvende videoafhøringer som bevis i retten fremgår bl.a. føl-

gende af rigsadvokatmeddelelsen:

”Barnets

alder indgår som en væsentlig faktor ved rettens stillingtagen til,

om videooptagelsen kan benyttes som bevis. Efter hidtidig praksis kan ret-

tens tilladelse efter § 877, stk. 3, næppe forventes i tilfælde, hvor det afhørte

barn er ældre end omkring 12 år.

Det må dog antages, at videoafhøring efter omstændighederne også vil kun-

ne tillades anvendt som bevis i retten, f.eks. hvis der er tale om et lidt ældre

barn, som er sent udviklet eller mentalt handicappet, eller hvis barnet i sær-

lig grad er traumatiseret på grund af forbrydelsens grovhed eller karakter.”

I juni 2002 blev betænkning nr. 1420/2002 afgivet af Justitsministeriets arbejds-

gruppe om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn. Arbejds-

gruppen havde til opgave at gennemgå og vurdere de spørgsmål, som gennemfø-

relsen af straffesager om seksuelt misbrug af børn giver anledning til, herunder

navnlig de spørgsmål der knytter sig til afhøring af børn.

Arbejdsgruppen fandt, at der som hidtil burde anvendes en fremgangsmåde, hvor

politiets afhøring af børn i sager om seksuelt misbrug af børn optages på video

og anvendes som bevis i retten. Fremgangsmåden burde ifølge arbejdsgruppen i

overensstemmelse med hidtidig praksis efter omstændighederne også kunne an-

vendes ved afhøring af børn i andre sagstyper som f.eks. drabs- og voldssager.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Arbejdsgruppen tilsluttede sig endvidere den hidtil fulgte praksis, hvorefter der

som udgangspunkt blev anvendt videoafhøring, når barnet var 12 år eller derun-

der.

I den forbindelse foreslog arbejdsgruppen, at der blev etableret klar lovhjemmel

til, at videoafhøringer kunne benyttes som bevis under hovedforhandlingen, og at

der af retssikkerhedsmæssige hensyn blev opstillet nærmere betingelser for gen-

nemførelse af videoafhøring.

Arbejdsgruppen foreslog således, at der blev indført en bestemmelse om beskik-

kelse af forsvarer for den mistænkte/sigtede/ukendte gerningsmand før gennem-

førelse af videoafhøring, og at forsvareren skulle have pligt til at overvære video-

afhøringen. Arbejdsgruppens flertal foreslog herudover, at den mistænkte/sigtede

ikke skulle have adgang til at overvære afhøringen. Arbejdsgruppen foreslog i

den forbindelse, at den pågældende efterfølgende skulle have adgang til at gen-

nemse videooptagelsen af afhøringen og til at anmode om genafhøring af barnet.

Der henvises til betænkning nr. 1420/2002, side 93-95, 100-102 og 113-131.

Herudover kom arbejdsgruppen med en række anbefalinger vedrørende gennem-

førelse af videoafhøring.

Forslagene i betænkning nr. 1420/2002 blev gennemført ved lov nr. 228 af 2.

april 2003 om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven (Børne-

pornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af straffe-

sager om seksuelt misbrug af børn mv.).

Disse regler er fortsat gældende og er nærmere beskrevet i kapitel 3 om gældende

ret.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 3

Gældende ret

1. Indledning

I dansk strafferetspleje sker vidneførsel som udgangspunkt under selve hoved-

forhandlingen. Dette udgangspunkt er nærmere beskrevet i afsnit 2.

Udgangspunktet er bl.a. fraveget ved adgangen til at anvende videoafhøringer af

børn som bevis under hovedforhandlingen. Denne adgang og den fremgangsmå-

de, der følges ved foretagelse af videoafhøring, er beskrevet i afsnit 3-8. I afsnit 9

er ordningen med såkaldte børnehuse, hvor videoafhøring som udgangspunkt fo-

retages, beskrevet.

Børn og unge, der ikke er omfattet af videoafhøringsordningen, afhøres som ud-

gangspunkt ligesom voksne først af politiet under efterforskningen og derefter i

retten under hovedforhandlingen, hvis der rejses tiltale, og anklagemyndigheden

eller forsvareren ønsker den pågældende ført som vidne. I afsnit 10 og 11 er de

forholdsregler, der i den forbindelse kan tages for at beskytte barnet eller den un-

ge, beskrevet.

2. Udgangspunktet om vidneførsel under hovedforhandlingen

2.1.

Dansk strafferetspleje bygger på et grundlæggende princip om såkaldt bevis-

umiddelbarhed. Heri ligger, at bevisførelsen i en straffesag som udgangspunkt

bør ske umiddelbart for den dømmende ret og under hovedforhandlingen.

Princippet er med hensyn til vidneforklaringer fastslået i retsplejelovens § 174,

stk. 1, 1. pkt., hvorefter vidneforklaring afgives for den ret, ved hvilken sagen

behandles. Retten kan dog ifølge § 174, stk. 1, 2. pkt., beslutte, at vidneforklarin-

gen i stedet skal afgives for den byret, hvor det findes mest hensigtsmæssigt.

Begrundelsen for princippet om bevisumiddelbarhed er navnlig en antagelse om,

at retten bedst danner sig det rette indtryk af sagens sammenhæng, hvis beviserne

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

føres umiddelbart for den dømmende ret, så dommere og lægdommere selv har

lejlighed til at se og høre vidnerne mv. og stille de spørgsmål, som forklaringerne

måtte give anledning til, jf. herved Eva Smith m.fl., Straffeprocessen, 2. udgave

(2008), side 610.

Ved at afhøre vidner under hovedforhandlingen sikres det endvidere, at tiltaltes

forsvarer har mulighed for at stille spørgsmål til vidnet, jf. retsplejelovens § 183,

stk. 1, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, stk. 3, litra

d, jf. stk. 1. Der henvises for så vidt angår Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention i øvrigt til kapitel 4, afsnit 2.

Vidnet skal normalt møde personligt i retslokalet. Dog kan retten ifølge retspleje-

lovens § 174, stk. 2, 1. pkt., bestemme, at vidnet skal afgive forklaring ved an-

vendelse af telekommunikation med billede, hvis det findes hensigtsmæssigt og

forsvarligt. Retten kan endvidere bestemme, at vidnet skal afgive forklaring ved

anvendelse af telekommunikation uden billede, hvis det vil være forbundet med

uforholdsmæssige vanskeligheder, at forklaringen afgives i retten eller ved an-

vendelse af telekommunikation med billede, og afgivelse af forklaring ved an-

vendelse af telekommunikation uden billede findes forsvarlig, jf. § 174, stk. 3, 1.

pkt.

2.2.

Det er således udgangspunktet, at de vidner, som anklagemyndigheden eller

forsvareren ønsker at føre i straffesager, afgiver forklaring under selve hovedfor-

handlingen ved personligt fremmøde. Retsplejeloven giver imidlertid i et vist

omfang adgang til, at en forklaring fra et vidne, der er afgivet under sagens efter-

forskning, kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen, jf. nærmere ne-

denfor.

Retsplejelovens § 747 vedrører såkaldt anticiperet bevisførelse. Ifølge bestem-

melsen afholdes der efter anmodning bl.a. retsmøde, når det er påkrævet for at

sikre bevis, som det ellers må befrygtes vil gå tabt, som ikke uden væsentlig

ulempe eller forsinkelse vil kunne føres for den dømmende ret, eller som må an-

tages at være af betydning for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig in-

teresse.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det bemærkes i den forbindelse, at retten ifølge retsplejelovens § 186, stk. 3, der

dog endnu ikke er sat i kraft, kan bestemme, at der skal ske billed- eller lydopta-

gelse af en vidneforklaring, herunder en forklaring der afgives før hovedforhand-

lingen. En sådan optagelse af en forklaring, der er afgivet før hovedforhandlin-

gen, kan ifølge bestemmelsens forarbejder anvendes som bevis i samme omfang

som indførsler i retsbøgerne vedrørende sådanne forklaringer, jf. herom neden-

for. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 67, i lovforslag nr. L 168 (folke-

tingsåret 2005-06).

Efter retsplejelovens § 871, stk. 2, nr. 3, kan bl.a. tilførsler til retsbøger om for-

klaringer, som vidner har afgivet, benyttes som bevismidler under hovedforhand-

lingen, når disse personer enten er døde eller af anden grund ikke kan afhøres på

ny eller de i medfør af § 174 er afhørt ved en anden ret end den, der nu behandler

sagen, eller de er afhørt, uden at tiltalte har været til stede, jf. § 855, stk. 2, eller

når den nu afgivne forklaring afviger fra den tidligere, eller når et vidne nægter at

afgive forklaring og tvangsmidler efter § 178 ikke bør anvendes eller forgæves er

anvendt.

Efter retsplejeloven § 871, stk. 4, kan retten også uden for de ovennævnte tilfæl-

de undtagelsesvis tillade, at dokumenter, som indeholder erklæringer eller vid-

nesbyrd, benyttes som bevismidler. Bestemmelsen omfatter f.eks. politirapporter

om afhøring af vidner under efterforskningen.

Under ankesager ved landsretten kan tilførsler til retsbøger om forklaringer afgi-

vet af vidner under byretsbehandlingen ud over i de tilfælde, der er nævnt i rets-

plejelovens § 871, anvendes som bevismiddel, hvis ingen af parterne inden ho-

vedforhandlingen har anmodet om ny afhøring, jf. § 923.

Retsplejelovens § 872 indeholder herudover en særlig bestemmelse om adgang

til at anvende en videoafhøring af et barn, som politiet har foretaget under sagens

efterforskning, som bevis under hovedforhandlingen (se afsnit 3 nedenfor).

3. Adgang til at anvende videoafhøringer som bevis

Efter retsplejelovens § 872 kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen er op-

taget på video (videoafhøring), benyttes som bevis under hovedforhandlingen.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Bestemmelsen indebærer, at en videooptagelse af politiets afhøring af et barn un-

der efterforskningen af sagen kan forevises under hovedforhandlingen i stedet

for, at barnet skal afgive vidneforklaring i retten. Fremgangsmåden har til formål

dels at sikre bevis så hurtigt som muligt, dels at skåne barnet.

Forevisning af en videooptagelse af politiets afhøring af et barn som bevis under

hovedforhandlingen

–

som erstatning for barnets afgivelse af vidneforklaring for

den dømmende ret

–

udgør imidlertid en fravigelse af princippet om bevisumid-

delbarhed, der er beskrevet ovenfor i afsnit 2.1.

En videoafhøring kan derfor kun anvendes som bevis i nærmere bestemte tilfæl-

de, jf. herom afsnit 4 nedenfor, hvor ordningens anvendelsesområde er beskrevet.

Det er i forarbejderne til retsplejelovens § 872 endvidere forudsat, at fremgangs-

måden i § 745 e er fulgt i forbindelse med foretagelsen af videoafhøringen. Er

der sket tilsidesættelse af de grundlæggende betingelser i § 745 e, bør videoafhø-

ringen som altovervejende udgangspunkt ikke anvendes som bevis under hoved-

forhandlingen. Der henvises til bemærkningerne til § 3, nr. 4, i lovforslag nr. L

117 (folketingsåret 2002-03).

Fremgangsmåden ved politiets foretagelse af videoafhøring er gennemgået i af-

snit 6 nedenfor. Spørgsmålet om betydningen af tilsidesættelse af forskrifter om

fremgangsmåden er nærmere behandlet i afsnit 7 nedenfor.

4. Videoafhøringsordningens anvendelsesområde

4.1. Aldersgrænse

Det fremgår ikke af ordlyden af retsplejelovens §§ 731 a, 745 e og 872 om vi-

deoafhøring af børn, hvad der nærmere forstås ved

”et

barn”.

Spørgsmålet er

imidlertid omtalt i forarbejderne til bestemmelserne, der blev indført ved lov nr.

228 af 2. april 2003 om ændring af straffeloven, adoptionsloven og retsplejeloven

(Børnepornografi, seksuel udnyttelse af børn, salg af børn og gennemførelse af

straffesager om seksuelt misbrug af børn mv.) og bygger på betænkning nr.

1420/2002.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Af betænkningens side 94-95 fremgår følgende:

”Efter den hidtil fulgte praksis har videoafhøringer som udgangspunkt kun

været anvendt i sager, hvor barnet på afhøringstidspunktet har været 12 år

eller derunder. Videoafhøring har dog også været anvendt i forhold til lidt

ældre børn, som er sent udviklede eller mentalt handicappede, eller i sager,

hvor barnet i særlig grad er traumatiseret på grund af forbrydelsens grovhed

eller karakter.

[…]

Der er i arbejdsgruppen enighed om, at spørgsmålet om, hvorvidt videoafhø-

ring bør foretages, som udgangspunkt fortsat bør afhænge af barnets alder

og udvikling. Arbejdsgruppen kan således tilslutte sig, at den hidtil fulgte

praksis, hvorefter der som udgangspunkt anvendes videoafhøring, når barnet

er 12 år eller derunder på tidspunktet for afhøringen, bør fortsætte.

Arbejdsgruppen har herved lagt vægt på, at udgangspunktet efter dansk ret

er, at vidner skal afgive forklaring umiddelbart for den dømmende ret. Do-

kumentation af et barns forklaring til video under [hovedforhandlingen] er

således en fravigelse af det almindelige princip om bevisumiddelbarhed.

Dette tilsiger, at anvendelse af videoafhøringer kun bør ske i de tilfælde,

hvor afgørende hensyn taler for, at vidnet ikke skal give møde umiddelbart

for den dømmende ret. Arbejdsgruppen er i øvrigt ikke bekendt med, at det

har givet anledning til væsentlige problemer at afhøre børn over 12 år umid-

delbart for den dømmende ret. Som anført finder arbejdsgruppen dog, at æl-

dre børn efter en konkret vurdering bør kunne afhøres til video, såfremt bar-

nets udvikling eller psykiske tilstand tilsiger dette.

Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, om der bør være en nedre alders-

grænse f.eks. på 3 år for, hvornår videoafhøring af et barn bør foretages. Ar-

bejdsgruppen har ikke fundet grundlag for at anbefale en sådan nedre al-

dersgrænse. Hvorvidt det vil være muligt at afhøre et lille barn ved en vi-

deoafhøring, bør efter arbejdsgruppens opfattelse afgøres på baggrund af en

konkret vurdering af det enkelte barns evne til at huske og kommunikere.”

Følgende fremgår af pkt. 3.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget til

loven (lovforslag nr. L 117 (folketingsåret 2002-03)):

”Det er i

dag almindelig praksis i en række sager, at politiets afhøring af

børn optages på video med henblik på en senere forevisning under [hoved-

forhandlingen].

Dette er imidlertid en fravigelse af det almindelige princip om bevisumid-

delbarhed, hvorfor anvendelse af videoafhøringer kun bør ske i de tilfælde,

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

hvor afgørende hensyn taler for, at vidnet ikke skal give møde umiddelbart

for den dømmende ret.

Det er derfor udgangspunktet, at afhøring af børn kun foretages på denne

måde, når barnet er 12 år eller derunder. Der kan dog foreligge særlige om-

stændigheder, herunder barnets udvikling og psykiske tilstand, der bevirker,

at der foretages videoafhøring af også ældre børn.

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at udenretlig videoafhøring

af børn på 12 år eller derunder efter en konkret vurdering fortsat bør kunne

finde anvendelse i bl.a. sager om seksuelle overgreb mod børn. Justitsmini-

steriet lægger i den forbindelse vægt på, at hensynet til det barn, der er mis-

tanke om har været udsat for et overgreb, herved tilgodeses mest muligt, og

at udenretlige videoafhøringer i en årrække har været anvendt i praksis,

uden at dette i sig selv har givet anledning til kritik.”

Som det fremgår, blev den hidtidige praksis med hensyn til aldersgrænsen for vi-

deoafhøring af børn videreført ved indførelsen af §§ 731 a, 745 e og 872 i rets-

plejeloven. Der henvises for så vidt angår denne tidligere praksis i øvrigt til kapi-

tel 2.

En videoafhøring kan således som udgangspunkt kun anvendes som bevis under

hovedforhandlingen, hvis barnet er 12 år eller derunder på tidspunktet for afhø-

ringen (dvs. under 13 år). Der kan dog foreligge særlige omstændigheder, herun-

der barnets udvikling og psykiske tilstand, som bevirker, at en videoafhøring af

et ældre barn kan anvendes som bevis.

Der kan i den forbindelse bl.a. henvises til Østre Landsrets kendelse af 27. okto-

ber 2011, der er trykt i UfR 2012, side 437, hvor retten fandt, at der kunne fore-

tages videoafhøring af en 16-årig psykisk syg forurettet ved et seksuelt overgreb.

Det var om den 16-årige oplyst, at hun i perioder havde været indlagt på en bør-

ne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, samt at det ikke var urealistisk at tro, at hun

først i løbet af 2012 ville være i klar bedring, hvis behandlingen af hende forløb

som planlagt. Det var endvidere oplyst, at hun havde forsøgt at gøre skade på sig

selv.

Det kan herudover nævnes, at Vestre Landsret i en kendelse trykt i UfR 2005,

side 779, fandt, at reglerne om videoafhøring af børn kunne anvendes analogt på

en 24-årig udviklingshæmmet, der var forurettet ved et seksuelt overgreb.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Der foreligger en række trykte afgørelser, hvor det

–

uden at det har været gen-

stand for tvist

–

fremgår af sagen, at der er foretaget videoafhøring af personer,

der var mentalt retarderede, udviklingshæmmede eller ikke-alderssvarende. Der

kan f.eks. henvises til Østre Landsrets dom trykt i UfR 2007, side 934 (en ikke-

alderssvarende 15-årig forurettet ved et seksuelt overgreb) og Vestre Landsrets

dom trykt i TfK 2008, side 130 (en mentalt retarderet forurettet ved et seksuelt

overgreb).

Der henvises i øvrigt til kapitel 8, som indeholder statistiske oplysninger om bru-

gen af videoafhøring.

4.2. Sagstyper

Ordlyden af retsplejelovens §§ 731 a, 745 e og 872 om videoafhøring af børn

fastsætter ikke, hvilke sagstyper videoafhøring kan anvendes i. Spørgsmålet er

imidlertid omtalt i bestemmelsernes forarbejder.

Følgende fremgår således af betænkning nr. 1420/2002, side 95:

”Kerneområdet for anvendelse af videoafhøring af børn er afhøring af børn,

der må formodes at have været udsat for seksuelle overgreb, jf. straffelovens

§ 210 og straffelovens kapitel 24.

Arbejdsgruppen finder også, at børn, der optræder som vidner i en sædelig-

hedssag

–

uden at være forurettede

–

efter omstændighederne bør kunne af-

høres til video.

Efter arbejdsgruppens opfattelse vil videoafhøringer endvidere efter om-

stændighederne kunne anvendes ved afhøring af børn som vidner i andre

sagstyper som f.eks. drabs- og voldssager, således som det allerede fore-

kommer i praksis.”

Følgende fremgår af pkt. 3.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L

117 (folketingsåret 2002-03):

”Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at udenretlig

videoafhøring

af børn på 12 år eller derunder efter en konkret vurdering fortsat bør kunne

finde anvendelse i bl.a. sager om seksuelle overgreb mod børn. […]

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Justitsministeriet er ligeledes enig med arbejdsgruppen i, at der kan være

andre typer af sager end sager om seksuelle overgreb, hvor de samme hen-

syn til barnet gør sig gældende, og hvor der derfor efter omstændighederne

kan være et tilsvarende behov for, at afhøringen af barnet som vidne optages

på video med henblik på forevisning under [hovedforhandlingen].”

Som det fremgår, kan en videoafhøring af et barn (på 12 år eller derunder), som

formodes at have været udsat for et seksuelt overgreb, anvendes som bevis under

hovedforhandlingen. Videoafhøring kan imidlertid efter omstændighederne også

anvendes i andre sagstyper som f.eks. drabs- og voldssager, hvor de samme hen-

syn til barnet gør sig gældende. Endvidere kan der foretages videoafhøring, selv

om barnet ikke er den forurettede i sagen, men alene et vidne.

I trykt retspraksis foreligger der i overensstemmelse hermed en række afgørelser,

hvor det fremgår, at der

–

uden at det har været genstand for tvist

–

er foretaget

videoafhøring af børn, der ikke var forurettede i sagen, eller i sager, der ikke ved-

rørte seksuelle overgreb. Som eksempler kan nævnes Vestre Landsrets dom trykt

i TfK 2008, side 803 (forurettede i en sag om simpel vold) og Vestre Landsrets

dom trykt i TfK 2008, side 85 (vidner til simpel vold).

Der henvises i øvrigt til kapitel 8, som indeholder statistiske oplysninger om bru-

gen af videoafhøring.

5. Beslutning om at foretage videoafhøring

Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2007 (rettet september 2012) om behandling af

sager om seksuelt misbrug af børn og videoafhøring af børn i sådanne sager (her-

efter ”RM nr. 2/2007”) indeholder retningslinjer for brugen af videoafhøring.

Det fremgår af afsnit 3 i meddelelsen, at der, når politiet modtager en anmeldelse

om et seksuelt overgreb mod et barn, snarest i samråd med anklageren bør tages

stilling til, om barnet skal videoafhøres. En eventuel videoafhøring bør søges

gennemført hurtigst muligt og, hvis det er praktisk muligt, inden en uge fra an-

meldelsen.

Formålet med at gennemføre afhøringen hurtigt er at sikre barnets hukommelse

om forholdet. Endvidere kan barnet hurtigere påbegynde bearbejdningen af det

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

passerede og blive skånet for at blive afhørt på et tidspunkt, hvor en behandling

af barnet er i gang. Herudover kan en afhøring inden for kort tid efter anmeldel-

sen være med til at mindske risikoen for påvirkning af barnet fra familien eller

andre. Der henvises til afsnit 3 i RM nr. 2/2007 og betænkning nr. 1420/2002,

side 105.

Politiets videoafhøring af barnet kræver ikke et udtrykkeligt tilkendegivet sam-

tykke fra forældremyndighedens indehaver(e), men politiet må ikke afhøre bar-

net, hvis forældremyndighedens indehaver(e) klart tilkendegiver, at politiet ikke

må afhøre barnet. I tilfælde, hvor der er to indehavere af forældremyndigheden,

og den ene af disse er mistænkt/sigtet og modsætter sig politiets afhøring af bar-

net, kan politiet foretage afhøringen, hvis den anden forældremyndighedsindeha-

ver ikke modsætter sig dette.

Hvis der kun er én indehaver af forældremyndigheden over barnet, og denne

modsætter sig politiets videoafhøring af barnet, eller hvis begge forældremyn-

dighedsindehavere modsætter sig videoafhøringen, kan politiet forelægge

spørgsmålet for retten med henblik på en eventuel indenretlig afhøring af barnet

efter retsplejelovens § 747 om anticiperet bevisførelse. Retten kan herefter even-

tuelt pålægge barnet at afgive forklaring, jf. § 171, stk. 3.

Tilsvarende må antages at gælde, hvis forældremyndighedsindehaver(ne) må an-

ses for ude af stand til at varetage barnets interesser på grund af sygdom eller lig-

nende.

Der henvises til betænkning nr. 1420/2002, side 28 og 97, og afsnit 3 i RM nr.

2/2007.

Som nærmere beskrevet i afsnit 8 nedenfor kan sådanne indenretlige afhøringer

af børn

–

ligesom politiets udenretlige afhøringer

–

gennemføres som videoafhø-

ringer.

Østre Landsret fandt i en kendelse trykt i UfR 2010, side 20, at en videoafhøring

som udgangspunkt bør søges gennemført som en politiafhøring efter den oven-

nævnte fremgangsmåde, før der i givet fald indgives anmodning til retten om in-

denretlig videoafhøring i medfør af retsplejelovens § 747, og at hensynet til, at

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

forældrene ikke påvirker barnet inden afhøringen, som udgangspunkt ikke kan

føre til et andet resultat. I sagen ønskede politiet at foretage en indenretlig video-

afhøring af barnet, uden at forældrene på forhånd blev adviseret herom.

Det bemærkes, at Østre Landsret i en kendelse trykt i UfR 2008, side 2353, fandt,

at det ved spørgsmål om afgivelse af forklaring til politiet eller i retten, hvor for-

ældremyndighedsindehaverens interesser må antages at kollidere med barnets in-

teresser, vil være en naturlig og sædvanlig opgave for bistandsadvokaten på bar-

nets vegne at tilkendegive, om forklaring vil blive afgivet frivilligt. Sagen hand-

lede om, hvorvidt politiet kunne foretage videoafhøring af en 11-årig dreng, uden

at faderen, der var eneindehaver af forældremyndigheden, blev gjort bekendt

hermed, eller om dette skulle ske indenretligt i forbindelse med pålæg om vidne-

pligt efter retsplejelovens § 171, stk. 3. Faderen var mistænkt for et voldsforhold

begået mod drengen.

6. Fremgangsmåden ved foretagelse videoafhøring

6.1. Hvem medvirker ved videoafhøring?

6.1.1. Politiet og anklagemyndigheden

Ved videoafhøring af et barn, hvor optagelsen efter retsplejelovens § 872 vil

kunne anvendes som bevis under hovedforhandlingen, deltager fra politiet og an-

klagemyndigheden dels den polititjenestemand, der er sagsbehandler på sagen,

dels en anklager. Selve afhøringen af barnet foretages af en særligt uddannet po-

lititjenestemand. Uddannelsen er nærmere beskrevet i kapitel 6.

6.1.2. Forsvarer

Hvis politiets videoafhøring af et barn kan formodes at ville finde anvendelse

som bevis under hovedforhandlingen, skal der inden afhøringen beskikkes en

forsvarer for den, der er mistænkt eller sigtet eller senere måtte blive mistænkt el-

ler sigtet i sagen, hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den

valgte forsvarer udebliver, jf. retsplejelovens § 731 a.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Forsvarerbeskikkelse er således obligatorisk i alle sager, hvor der skal foretages

videoafhøring af et barn, hvis den mistænkte/sigtede ikke selv har valgt en for-

svarer, eller hvis den valgte forsvarer udebliver. Forsvarerbeskikkelse er også ob-

ligatorisk, selv om ingen endnu er mistænkt eller sigtet i sagen, f.eks. fordi ger-

ningsmanden er ukendt.

Forsvareren skal ifølge retsplejelovens § 745 e, stk. 1, være til stede under video-

afhøringen, hvis optagelsen af afhøringen kan formodes at ville finde anvendelse

som bevis under hovedforhandlingen.

6.1.3. Bistandsadvokat

Regler om beskikkelse af en bistandsadvokat for forurettede findes i retsplejelo-

vens § 741 a, der også gælder, når forurettede er et barn.

Det følger af retsplejelovens § 741 a, stk. 2, at der i sager om overtrædelse af

straffelovens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 222, stk. 2 (samleje med barn

under 15 år ved tvang eller trusler), eller § 223, stk. 1 (samleje med stedbarn mv.

under 18 år),

skal

beskikkes en bistandsadvokat for den, der er forurettet ved lov-

overtrædelsen, medmindre forurettede efter at være blevet vejledt om retten til

beskikkelse af advokat frabeder sig det. Det gælder tillige, hvis der er tale over-

trædelse af straffelovens § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1, ved andet seksu-

elt forhold end samleje, jf. § 225.

Efter retsplejelovens § 741 a, stk. 1, beskikker retten i sager, der vedrører en

række nærmere opregnede andre straffelovsovertrædelser, som udgangspunkt en

advokat for den, der er forurettet ved lovovertrædelsen, når den pågældende

fremsætter begæring om det. Det drejer sig om overtrædelse af straffelovens §§

218-221, § 222, stk. 1, og § 223, stk. 2, samt § 225, jf. de nævnte bestemmelser,

og § 232 (en række andre seksualforbrydelser end de ovenfor vedrørende § 741

a, stk. 2, nævnte). Endvidere drejer det sig om overtrædelse af § 119 (overfald på

en offentligt ansat), § 123 (vidnetrusler mv.), § 237, jf. § 21 (drabsforsøg), §§

244-246 (vold), § 249 (uagtsom legemsbeskadigelse), § 250 (hensættelse af no-

gen i hjælpeløs tilstand mv.), § 252, stk. 2 (hensynsløs forvoldelse af fare for

smitte med en livstruende og uhelbredelig sygdom), § 260 (ulovlig tvang), § 261

(frihedsberøvelse), § 262 a (menneskehandel) og § 288 (røveri).

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Dog kan beskikkelse i disse tilfælde afslås, hvis lovovertrædelsen er af mindre

alvorlig karakter, og advokatbistand må anses for åbenbart unødvendig, jf. rets-

plejelovens § 741 a, stk. 3.

Selv om en lovovertrædelse ikke er blandt de i retsplejelovens § 741 a, stk. 1-2,

udtrykkeligt nævnte overtrædelser, hvor der kan beskikkes bistandsadvokat, kan

retten ifølge § 741 a, stk. 4, efter anmodning beskikke en advokat for forurettede,

når særlige omstændigheder taler for det.

Fremsætter forurettede ikke begæring om beskikkelse af bistandsadvokat, eller

frabeder forurettede sig bistandsadvokat, kan der efter politiets begæring beskik-

kes en bistandsadvokat for forurettede under efterforskningen, jf. retsplejelovens

§ 741 a, stk. 6. Bestemmelsen kan f.eks. anvendes i tilfælde, hvor en værge for en

mindreårig frabeder sig beskikkelse, eller hvor det er tvivlsomt, om en erklæring

fra en psykisk syg person er alvorligt ment, jf. pkt. 3.1.3 og 3.1.4 i de almindelige

bemærkninger til lovforslag nr. L 160 (folketingsåret 2004-05 (2. samling)).

Det fremgår af afsnit 4.2 i RM nr. 2/2007, at politiet i sager, hvor der er formod-

ning om, at et barn har været udsat for et seksuelt overgreb, bør begære en bi-

standsadvokat beskikket for barnet. Det gælder, selv om barnet, barnets forældre

eller andre, der kan varetage barnets tarv, ikke fremsætter begæring herom efter

retsplejelovens § 741 a, stk. 1, eller de nævnte personer frabeder sig beskikkelse,

jf. § 741 a, stk. 2, medmindre beskikkelse synes åbenbart unødvendigt.

I de sager, hvor der efter retsplejelovens § 741 a, stk. 2, skal beskikkes en bi-

standsadvokat, medmindre forurettede efter at være blevet vejledt om retten til

beskikkelse af en advokat frabeder sig det, skal forurettede have lejlighed til at

tale med en advokat før politiets afhøring af forurettede, medmindre den pågæl-

dende efter at være blevet vejledt frabeder sig det, jf. § 741 a, stk. 2, 2. pkt.

I sager, hvor der foretages videoafhøring, kan en eventuel samtale finde sted

umiddelbart inden videoafhøringen, jf. afsnit 4.2 i RM nr. 2/2007.

Hensynet til sagens efterforskning kan dog begrunde, at politiet foretager en helt

foreløbig udspørgen af forurettede, selv om forurettede ikke har haft lejlighed til

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

at tale med en advokat, jf. nærmere herom bemærkningerne til § 1, nr. 1 (forslag

til retsplejelovens § 741 a), i lovforslag nr. L 160 (folketingsåret 2004-05 (2.

samling)).

I de sager, hvor der efter retsplejelovens § 741 a, stk. 2, skal beskikkes en bi-

standsadvokat, medmindre forurettede efter at være blevet vejledt om retten til

beskikkelse af en advokat frabeder sig det, kan afhøring af forurettede endvidere

kun ske uden bistandsadvokatens tilstedeværelse, hvis forurettede anmoder om

det. I andre sager er begæring om beskikkelse af bistandsadvokat ikke til hinder

for, at politiet afhører forurettede uden bistandsadvokatens tilstedeværelse, hvis

forurettede er villig til at udtale sig. Dette fremgår af § 741 b, stk. 2.

Bistandsadvokaten har ifølge retsplejelovens § 741 c, stk. 1, adgang til at over-

være afhøringer af forurettede hos såvel politiet som i retten og har ret til at stille

yderligere spørgsmål til forurettede.

Bistandsadvokatens opgaver er ikke nærmere fastlagt i retsplejeloven, men det

fremgår af forarbejderne til bestemmelserne i kapitel 66 a, at formålet med at be-

skikke en bistandsadvokat er at styrke forurettedes stilling under sagen. Opga-

verne er ifølge forarbejderne både af juridisk og mere almen karakter. Ud over

støtte til forurettede under afhøringen hos politiet og i retten og opgørelse af et

eventuelt erstatningskrav kan der være tale om rådgivning om særlige hjælpemu-

ligheder, om personlig støtte og vejledning, om at orientere forurettede om sa-

gens forløb og forberede den pågældende på, hvordan sagen behandles i retten

under hovedforhandlingen. Der henvises til pkt. 1 og 5 i de almindelige bemærk-

ninger til lovforslag nr. L 45 (folketingsåret 1979-80).

Der henvises for så vidt angår bistandsadvokatens opgaver og beføjelser i øvrigt

til betænkning nr. 1549/2014 om afhøring af forurettede før tiltalte i straffesager,

side 30-33.

6.1.4. Repræsentant fra kommunen

Det fremgår af § 4 i bekendtgørelse nr. 79 af 4. februar 1998 om kommunens bi-

stand til børn og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring, som æn-

dret ved bekendtgørelse nr. 827 af 28. juni 2010, at kommunen, når den bliver

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

underrettet om, at en person under 14 år skal afhøres som vidne i en straffesag

hos politiet eller i retten, skal sende en repræsentant til afhøringen.

Politiet underretter derfor kommunen, når et barn skal videoafhøres, jf. afsnit 4.1

i RM nr. 2/2007.

Under afhøringen hos politiet skal repræsentanten fra kommunen ifølge bekendt-

gørelsens § 5, stk. 1, støtte barnet eller den unge og påse, at afhøringen foregår

med en skånsomhed, der er afpasset sagens karakter og barnets eller den unges

alder. Repræsentanten skal under afhøringen forholde sig neutral og må ikke del-

tage aktivt i udspørgningen.

6.1.5. Tryghedsskabende person

Hvis der er et særligt behov for at styrke barnets tryghed, kan der være en såkaldt

tryghedsskabende person til stede i afhøringslokalet sammen med barnet. Der

kan f.eks. være tale om en pædagog fra barnets daginstitution eller en bedstefor-

ælder, som ikke forventes senere at skulle afgive vidneforklaring i sagen.

Det skal derimod undgås, at den person, der skal skabe tryghed for barnet, er en

person, der eventuelt senere vil skulle afgive forklaring i retten, eller en person,

som tidligere har drøftet sagen med barnet, ligesom det skal undgås, at en foræl-

der medvirker som tryghedsskabende person eller overværer afhøringen fra mo-

nitorrummet. Det vil således kunne forekomme, at barnets forældre skal afgive

forklaring som vidne under straffesagen. Endvidere vil en forælders tilstedevæ-

relse kunne have indflydelse på barnets forklaring ved, at barnet ikke vil eller ik-

ke kan forklare om det passerede i sine forældres påhør, eller ved at barnets for-

klaring ved en eventuel genafhøring vil kunne påvirkes af, at forældrene efter den

første afhøring har talt med barnet om afhøringen.

Der henvises til pkt. 8.2 i RM nr. 2/2007 og betænkning nr. 1420/2002, side 106.

6.1.6. Andre medvirkende personer

I enkelte tilfælde, hvor et barn er særligt psykisk belastet af det formodede over-

greb, eller hvor barnets manglende udvikling eller sygdom skønnes at gøre det

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

vanskeligt at afhøre barnet, kan politiet efter en konkret vurdering af oplysnin-

gerne om barnet overveje, om det er hensigtsmæssigt at lade en børnesagkyndig

bistå ved afhøringen, dog således at afhøringen fortsat foretages af den særligt

uddannede polititjenestemand.

Endvidere kan der være behov for tolk under afhøringen af barnet.

Herudover medvirker der eventuelt en ansat fra det børnehus, hvor afhøringen fo-

retages. Børnehusordningen er beskrevet nedenfor i afsnit 9.

Der henvises til pkt. 6.1 i RM nr. 2/2007 og betænkning nr. 1420/2002, side 111.

6.2. Forberedelse af videoafhøringen

Forberedelsen af videoafhøringen sker i samarbejde mellem den særligt uddan-

nede polititjenestemand, der skal foretage afhøringen, den polititjenestemand,

som er sagsbehandler på sagen, og anklageren. Den særligt uddannede polititje-

nestemand skal som led i forberedelsen have en grundig orientering om sagen og

barnets personlige forhold og have adgang til sagens akter.

Den særligt uddannede polititjenestemand bør besøge barnet i dets hjem forud for

afhøringen. Herved kan polititjenestemanden danne sig et indtryk af barnet, her-

under af barnets modenhed og sproglige udvikling. Det kan også medvirke til at

gøre barnet mere trygt, at afhøringen foretages af en person, som barnet tidligere

er blevet præsenteret for.

Under hjemmebesøget kan barnet også blive orienteret om, hvor og under hvilke

former afhøringen skal foregå. Det nærmere indhold af afhøringen må ikke drøf-

tes med barnet forud for videoafhøringen.

Hjemmebesøget kan eventuelt aflægges sammen med den sagsbehandlende poli-

titjenestemand, men der bør ikke deltage mere end to polititjenestemænd i besø-

get.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Der bør udarbejdes en detaljeret politirapport om et sådant besøg hos barnet og

om den samtale med barnet, der har fundet sted med henblik på at orientere om

videoafhøringen.

Selve afhøringen bør planlægges omhyggeligt og under hensyntagen til barnets

alder og modenhed og det sprog, som barnet må forventes at kunne forstå. Det

kan være nødvendigt at søge rådgivning om særlige etniske forhold, skikke og

opfattelser.

Der henvises til betænkning nr. 1420/2002, side 108-109, og afsnit 6.1 i RM nr.

2/2007.

6.3. Lokaler

Selve afhøringen af barnet foregår i et særligt indrettet afhøringslokale og kan

følges på en skærm i et såkaldt monitorrum.

Betænkning nr. 1420/2002, side 104-105, indeholder en række anbefalinger til

indretningen af afhøringslokalet, herunder for at gøre det børnevenligt og imøde-

kommende, og det fremgår af afsnit 8.1 i RM nr. 2/2007, at det bør tilstræbes, at

lokalerne indrettes i overensstemmelse med disse anbefalinger.

Videoafhøring af børn blev tidligere foretaget i videoafhøringslokaler, der pri-

mært var placeret på politistationer i bestemte politikredse, jf. nærmere afsnit 5 i

RM nr. 2/2007. Nu foretages videoafhøring som udgangspunkt i de såkaldte bør-

nehuse, der blev indført i 2013. Der henvises herom nærmere til afsnit 9 neden-

for.

6.4. Hvor opholder de medvirkende sig under videoafhøringen?

De personer, der medvirker ved videoafhøringen af barnet, opholder sig under

afhøringen enten i afhøringslokalet eller i monitorrummet.

Det fremgår af betænkning nr. 1420/2002, side 107, at hensynet til barnet tilsiger,

at der bør være så få personer som muligt til stede i afhøringslokalet. Det anbefa-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

les derfor, at der i afhøringslokalet normalt kun bør være barnet, afhøreren og

som udgangspunkt repræsentanten fra kommunen.

I praksis har det

–

af hensyn til barnets tarv

–

dog udviklet sig således, at det

normalt kun er barnet og afhøreren, der er til stede i afhøringslokalet, således at

repræsentanten fra kommunen overværer afhøringen fra monitorrummet og der-

fra påser, at afhøringen foregår med den fornødne skånsomhed, jf. afsnit 8.2 i

RM nr. 2/2007. Barnet får derved kun direkte kontakt med afhøreren, som barnet

normalt er blevet præsenteret for tidligere og kan føle sig tryg ved.

En eventuel tryghedsskabende person opholder sig også i afhøringslokalet. End-

videre kan der være en tolk i afhøringslokalet, hvis der er brug for tolkebistand.

Afhøringen overværes fra monitorrummet af den sagsbehandlende polititjene-

stemand, anklageren fra den politikreds, der behandler sagen, forsvareren, bi-

standsadvokaten og som nævnt normalt repræsentanten fra kommunen. I de til-

fælde, hvor en børnesagkyndig inddrages til at rådgive i forbindelse med afhø-

ringen, overværer denne ligeledes afhøringen fra monitorrummet. Herudover

overværer en ansat fra det børnehus, hvor afhøringen foretages, eventuelt afhø-

ringen fra monitorrummet.

Derimod har den mistænkte/sigtede ikke adgang til at overvære videoafhøringen,

imens den foretages, jf. retsplejelovens § 745 e, stk. 2, 1. pkt.

6.5. Vejledning om vidnefritagelse

Det følger af retsplejelovens § 753, jf. § 173, stk. 1, at politiet ved afhøringen af

en person, der ikke er sigtet, skal vejlede personen om bl.a. indholdet af § 171

om vidnefritagelse, hvis omstændighederne giver grund dertil.

Ifølge retsplejelovens § 171, stk. 1, har en parts nærmeste ikke pligt til at afgive

forklaring som vidne. Pligt til at afgive forklaring foreligger bl.a. heller ikke, hvis

forklaringen antages at ville udsætte vidnets nærmeste for straf eller tab af vel-

færd eller påføre vidnets nærmeste anden væsentlig skade, jf. § 171, stk. 2, nr. 2

og 3.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Retten kan dog efter retsplejelovens § 171, stk. 3, i sådanne tilfælde pålægge

vidnet at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betyd-

ning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkom-

mende part eller samfundet findes at berettige dertil.

Vidnefritagelsesreglerne gælder også for børn, jf. betænkning nr. 316/1962 om

vidner, side 50, og betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager mv.,

side 24.

Spørgsmålet om vejledning om vidnefritagelsesreglerne i forbindelse med video-

afhøring af børn er omtalt i betænkning nr. 1420/2002, side 97. Det fremgår her-

af, at sådan vejledning må ske til den, der varetager barnets interesser, dvs. al-

mindeligvis barnets forældre, og at det ved afhøring af større børn endvidere må

overvejes at gøre barnet bekendt med reglerne om vidnefritagelse.

Det fremgår af afsnit 3 i RM nr. 2/2007, at større børn skal gøres bekendt med

vidnefritagelsesreglerne, mens det for mindre børn som udgangspunkt bør over-

lades til forældrene (eller en af forældrene) at tage stilling til et eventuelt

spørgsmål om vidnefritagelse.

Der er i den forbindelse henvist til Højesterets kendelse trykt i UfR 1986, side

500, hvor Højesteret accepterede en 14-årig piges ret til at nægte at afgive forkla-

ring mod sin far.

Vejledning om vidnefritagelsesreglerne til forældrene gives forud for videoafhø-

ringen af barnet, jf. afsnit 8.5 i RM nr. 2/2007.

6.6. Afhøringen af barnet

Selve afhøringen af barnet foretages af en særligt uddannet videoafhører. Video-

afhørernes uddannelse er beskrevet i kapitel 6.

Afhøringen bør indledes med en introduktion, hvor dato og tidspunkt for afhø-

ringen nævnes, og hvor der gøres rede for, hvem der skal afhøres, hvem der gen-

nemfører afhøringen, samt hvilke personer der i øvrigt er til stede i afhøringslo-

kalet, og hvor de er placeret, ligesom der gøres rede for, hvem der i monitor-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

rummet overværer afhøringen. Af introduktionen bør det endvidere fremgå, at

barnet er bekendt med, at afhøringen optages på video.

Den indledende introduktion gives af videoafhøreren (eller eventuelt af den sags-

behandlende polititjenestemand), mens denne er alene i afhøringslokalet, hvoref-

ter barnet og eventuelle andre, der skal være til stede i afhøringslokalet, hentes

ind.

For så vidt angår vejledning om vidnefritagelsesreglerne henvises der til afsnit

6.5 ovenfor.

Den mistænkte/sigtede har efter gennemførelsen af videoafhøringen adgang til

sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen, jf. nærmere afsnit 6.7

nedenfor. Om det er nødvendigt og hensigtsmæssigt at orientere barnet herom,

afgøres efter en konkret vurdering. Ved denne vurdering indgår bl.a. barnets al-

der og modenhed samt omstændighederne i sagen. I hvert fald når der er tale om

mindre børn, er det normalt tilstrækkeligt, at repræsentanten fra kommunen, bi-

standsadvokaten og efter omstændighederne i sagen tillige forældrene orienteres.

Afhøringen bør indledes med en neutral og uformel samtale med barnet, der har

til formål at skabe tryghed hos barnet og vurdere barnets evne til at forstå og sva-

re på stillede spørgsmål. På et forholdsvis tidligt tidspunkt herefter bør barnet

forklares grunden til afhøringen, ligesom det

–

på en måde, der svarer til barnets

alder, og uden at det opfattes som mistro

–

bør tilkendegives, at det er vigtigt, at

barnet svarer sandfærdigt. Det bør herunder forklares barnet, at det er acceptabelt

at svare ved at sige

”jeg ved det ikke”, ”jeg husker det ikke” eller ”jeg forstår det

ikke”.

Alle spørgsmål til barnet stilles af den særligt uddannede videoafhører. Når afhø-

reren har stillet de spørgsmål til barnet, som findes relevante, holdes der en pause

i afhøringen, hvor afhøreren drøfter eventuelle yderligere spørgsmål til barnet

med de personer, der har overværet afhøringen fra monitorrummet. Der bør her-

under lægges særlig vægt på at imødekomme forsvarerens anmodninger om

spørgsmål til barnet. Video- og lydoptagelse af personer i afhøringslokalet skal

fortsættes i pausen.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Der henvises til afsnit 8.4 og 8.5 i RM nr. 2/2007.

6.7. Den mistænktes gennemsyn af videooptagelsen

Det fremgår af retsplejelovens § 745 e, stk. 2, 1. pkt., at den, der er mistænkt eller

sigtet, ikke har adgang til at overvære videoafhøringen. I stedet skal den pågæl-

dende snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse vi-

deooptagelsen hos politiet, jf. § 745 e, stk. 2, 2. pkt.

Herved får den mistænkte/sigtede mulighed for at vurdere, om barnets forklaring

giver anledning til at anmode om, at der stilles yderligere spørgsmål til barnet.

Ifølge forarbejderne til retsplejelovens § 745 e, stk. 2, bør det tilstræbes, at den

mistænkte/sigtede gennemser videooptagelsen så hurtigt som muligt efter gen-

nemførelsen af videoafhøringen

–

eventuelt samme dag

–

og så vidt muligt inden

for en til to uger efter afhøringen.

Hvis den mistænkte/sigtede ønsker at gennemse videoafhøringen, men er lovligt

forhindret heri, f.eks. på grund af sygdom eller sagligt begrundet udlandsophold,

må videooptagelsen ifølge bestemmelsens forarbejder forevises den pågældende

hurtigst muligt efter forhindringens ophør.

En væsentlig udskydelse af tidspunktet for den mistænktes/sigtedes gennemsyn

af videooptagelsen kan betyde, at en eventuel anmodning om genafhøring af bar-

net må afvises af hensyn til barnet, jf. nærmere nedenfor i afsnit 6.8.

Det er ifølge bestemmelsens forarbejder frivilligt for den mistænkte/sigtede, om

han eller hun ønsker at gennemse videoafhøringen. Hvis den mistænkte/sigtede

afstår fra at gennemse videooptagelsen eller forholder sig passiv over for politiets

henvendelse om gennemsyn, kan den pågældende ikke af denne grund efterføl-

gende under hovedforhandlingen anfægte, at videoafhøringen anvendes som be-

vis under sagen. Den mistænkte/sigtede og dennes forsvarer bør senest samtidig

med, at den mistænkte/sigtede afstår fra at gennemse videooptagelsen, gøres be-

kendt med, at anvendelsen af videoafhøringen som bevismiddel ikke efterfølgen-

de kan anfægtes under henvisning til, at den mistænkte/sigtede ikke har set vi-

deoafhøringen forud for hovedforhandlingen. Hvis den mistænkte/sigtede forhol-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

der sig passiv over for politiets henvendelser om adgangen til at se videooptagel-

sen, bør det ved fornyet henvendelse til den mistænkte/sigtede og dennes forsva-

rer sikres, at den pågældende har modtaget vejledning om adgangen til at gen-

nemse videoafhøringen og formålet hermed. Afstår den pågældende herefter fra

at gennemse videooptagelsen, eller forholder han eller hun sig fortsat passiv, bør

forsvareren orienteres om, at den mistænkte/sigtede ikke ønsker at gennemse vi-

deooptagelsen eller ikke har reageret på politiets henvendelser. Det bør samtidig

tilkendegives forsvareren, at en eventuel begæring om genafhøring skal fremsæt-

tes snarest muligt og senest inden to uger, og at adgangen til at begære barnet af-

hørt på ny ellers må forventes afvist, jf. afsnit 6.8 nedenfor.

Ifølge forarbejderne til bestemmelsen er udgangspunktet, at den mistænk-

tes/sigtedes gennemsyn af videooptagelsen skal foregå hos politiet, således at po-

litiet kan dokumentere, at den mistænkte/sigtede har set videooptagelsen inden en

eventuel hovedforhandling. Hvis den mistænkte/sigtede har gennemset videoop-

tagelsen hos forsvareren, og dette er dokumenteret over for politiet ved en erklæ-

ring fra forsvareren om, at den mistænkte/sigtede har gennemset forsvarerens ko-

pi af videooptagelsen, kan den mistænktes/sigtedes gennemsyn af videooptagel-

sen hos politiet dog undlades.

Der henvises til bemærkningerne til § 3, nr. 3 (forslag til retsplejelovens § 745 a

(nu § 745 e)), i lovforslag nr. L 117 (folketingsåret 2002-03) og afsnit 9 i RM nr.

2/2007.

6.8. Genafhøring af barnet

Den mistænkte/sigtede eller dennes forsvarer kan efter gennemsynet af videoaf-

høringen fremsætte begæring om, at der foretages genafhøring af barnet, jf. rets-

plejelovens § 745 e, stk. 2, 3. pkt. Herved får den mistænkte/sigtede mulighed for

at varetage sit forsvar ved at få stillet spørgsmål til barnet.

Genafhøring bør ifølge forarbejderne til retsplejelovens § 745 e, stk. 2, 3. pkt., af

hensyn til barnet kun ske, hvis det findes rimeligt begrundet for, at den mistænk-

te/sigtede kan varetage sit forsvar. Spørgsmålet om, hvorvidt der skal foretages

genafhøring af barnet, afgøres ud fra en konkret vurdering, hvor det bl.a. kan til-

lægges vægt, om der er fremkommet nye oplysninger efter den første afhøring af

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

barnet, om den mistænkte/sigtede og dennes forsvarer ønsker, at der bliver stillet

nye relevante spørgsmål til barnet, eller om der i øvrigt foreligger andre særlige

grunde til at foretage en genafhøring.

Hvis det besluttes, at der skal foretages en fornyet afhøring af barnet, søges den-

ne ifølge forarbejderne til bestemmelsen gennemført ved en supplerende video-

afhøring ved politiet eller eventuelt

–

afhængigt af barnets alder og forældremyn-

dighedsindehaverens stillingtagen hertil

–

i retten.

Det fremgår af retsplejelovens § 745 e, stk. 2, 3. pkt., at en begæring om genaf-

høring skal fremsættes snarest muligt efter gennemsynet af videooptagelsen.

Ifølge bestemmelsens forarbejder skal begæringen som udgangspunkt fremsættes

inden to uger efter, at den mistænkte/sigtede har foretaget gennemsyn af optagel-

sen af den første afhøring af barnet.

Fremsættes en anmodning om genafhøring senere, lægges der ifølge forarbejder-

ne til bestemmelsen ved vurderingen af, om genafhøring skal foretages, vægt på,

om hensynet til barnet tilsiger

–

navnlig på grund af den tid, der er forløbet siden

den første afhøring

–

at der ikke bør foretages fornyet afhøring af barnet. Ved

vurderingen indgår det endvidere, hvad årsagen er til den sene begæring om gen-

afhøring, herunder om den sene begæring skyldes den mistænktes/sigtedes egne

forhold.

En eventuel tvist mellem politiet/anklagemyndigheden og den mistænkte/sigtede

og dennes forsvarer om gennemførelsen af videoafhøringen, herunder spørgsmå-

let om, hvorvidt der skal foretages genafhøring af barnet, kan ifølge forarbejder-

ne indbringes for retten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 1.

Der henvises til bemærkningerne til § 3, nr. 3 (forslag til retsplejelovens § 745 a

(nu § 745 e)), i lovforslag nr. L 117 (folketingsåret 2002-03) og afsnit 10 i RM

nr. 2/2007.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

7. Betydning af tilsidesættelse af forskrifter om fremgangsmåden for

videoafhøring

En videoafhøring af et barn kan som nævnt i afsnit 3 ovenfor ifølge retsplejelo-

vens § 872 anvendes som bevis under hovedforhandlingen.

Da anvendelse af en videoafhøring som bevis under hovedforhandlingen

–

som

erstatning for barnets afgivelse af forklaring umiddelbart for den dømmende ret

–

er en fravigelse af princippet om bevisumiddelbarhed, er det forudsat i forarbej-

derne til retsplejelovens § 872, at fremgangsmåden i § 745 e er fulgt i forbindelse

med foretagelsen af videoafhøringen.

Er der sket tilsidesættelse af de grundlæggende betingelser i retsplejelovens §

745 e, bør videoafhøringen ifølge forarbejderne som altovervejende udgangs-

punkt ikke anvendes som bevis under hovedforhandlingen. Hvis der ikke har væ-

ret en forsvarer for den mistænkte/sigtede til stede under videoafhøringen af bar-

net, eller den mistænkte/sigtede ikke har haft adgang til at gennemse videoafhø-

ringen, bør videoafhøringen således som altovervejende udgangspunkt ikke an-

vendes som bevis.

I øvrigt afhænger det af karakteren og betydningen af den forskrift, der i givet

fald er tilsidesat i forbindelse med videoafhøringen, om videoafhøringen kan an-

vendes som bevis under hovedforhandlingen. Indsigelser om f.eks. ledende

spørgsmål til barnet eller om, at en tryghedsskabende person har blandet sig i af-

høringen, bør i almindelighed ikke kunne føre til, at videoafhøringen ikke kan fo-

revises som bevis under sagen. Det er således i overensstemmelse med princippet

om fri bevisbedømmelse overladt til den dømmende ret at afgøre, om og i givet

fald i hvilket omfang fejl af denne karakter ved videoafhøringens gennemførelse

bør have betydning for videoafhøringens bevismæssige værdi.

Der henvises til bemærkningerne til § 3, nr. 4 (forslag til retsplejelovens § 877 a

(nu § 872)), i lovforslag nr. L 117 (folketingsåret 2002-2003).

Hvis retten afviser, at en videoafhøring kan anvendes som bevis, bør der ifølge

afsnit 11 i RM nr. 2/2007 snarest tages stilling til, om barnet skal indkaldes til at

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

afgive vidneforklaring for retten, eller om en ny videoafhøring vil kunne afhjæl-

pe fejl ved den tidligere videoafhøring.

8. Indenretlig videoafhøring

Som nærmere beskrevet i afsnit 5 ovenfor foretages videoafhøring af børn i visse

tilfælde indenretligt i medfør af retsplejelovens § 747.

Det fremgår af retsplejelovens § 183, stk. 3, 1. pkt., at retten bestemmer, hvordan

og ved hvem afhøring af børn under 15 år skal ske. Denne bestemmelse åbner

mulighed for, at den indenretlige afhøring kan foretages af en særligt uddannet

polititjenestemand i et videoafhøringslokale og optages på video, imens en dom-

mer befinder sig i monitorrummet. Der henvises til betænkning nr. 1420/2002,

side 92 og 97.

Det følger af retsplejelovens § 748, stk. 1, 3. pkt., at den mistænkte/sigtede ikke

har adgang til overvære retsmøder, som afholdes med henblik på afhøring af et

barn, når retten efter § 183, stk. 3, har bestemt, at afhøringen skal optages på vi-

deo. Den mistænkte/sigtede er således

–

ligesom ved politiets udenretlige video-

afhøringer

–

afskåret fra at være til stede ved indenretlige videoafhøringer.

Det er i forarbejderne til retsplejelovens § 748, stk. 1, 3. pkt., forudsat, at be-

stemmelsen alene finder anvendelse i tilfælde, hvor videoafhøringen kan formo-

des at ville finde anvendelse som bevis under hovedforhandlingen og i øvrigt

gennemføres i overensstemmelse med reglerne i § 745 e. Det fremgår i den for-

bindelse af forarbejderne, at retssikkerhedsmæssige hensyn tilsiger, at den mis-

tænkte/sigtede efter en indenretlig videoafhøring bør have adgang til snarest mu-

ligt sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen og til at stille sup-

plerende spørgsmål ved en genafhøring, jf. princippet i retsplejelovens § 745 e,

stk. 2, 2. pkt., jf. herom afsnit 6.7 og 6.8 ovenfor. Der henvises til bemærknin-

gerne til § 1, nr. 23 (forslag til retsplejelovens § 748, stk. 1, 3. pkt.), i lovforslag

nr. L 58 (folketingsåret 2011-2012).

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

9. Børnehusordningen

Videoafhøring af børn blev tidligere foretaget i videoafhøringslokaler, der pri-

mært var placeret på politistationer i bestemte politikredse, jf. nærmere afsnit 5 i

RM nr. 2/2007.

Ved lov nr. 496 af 21. maj 2013 om ændring af lov om social service (Beskyttel-

se af børn og unge mod overgreb mv.) blev det imidlertid bestemt, at der i hver

region skal oprettes et såkaldt børnehus, der bl.a. anvendes til videoafhøring af

børn.

Børnehusordningen indebærer, at de myndigheder, der er involveret i sager om

seksuelle eller voldelige overgreb mod børn, fysisk samles i børnevenlige ram-

mer i form af et børnehus, og at myndighedernes indsatser koordineres. Sådanne

ordninger findes også i bl.a. de øvrige skandinaviske lande. Der henvises til pkt.

1.2.1.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 181 (folketingsåret

2012-13).

Ifølge § 50 a, stk. 1, i lov om social service skal kommunalbestyrelserne i regio-

nen oprette et børnehus i hver region til undersøgelse af et barns eller en ungs

forhold, når barnet eller den unge har været udsat for overgreb, eller ved mistan-

ke herom. Ved overgreb forstås ifølge lovens forarbejder både seksuelle og vol-

delige overgreb, jf. pkt. 1.1 i de almindelige bemærkninger til det ovennævnte

lovforslag.

Det fremgår af § 50 b i lov om social service, at kommunalbestyrelsen, når et

barn eller en ung har været udsat for overgreb, eller ved mistanke herom, til brug

for den børnefaglige undersøgelse efter § 50 skal benytte det børnehus, som

kommunen er tilknyttet. En børnefaglig undersøgelse skal ifølge § 50, stk. 1, fo-

retages, hvis det må antages, at et barn eller en ung trænger til særlig støtte, her-

under på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Nærmere regler om børnehusenes indretning, drift, finansiering og opgaver mv.

er fastsat i bekendtgørelse nr. 1153 af 1. oktober 2013 om børnehuse.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det fremgår af bekendtgørelsens § 1, stk. 1, 1. pkt., at børnehusene skal bidrage

til den børnefaglige undersøgelse efter § 50 i lov om social service i sager, hvor

der er mistanke eller viden om, at et barn eller en ung under 18 år har været udsat

for et overgreb, og hvor det er relevant for kommunen at inddrage sygehusvæse-

net eller politiet.

Børnehusene skal have fast personale, der er kvalificeret til at varetage sager om

overgreb mod børn og unge. Herudover kan børnehusene efter behov i konkrete

sager inddrage og samarbejde med relevante myndigheder og fagfolk, herunder

eksempelvis politi, retsmedicinske institutter og sygehusafdelinger, der varetager

højt specialiserede funktioner i forbindelse med overgreb mod børn. Der henvises

til bekendtgørelsens § 1, stk. 2.

Børnehusene skal i de sager, der er nævnt i bekendtgørelsens § 1, bl.a. yde råd-

givning og vejledning til kommunen og bistå sagsbehandleren fra barnets eller

den unges handlekommune med at vurdere, undersøge og udrede barnets eller

den unges behov for støtte, herunder behov for en sundhedsfaglig indsats og en

eventuel sundhedsfaglig viderevisitation. Børnehusene skal endvidere koordinere

forløbet for disse undersøgelser mv., så det sker så skånsomt som muligt for bar-

net eller den unge. Herudover skal børnehusene bl.a. tilbyde krisestøtte og psyko-

logsamtale til barnet eller den unge samt en eller flere af de nærmeste omsorgs-

personer i sager, hvor børnehuspersonalet vurderer, at det er relevant. Der henvi-

ses til § 2, stk. 1-3, i bekendtgørelsen.

Det fremgår af bekendtgørelsens § 2, stk. 4, at børnehusene, herunder eventuelle

såkaldte satellitter, skal anvendes til videoafhøring af barnet eller den unge i sa-

ger, hvor politiet vurderer, at det er relevant.

Børnehusene, herunder eventuelle satellitter, skal ifølge bekendtgørelsens § 4,

stk. 1, være indrettet, så det er muligt at foretage videoafhøring, der lever op til

de krav, der er fastsat i RM nr. 2/2007, og videoafhøringslokalerne skal sikres ef-

ter Rigspolitiets anvisninger.

Ifølge bekendtgørelsens § 4, stk. 2, skal børnehusene, herunder eventuelle satel-

litter, være børnevenligt indrettede, således at barnet eller den unge oplever om-

givelserne som så trygge som muligt.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Under behandlingen af en sag, hvor et børnehus benyttes, kan personalet i børne-

huset, politiet og anklagemyndigheden og sundhedsmyndigheder, autoriserede

sundhedspersoner og kommunale myndigheder, der løser opgaver inden for om-

rådet for udsatte børn og unge, indbyrdes udveksle oplysninger om rent private

forhold vedrørende barnets eller den unges personlige og familiemæssige om-

stændigheder, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til barnets el-

ler den unges sundhed og udvikling, jf. § 50 c i lov om social service.

Der henvises i øvrigt til kapitel 8, afsnit 4, der indeholder statistiske oplysninger

om børnehussager.

10. Afhøring (uden videooptagelse) af børn og unge hos politiet under

efterforskningen

Børn og unge, der ikke er omfattet af videoafhøringsordningen, afhøres ligesom

voksne som udgangspunkt først af politiet under efterforskningen og senere som

vidner under hovedforhandlingen i retten, hvis der rejses tiltale, og anklagemyn-

digheden eller forsvareren ønsker barnet eller den unge ført som vidne.

Det følger af retsplejelovens § 750, at politiet ikke kan pålægge nogen at afgive

forklaring som led i efterforskningen af et formodet strafbart forhold. Enhver har

dog pligt til på politiets forespørgsel at oplyse navn, adresse og fødselsdato. Det-

te gælder også for børn og unge.

For så vidt angår spørgsmålet om samtykke til en sådan afhøring og vejledning

om vidnefritagelsesreglerne henvises der til afsnit 5 og 6.5 ovenfor.

Som nærmere beskrevet i afsnit 6.1.3 ovenfor beskikkes der efter retsplejelovens

§ 741 a, som også gælder for børn og unge, i en række tilfælde en bistandsadvo-

kat for forurettede. Der henvises for så vidt angår bistandsadvokatens opgaver og

beføjelser i forbindelse med afhøringen af forurettede hos politiet til afsnit 6.1.3.

Kommunen skal, når den bliver underrettet om, at en person under 14 år skal af-

høres som vidne i en straffesag hos politiet, sende en repræsentant til afhøringen,

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

jf. § 4 i bekendtgørelse nr. 79 af 4. februar 1998 om kommunens bistand til børn

og unge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring, som ændret ved be-

kendtgørelse nr. 827 af 28. juni 2010. Når en sådan person skal afhøres, skal po-

litiet tilkalde en repræsentant fra de sociale myndigheder til at overvære afhørin-

gen, medmindre det på grund af sagens karakter og omstændigheder i øvrigt

skønnes ubetænkeligt, at afhøringen foretages uden underretning af de sociale

myndigheder, jf. herved afsnit 2.7 i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 8/2007 (revi-

deret 16. juli 2014) om vejledning af forurettede mv. Der henvises til afsnit 6.1.4

ovenfor, hvor repræsentantens opgaver under politiafhøringen er beskrevet.

Det væsentlige indhold af barnets eller den unges forklaring til politiet tilføres en

politirapport om afhøringen, og særlig vigtige dele af forklaringen gengives så

vidt muligt med den afhørtes egne ord, jf. retsplejelovens § 751, stk. 1.

Retsplejelovens kapitel 66 a indeholder bl.a. regler om vejledning og underret-

ning af forurettede. Det fremgår af § 741 e, stk. 1, at politiet og anklagemyndig-

heden i fornødent omfang skal vejlede forurettede om dennes retsstilling og sa-

gens forventede forløb samt informere forurettede om sagens gang.

Nærmere regler om denne vejlednings- og informationspligt er fastsat i bekendt-

gørelse nr. 1108 af 21. september 2007 om politiets og anklagemyndighedens

pligt til at vejlede og orientere forurettede i straffesager og til at udpege en kon-

taktperson for forurettede. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. regler om udpegning

af en kontaktperson hos politiet eller anklagemyndigheden, der skal hjælpe og

støtte forurettede, når denne henvender sig. En kontaktperson skal udpeges, hvis

forurettede forventes at skulle afgive forklaring som vidne i retten i en sag om en

grovere overtrædelse af straffeloven, hvor vold, trusler eller anden personfarlig

kriminalitet indgår, eller i en sag om en sædelighedsforbrydelse, jf. bekendtgørel-

sens § 3, stk. 1. I andre sager, hvor forurettede forventes at skulle afgive forkla-

ring som vidne i retten, kan der udpeges en kontaktperson, hvis forurettede efter

sagens karakter skønnes at kunne få behov for yderligere vejledning end den, der

ifølge bekendtgørelsen i øvrigt skal gives, jf. § 3, stk. 2.

Udpegning af kontaktperson bør ske så tidligt som muligt og normalt allerede

ved den første afhøring af forurettede eller et vidne eller snarest derefter, jf. afsnit

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

2.2.3 i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 8/2007 (revideret 16. juli 2014) om vej-

ledning af forurettede mv.

11. Afhøring under hovedforhandlingen af børn og unge, der ikke er

videoafhørt

11.1. Indledning

Børn og unge, der ikke er omfattet af videoafhøringsordningen, afgiver ligesom

voksne som udgangspunkt forklaring i retten under hovedforhandlingen, hvis der

rejses tiltale i sagen, og anklagemyndigheden eller forsvareren ønsker barnet eller

den unge ført som vidne.

Det bemærkes i den forbindelse, at vidneforklaringen fra navnlig et barn eller en

ung, der formodes at have været udsat for et overgreb, kan være af afgørende be-

tydning for sagen.

Hvis dommen ankes, kan det endvidere være nødvendigt, at barnet eller den unge

afgiver vidneforklaring under hovedforhandlingen i landsretten.

Retsplejelovens § 168, stk. 1, hvorefter enhver med de i loven fastsatte undtagel-

ser har pligt til at afgive forklaring for retten som vidne, gælder også for børn og

unge. Der henvises for så vidt angår vidnefritagelsesreglerne til afsnit 6.5 oven-

for.

Der er imidlertid mulighed for at træffe en række forholdsregler, når børn og un-

ge afgiver forklaring i retten. Disse forholdsregler er beskrevet nedenfor i afsnit

11.2-11.7.

11.2. Bistandsadvokat

Som nærmere beskrevet i afsnit 6.1.3 ovenfor beskikkes der efter retsplejelovens

§ 741 a, som også gælder for børn og unge, i en række tilfælde en bistandsadvo-

kat for forurettede.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Bistandsadvokaten har ifølge retsplejelovens § 741 c, stk. 1, 1. pkt., ret til at

overvære afhøringen af forurettede i retten og har ret til at stille yderligere

spørgsmål til forurettede.

Bistandsadvokaten har bl.a. til opgave at yde forurettede støtte og bistand ved af-

høringen i retten. Bistandsadvokaten bør f.eks. protestere, hvis der stilles irrele-

vante spørgsmål til forurettede, eller hvis der i strid med retsplejelovens § 185,

stk. 2, forsøges bevisførelse om forurettedes tidligere seksuelle adfærd i sager om

seksualforbrydelser. Bistandsadvokaten har også til opgave at være opmærksom

på muligheden for f.eks. dørlukning (§§ 29 og 29 a) og afhøring af forurettede

uden tiltaltes tilstedeværelse (§ 856) samt efter drøftelse med forurettede at frem-

sætte eventuelle anmodninger herom.

Der henvises for så vidt angår bistandsadvokatens opgaver og beføjelser i øvrigt

til betænkning nr. 1549/2014 om afhøring af forurettede før tiltalte i straffesager,

side 30-33.

11.3. Repræsentant fra kommunen

Når kommunen bliver underrettet om, at en person under 14 år skal afhøres som

vidne i en straffesag i retten, skal den sende en repræsentant til afhøringen, jf. § 4

i bekendtgørelse nr. 79 af 4. februar 1998 om kommunens bistand til børn og un-

ge i forbindelse med uden- og indenretlig afhøring, som ændret ved bekendtgø-

relse nr. 827 af 28. juni 2010.

Under afhøringen i retten skal repræsentanten støtte barnet eller den unge samt

bidrage til, at retsmødet får et forløb og et resultat, der i så høj grad som muligt

tilgodeser, hvad der er bedst for barnet eller den unge, jf. bekendtgørelsens § 5,

stk. 2.

Retsplejelovens § 183, stk. 3, 2. pkt., giver endvidere retten mulighed for at til-

kalde en repræsentant for kommunalbestyrelsen eller en anden egnet person til at

yde bistand under afhøringen af et barn under 15 år.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

11.4. Særlig hensyntagen ved møde i retten

Det fremgår af retsplejelovens § 193, at politiet eller anklagemyndigheden under-

retter retten, hvis der er behov for særlig hensyntagen i forbindelse med et vidnes

møde i en straffesag, og at retten i fornødent omfang bistår vidnet.

Der kan ifølge bestemmelsens forarbejder især være behov for særlig hensynta-

gen i sager om seksualforbrydelser, vold, røveri, afpresning og lignende alvorlige

og belastende sager, hvor et vidne, herunder navnlig forurettede, efter en konkret

vurdering må anses for særligt udsat som følge af sin alder, fysiske eller psykiske

helbredsforhold, følgerne af den strafbare handling eller risiko for pression.

Bestemmelsen indebærer ifølge forarbejderne, at anklagemyndigheden og retten i

et samarbejde skal søge at begrænse de ulemper, der kan være forbundet med af-

givelse af forklaring i retten for den pågældende. Politiet eller anklagemyndighe-

den skal vurdere, om der er et særligt behov for hensyntagen, og i givet fald un-

derrette retten med henblik på at aftale, hvordan dette behov bedst kan opfyldes.

Der kan være tale om, at en medarbejder ved retten på forhånd er klar til at mod-

tage og vejlede vidnet om placering i et særligt venterum for vidner eller eventu-

elt et andet lokale, indtil forklaringen skal afgives. Der kan også være tale om at

sikre, at vidnet ikke unødvendigt konfronteres med tiltalte eller bestemte vidner,

eller om koordinering af en nødvendig politibeskyttelse. Man bør i den forbindel-

se være opmærksom på, at der i nogle tilfælde også kan være andre vidner i sa-

gen, som forurettede har et klart behov for ikke at være i rum med.

Hvis der er beskikket en bistandsadvokat, må politiet og anklagemyndigheden

ifølge forarbejderne normalt kunne overlade det til bistandsadvokaten at træffe

aftale med retten, i det omfang bistandsadvokaten i forbindelse med retsmødet

ikke selv kan tage sig af forurettede i de nævnte henseender. I de helt specielle

tilfælde, hvor der måtte være behov for politibeskyttelse, må politiet eller ankla-

gemyndigheden træffe de nødvendige aftaler med retten og bistandsadvokaten.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 2 (forslag til retsplejelovens § 193), i

lovforslag nr. L 128 (folketingsåret 2006-07).

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

11.5. Dørlukning og afhøring uden tiltaltes tilstedeværelse

11.5.1. Dørlukning

Retsmøder er som udgangspunkt offentlige, jf. retsplejelovens § 28 a. Efter § 29,

stk. 1, nr. 3, kan retten imidlertid bestemme, at et retsmøde skal holdes for lukke-

de døre (dørlukning), når sagens behandling i et offentligt retsmøde vil udsætte

nogen for en unødvendig krænkelse. Der kan dog ifølge § 29, stk. 5, ikke træffes

bestemmelse om dørlukning, hvis det er tilstrækkeligt at anvende reglerne om re-

ferat- eller navneforbud, jf. §§ 30 og 31, eller om udelukkelse af enkeltpersoner,

jf. § 28 b.

Herudover fremgår det af retsplejelovens § 29 a, stk. 1, at dørene lukkes under

forurettedes forklaring, når den pågældende anmoder om det, i sager om over-

trædelse af straffelovens § 210 (incest), § 216 (voldtægt), § 222, stk. 2 (samleje

med barn under 15 år ved tvang eller trusler), eller § 223, stk. 1 (samleje med

stedbarn mv. under 18 år). Det samme gælder i sager om overtrædelse af straffe-

lovens § 216, § 222, stk. 2, eller § 223, stk. 1, ved andet seksuelt forhold end

samleje, jf. straffelovens § 225.

11.5.2. Afhøring uden tiltaltes tilstedeværelse

Efter retsplejelovens § 856, stk. 1, kan rettens formand uden for de tilfælde, der

er nævnt i § 856, stk. 2, nr. 2 (anonym vidneførsel), beslutte, at tiltalte skal forla-

de retslokalet, mens et vidne afhøres, når særegne grunde taler for, at en uforbe-

holden forklaring ellers ikke kan opnås. Når tiltalte som følge af en sådan beslut-

ning ikke har overværet afhøringen, skal tiltalte, når denne på ny kommer til ste-

de i retslokalet, have oplysning om, hvem der har afgivet forklaring i tiltaltes fra-

vær, og om indholdet af forklaringen, for så vidt angår tiltalte, jf. § 856, stk. 9, 1.

pkt.

I praksis forekommer det, at tiltalte følger vidnets forklaring fra et andet lokale

ved hjælp af audiovisuelt udstyr eller bag en halvt lukket dør eller overværer af-

høringen af vidnet fra tilhørerrækkerne, således at tiltalte sidder bag ved vidnet. I

givet fald gøres vidnet bekendt hermed. Der henvises herved til Eva Smith m.fl.,

Straffeprocessen, 2. udgave (2008), side 728.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

11.5.3. Forhåndsafgørelse

Ifølge retsplejelovens § 845, stk. 1, kan retten efter anmodning fra anklagemyn-

digheden, forsvareren eller et vidne forud for hovedforhandlingen træffe afgørel-

se om bl.a. dørlukning efter § 29, stk. 1, eller § 29 a, eller at tiltalte efter § 856,

stk. 1, skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres.

I forarbejderne til bestemmelsen er det forudsat, at det i almindelighed vil være

anklagemyndigheden (eller forsvareren), der rejser spørgsmål om de pågældende

foranstaltninger over for retten, men at et vidne

–

eller vidnets bistandsadvokat

–

også selv kan fremsætte anmodning over for retten, f.eks. i tilfælde, hvor ankla-

gemyndigheden ikke finder grundlag herfor, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 19

(forslag til retsplejelovens § 841 (nu § 845, stk. 1)), i lovforslag nr. L 14 (folke-

tingsåret 1999-2000).

Det fremgår af retsplejelovens § 845, stk. 2, at anklagemyndigheden senest sam-

tidig med indlevering af bevisfortegnelse skal underrette forsvareren og retten

om, hvorvidt der foreligger sådanne spørgsmål som nævnt i § 845, stk. 1.

Det afgørende er ifølge bestemmelsens forarbejder, om anklagemyndigheden i

forbindelse med fremsendelsen af bevisfortegnelsen er bekendt med, om der er

spørgsmål af den omhandlede karakter. Det er forudsat, at anklagemyndigheden

på forhånd i fornødent omfang undersøger spørgsmålet ved efter omstændighe-

derne at rette henvendelse til vidnet, forurettede eller en bistandsadvokat. Der

henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 13 (forslag til retsplejelovens § 845), i

lovforslag nr. L 128 (folketingsåret 2006-07).

Det fremgår af afsnit 3.5.2 i Rigsadvokatens Meddelelse nr. 8/2007 om vejled-

ning af forurettede mv. (revideret 16. juli 2014), at en sådan henvendelse i al-

mindelighed kun vil være fornøden i sager om grovere personfarlig kriminalitet

og i sager om seksualforbrydelser, hvor det efter sagens karakter forekommer

sandsynligt, at retten vil imødekomme en anmodning om dørlukning mv.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Endvidere fremgår det af rigsadvokatmeddelelsen, at det, hvis der er beskikket en

bistandsadvokat for forurettede, påhviler advokaten at oplyse anklagemyndighe-

den om, at der er spørgsmål om dørlukning mv.

11.6. Afhøring af børn under 15 år

Ifølge retsplejelovens § 183, stk. 3, 1. pkt., bestemmer retten, hvordan og ved

hvem afhøring af børn under 15 år skal ske. Bestemmelsen giver som nævnt i af-

snit 8 ovenfor f.eks. hjemmel til, at afhøringen af barnet kan foretages af en sær-

ligt uddannet polititjenestemand i et videoafhøringslokale og optages på video,

imens en dommer befinder sig i monitorrummet. Der henvises til betænkning nr.

1420/2002, side 92 og 97.

I de tilfælde, hvor et barn afgiver forklaring i retten, kan afhøringen eventuelt fo-

retages på en dommers kontor under overværelse af dommer, lægdommere, an-

klager, forsvarer, kommunal repræsentant og en eventuel bistandsadvokat. Der

henvises herved til betænkning nr. 1420/2002, side 55.

Retsformanden kan også, når afhøringen gennemføres på en dommers kontor,

bestemme, at tiltalte skal forlade lokalet, jf. retsplejelovens § 856, stk. 1, og

nærmere ovenfor i afsnit 11.5.2.

Det kan endvidere nævnes, at Østre Landsret i en kendelse trykt i UfR 1996, side

992, fandt, at det lå inden for rammerne af retsplejelovens § 183, stk. 3, at forkla-

ringen fra en 13-årig forurettet, der var blevet afhørt anticiperet indenretligt i en

seksualforbrydelsessag, blev dokumenteret under hovedforhandlingen i byretten,

inden der blev stillet spørgsmål til barnet.

11.7. Beslutning om ikke at bære dommerkappe

Dommere skal ifølge retsplejelovens § 56 a, stk. 1, bære kappe under hovedfor-

handlinger og retsmøder, der afholdes med henblik på sagens behandling i med-

før af § 831 (tilståelsessager). Det samme gælder for fuldmægtige og midlertidigt

beskikkede dommere, jf. § 56 a, stk. 2.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det fremgår imidlertid af forarbejderne til bestemmelsen, at dommere i konkrete

tilfælde bl.a. kan undlade at bære kappe, når hovedforhandlingen eller dele heraf

foregår et andet sted end i et retslokale, eller når børn skal afgive forklaring i ret-

ten, jf. bemærkningerne til § 1, nr. 1 (forslag til retsplejelovens § 56 a), og pkt.

2.2.2 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 98 (folketingsåret 2008-

09).

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 4

Danmarks internationale forpligtelser

1. Indledning

Der findes et stort antal konventioner og andre internationale instrumenter af be-

tydning for spørgsmålet om afhøring af børn og unge som vidner i straffesager. I

dette kapitel er de mest væsentlige omtalt.

I afsnit 2 er Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 og praksis

fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

(herefter ”Domstolen”)

af be-

tydning for spørgsmålet om videoafhøring af børn og unge beskrevet. I afsnit 3 er

Europarådets konvention om seksuelt misbrug af børn gennemgået. I afsnit 4 er

FN’s konvention om barnets rettigheder og protokollen om salg af børn, børne-

prostitution og børnepornografi omtalt. Afsnit 5 indeholder en omtale af EU’s

rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager.

Herudover er der i afsnit 6-8 medtaget en omtale af direktivet om seksuelt mis-

brug af børn (direktiv 2011/93/EU), menneskehandelsdirektivet (direktiv

2011/36/EU) og offerdirektivet (direktiv 2012/29/EU). Direktiverne er vedtaget

med hjemmel i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde, tredje del,

afsnit V, og er dermed omfattet af Danmarks retsforbehold. Direktiverne er der-

for ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

Det bemærkes i den forbindelse, at Strafferetsplejeudvalget er bekendt med, at

regeringen (Socialdemokraterne og Radikale Venstre), Venstre, Socialistisk Fol-

keparti og Det Konservative Folkeparti den 10. december 2014 indgik aftale om,

at regeringen efter et kommende folketingsvalg udskriver en folkeafstemning,

der skal afholdes senest i 1. kvartal 2016, om omdannelse af retsforbeholdet til en

tilvalgsordning, som giver mulighed for, at Danmark kan vælge, hvilke retsakter

Danmark ønsker at deltage i. Aftalepartierne har efterfølgende indgået aftale om,

at bl.a. direktivet om seksuelt misbrug af børn og menneskehandelsdirektivet til-

vælges, mens offerdirektivet ikke tilvælges. Partierne er dog enige om at drøfte,

om der er dele af offerdirektivet, som skal gennemføres i dansk ret.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Foruden de retsakter, der er beskrevet i dette kapitel, kan det bl.a. nævnes, at Eu-

roparådets ministerkomité den 17. november 2010 vedtog retningslinjer for så-

kaldt børnevenlig retspleje. Retningslinjerne er ikke bindende, men bygger på

eksisterende principper, der er indarbejdet i en række bindende konventioner mv.

Retningslinjernes afsnit IV vedrører børnevenlig retspleje før, under og efter rets-

sager og indeholder bl.a. retningslinjer for afhøring af børn.

2. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention

2.1.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention blev inkorporeret i dansk

ret ved lov nr. 285 af 29. april 1992 om Den Europæiske Menneskerettigheds-

konvention med senere ændringer.

Det følger af konventionens artikel 6, stk. 1, at enhver, der er anklaget for en for-

brydelse, har ret til en retfærdig rettergang. Ifølge artikel 6, stk. 3, litra d, har en

sådan person ret til at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vid-

ner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod

ham.

Konventionens artikel 6 indeholder ikke regler om, hvilke beviser der kan tilla-

des anvendt i en straffesag, eller om, hvordan det skal vurderes, om et bevis kan

tillades anvendt. Afgørelsen af disse spørgsmål er derfor som udgangspunkt

overladt til den nationale lovgivning og til de nationale domstole, jf. f.eks. præ-

mis 54 i dom af 18. juli 2013 i sagen Vronchenko mod Estland (herefter ”Vron-

chenko-dommen”).

Domstolens opgave er således ikke at afgøre, om vidneforklaringer kan tillades

anvendt som bevis, men at vurdere, om sagen ud fra en helhedsvurdering, herun-

der den måde, som beviset blev optaget på, har været retfærdig, jf. f.eks. præmis

35 i dom af 10. maj 2012 i sagen Aigner mod Østrig (herefter ”Aigner-

dommen”).

Ved vurderingen af, om rettergangen som helhed har været retfærdig, indgår for-

uden forsvarets rettigheder også samfundets og forurettedes interesse i, at forbry-

delser bliver korrekt retsforfulgt. Endvidere indgår i nødvendigt omfang vidners

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

rettigheder. Der henvises bl.a. til præmis 118 i dom af 15. december 2011 i sagen

Al-Khawaja

og Tahery mod Storbritannien (herefter ”Al-Khawaja-dommen”).

2.2.

Det følger af konventions artikel 6, stk. 1, og stk. 3, litra d, at alle beviser

mod tiltalte i en straffesag normalt skal føres direkte for retten under tiltaltes til-

stedeværelse med henblik på at give mulighed for kontradiktion, jf. f.eks. præmis

55 i Vronchenko-dommen. Dette gælder imidlertid ikke undtagelsesfrit.

Som hovedregel kan konventionens artikel 6, stk. 1, og stk. 3, litra d, således ikke

fortolkes sådan, at spørgsmål til et vidne, der føres mod tiltalte, i alle tilfælde skal

stilles direkte af tiltalte eller dennes advokat, men snarere at tiltalte skal have en

passende og ordentlig mulighed for at udfordre og stille spørgsmål til vidnet, en-

ten når vidnet afgiver forklaring eller på et senere tidspunkt i processen. Anven-

delse af forklaringer afgivet til politiet under efterforskningen som bevis er ikke i

sig selv i strid med bestemmelserne, forudsat at retten til forsvar er blevet respek-

teret. Selv hvis en sådan forklaring er det eneste eller afgørende beviser mod en

tiltalt, vil anvendelse af forklaringen som bevis ikke automatisk føre til en kræn-

kelse af artikel 6. Hvor en domfældelse udelukkende eller i afgørende grad er ba-

seret på en forklaring fra et vidne, der ikke afhøres under hovedforhandlingen,

foretager Domstolen imidlertid en indgående prøvelse af rettergangen. Domsto-

len undersøger, om der var tilstrækkelige udlignende faktorer, herunder foran-

staltninger, der muliggør en retfærdig og korrekt vurdering af pålideligheden af

beviset. Der henvises f.eks. til præmis 55 i Vronchenko-dommen.

Domstolen har i sin praksis fremhævet, at der i sager om seksualforbrydelser gør

sig særlige forhold gældende, idet sådanne sager ofte opfattes af forurettede som

en stor belastning, især i tilfælde, hvor forurettede ufrivilligt konfronteres med

tiltalte. Disse særlige forhold er endnu mere fremtrædende i sager, hvor foruret-

tede er mindreårig. Ved vurderingen af, om tiltalte i sådanne sager får en retfær-

dig rettergang, skal der tages hensyn til retten til respekt for forurettedes privat-

liv. Derfor accepterer Domstolen, at der i straffesager vedrørende seksualforbry-

delser træffes foranstaltninger for at beskytte forurettede, forudsat at disse foran-

staltninger kan forenes med en tilstrækkelig og effektiv udøvelse af forsvarets

rettigheder. Der henvises f.eks. til præmis 56 i Vronchenko-dommen.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

2.3.

Ved afgørelsen af, om en forklaring, som et vidne afgav under sagens efter-

forskning, kunne anvendes som bevis i stedet for, at vidnet blev afhørt under ho-

vedforhandlingen, vurderer Domstolen først, om der var god grund til, at vidnet

ikke blev afhørt under hovedforhandlingen. Selv om forklaringen ikke var det

eneste eller afgørende bevis mod tiltalte, kan det i sig selv udgøre en krænkelse

af artikel 6, hvis der ikke er påvist en god grund til, at vidnet ikke blev afhørt un-

der hovedforhandlingen. Der henvises til præmis 119 og 120 i Al-Khawaja-

dommen og f.eks. præmis 38 i Aigner-dommen.

Herefter tager Domstolen stilling til, om vidnets forklaring var det eneste eller

afgørende bevis mod tiltalte, og om der i givet fald var sådanne faktorer, der

kunne udligne det forhold, at forsvaret ikke kunne afhøre vidnet under hovedfor-

handlingen, jf. f.eks. præmis 40 i Aigner-dommen.

2.4.

Fra Domstolens praksis om, hvad der kan begrunde, at et vidne ikke afhøres

under hovedforhandlingen, og at en tidligere afgivet forklaring anvendes som be-

vis, kan der bl.a. henvises til Vronchenko-dommen. Her fandt Domstolen, at der

var god grund til, at en 9-årig pige i en sag om voldtægt og mishandling ikke blev

afhørt i retten, og at den forklaring, som hun tidligere havde afgivet, blev anvendt

som bevis, jf. præmis 58. I sagen forelå der psykologiske og psykiatriske vurde-

ringer, hvorefter det ikke var sikkert for hende at blive afhørt i retten, heller ikke

selv om afhøringen blev foretaget uden, at hun var til stede i selve retslokalet.

Der kan også henvises til dom af 19. december 2013 i sagen Rosin mod Estland

(herefter ”Rosin-dommen”), hvor Domstolen tilsvarende fandt, at der var god

grund til, at en dreng på 11 år i en sag om en seksualforbrydelse ikke blev afhørt

i retten, og at den forklaring, som han tidligere havde afgivet, blev anvendt som

bevis, jf. præmis 55.

I både Vronchenko-dommen og Rosin-dommen lagde Domstolen vægt på de

særlige forhold, der som nævnt ovenfor i afsnit 2.2 gør sig gældende i sager om

seksualforbrydelser, og som er endnu mere fremtrædende i sager, hvor forurette-

de er mindreårig.

I begge sager forelå der dog alligevel en krænkelse af konventionens artikel 6,

men det skyldtes, at forklaringerne fra børnene var det afgørende bevis mod de

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

tiltalte, og at de tiltalte ikke på noget tidspunkt havde haft mulighed for at få stil-

let spørgsmål til børnene.

Der kan også være god grund til, at voksne vidner ikke afhøres under hovedfor-

handlingen i sager om seksualforbrydelser, og at tidligere afgivne forklaringer

anvendes som bevis, jf. Aigner-dommen. Det fremgår af dommens præmis 39, at

Domstolen under hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i sager om

seksualforbrydelser, og behovet for at træffe foranstaltninger for at beskytte foru-

rettede, var tilfreds med, at der forelå god grund til ikke at afhøre en voksen foru-

rettet under hovedforhandlingen i en sag om forsøg på voldtægt. Dommen er og-

så omtalt nedenfor i afsnit 2.5.

2.5.

En væsentlig afgørelse vedrørende fremgangsmåden ved foretagelse af vi-

deoafhøring er dom af 2. juli 2002 i sagen S.N. mod Sverige (herefter ”S.N.-

dommen”).

I sagen fandtes det ikke at udgøre en krænkelse, at en videoafhøring

og en båndoptagelse af en afhøring af en 10-årig dreng, som var blevet foretaget

af en erfaren politibetjent, blev benyttet som bevis mod en person, der blev dømt

for seksuelt misbrug af drengen. Drengen afgav ikke forklaring i retten, og de op-

tagne forklaringer var i det væsentlige de eneste beviser mod tiltalte. Hverken til-

talte eller dennes advokat var til stede ved den første afhøring af drengen (video-

afhøringen), der fandt sted på et tidspunkt, hvor tiltalte endnu ikke var informeret

om sigtelsen, og tiltaltes advokat havde givet afkald på at være til stede ved den

anden afhøring (båndoptagelsen), idet barnets advokat ikke kunne møde. Der

henvises til dommens præmis 10-13.

Med hensyn til den anden afhøring lagde Domstolen vægt på, at forsvareren hav-

de samtykket i ikke at være til stede, at han havde accepteret den fremgangsmå-

de, der blev fulgt, at han kunne have begæret afhøringen optaget på video, at han

havde mulighed for at stille spørgsmål til drengen via politiet, og at han ved sene-

re afspilning af afhøringen kunne konstatere, at de spørgsmål, han havde ønsket

stillet, også rent faktisk var blevet stillet. Der henvises til dommens præmis 49-

50.

For så vidt angår anvendelsen af videoafhøringen og båndoptagelsen som bevis

under hovedforhandlingen lagde Domstolen vægt på, at det ikke følger af kon-

ventionens artikel 6, stk. 3, litra d, at tiltalte eller forsvareren i alle sager har krav

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

på at stille spørgsmål direkte til et vidne, og at tiltalte og dennes forsvarer havde

tilstrækkelig mulighed for at anfægte drengens forklaringer og troværdighed un-

der hovedforhandlingen. Domstolen lagde endelig vægt på, at de nationale dom-

stole havde behandlet drengens forklaringer med stor varsomhed, herunder vur-

deret betydningen af, at nogle af forklaringerne var vage, og at der under afhø-

ringerne var blevet stillet nogle til dels ledende spørgsmål. Der henvises til

dommens præmis 52-53.

Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens §§ 731 a, 745 e og 872 om video-

afhøring af børn, der blev indført i 2003, at Justitsministeriet bl.a. på baggrund af

S.N.-dommen vurderede, at den fremgangsmåde for videoafhøring, der følger af

bestemmelserne, er forenelig med konventionens artikel 6 og de krav, der følger

af Domstolens praksis. Der henvises til pkt. 3.5 i de almindelige bemærkninger

til lovforslag nr. L 117 (folketingsåret 2002-03).

Domstolen har efterfølgende afsagt en række afgørelser vedrørende fremgangs-

måden ved foretagelse af videoafhøring.

Fra nyere praksis kan der bl.a. henvises til Domstolens afgørelse af 10. januar

2012 i sagen A.G. mod Sverige. I sagen var der foretaget to videoafhøringer af en

7-årig pige, som politiet formodede var blevet voldtaget. På tidspunktet for den

første videoafhøring var den mistænkte ikke blevet underrettet om mistanken, og

der var ikke beskikket en forsvarer for den pågældende.

Før gennemførelsen af den anden videoafhøring var den mistænkte blevet infor-

meret om mistanken og havde fået beskikket en forsvarer. Forsvareren gennemså

før videoafhøringen optagelsen af den første afhøring. Desuden fulgte forsvare-

ren den anden afhøring på en monitor fra et andet lokale og benyttede sig af ad-

gangen til at stille supplerende spørgsmål til barnet gennem den polititjeneste-

mand, der foretog afhøringen. Den mistænkte var derimod ikke selv til stede i

monitorrummet.

Videoafhøringerne blev fremvist under hovedforhandlingen, og barnet afgav ikke

forklaring som vidne. Den mistænkte blev dømt for et seksuelt overgreb.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Domstolen konstaterede, at videoafhøringerne var hovedbeviset i sagen, hvorfor

det var nødvendigt for Domstolen at undersøge, om den dømte var blevet givet

passende muligheder for at varetage sit forsvar i artikel 6’s forstand i forhold til

barnets forklaring. I den forbindelse lagde Domstolen vægt på de særlige forhold,

der som nævnt i afsnit 2.2 ovenfor gør sig gældende i sager om seksualforbrydel-

ser.

Herefter anførte Domstolen, at det, når myndighederne skal sikre forsvarets ret-

tigheder, kan være nødvendigt at træffe foranstaltninger for at modvirke det han-

dicap, som forsvaret arbejder under. Sådanne foranstaltninger kan omfatte mu-

lighed for, at forsvaret indirekte kan stille spørgsmål til vidnet under efterforsk-

ningen, afspilning af video- og lydoptagelser af politiafhøringen under hovedfor-

handlingen, og at retten behandler sådanne beviser ekstremt varsomt.

Domstolen bemærkede, at forsvareren var til stede i et monitorrum under den an-

den videoafhøring af barnet og stillede spørgsmål til hende via den polititjene-

stemand, der foretog afhøringen. Domstolen understregede også, at den dømte

ikke gjorde indsigelse mod efterforskningen under sagens behandling ved de

svenske domstole. Endvidere havde den dømte ikke anmodet de nationale myn-

digheder om at udpege en ekspert til at bedømme barnets vidneforklaring. Desu-

den lagde Domstolen vægt på, at videoafhøringerne blev afspillet i retten.

Herudover lagde Domstolen vægt på, at de svenske domstole under sagens be-

handling havde understreget, at der skulle udvises særlig forsigtighed ved be-

dømmelsen af videoafhøringerne. Endvidere havde den svenske appelinstans lagt

vægt på vigtigheden af yderligere beviser end videoafhøringerne.

På den baggrund fandt Domstolen ingen indikationer på, at den dømte ikke havde

haft en retfærdig rettergang i overensstemmelse med konventionens artikel 6, stk.

1, og stk. 3, litra d, og afviste derfor sagen som åbenbart ubegrundet.

Der kan endvidere henvises til Aigner-dommen, som er omtalt ovenfor i afsnit

2.4. I sagen var en voksen kvinde, der var forurettet ved et forsøg på voldtægt,

blevet afhørt indenretligt af en undersøgelsesdommer under efterforskningen,

imens tiltalte og forsvareren var til stede og havde adgang til at stille spørgsmål

til hende, jf. præmis 8. Afhøringen blev optaget på video.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Efter østrigsk ret var forurettede i sager om seksualforbrydelser fritaget fra at af-

give forklaring som vidne under hovedforhandlingen, hvis forurettede under ef-

terforskningen var blevet afhørt indenretligt, hvor forsvaret havde haft adgang til

at afhøre vidnet, jf. præmis 23. Forurettede blev anmodet om at afgive vidnefor-

klaring under hovedforhandlingen, imens tiltalte opholdt sig i et tilstødende loka-

le, men afslog i overensstemmelse med de ovennævnte regler dette og bad om, at

de forklaringer, som hun tidligere havde afgivet, blev anvendt som bevis, jf.

præmis 13. Retten tillod, at videooptagelsen af den tidligere forklaring blev af-

spillet under hovedforhandlingen. Optagelsen virkede dog ikke, og der blev der-

for i stedet oplæst en udskrift af forklaringen. Den tiltalte blev dømt for forsøg på

voldtægt.

Som nævnt i afsnit 2.4 ovenfor var Domstolen under hensyn til de særlige for-

hold, der gør sig gældende i sager om seksualforbrydelser, og behovet for at træf-

fe foranstaltninger for at beskytte forurettede, tilfreds med, at der forelå god

grund til ikke at afhøre forurettede under hovedforhandlingen og i stedet anvende

den tidligere afgivne forklaring som bevis.

Da Domstolen fandt, at forurettedes forklaring var det afgørende bevis mod tiltal-

te, undersøgte Domstolen herefter, om der var faktorer, som kunne udligne det

forhold, at forsvaret ikke kunne afhøre vidnet under hovedforhandlingen, jf.

præmis 40.

Efter Domstolens opfattelse var der tilstrækkelige udlignende faktorer. I den for-

bindelse bemærkede Domstolen, at forurettede blev afhørt af undersøgelses-

dommeren under overværelse af tiltalte og hans forsvarer, der stillede spørgsmål

til forurettede. Ifølge Domstolen måtte forsvaret have været klar over, at retstil-

lingen efter østrigsk ret var, at forurettede efter den indenretlige afhøring under

efterforskningen ville være fritaget fra at afgive forklaring som vidne under ho-

vedforhandlingen. Under hovedforhandlingen blev udskrifterne af denne afhø-

ring læst op, hvilket forsvaret ikke bestred. Domstolen anerkendte, at det ville

have været at foretrække, at den nationale domstol havde haft mulighed for at se

videoafhøringen (videooptagelsen virkede som nævnt ikke) for at få et direkte

indtryk af forurettedes adfærd under afhøring, men fandt i lyset af, at forurettede

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

var en voksen person, at dette ikke var et ufravigeligt krav for en retfærdig retter-

gang. Der henvises til præmis 42.

Endvidere fandt Domstolen, at det forhold, at tiltalte ikke havde haft mulighed

for at konfrontere forurettede med de modstridende forklaringer, der blev afgivet

under hovedforhandlingen, ikke begrænsede hans ret til forsvar i en uacceptabel

grad. Domstolen bemærkede herved, at tiltalte under hovedforhandlingen havde

haft mulighed for at give sin egen version af begivenhederne og påpege en even-

tuel manglende sammenhæng i forurettedes forklaring eller eventuelle uoverens-

stemmelser med forklaringerne fra andre vidner. Der henvises til præmis 43.

Det bemærkes i øvrigt, at Domstolen i en nyere afgørelse under henvisning til

Al-Khawaja-dommen har fundet, at en videoafhøring af et barn kan anvendes

som bevis i stedet for afhøring af barnet under hovedforhandlingen, selv om af-

høringen er det eneste eller afgørende bevis mod tiltalte, og forsvaret ikke på no-

get tidspunkt har haft mulighed for at få stillet spørgsmål til barnet, hvis der i øv-

rigt foreligger tilstrækkelige udlignende faktorer, som sikrer retten til at forsvare

sig, jf. nærmere Domstolens afgørelse af 2. april 2013 i sagen D.T. mod Holland.

3. Europarådets konvention om seksuelt misbrug af børn

Danmark har ratificeret Europarådets konvention af 25. oktober 2007 om beskyt-

telse af børn mod seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug, jf. bekendtgørelse nr.

57 af 15. oktober 2010 (Lovtidende C).

Konventionen har ifølge artikel 1, stk. 1, bl.a. til formål at forebygge og bekæm-

pe seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug af børn samt at beskytte rettighederne

for børneofre for seksuel udnyttelse og seksuelt misbrug.

Det fremgår af konventionens artikel 3, litra a, at et ”barn” i konventionens for-

stand er en person under 18 år.

Konventionens kapitel 7 (artikel 30-36) indeholder bestemmelser om efterforsk-

ning, retsforfølgning og retspleje i sager om seksuel udnyttelse og seksuelt mis-

brug af børn.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det fremgår af konventionens artikel 30, stk. 1, at hver part skal træffe de nød-

vendige lovgivningsmæssige eller andre foranstaltninger for at sikre, at efter-

forskning og straffesager gennemføres under hensyntagen til barnets tarv og med

respekt for barnets rettigheder. Hver part skal ifølge artikel 30, stk. 2, anvende en

beskyttende tilgang til ofre for at sikre, at efterforskningen og straffesagen ikke

forværrer den traumatiske hændelse, som barnet har været udsat for, og at den

strafferetlige reaktion efterfølges af hjælp, hvor det er relevant. Herudover skal

det sikres, at efterforskning og straffesager prioriteres og gennemføres uden

ugrundet ophold, jf. artikel 30, stk. 3.

Efter konventionens artikel 30, stk. 4, skal hver part sikre, at foranstaltninger, der

finder anvendelse efter konventionens kapitel 7, ikke er til skade for forsvarets

rettigheder og kravene til en retfærdig og upartisk rettergang i overensstemmelse

med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Konventionens artikel 31 vedrører generelle beskyttelsesforanstaltninger. Ifølge

artikel 31, stk. 1, skal hver part træffe de nødvendige lovgivningsmæssige eller

andre foranstaltninger for at beskytte ofrenes rettigheder og interesser, herunder

deres særlige behov som vidner, på alle stadier af efterforskningen og straffesa-

gerne, herunder især ved en række foranstaltninger, der er opregnet i litra a-g.

Disse foranstaltninger omfatter bl.a. at gøre det muligt for ofre, på en måde, der

er i overensstemmelse med de nationale retsplejeregler, at blive hørt, at afgive

vidneforklaring og at vælge, hvorledes deres synspunkter, behov og bekymringer

skal fremlægges direkte eller gennem en mellemmand, og hvorledes disse skal

behandles (litra c), at yde ofre passende støtteforanstaltninger, så deres rettighe-

der og interesser behørigt fremlægges og tages i betragtning (litra d), og at sikre,

at kontakt mellem offer og gerningsmand i domstolenes og retshåndhævelsesor-

ganernes lokaler undgås, medmindre de kompetente myndigheder bestemmer, at

det modsatte tjener barnets tarv, eller når en sådan kontakt er påkrævet af hensyn

til efterforskningen eller retssagen (litra g).

En bestemmelse om afhøring af børn findes i konventionens artikel 35. Det

fremgår af artikel 35, stk. 1, at hver part skal træffe de nødvendige lovgivnings-

mæssige eller andre foranstaltninger for at sikre, at afhøring af barnet finder sted

uden ugrundet ophold efter anmeldelse af forholdet til de kompetente myndighe-

der (litra a), at afhøring af barnet om nødvendigt finder sted i lokaler, der er ind-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

rettet til eller tilpasset dette formål (litra b), at afhøring af barnet udføres af fag-

folk, der er uddannet til dette formål (litra c), at alle afhøringer af barnet om mu-

ligt udføres af de samme personer, hvis dette er relevant (litra d), at antallet af af-

høringer begrænses mest muligt og kun gennemføres, hvis det er nødvendigt med

henblik på straffesagen (litra e), og at barnet kan ledsages af sin juridiske repræ-

sentant eller eventuelt af en voksen efter eget valg, medmindre der er givet en

begrundet afgørelse om det modsatte vedrørende den pågældende (litra f).

Konventionens artikel 35, stk. 2, vedrører videoafhøring af børn. Det fremgår

heraf, at hver part skal træffe de nødvendige lovgivningsmæssige eller andre for-

anstaltninger for at sikre, at alle afhøringer af offeret eller af et eventuelt mindre-

årigt vidne kan optages på video, og at disse optagelser af afhøringer kan god-

kendes som bevis under retssagen i overensstemmelse med de i national ret fast-

satte regler.

Som nævnt ovenfor er et barn i konventionens forstand en person under 18 år.

Hvis der er usikkerhed om offerets alder, og der er grund til at formode, at offeret

er et barn, skal de foranstaltninger, der er fastsat i artikel 35, stk. 1 og 2, anven-

des, indtil offerets alder er fastslået, jf. artikel 35, stk. 3.

Det bemærkes, at det fremgår af pkt. 239 i den forklarende rapport til konventio-

nen, at forhandlerne var enige om, at gennemførelsen af kravene i artikel 35 kræ-

vede en grad af fleksibilitet for at tage højde for barnets alder, tilgængeligheden

af specialiseret personale, krav vedrørende straffeprocessen og ethvert krav for-

bundet med effektiviteten af efterforskningen.

Konventionens artikel 36 vedrører gennemførelsen af straffesagen. Det fremgår

af artikel 36, stk. 2, at hver part skal træffe de nødvendige lovgivningsmæssige

eller andre foranstaltninger for i overensstemmelse med de i national ret fastsatte

regler at sikre, at dommeren kan kræve, at hovedforhandlingen finder sted uden

offentlighedens tilstedeværelse (litra a), og at offeret kan høres i retslokalet uden

at være til stede, særligt ved brug af passende kommunikationsteknologi (litra b).

Ved lov nr. 319 af 28. april 2009 om ændring af straffeloven og retsplejeloven

(Gennemførelse af Europarådets konvention om beskyttelse af børn mod seksuel

udnyttelse og seksuelt misbrug mv.) blev de lovændringer, der var nødvendige

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

for, at Danmark kunne ratificere konventionen, gennemført, jf. pkt. 1 i de almin-

delige bemærkninger til lovforslag nr. L 86 (folketingsåret 2008-09). Der blev

ikke foretaget ændringer af retsplejelovens regler om videoafhøring af børn.

4. FN’s konvention om barnets rettigheder og protokollen om salg af

børn, børneprostitution og børnepornografi

Danmark har ratificeret FN’s konvention af 20. november 1989 om barnets ret-

tigheder, jf. bekendtgørelse nr. 6 af 16. januar 1992 (Lovtidende C).

Et barn er ifølge konventionens artikel 1 ethvert menneske under 18 år, medmin-

dre barnet bliver myndigt tidligere efter den lov, der gælder for barnet.

Ifølge konventionens artikel 3, stk. 1, skal barnets tarv komme i første række i al-

le foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten disse udøves af offentlige eller

private institutioner for socialt velfærd, domstole, forvaltningsmyndigheder eller

lovgivende organer.

Danmark har også ratificeret den valgfri protokol af 25. maj 2000 til FN’s kon-

vention om barnets rettigheder vedrørende salg af børn, børneprostitution og bør-

nepornografi, jf. bekendtgørelse nr. 34 af 23. oktober 2003 (Lovtidende C).

Ifølge protokollens artikel 8, stk. 1, skal deltagerstaterne vedtage passende for-

holdsregler til varetagelse af rettigheder og interesser for børn, der er ofre for

praksis, der er forbudt efter protokollen, på alle trin i strafferetsplejen, i særde-

leshed ved de forholdsregler, der fremgår af litra a-g. Som forholdsregler nævnes

bl.a. at anerkende børneofres sårbarhed og tilpasse retsplejen, så den anerkender

deres særlige behov, herunder deres særlige behov som vidner (litra a), at tillade

børneofres synspunkter, behov og bekymringer at blive fremlagt og taget i be-

tragtning i sager, hvor deres personlige interesser berøres, på en måde, der er i

overensstemmelse med den nationale lovgivnings procesregler (litra c), og at sik-

re tilstrækkelige støtteforanstaltninger til børneofre gennem hele retsprocessen

(litra d).

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Endvidere fremgår det af protokollens artikel 8, stk. 3, at deltagerstaterne skal

sikre, at børn, der er ofre for lovovertrædelser som beskrevet i protokollen, får en

behandling i det strafferetlige system, som er i barnets bedste interesse.

Ifølge protokollens artikel 8, stk. 6, skal intet i artikel 8 kunne fortolkes som væ-

rende til skade for eller uforeneligt med tiltaltes ret til en rimelig og uvildig rets-

sag.

5. Rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager mv.

Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA af 15. marts 2001 om ofres stilling i for-

bindelse med straffesager indeholder visse bestemmelser af betydning for

spørgsmålet om afhøring af børn og unge i straffesager.

Ifølge rammeafgørelsens artikel 2, stk. 1, skal hver medlemsstat sikre, at ofre har

en reel og passende rolle i dets strafferetssystem. Hver medlemsstat skal fortsat

gøre sit yderste for at sikre, at ofre behandles med behørig respekt for deres per-

sonlige værdighed under processen, og anerkender ofres legitime rettigheder og

interesser navnlig i forbindelse med straffesager.

Det fremgår af rammeafgørelsens artikel 2, stk. 2, at hver medlemsstat sikrer, at

særligt sårbare ofre kan få særbehandling, der er bedst muligt afpasset efter deres

situation.

Ifølge rammeafgørelsens artikel 3 skal hver medlemsstat sikre ofres mulighed for

at blive hørt under processen og for at tilvejebringe beviser. Hver medlemsstat

skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at myndighederne kun af-

hører ofre i det omfang, der er nødvendigt for straffesagen.

Rammeafgørelsens artikel 8 vedrører ofres ret til beskyttelse. Det fremgår bl.a.

heraf, at hver medlemsstat skal sikre, at ofre, der har brug for beskyttelse mod

følgerne af at afgive vidneforklaring i et offentligt retsmøde, efter en retskendelse

kan vidne under forhold, der opfylder denne målsætning, på en hvilken som helst

hensigtsmæssig måde, som er i overensstemmelse med den pågældende med-

lemsstats grundlæggende retsprincipper, jf. artikel 8, stk. 4.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Ifølge artikel 7, stk. 2, i Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA af 19. juli 2002

om bekæmpelse af menneskehandel anses børn, der er ofre for menneskehandel

som nærmere defineret i artikel 1, for særligt sårbare ofre efter artikel 2, stk. 2,

og artikel 8, stk. 4, i rammeafgørelsen om ofres stilling i forbindelse med straffe-

sager. Det samme gælder ifølge artikel 9, stk. 2, i Rådets rammeafgørelse

2004/68/RIA af 22. december 2003 om bekæmpelse af seksuel udnyttelse af børn

og børnepornografi for børn, der er ofre for seksuel udnyttelse som nærmere de-

fineret i artikel 2.

Om fortolkningen af rammeafgørelsen om ofres stilling i forbindelse med straffe-

sager kan der bl.a. henvises til EU-Domstolens dom af 16. juni 2005 i sagen C-

105/03, Maria Pupino, hvor Domstolen fandt, at rammeafgørelsens artikel 2, ar-

tikel 3 og artikel 8, stk. 4, skal fortolkes således, at den kompetente nationale ret

skal have mulighed for at tillade mindreårige børn, der påstår, at de har været of-

re for mishandling, at afgive deres vidneforklaring efter regler, som gør det mu-

ligt at sikre disse børn et passende beskyttelsesniveau, f.eks. uden for det offent-

lige retsmøde og forud for afholdelsen heraf, jf. præmis 61.

Der kan også henvises til EU-Domstolens dom af 21. december 2011 i sagen C-

507/10, X mod Y. Her fandt Domstolen, at rammeafgørelsens artikel 2, artikel 3

og artikel 8, stk. 4, skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for nationale be-

stemmelser, der for det første ikke forpligter anklagemyndigheden til ved den ret,

hvor sagen er indbragt, at anmode om tilladelse til at høre et særligt sårbart offer

og i forbindelse med straffesagens forundersøgelsesfase at indkalde dette offer til

at afgive vidneforklaring i overensstemmelse med fremgangsmåden ved anticipe-

ret bevisførelse, og for det andet ikke tillader det nævnte offer at appellere ankla-

gemyndighedens afslag på hendes begæring om at blive hørt og på at afgive vid-

neforklaring i henhold til den nævnte fremgangsmåde, jf. præmis 44.

De tre ovennævnte rammeafgørelser er erstattet af offerdirektivet (se afsnit 6 ne-

denfor), direktivet om seksuelt misbrug af børn (se afsnit 7 nedenfor) og menne-

skehandelsdirektivet (se afsnit 8 nedenfor). Det gælder dog kun for så vidt angår

de medlemsstater, der deltog i vedtagelsen af direktiverne. Direktiverne er som

nævnt i afsnit 1 ovenfor omfattet af Danmarks retsforbehold, og Danmark deltog

derfor ikke i vedtagelsen af direktiverne.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

6. Offerdirektivet

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 25. oktober 2012 direktiv 2012/29/EU

om minimumsstandarder for ofre for kriminalitet med hensyn til rettigheder, støt-

te og beskyttelse og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2001/220/RIA (of-

ferdirektivet).

Direktivet er som nævnt ovenfor i afsnit 1 omfattet af Danmarks retsforbehold og

er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

Formålet med direktivet er ifølge artikel 1, stk. 1, at sikre, at ofre for kriminalitet

får passende information, støtte og beskyttelse og kan deltage i straffesagen.

Når offeret er et barn, skal medlemsstaterne ifølge direktivets artikel 1, stk. 2,

sikre, at der ved anvendelse af direktivet først og fremmest tages hensyn til bar-

nets tarv, og at der foretages en individuel vurdering heraf. Endvidere skal der

anlægges en tilgang, der er særligt tilpasset børns behov, og som tager behørigt

hensyn til barnets alder, modenhedsniveau, synspunkter, behov og ønsker.

Et barn er ifølge direktivets artikel 2, stk. 1, litra c, en person under 18 år. Hvis

der hersker usikkerhed om et offers alder, og der er grund til at formode, at offe-

ret er et barn, forudsættes offeret at være et barn, jf. artikel 24, stk. 2.

Medlemsstaterne skal ifølge direktivets artikel 10 sikre, at ofre har mulighed for

at blive hørt under straffesagen og kan fremlægge beviser. Når et børneoffer skal

høres, skal der tages behørigt hensyn til barnets alder og modenhed. De procedu-

reregler, efter hvilke ofre har mulighed for at blive hørt under straffesagen og kan

fremlægge beviser, fastlægges i national ret.

Direktivets regler om beskyttelse af ofre og anerkendelse af ofre med særlige be-

skyttelsesbehov findes i kapitel 4. Artikel 22 indeholder regler om foretagelse af

en individuel vurdering af ofre for at identificere særlige beskyttelsesbehov,

mens artikel 23 og 24 indeholder regler om særlige beskyttelsesforanstaltninger

for ofre med særlige beskyttelsesbehov.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det fremgår af direktivets artikel 22, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at ofre

i tide bliver individuelt vurderet efter de nationale procedurer med henblik på at

identificere særlige beskyttelsesbehov og for at afgøre, om og i hvilken udstræk-

ning de vil kunne nyde godt af særlige foranstaltninger under en straffesag, jf. ar-

tikel 23 og 24, under hensyntagen til deres særlige modtagelighed over for se-

kundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse.

Den individuelle vurdering skal ifølge direktivets artikel 22, stk. 2, tage særligt

hensyn til offerets personlige karakteristika, forbrydelsens art eller type og om-

stændighederne ved forbrydelsen.

I forbindelse med den individuelle vurdering, skal der ifølge direktivets artikel

22, stk. 3, vises særlig opmærksomhed over for ofre, der har lidt betydelig over-

last som følge af forbrydelsens alvor, ofre, der har været udsat for en forbrydelse,

der blev begået på grund af fordomme eller ud fra et diskriminatorisk motiv, der

især kan have forbindelse med ofrenes personlige karakteristika, og ofre, hvis

forhold til og afhængighed af gerningsmanden gør dem særligt sårbare. I den for-

bindelse skal der tages behørigt hensyn til ofre for terrorisme, organiseret krimi-

nalitet, menneskehandel, kønsbaseret vold, vold i et nært forhold, seksuel vold,

udnyttelses- eller hadforbrydelser samt ofre med handicap.

Ved anvendelsen af direktivet skal det ifølge artikel 22, stk. 4, lægges til grund,

at børneofre har særlige beskyttelsesbehov på grund af deres sårbarhed over for

sekundær og gentagen viktimisering, intimidering og gengældelse. For at afgøre

om og i hvilket omfang de ville drage nytte af særlige foranstaltninger som om-

handlet i artikel 23 og 24, skal børneofre underlægges en individuel vurdering

som omhandlet i artikel 22, stk. 1.

Det fremgår af direktivets artikel 22, stk. 5, at den individuelle vurderings om-

fang kan tilpasses forbrydelsens grovhed og den grad af skade, som offeret efter

det oplyste har lidt.

Ifølge direktivets artikel 22, stk. 6, skal individuelle vurderinger gennemføres

under tæt inddragelse af ofrene og tage hensyn til deres ønsker, også hvis de ikke

ønsker, at der træffes særlige foranstaltninger, jf. artikel 23 og 24.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Hvis de elementer, der ligger til grund for den individuelle vurdering, har ændret

sig væsentligt, skal medlemsstaterne sikre, at den holdes opdateret under hele

straffesagens forløb, jf. direktivets artikel 22, stk. 7.

Direktivets artikel 23 og 24 indeholder som nævnt regler om særlige beskyttel-

sesforanstaltninger for ofre med særlige beskyttelsesbehov.

Ifølge direktivets artikel 23, stk. 1, skal medlemsstaterne

–

uden at det berører

retten til et forsvar og i overensstemmelse med reglerne om domstolenes skøn

–

sikre, at ofre med særlige beskyttelsesbehov, for hvem der træffes særlige foran-

staltninger, der er identificeret som følge af en individuel vurdering som om-

handlet i artikel 22, stk. 1, kan nyde godt af de foranstaltninger, der er omhandlet

i artikel 23, stk. 2 og 3. En særlig foranstaltning som følge af den individuelle

vurdering undlades, hvis operationelle eller praktiske begrænsninger gør det

umuligt at benytte den, eller hvis der er et presserende behov for at afhøre offe-

ret, og undladelse heraf kan skade offeret eller en anden person eller kan berøre

selve sagens forløb.

Under efterforskningen af sagen skal følgende foranstaltninger ifølge direktivets

artikel 23, stk. 2, være til rådighed for ofre med særlige beskyttelsesbehov, der er

identificeret i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1: Foretagelse af afhøring af

offeret i lokaler, der er indrettet til eller tilpasset dette formål (litra a), foretagelse

af afhøringen af offeret af eller gennem personer, som er professionelt uddannede

heri (litra b), foretagelse af afhøringen af offeret af de samme personer altid,

medmindre en forsvarlig retspleje er til hinder herfor (litra c), og foretagelse af

enhver afhøring af ofre for seksuel vold, kønsbaseret vold eller vold i nære for-

hold af en person af samme køn som offeret, hvis offeret ønsker det, under forud-

sætning af, at det ikke griber ind i straffesagens gang, medmindre afhøringen fo-

retages af en anklager eller en dommer (litra d).

Under sagens behandling i retten skal følgende foranstaltninger ifølge direktivets

artikel 23, stk. 3, være til rådighed for ofre med særlige beskyttelsesbehov, der er

identificeret i overensstemmelse med artikel 22, stk. 1: Foranstaltninger til at

undgå visuel kontakt mellem ofre og gerningsmænd, herunder under vidneforkla-

ringerne, ved hjælp af egnede midler, herunder brug af kommunikationsteknologi

(litra a), foranstaltninger til at sikre, at offeret kan afhøres i retslokalet uden at

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

være til stede, især ved hjælp af dertil egnet kommunikationsteknologi (litra b),

foranstaltninger til at undgå unødvendig afhøring om offerets privatliv, der ikke

er relevant for forbrydelsen (litra c), og foranstaltninger, så retsmødet kan finde

sted uden offentlighedens tilstedeværelse (litra d).

Direktivets artikel 24 vedrører foranstaltninger til beskyttelses af børneofre. Arti-

kel 24, stk. 1, litra a, angår videoafhøring. Det fremgår heraf, at medlemsstaterne

ud over foranstaltningerne i artikel 23 skal sikre, at alle afhøringer af børneoffe-

ret kan videooptages under den strafferetlige efterforskning af forbrydelsen, og at

disse optagelser af afhøringer kan bruges som bevis under straffesagen. Procedu-

rereglerne for sådanne videooptagelser og anvendelsen heraf fastlægges i natio-

nal ret.

Direktivets artikel 24 indeholder herudover bl.a. regler om udpegning af en sær-

lig repræsentant for børneofre og juridisk bistand ved interessekonflikt mellem

barnet og indehaverne af forældremyndigheden.

7. Direktivet om seksuelt misbrug af børn

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 13. december 2011 direktiv

2011/93/EU om bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn

og børnepornografi og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2004/68/RIA (di-

rektivet om seksuelt misbrug af børn)

Direktivet er som nævnt ovenfor i afsnit 1 omfattet af Danmarks retsforbehold og

er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark

Direktivet fastsætter minimumsregler vedrørende definitionen af forbrydelser og

sanktioner på området seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn, børnepor-

nografi og hvervning af børn til seksuelle formål og indfører bestemmelser for at

forbedre forebyggelsen af sådanne lovovertrædelser og beskyttelsen af ofre her-

for, jf. artikel 1.

Direktivets regler om bistand og støtte til og beskyttelse af børneofre findes i ar-

tikel 18-20. Ved

”barn”

forstås ifølge artikel 2, litra a, en person under 18 år. Ar-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

tikel 18, stk. 3, indeholder en bestemmelse om tilfælde, hvor der er usikkerhed

om alderen.

Det fremgår af direktivets artikel 18, stk. 1, at børneofre for de lovovertrædelser,

der er omhandlet i artikel 3-7, skal ydes bistand, støtte og beskyttelse i henhold

til artikel 19 (bistand og støtte til ofre) og artikel 20 (beskyttelse af børneofre i

forbindelse med efterforskning og straffesager) under hensyntagen til barnets

tarv.

Direktivets artikel 20, stk. 1 og 2, vedrører udpegning af en særlig repræsentant

for barnet ved interessekonflikt mellem barnet og forældremyndighedsindeha-

verne samt juridisk bistand. Herudover fremgår det af artikel 20, stk. 3, at med-

lemsstaterne, med forbehold af retten til forsvar, skal træffe de nødvendige foran-

staltninger til at sikre bl.a. følgende under efterforskningen af de lovovertrædel-

ser, der er omhandlet i artikel 3-7: Forhør af barneofferet skal finde sted uden

ugrundet ophold, efter at forholdene er blevet anmeldt til de kompetente myndig-

heder (litra a), forhør af barneofferet skal om nødvendigt finde sted i lokaler, der

er indrettet eller tilpasset til dette formål (litra b), forhør af barneofferet skal fore-

tages af eller gennem personer, der er uddannet til dette formål (litra c), alle for-

hør af barneofferet skal, hvis det er muligt og hensigtsmæssigt, foretages af den

samme person (litra d), og antallet af forhør skal begrænses mest muligt og kun

foretages, hvis det er strengt nødvendigt for den pågældende efterforskning og

straffesag (litra e).

Direktivets artikel 20, stk. 4, vedrører videoafhøring. Det fremgår heraf, at med-

lemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at alle forhør

af barneofferet eller om nødvendigt af et barnevidne i forbindelse med efter-

forskningen af de i artikel 3-7 omhandlede lovovertrædelser kan optages med au-

diovisuelt udstyr, og at disse audiovisuelle optagelser af forhøret kan benyttes

som bevismateriale i straffesagen i overensstemmelse med deres nationale be-

stemmelser.

Ifølge direktivets artikel 20, stk. 5, skal medlemsstaterne træffe de nødvendige

foranstaltninger til at sikre, at det i straffesager vedrørende de lovovertrædelser,

der er nævnt i artikel 3-7, kan besluttes, at retsmødet skal finde sted for lukkede

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

døre (litra a), og at barneofferet kan høres i retslokalet uden at være til stede,

navnlig ved hjælp af hensigtsmæssig kommunikationsteknologi (litra b).

Bestemmelserne i direktivets artikel 20, stk. 3-5, om beskyttelse af børneofre i

forbindelse med efterforskning og straffesager svarer i det væsentlige til be-

stemmelserne i artikel 35, stk. 1-2, og artikel 36, stk. 2, i Europarådets konventi-

on om seksuelt misbrug af børn (se afsnit 3 ovenfor).

8. Menneskehandelsdirektivet

Europa-Parlamentet og Rådet vedtog den 5. april 2011 direktiv 2011/36/EU om

forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor

og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA (menneskehandelsdi-

rektivet).

Direktivet er som nævnt ovenfor i afsnit 1 omfattet af Danmarks retsforbehold og

er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

Direktivet fastsætter minimumsregler for afgrænsningen af forbrydelser og sank-

tioner i forbindelse med menneskehandel og indfører fælles bestemmelser under

hensyntagen til kønsperspektivet med henblik på i højere grad at forebygge den-

ne form for kriminalitet og beskytte ofrene herfor, jf. artikel 1.

Direktivets bestemmelser om bistand, støtte og beskyttelse af børneofre for men-

neskehandel findes i artikel 13-16. Ved ”barn” forstås ifølge artikel 2, stk. 6, en-

hver person under 18 år. Artikel 13, stk. 2, indeholder en bestemmelse om tilfæl-

de, hvor der er usikkerhed om alderen.

Det fremgår af direktivets artikel 13, stk. 1, at børn, der har været ofre for men-

neskehandel, skal have bistand, støtte og beskyttelse, og at barnets tarv ved an-

vendelsen af direktivet skal være et primært hensyn.

Direktivets artikel 15 vedrører beskyttelse under efterforskningen og straffesagen

af børn, der har været ofre for menneskehandel. Artiklen indeholder regler, der i

det væsentlige svarer til artikel 20 i direktivet om seksuelt misbrug af børn, som

er omtalt ovenfor i afsnit 7, herunder vedrørende videoafhøring af børn.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Ved lov nr. 275 af 27. marts 2012 om ændring af straffeloven (Udvidet definition

af menneskehandel mv.) blev dansk straffelovgivning

–

selv om direktivet ikke

er bindende for eller finder anvendelse i Danmark

–

bragt i overensstemmelse

med menneskehandelsdirektivet, jf. pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lov-

forslag nr. L 57 (folketingsåret 2011-12). Der blev ikke i den forbindelse foreta-

get ændringer af retsplejelovens regler om videoafhøring af børn.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 5

Nordiske landes ret

1. Indledning

I dette kapitel er der redegjort for adgangen til at benytte videoafhøringer af børn

og unge som bevis under hovedforhandlingen i straffesager og fremgangsmåden

ved foretagelsen af videoafhøring i Norge (afsnit 2), Sverige (afsnit 3), Finland

(afsnit 4) og Island (afsnit 5). Herudover indeholder afsnit 2.3 en omtale af reg-

lerne om vidnefritagelse af børn i Norge.

2. Norsk ret

2.1. Anvendelse af videoafhøringer som bevis

2.1.1.

En bestemmelse om anvendelse videoafhøringer som bevis under hoved-

forhandlingen i Norge findes i ”straffeprosesslovens” § 298, der har følgende

ordlyd:

”§

298.

I sak om forbrytelse eller forseelse mot sedelighet skal opplesing,

videoopptak eller lydopptak av en forklaring som et vitne under 16 år har

gitt for en domstol eller etter reglene i § 239, tre i stedet for personlig avhør,

når ikke retten av særlige grunner finner at vitnet bør gi forklaring under

hovedforhandlingen. Samme fremgangsmåte kan brukes der vitnet er psy-

kisk utviklingshemmet eller har en tilsvarende funksjonssvikt.

I saker om andre straffbare forhold kan samme fremgangsmåte brukes når

hensynet til vitnet taler for det.”

Som det fremgår, anvendes en indenretlig videoafhøring mv. af et vidne under 16

år som bevis under hovedforhandlingen i stedet for, at den pågældende afgiver

forklaring i retten, medmindre retten af særlige grunde finder, at den pågældende

bør afgive forklaring under hovedforhandlingen. Aldersgrænsen på 16 år blev

indført i 2008. Tidligere var grænsen 14 år.

Det afgørende for, om fremgangsmåden i ”straffeprosesslovens” § 298 kan an-

vendes, er vidnets alder på tidspunktet for hovedforhandlingen. Hvis en videoaf-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

høring er foretaget, da et vidne var 15 år, men den pågældende på tidspunktet for

hovedforhandlingen (eventuelt i en ankesag) er fyldt 16 år, finder bestemmelsen

ikke anvendelse.

Der er herudover mulighed for at anvende fremgangsmåden i ”straffeprosesslo-

vens” § 298, hvis vidnet er udviklingshæmmet eller har et tilsvarende funktions-

svigt.

Fremgangsmåden

i ”straffeprosesslovens” § 298 anvendes i sager om forbrydel-

ser eller forseelser mod sædeligheden. Ifølge § 298, stk. 2, kan fremgangsmåden

imidlertid også anvendes i sager om andre strafbare forhold, når hensynet til vid-

net taler for det. ”Justis-

og Beredskapsdepartementet”

i Norge har over for Straf-

feretsplejeudvalget oplyst, at videoafhøring

–

foruden i sager om seksuelle over-

greb

–

i praksis anvendes i alle voldssager og også enkelte andre straffesager,

hvor et barn afhøres som forurettet eller vidne.

2.1.2.

Der er for tiden overvejelser i Norge om at ændre reglerne om videoafhø-

ring. I oktober 2012 afgav ”arbeidsgruppen for gjennomgang av regelverket om

dommeravhør og observasjon av barn og psykisk utviklingshemmede” en rapport

om ”[a]vhør av særlig sårbare personer i straffesaker”.

I rapporten foreslås der en række ændringer af de gældende regler om videoafhø-

ring. Arbejdsgruppen foreslår bl.a. følgende nye ordlyd af ”straffeprosesslovens”

§ 298 (rapportens side 95):

”§

298.

I sak om overtredelser av bestemmelser i straffeloven kapittel 19 og

38, § 219, eller §§ 227-229 og handlingen har skjedd på bopel eller antas

begått av noen vedkommende har et særlig tillitsforhold til, skal opplesning,

lydopptak eller lyd og bildeopptak gitt av et vitne eller en fornærmet som

var under 15 år på tidspunktet for første avhør tre i stede for personlig av-

hør, når ikke retten av særlige grunner finner at vitnet bør gi forklaring un-

der hovedforhandlingen. Samme fremgangsmåte kan benyttes der vitnet er

psykisk utviklingshemmet eller har en tilsvarende funksjonssvikt.

I saker om andre straffbare forhold kan samme fremgangsmåte brukes når

hensynet til vitnet taler for det.

Dersom retten finner at vitnet skal forklare seg for retten kan dette skje et-

ter reglene i § 109 a og § 300. Retten kan også bestemme at hele eller deler

av en tidligere avgitt forklaring skal leses opp eller spilles av før vitnet for-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

klarer seg, dersom hensynet til vitnet tilsier det. Denne fremgangsmåten kan

benyttes også for vitner som ikke faller

inn under første ledd.”

Som det fremgår, foreslår arbejdsgruppen, at aldersgrænsen for anvendelse af vi-

deoafhøringer som bevis under hovedforhandlingen i stedet for afhøring af den

pågældende i retten sænkes til 15 år. Der er som begrundelse herfor bl.a. henvist

til, at aldersgrænsen dermed kommer til at svare til den kriminelle lavalder og al-

dersgrænsen for, hvornår et barn efter ”vergemålsloven” selv kan udøve proces-

suelle rettigheder, jf. rapportens side 45.

Samtidig foreslås det imidlertid, at det afgørende for, om en videoafhøring an-

vendes som bevis under hovedforhandlingen i stedet for afhøring af vidnet i ret-

ten, fremover skal være den pågældendes alder på tidspunktet for foretagelsen af

videoafhøringen og ikke alderen på tidspunktet for hovedforhandlingen. Det be-

tyder, at ændringen af aldersgrænsen i praksis kun vil indebære en relativt lille

nedsættelse. Der henvises til rapportens side 45.

Arbejdsgruppen anfører i den forbindelse, at de gældende regler kan skabe usik-

kerhed for vidner og dermed belaste den pågældende yderligere, idet reglerne in-

debærer, at et vidne, der er blevet videoafhørt, men når at fylde 16 år inden ho-

vedforhandlingen, skal afgive forklaring i retten, jf. rapportens side 40 og 45.

Hvis der af forskellige grunde går lang tid fra videoafhøringen af et barn under

15 år til hovedforhandlingen, og den pågældende på tidspunktet for hovedfor-

handlingen er voksen, vil retten efter omstændighederne kunne bestemme, at vi-

deoafhøringen ikke skal anvendes som bevis i stedet for afhøring under hoved-

forhandlingen, jf. rapportens side 45.

Det fremgår herudover af rapportens side 45, at arbejdsgruppens forslag

–

lige-

som de gældende regler

–

ikke er til hinder for, at et vidne, der ønsker at afgive

forklaring i retten, gives adgang hertil.

Arbejdsgruppen foreslår desuden, at der indføres mulighed for, at afhøring under

hovedforhandlingen af et vidne, der var fyldt 15 år på tidspunktet for foretagelsen

af en videoafhøring, kan gennemføres på den måde, at videooptagelsen først af-

spilles, hvorefter parterne gives adgang til at stille spørgsmål til vidnet. Spørgs-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

målene kan efter forslaget stilles til vidnet i retten eller ved anvendelse telekom-

munikation med billede, imens den pågældende befinder sig i et børnehus. Denne

fremgangsmåde bør ifølge arbejdsgruppen også kunne anvendes i forhold til an-

dre vidner med særlige behov, hvis retten finder dette forsvarligt. Der henvises til

rapportens side 40-41 og 45.

Arbejdsgruppen foreslår, at sædelighedssager og familievoldssager ligestilles

med hensyn til adgangen til at anvende videoafhøringer som bevis i stedet for af-

høring under hovedforhandlingen, jf. rapportens side 30-31 og 49. Arbejdsgrup-

pen foreslår således, at fremgangsmåden i ”straffeprosesslovens” § 298 skal kun-

ne anvendes i sager om overtrædelse af den norske straffelovs kapitel 19 (seksu-

alforbrydelser), kapitel 38 (forseelser mod sædelighed), § 219 (mishandling af

børn mv.) eller §§ 227-229 (trusler, vold eller hensættelse af nogen i hjælpeløs

tilstand mv.), hvor handlingen har fundet sted på bopælen eller må antages begå-

et af en person, som den afhørte har et særligt tillidsforhold til.

Efter arbejdsgruppens opfattelse er der ikke grund til at skelne mellem tilfælde,

hvor vold udøves mod et barn direkte, og tilfælde, hvor volden udøves indirekte i

form af vold mod en nærtstående. Endvidere er skadevirkningerne af at leve med

vold og seksuelle overgreb ifølge arbejdsgruppen sammenlignelige. Der henvises

til rapportens side 30.

Det bemærkes, at der endnu ikke er fremsat lovforslag om gennemførelse af for-

slagene i rapporten. Rapporten behandles for tiden i ”Justis-

og Beredskapsdepar-

tementet”,

og et lovforslag forventes først fremsat for Stortinget efter afgivelsen

af denne betænkning.

2.2. Fremgangsmåden ved foretagelse af videoafhøring

2.2.1.

”Straffeprosesslovens” kapitel 18 indeholder regler om efterforskning i

straffesager. §§ 234 og 239 om fremgangsmåden ved foretagelse af videoafhø-

ring har følgende ordlyd:

”§

234.

Når det foretas avhør av vitner, gjelder reglene i §§ 128, 130, 133 og

136 annet ledd tilsvarende.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Avhør av vitne under 16 år i sak om forbrytelse eller forseelse mot sede-

ligheten bør fortrinnsvis begjæres foretatt etter reglene i § 239. Samme

fremgangsmåte kan brukes ved avhør av et vitne med psykisk

utviklingshemming eller tilsvarende funksjonssvikt. Gjentatt avhør skal så

vidt mulig unngås.

[…]

§ 239.

Ved avhør av et vitne under 16 år eller et vitne med psykisk

utviklingshemming eller tilsvarende funksjonssvikt i en sak om forbrytelse

eller forseelse mot sedelighet, skal dommeren ta imot forklaringen utenfor

rettsmøte, når han finner det ønskelig av hensyn til vitnet eller av andre

grunner. Dommeren skal i så fall som hovedregel tilkalle en særlig skikket

person til å bistå ved avhøret eller foreta avhøret under dommerens kontroll.

Avhøret skal tas opp ved videoopptak og om nødvendig ved eget lydopptak,

når det er mulig og ikke hensynet til vitnet eller formålet med forklaringen

taler mot det. På samme vilkår skal som hovedregel siktedes forsvarer gis

anledning til å overvære avhøret.

Samme fremgangsmåte kan brukes også i saker om andre straffbare for-

hold når hensynet til vitnet tilsier det.

Når vitnets alder eller særlige omstendigheter tilsier det, kan dommeren

bestemme at det i stedet eller forut for avhør etter første ledd skal foretas

observasjon av vitnet. Ved observasjon gjelder reglene i §§ 152, 153 og 159

tilsvarende. Første ledd tredje punktum i paragrafen her får tilsvarende an-

vendelse.

Avhør etter første ledd og observasjon etter tredje ledd skal foretas innen 2

uker etter at anmeldelse av den straffbare handlingen er inngitt til politiet,

med mindre særlige grunner tilsier at det foretas senere.

Kongen kan gi nærmere regler om fremgangsmåten ved avhør utenfor

rettsmøte og observasjon.”

Nærmere regler om fremgangsmåden ved foretagelse af videoafhøring er i med-

før af ”straffeprosesslovens” § 239, stk. 5, fastsat i forskrift nr. 925 af 2. oktober

1998 om ”dommeravhør og observasjon” med senere ændringer.

Som det fremgår af de bestemmelser, der er gengivet ovenfor, skal en videoafhø-

ring som udgangspunkt gennemføres inden to uger efter anmeldelse af det straf-

bare forhold. Afhøringen foretages eventuelt i et børnehus.

Som det endvidere fremgår, foretages videoafhøring under overværelse af en

dommer. I praksis foretages

afhøringen altid af en ”særlig skikket person”, dvs.

en person, som kan kommunikere godt med børn og er bekendt med de retslige

krav til afhøringen, jf.

§ 6 i forskrift om ”dommeravhør og observasjon”. Som

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

hovedregel foretages afhøringen af en polititjenestemand, der har gennemført et

kursus eller en uddannelse i dommerafhøring.

Afhøringen finder sted i et afhøringslokale, hvor vidnet og den, der foretager af-

høringen, befinder sig. Afhøringen kan følges fra et monitorrum, hvor bl.a.

dommeren, en politijurist, en værge for barnet (enten forældrene eller en særligt

udpeget værge) og en bistandsadvokat befinder sig. Endvidere er forsvareren

normalt til stede, medmindre særlige hensyn til efterforskningen er til hinder her-

for. Den sigtede har ikke ret til at overvære afhøringen.

I løbet af afhøringen holdes der en eller flere pauser, hvor de personer, der følger

afhøringen fra monitorrummet, kan få anledning til at stille spørgsmål. Spørgs-

målene stilles altid til barnet af den særlige afhører. Hvis der opstår uenighed om,

hvorvidt et spørgsmål kan stilles, afgøres dette af dommeren.

Det fremgår af ”straffeprosesslovens” § 234, stk. 2, at gentagne afhøringer

så vidt

muligt skal undgås. Ifølge § 13 i forskrift om ”dommeravhør og observasjon”

kan en ny afhøring foretages, hvis det er påkrævet af hensyn til sagens oplysning,

og hensynet til vidnet eller andre tungtvejende hensyn ikke taler imod det. En ny

afhøring bør ifølge forskriftens § 13 som hovedregel være supplerende, hvor det

undgås at stille de samme spørgsmål som ved den første afhøring.

2.2.2.

En arbejdsgruppe har som nævnt i afsnit 2.1.2 ovenfor foreslået en række

ændringer af reglerne om videoafhøring. Arbejdsgruppen har bl.a. foreslået føl-

gende nye ordlyd af ”straffeprosesslovens” §§ 234 og 239:

”§

234.

Når det foretas avhør av vitner, gjelder reglene i §§ 128, 130, 133 og

136 annet ledd tilsvarende.

Avhør av personer under 15 år, som er psykisk utviklingshemmet eller har

tilsvarende funksjonssvikt, i sak om overtredelser av bestemmelser i straffe-

loven kapittel 19 og 38, § 219, eller §§ 227-229 og handlingen har skjedd på

bopel eller antas begått av noen vedkommende har et særlig tillitsforhold til,

skal normalt foretas av en særlig utdannet avhører, ledes av en politijurist og

tas opp på lyd og bilde.

Samme fremgangsmåte kan brukes også i saker om andre straffbare for-

hold når hensynet til vitnet tilsier det.

Siktede skal varsles før avhøret, med mindre etterforskningsmessige hen-

syn eller hensynet til vitnet taler mot det. Dersom det gis varsel om avhøret

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

skal siktedes forsvarer gis anledning til å følge avhøret, og stille spørsmål til

vitnet gjennom avhøreren.

Har det vært gjennomført avhør der siktede ikke har vært representert med

en forsvarer, skal forsvareren i etterkant ivareta siktedes rett til kontra-

diksjon. Kongen kan gi nærmere regler om fremgangsmåte for slike avhør,

herunder om bruk av Statens Barnehus og om sikring av kontradiksjon.

[…]

§ 239.

Barn under 15 år, psykisk utviklingshemmede og andre med tilsva-

rende funksjonssvikt som skal avhøres som fornærmet eller vitne i en straf-

fesak kan avgi forklaring utelukkende på etterforskningsstadiet. Avhørssi-

tuasjonen må tilpasses den som skal avhøres.

Dersom forklaringen skal avspilles under hovedforhandlingen skal siktede

varsles for avhøret, og gis anledning til å stille spørsmål gjennom sin forsva-

rer. Varsling kan unnlates dersom etterforskningsmessige hensyn tilsier det.

Siktede må i så fall ved en senere anledning gis anledning til å få stilt

spørsmål til vitnet.

Kongen kan gi særlige regler for slike avhør, herunder foreta nærmere av-

grensninger og om bruk av Statens Barnehus.”

Som det fremgår, foreslår arbejdsgruppen, at videoafhøring fremover som ud-

gangspunkt skal foretages af politiet uden involvering af domstolene.

Arbejdsgruppen foreslår endvidere visse ændringer vedrørende den sigtedes ad-

gang til kontradiktion. Det foreslås således, at den sigtede skal varsles om afhø-

ringen, medmindre efterforskningsmæssige hensyn eller hensynet til vidnet taler

herimod. Hvis et sådant varsel gives, skal den sigtedes forsvarer have ret til at

overvære afhøringen og få stillet spørgsmål til barnet. Hvis videoafhøringen gen-

nemføres, uden at der er en forvarer til stede, skal forsvareren efterfølgende vare-

tage den sigtedes ret til kontradiktion.

Arbejdsgruppen foreslår også, at den forskrift om fremgangsmåden ved foreta-

gelse af videoafhøring, der er nævnt i afsnit 2.2.1 ovenfor, afløses af en ny for-

skrift om ”avhør av særlig sårbare personer”, jf. rapportens side 88-91.

Ifølge §

10 i forslaget til ny forskrift skal politiet sende forsvareren en kopi af videoafhø-

ringen og andre dokumenter i sagen. Forsvareren skal give den sigtede tilbud om

at gennemse videooptagelsen og derefter informere politiet om, hvorvidt et så-

dant gennemsyn har fundet sted, og om yderligere spørgsmål ønskes stillet til

vidnet. Politiet fastsætter en frist for forsvareren, der ikke bør være kortere end

tre uger.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Hvis forsvareren efter gennemsynet af videoafhøringen meddeler politiet, at

yderligere spørgsmål ønskes stillet til vidnet, skal anklagemyndigheden efter ar-

bejdsgruppens forslag tage stilling til, om der skal foretages en supplerende vi-

deoafhøring. Tærsklen bør efter arbejdsgruppens opfattelse være relativt lav. De

forhold, som ønskes belyst ved de yderligere spørgsmål, skal dog være relevante

og må som udgangspunkt ikke have været omfattet af den tidligere afhøring. Ved

vurderingen skal der lægges vægt på sagens alvor, vidnets tilstand og de forhold,

der ønskes belyst. Det kan også være et relevant moment i vurderingen, hvis den

sigtede har unddraget sig retsforfølgning, og der som følge heraf er forløbet lang

tid siden den første afhøring. Der henvises til rapportens side 39.

Efter § 6 i den foreslåede nye

forskrift om ”avhør av særlig sårbare personer” bør

der ikke gennemføres flere afhøringer, end hensynet til sagens oplysning og vid-

net tilsiger. Hvis der gennemføres flere afhøringer, bør spørgsmål fra en tidligere

afhøring så vidt muligt ikke gentages. Afhøringerne bør gennemføres over et så

kort tidsrum som muligt og fortrinsvis af den samme afhører.

Ifølge arbejdsgruppen tilsiger nyere forskning, at flere afhøringer af et barn i vis-

se tilfælde kan være både det mest hensynsfulde over for barnet og afgørende for

sagens oplysning. Dette forudsætter dog, at afhøringerne foretages af den samme

afhører efter anbefalede metoder og kort tid efter hinanden. Der henvises i den

forbindelse til rapportens side 19-20 og 30.

Efter § 4 i den foreslåede nye forskrift om ”avhør av særlig sårbare personer”

skal videoafhøring af forurettede og centrale vidner i sager, hvor der er ret til bi-

standsadvokat, som udgangspunkt gennemføres inden en uge efter, at politiet har

fået kendskab til forholdet. I andre sagstyper skal videoafhøringen som udgangs-

punkt gennemføres inden fire uger efter, at politiet har fået kendskab til forhol-

det.

Som nævnt i afsnit 2.1.2 ovenfor er arbejdsgruppens forslag endnu ikke blevet

gennemført. Forslagene er for tiden under overvejelse i ”Justis-

og Beredskaps-

departementet”,

og et lovforslag forventes først fremsat for Stortinget efter afgi-

velsen af denne betænkning.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

2.3. Vidnefritagelse af børn

Efter ”straffeprosesslovens” § 122 om vidnefritagelse er bl.a.

den sigtedes slægt-

ninge i op- eller nedstigende linje fritaget fra vidnepligt. Bestemmelsen gælder

imidlertid ikke for vidner under 12 år. Et barn under 12 år har derfor vidnepligt,

selv om den pågældende er i familie med den sigtede.

Det fremgår herudover af ”straffeprosesslovens” § 123, at et vidne kan nægte at

besvare spørgsmål, når svaret vil kunne udsætte bl.a. vidnets slægtninge i op- el-

ler nedstigende linje for straf. § 123 gælder efter sin ordlyd også for børn under

12 år.

En arbejdsgruppe har som nævnt i afsnit 2.1.2 ovenfor foreslået en række æn-

dringer af reglerne om videoafhøring. I den forbindelse foreslår et flertal i ar-

bejdsgruppen endvidere, at aldersgrænsen i ”straffeprosesslovens” § 122 forhøjes

til 15 år, og at der indsættes en tilsvarende aldersgrænse i § 123, jf. rapportens

side 85.

Som ligeledes nævnt i afsnit 2.1.2 er arbejdsgruppens forslag endnu ikke blevet

gennemført. Forslagene er for tiden under overvejelse i ”Justis-

og Beredskaps-

departementet”,

og et lovforslag forventes først fremsat for Stortinget efter afgi-

velsen af denne betænkning.

3. Svensk ret

3.1. Anvendelse af videoafhøringer som bevis

I Sverige findes der ikke en udtrykkelig bestemmelse i ”rättegångsbalken” om

adgang til at anvende videoafhøringer som bevis under hovedforhandlingen. Der

har imidlertid med hjemmel i kapitel 35, § 14, udviklet sig en praksis herfor. Be-

stemmelsen, der indeholder almindelige undtagelser til princippet om bevisumid-

delbarhed, som svensk strafferetspleje bygger på, har følgende ordlyd:

”En berättelse, som någon har avgett skriftligen med anledning av en redan

inledd eller förestående rättegång, eller en uppteckning av en berättelse, som

någon med anledning av en sådan rättegång lämnat inför åklagare eller Po-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

lismyndigheten eller annars utom rätta, får åberopas som bevis i rättegången

endast

1) om det är särskilt föreskrivet,

2) om förhör med den som lämnat berättelsen inte kan hållas vid eller utom

huvudförhandling eller i övrigt inför rätten eller

3) om det finns särskilda skäl med hänsyn till de kostnader eller olägenheter

som ett förhör vid eller utom huvudförhandling kan antas medföra, vad som

kan antas stå att vinna med ett sådant förhör, berättelsens betydelse och öv-

riga omständigheter.

Även i annat fall än som sägs i första stycket får dock i tvistemål en sådan

skriftlig berättelse eller uppteckning av en berättelse som avses där åberopas

som bevis i rättegången, om parterna godtar det och det inte är uppenbart

olämpligt.

Vad som sägs i första och andra styckena om en skriftlig eller upptecknad

berättelse ska också tillämpas i fråga om en ljudupptagning eller en ljud-

och bildupptagning av en berättelse.”

Det fremgår herudover af ”rättegångsbalkens” kapitel 36, § 4, at retten prøver,

om et vidne, der er under 15 år eller lider af en psykisk forstyrrelse, må afhøres

som vidne. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Är den som åberopas till vittne under

femton år eller lider han av en psy-

kisk störning, prövar rätten med hänsyn till omständigheterna, om han får

höras som vittne.”

Forurettede må efter svensk ret ikke afgive forklaring som vidne og er derfor ik-

ke omfattet af ordlyden af bestemmelsen, men den finder analog anvendelse på

forurettede.

Det afhænger af en konkret vurdering af barnets alder, modenhed, relation til

gerningsmanden og overtrædelsens karakter, om barnet fritages fra at afgive for-

klaring.

”Justitiedepartementet”

i Sverige har over for Strafferetsplejeudvalget

oplyst, at børn på 13-14 år ofte kan afhøres i retten i sager om mishandling og

seksuelle overgreb, hvis den sigtede ikke er nærtstående.

Hvis et barn efter bestemmelsen fritages fra at blive afhørt under hovedforhand-

lingen, kan

retten i medfør af den ovennævnte bestemmelse i ”rättegångsbalkens”

kapitel 35, § 14, tillade, at en videoafhøring af den pågældende foretaget under

sagens efterforskning anvendes som bevis.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det bemærkes, at det i forbindelse med gennemførelsen af menneskehandelsdi-

rektivet (direktiv 2011/36/EU) og direktivet om seksuelt misbrug af børn (direk-

tiv 2011/93/EU) blev lagt til grund, at Sverige med de ovennævnte regler opfyl-

der direktivernes bestemmelser om videoafhøring af børn.

Det er i betænkning Ds 2014:14

om ”[g]ennomförande av brottsofferdirektivet”,

side 214-215, endvidere lagt til grund, at Sverige med de nævnte bestemmelser

opfylder offerdirektivets (direktiv 2012/29/EU) regler om videoafhøring af børn.

Derimod foreslås der i betænkningen bl.a. lovændringer til gennemførelse af of-

ferdirektivets bestemmelser om individuel vurdering af ofre. Der er endnu ikke

fremsat lovforslag om gennemførelse af offerdirektivet, som skal være imple-

menteret senest den 16. november 2015.

Der henvises i øvrigt til kapitel 4, afsnit 6-8, hvor de nævnte direktiver er nærme-

re gennemgået.

3.2. Fremgangsmåden ved foretagelse af videoafhøring

Videoafhøring foretages i Sverige udenretligt under efterforskningen af sagen.

En beskrivelse af fremgangsmåden i den forbindelse findes i anklagemyndighe-

dens håndbog ”Handläggning av ärenden gällande övergrepp mot barn” fra marts

2012.

Det fremgår af håndbogens pkt. 5.3.1, at afhøringen af et barn skal optages på vi-

deo, hvis barnet er under 15 år eller af forskellige grunde ikke kan forventes at

medvirke ved hovedforhandlingen. Endvidere fremgår det, at der i og for sig ikke

er noget til hinder for at foretage videoafhøring af børn, der er fyldt 15 år, og at

dette især bør overvejes, hvis der er mistanke om alvorligere overgreb.

Afhøringen bør ifølge håndbogens pkt. 5.3.2 gennemføres hurtigst muligt. Det

skyldes bl.a. hensynet til at undgå påvirkning af barnet, og at barnet skal kunne

påbegynde en eventuel behandling. Medmindre der foreligger særlige omstæn-

digheder, bør videoafhøringen ikke gennemføres senere end to uger efter, at an-

klageren har besluttet at indlede efterforskning eller at overtage efterforsknings-

ledelsen fra politiet.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Videoafhøring af børn foretages i et særligt indrettet afhøringslokale og kan føl-

ges fra et monitorrum. Afhøringen foretages af en særligt uddannet afhører fra

politiet. Det fremgår af håndbogens pkt. 5.3.1, at kun afhøreren og barnet samt i

relevant omfang en tolk bør være til stede i afhøringslokalet, og at bl.a. anklage-

ren, barnets bistandsadvokat og i relevant omfang forsvareren kan følge afhørin-

gen fra monitorrummet.

Forsvareren og/eller den mistænkte skal ifølge håndbogens pkt. 5.9.2 have ad-

gang til at gøre sig bekendt med videoafhøringen og have adgang til via den sær-

ligt uddannede afhører fra politiet at få stillet spørgsmål til barnet ved en ny afhø-

ring.

4. Finsk ret

4.1. Anvendelse af videoafhøringer som bevis

4.1.1.

De finske regler om adgang til at anvende videoafhøringer som bevis under

hovedforhandlingen findes i ”rättegångsbalkens” kapitel 17, § 11. Det følger af §

11, stk. 1, at forklaringer afgivet under efterforskningen som udgangspunkt ikke

kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen. § 11, stk. 2, indeholder imid-

lertid følgende undtagelse hertil:

”Om någon som inte har fyllt 15 år eller vars psykiska funktioner är störda,

vid förundersökningen har avgett en berättelse som har videobandats eller

lagrats genom någon annan jämförbar bild- och ljudupptagning, får denna

berättelse dock användas som bevis vid domstol, om den åtalade har getts

möjlighet att ställa frågor till den som förhörts. Bestämmelser om hörande

av en dylik person som vittne eller i bevissyfte finns i [§

21].”

Som det fremgår, kan en videoafhøring af en person, der er under 15 år eller hvis

psykiske funktioner er forstyrrede, anvendes som bevis under hovedforhandlin-

gen, hvis tiltalte har haft mulighed for at stille spørgsmål til personen.

Ifølge ”rättegångsbalkens” kapitel 17, § 21, stk. 1, kan et barn under 15 år eller

en person, hvis psykiske funktioner er forstyrrede, kun afhøres under hovedfor-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

handlingen, hvis retten finder det hensigtsmæssigt, og visse betingelser er op-

fyldt. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Den som inte har fyllt 15 år eller vars psykiska funktioner är störda kan

höras som vittne eller i bevissyfte, om domstolen anser att detta är lämpligt

och om

1) personligt hörande har väsentlig betydelse för att saken skall kunna redas

ut, och

2) hörandet sannolikt inte orsakar personen sådant lidande eller annat men

som kan skada honom eller hans utveckling.”

Som det fremgår, er det for det første en betingelse for at afhøre børn under 15 år

under hovedforhandlingen, at dette har væsentlig betydning for sagens oplysning.

Det indebærer ifølge forarbejderne til bestemmelsen, at afhøringen som ud-

gangspunkt skal være afgørende for bevisførelsen og sagens udfald. Hvis der ik-

ke findes andre beviser, er betingelsen opfyldt. I den forbindelse kan der lægges

vægt på, om der foreligger en videoafhøring, der kan anvendes som bevis i ret-

ten. Der henvises til RP 190/2002 rd, side 23.

For det andet er det en betingelse for at afhøre børn under 15 år under hovedfor-

handlingen, at dette sandsynligvis ikke vil påføre barnet lidelse eller andet mén,

som kan skade barnets udvikling.

Det bemærkes, at en videoafhøring kan anvendes som bevis, selv om retten i

medfør af ”rättegångsbalkens” kapitel 17, § 21, stk. 1, bestemmer, at den pågæl-

dende skal afgive forklaring i retten, jf. RP 190/2002 rd, side 22.

4.1.2.

Den finske regering har fremsat et lovforslag (RP 46/2014), hvorved der

foretages en række ændringer af bl.a. ”rättegångsbalkens” kapitel 17. Ændringer-

ne skal efter forslaget træde i kraft den 1. juli 2015.

Det foreslås bl.a., at adgangen til at anvende videoafhøringer som bevis under

hovedforhandlingen udvides med to nye persongrupper. ”Rättegångsbalkens” be-

stemmelse om anvendelse af videoafhøringer som bevis, der samtidig foreslås

flyttet til kapitel 17, § 24, stk. 3, vil herefter have følgende ordlyd (nr. 2 og 3 er

nye):

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

”När det gäller följande personer får förhör som vid förundersökningen har

videobandats eller lagrats genom någon annan jämförbar bild- och ljudupp-

tagning dock åberopas som bevis, om den åtalade har getts behörig möj-

lighet att ställa frågor till den förhörde:

1) någon som inte har fyllt 15 år eller vars psykiska funktioner är störda,

2) en målsägande i åldern 15-17 år som behöver särskilt skydd i synnerhet

med beaktande av hans eller hennes personliga omständigheter och brottets

natur,

3) en målsägande i ett sexualbrott som avses i 20 kap. 1-7 § i strafflagen

som inte vill infinna sig för att höras vid rättegången.”

For det første vil således videoafhøringer af forurettede i alderen 15-17 år, som

har brug for særlig beskyttelse, navnlig med hensyn til den pågældendes person-

lige omstændigheder og overtrædelsens karakter, kunne anvendes som bevis i

retten. Det fremgår af lovforslagets bemærkninger (RP 46/2014, side 84), at be-

stemmelsen om videoafhøring af børn i offerdirektivet (direktiv 2012/29/EU),

der er nærmere omtalt i kapitel 4, afsnit 6, dermed gennemføres.

For det andet vil videoafhøringer af forurettede i sager om visse seksualforbry-

delser

–

uanset alder

–

kunne anvendes som bevis, hvis forurettede ikke vil afgi-

ve forklaring i retten.

Den gældende bestemmelse i ”rättegångsbalkens” kapitel 17, § 21, stk. 1, hvoref-

ter et barn under 15 år eller en person, hvis psykiske funktioner er forstyrrede,

kun kan afhøres under hovedforhandlingen, hvis retten finder det hensigtsmæs-

sigt, og visse betingelser er opfyldt, foreslås flyttet til kapitel 17, §§ 27 og 30,

men ikke i øvrigt ændret, jf. RP 46/2014 rd, side 96-97.

4.2. Fremgangsmåden ved foretagelse af videoafhøring

4.2.1.

Regler om fremgangsmåden ved foretagelse af videoafhøring i Finland

findes i kapitel 9, § 4, i ”förundersökningslag”, der har følgende ordlyd:

”Förhör med målsägande och vittnen ska spelas in som ljud-

och bildupp-

tagning, om avsikten är att förhörsberättelsen ska användas som bevis vid

rättegång och den förhörde på grund av sin unga ålder eller störningar i de

psykiska funktionerna sannolikt inte kan höras personligen utan att orsakas

men. Vid förhöret ska beaktas de särskilda krav som den förhördes

utvecklingsnivå ställer på förhörsmetoderna, antalet personer som medver-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

kar i förhöret och övriga förhållanden under förhöret. Före inspelningen ska

den som ska förhöras underrättas om den.

Undersökningsledaren kan bestämma att också någon annan än förunder-

sökningsmyndigheten får ställa frågor till den förhörde under förhörsleda-

rens uppsikt. Den misstänkte ska ges möjlighet att ställa frågor till den som

förhörs. Om den misstänkte begär det får hans eller hennes frågor också

ställas av ett ombud eller biträde. Förhörsledaren kan dock bestämma att

frågorna till den som förhörs ska ställas genom förhörsledarens förmedling.

Åklagaren ska ges tillfälle att närvara vid förhöret. Åklagaren har rätt att

själv eller genom förhörsledarens förmedling ställa frågor till den som för-

hörs.”

Som det fremgår, skal afhøring af forurettede og vidner optages på video, hvis

det er hensigten, at forklaringen skal anvendes som bevis i retten, og den person,

der afhøres, på grund af sin unge alder eller forstyrrelse af sine psykiske funktio-

ner sandsynligvis ikke kan afhøres i retten, uden at det forårsager mén.

Afhøringen skal gennemføres under iagttagelse af de krav til afhøringsmetoder,

antal medvirkende personer og øvrige forhold, der som følge af den afhørtes ud-

viklingsniveau må stilles.

Efterforskningslederen kan bestemme, at også andre end efterforskningsmyndig-

heden kan stille spørgsmål til personen under myndighedens tilsyn. Den mis-

tænkte skal gives mulighed for at stille spørgsmål. Hvis den mistænkte begærer

det, kan den pågældendes spørgsmål også stilles af en advokat mv. Afhøringsle-

deren kan dog bestemme, at spørgsmålene skal stilles gennem denne.

4.2.2.

Ved det lovforslag, der er nævnt i afsnit 4.1.2 ovenfor, foreslås der også

enkelte ændringer af reglerne i ”förundersökningslag” om foretagelse af videoaf-

høring.

Det foreslås således, at det kommer til at fremgå af kapitel 9, § 4, i ”förundersök-

ningslag”, at den mistænktes adgang til at stille spørgsmål gælder med hensyn til

alle omstændigheder, som er af betydning for sagens oplysning. Herudover fore-

slås det, at de i afsnit 4.2.1 ovenfor nævnte regler om fremgangsmåden ved fore-

tagelse af videoafhøring med de fornødne tilpasninger også skal gælde for video-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

afhøring af de yderligere persongrupper, der som nævnt i afsnit 4.1.2 ovenfor fo-

reslås omfattet adgangen til at anvende videoafhøringer som bevis.

Der henvises til RP 46/2014, side 147-148.

5. Island

5.1. Anvendelse af videoafhøringer som bevis

Det fremgår af den islandske straffeproceslovs § 59, at afhøring af forurettede

under efterforskningen foretages ved retten, hvis sagen vedrører en overtrædelse

af den islandske straffelovs kapitel 22 om forbrydelser mod kønssædeligheden,

og forurettede ikke er fyldt 15 år, når efterforskningen indledes. Desuden fremgår

det af bestemmelsen, at afhøring af forurettede og andre vidner under efterforsk-

ningen foretages ved retten, hvis det antages, at de ikke kan give møde under ho-

vedforhandlingen, eller hvis det findes formålstjenligt ud fra hensynet til deres

interesser, f.eks. hvis der er tale om børn.

Ifølge den islandske domstolsstyrelses forskrift nr. 190/2009 om tilrettelæggelse

af afhøringer ved retten bør dommeren påse, at vidnets forklaring i de ovennævn-

te tilfælde optages på video.

Den islandske straffeproceslovs § 111, stk. 1, indeholder en bestemmelsen om

bevisumiddelbarhed. Efter § 111, stk. 2, kan retten dog godkende, at en forkla-

ring, som forurettede eller et andet vidne før sagens rejsning har afgivet ved ret-

ten i medfør af § 59, anvendes som bevismiddel. Det fremgår imidlertid af be-

stemmelsen, at den pågældende bør give møde under hovedforhandlingen, hvis

en af sagens parter kræver det, eller hvis dommeren finder anledning til det. Hvis

der er tale om en overtrædelse af den islandske straffelovs kapitel 22 om forbry-

delser mod kønssædeligheden, og forurettede ikke er fyldt 15 år, bør den pågæl-

dende ikke give møde i retten, medmindre dommeren finder særligt grundlag

herfor. Det islandske indenrigsministerium har over for Strafferetsplejeudvalget

oplyst, at det i praksis hører til undtagelsen, at den pågældende indkaldes på ny.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

5.2. Fremgangsmåden ved foretagelse af videoafhøring

Regler om fremgangsmåden ved foretagelse af videoafhøring findes i den island-

ske straffeproceslovs § 123 og i den islandske domstolsstyrelses forskrift nr.

190/2009.

Som nævnt i afsnit 5.1 ovenfor foretages videoafhøringen ved retten. Afhøringen

ledes af en dommer, der imidlertid, hvis vidnet er under 15 år, kan tilkalde en

sagkyndig til at assistere ved afhøringen, jf. den islandske straffeproceslovs §

123, stk. 2, 1. pkt. Der kan f.eks. være tale om en særligt uddannet psykolog eller

politiansat.

Retten kan bestemme, at den sigtede ikke skal være til stede i retssalen, hvis ret-

ten skønner, at den sigtedes tilstedeværelse kan være særligt byrdefuld for vidnet

og kan påvirke dets forklaring, jf. den islandske straffeproceslovs § 123, stk. 1.

Når et vidne under 15 år afgiver forklaring, kan retten endvidere bestemme, at

den sigtede, anklageren og forsvareren ikke skal være til stede i retssalen eller det

andet sted, hvor retsmødet holdes, hvis retten skønner, at deres tilstedeværelse

kan være særligt byrdefuld for vidnet og kan påvirke dets forklaring, jf. den is-

landske straffeproceslovs § 123, stk. 2.

Hvis de nævnte personer ikke er berettiget til at være til stede, bør retten ifølge

den islandske straffeproceslovs § 123, stk. 3, træffe foranstaltninger for, at de kan

følge med i afhøringen samtidig med, at den foregår. Ligeledes kan retten efter

begæring stille de spørgsmål til vidnet, som de måtte ønske.

Retten kan bestemme, at afhøringen skal foretages i et andet lokale end i retssa-

len, f.eks. i et særligt børnevenligt indrettet lokale. Lokalet bør være indrettet på

en sådan måde, at det er muligt at overvære afhøringen på f.eks. en tv-skærm.

Det islandske indenrigsministerium har over for Strafferetsplejeudvalget oplyst,

at afhøringen i praksis foretages af en særligt uddannet afhører og således, at

dommeren ved hjælp af udstyr kan give afhøreren instrukser under afhøringen.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Afhøringen optages på video. Det islandske indenrigsministerium har over for

Strafferetsplejeudvalget oplyst, at det er almindelig praksis, at den sigtede og

dennes forsvarer gives lejlighed til at se videooptagelsen på en lokal politistation.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 6

Videoafhørernes uddannelse

Uddannelsen af de medarbejdere ved politiet, som foretager videoafhøring af

børn i sager om seksualforbrydelser, er beskrevet i Justitsministeriets svar af 19.

juni 2012 på spørgsmål nr. 595 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg (folke-

tingsåret 2011-12), hvor en udtalelse fra Rigspolitiet er gengivet. Strafferetsple-

jeudvalget har endvidere indhentet supplerende oplysninger fra Rigspolitiet om

uddannelsen af videoafhørerne. Der kan på den baggrund oplyses følgende om

uddannelsen:

De polititjenestemænd, der udtages til at forestå videoafhøring af børn i forbin-

delse med efterforskning af sædelighedssager, forudsættes at have stor erfaring

som sagsbehandlere og efterforskere samt stor personlig interesse for området.

De pågældende gennemgår uddannelsen ”Videoafhøring af børn i sædeligheds-

sager”.

Som hovedregel har polititjenestemænd, der bliver optaget på uddannelsen, for-

inden gennemført uddannelsen ”Seksuelle overgreb mod børn”, der er målrettet

sagsbehandlere og efterforskningsledere, som skal arbejde med sager, der vedrø-

rer seksuelle overgreb mod børn. Ved tilrettelæggelsen af denne uddannelse er

der lagt vægt på, at den bl.a. giver deltagerne viden om og forståelse for de efter-

forskningsmæssige muligheder og begrænsninger, der er i sager af denne art, vi-

den om samarbejde med andre myndigheder, om etniske kulturforskelle, der skal

iagttages under efterforskningen, samt viden om brug af video i forbindelse med

afhøring af børn. På uddannelsen underviser eksperter fra politiet og anklage-

myndigheden samt eksterne eksperter.

Som nævnt gennemgår polititjenestemænd, der foretager videoafhøring af børn,

herudover uddannelsen ”Videoafhøringer af børn i sædelighedssager”. Ved tilret-

telæggelsen af denne uddannelse er der lagt vægt på, at den bl.a. giver deltagerne

specialiseret, praktisk og teoretisk viden om afhøring af børn, særligt om afhø-

ring til video, om lovgrundlaget ved videoafhøring af børn, herunder straffepro-

cessuelle regler, forvaltningsret og retsafgørelser på området, samt Rigsadvoka-

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

tens meddelelser og andre forskrifter. Herudover skal uddannelsen give deltager-

ne viden og bevidsthed om etiske og moralske aspekter i videoafhøringer, om

perception og påvirkelighed, viden om børns fysiske og psykiske reaktionsmøn-

stre efter et overgreb og langtidseffekter herpå samt viden om psykologisk for-

ståelse af seksuelle overgreb mod børn.

Formålet med uddannelsen er, at deltagerne skal være i stand til at afhøre til vi-

deo, således at der skabes størst mulig sikkerhed for en klar og sandfærdig for-

klaring fra barnet. Deltagerne skal endvidere være i stand til under afhøringen at

tage hensyn til barnets tarv, sikre at retssikkerheden tilgodeses samt kunne forstå

og ”læse” barnets adfærd og dens betydning. Herudover

skal deltagerne kunne

vurdere, vælge og integrere kognitive og praktiske metoder i afhøringen og kun-

ne anvende og håndtere de nyeste efterforsknings- og afhøringsteknikker i sæde-

lighedssager, der involverer børn, samt evaluere og udvikle egne og andres vi-

deoafhøringer.

Uddannelsen kan også anvendes til at foretage videoafhøring af børn i andre

sagstyper end sædelighedssager.

Uddannelsen understøttes af psykologer fra Politiskolen og fra Institut for Psyko-

logi på Københavns Universitet samt af polititjenestemænd, der har bred erfaring

med videoafhøring.

Rigspolitiets Psykologtjeneste gennemfører rutinemæssig supervision af de spe-

cialuddannede videoafhørere med henblik på debriefing samt erfaringsudveks-

ling.

Uddannelserne ”Videoafhøring af børn i sædelighedssager” og ”Seksuelle over-

greb mod børn” henvender sig primært til arbejdet med børn under 13 år, men

der er ligeledes elementer i uddannelserne, hvor de studerende undervises i hånd-

tering af ældre børn.

Uddannelsernes kvalifikationsrammer svarer til diplomniveau. Uddannelserne

indeholder prøver, som de studerende skal bestå for at kunne gennemføre uddan-

nelserne. Uddannelserne vil fremadrettet blive underkastet et systematisk kvali-

tetssikringskoncept for at sikre løbende opfølgning på effekten af uddannelserne.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Uddannelserne vil i 2015 være genstand for et allerede igangsat videreudvik-

lingsprojekt, der skal sikre et fortsat højt kvalitetsniveau på dette felt. De revide-

rede uddannelser forventes udbudt af Rigspolitiet ultimo 2015.

Rigspolitiet har oplyst, at der for tiden er 91 polititjenestemænd, som er uddan-

nede til og fungerer som videoafhørere.

Strafferetsplejeudvalget har på et møde i Børnehus Hovedstaden haft lejlighed til

at møde nogle af de videoafhørere, der foretager afhøringer i børnehuset.

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

100

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 7

Børn og unge og retssystemet

1. Indledning

Strafferetsplejeudvalget har på et møde haft lejlighed til at høre om de foreløbige

resultater af en undersøgelse af børns oplevelse af at vidne i retssager vedrørende

seksuelle overgreb. Undersøgelsen foretages af Rigshospitalets Center for Seksu-

elle Overgreb i samarbejde med Børnerådet. I afsnit 2 er de foreløbige resultater

af undersøgelsen beskrevet.

Børnerådet har etableret en såkaldt ekspertgruppe, som består af piger/kvinder,

der har prøvet at blive afhørt i retten som forurettet ved et seksuelt overgreb. På

det ovennævnte møde havde Strafferetsplejeudvalget lejlighed til at høre seks af

disse piger/kvinder fortælle om deres oplevelse af mødet med retssystemet. Et re-

sumé heraf er indeholdt i afsnit 3.

Den gældende videoafhøringsordning indebærer, at børn normalt kun videoafhø-

res én gang, medmindre politiet af egen drift iværksætter en fornyet afhøring, el-

ler en anmodning om genafhøring fra den mistænkte eller forsvareren imøde-

kommes. I afsnit 4 er den aktuelle forskning i spørgsmålet om flere afhøringer el-

ler genafhøringer af børn beskrevet.

2. Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgrebs undersøgelse

Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb foretager i samarbejde med Bør-

nerådet en undersøgelse af børns oplevelse af at vidne i retssager vedrørende sek-

suelle overgreb. De foreløbige resultater af undersøgelsen er beskrevet i centerets

notat af 2. marts 2015, som er udarbejdet af cand.psych.aut. og specialist i psyko-

terapi med børn Helene Almind Jansen samt cand.psych.aut. og specialist og su-

pervisor i børnepsykologi og psykoterapi Pia Rathje. Notatet er medtaget som bi-

lag 1 til betænkningen.

101

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det fremgår af notatet, at Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb siden

2001 har haft udredende og behandlende kontakt med børn i alderen 0-15 år, som

har været udsat for et seksuelt overgreb, eller hvor der har været begrundet mis-

tanke herom, og at centeret har opbygget en omfattende klinisk erfaring med og

viden om, hvordan børn oplever og reagerer på henholdsvis videoafhøring og

sædvanlig politiafhøring med udsigt til senere at skulle afgive forklaring i retten.

Om disse erfaringer fremgår bl.a. følgende af notatet:

”Den kliniske observation og erfaring er, at børn, der har været gennem en

videoafhøring, for det meste har oplevet afhøringen som værende så næn-

som, som det nu er muligt i sager om seksuelt overgreb, der ofte er begået af

nære familiemedlemmer eller omsorgspersoner. I den kliniske praksis mø-

der Centeret sjældent børn, der kommer traumatiserede eller re-

traumatiserede fra en videoafhøring. De er blevet afhørt af en specialuddan-

net videoafhører, der er særligt udvalgt på kvalifikationer til at afhøre børn.

Videoafhøreren har som regel aflagt et besøg i barnets hjem og vante omgi-

velser og forberedt og etableret kontakt til barnet forud for videoafhøringen.

I modsætning hertil møder enteret ofte 13-, 14-, og 15-årige børn,

som har

været psykisk medtaget efter afhøring hos politiet eller ved udsigten til sene-

re at skulle vidne i retten. Det drejer sig også om sager, hvor det af barnets

beskrivelse fremgår, at politiet faktisk har gjort sig mange bestræbelser på at

varetage barnets tarv, men hvor barnet alligevel er efterladt med en oplevel-

se af ikke at blive troet på. Hvor barnet har følt sig bebrejdet og oplevet sig

skyldig, og hvor tankerne om og angsten for at skulle vidne i retten har fyldt

så meget i barnets bevidsthed, at det har været svært at magte skole, fritid og

familieliv.”

Den undersøgelse, som Center for Seksuelle Overgreb har iværksat, skal ifølge

notatet bl.a. give svar på følgende forskningsspørgsmål: Hvordan oplever børn

mødet med det danske retssystem? Hvordan påvirker det barnet at skulle vidne i

en retssag om et seksuelt overgreb? Hvilken betydning får det for den psykologi-

ske behandling af det seksuelle overgreb, som barnet har været udsat for?

Undersøgelsen bygger på to kvalitative metoder: For det første interviews med ti

børn og unge i alderen 13-16 år, som er i et behandlingsforløb, og som afventer

at skulle vidne i retten. For det andet to procesmøder i Børnerådets regi med en

ekspertgruppe bestående af seks børn og unge i alderen 13-18 år, der har vidnet i

retten.

102

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Formålet med valget af disse to kvalitative metoder er ifølge notatet at belyse,

hvordan såvel tankerne om som udsigten til at skulle vidne i retten påvirker børn,

og hvordan det retrospektivt opleves at have vidnet i retten.

De foreløbige resultater er baseret på to ekspertgruppemøder og interviews med

ti børn, der afventer at skulle vidne i retten.

Om de foreløbige resultater af undersøgelsen og Center for Seksuelle Overgrebs

anbefalinger på baggrund heraf fremgår følgende af notatet (fodnoter er ikke

medtaget):

”De 13-15-årige

børn, der er blevet afhørt af politiet og senere skal vidne i

retten, giver udtryk for, at de har følt sig sat på

”anklagebænken” ved afhø-

ringen hos politiet og på den baggrund er de angste ved at skulle vidne i ret-

ten. I nogle tilfælde skygger tankerne om selve retssagen og angsten for den

psykologiske behandling af det seksuelle overgreb.

Afsløringen af overgreb

Børn på 13-15 år, der har været udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg, er

ofte meget angste, kriseprægede og i chok ved anmeldelsen. De er tit trætte

og udmattede, når de skal give forklaring til politiet

–

nogle efter først at ha-

ve været til retsmedicinsk undersøgelse eller med politiet ude på gernings-

stedet. Hvis afhøringen forløber over mange timer, kan de opleve sig for-

tumlede og udmattede. De er efterfølgende bevidste om, hvorfor politiet

igen og igen stiller de samme spørgsmål, og hvorfor politiet er nødt til at

være så barske, men de er rystede og frygter, at det bliver værre til selve

retssagen. Flere har under afhøringen fået en opfattelsen af ikke at blive tro-

et eller selv at være under anklage. En 13-årig fortæller:

”Jeg var så følsom

der, at jeg syntes alting var hårdt, men de skulle jo vide, hvad der var sket.

De sagde 8 ud af 10 piger lyver om voldtægt, så de skulle være skrappe. Li-

ge da følte jeg ikke, de troede på, hvad jeg sagde.”

Børn frygter ofte for forældrenes reaktioner, når de afslører overgreb. Nogle

børn tør derfor ikke fortælle hele sandheden om overgrebet fra starten, hvil-

ket gør politiet mistænksomme, når de reelle og alvorligere afsløringer

kommer frem, idet de ikke stemmer overens med, hvad forældrene anmeld-

te. Børn kan have svært ved at forklare, hvorfor forældrene fik en skånever-

sion. En pige på knapt 13 år fortalte forældrene, at hendes to veninder, der

deltog i samme videoaften, også blev voldtaget:

”Jeg kunne ikke lide at si-

ge, at det kun var mig, men ved anden afhøring, havde politiet talt med ven-

inderne.”

Børn, der har hemmeligholdt overgreb i årevis, er ofte ekstremt skamfulde

og skyldbetonede. De har holdt sammen på sig selv og har skubbet de svære

103

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

følelser væk, men overvældes efter afsløringen af de oplevelser og følelser,

de har forsøgt at holde for sig selv, fordi de frygtede for de alvorlige konse-

kvenser, som en afsløring ville få for deres nærmeste.

Det gør afhøringssitu-

ationen ekstremt belastende. Der er børn, der også under afhøringen forsø-

ger at holde oplysninger tilbage af angst for både de konkrete og følelses-

mæssige konsekvenser. En 13-årig pige med anden etnisk baggrund end

dansk fortæller om afhøringen:

”Jeg syntes, det var rigtig hårdt for mig, jeg

græd rigtig meget. Det er ligesom jorden går under, som om man har gjort

noget dårligt. Jeg græd over, at min fars og min mors familie ville blive skilt

ad, - men jeg syntes, det var godt på en måde, fordi jeg har gjort, hvad jeg

skulle gøre.”

Alvorlige udviklingstraumer er ofte en konsekvens af seksuelle overgreb in-

denfor familien. Barnet har ikke fået tilstrækkelig omsorg og støtte til regu-

lering og forvaltning af følelserne og reaktioner. De har ikke forud for afhø-

ringen hos politiet haft særligt mange muligheder for ”at sætte ord på” de

overgreb, de har været udsat for. De kan være ekstremt modne for alderen

på delområder, men qua de seksuelle overgreb have kognitive og emotionel-

le vanskeligheder på andre områder.

Børnenes beskrivelser peger på, at der skal bruges afhøringsmetoder, der

skåner børn og unge, og at den, der afhører skal have viden om, hvordan

børn kan være så sårbare og følelsesmæssigt i kaos, at de opfatter selv en

nænsom afhøring, som anklagende, mistroisk, hård og ufølsom i en grad,

der gør, at de frygter for retssagen i al den tid, de venter på denne. Det er

nødvendigt med forståelse for, hvad barnet har været udsat for i forbindelse

med det seksuelle overgreb. Det er essentielt at der tales til børn og unge på

en alderssvarende måde.

Det anbefales derfor, at også ældre børn på 12 år og opefter afhøres af vi-

deoafhører, der er uddannet og kvalificeret til at afhøre børn, og ikke som i

dag, hvor børn kan risikere at blive afhørt af den, som er på vagt på det gæl-

dende tidspunkt. I særlige tilfælde ved akut voldtægt bør politiets indleden-

de afhøring være kort og evt. efterfølgende følges op af en videoafhøring,

når barnet psykisk er mere samlet og ikke i en akut choktilstand.

Der bør udarbejdes procedurer, der tager højde for det traume, barnet har

været udsat for. å samme vis kan der argumenteres

for, at afhøringerne af

et barn, der har været udsat for omfattende og længerevarende overgreb in-

denfor familien, ville have brug for mere tid og derfor flere afhøringer for at

kunne give et tilstrækkeligt vidnesbyrd.

Forestillingen om, at flere afhøringer er belastende for et barn, er ikke nød-

vendigvis korrekt, da traumets karakter og afhørerens metode i højere grad

har betydning. Forskningen viser, at børn, der har været udsat for længere-

varende seksuelle overgreb, ofte afslører over tid. Der er derfor brug for en

anden tilgang til afhøringen af disse børn.

104

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det anbefales ligeledes, at der altid er en repræsentant tilstede fra socialfor-

valtningen, der kan varetage barnets tarv. Således at et barn ikke kan afhøres

af politiet uden tilstedeværelsen af en repræsentation fra de sociale myndig-

heder.

At vidne i retten og ventetiden

Oplevelserne i retten er varierende, men flere børn fra ekspertgruppen ud-

trykker stærkt ubehag ved at skulle vidne i påhør af fremmede, de aldrig har

mødt. De oplever det meget grænseoverskridende at skulle fortælle om no-

get så intimt og privat som det seksuelle overgreb. Flere udtrykker, at de har

svært ved at fortælle det hele i retten og kan udelade væsentlige detaljer,

fordi det er skamfuldt og utrygt

–

særligt, hvis den anklagede er i samme lo-

kale.

Andre udtrykker, at de i retten har oplevet sig beskyldt for at lyve, fordi de

ikke længere har kunnet huske væsentlige detaljer fra overgrebet, eller fordi

de har glemt, hvad de sagde til afhøringen hos politiet et halvt eller helt år

forinden.

De foreløbige resultater af undersøgelsen peger på, at retssystemet ikke op-

leves som gearet til at håndtere børn, der har været ofre for seksuelle over-

greb. Flere af børnene har vidnet både i byretten og efterfølgende i landsret-

ten. Ventetiden for nogle af børnene har strakt sig over flere år.

Særligt de lange ventetider på retssagerne er slidsomme for børnene og op-

levelsen i retten får ofte børnene til at føle sig mistænkeliggjorte. For de

børn, der venter og venter og ikke ved, hvad der venter dem, står retssagen

som noget frygtindgydende og angstprovokerende.

Børnene tilkendegiver, at ventetiden inden retssagen har været det absolut

værste. Ventetiden har haft store konsekvenser for manges sociale liv og

skolegang.

”Det er svært at komme videre. Livet går i stå”,

fortæller en af

de interviewede. Hukommelsen bliver hele tiden udfordret. Det er svært at

forstå, hvorfor retten udsættes og det opleves nedværdigende for barnet.

”Jeg var rigtig ked af det, og jeg sov ikke, og når jeg endelig

faldt i søvn, så

sov jeg ikke særlig godt. Jeg vågnede hele tiden og havde ondt i maven, og

jeg gik rundt som sådan en zombie, jeg havde ikke rigtig nogen følelser så-

dan, jeg var hverken glad eller sur eller noget, jeg gik bare rundt sådan helt

”stoneface”. Jeg var ikke i skole overhovedet, jeg lå are derhjemme på so-

faen og kiggede ud i luften”.

Det anbefales, at retssager, hvor børn er involveret, opprioriteres så venteti-

den mindskes i det omfang det efterforskningsmæssigt kan lade sig gøre. Da

barnets udvikling ofte er sat på stand by i den periode, barnet venter på en

afgørelse. Flere børn har ikke overskud til at bearbejde det seksuelle over-

greb, og flere fastholdes i behandlingsforløb, som er længere end nødven-

digt, fordi barnet først efter den retslige afgørelse reelt har overskud til at

105

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

forholde sig til det, som skete. Ventetiden og retssagen overskygger bear-

bejdnings- processen og barnet kommer på dobbeltarbejde.

igeledes ses det behandlingsmæssigt også, at børn har brug for at få bear-

bejdet oplevelserne fra retssagen. Mødet kan have sat spor, anklagerne, en

frifindelse eller mødet med krænkeren. Særligt for de børn, hvor den sigtede

er erklæret skyldig i byretten og senere frikendt i landsretten, slås med al-

vorlige følgevirkninger. Hvad var det, jeg sagde i landsretten

–

siden jeg ik-

ke her blev troet på? Med en videoafhøring af barnets vidneudsagn, bliver

en frifindelse for et barn ikke ensbetydende med, at barnet har forklaret sig

dårligere. Behandlingsmæssigt vil det være lettere at hjælpe barnet gennem

denne skuffelse end det er i dag, hvor barnet føler, at det er skyldigt i, at ha-

ve præsteret dårligt.

Selve retssagen og ventetiden

Børnenes oplevelser af at vidne i retten er forskellige. Nogle beskriver, at

det var hårdt og meget langvarigt, andre har oplevet det at vidne som en ru-

tine ting, der virkede som noget, der blot skulle overstås. Børnene beskriver

dog samstemmigt, at deres forestillinger om retssagen og den retslige proce-

dure er påvirket af deres manglende kendskab til, hvordan en retssag fore-

går. Informationen fra bistandsadvokaten kommer ofte sent i forløbet og for

børnene for sent i forhold til, hvordan deres tanker og fantasien forsøger at

danne billeder og mening i det, som venter dem.

”Jeg forestiller mig, at dommeren ser streng

og gammel ud... og alle kigger

på mig både fra siderne, forfra og bagfra, alle kigger på mig, hundredvis af

øjne, ... og hans advokat har jakkesæt og slips på og ser ud som om han ha-

der børn ... som en af dem der fra CSI, der bare råber og skriger mig ind i

hovedet ”.

Citatet er fra en pige, som venter på at vidne.

Aktuelt er det en bistandsadvokat, der forbereder barnet på, hvordan retssa-

gen foregår. Nogle har mødt deres bistandsadvokat ved selve afhøringen hos

politiet, andre møder først bistandsadvokaten kort forinden retsmødet. Det

anbefales, at barnet langt tidligere i processen klædes på til, hvad det går ind

til, hvad der venter én under selve retssagen. Det anbefales om muligt, at det

pålægges bistandsadvokater at forberede barnet så snart, der er viden om, at

en retssag afholdes.

Selve fremmødet i retten er for børnene en overvældende belastning. Flere

børn i undersøgelsen beskriver svære symptomer på selve dagen og i dagene

op til.

”Jeg fik nærmest fe er altså, jeg lev sådan fysisk dårlig med

hovedpine, og

jeg rystede og fik kvalme, og ... jeg var sulten, men jeg var alligevel ikke sul-

ten, og jeg havde i hvert fald ikke lyst til at spise noget, og jeg sådan havde

are lyst til at lukke mig inde i mig selv, hvis man kunne det”.

106

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Ventetiden på retssagen er særlig problematisk, hvis vidnet og den sigtede

har kontakt med hinanden i perioden mellem retssagerne. Særligt i de intra-

familiære sager, hvor den sigtede ikke er varetægtsfængslet, og hvor der er

kontakt mellem partnerne, er det et problem. Et barn fortæller, hvordan hun

forud for mødet i landsretten blev kontaktet telefonisk af sin far, der var sig-

tet i sagen. Han instruerede hende i, hvad hun skulle svare på forsvarerens

spørgsmål.

Den lange ventetid og systemets indretning gjorde, at barnet blev fanget i et

meget vanskeligt dilemma. Hun endte med at lyve i retten. Hendes situation

var præget af, at hun ikke ønskede, at faderen skulle fængsles. Faderen hav-

de forklaret hende, hvad der skete med pædofile i fængslet. Hvis dette barn

var blevet videoafhørt, ville faderen ikke have kunnet manipulere barnet til

at svare til sin fordel. Faderen blev dømt i byretten og senere frikendt i

landsretten.

I intrafamiliære sager er barnets retssikkerhed truet, fordi barnet ofte befin-

der sig i et dilemma, hvor det slet ikke er fyldt af et ønske om, at den sigtede

dømmes, og slet ikke dømmes alt for hårdt, barnet vil først og fremmest ha-

ve, at overgrebet stopper.

Undersøgelsens resultat peger på, at barnets psykiske velbefindende er truet

forud for retssagen og at barnet belastes voldsomt. Barnets angstniveau er

ekstremt højt. Enkle børn beskriver, at den psykiske belastning er så stor, at

de ikke får fortalt det hele. Retsmødet skaber ikke den fornødne tryghed, der

bør være til stede for, at et barn kan fortælle og gengive svært belastende

oplevelser. Omgivelserne er på ingen måde børnevenlige og barnet føler sig

overvældet og presset af at skulle sidde alene midt i rummet, sådan som fle-

re retssale er indrettet.

Barnets retssikkerhed er derfor ringe stillet, når barnets vidneudsagn beror

på afhøringen af en ikke uddannet videoafhører samt fremmøde i retten,

hvor situationen er så langt ude i fremtiden og inkluderer fremmede menne-

sker, der ikke skaber den fornødne tryghed for, at barnet kan fortælle det,

som er sket.

Når tiltalte er til stede

De i undersøgelsen involverede børn udtrykker alle, at det er en belastning

ikke på forhånd at vide, om det er muligt at vidne i retten uden, at tiltalte er

til stede. Nogle børn i undersøgelsen oplyser, at de ikke var bekendt

med

muligheden. Andre beskriver, at de først få dage inden retsmødet bliver

meddelt, om det er muligt eller ej. For langt de fleste bliver anmodningen

om, at tiltalte ikke er til stede under barnets vidneforklaring imødekommet,

men meddelelsen herom kommer alt for sent i processen for de børn, der i

gennemsnit venter i 382 dage på at sagen afsluttes.

107

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det skal anbefales, at børn ikke belastes ved at skulle vidne i påhør af den

sigtede og at børn kan stilles dette til udsigt. Videoafhøring af alle børn op

til det 18 leve år vil dog kunne fjerne denne unødige belastning fra alle børn.

” h det var forfærdeligt og se hans ansigtsudtryk, den måde han kiggede på

mig. an lignede en hundehvalp, der var efterladt ude i regnen altså, jeg

kunne næsten ikke få

mig selv til og sige ja til noget af det, fordi han kiggede

så ynkeligt på mig, for man kunne se på ham, at han var ked af det. Og jeg

havde slet ikke lyst til, at han skulle sidde der.”

Citatet her er fra en pige,

der vidnede mod egen far.

Det anbefales, at der i intrafamiliære sager i langt højere grad tages højde

for, hvilken situation et barn vidner under. Retssystemet syntes ikke at for-

holde sig til den relation, der har eksisteret eller fortsat eksisterer mellem

den sigtede og barnet som vidne. At vidne er dog en belastning for alle bør-

nene, men ofte på forskellige vis. For barnet, der ikke har set sigtede siden

afsløringen, kan angsten for at møde vedkommende være så stor og bela-

stende, at barnet forud for selve retsmødet er plaget af voldsomme mareridt

om mødet. For det barn, der ikke ønsker sigtede fængslet er belastningen

anderledes.

Det anbefales, at børn garanteres ikke at vidne i samme rum som den sigte-

de, så barnet ikke ser eller hører tiltalte.

”Jeg lev lovet, at jeg ikke ville se ham, men

så mødte jeg ham på gangen,

jeg skulle derind, så det endte med, at jeg flygtede ud igen, og så gik jeg af

agindgangen ind”.

Anbefalingerne

Anbefalingerne kan sammenfattes i: Kortere sagsforløb, mere og bedre in-

formation, at videoafhøring skal være en mulighed for børn og unge over 12

år; og at retten og dens procedurer skal tilpasses børn.

å baggrund af undersøgelsens foreløbige resultater har Rigshospitalets

Center for Seksuelle Overgreb og Børnerådet peget på en forhøjelse af al-

dersgrænsen for anvendelsen af videoafhøring i straffesager vedrørende sek-

suelle overgreb begået mod børn. Aldersgrænsen bør være højere end den

nuværende grænse på til og med det 12. år

–

gerne 18 år. Udviklingspsyko-

logisk begriber ældre børn i langt højere grad alvoren ved det strafferetslige

system end et yngre barn gør, de påvirkes også heraf i alvorlig grad.

I alle andre nordiske lande er aldersgrænsen for videoafhøring højere end i

Danmark. Set fra et børneperspektiv bør der lægges vægt på, at barnets af-

givelse af forklaring i sager om seksuelle overgreb sker på en sådan måde,

at barnet belastes mindst muligt.

”I mit hoved skal man være voksen for at

træde op i retten. Det er ikke et sted for ørn”,

afslutter et af børnene fra

undersøgelsen.”

108

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

3. Resumé af møde med Børnerådets ekspertgruppe

Strafferetsplejeudvalget har på et møde haft lejlighed til at høre seks pi-

ger/kvinder i alderen 14-20 år fra en såkaldt ekspertgruppe, som er etableret af

Børnerådet, fortælle om deres oplevelse af mødet med retssystemet. Medlem-

merne af ekspertgruppen har som børn og unge prøvet at blive afhørt af politiet

og senere i retten under hovedforhandlingen som forurettet ved en seksualforbry-

delse. De var fyldt 13 år og blev derfor ikke videoafhørt.

Politiafhøringen var ifølge flere af ekspertgruppens medlemmer en dårlig ople-

velse. Nogle af medlemmerne havde en oplevelse af, at den polititjenestemand,

der foretog afhøringen, ikke troede på, at de havde været udsat for et overgreb,

bl.a. fordi der blev stillet mange kritiske spørgsmål. Det blev også nævnt, at afhø-

ringen fandt sted sent på dagen efter gennemførelsen af lægeundersøgelser mv.,

og at pigerne/kvinderne derfor var meget trætte. Der var ikke i alle tilfælde en bi-

standsadvokat til stede.

Medlemmerne af ekspertgruppen gav endvidere bl.a. udtryk for, at ventetiden fra

anmeldelsen til den endelige dom i sagen, herunder efter anke til landsretten, var

en stor belastning. Det blev nævnt, at livet gik i stå, og at det bl.a. var svært at

koncentrere sig om sin skolegang. Ventetiden var bl.a. ubehagelig, fordi piger-

ne/kvinderne

–

bl.a. på baggrund af oplevelsen i forbindelse med politiets afhø-

ring

–

var ængstelige for, hvordan afhøringen i retten ville komme til at foregå.

De var også bange for at komme til at glemme detaljerne om forbrydelsen. Ube-

haget ved ventetiden blev forstærket af ukendskab til både de processuelle og de

fysiske rammer i retten.

Medlemmerne af ekspertgruppen nævnte, at de ikke fik tilstrækkelig information

om deres rettigheder og om sagens forløb. Det blev i den forbindelse også nævnt,

at bistandsadvokaten først på et møde kort tid før hovedforhandlingen gav infor-

mation om, hvordan afhøringen i retten ville komme til at foregå.

Pigerne/kvinderne følte, at de skulle fortælle om forbrydelsen et stort antal gan-

ge. Det gjaldt ikke kun politiafhøringer og afhøringer i retten, men også samtaler

med bistandsadvokat og psykologer mv.

109

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Selve afhøringen i retten var ifølge ekspertgruppens medlemmer også ubehage-

lig. Det var skræmmende at skulle sidde alene midt i lokalet. Nogle af medlem-

merne nævnte, at det ville have været en hjælp, hvis bistandsadvokaten havde

siddet ved siden af dem under afhøringen. Et medlem fortalte, at hun havde fået

at vide, at hendes far kunne sidde ved siden af hende og holde hende i hånden

under afhøringen, men at han alligevel ikke fik lov til det.

Det var ifølge medlemmerne af ekspertgruppen svært at fortælle om seksualfor-

brydelsen i retssalen, hvor der var personer til stede, som de ikke kendte. Det var

også svært at fortælle om seksualforbrydelsen, når forældrene var til stede. Dette

førte i nogle tilfælde til, at pigerne/kvinderne ikke fik fortalt det, som de egentlig

gerne ville.

Medlemmerne af ekspertgruppen var også bange for at komme til at sige noget,

der ikke var rigtigt under afhøringen, fordi de havde forstået sandhedsformanin-

gen sådan, at de risikerede fængselsstraf, hvis de gav forkerte oplysninger.

Ekspertgruppens medlemmer gav udtryk for, at forsvarerens afhøring af dem var

meget ubehagelig. De nævnte bl.a., at afhøringen var aggressiv. De opfattede

endvidere forsvarerens forehold af deres tidligere forklaringer og påpegning af

uoverensstemmelser i forhold til forklaringen i retten som en anklage om at lyve.

Dette kunne gøre pigerne/kvinderne usikre i en sådan grad, at de kom i tvivl om,

hvorvidt deres oplevelse af hændelserne overhovedet var rigtig.

Ifølge flere af ekspertgruppens medlemmer var det også en kilde til utryghed, at

de ikke forstod sproget i retten, herunder fordi der blev brugt juridiske og medi-

cinske udtryk, som de ikke kendte, og fordi der blev stillet detaljerede spørgsmål.

Et eksempel på et ord, der blev anvendt i et spørgsmål til en pige, og som hun ik-

ke forstod, var ordet ”erigeret”. Flere fortalte også, at det var forvirrende –

gav en følelse af ikke at blive opfattet som en person

–

at de i retten blev omtalt

som ”forurettede” eller ”vidnet” og ikke med deres navn. Desuden var de meget

formelle rammer i retten, herunder deltagernes påklædning, særligt brugen af

kapper, utryghedsskabende.

Nogle medlemmer af ekspertgruppen oplevede det at skulle møde tiltalte eller

dennes familie som meget ubehageligt. Bare det at vide, at tiltalte var til stede

–

110

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

også selv om de ikke så den pågældende

–

var ubehageligt. Et medlem beskrev

det som meget ubehageligt, at der i ventelokalet kun var ugennemsigtigt glas i

halvdelen af et vindue, og at hun derfor så tiltalte gå forbi vinduet. Nogle af pi-

gerne/kvinderne afgav forklaring, mens tiltalte var til stede i retslokalet, hvilket

var meget ubehageligt. I den forbindelse fortalte et medlem, at tiltalte sad bag

hende i retssalen under forklaringen, og at det var meget ubehageligt.

Resultatet af dommen var ifølge ekspertgruppens medlemmer af stor betydning

for dem. Længden af den straf, som gerningsmanden blev idømt, var ikke så vig-

tig. Det vigtige var afgørelsen af skyldsspørgsmålet og oplevelsen af, at retten

troede på dem.

Et af ekspertgruppens medlemmer, hvis far var tiltalt i sagen, beskrev, hvordan

hendes familie var splittet i tiden indtil dommen, fordi de ikke vidste, om de

skulle tro på hende eller faderen. Med dommen blev dette afklaret.

4. Aktuel forskning i spørgsmålet om flere afhøringer eller genafhørin-

ger af børn

Som nævnt i kapitel 3, afsnit 5, bør videoafhøring af børn efter de gældende reg-

ler søges gennemført hurtigst muligt og, hvis det er praktisk muligt, inden en uge

fra anmeldelsen. Formålet med at gennemføre afhøringen hurtigt er at sikre bar-

nets hukommelse om forholdet. Endvidere kan barnet hurtigere påbegynde bear-

bejdningen af det passerede og blive skånet for at blive afhørt på et tidspunkt,

hvor en behandling af barnet er i gang. Herudover kan en afhøring inden for kort

tid efter anmeldelsen være med til at mindske risikoen for påvirkning af barnet

fra familien eller andre. Der foretages normalt kun én videoafhøring af barnet,

medmindre politiet af egen drift iværksætter en fornyet afhøring, eller en anmod-

ning om genafhøring fra den mistænkte eller forsvareren imødekommes.

Cand.psych.aut. og specialist i klinisk børnepsykologi Christine Vinum, der er ad

hoc-medlem af Strafferetsplejeudvalget, har udarbejdet et notat om den aktuelle

forskning i spørgsmålet om flere afhøringer eller genafhøringer af børn i straffe-

sager. Af notatet, der er medtaget som bilag 2 til betænkningen, fremgår bl.a.

følgende:

111

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

”

å baggrund af tidligere vidnepsykologisk forskning, der lagde vægt på

børns påvirkelighed og risikoen for dannelsen af falske minder, har man an-

set særligt yngre børn for meget påvirkelige (Ceci, Loftus, Leichtman &

Bruck, 1994). For at begrænse mulighederne for at barnets vidneudsagn på-

virkes af andre imellem afhøringerne, har man generelt frarådet at gennem-

føre flere afhøringer af det samme barn. En anden begrundelse for kun at af-

høre barnet én gang har været, at flere afhøringer kan betyde, at der går læn-

gere tid fra hændelsen er oplevet til, at barnet fortæller om den, og at barnet

så kan glemme information. Information glemmes hurtigst efter en hændelse

er indkodet, og yngre børn glemmer hurtigere end ældre børn (Brainerd,

Reyna, Howe & Kigma, 1990). Dertil kommer, at jo længere tid der går, in-

den en hændelse bliver genfortalt, jo mere ny information kan blive indko-

det i mindet. Derved kan man risikere at komme til at stå med divergerende

udsagn fra barnet, og det kan blive vanskeligt at skelne mellem det, barnet

har oplevet, og ny information der stammer fra samtaler med andre (Justits-

og Beredskapsdepartementet, 2012). Endelig har der været en generel opfat-

telse af, at det er mere skånsomt for barnet, hvis det kun udsættes for én af-

høring, idet barnet så kun skal fortælle om sin oplevelse én gang.

Nyere vidnepsykologisk forskning har kritiseret de tidligere studier af børns

vidneudsagn for ikke at have taget højde for effekten af falske minder, der er

fremkommet efter barnet har været udsat for ledende og suggestive spørge-

teknikker (Faller, Cordisco-Steele & Nelson-Gardell, 2010; Justits- og Be-

redskapsdepartementet, 2012). De påviser, at børn generelt kan afgive del-

taljerede og korrekte forklaringer og ikke ændrer deres forklaringer i forbin-

delse med gentagne afhøringer i sig selv. Såfremt barnet udsættes for inter-

nationalt anerkendte afhøringsmetoder, som lægger vægt på åbne spørgsmål

og fri genkaldelse, dokumenterer forskningen, at barnet tværtimod kan præ-

cisere og supplere dets forklaringer på afgørende områder, når det får mu-

lighed for at blive afhørt flere gange (La Rooy, Katz, Malloy & Lamb,

2010). Efter den første afhøring kan barnet således komme i tanke om ople-

velser, som det ikke huskede eller fik fortalt om. Dette kan bl.a. ske pga. den

såkaldte reminiscens-effekt, som er et alment træk ved hukommelsen, og

som handler om at hukommelsen stimuleres af den initiale genkaldelsespro-

ces (La Rooy et al. 2010). Frem for kun at give barnet én mulighed for at

genkalde dets oplevelser, anbefaler man derfor, at der åbnes for muligheden

for at gennemføre flere afhøringer af barnet, idet flere afhøringer i nogle til-

fælde vil kunne føre til mere komplette vidneudsagn (Faller et al., 2010).

Når det gælder børn udsat for længerevarende seksuelle overgreb og over-

greb begået i nære relationer, er det dokumenteret, at de generelt er tilbage-

holdende med at fortælle om deres oplevelser og ofte vil afsløre dem over

tid (Faller et al., 2010; Davik & Langballe, 2013). Hvis overgrebene har væ-

ret særligt traumatiserende for barnet, og har fundet sted mens barnet er

yngre, vil barnet desuden have haft svært ved at begribe oplevelserne, og det

vil forsøge at glemme dem, fordi de er forbundet med smerte og skam. Det

gør det imidlertid meget vanskeligt for barnet senere at sprogliggøre ople-

112

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

velserne, og barnet behøver tid og ofte også støtte fra en voksen for at kunne

fortælle om dem (Langballe, 2007). Disse børn kan have svært ved og være

alt for stressede til at fortælle om overgrebene i forbindelse med den første

afhøring. De vurderes i særlig grad at kunne profitere af den ro og tryghed,

det vil kunne give dem at møde den samme afhører igen og få mulighed for

at forklare sig ved flere afhøringer (La Rooy, et al., 2010).

Modsat den tidligere opfattelse af at flere afhøringer i sig selv er problemati-

ske og belastende for barnet, kan flere afhøringer, når de foretages efter an-

erkendte metoder, hvor der ikke gøres brug af suggestive spørgeteknikker,

både være det mest hensynsfulde overfor barnet og afgørende for at få op-

lyst sagen tilstrækkeligt.

Man skal dog være opmærksom på, at også forældre og andre kan spørge

barnet ud og tale med det om sagen imellem afhøringerne og derved påvirke

barnets vidneudsagn. Endvidere skal man være opmærksom på, at det i nog-

le tilfælde kan være nødvendigt for at afdække det muligt strafbare forhold

fuldt ud at stille barnet spørgsmål, der ikke helt lever op til de anerkendte

spørgemetoder med åbne spørgsmål og fri genkaldelse.

Hvorledes disse forhold skal afvejes i forhold til hinanden, vil altid bero på

en konkret vurdering af den enkelte sag. Hvis det vurderes at være hen-

sigtsmæssigt at foretage flere afhøringer af et barn, vil det fortsat også være

væsentligt at sikre sig, at barnet ikke glemmer vigtig information.”

Der henvises i øvrigt til kapitel 11, afsnit 2.3, hvor spørgsmålet om, hvad denne

forskning efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse giver anledning til med hen-

syn til gennemførelse af videoafhøring, er behandlet.

113

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

114

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 8

Statistik

1. Indledning

Strafferetsplejeudvalget skal efter kommissoriet overveje, om brugen af videoaf-

høring af børn bør udvides, og i givet fald udarbejde en model for en sådan udvi-

delse.

Dette kapitel indeholder visse oplysninger om brugen af videoafhøring efter de

gældende regler samt oplysninger af betydning for overvejelserne om udvidelse

af anvendelsesområdet for videoafhøringsordningen.

I afsnit 2 er der redegjort for Justitsministeriets Forskningsenheds undersøgelse

fra 2005 af brugen af videoafhøring i sædelighedssager. Afsnit 3 indeholder op-

lysninger om antal forurettede i forskellige aldersgrupper for visse straffelovs-

overtrædelser. Afsnit 4 indeholder oplysninger om sager i børnehusene.

2. Justitsministeriets Forskningsenheds undersøgelse fra 2005

Justitsministeriets Forskningsenhed udarbejdede i marts 2005 en undersøgelse af

videoafhøring af børn i sædelighedssager til brug for en redegørelse fra Rigsad-

vokaten om straffesager om seksuelt misbrug af børn samt videoafhøring af børn

i sådanne sager efter lovændringen i 2003. Undersøgelsen er tilgængelig på Ju-

stitsministeriets hjemmeside.

Undersøgelsen er baseret på oplysningsskemaer, som politikredsene udfyldte om

alle videoafhøringer, der blev gennemført i perioden fra den 1. oktober 2003 til

den 1. juli 2004.

Det fremgår af undersøgelsen, at der i denne periode blev indleveret oplysnings-

skemaer for i alt 211 videoafhøringer. I 192 af disse videoafhøringer var det af-

hørte barn den forurettede i en sædelighedssag. I 14 af de 211 videoafhøringer

115

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

var det afhørte barn kun vidne i en sædelighedssag, og i 5 af de 211 videoafhø-

ringer var der tale om anden kriminalitet end en sædelighedsforbrydelse.

De 192 videoafhøringer i sædelighedssager angik ifølge undersøgelsen følgende

overtrædelser (dagældende straffelov):

Videoafhøringer i sædelighedssager i perioden fra den 1. oktober 2003 til den 1. juli

2004 fordelt efter kriminalitetens art (dagældende straffelov)

Overtrædelse

Incest (§ 210)

Voldtægt (§ 216)

Samleje med barn (§ 222)

Samleje med plejebarn/stedbarn (§ 223)

Anden kønslig omgængelse (§ 224)

Homoseksualitet med barn (§ 225)

Blufærdighedskrænkelse (§ 232)

Uoplyst

I alt

Antal afhøringer

192

Om barnets alder ved disse 192 videoafhøringer i sædelighedssager fremgår føl-

gende af undersøgelsen:

Videoafhøringer i sædelighedssager i perioden fra den 1. oktober 2003 til den 1. juli

2004 fordelt efter den afhørtes alder

Alder

3-5 år

6-9 år

10-12 år

Over 12 år

I alt

Antal børn

192

Det fremgår af undersøgelsen, at 8 af de afhørte personer var over 15 år. 5 af dis-

se personer var efter det oplyste mentalt retarderede eller havde psykiske pro-

blemer.

Herudover fremgår det bl.a. af undersøgelsen, at 14 af de videoafhørte børn blev

genafhørt.

116

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

3. Antal forurettede i 2013 i forskellige aldersgrupper

Strafferetsplejeudvalget har indhentet oplysninger fra Danmarks Statistik om an-

tal forurettede i 2013 ved visse straffelovsovertrædelser i forskellige aldersgrup-

per. Oplysningerne er baseret på politianmeldte overtrædelser. Tabellerne neden-

for bygger på disse oplysninger.

Det bemærkes, at oplysningerne efter det oplyste ikke omfatter data fra sager,

som politiet alene har oprettet for at foretage indledende undersøgelser, men hvor

disse undersøgelser har ført til, at der ikke indledes efterforskning. Sådanne ind-

ledende undersøgelser kan f.eks. bestå af videoafhøring.

Følgende tabel viser antal forurettede i 2013 i alderen 0-12 år, dvs. børn under

den gældende aldersgrænse for videoafhøring på som udgangspunkt 13 år, ved

visse straffelovsovertrædelser fordelt efter forurettedes alder:

Antal forurettede i 2013 i alderen 0-12 år ved visse straffelovsovertrædelser fordelt efter

forurettedes alder

Seksualforbrydelser og incest

- heraf § 232 ved beføling

- heraf § 232 ved blotteri

- heraf § 232 i øvrigt

- øvrige forbrydelser

Vold og drab

- heraf § 237 (inkl. forsøg)

- heraf § 244

- heraf §§ 245-246

Ulovlig tvang

Frihedsberøvelse

Røveri

0-2 år

3-5 år

102

117

111

6-9 år

254

102

208

190

10-12 år

281

165

151

I alt

655

145

117

140

253

565

503

Følgende tabel viser antal forurettede i 2013 i alderen 13-17 år, dvs. børn og un-

ge, der er ældre end den gældende aldersgrænse for videoafhøring, ved de samme

straffelovsovertrædelser fordelt efter forurettedes alder:

117

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Antal forurettede i 2013 i alderen 13-17 år ved visse straffelovsovertrædelser fordelt ef-

ter forurettedes alder

Seksualforbrydelser og incest

- heraf § 232 ved beføling

- heraf § 232 ved blotteri

- heraf § 232 i øvrigt

- øvrige forbrydelser

Vold og drab

- heraf § 237 (inkl. forsøg)

- heraf § 244

- heraf §§ 245-246

Ulovlig tvang

Frihedsberøvelse

Røveri

13 år

204

107

105

14 år

233

108

153

144

104

15 år

106

239

216

174

16 år

299

258

153

17 år

365

306

121

4. Sager i børnehusene

Den 1. oktober 2013 åbnede landets fem børnehuse. Børnehusordningen er nær-

mere beskrevet i kapitel 3, afsnit 9.

Socialstyrelsen har udarbejdet en rapport om sager i børnehusene i perioden fra

den 1. oktober 2013 til den 30. september 2014, dvs. sager i børnehusenes første

år. Rapporten er tilgængelig på Socialstyrelsens hjemmeside.

Det fremgår af rapporten, at der i den nævnte periode blev oprettet i alt 999 bør-

nehussager i hele landet, hvoraf 594 sager er afsluttet. En børnehussag oprettes,

når en kommune benytter et børnehus til at bidrage til den børnefaglige undersø-

gelse i en sag om et seksuelt overgreb eller vold mod et barn eller en ung under

18 år eller ved mistanke herom.

Det fremgår af rapporten, at 60 pct. af de afsluttede børnehussager vedrørte vold,

36 pct. vedrørte seksuelle overgreb, og 4 pct. vedrørte både vold og seksuelle

overgreb.

Rapporten indeholder følgende oplysninger om karakteren af det formodede sek-

suelle overgreb i afsluttede børnehussager:

118

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Karakteren af det formodede seksuelle overgreb i afsluttede børnehussager

Overgrebets karakter

Blufærdighedskrænkelse

Samleje

Anden kønslig omgang

Foto

It-krænkelse

Andet

I alt

Procent

137

Blotteri, beføling, beluring, verbal uterlighed.

Samleje med børn under 15 år.

Oralt, analt, fingre/genstande i skede/anus.

Fotografering eller filmoptagelse af børn/unge under 18 år.

Via internet, webcam, mobil.

Da børnehusene har kunnet angive flere svar ved registreringen af sagen, overstiger sum-

men af procenterne 100.

Rapporten indeholder følgende oplysninger om karakteren af det formodede vol-

delige overgreb i afsluttede børnehussager:

Karakteren af det formodede voldelige overgreb i afsluttede børnehussager

Overgrebets karakter

Slag/spark

Lussinger/smæk

Slået med genstand

Rusk

Kvælertag

Anden vold

Trusler om vold

Trusler med våben

Vidne til vold

I alt

Procent

169

Børnehusene registrerer oplysninger om børn og unge, der har været vidne til vold, selv om

børnehusenes målgruppe er forurettede børn og unge, da kommunerne kan beslutte at benyt-

te børnehus i sager, hvor et barn har været vidne til vold mellem forældre/stedforældre eller

mod søskende, hvis kommunen vurderer, at der er behov for en børnefaglig undersøgelse, og

politiet samtidig ønsker at afhøre barnet eller den unge som vidne.

Da børnehusene har kunnet angive flere svar ved registreringen af sagen, overstiger sum-

men af procenterne 100.

119

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Rapporten indeholder følgende oplysninger om barnets eller den unges alder i af-

sluttede børnehussager fordelt efter karakteren af det formodede overgreb:

Barnets eller den unges alder, da sagen kom ind i børnehuset, fordelt efter karakteren af

det formodede overgreb (afsluttede børnehussager)

0-2

år

3-5

år

6-8

år

9-11

år

12-14

år

15-17

år

Seksuelt overgreb (pct.)

Vold (pct.)

Seksuelt overgreb og vold (pct.)

For så vidt angår relationen mellem den formodede krænker og barnet eller den

unge fremgår følgende af rapporten:

Relationen mellem den formodede krænker og barnet eller den unge i afsluttede børne-

hussager

Relation

Far

Mor

Stedfar

Søskende

Bedstefar

Stedsøskende

Stedmor

Anden person i familien

Person uden for familien

I alt

Procent

100

120

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 9

Strafferetsplejeudvalgets generelle overvejelser

1. Indledning

Strafferetsplejeudvalget skal ifølge kommissoriet overveje, om brugen af video-

afhøring bør udvides, og i givet fald udarbejde en model for en sådan udvidelse.

Det gældende anvendelsesområde for videoafhøringsordningen er beskrevet i ka-

pitel 3, afsnit 4. Som det fremgår heraf, er aldersgrænsen for videoafhøring som

udgangspunkt 13 år, dog således at særlige omstændigheder, herunder barnets

psykiske udvikling og tilstand, kan bevirke, at der foretages videoafhøring af æl-

dre børn. Ordningen anvendes i sager om seksualforbrydelser og efter omstæn-

dighederne i andre sagstyper, f.eks. drabs- og voldssager, hvor de samme hensyn

til barnet som i sager om seksualforbrydelser gør sig gældende.

Ved vurderingen af, om anvendelsesområdet for videoafhøringsordningen bør

udvides, bør en række forskellige og til dels modsatrettede hensyn efter Straffe-

retsplejeudvalgets opfattelse inddrages. Disse hensyn er beskrevet i dette kapitel,

der også indeholder udvalgets vurdering af, om anvendelsesområdet for videoaf-

høringsordningen bør udvides.

2. Baggrunden for ordningens nuværende anvendelsesområde

Som det fremgår af kapitel 2, udviklede der sig i 1980’erne og de følgende år en

praksis, hvorefter en videooptagelse af et barns forklaring til politiet under sa-

gens efterforskning kunne benyttes som bevis under hovedforhandlingen i retten

i medfør af den dagældende retsplejelovs § 877, stk. 3, hvorefter dokumenter og

aktstykker, som indeholder erklæringer eller vidnesbyrd, kunne benyttes som be-

vis, når retten undtagelsesvis gav tilladelse hertil (nu retsplejelovens § 871, stk.

4). Hvis retten tillod, at en videoafhøring blev anvendt som bevis, trådte den ofte

i stedet for en direkte afhøring af barnet i retten.

121

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Efter den praksis, der udviklede sig, kunne en videoafhøring som udgangspunkt

kun anvendes som bevis under hovedforhandlingen, hvis barnet var 12 år eller

yngre, dog således at videoafhøring af ældre børn kunne komme på tale, hvis den

pågældende var udviklingshæmmet eller i særlig grad traumatiseret på grund af

forbrydelsens grovhed eller karakter.

Denne aldersgrænse blev videreført, da der i 2003 blev indført udtrykkelige reg-

ler om videoafhøring af børn i retsplejeloven. Reglerne bygger på betænkning nr.

1420/2002, som blev afgivet af en sagkyndig arbejdsgruppe, der bl.a. havde til

opgave at gennemgå og vurdere de spørgsmål, som gennemførelsen af straffesa-

ger om seksuelt misbrug af børn giver anledning til, herunder navnlig de spørgs-

mål der knytter sig til afhøring af børn. Det primære fokus for arbejdsgruppen

var så vidt ses fremgangsmåden for videoafhøring og kun i mindre grad anven-

delsesområdet for videoafhøringsordningen, der som nævnt var fastlagt i rets-

praksis forud for nedsættelsen af arbejdsgruppen.

Spørgsmålet om udvidelse af anvendelsesområdet for videoafhøringsordningen

er efterfølgende blevet berørt af Strafferetsretsplejeudvalget i betænkning nr.

1458/2005 om forbedring af voldtægtsofres retsstilling, side 81-82, hvor det

fremgår, at der flere steder i udlandet i stigende omfang anvendes videooptagelse

ved politiafhøringer, og at dette efterhånden som denne teknik udbredes kunne

føre til tanker om, hvorvidt man kunne anvende videoafhøring af voksne foruret-

tede i voldtægtssager. Udvalget pegede dog bl.a. på, at en sådan ordning ville

kræve nærmere overvejelser, herunder med hensyn til, om samme fremgangsmå-

de som ved videoafhøring af børn bør anvendes, men også mere principielle

overvejelser. Der ville ifølge udvalget være samme betænkeligheder som med

hensyn til anvendelse af videoafhøring af børn, men betænkelighederne ville ha-

ve væsentligt større vægt, fordi det grundlæggende hensyn til vidnet er mindre,

når vidnet er en voksen person. Udvalget fandt ikke på det pågældende tidspunkt

grundlag for at påbegynde sådanne nærmere overvejelser, men fandt, at der kun-

ne være grund til at være opmærksom på udviklingen på området.

Strafferetsplejeudvalget fandt tilsvarende i betænkning nr. 1485/2006 om foruret-

tedes processuelle retsstilling i straffesager, side 117, ikke grundlag for at tage

spørgsmålet op.

122

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

3. Hensynet til bevisumiddelbarhed

3.1.

Dansk strafferetspleje bygger på et grundlæggende princip om bevisumid-

delbarhed, der indebærer, at bl.a. vidneførsel bør ske umiddelbart for den døm-

mende ret og under hovedforhandlingen. Den Europæiske Menneskerettigheds-

konventions artikel 6 om ret til en retfærdig rettergang bygger også på et princip

om bevisumiddelbarhed.

Vidnet skal normalt møde personligt i retslokalet. Det bemærkes dog, at der ved

lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love

(Politi- og domstolsreform) blev indført mulighed for, at retten i visse tilfælde

kan tillade, at et vidne afgiver forklaring ved anvendelse af telekommunikation

med eller uden billede, jf. retsplejelovens § 174, stk. 2 og 3.

Når dommere og lægdommere kan overvære afhøringen, imens den foregår, får

de bedre muligheder for at danne sig et indtryk af vidnet og af forklaringens tro-

værdighed. Endvidere får de mulighed for at stille de spørgsmål, som vidnets

forklaring måtte give anledning til.

Bevisværdien af en forklaring afgivet umiddelbart for retten vil derfor også alt

andet lige være højere end en forklaring afgivet under sagens efterforskning.

Ved at foretage vidneafhøringen under hovedforhandlingen, hvor sagen er fær-

digefterforsket, og det står klart, i hvilket omfang der findes øvrige beviser, sik-

res det endvidere, at såvel anklagerens som forsvarerens afhøring kan målrettes

den rejste tiltale og foretages på et fuldt oplyst grundlag, herunder med mulighed

for at spørge ind til eventuel modstrid mellem vidnets forklaring og øvrige bevi-

ser i sagen.

Afhøring af vidnet ved personligt fremmøde i selve retslokalet er også med til at

understrege situationens alvor for vidnet og kan medvirke til at forebygge falsk

forklaring.

3.2.

Videoafhøringsordningen udgør en fravigelse af det ovennævnte grundlæg-

gende princip i dansk strafferetspleje om bevisumiddelbarhed, idet ordningen in-

debærer, at retten under hovedforhandlingen får forevist en videooptagelse af en

123

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

afhøring, som politiet har foretaget under efterforskningen. Der kan dog også væ-

re tale om en indenretlig videoafhøring, som er foretaget under efterforskningen.

Efter videoafhøringsordningen foretages afhøringen endvidere typisk meget tid-

ligt under efterforskningen, hvor sagen ikke er fuldt oplyst, og det således bl.a.

ikke står klart, i hvilket omfang der findes øvrige beviser. Politiet kan dog iværk-

sætte en fornyet videoafhøring, ligesom den mistænkte eller forsvareren inden for

en frist på som udgangspunkt to uger efter den mistænktes gennemsyn af opta-

gelsen kan anmode om genafhøring til video.

4. Hensynet til tiltaltes mulighed for at varetage sit forsvar

Et formål med, at afhøring af vidner foregår under hovedforhandlingen, er, at til-

taltes forsvarer får mulighed for at afhøre vidnet. Endvidere kan afhøringen som

nævnt ovenfor i afsnit 3.1 målrettes den rejste tiltale og foretages på et fuldt op-

lyst grundlag, herunder med mulighed for at spørge ind til eventuel modstrid

mellem vidnets forklaring og øvrige beviser i sagen, samt foretages på et tids-

punkt, hvor forsvareren sammen med tiltalte har haft lejlighed til at forberede

forsvaret i sagen. Dette har væsentlig betydning for tiltaltes mulighed for at vare-

tage sit forsvar.

Videoafhøring foretages som nævnt i afsnit 3.2 ovenfor typisk på et tidligt tids-

punkt under efterforskningen, hvor sagen endnu ikke er fuldt oplyst, og det såle-

des bl.a. ikke står klart, i hvilket omfang der findes øvrige beviser. Afhøringen

overværes af forsvareren fra det såkaldte monitorrum, imens den foretages, og

forsvareren kan anmode om, at den særligt uddannede polititjenestemand, som

foretager afhøringen, stiller bestemte spørgsmål til barnet. Den mistænkte må

derimod ikke overvære afhøringen, imens den foretages, men skal have adgang

til efterfølgende at gennemse videooptagelsen af afhøringen sammen med sin

forsvarer. Inden for en frist på som udgangspunkt to uger efter gennemsynet kan

forsvareren eller den mistænkte anmode om genafhøring af barnet til video.

Denne fremgangsmåde giver ikke forsvareren de samme muligheder for afhøring

af vidnet som ved afhøring under hovedforhandlingen, hvilket kan forringe tiltal-

tes mulighed for at varetage sit forsvar.

124

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

5. Hensynet til at beskytte barnet eller den unge

5.1.

I sager, hvor et barn eller en ung har været udsat for et overgreb, er barnet el-

ler den unge ofte det eneste eller det afgørende vidne i sagen. Den pågældendes

vidneforklaring er derfor ofte en forudsætning for, at der kan føres en straffesag

mod den formodede gerningsmand. Dette kan også være tilfældet, hvor barnet el-

ler den unge er vidne til en forbrydelse begået mod en anden person.

Det er i sådanne tilfælde af hensyn til den almindelige samfundsmæssige interes-

se i, at lovovertrædelser retsforfølges, nødvendigt, at barnet eller den unge afgi-

ver en vidneforklaring. Retsforfølgning kan også være i det forurettede barns el-

ler den forurettede unges interesse, idet dette f.eks. kan være med til at bringe et

vedvarende misbrug fra f.eks. barnets eller den unges forældre til ophør. For stør-

re børn og unge kan det endvidere have mere følelsesmæssig betydning, at den

formodede gerningsmand retsforfølges.

Der må imidlertid efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse samtidig lægges stor

vægt på, at børns og unges møde med retssystemet under sådanne omstændighe-

der bliver så skånsomt som muligt, og at der ikke lægges unødvendige hindringer

i vejen for, at barnet eller den unge kan komme sig over hændelsen og modtage

den fornødne psykologiske behandling mv.

5.2.

Strafferetsplejeudvalget har som nævnt i kapitel 7, afsnit 3, haft lejlighed til

at høre seks piger/kvinder, der som børn og unge var udsat for seksuelle over-

greb, men ikke blev videoafhørt, fortælle om deres oplevelser med i overens-

stemmelse med den sædvanlige fremgangsmåde først at blive afhørt hos politiet

og senere i retten under hovedforhandlingen. Endvidere har to psykologer fra

Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb over for udvalget redegjort for en

undersøgelse af og deres erfaringer med sådanne afhøringers indvirkning på børn

og unge og mulighederne for at yde psykologisk behandling (se kapitel 7, afsnit

2).

Afhængig af den konkrete sags karakter og barnets eller den unges personlige

forhold kan den sædvanlige fremgangsmåde med afhøring hos politiet og senere

som vidne i retten under hovedforhandlingen være en stor belastning for den på-

gældende.

125

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Fremgangsmåden indebærer således, at barnet eller den unge både skal afhøres af

politiet, eventuelt flere gange, og i retten under hovedforhandlingen.

Afhøringen i retten indebærer, at barnet eller den unge

–

i utrygge rammer over

for fremmede personer og måske længe efter politianmeldelsen

–

skal fortælle

om en muligvis traumatisk hændelse. Hvis dommen i sagen ankes, kan det end-

videre være nødvendigt, at barnet eller den unge afhøres i ankeinstansen. Dette

indebærer en risiko for retraumatisering af barnet eller den unge.

Endvidere skal anklageren og forsvareren ikke være særligt uddannet i at afhøre

børn og unge, og omgivelserne og afhøringsformen i retten kan blive oplevet som

mindre børne- og ungevenlig. Afhøringen af barnet eller den unge, herunder for-

svarerens afhøring og forehold af eventuelle modstridende oplysninger i rappor-

ter om afhøringen hos politiet, kan således bl.a. give barnet eller den unge en op-

levelse af ikke at blive troet på.

Det bemærkes dog, at der efter de gældende regler kan tages visse forholdsregler

for at beskytte barnet eller den unge i retten, herunder ved at lukke dørene under

afhøringen (retsplejelovens §§ 29 og 29 a) og gennemføre den uden tiltaltes til-

stedeværelse (§ 856) samt eventuelt foretage afhøringen et andet sted end i rets-

lokalet (§ 183, stk. 3). Der henvises også til kapitel 11, afsnit 3, som indeholder

nogle anbefalinger til, hvordan retssystemets behandling af børn og unge i sager

om seksualforbrydelser, alvorlig personfarlig kriminalitet eller lignende kan for-

bedres i tilfælde, hvor der ikke foretages videoafhøring af den pågældende.

Ventetiden fra politianmeldelsen og politiets afhøring af barnet eller den unge til

hovedforhandlingen, hvor den pågældende skal afgive forklaring som vidne, er

også en stor belastning. Hvis dommen ankes, gælder dette endvidere perioden

indtil hovedforhandlingen i ankeinstansen.

Udsigten til at skulle fortælle om den formodede overtrædelse i ukendte omgivel-

ser og frygten for at glemme vigtige detaljer kan således udgøre en stor belast-

ning for barnet eller den unge, der endvidere kan føle sig mistænkeliggjort, indtil

det er afklaret, om den mistænkte bliver dømt, og opleve, at familien er splittet

mellem dem, der tror på barnet eller den unge, og dem, der tror på den mistænkte

126

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

gerningsmand. Denne konflikt ender dog ikke nødvendigvis ved, at der afsiges

dom i sagen.

Ventetiden kan derfor lægge hindringer i vejen for, at barnet eller den unge kan

komme sig over hændelsen, og i væsentlig grad vanskeliggøre den psykologiske

behandling af den pågældende.

5.3.

Belastningen af barnet eller den unge afhænger bl.a. af barnets eller den un-

ges alder og udvikling. Desto ældre og mere udviklet barnet eller den unge er,

desto bedre vil den pågældende typisk være i stand til at forstå rammerne og

baggrunden for retssagen og i det hele taget være bedre rustet til håndtere sagen.

Hensynet til at beskytte barnet eller den unge er således typisk stærkere, jo yngre

den pågældende er.

Belastningen af barnet eller den unge afhænger også af den formodede overtræ-

delses karakter. I sager om seksualforbrydelser er belastningen typisk særligt

stor, bl.a. fordi sådanne sager vedrører intime og private forhold, og barnet eller

den unge kan være påvirket af skyld- og skamfølelser. Belastningen kan imidler-

tid også være stor i navnlig sager om alvorlig personfarlig kriminalitet.

Belastningen af barnet eller den unge må efter Strafferetsplejeudvalgets opfattel-

se antages i almindelighed at være større, hvis overtrædelsen formodes begået af

barnets eller den unges forældre eller nærmeste i øvrigt mod barnet eller den un-

ge eller mod en af barnets eller den unges nærmeste. Det skyldes bl.a. barnets el-

ler den unges afhængighedsforhold til den mistænkte og den loyalitetskonflikt,

som barnet eller den unge i disse sager ofte befinder sig i, samt at der er risiko

for, at barnet eller den unge ikke får samme støtte under sagens behandling, som

hvis den formodede overtrædelse var begået af en fremmed person.

5.4.

Videoafhøring belaster ikke på samme måde barnet eller den unge som den

sædvanlige fremgangsmåde med afhøring hos politiet under efterforskningen og

senere i retten under hovedforhandlingen. Ordningen indebærer således som ud-

gangspunkt, at afhøringen foretages hurtigt efter politianmeldelsen af en særligt

uddannet afhører i trygge rammer, hvorefter barnet eller den unge som udgangs-

punkt ikke skal afhøres igen og ikke behøver at deltage mere i sagen. Det kan

dog være nødvendigt at genafhøre den pågældende til video.

127

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Børn og unge, der måtte have behov for at få rettens endelige konstatering af, om

den mistænkte gerningsmand er skyldig i et overgreb, for at kunne komme sig

over hændelsen, vil dog også efter videoafhøringsordningen skulle vente på

dommen.

6. Hensynet til at sikre hukommelsen og undgå påvirkning

Videoafhøring af børn foretages i dag som nævnt i kapitel 3, afsnit 5, på et meget

tidligt stadie af efterforskningen. Videoafhøringen bør således efter de gældende

regler søges gennemført hurtigst muligt og, hvis det er praktisk muligt, inden en

uge efter politianmeldelsen. Formålet med at afhøre barnet på et tidligt tidspunkt

under efterforskningen er

–

foruden at skåne barnet

–

at sikre barnets hukommel-

se og mindske risikoen for påvirkninger af barnet fra familien eller andre.

Hensynet til at sikre hukommelsen og undgå påvirkning falder efter Strafferets-

plejeudvalgets opfattelse i styrke desto ældre og dermed generelt mere udviklet

barnet eller den unge er. I takt med barnets eller den unges stigende uafhængig-

hed bliver den pågældende således bedre i stand til at modstå påvirkning fra for-

ældre og andre, ligesom barnets eller den unges evne til at huske og genfortælle

bliver bedre med alderen og udviklingen.

7. Hensynet til at opnå en uforbeholden og detaljeret forklaring

Som nærmere beskrevet i afsnit 5.2 ovenfor er omgivelserne og afhøringsformen

i retten

–

i forhold til videoafhøring

–

mindre børne- og ungevenlig, og anklage-

ren og forsvareren skal ikke være særligt uddannet til at foretage afhøring af børn

og unge.

Det kan derfor anføres, at afhøring under hovedforhandlingen ikke i alle tilfælde

er det bedste middel til at opnå en uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnet

eller den unge. Nogle af de piger/kvinder, der over for Strafferetsplejeudvalget

har redegjort for deres oplevelse af at blive afhørt i retten, havde således svært

ved at fortælle det, som de gerne ville under afhøringen (se kapitel 7, afsnit 3).

128

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det bemærkes dog, at der er mulighed for at tage visse forholdsregler under afhø-

ringen i retten for at beskytte barnet eller den unge og gøre det lettere for den på-

gældende at afgive forklaring, herunder ved at lukke dørene under afhøringen

(retsplejelovens §§ 29 og 29 a) og gennemføre den uden tiltaltes tilstedeværelse

(§ 856) samt eventuelt foretage afhøringen et andet sted end i retslokalet (§ 183,

stk. 3). Der henvises også til kapitel 11, afsnit 3, som indeholder nogle anbefalin-

ger til, hvordan retssystemets behandling af børn og unge i sager om seksualfor-

brydelser, alvorlig personfarlig kriminalitet eller lignende kan forbedres i tilfæl-

de, hvor der ikke foretages videoafhøring af den pågældende.

Det er efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse navnlig ved afhøring af yngre

børn, at videoafhøring kan være bedre egnet til at opnå en uforbeholden og detal-

jeret forklaring end afhøring under hovedforhandlingen.

8. International udvikling og andre landes videoafhøringsordninger

Siden indførelsen i 2003 af retsplejelovens gældende bestemmelser om videoaf-

høring af børn har der både i EU- og Europarådsregi været en udvikling, der pe-

ger i retning af udvidet brug af videoafhøring af børn og unge i straffesager.

Efter Europarådets konvention om seksuelt misbrug af børn fra 2007 skal det så-

ledes inden for konventionens anvendelsesområde sikres, at afhøringer af foruret-

tede og eventuelle vidner under 18 år kan optages på video, og at disse optagelser

kan godkendes som bevis under hovedforhandlingen i overensstemmelse med de

i national ret fastsatte regler. Der henvises nærmere til kapitel 4, afsnit 3.

Direktivet om seksuelt misbrug af børn (direktiv 2011/93/EU) og menneskehan-

delsdirektivet (direktiv 2011/36/EU) indeholder tilsvarende bestemmelser om vi-

deoafhøring af forurettede og vidner under 18 år i nærmere opregnede sagstyper.

Herudover indeholder offerdirektivet (direktiv 2012/29/EU), der gælder for alle

straffesager, regler om videoafhøring af forurettede under 18 år. Disse direktiver

er dog omfattet af Danmarks retsforbehold og er derfor ikke bindende for og fin-

der ikke anvendelse i Danmark. Der henvises nærmere til kapitel 4, afsnit 6-8.

Det bemærkes, at konventionen og direktiverne indebærer, at videoafhøring skal

være en mulighed for personer under 18 år, men ikke at denne mulighed skal an-

129

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

vendes i alle konkrete tilfælde. Der henvises herom nærmere til kapitel 10, afsnit

Strafferetsplejeudvalget bemærker desuden, at Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonvention efter udvalgets opfattelse ikke er til hinder for, at anvendelses-

området for den danske videoafhøringsordning udvides. Konventionens artikel 6

og Domstolens praksis af betydning for spørgsmålet om videoafhøring af børn og

unge er beskrevet i kapitel 4, afsnit 2. Der henvises endvidere til kapitel 10, afsnit

Aldersgrænserne for de øvrige nordiske landes videoafhøringsordninger er end-

videre som beskrevet i kapitel 5 højere end for den gældende danske ordning.

I Norge anvendes videoafhøringer af vidner og forurettede, der er under 16 år på

tidspunktet for hovedforhandlingen i sager om bl.a. seksuelle overgreb eller vold,

således som bevis i stedet for afhøring af den pågældende under hovedforhand-

lingen, medmindre retten af særlige grunde finder, at den pågældende bør afgive

forklaring under hovedforhandlingen. En arbejdsgruppe har dog bl.a. foreslået, at

aldersgrænsen skal være 15 år og regnes fra tidspunktet for foretagelsen af vi-

deoafhøringen.

I Sverige er der ikke udtrykkelige regler om adgangen til at anvende videoafhø-

ringer af børn og unge som bevis under hovedforhandlingen, men en adgang her-

til følger af retspraksis. Retten bestemmer, om vidner og forurettede under 15 år

må afhøres under hovedforhandlingen.

I Finland kan videoafhøringer af vidner og forurettede under 15 år anvendes som

bevis under hovedforhandlingen. Vidner og forurettede under 15 år kan kun af-

høres under hovedforhandlingen, hvis retten finder det hensigtsmæssigt, samt af-

høring under hovedforhandlingen har væsentlig betydning for sagens oplysning

og sandsynligvis ikke vil påføre barnet lidelse eller andet mén, som kan skade

barnets udvikling. Der er fremsat lovforslag om, at det skal være muligt som be-

vis under hovedforhandlingen at anvende videoafhøringer af forurettede i alderen

15-17 år, der har et særligt beskyttelsesbehov, og voksne forurettede ved visse

seksualforbrydelser.

130

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Efter islandsk ret kan retten godkende, at videoafhøringer af forurettede under 15

år i sager om seksuelle overgreb anvendes som bevis under hovedforhandlingen.

Dette gælder i et vist omfang også for andre forurettede og vidner under 18 år.

De pågældende bør give møde i retten under hovedforhandlingen, hvis en af sa-

gens parter kræver det, eller retten finder anledning til det. Forurettede under 15

år i sager om seksuelle overgreb bør ikke afgive forklaring under hovedforhand-

lingen, medmindre retten finder særligt grundlag herfor.

9. Samlet vurdering

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør overvejelserne om en eventuel ud-

videlse af anvendelsesområdet for videoafhøringsordningen foretages med ud-

gangspunkt i en afvejning af hensynet til bevisumiddelbarhed og tiltaltes mulig-

hed for at varetage sit forsvar over for hensynet til at beskytte barnet eller den

unge og hensynet til at opnå en uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnet

eller den unge.

Der må efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse lægges stor vægt på, at børn og

unge, der formodes at have været udsat for eller overværet en alvorlig forbrydel-

se, behandles skånsomt af retssystemet, og at der ikke lægges unødvendige hin-

dringer i vejen for, at barnet eller den unge kan komme sig over hændelsen og

modtage den fornødne psykologiske behandling mv.

Videoafhøringsordningen er efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse egnet til at

varetage disse hensyn til barnet eller den unge.

Videoafhøring udgør imidlertid en fravigelse af det grundlæggende princip i

dansk strafferetspleje om bevisumiddelbarhed, idet barnet eller den unge ikke fø-

res som vidne for den domstol, der skal træffe afgørelse i sagen. I stedet får retten

under hovedforhandlingen forevist en videooptagelse af en afhøring, som politiet

har foretaget under efterforskningen. Princippet om bevisumiddelbarhed, som in-

debærer, at vidneførsel bør finde sted umiddelbart for den dømmende ret og un-

der hovedforhandlingen, har bl.a. til formål at give retten det bedst mulige grund-

lag for at bedømme vidneforklaringerne og dermed for at træffe en korrekt afgø-

relse.

131

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Ved at afhøre vidner under hovedforhandlingen, hvor sagen er færdigefterforsket,

og det står klart, i hvilket omfang der i øvrigt findes beviser i sagen, sikres det

endvidere, at såvel anklagerens som forsvarerens afhøring af vidnet kan målrettes

den rejste tiltale og foretages på et fuldt oplyst grundlag, herunder med mulighed

for at spørge ind til eventuel modstrid mellem vidnets forklaring og øvrige bevi-

ser i sagen. Videoafhøring foretages derimod typisk meget tidligt under efter-

forskningen, hvor sagen ikke er fuldt oplyst.

Da videoafhøring ikke giver forsvareren de samme muligheder for afhøring af et

vidne som ved afhøring under hovedforhandlingen, kan videoafhøring forringe

tiltaltes mulighed for at varetage sit forsvar.

Det må ved afvejningen af de modsatrettede hensyn indgå, at videoafhøring, der

foretages af en særligt uddannet videoafhører i børne- og ungevenlige omgivelser

hurtigt efter politianmeldelsen, i visse tilfælde kan være bedre egnet til at opnå en

uforbeholden og detaljeret forklaring fra barnet eller den unge end ved afhøring i

retten under hovedforhandlingen. Dette gælder navnlig ved afhøring af yngre

børn.

Det må også indgå, at der er mulighed for at tage visse forholdsregler for at be-

skytte barnet eller den unge under afhøringen i retten og gøre det lettere for den

pågældende at afgive forklaring. Disse forholdsregler ændrer imidlertid ikke på,

at barnet eller den unge skal afgive forklaring under hovedforhandlingen, og gi-

ver således ikke som videoafhøring barnet eller den unge mulighed for at lægge

sagen bag sig før hovedforhandlingen.

Herudover må ressourcemæssige hensyn spille en rolle, idet en udvidelse af vi-

deoafhøringsordningens anvendelsesområde vil forøge ressourceforbruget for

straffesagens aktører mv. Det skyldes for det første den særlige fremgangsmåde,

der anvendes ved videoafhøring. Fremgangsmåden indebærer bl.a., at afhøringen

finder sted i et børnehus og ikke på en politistation, og at der i modsætning til

ved en sædvanlig afhøring hos politiet medvirker en anklager, en særligt uddan-

net politiafhører og en forsvarer. Der skal være en forsvarer til stede, selv om in-

gen endnu er sigtet i sagen, herunder hvor gerningsmanden er ukendt. For det an-

det vil en eventuel hovedforhandling i sagen kunne komme til at vare længere

tid, idet det erfaringsmæssigt tager længere tid at afspille en videoafhøring i ret-

132

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

ten end at afhøre personen som vidne. Dette vil kunne forøge rettens, anklage-

myndighedens og forsvarerens ressourceforbrug til afvikling af hovedforhandlin-

gen. Derimod vil bistandsadvokatens ressourceforbrug til hovedforhandlingen

blive formindsket, idet forurettede ikke afhøres i retten (og bistandsadvokaten

derfor ikke skal være til stede under afhøringen). Herudover vil en udvidelse af

videoafhøringsordningens anvendelsesområde medføre, at børnehusene skal be-

nyttes i videre omfang end i dag.

For yngre børn er hensynet til at sikre barnets hukommelse og undgå påvirkning

tungtvejende. Dette hensyn bør derimod efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse

tillægges mindre vægt ved vurderingen af, om videoafhøringsordningen bør ud-

vides, idet hensynet falder i styrke med barnets alder og udvikling og dermed

spiller en mindre rolle i forhold til børn og unge, der er ældre end den gældende

aldersgrænse for videoafhøring på som udgangspunkt 13 år.

Videoafhøringsordningens nuværende anvendelsesområde bygger på en praksis,

der før indførelsen i 2003 af retsplejelovens bestemmelser om videoafhøring af

børn havde udviklet sig med hjemmel i lovens almindelige regler om anvendelse

af forklaringer afgivet forud for hovedforhandlingen som bevis under hovedfor-

handlingen.

Siden indførelsen af disse bestemmelser i retsplejeloven har der både i EU- og

Europarådsregi været en udvikling, der peger i retning af udvidet brug af video-

afhøring af børn og unge i straffesager. Anvendelsesområdet for de øvrige nordi-

ske landes videoafhøringsordninger er endvidere bredere end anvendelsesområ-

det for den danske ordning.

Samlet set finder Strafferetsplejeudvalget, at der er grundlag for at udvide anven-

delsesområdet for videoafhøringsordningen. Udvalget lægger imidlertid stor

vægt på det grundlæggende princip i strafferetsplejen om bevisumiddelbarhed og

hensynet til tiltaltes mulighed for at varetage sit forsvar. En udvidelse af ordnin-

gen bør derfor efter udvalgets opfattelse begrænses til de tilfælde, hvor hensynet

til at beskytte barnet eller den unge er særligt tungtvejende.

Strafferetsplejeudvalgets forslag til en sådan ordning er beskrevet i kapitel 10.

133

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

134

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 10

Strafferetsplejeudvalgets forslag til model

1. Indledning

Som det fremgår af kapitel 9, finder Strafferetsplejeudvalget, at der er grundlag

for at udvide anvendelsesområdet for videoafhøringsordningen. Udvalget lægger

imidlertid stor vægt på det grundlæggende princip i strafferetsplejen om bevis-

umiddelbarhed og hensynet til tiltaltes mulighed for at varetage sit forsvar. En

udvidelse af ordningen bør derfor efter udvalgets opfattelse begrænses til de til-

fælde, hvor hensynet til at beskytte barnet eller den unge er særligt tungtvejende.

Strafferetsplejeudvalgets forslag til, hvordan en sådan udvidelse af videoafhø-

ringsordningens anvendelsesområde nærmere kan udformes, er beskrevet i afsnit

Strafferetsplejeudvalget foreslår i den forbindelse også flere andre ændringer af

reglerne om videoafhøring. I afsnit 3 foreslår udvalget således, at der indføres en

bestemmelse om vidnefritagelse af videoafhørte personer. I afsnit 4 foreslår ud-

valget en særlig procedure for afklaring af, om en videoafhøring kan anvendes

som bevis under hovedforhandlingen. Afsnit 5 indeholder nogle bemærkninger

om anvendelse af videoafhøringer som bevis. I afsnit 6 er spørgsmålet om afhø-

ring i retten af personer, der er blevet videoafhørt, behandlet. Der henvises her-

udover til kapitel 11, afsnit 2, som indeholder nogle anbefalinger vedrørende

gennemførelse af videoafhøring.

Afsnit 7 indeholder en vurdering af den foreslåede models forhold til Danmarks

internationale forpligtelser.

Strafferetsplejeudvalgets forslag bygger videre på den gældende ordning for vi-

deoafhøring af børn, der

–

medmindre andet fremgår af dette kapitel eller af kapi-

tel 11, afsnit 2

–

forudsættes videreført.

135

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det bemærkes herudover, at den foreslåede model ikke berører adgangen for po-

litiet og anklagemyndigheden til at foretage lyd- eller billedoptagelse af afhørin-

ger i tilfælde, hvor dette

ikke

sker med henblik på at anvende optagelsen som be-

vis i retten.

2. Udvidelse af videoafhøringsordningens anvendelsesområde

2.1. Indledning

Som nævnt ovenfor i afsnit 1 bør en udvidelse af anvendelsesområdet for video-

afhøringsordningen efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse begrænses til de til-

fælde, hvor hensynet til at beskytte barnet eller den unge er særligt tungtvejende.

Dette taler for at indrette ordningen således, at det i hver enkelt sag konkret vur-

deres, om der foreligger sådanne særligt tungtvejende hensyn. Hensynet til for-

udberegnelighed og den praktiske administration af ordningen taler imidlertid for

en nærmere regulering af spørgsmålet.

Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor, at der i retsplejeloven opregnes en række

tilfælde, hvor der altid skal kunne foretages videoafhøring, fordi der i disse til-

fælde må antages typisk at foreligge et særligt tungtvejende hensyn til at beskytte

den pågældende (afsnit 2.2 og 2.3 nedenfor). Samtidig foreslår udvalget, at der

indføres en opsamlingsbestemmelse, som indebærer, at der efter en konkret vur-

dering kan foretages videoafhøring af øvrige børn og unge under 18 år, hvis sær-

lige omstændigheder taler herfor (afsnit 2.4 nedenfor). Endelig foreslår udvalget

en bestemmelse om, at der efter en konkret vurdering kan foretages videoafhø-

ring af voksne med alvorlige psykiske lidelser eller væsentlige funktionsnedsæt-

telser, der viderefører den hidtidige praksis vedrørende afhøring af disse personer

(afsnit 2.5 nedenfor).

Ved afgrænsningen af den gruppe af personer, som altid skal kunne videoafhøres,

har Strafferetsplejeudvalget taget udgangspunkt i den pågældendes alder og den

formodede overtrædelses art.

Strafferetsplejeudvalget er opmærksomt på, at barnets eller den unges alder ikke i

alle tilfælde i sig selv er afgørende for den pågældendes psykiske udvikling, og at

136

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

det kan være tilfældigt, om en afhøring foretages umiddelbart før eller efter, at

barnet eller den unge har nået den pågældende alder. Lignende indvendinger kan

gøres gældende med hensyn til afgrænsning med udgangspunkt i den formodede

overtrædelses art, idet denne ikke nødvendigvis er afgørende for den pågælden-

des behov for beskyttelse.

Hvis et barn eller en ung ikke er omfattet af gruppen, der altid kan videoafhøres,

men de samme hensyn til barnet eller den unge gør sig gældende, vil der imidler-

tid efter omstændighederne kunne foretages videoafhøring i medfør af den fore-

slåede opsamlingsbestemmelse for øvrige børn og unge under 18 år.

2.2. Børn under 13 år

Efter den nuværende videoafhøringsordning kan der foretages videoafhøring af

børn under 13 år. Strafferetsplejeudvalget foreslår, at der også fremover skal

kunne foretages videoafhøring af børn under 13 år, og forudsætter i den forbin-

delse, at den gældende praksis for, hvornår sådanne børn videoafhøres, i det hele

videreføres.

Der henvises til det foreslåede § 745 e, stk. 1, nr. 1, i retsplejeloven, jf. lovudka-

stets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil i kapitel 12.

2.3. Børn i alderen 13-14 år i sager om seksualforbrydelser eller familievold

2.3.1.

Ved fastlæggelsen af den gruppe af personer, der altid skal kunne videoaf-

høres, er det dernæst efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse naturligt at tage

udgangspunkt i en aldersgrænse på 15 år. En sådan aldersgrænse anvendes såle-

des også andre steder i lovgivningen.

En aldersgrænse på 15 år svarer endvidere til den seksuelle lavalder. I sager om

seksualforbrydelser, der er et meget væsentligt anvendelsesområde for videoaf-

høringsordningen, er det, hvis forurettede var fyldt 15 år på tidspunktet for for-

holdet, ofte et helt centralt bevistema, om det seksuelle forhold var frivilligt. Med

henblik på i sådanne sager at give retten det bedst mulige grundlag for at vurdere

troværdigheden af forurettedes forklaring bør afhøringen som det helt klare ud-

gangspunkt foregå under hovedforhandlingen.

137

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det bemærkes endvidere, at unge, der er fyldt 15 år, kan straffes efter straffelo-

vens § 158, hvis de afgiver falsk forklaring for retten, mens dette ikke vil gælde,

hvis sådanne unge afgiver falsk forklaring til politiet under en udenretlig video-

afhøring, jf. straffelovens § 15 om den kriminelle lavalder. Muligheden for at

kunne straffe efter straffelovens § 158 bør imidlertid

–

afvejet over for hensynet

til at beskytte den unge, hvor der er et særligt tungtvejende behov herfor

–

efter

Strafferetsplejeudvalgets opfattelse ikke være afgørende. Det bemærkes i den

forbindelse, at der, hvis den unge afgiver falsk forklaring til politiet under en

udenretlig videoafhøring, efter omstændighederne vil kunne være tale om en

overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, om afgivelse af urigtige oplysninger

til offentlig myndighed med forsæt til, at en uskyldig derved bliver sigtet mv. for

et strafbart forhold.

Det konkrete behov for at beskytte børn i alderen 13-14 år, der skal afgive forkla-

ring som vidne i en straffesag, vil typisk afhænge af arten af den lovovertrædelse,

som barnet formodes at have været udsat for eller være vidne til. Der bør derfor

ved fastlæggelsen af den gruppe af børn i alderen 13-14 år, der altid skal kunne

videoafhøres, efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse i første række sondres

mellem forskellige typer af lovovertrædelser.

2.3.2.

I sager om seksualforbrydelser er belastningen af barnet som også nævnt i

kapitel 9, afsnit 5.3, typisk særligt stor, bl.a. fordi sådanne sager vedrører intime

og private forhold, og barnet kan være påvirket af skyld- og skamfølelser. Straf-

feretsplejeudvalget finder derfor, at der altid skal kunne foretages videoafhøring

af børn i alderen 13-14 år i sager om overtrædelse af straffelovens kapitel 24 om

seksualforbrydelser.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør dette gælde, uanset om barnet er

forurettet ved eller vidne til en formodet seksualforbrydelse. Hensynet til at be-

skytte et barn, der er vidne til en formodet seksualforbrydelse begået mod en an-

den, kan således efter udvalgets opfattelse være lige så tungtvejende som hensy-

net til at beskytte et barn, der selv er forurettet ved en sådan forbrydelse. Udval-

get lægger desuden vægt på, at videoafhøring typisk foretages meget tidligt under

efterforskningen, hvor det ikke altid er muligt at vurdere, om et barn alene er

138

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

vidne til f.eks. en formodet seksualforbrydelse begået mod barnets søskende eller

tillige selv er forurettet ved en sådan formodet forbrydelse.

En overtrædelse af straffelovens § 210 om incest vil, hvis forurettede er under 15

år, også udgøre en overtrædelse af kapitel 24 om seksualforbrydelser. Forurettede

i alderen 13-14 år i sager om overtrædelse af § 210 vil derfor kunne videoafhøres

i medfør af den ovenfor foreslåede adgang til at foretage videoafhøring i sager

om overtrædelse af kapitel 24. Det vil imidlertid kunne forekomme, at en person

i alderen 13-14 år alene er vidne til en formodet overtrædelse af § 210. Efter

Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør der også i sådanne tilfælde altid kunne

foretages videoafhøring. Udvalget foreslår derfor, at sager om overtrædelse af §

210 medtages i den gruppe af sager, hvor der altid skal kunne foretages videoaf-

høring af børn i alderen 13-14 år.

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om visse seksualforbrydelser bør undtages

fra gruppen af sager, hvor der altid skal kunne foretages videoafhøring, idet der

kan være stor forskel på disse overtrædelsers alvor. Udvalget har særligt overve-

jet, om visse sager om blufærdighedskrænkelse, der udgør en forholdsvis stor an-

del af seksualforbrydelserne, bør undtages.

Straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse omfatter således dels mere al-

vorlige overtrædelser, hvor der er sket beføling af forurettede, dels mindre alvor-

lige overtrædelser, f.eks. hvor forurettede har været udsat for blotteri i det offent-

lige rum. Dette giver anledning til at overveje, om f.eks. sager om blufærdig-

hedskrænkelse, der ikke har indebåret beføling af forurettede, bør undtages fra

udvidelsen af videoafhøringsordningens anvendelsesområde.

Videoafhøring foretages imidlertid som nævnt typisk meget tidligt under efter-

forskningen af sagen, hvor det kan være særdeles vanskeligt at sige noget sikkert

om den formodede seksualforbrydelses præcise karakter. Det ville derfor ofte

kunne være vanskeligt så tidligt under efterforskningen at vurdere, om der må

formodes at være tale om blufærdighedskrænkelse uden beføling eller en anden

seksualforbrydelse, og dermed vanskeligt at vurdere, om videoafhøringsordnin-

gen finder anvendelse.

139

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Hertil kommer, at også blufærdighedskrænkelse uden, at der har været tale om

beføling, efter omstændighederne kan være særdeles belastende for barnet. Det

gælder f.eks. ved grove overtrædelser begået over internettet.

Strafferetsplejeudvalget finder på denne baggrund ikke grundlag for at undtage

visse seksualforbrydelser fra den gruppe af sager, hvor der altid skal kunne fore-

tages videoafhøring af børn i alderen 13-14 år.

Strafferetsplejeudvalget bemærker imidlertid, at politiet og anklagemyndigheden

som nærmere beskrevet nedenfor i afsnit 2.3.4 vil kunne undlade at foretage vi-

deoafhøring, selv om der adgang hertil, hvis dette i den konkrete sag vurderes ik-

ke at være nødvendigt.

2.3.3.

Foruden i sager om seksualforbrydelser er belastningen af børn i alderen

13-14 år efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse som nævnt i kapitel 9, afsnit

5.3, typisk særligt stor, hvis barnet formodes at have været udsat for vold fra en

af sine forældre eller nærmeste i øvrigt eller formodes at have overværet en per-

son fra denne kreds begå vold mod en anden af barnets nærmeste (familievold).

Det skyldes bl.a. barnets afhængighedsforhold til den mistænkte og den loyali-

tetskonflikt, som barnet kan befinde sig i, samt at der er risiko for, at barnet ikke

får samme støtte under sagen, som hvis det formodede overgrebet var begået af

en fremmed person.

Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor, at der altid skal kunne foretages videoaf-

høring af børn i alderen 13-14 år, hvis efterforskningen angår en overtrædelse af

straffelovens § 237 (drab) eller §§ 244-246 (vold), hvor barnet eller en af dets

nærmeste er forurettet, og den mistænkte er en af barnets nærmeste. Dette vil og-

så gælde, hvis efterforskningen angår forsøg på overtrædelse af en af de nævnte

bestemmelser.

Ved ”nærmeste” forstås i den forbindelse sådanne personer, som er omfattet af

retsplejelovens § 171 om vidnefritagelse, dvs. som udgangspunkt bl.a. slægtninge

i lige linje, søskende og sted- og plejeforældre.

Efter forslaget vil videoafhøring således kunne anvendes i alle tilfælde, hvor der

er mistanke om vold begået mod et barn i alderen 13-14 år af et medlem af bar-

140

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

nets familie eller af f.eks. en af barnets forældre mod den anden forælder eller

barnets søskende. Derimod vil sager om vold begået mod en 13-14-årig af en

fremmed person ikke være omfattet af den foreslåede ordning. Heller ikke tilfæl-

de, hvor en 13-14-årig formodes at være vidne til f.eks. vold begået af en af bar-

nets forældre eller søskende mod en fremmed person, vil være omfattet.

Der vil i alle tilfælde, hvor der foretages videoafhøring i medfør af bestemmelsen

om familievold, skulle vejledes om vidnefritagelsesreglerne i retsplejelovens §

171. Der henvises i øvrigt til kapitel 11, afsnit 2.1, som indeholder anbefalinger

til, hvordan vejledning om vidnefritagelsesreglerne kan gives til børn.

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om straffelovens § 244 om simpel vold

bør undtages fra gruppen af familievoldssager, hvor der altid skal kunne foreta-

ges videoafhøring. Som også nævnt ovenfor i afsnit 2.3.2 vedrørende seksualfor-

brydelser vil det imidlertid ofte ikke være muligt på det tidlige stadie af efter-

forskningen, hvor videoafhøringen som udgangspunkt foretages, at vurdere, om

der er tale om simpel vold omfattet af § 244 eller mere grov vold. Endvidere kan

det ikke antages at være afgørende for behovet for at beskytte barnet, om volden

henføres under den ene eller den anden bestemmelse i straffeloven, ligesom der

kan være tilfælde, hvor et voldsforhold omfattet af § 244 i realiteten må anses for

grovere eller har medført flere skader end visse tilfælde omfattet af § 245 om

kvalificeret vold.

Strafferetsplejeudvalget finder derfor ikke grundlag for at undtage sager om sim-

pel vold fra gruppen af familievoldssager, hvor der altid skal kunne foretages vi-

deoafhøring af børn i alderen 13-14 år.

2.3.4.

Det bemærkes, at der i tilfælde, som ikke er omfattet af de grupper af sa-

ger, hvor der altid skal kunne foretages videoafhøring af børn i alderen 13-14 år,

efter omstændighederne vil kunne foretages videoafhøring efter den foreslåede

opsamlingsbestemmelse for øvrige børn og unge under 18 år (se nærmere neden-

for i afsnit 2.4).

Det bemærkes endvidere, at politiet og anklagemyndigheden som også nævnt

ovenfor i afsnit 2.3.2 ikke nødvendigvis vil skulle foretage videoafhøring, selv

om en sag er omfattet af den gruppe af sager, hvor der altid kan foretages video-

141

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

afhøring. Videoafhøring vil således eksempelvis kunne undlades, hvis barnet

vurderes ikke at have behov for, at denne fremgangsmåde anvendes. Endvidere

bør der ikke foretages videoafhøring, hvis det står klart, at en vidneforklaring fra

barnet ikke er nødvendig for at føre straffesagen, f.eks. fordi der er andre vidner i

sagen, eller fordi der er tilstrækkelige tekniske beviser til, at anklagemyndighe-

den vurderer, at der kan ske domfældelse

–

f.eks. for en blufærdighedskrænkelse

begået over internettet. Der kan også være tilfælde, hvor det efter en indledende

afhøring af barnet står klart, at der ikke er grundlag for at fortsætte efterforsknin-

gen.

Der henvises til det foreslåede § 745 e, stk. 1, nr. 2, i retsplejeloven, jf. lovudka-

stets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil i kapitel 12.

2.4. Øvrige børn og unge under 18 år

2.4.1.

Ovenfor i afsnit 2.2 og 2.3 er der opregnet en række tilfælde, hvor der altid

skal kunne foretages videoafhøring af børn under 15 år med henblik på at anven-

de videooptagelsen som bevis under hovedforhandlingen, idet der her typisk vil

være særligt tungtvejende hensyn til at beskytte barnet.

Strafferetsplejeudvalget foreslår, at der indføres en opsamlingsbestemmelse, som

giver mulighed for at foretage videoafhøring, hvis der i andre tilfælde er et sær-

ligt tungtvejende hensyn til at beskytte et barn eller en ung.

Opsamlingsbestemmelsen bør efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse gælde for

børn og unge under 18 år. Dette svarer til den almindelige myndighedsalder, hvor

lovgivningens øvrige rettigheder og pligter normalt indtræder. På dette tidspunkt

vil det endvidere normalt være afklaret, om en person har en sådan alvorlig psy-

kisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, at den pågældende er omfattet

af den i afsnit 2.5 nævnte adgang til at videoafhøre voksne med en sådan lidelse

eller funktionsnedsættelse.

Endvidere svarer en aldersgrænse på 18 år til definitionen af

”barn”

i Europarå-

dets konvention om seksuelt misbrug af børn, som Danmark har ratificeret, og

som indeholder regler om videoafhøring af børn. En sådan aldersgrænse er også

indeholdt i direktivet om seksuelt misbrug af børn (direktiv 2011/93/EU), men-

142

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

neskehandelsdirektivet (direktiv 2011/36/EU) og offerdirektivet (direktiv

2012/29/EU), der alle indeholder bestemmelser om videoafhøring af børn. Disse

direktiver er dog omfattet af Danmarks retsforbehold og er derfor ikke bindende

for og finder ikke anvendelse i Danmark. Der henvises nærmere til kapitel 4.

Det bemærkes, at konventionen og direktiverne indebærer, at videoafhøring skal

være en mulighed for personer under 18 år, men ikke at denne mulighed skal an-

vendes i alle konkrete tilfælde. Der henvises herom nærmere til afsnit 7 nedenfor.

Udgangspunktet bør ifølge Strafferetsplejeudvalget være, at børn i alderen 13-14

år i andre sager end sager om seksualforbrydelser og familievold samt unge i al-

deren 15-17 år skal afgive forklaring i retten. Der bør kun foretages videoafhø-

ring af sådanne børn og unge, hvis særlige omstændigheder taler herfor.

Videoafhøring af børn under 13 år foretages efter de gældende regler også med

det formål at sikre barnets hukommelse og undgå påvirkning fra familien eller

andre. Som nævnt i kapitel 9, afsnit 6, må disse hensyn efter Strafferetsplejeud-

valgets opfattelse tillægges mindre vægt i forhold til ældre børn og unge. Efter

udvalgtes opfattelse bør der derfor ikke efter opsamlingsbestemmelsen kunne fo-

retages videoafhøring af børn og unge med dette formål. Formålet skal være at

beskytte barnet eller den unge.

Om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at et barn eller en ung under

18 år bør videoafhøres efter opsamlingsbestemmelsen, bør efter Strafferetspleje-

udvalgets opfattelse bero på en konkret vurdering af overtrædelsens art, omstæn-

dighederne ved forbrydelsen og barnets eller den unges personlige forhold, her-

under alder og psykiske udvikling og tilstand. Videoafhøring bør anvendes, hvis

det på baggrund af denne konkrete vurdering må antages, at barnet eller den unge

har særlige beskyttelsesbehov, som vil kunne imødekommes ved, at der foretages

videoafhøring, der kan anvendes som bevis i retten, frem for at barnet eller den

unge skal afhøres under hovedforhandlingen.

Det bemærkes, at der under alle omstændigheder bør foretages videoafhøring,

hvis barnet eller den unge har en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funkti-

onsnedsættelse, og der, hvis den pågældende havde været 18 år eller ældre, ville

143

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

have været mulighed for videoafhøring efter den i afsnit 2.5 nedenfor nævnte ad-

gang til at videoafhøre voksne med en sådan lidelse eller funktionsnedsættelse.

Nedenfor er spørgsmålet om, hvornår der foreligger sådanne særlige omstændig-

heder, at der bør foretages videoafhøring efter opsamlingsbestemmelsen, nærme-

re beskrevet for henholdsvis børn i alderen 13-14 år i andre sager end sager om

seksualforbrydelser og familievold (afsnit 2.4.2) og unge i alderen 15-17 år (af-

snit 2.4.3). Det må imidlertid understreges, at der ikke er tale om en udtømmende

beskrivelse, idet spørgsmålet om, hvorvidt der bør foretages videoafhøring, i alle

tilfælde vil bero på en konkret vurdering af omstændighederne i sagen.

2.4.2.

Børn i alderen 13-14 år i andre sager end sager om seksualforbrydelser og

familievold bør efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse kunne videoafhøres ef-

ter opsamlingsbestemmelsen, hvis der efter en konkret vurdering er et lige så

tungtvejende behov for at beskytte barnet som i sager om seksualforbrydelser og

familievold, jf. herved afsnit 2.3.2 og 2.3.3 ovenfor.

Videoafhøring af et barn i alderen 13-14 år som forurettet eller vidne i medfør af

opsamlingsbestemmelsen vil bl.a. kunne være relevant i sager om alvorlig per-

sonfarlig kriminalitet, ulovlig tvang (straffelovens § 260), frihedsberøvelse (§

261) eller menneskehandel (§ 262 a), hvis sagen konkret vurderes at være stærkt

belastende for barnet. Det samme gælder i andre sager, der konkret vurderes at

være stærkt belastende for barnet.

Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor barnet formodes at have været udsat for

et grovere voldsforhold begået af en person, som barnet (selv om den pågælden-

de ikke er en af dets nærmeste) er i et afhængighedsforhold til, eller hvor barnet

er i en loyalitetskonflikt. Der kan f.eks. være tale om en medarbejder på en insti-

tution, hvor barnet opholder sig, eller en anden omsorgsperson for barnet.

Som eksempel kan endvidere nævnes tilfælde, hvor barnet formodes at have væ-

ret vidne til, at en af dets forældre eller nærmeste i øvrigt er blevet dræbt (af en

person, som ikke er en af barnets nærmeste). Der kan også være tale om, at bar-

net har været vidne til en trafikulykke, hvor en af dets nærmeste er afgået ved

døden, og der rejses sigtelse for uagtsomt manddrab.

144

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Videoafhøring vil som udgangspunkt ikke være relevant i sager om berigelses-

kriminalitet. Formodes et barn i alderen 13-14 år f.eks. at have været udsat for el-

ler vidne til et tyveri, vil barnet således skulle afgive forklaring i retten, hvis bar-

nets forklaring har betydning for sagen. Formodes et barn i alderen 13-14 år at

have været udsat for et røveri (begået af en person, som ikke er en af barnets

nærmeste), vil det bero på en konkret vurdering af, om det formodede røveri har

været stærkt belastende for barnet, om der skal foretages videoafhøring. Ved

denne vurdering må der bl.a. lægges vægt på, om røveriet formodes begået af fle-

re i forening, de mistænkte gerningsmænds alder og eventuelle tilknytning til

barnet, om der formodes anvendt f.eks. vold eller trusler med våben, og om røve-

riet formodes begået i barnets hjem.

Barnets personlige forhold, herunder dets psykiske udvikling og tilstand og den

situation, som den formodede lovovertrædelse har bragt den pågældende i, vil

også kunne føre til, at der bør foretages videoafhøring.

Der vil desuden efter omstændighederne kunne være grund til at foretage video-

afhøring, hvis et barn i alderen 13-14 år skal afgive forklaring i en sag, hvor det

som følge af de forventede rammer for afviklingen af hovedforhandlingen kon-

kret vurderes at ville være stærkt belastende for barnet at afgive forklaring i ret-

ten. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der må forventes stor mediebevå-

genhed eller politibevogtning af retsbygningen.

2.4.3.

Hensynet til at beskytte unge i alderen 15-17 år mod den belastning, det vil

være at afgive forklaring under hovedforhandlingen, kan efter Strafferetsplejeud-

valgets opfattelse ikke tillægges lige så stor vægt som hensynet til at beskytte

børn under 15 år. Af hensyn til det grundlæggende princip i dansk strafferetspleje

om bevisumiddelbarhed bør unge i alderen 15-17 år derfor som det helt klare ud-

gangspunkt afgive vidneforklaring i retten og således ikke videoafhøres.

Som det fremgår af afsnit 2.3.2 ovenfor, foreslår Strafferetsplejeudvalget, at børn

i alderen 13-14 år altid skal kunne videoafhøres i sager om seksualforbrydelser. I

sager om seksualforbrydelser, hvor forurettede på tidspunktet for forholdet var

fyldt 15 år, er det som også nævnt ovenfor i afsnit 2.3.1 ofte et helt centralt bevis-

tema, om det seksuelle forhold var frivilligt. Med henblik på i sådanne sager at

give retten det bedst mulige grundlag for at vurdere troværdigheden af forurette-

145

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

des forklaring bør afhøringen derfor som det helt klare udgangspunkt foregå un-

der hovedforhandlingen.

Videoafhøring af en ung i alderen 15-17 år efter opsamlingsbestemmelsen vil

som udgangspunkt kunne komme på tale i de samme sagstyper, som er nævnt

ovenfor i afsnit 2.4.2 om børn i alderen 13-14 år, samt i sager om seksualforbry-

delser og familievold. Der vil imidlertid skulle væsentligt mere til for at videoaf-

høre en ung i alderen 15-17 år end et barn i alderen 13-14 år. Der vil herudover

generelt skulle mere til, desto ældre den unge er.

Videoafhøring af unge i alderen 15-17 år bør kun komme på tale, hvis

både

op-

lysningerne om den pågældendes personlige forhold

oplysningerne om den

formodede lovovertrædelse og omstændighederne ved forbrydelsen taler herfor.

Som hovedregel bør der endvidere kun foretages videoafhøring, hvis den unge er

den forurettede i sagen. Der kan dog være tilfælde, hvor den unge kun er vidne til

en formodet overtrædelse, men hvor der er et tilsvarende hensyn til at beskytte

den unge, som hvis den pågældende havde været forurettet.

Som eksempel på, hvor videoafhøring af en ung i alderen 15-17 år bør overvejes,

kan nævnes tilfælde, hvor den unge formodes at have været udsat for voldtægt el-

ler et meget groft voldsforhold eller lignende begået af den pågældendes forældre

eller nærmeste i øvrigt, og den unge samtidig befinder sig i en særlig udsat situa-

tion, f.eks. fordi den pågældende har sociale problemer og ikke kan forventes at

få støtte af personer fra sin familie eller sit netværk under sagen. Det gælder efter

omstændighederne også, hvor forbrydelsen formodes begået af en anden person,

som den unge har et afhængighedsforhold til, eller hvor den unge i øvrigt må an-

tages at være i en loyalitetskonflikt.

I vurderingen af, om der bør foretages videoafhøring, bør også andre muligheder

for at beskytte den unge indgå, herunder muligheden for at lukke dørene under

afhøringen af den pågældendes i retten (retsplejelovens §§ 29 og 29 a) eller gen-

nemføre afhøringen uden tiltaltes tilstedeværelse (§ 856). Der bør ikke foretages

videoafhøring, hvis disse muligheder er tilstrækkelige til at beskytte den unge.

146

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Der henvises til det foreslåede § 745 e, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven, jf. lovudka-

stets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil i kapitel 12.

2.5. Voksne med en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse

Efter gældende ret kan der ved en analog anvendelse af retsplejelovens regler om

videoafhøring af børn i et vist omfang foretages videoafhøring af voksne perso-

ner med en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse. Det kan

således nævnes, at Vestre Landsret i en kendelse trykt i UfR 2005, side 779,

fandt, at de gældende regler om videoafhøring af børn kunne anvendes analogt på

en 24-årig udviklingshæmmet, der var forurettet ved et seksuelt overgreb. Der

henvises i øvrigt til kapitel 3, afsnit 4.1.

Denne praksis bør efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse videreføres. Udvalget

foreslår derfor, at der indføres en bestemmelse, som giver mulighed for at foreta-

ge videoafhøring af personer, der er fyldt 18 år, men har en alvorlig psykisk li-

delse eller væsentlig funktionsnedsættelse, hvis særlige omstændigheder taler for,

at den pågældende ikke vil være i stand til at afgive forklaring i retten.

Det bemærkes, at børn og unge under 18 år, der ville have opfyldt disse betingel-

ser, hvis de havde været 18 år eller derover, vil kunne videoafhøres efter opsam-

lingsbestemmelsen for børn og unge under 18 år, jf. afsnit 2.4.1 ovenfor.

Der henvises til det foreslåede § 745 e, stk. 1, nr. 4, i retsplejeloven, jf. lovudka-

stets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil i kapitel 12.

2.6. Hvornår skal betingelserne være opfyldt?

Vurderingen af, om betingelserne for at foretage videoafhøring er opfyldt, bør ef-

ter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse

–

ligesom i dag

–

foretages på tidspunktet

for den første videoafhøring af personen.

Hvis den videoafhørte person ønskes genafhørt til video, vil det afgørende såle-

des være, om betingelserne for videoafhøring var opfyldt på tidspunktet for den

første videoafhøring. Det samme gælder, hvor videoafhøringen foretages over

flere omgange (se herom kapitel 11, afsnit 2.3).

147

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Når videoafhøringen er gennemført, vil den pågældende som nærmere beskrevet

nedenfor i afsnit 3 som udgangspunkt være fritaget fra at afgive forklaring som

vidne under hovedforhandlingen, uanset hvornår denne finder sted.

3. Vidnefritagelse af videoafhørte personer

I praksis afgiver børn, der er blevet videoafhørt efter de gældende regler, som

udgangspunkt ikke forklaring som vidner under hovedforhandlingen. Spørgsmå-

let om deres fritagelse fra at afgive forklaring er imidlertid ikke udtrykkeligt re-

guleret i retsplejeloven.

Det er ofte af meget væsentlig betydning for personer, der er blevet videoafhørt,

at de kan regne med, at sagen dermed er afsluttet for deres vedkommende, da

dette giver dem mulighed for at lægge hændelserne bag sig og giver bedre vilkår

for en eventuel psykologisk behandling mv.

Strafferetsplejeudvalget foreslår på den baggrund, at der indføres en bestemmelse

i retsplejeloven om, at en person, der er blevet videoafhørt, som udgangspunkt

ikke har pligt til at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen.

Fritagelsen fra pligten til at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlin-

gen bør efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse kun gælde, hvis betingelserne

for at foretage videoafhøring var opfyldt på tidspunktet for den første videoafhø-

ring. Udvalget foreslår imidlertid som nærmere beskrevet i afsnit 4.1 nedenfor, at

der indføres en særlig procedure, som sikrer hurtig afklaring af dette spørgsmål.

Det kan ikke udelukkes, at det i helt særlige tilfælde kan være påkrævet, at den

ellers vidnefritagne person alligevel afgiver forklaring som vidne under hoved-

forhandlingen for at give retten det fornødne grundlag for at træffe en korrekt af-

gørelse.

Strafferetsplejeudvalget foreslår derfor, at retten i særlige tilfælde skal kunne på-

lægge en person, der er vidnefritaget som følge af en videoafhøring, at afgive

forklaring som vidne under hovedforhandlingen, hvis dette er af afgørende be-

148

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

tydning for sagens afgørelse, og det ikke er tilstrækkeligt, at der foretages genaf-

høring til video.

Opstår der efter videoafhøringen af en person behov for at stille yderligere

spørgsmål til den pågældende, vil parterne således skulle gå frem efter reglerne

om genafhøring af personen til video. Kun i tilfælde, hvor en sådan genafhøring

ikke er tilstrækkelig, vil det kunne komme på tale at meddele den pågældende

pålæg om at afgive vidneforklaring under hovedforhandlingen.

Hvis en begæring fra den mistænkte eller forsvareren om genafhøring af perso-

nen til video afslås, vil der heller ikke være grundlag for et pålæg om afgivelse af

forklaring under hovedforhandlingen.

Om der foreligger sådanne omstændigheder, at der er grundlag for at meddele på-

læg, vil bero på en konkret vurdering. Strafferetsplejeudvalget forudsætter imid-

lertid, at adgangen til at meddele pålæg kun helt undtagelsesvis anvendes.

Hensynet til den videoafhørte person tilsiger, at spørgsmålet om, hvorvidt den

pågældende skal afgive forklaring under hovedforhandlingen, afklares så hurtigt

som muligt og forud for hovedforhandlingen.

En eventuel anmodning om, at den videoafhørte person pålægges at afgive for-

klaring, bør derfor hurtigst muligt indgives til retten, der ligeledes forudsættes

hurtigst muligt og normalt forud for hovedforhandlingen at træffe afgørelse her-

om.

Afhøring under hovedforhandlingen vil endvidere efter omstændighederne kunne

ske, hvis den person, der er blevet videoafhørt, giver samtykke hertil. Dette for-

udsætter, at retten vurderer, at afhøring i retten er relevant for sagen, og at den

pågældende har den fornødne modenhed til at give samtykke.

Hvis en videoafhørt person med samtykke eller efter pålæg afgiver forklaring

under hovedforhandlingen, bør afhøringen i retten som udgangspunkt foretages

på den måde, at videoafhøringen først afspilles, hvorefter der stilles supplerende

spørgsmål til den pågældende, jf. afsnit 6.1 nedenfor.

149

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Der henvises til den foreslåede § 172 a i retsplejeloven, jf. lovudkastets § 1, nr. 1,

og bemærkningerne hertil i kapitel 12.

4. Afklaring af om videoafhøringen kan anvendes som bevis

4.1. Hurtig indbringelse for retten ved indsigelser

En person, der er blevet videoafhørt, vil som nævnt i afsnit 3 ovenfor som ud-

gangspunkt være fritaget fra at afgive forklaring som vidne under hovedforhand-

lingen i straffesagen, hvis betingelserne for at foretage videoafhøring var opfyldt

på tidspunktet for den første videoafhøring. I stedet vil videoafhøringen kunne

anvendes som bevis.

Det er af meget væsentlig betydning, at et barn eller en ung, der er blevet video-

afhørt, hurtigt opnår klarhed over, om den pågældende herefter er fritaget fra at

skulle afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen, så sagen er afslut-

tet for barnets eller den unges vedkommende. Dette giver den pågældende mu-

lighed for at lægge hændelserne bag sig og giver bedre vilkår for en eventuel

psykologisk behandling mv.

Beslutningen om, hvorvidt der skal foretages videoafhøring af en person, vil i

første række skulle træffes af politiet og anklagemyndigheden i forbindelse med

efterforskningen. Den mistænkte eller forsvareren kan imidlertid være af den op-

fattelse, at betingelserne for at foretage videoafhøring af barnet eller den unge ik-

ke er opfyldt, eller at videoafhøringen af andre grunde ikke kan anvendes som

bevis under hovedforhandlingen.

Det bemærkes i den forbindelse, at der med den foreslåede udvidelse af videoaf-

høringsordningens anvendelsesområde i højere grad end i dag vil skulle foretages

en konkret vurdering af, om betingelserne for at foretage videoafhøring er op-

fyldt.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør der på denne baggrund indføres en

procedure, som sikrer, at der hurtigst muligt tages stilling til, om betingelserne

for at foretage videoafhøring er opfyldt, og dermed om barnet eller den unge som

150

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

udgangspunkt er fritaget fra at afgive forklaring som vidne under hovedforhand-

lingen.

Det foreslås derfor, at der fastsættes en frist for, hvornår den mistænkte eller for-

svareren, hvis de vil modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under

hovedforhandlingen, senest skal indbringe spørgsmålet for retten.

Hvis spørgsmålet indbringes for retten, vil retten skulle tage stilling til, om vi-

deoafhøringen kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen efter retspleje-

lovens § 872.

Hvis retten når frem til, at videoafhøringen ikke kan anvendes som bevis, og år-

sagen til dette er, at betingelserne for at foretage videoafhøring ikke er opfyldt,

vil barnet eller den unge ikke være fritaget fra at afgive forklaring som vidne un-

der hovedforhandlingen.

Når retten frem til, at videoafhøringen ikke kan anvendes som bevis, fordi reg-

lerne om fremgangsmåden for videoafhøring er tilsidesat, vil der efter omstæn-

dighederne kunne gennemføres en ny videoafhøring med henblik på anvendelse

af denne som bevis.

De indsigelser, som fristen vil gælde for, vedrører betingelserne for at foretage

videoafhøring, hvorefter det afgørende som nævnt i afsnit 2.6 ovenfor er forhol-

dene på tidspunktet for den første afhøring, og fremgangsmåden for videoafhø-

ringen. Det må efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse antages, at det normalt

vil være muligt inden fire uger efter videoafhøringens foretagelse at vurdere, om

der er grundlag for sådanne indsigelser.

Retten bør, hvis spørgsmålet indbringes for retten, hurtigt tage stilling til, om vi-

deoafhøringen kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen.

Det bemærkes, at den foreslåede frist for at gøre indsigelse mod, at videoafhørin-

gen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, ikke afskærer tiltalte fra un-

der hovedforhandlingen at gøre indsigelse mod bevisværdien af videoafhøringen.

Det vil således i overensstemmelse med princippet om fri bevisbedømmelse fort-

151

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

sat være overladt til den dømmende ret at afgøre, hvilken bevismæssig værdi den

forklaring, der er fremkommet under videoafhøringen, bør tillægges.

Det bemærkes herudover, at der, hvis videoafhøringen foretages over flere om-

gange, bør gælde en særskilt frist på fire uger for hver af disse afhøringer. Der

henvises for så vidt angår spørgsmålet om foretagelse af videoafhøring over flere

omgange til kapitel 11, afsnit 2.3. Tilsvarende bør der gælde en særskilt frist for

indsigelser vedrørende en eventuel genafhøring. Det bemærkes imidlertid, at

vurderingen af, om betingelserne for at foretage videoafhøring er opfyldt, vil

skulle foretages på tidspunktet for den første videoafhøring, jf. afsnit 2.6 ovenfor.

Strafferetsplejeudvalget foreslår, at retten skal kunne se bort fra en fristoverskri-

delse, der må anses for undskyldelig.

Det bør f.eks. kunne komme på tale at se bort fra en fristoverskridelse, som skyl-

des, at der efter udløbet af fristen på fire uger er fremkommet nye oplysninger af

betydning for adgangen til at anvende videoafhøringen som bevis, f.eks. en op-

lysning, som kan indebære, at videoafhøreren er inhabil i sagen.

Retten bør hurtigt tage stilling til, om der foreligger en undskyldelig fristover-

skridelse, og i givet fald om videoafhøringen kan anvendes som bevis under ho-

vedforhandlingen.

Der henvises til det foreslåede § 745 e, stk. 4, i retsplejeloven, jf. lovudkastets §

1, nr. 7, og bemærkningerne hertil i kapitel 12.

4.2. Adgang for vidner til at indbringe spørgsmålet om videoafhøring for retten?

En person, som politiet ønsker at afhøre, og som mener, at betingelserne for vi-

deoafhøring er opfyldt, vil kunne anmode politiet om, at afhøringen gennemføres

som en videoafhøring. I den forbindelse vil en eventuel bistandsadvokat kunne

bistå den pågældende. Beslutningen om, hvorvidt der skal foretages videoafhø-

ring, vil imidlertid skulle træffes af politiet og anklagemyndigheden.

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der bør indføres en særlig bestemmel-

se i retsplejeloven om adgang for en person, som politiet og anklagemyndighe-

152

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

den herefter beslutter ikke at videoafhøre, eller personens eventuelle bistandsad-

vokat, til at indbringe dette spørgsmål for retten.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør adgangen til at indbringe spørgsmål

for retten om, hvilke efterforskningsskridt og hvilken bevisførelsen der skal finde

sted i en straffesag, imidlertid forbeholdes sagens parter. Forurettede og andre

vidner er efter et grundlæggende princip i dansk strafferetspleje ikke parter i

straffesagen. Udvalget finder derfor ikke grundlag for at indføre adgang for en

person, som politiet og anklagemyndigheden beslutter ikke at videoafhøre, eller

dennes eventuelle bistandsadvokat, til at indbringe spørgsmålet for retten.

Det bemærkes, at den pågældende eventuelt vil kunne klage over politiets og an-

klagemyndighedens beslutning om at undlade at foretage videoafhøring. En så-

dan klage vil i første omgang skulle indgives til politidirektøren i den pågælden-

de politikreds. Politidirektørens afgørelse vil kunne påklages til den regionale

statsadvokat efter retsplejelovens § 101, stk. 2, hvorefter statsadvokaterne fører

tilsyn med politidirektørernes behandling af straffesager og behandler klager over

afgørelser truffet af politidirektørerne vedrørende strafforfølgning.

5. Anvendelse af videoafhøringer som bevis

Videoafhøringer vil som hidtil kunne anvendes som bevis under hovedforhand-

lingen. Dette forudsætter dog, at betingelserne for at videoafhøre personen var

opfyldt på tidspunktet for den første videoafhøring. Endvidere forudsætter det

–

på samme måde som hidtil

–

at fremgangsmåden i retsplejelovens § 745 e er

fulgt i forbindelse med videoafhøringen.

Som det fremgår af afsnit 4.1 ovenfor, foreslår Strafferetsplejeudvalget, at den

mistænkte eller forsvareren, hvis de ønsker at modsætte sig, at videoafhøringen

anvendes som bevis, senest fire uger efter videoafhøringens foretagelse skal ind-

bringe spørgsmålet for retten. Der vil dog kunne ses bort fra en undskyldelig

fristoverskridelse.

En tiltalt, der mener, at videoafhøringen ikke kan anvendes som bevis, men har

undladt at indbringe spørgsmålet for retten inden for fristen, vil således kun kun-

153

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

ne anfægte, at videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen,

hvis det findes undskyldeligt, at indsigelsen ikke er gjort gældende tidligere.

Det vil dog fortsat i overensstemmelse med princippet om fri bevisbedømmelse

være overladt til den dømmende ret at afgøre, hvilken bevismæssige værdi den

forklaring, der er fremkommet under videoafhøringen, bør tillægges.

Der henvises til den foreslåede ændring af § 872 i retsplejeloven, jf. lovudkastets

§ 1, nr. 10, og bemærkningerne hertil i kapitel 12.

6. Afhøring af videoafhørte personer i retten

6.1.

Som det fremgår af afsnit 3 ovenfor, foreslås det, at der indføres en bestem-

melse i retsplejeloven om, at en person, der er blevet videoafhørt, som udgangs-

punkt ikke har pligt til at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen.

Retten vil dog i særlige tilfælde kunne pålægge personen at afgive forklaring som

vidne, hvis dette er af afgørende betydning for sagens afgørelse, og det ikke er

tilstrækkeligt, at personen genafhøres til video. Afhøring under hovedforhandlin-

gen vil endvidere efter omstændighederne kunne ske med den pågældendes sam-

tykke, forudsat at retten vurderer, at afhøring i retten er relevant for sagen, og at

den pågældende har den fornødne modenhed til at give samtykke.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse kan der være behov for at tage særlige

hensyn under en sådan eventuel afhøring af videoafhørte personer i retten. Ud-

valget foreslår derfor, at retten

–

på samme måde som det i dag gælder for børn

under 15 år, jf. retsplejelovens § 183, stk. 3, 1. pkt.

–

skal kunne bestemme,

hvordan og ved hvem afhøringen af en person, der er blevet videoafhørt, skal

ske.

Retten vil herefter f.eks. kunne bestemme, at afhøringen af personen under ho-

vedforhandlingen skal foregå på den måde, at videoafhøringen først afspilles,

hvorefter der stilles supplerende spørgsmål til den pågældende. Udgangspunktet

bør efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse være, at afhøringen gennemføres på

denne måde.

154

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det vil efter omstændighederne f.eks. også kunne bestemmes, at afhøringen af

personen ikke skal finde sted i retssalen, men et andet og mere børne- og unge-

venligt sted, f.eks. på en dommers kontor.

Der henvises til det foreslåede § 183, stk. 3, 2. pkt., i retsplejeloven, jf. lovudka-

stets § 1, nr. 3, og bemærkningerne hertil i kapitel 12.

6.2.

Hvis en person, der er blevet videoafhørt, skal afhøres som vidne i retten, bør

der hurtigst muligt tages stilling til, hvordan afhøringen skal ske, herunder om

den skal gennemføres et andet sted end i retssalen. Det skyldes navnlig, at usik-

kerhed om, hvordan afhøringen skal foregå, kan være en stor belastning for disse

personer.

Ifølge retsplejelovens § 845, stk. 1, kan retten efter anmodning fra anklagemyn-

digheden, forsvareren eller et vidne forud for hovedforhandlingen træffe afgørel-

se om bl.a. dørlukning efter § 29, stk. 1 og 3, og § 29 a, eller at tiltalte skal forla-

de retslokalet, mens et vidne afhøres, jf. § 856, stk. 1, 4 eller 7.

Strafferetsplejeudvalget foreslår, at der tilsvarende skal være mulighed for, at ret-

ten efter anmodning fra anklagemyndigheden, forsvareren eller et vidne forud for

hovedforhandlingen kan træffe afgørelse om, hvordan og ved hvem afhøring af et

barn under 15 år eller en person, der er blevet videoafhørt, skal ske.

Anklagemyndigheden vil efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens §

845, stk. 2, senest samtidig med indlevering af bevisfortegnelsen skulle underret-

te retten og forsvareren om, hvorvidt der foreligger spørgsmål om, hvordan og

ved hvem et vidne, der er under 15 år eller er blevet videoafhørt, skal afhøres.

Der henvises til det foreslåede § 845, stk. 1, nr. 4, i retsplejeloven, jf. lovudka-

stets § 1, nr. 9, og bemærkningerne hertil i kapitel 12.

7. Forholdet til Danmarks internationale forpligtelser mv.

I kapitel 4, afsnit 2, er der redegjort for Den Europæiske Menneskerettigheds-

konventions artikel 6 og praksis fra Domstolen af betydning for spørgsmålet om

videoafhøring af børn og unge.

155

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

I forbindelse med indførelsen i 2003 af retsplejelovens gældende bestemmelser

om videoafhøring af børn blev det vurderet, at fremgangsmåden for videoafhø-

ring efter disse bestemmelser er forenelig med konventionens artikel 6 og de

krav, der følger af Domstolens praksis.

Dette må efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse fortsat anses for at være til-

fældet. Den i afsnit 4.1 ovenfor foreslåede frist for den mistænkte eller forsvare-

ren for at komme med indsigelser mod, at en videoafhøring anvendes som bevis

under hovedforhandlingen (som udgangspunkt i stedet for, at barnet eller den un-

ge afhøres som vidne i retten), ændrer efter udvalgets opfattelse ikke herpå.

Endvidere er den udvidelse af videoafhøringsordningens anvendelsesområde,

som Strafferetsplejeudvalget foreslår i afsnit 2 ovenfor, efter udvalgets opfattelse

forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 og de

krav, der følger af Domstolens praksis, herunder kravet om, at der skal være god

grund til, at en forklaring, som et vidne tidligere har afgivet, anvendes som bevis

i stedet for, at vidnet afhøres under hovedforhandlingen. Videoafhøringsordnin-

gen har således til formål at beskytte et barn eller en ung, som er forurettet ved

eller vidne til en formodet seksualforbrydelse eller en anden alvorlig forbrydelse,

og det foreslåede anvendelsesområde indebærer, at den pågældende kun videoaf-

høres, hvis der er et særligt tungtvejende hensyn til at beskytte barnet eller den

unge.

Europarådets konvention om seksuelt misbrug af børn indeholder i artikel 35, stk.

2, en bestemmelse om videoafhøring. Det følger heraf, at det inden for konventi-

onens anvendelsesområde skal sikres, at alle afhøringer af forurettede eller et

eventuelt mindreårigt vidne under 18 år kan optages på video, og at disse opta-

gelser kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen i overensstemmelse

med de i national ret fastsatte regler. Konventionen er gennemgået i kapitel 4, af-

snit 3.

Herudover findes der bestemmelser om videoafhøring af børn og unge i direkti-

vet om seksuelt misbrug af børn (direktiv 2011/93/EU), menneskehandelsdirekti-

vet (direktiv 2011/36/EU) og offerdirektivet (direktiv 2012/29/EU). Direktiverne

156

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

er dog omfattet af Danmarks retsforbehold og er derfor ikke bindende for og fin-

der ikke anvendelse i Danmark. Der henvises nærmere til kapitel 4, afsnit 6-8.

Strafferetsplejeudvalget er bekendt med, at regeringen (Socialdemokraterne og

Radikale Venstre), Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folke-

parti den 10. december 2014 indgik aftale om, at regeringen efter et kommende

folketingsvalg udskriver en folkeafstemning, der skal afholdes senest i 1. kvartal

2016, om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning, som giver mulig-

hed for, at Danmark kan vælge, hvilke retsakter Danmark ønsker at deltage i. Af-

talepartierne har efterfølgende indgået aftale om, at bl.a. direktivet om seksuelt

misbrug af børn og menneskehandelsdirektivet tilvælges, mens offerdirektivet

ikke tilvælges. Partierne er dog enige om at drøfte, om der er dele af offerdirekti-

vet, som skal gennemføres i dansk ret.

Artikel 20, stk. 4, i direktivet om seksuelt misbrug af børn og artikel 15, stk. 4, i

menneskehandelsdirektivet indeholder for nærmere opregnede sagstyper be-

stemmelser om videoafhøring, der svarer til den ovennævnte artikel 35, stk. 2, i

Europarådets konvention om seksuelt misbrug af børn.

Disse bestemmelser om videoafhøring i konventionen og direktiverne kan efter

Strafferetsplejeudvalgets opfattelse ikke antages at indebære, at alle forurettede

og vidner under 18 år i de pågældende sager skal videoafhøres, men må antages

at indebære, at der skal være mulighed for det.

Offerdirektivet, der ikke er begrænset til bestemte sagstyper, indeholder i artikel

24, stk. 1, en bestemmelse om videoafhøring af ofre under 18 år, der svarer til de

ovennævnte bestemmelser om videoafhøring. Herudover indeholder artikel 22

regler om individuel vurdering af ofre med henblik på at identificere særlige be-

skyttelsesbehov. Ifølge artikel 22, stk. 4, skal det lægges til grund, at ofre under

18 år har særlige beskyttelsesbehov. For at afgøre, om og i hvilket omfang der i

en konkret sag skal anvendes videoafhøring eller andre af de særlige foranstalt-

ninger, som er nævnt i artikel 23-24, skal sådanne ofre underlægges en individuel

vurdering, som særligt tager hensyn til offerets personlige karakteristika, forbry-

delsens art eller type og omstændighederne ved forbrydelsen, jf. artikel 22, stk. 4,

jf. artikel 22, stk. 1 og 2.

157

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det foreslåede anvendelsesområde for videoafhøringsordningen indebærer som

nævnt i afsnit 2 ovenfor, at der altid kan foretages videoafhøring af børn under 13

år, at der i nærmere opregnede tilfælde, hvor der typisk er et særligt tungtvejende

hensyn til at beskytte barnet, herunder alle sager om seksualforbrydelser, altid

kan foretages videoafhøring af børn i alderen 13-14 år, og at der efter en konkret

vurdering kan foretages videoafhøring af andre børn og unge under 18 år, hvis

særlige omstændigheder taler derfor.

Ved den konkrete vurdering af, om der efter den model, som Strafferetsplejeud-

valget foreslår, bør foretages videoafhøring af børn og unge under 18 år, som ik-

ke er blandt de grupper af personer, der altid kan videoafhøres, vil der skulle

lægges vægt på den formodede overtrædelses art, omstændighederne ved den

formodede forbrydelse og barnets eller den unges personlige forhold, herunder

alder og psykiske udvikling og tilstand. Videoafhøring bør anvendes, hvis det på

baggrund af denne konkrete vurdering må antages, at barnet eller den unge har

særlige beskyttelsesbehov, som vil kunne imødekommes ved, at der foretages en

videoafhøring, der kan anvendes som bevis i retten, frem for at barnet eller den

unge skal afhøres i retten under hovedforhandlingen. Der vil efter omstændighe-

derne bl.a. kunne foretages videoafhøring i sager om menneskehandel og seksu-

alforbrydelser.

Det anvendelsesområde for videoafhøringsordningen, som Strafferetsplejeudval-

get foreslår, vil efter udvalgets opfattelse på denne baggrund opfylde kravene i

Europarådets konvention om seksuelt misbrug af børn, direktivet om seksuelt

misbrug af børn, menneskehandelsdirektivet og offerdirektivet.

158

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 11

Strafferetsplejeudvalgets øvrige anbefalinger

1. Indledning

Strafferetsplejeudvalget skal ifølge kommissoriet overveje, om brugen af video-

afhøring bør udvides, og i givet fald udarbejde en model for en sådan udvidelse.

Udvalgets overvejelser om udvidelse af videoafhøringsordningens anvendelses-

område fremgår af kapitel 9, hvor det konkluderes, at ordningen bør udvides, og

udvalgets forslag til model for en sådan udvidelse fremgår af kapitel 10.

Dette kapitel indeholder i tilknytning hertil i afsnit 2 nogle anbefalinger vedrø-

rende gennemførelse af videoafhøring. Endvidere indeholder afsnit 3 nogle anbe-

falinger til, hvordan retssystemets behandling af børn og unge i sager om seksu-

alforbrydelser, alvorlig personfarlig kriminalitet eller lignende kan forbedres i til-

fælde, hvor der ikke foretages videoafhøring af den pågældende.

2. Gennemførelse af videoafhøring

2.1. Vejledning om vidnefritagelse

Som nævnt i kapitel 3, afsnit 6.5, følger det af retsplejelovens § 753, jf. § 173,

stk. 1, at politiet ved afhøringen af en person, der ikke er sigtet, skal vejlede per-

sonen om bl.a. indholdet af § 171 om vidnefritagelse, hvis omstændighederne gi-

ver grund dertil. Vidnefritagelsesreglerne gælder også for børn. Større børn skal

vejledes om vidnefritagelsesreglerne, mens det for mindre børn som udgangs-

punkt overlades til forældrene (eller en af forældrene) at tage stilling til et even-

tuelt spørgsmål om vidnefritagelse.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør udgangspunktet være, at normalt

udviklede børn i alderen 7-8 år og ældre vejledes om vidnefritagelsesreglerne,

dog således at der efter en konkret vurdering kan være grundlag for at fravige

dette udgangspunkt.

159

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, hvordan vejledningen om vidnefritagelses-

reglerne kan gives, så barnet på den ene side oplyses om reglerne på en måde,

som barnet har mulighed for at forstå, og på den anden side ikke bliver unødven-

digt forvirret. Efter udvalgets opfattelse kan der ved vejledning af børn under 15

år tages udgangspunkt i følgende formulering:

”Der gælder den regel i det her rum, at når jeg spørger dig om noget, der

handler om nogen i din familie, så må du gerne lade være med at svare på

mit spørgsmål.”

For yngre børn kan det være relevant at give et konkret eksempel, der ikke direk-

te knytter an til afhøringens tema. Et sådant eksempel kan f.eks. formuleres såle-

des:

”Det

kunne f.eks. være, hvis jeg spørger dig, om din mor engang er gået

over for rødt lys. Det må du gerne lade være med at svare på.”

Vejledningen til barnet bør gives af den særligt uddannede videoafhører i video-

afhøringslokalet, således at vejledningen kommer med på optagelsen af afhørin-

gen. Det er ikke bistandsadvokatens opgave at vejlede om vidnefritagelsesregler-

ne, og bistandsadvokaten skal undlade at give en sådan vejledning.

2.2. Fremgangsmåden når forældrene modsætter sig videoafhøring

Som det fremgår af kapitel 3, afsnit 5, kræver politiets videoafhøring af et barn

ikke et udtrykkeligt tilkendegivet samtykke fra forældremyndighedens indeha-

ver(e), men politiet må ikke afhøre barnet, hvis forældremyndighedens indeha-

ver(e) klart tilkendegiver, at politiet ikke må afhøre barnet. I tilfælde, hvor der er

to indehavere af forældremyndigheden, og den ene af disse er mistænkt og mod-

sætter sig politiets afhøring af barnet, kan politiet foretage afhøringen, hvis den

anden forældremyndighedsindehaver ikke modsætter sig dette.

Hvis der kun er én indehaver af forældremyndigheden over barnet, og denne

modsætter sig politiets videoafhøring af barnet, eller hvis begge forældremyn-

dighedsindehavere modsætter sig videoafhøringen, kan politiet forelægge

spørgsmålet for retten med henblik på en eventuel indenretlig afhøring af barnet

160

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

efter retsplejelovens § 747 om anticiperet bevisførelse. Retten kan herefter even-

tuelt pålægge barnet at afgive forklaring, jf. § 171, stk. 3.

En sådan indenretlig afhøring kan som nævnt i kapitel 3, afsnit 8, foretages som

en videoafhøring, således at dommeren er til stede i monitorrummet i et børne-

hus, imens afhøringen foretages.

Hvis indehaver(ne) af forældremyndigheden modsætter sig politiets videoafhø-

ring af et barn, kan der være en risiko for, at barnets forklaring påvirkes i perio-

den indtil gennemførelsen af en indenretlig videoafhøring.

I sager, hvor der er en formodning om, at indehaver(ne) af forældremyndigheden

vil modsætte sig videoafhøringen, vil politiet og anklagemyndigheden derfor

normalt, før der tages kontakt til den eller de pågældende, bede retten om at være

klar til med meget kort varsel at tage stilling til og i givet fald deltage i en inden-

retlig afhøring, hvis det måtte vise sig, at eneindehaveren eller begge indehavere

af forældremyndigheden over barnet modsætter sig afhøringen. Når der herefter

foreligger en kendelse om indenretlig videoafhøring i et børnehus, køres barnet

af f.eks. politiet til børnehuset, hvor den indenretlige videoafhøring gennemføres

med deltagelse også af en dommer i monitorrummet.

Strafferetsplejeudvalget bemærker i den forbindelse, at det er helt afgørende for

en hurtig og effektiv behandling af sådanne tilfælde, at retten er parat til med det

fornødne meget korte varsel at kunne tage stilling til en begæring om indenretlig

videoafhøring og i givet fald deltage i afhøringen. Dette er nødvendigt for i prak-

sis at imødegå en risiko for påvirkning af barnet. Udvalget bemærker, at det der-

for lokalt mellem retterne og politikredsene nærmere bør aftales, hvordan disse

sager behandles, så det sikres, at retten hurtigst muligt kan afsige kendelse om og

i givet fald gennemføre en indenretlig videoafhøring, når der opstår behov for

det. Udvalget bemærker endvidere, at politiet

–

når der er afsagt kendelse om in-

denretlig videoafhøring i et børnehus

–

vil kunne transportere barnet til børnehu-

set, hvor afhøringen skal foretages.

161

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

2.3. Videoafhøring over flere omgange

Som nævnt i kapitel 3, afsnit 5, bør videoafhøring af børn ifølge de gældende

regler søges gennemført hurtigst muligt og, hvis det er praktisk muligt, inden en

uge fra anmeldelsen. Formålet med at gennemføre afhøringen hurtigt er at sikre

barnets hukommelse om forholdet. Endvidere kan barnet hurtigere påbegynde

bearbejdningen af det passerede og blive skånet for at blive afhørt på et tids-

punkt, hvor en behandling af barnet er i gang. Herudover kan en afhøring inden

for kort tid efter anmeldelsen være med til at mindske risikoen for påvirkning af

barnet fra familien eller andre.

Der foretages normalt kun én videoafhøring af barnet, medmindre politiet af egen

drift iværksætter en fornyet afhøring, eller en anmodning om genafhøring fra den

mistænkte eller forsvareren imødekommes.

Cand.psych.aut. og specialist i klinisk børnepsykologi Christine Vinum, der er ad

hoc-medlem af Strafferetsplejeudvalget, har udarbejdet et notat om den aktuelle

forskning i spørgsmålet om flere afhøringer eller genafhøringer af børn i straffe-

sager. Notatet er gengivet i kapitel 7, afsnit 4, og optaget som bilag 2 til betænk-

ningen. Ifølge notatet er foretagelse af flere afhøringer ikke i sig selv problema-

tisk og belastende for barnet, men kan tværtimod

–

afhængig af den nærmere

gennemførelse af afhøringen og omstændighederne i sagen

–

være både det mest

hensynsfulde over for barnet og afgørende for at få sagen tilstrækkeligt oplyst.

Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb har i et notat, der er gengivet i ka-

pitel 7, afsnit 2, og optaget som bilag 1 til betænkningen, endvidere anført, at der

kan argumenteres for, at et barn, som har været udsat for omfattende og længere-

varende overgreb inden for familien, vil have brug for mere tid og derfor flere

afhøringer for at kunne give et tilstrækkeligt vidnesbyrd. Ifølge centeret er fore-

stillingen om, at flere afhøringer er belastende for et barn, ikke nødvendigvis kor-

rekt, da traumets karakter og afhørerens metode i højere grad har betydning.

Forskningen viser ifølge centeret, at børn, der har været udsat for længerevarende

seksuelle overgreb, ofte afslører over tid.

Strafferetsplejeudvalget bemærker således, at det ikke nødvendigvis er en belast-

ning for børn og unge at blive videoafhørt over flere omgange. I tilfælde, hvor

162

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

det ud fra efterforskningsmæssige hensyn vurderes, at sagen bedst kan oplyses på

denne måde

–

og hensynet til at sikre den pågældendes hukommelse og undgå

påvirkning ikke er til hinder herfor

–

bør videoafhøring over flere omgange såle-

des ikke nødvendigvis undlades af hensyn til barnet eller den unge. Det vil i alle

tilfælde bero på en konkret vurdering, om videoafhøringen af et barn eller en ung

bør foretages over én eller flere omgange. Afhøringerne bør i givet fald foretages

af den samme afhører og med korte mellemrum imellem afhøringerne. Endvidere

bør afhøringerne ligesom i dag foretages hurtigt efter anmeldelsen.

Det bemærkes, at praktiske hensyn vil kunne være til hinder for videoafhøring

over flere omgange.

At flere videoafhøringer ikke nødvendigvis er belastende for barnet eller den un-

ge bør også indgå ved afgørelsen af, om en anmodning om genafhøring bør imø-

dekommes. En anmodning om genafhøring vil dog ligesom i dag som udgangs-

punkt skulle fremsættes inden to uger efter, at den mistænkte har foretaget gen-

nemsyn af videooptagelsen af den første afhøring. Genafhøring bør endvidere

fortsat forudsætte en konkret begrundelse, f.eks. at der er fremkommet nye op-

lysninger, eller at den mistænkte eller forsvareren ønsker nye relevante spørgs-

mål stillet til barnet eller den unge.

2.4. Tidspunktet for videoafhøring

Som nævnt ovenfor i afsnit 2.3 bør videoafhøring efter de gældende regler søges

gennemført hurtigst muligt og, hvis det er praktisk muligt, inden en uge fra an-

meldelsen. Formålet er at sikre barnets hukommelse om forholdet. Endvidere kan

barnet hurtigere påbegynde bearbejdningen af det passerede og blive skånet for at

blive afhørt på et tidspunkt, hvor en behandling af barnet er i gang. Herudover

kan en afhøring inden for kort tid efter anmeldelsen være med til at mindske risi-

koen for påvirkning af barnet fra familien eller andre.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør videoafhøring også fremover som

udgangspunkt foretages hurtigst muligt og, hvis det er praktisk muligt, inden en

uge fra anmeldelsen. Det kan dog for så vidt angår de børn og unge, der med den

foreslåede udvidelse af ordningens anvendelsesområde bliver omfattet af adgan-

gen til at foretage videoafhøring, efter omstændighederne af hensyn til efter-

163

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

forskningen og sagens oplysning være hensigtsmæssigt, at videoafhøringen først

gennemføres på et lidt senere tidspunkt, når der gennem den indledende efter-

forskning er skabt større klarhed over hændelsesforløbet. Dette vil i øvrigt kunne

give den mistænkte og forsvareren bedre muligheder for i forbindelse med video-

afhøringen at få stillet de nødvendige spørgsmål til barnet eller den unge. Det er

dog en forudsætning, at hensynet til at beskytte barnet eller den unge ikke er til

hinder for, at videoafhøringen først foretages på dette senere tidspunkt.

3. Retssystemets behandling af børn og unge, der ikke videoafhøres

I afsnit 3.1-3.5 nedenfor er der redegjort for Strafferetsplejeudvalgets anbefalin-

ger til, hvordan retssystemets behandling af børn og unge i sager om seksualfor-

brydelser, alvorlig personfarlig kriminalitet eller lignende kan forbedres i tilfæl-

de, hvor der ikke foretages videoafhøring af den pågældende.

3.1. Sagsbehandlingstiden

Som det også fremgår af kapitel 7 om børn og unge og retssystemet, udgør vente-

tiden fra anmeldelse til endelig dom en meget stor belastning for forurettede børn

og unge og vanskeliggør en eventuel behandling af den pågældende. Dette gæl-

der også i et vist omfang i sager, hvor der foretages videoafhøring, idet nogle

børn og unge kan have behov for at få rettens endelige konstatering af, om over-

grebet fandt sted, for at kunne komme sig over hændelsen.

Strafferetsplejeudvalget finder derfor anledning til at understrege, at det er meget

væsentligt, at politiet, anklagemyndigheden, forsvarerne, domstolene og andre

involverede er meget opmærksomme på, at sådanne sager behandles så hurtigt

som muligt. Dette gælder i øvrigt også af hensyn til den mistænkte i sagen.

3.2. Politiafhøringen

Børn og unge, der skal afhøres i sager om seksualforbrydelser, alvorlig person-

farlig kriminalitet eller lignende, befinder sig i en meget udsat situation. Hvis der

er tale om et barn under 13 år, afhøres den pågældende normalt til video af en

særligt uddannet videoafhører i trygge omgivelser. Som det fremgår af kapitel

10, afsnit 2, foreslås anvendelsesområdet for denne ordning udvidet.

164

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det er Strafferetsplejeudvalgets indtryk, at politiet også i tilfælde, hvor der ikke

foretages videoafhøring, tilstræber at tage højde for de særlige hensyn, der gør

sig gældende i sådanne sager.

Strafferetsplejeudvalget anbefaler, at de involverede polititjenestemænd løbende

er opmærksomme på, at afhøringen af barnet eller den unge

–

inden for rammer-

ne af hensynet til efterforskningen

–

foretages på en måde, der er afpasset til den

pågældendes alder, udsatte situation og kognitive evner, selv om der ikke foreta-

ges videoafhøring.

I det omfang, det er praktisk muligt, bør afhøringen foretages i imødekommende

omgivelser. Efter omstændighederne bør muligheden for at gennemføre afhørin-

gen i et børnehus, selv om der ikke er tale om en videoafhøring, undersøges.

Hvis det er muligt, bør afhøringen af barnet eller den unge endvidere

–

også selv

om der ikke er tale om videoafhøring

–

foretages af en af de særligt uddannede

videoafhørere eller en anden person med kendskab til eller erfaring med afhøring

af børn og unge.

Hvis overgrebet anmeldes om natten, eller afhøringen af andre grunde finder sted

på et tidspunkt, hvor barnet eller den unge er træt eller påvirket, bør afhøringen

så vidt muligt begrænses til det, der er nødvendigt her og nu, og i øvrigt udsættes

til et senere tidspunkt.

Strafferetsplejeudvalget anbefaler herudover, at politiet og anklagemyndigheden

løbende er opmærksomme på, at børn og unge modtager fyldestgørende informa-

tion og vejledning om deres retsstilling og sagens forventede forløb på en måde,

som de har mulighed for at forstå.

Det kan i den forbindelse nævnes, at Rigsadvokaten har udarbejdet en pjece med

råd og vejledning til unge under 18 år, der har været udsat for voldtægt eller an-

dre seksuelle overgreb. Pjecen er oversat til syv sprog. Den er tilgængelig på an-

klagemyndighedens hjemmeside.

165

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

3.3. Bistandsadvokaten

Det har stor betydning for børn og unge, der skal afhøres i retten i sager om sek-

sualforbrydelser, alvorlig personfarlig kriminalitet eller lignende, at de så tidligt

som muligt forberedes på, hvordan mødet i retten og afhøringen vil komme til at

foregå. Usikkerhed herom kan forværre det pres, som barnet eller den unge ople-

ver i perioden indtil hovedforhandlingen. Det gælder både med hensyn til be-

handlingen af sagen i første instans og under en eventuel ankesag.

Strafferetsplejeudvalget anbefaler derfor, at bistandsadvokaten så tidligt som mu-

ligt forbereder barnet eller den unge på, hvordan forløbet i retten kan forventes at

blive, og informerer barnet eller den unge om mulighederne for at gøre afhørin-

gen mindre belastende, herunder ved at lukke dørene under afhøringen (retspleje-

lovens §§ 29 og 29 a) og gennemføre den uden tiltaltes tilstedeværelse (§ 856)

samt eventuelt foretage afhøringen et andet sted end i retslokalet (§ 183, stk. 3).

Denne forberedelse af barnet eller den unge på mødet i retten kan i relevant om-

fang ske i samarbejde med de personer, der er involveret i en eventuel behand-

ling af barnet eller den unge.

Hvis der er behov for, at retten træffer bestemmelse om forholdsregler som

nævnt ovenfor, bør bistandsadvokaten hurtigst muligt gøre anklagemyndigheden

opmærksom herpå, således at anklagemyndigheden kan bede retten om at træffe

forhåndsafgørelse herom (se afsnit 3.4 nedenfor). Bistandsadvokaten kan også

anmode retten om at træffe forhåndsafgørelse.

Strafferetsplejeudvalget anførte i betænkning nr. 1458/2005 om forbedring af

voldtægtsofres retsstilling, side 81, at det kan være en psykologisk fordel, at bi-

standsadvokaten i retslokalet placeres i en stol ved siden af vidnestolen, når foru-

rettede skal afhøres. Dette gælder i mindst lige så høj grad, når børn og unge skal

afhøres i retten i sager om seksualforbrydelser, alvorlig personfarlig kriminalitet

eller lignende. Bistandsadvokaten bør være opmærksom på denne mulighed.

166

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

3.4. Forhåndsafgørelse og underretning om behov for særlig hensyntagen

Retten kan ifølge retsplejelovens § 845, stk. 1, efter anmodning fra anklagemyn-

digheden, forsvareren eller et vidne forud for hovedforhandlingen træffe afgørel-

se om bl.a. dørlukning efter § 29, stk. 1, eller § 29 a, eller at tiltalte efter § 856,

stk. 1, skal forlade retslokalet, mens et vidne afhøres. Som det fremgår af kapitel

10, afsnit 6.2, foreslår Strafferetsplejeudvalget, at denne adgang til at træffe for-

håndsafgørelse udvides til at omfatte beslutning om, hvordan og ved hvem afhø-

ring af børn under 15 år og personer, der er blevet videoafhørt, skal ske.

Anklagemyndigheden skal ifølge § 845, stk. 2, senest samtidig med indlevering

af bevisfortegnelsen underrette forsvareren og retten om, hvorvidt der foreligger

sådanne spørgsmål.

Strafferetsplejeudvalget finder det meget væsentligt, at der, når børn og unge skal

afgive forklaring i retten i sager om seksualforbrydelser, alvorlig personfarlig

kriminalitet eller lignende, så tidligt som muligt træffes forhåndsafgørelse om så-

danne eventuelle foranstaltninger, idet sikkerhed for, hvordan mødet i retten bli-

ver, kan medvirke til at mindske det pres, som barnet eller den unge oplever i pe-

rioden indtil hovedforhandlingen.

Det er endvidere af væsentlig betydning, at politiet eller anklagemyndigheden i

overensstemmelse med retsplejelovens § 193 underretter retten, hvis der er behov

for særlig hensyntagen i forbindelse med barnets eller den unges møde i retten,

f.eks. fordi det bør undgås, at den pågældende konfronteres med tiltalte, vidner

eller andre. Der bør herefter hurtigst muligt træffes en aftale med retten om,

hvordan dette behov bedst kan opfyldes, så barnet eller den unge også på dette

punkt kan opnå sikkerhed for, hvordan mødet i retten bliver.

Hvis barnet eller den unge har en bistandsadvokat, kan politiet eller anklagemyn-

digheden som nævnt i kapitel 3, afsnit 11.4, normalt overlade det til bistandsad-

vokaten at træffe aftale med retten, i det omfang bistandsadvokaten i forbindelse

med retsmødet ikke selv kan tage sig af forurettede i den pågældende henseende.

167

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

3.5. Afhøringen i retten

For yderligere at forberede barnet eller den unge på, hvordan mødet i retten bli-

ver, anbefaler Strafferetsplejeudvalget, at den pågældende

–

afhængig af de kon-

krete omstændigheder i sagen

–

gives lejlighed til forud for hovedforhandlingen

at se retslokalet (eller dommerens kontor, hvis afhøringen skal ske der, jf. retsple-

jelovens § 183, stk. 3), hvis det er praktisk muligt. Dette bør kunne ske ved, at

barnet eller den unge eller forældrene mv. kontakter retten, eventuelt via bi-

standsadvokaten. Politiet eller anklagemyndigheden, herunder en eventuel kon-

taktperson for vidnet, bør også være behjælpelig med at tage kontakt til retten.

Det er Strafferetsplejeudvalgets indtryk, at både anklagere, forsvarere og domme-

re generelt er opmærksomme på, at børn og unge, der skal afhøres i retten i sager

om seksualforbrydelser, alvorlig personfarlig kriminalitet eller lignende, befinder

sig i en meget udsat situation, og at det derfor er meget vigtigt, at afhøringen

gennemføres på den mindst muligt belastende måde. Udvalget skal understrege,

at der fortsat bør være fokus herpå.

Under afhøringen af barnet eller den unge i retten hører det til dommerens almin-

delige retsledelse at sikre, at afhøringen foregår ordentligt og respektfuldt under

hensyntagen til, at det er et barn eller en ung, som afhøres. Bistandsadvokaten

bør også gøre indsigelse, hvis grænserne for det tilladelige overskrides.

Det er endvidere vigtigt, at alle deltagerne i sagen benytter et sprog, som barnet

eller den unge har mulighed for at forstå. Fagudtryk bør så vidt muligt undgås.

Det vil endvidere lette barnets eller den unges forståelse af afhøringen og mind-

ske følelsen af fremmedgørelse, hvis barnet eller den unge under afhøringen om-

tales ved navn og ikke som ”vidnet” eller ”forurettede”.

Strafferetsplejeudvalget skal herudover henlede opmærksomheden på mulighe-

den for at gennemføre afhøringen på en dommers kontor eller et andet sted, der

er mere børnevenligt end retslokalet, jf. retsplejelovens § 183, stk. 3, hvorefter

retten bestemmer, hvordan og ved hvem afhøring af børn under 15 år skal ske.

Med den ændring af bestemmelsen, som Strafferetsplejeudvalget foreslår, vil ret-

ten også skulle bestemme, hvordan og ved hvem en eventuel afhøring under ho-

vedforhandlingen af en person, der er blevet videoafhørt, skal ske, dvs. i visse til-

168

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

fælde også unge, der er fyldt 15 år. Der henvises nærmere til kapitel 10, afsnit

6.1.

Retten bør også overveje muligheden for at beslutte, at der ikke skal benyttes

kapper under afhøringen. Som nævnt i kapitel 3, afsnit 11.7, kan dommere i kon-

krete tilfælde bl.a. undlade at bære kappe, når børn skal afgive forklaring i retten.

Endelig bør retten sørge for at tilpasse sandhedsformaningen efter retsplejelovens

§ 181 til barnets eller den unges alder. Hvis der er tale om et barn under 15 år,

kan den pågældende ikke straffes for afgivelse af falsk forklaring. Dette bør af-

spejles i sandhedsformaningen.

169

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

170

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Kapitel 12

Lovudkast med bemærkninger

1. Lovudkast

Lov om ændring af retsplejeloven

(Videoafhøring af børn og unge i straffesager)

§1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1308 af 9. december 2014, som ændret

ved […], foretages følgende ændringer:

Efter § 172 indsættes:

”§

172 a.

En person, der er blevet videoafhørt efter § 745 e eller § 183, stk. 3,

har ikke pligt til at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen.

Stk. 2.

Retten kan i særlige tilfælde pålægge en person, der er omfattet af stk. 1,

at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen, hvis dette er af afgø-

rende betydning for sagens afgørelse, og det ikke er tilstrækkeligt, at personen

genafhøres til video.”

§ 173, stk. 1

ændres ”§§ 169-172” til: ”§§ 169-172 a”.

§ 183, stk. 3,

indsættes efter 1. pkt.:

”I straffesager gælder dette endvidere for personer, der er blevet videoafhørt ef-

ter § 745 e, eller hvis retten bestemmer, at afhøringen af en person, som opfylder

betingelserne i § 745 e, stk. 1, skal ske som videoafhøring.”

§ 731 a

affattes såedes:

”§

731 a.

Inden en videoafhøring efter § 745 e eller § 183, stk. 3, skal der be-

skikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller senere måtte blive mistænkt i

171

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

sagen, hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte for-

svarer udebliver.”

§ 745 e, stk. 1,

ophæves, og i stedet indsættes:

” olitiets afhøring af en person kan optages på video med henblik på anvendel-

se af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen efter § 872 (videoafhø-

ring), hvis personen er

1) under 13 år,

2) under 15 år, og efterforskningen vedrører en overtrædelse af

a) straffelovens § 210 eller kapitel 24 eller

b) straffelovens §§ 237 eller 244-246, hvor personen eller en af dennes

nærmeste er forurettet, og den, der er mistænkt, er en af personens

nærmeste,

3) under 18 år, og særlige omstændigheder taler for videoafhøring, eller

4) 18 år eller derover og har en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funk-

tionsnedsættelse, hvis særlige omstændigheder taler for videoafhøring.

Stk. 2.

Forsvareren

skal være til stede under videoafhøringen.”

Stk. 2 bliver herefter stk. 3

§ 745 e, stk. 2,

der bliver stk. 3, udgår to steder ”eller sigtet”, og ”barnet”

ændres til: ”personen”.

§ 745 e

indsættes som

stk. 4:

”Stk.

Vil den, der er mistænkt, eller forsvareren modsætte sig, at videoafhø-

ringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, skal den pågældende se-

nest 4 uger efter videoafhøringens foretagelse indbringe spørgsmålet for retten.

Retten kan se bort fra en fristoverskridelse,

der må anses for undskyldelig.”

§ 748, stk. 1, 3. pkt.,

ændres ”afhøring af et barn, når retten efter § 183, stk. 3,

har bestemt, at afhøringen skal optages på video” til: ”videoafhøring af en person

efter § 183, stk. 3”.

§ 845, stk. 1,

indsættes efter nr. 3 som nyt nummer:

172

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

”4) hvordan og ved hvem afhøring af et barn under 15 år eller en person, der er

blevet videoafhørt, skal ske, jf. § 183, stk. 3,”

Nr. 4-6 bliver herefter nr. 5-7.

10.

§ 872

affattes således:

”§ 872.

En videoafhøring efter § 745 e eller § 183, stk. 3, kan anvendes som

bevis under hovedforhandlingen.”

§2

oven træder i kraft den […].

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

2. Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 172 a)

Den foreslåede § 172 a er ny og regulerer spørgsmålet om vidnefritagelse af per-

soner, der er blevet videoafhørt med henblik på anvendelse af videooptagelsen

som bevis under hovedforhandlingen.

Efter det foreslåede

stk. 1

har en person, der er blevet videoafhørt efter § 745 e

eller § 183, stk. 3, ikke pligt til at afgive forklaring som vidne under hovedfor-

handlingen.

Det foreslåede stk. 1 gælder, uanset om videoafhøringen er foretaget af politiet i

medfør af § 745 e eller indenretligt i medfør af § 183, stk. 3.

173

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Fritagelsen fra pligten til at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlin-

gen vil kun gælde, hvis betingelserne for videoafhøring i det foreslåede § 745 e,

stk. 1, jf. lovudkastets § 1, nr. 5, var opfyldt på tidspunktet for den første video-

afhøring. Det bemærkes i den forbindelse, at den mistænkte eller forsvareren,

hvis den pågældende vil modsætte sig, at en videoafhøring efter § 745 e anven-

des som bevis under hovedforhandlingen, f.eks. fordi den pågældende mener, at

betingelserne for videoafhøring ikke er opfyldt, som udgangspunkt skal indbrin-

ge spørgsmålet for retten senest fire uger efter videoafhøringens foretagelse, jf.

det foreslåede § 745 e, stk. 4 (lovudkastets § 1, nr. 7).

Efter det foreslåede

stk. 2

kan retten i særlige tilfælde pålægge en person, der er

omfattet af stk. 1, at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen, hvis

dette er af afgørende betydning for sagens afgørelse, og det ikke er tilstrækkeligt,

at personen genafhøres til video.

Opstår der efter videoafhøringen af en person behov for at stille yderligere

spørgsmål til den pågældende, vil parterne således skulle gå frem efter reglerne

om genafhøring af personen til video. Kun i tilfælde, hvor en sådan genafhøring

ikke er tilstrækkelig, vil det kunne komme på tale at meddele den pågældende

pålæg om at afgive vidneforklaring under hovedforhandlingen.

Hvis en begæring fra den mistænkte eller forsvareren om genafhøring af perso-

nen til video afslås, vil der heller ikke være grundlag for et pålæg om afgivelse af

forklaring under hovedforhandlingen.

Om der foreligger sådanne omstændigheder, at der er grundlag for at meddele på-

læg, vil bero på en konkret vurdering. Det forudsættes imidlertid, at adgangen til

at meddele pålæg kun helt undtagelsesvis anvendes.

En eventuel anmodning om, at den videoafhørte person pålægges at afgive for-

klaring, bør hurtigst muligt indgives til retten, der ligeledes forudsættes hurtigst

muligt og normalt forud for hovedforhandlingen at træffe afgørelse herom.

Afhøring under hovedforhandlingen vil endvidere efter omstændighederne kunne

ske, hvis den videoafhørte person giver samtykke hertil. Dette forudsætter, at ret-

174

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

ten vurderer, at afhøring i retten er relevant for sagen, og at den pågældende har

den fornødne modenhed til at give samtykke.

Hvis en videoafhørt person med samtykke eller efter pålæg afgiver forklaring

under hovedforhandlingen, bør afhøringen i retten som udgangspunkt foretages

på den måde, at videoafhøringen først afspilles, hvorefter der stilles supplerende

spørgsmål til den pågældende, jf. det foreslåede § 183, stk. 3, 2. pkt. (lovudka-

stets § 1, nr. 3).

Der henvises i øvrigt til kapitel 10, afsnit 3.

Til nr. 2 (§ 173)

Efter det gældende § 173, stk. 1, i retsplejeloven vejleder retten, såfremt om-

stændighederne giver grund dertil, vidnet om indholdet af bestemmelserne i rets-

plejelovens §§ 169-172 (vidneudelukkelse og vidnefritagelse). Med den foreslåe-

de ændring af bestemmelsen kommer dette også til at gælde for så vidt angår

vidnefritagelse efter den foreslåede § 172 a (lovudkastets § 1, nr. 1).

Som følge af henvisningen i retsplejelovens § 753 til § 173, stk. 1, vil politiet og-

så ved afhøringer skulle vejlede om vidnefritagelsesreglen i den foreslåede § 172

a, såfremt omstændighederne giver grund dertil.

Det fremgår af det gældende § 173, stk. 2, i retsplejeloven, at retten, hvis forkla-

ring afgives i de i §§ 169-172 nævnte tilfælde, påser, at særligt hensyn tages til

vidnet eller den, der har krav på hemmeligholdelse, og at retten i dette øjemed

kan bestemme, at dørene skal lukkes, medens forklaringen afgives, eller forbyde

offentlig gengivelse af forklaringen. Overtrædelse af rettens forbud straffes med

bøde. Med den foreslåede ændring af bestemmelsen kommer dette også til at

gælde for så vidt angår vidnefritagelse efter den foreslåede § 172 a.

Til nr. 3 (§ 183, stk. 3, 2. pkt.)

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 183, stk. 3, 1. pkt., bestem-

mer retten, hvordan og ved hvem afhøring af børn under 15 år skal ske. Med det

foreslåede § 183, stk. 3, 2. pkt., kommer dette også til at gælde for personer, der

175

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

er blevet videoafhørt efter § 745 e (der foreslås ændret ved lovudkastets § 1, nr.

5-7), eller hvis retten bestemmer, at afhøringen af en person, som opfylder betin-

gelserne i § 745 e, stk. 1, skal ske som videoafhøring.

Den foreslåede bestemmelse indebærer bl.a., at retten bestemmer, hvordan og

ved hvem afhøring under hovedforhandlingen af personer, der er blevet videoaf-

hørt, skal ske. Det vil gælde, uanset om videoafhøringen er foretaget af politiet i

medfør af retsplejelovens § 745 e eller indenretligt i medfør af § 183, stk. 3. Be-

stemmelsen kan f.eks. være relevant i tilfælde, hvor en person, der er blevet vi-

deoafhørt, giver samtykke til at blive afhørt under hovedforhandlingen, selv om

den pågældende efter det foreslåede § 172 a, stk. 1, ikke har pligt hertil, eller i til-

fælde, hvor retten i medfør af det foreslåede § 172 a, stk. 2, meddeler den pågæl-

dende pålæg om at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen. Der

henvises til lovudkastets § 1, nr. 1.

Efter bestemmelsen vil retten f.eks. kunne bestemme, at afhøringen af den video-

afhørte person under hovedforhandlingen skal foregå på den måde, at videoafhø-

ringen først afspilles, hvorefter der stilles supplerende spørgsmål til den pågæl-

dende. Udgangspunktet bør være, at afhøringen gennemføres på denne måde.

Det vil efter omstændighederne f.eks. også kunne bestemmes, at afhøringen af

personen ikke skal finde sted i retssalen, men et andet og mere børne- og unge-

venligt sted, f.eks. på en dommers kontor.

Den foreslåede bestemmelse giver endvidere mulighed for, at retten

–

på samme

måde som det i dag gælder for børn under 15 år

–

kan bestemme, at en indenret-

lig afhøring under efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 747 af en per-

son, der opfylder betingelserne i § 745 e, stk. 1, skal foretages som en videoafhø-

ring. Der er ikke tilsigtet nogen ændring af den fremgangsmåde, der anvendes

ved sådanne indenretlige videoafhøringer.

Der henvises i øvrigt til kapitel 10, afsnit 6.1.

176

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Til nr. 4 (§ 731 a)

Der er tale om en sproglig forenkling af bestemmelsen. I den forbindelse foreslås

det, at der indsættes en henvisning til retsplejelovens § 745 e om videoafhøring

(der foreslås ændret ved lovudkastets § 1, nr. 5-7). Det foreslås desuden, at orde-

ne ”mistænkt eller sigtet” ændres til ”mistænkt”. Der er ikke herved tilsigtet no-

gen ændring af retstilstanden.

Herudover kommer det med den foreslåede affattelse af bestemmelsen til at

fremgå, at pligten til forsvarerbeskikkelse også gælder ved indenretlige videoaf-

høringer efter § 183, stk. 3.

Til nr. 5 (§ 745 e, stk. 1 og 2)

Efter gældende ret kan videoafhøring af børn på 13 år og derover med henblik på

anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen kun ske, hvis der

foreligger særlige omstændigheder. Med den foreslåede bestemmelse i retspleje-

lovens § 745 e, stk. 1, udvides området for anvendelse af videoafhøring, navnlig

så videoafhøring tillige kan ske af 13-14-årige, der er forurettet ved eller vidne til

visse lovovertrædelser.

Det foreslåede

stk. 1

fastlægger de persongrupper, som er omfattet af adgangen

til at foretage videoafhøring. Med bestemmelsen kommer det endvidere til at

fremgå, at videoafhøringen foretages med henblik på anvendelse af videoopta-

gelsen som bevis under hovedforhandlingen.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke berører adgangen for politiet

og anklagemyndigheden til at foretage lyd- eller billedoptagelse af afhøringer i

tilfælde, hvor dette

ikke

sker med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis

under hovedforhandlingen.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, kan der foretages videoafhøring, hvis personen

er under 13 år. Det forudsættes, at den gældende praksis for videoafhøring af

børn på 12 år eller derunder i det hele videreføres i medfør af denne bestemmel-

se.

177

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, indebærer, at øvrige børn under 15 år i en række

nærmere opregnede tilfælde kan videoafhøres.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra a, kan der således foretages videoafhøring

af børn under 15 år, hvis efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelo-

vens § 210 om incest eller kapitel 24 om seksualforbrydelser.

Der vil således kunne foretages videoafhøring af børn i alderen 13-14 år i alle sa-

ger, hvor efterforskningen vedrører incest eller en seksualforbrydelse. Det gæl-

der, uanset om barnet selv er forurettet ved eller alene er vidne til den formodede

forbrydelse.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra b, kan der foretages videoafhøring af børn

under 15 år, hvis efterforskningen vedrører en overtrædelse af straffelovens §

237 (drab) eller §§ 244-246 (vold), hvor barnet eller barnets nærmeste er foruret-

tet, og den mistænkte er en af barnets nærmeste (familievold).

Dette vil også gælde, hvis efterforskningen vedrører forsøg på overtrædelse af en

af de ovennævnte bestemmelser.

Ved ”nærmeste” forstås sådanne personer,

som er omfattet af retsplejelovens §

171 om vidnefritagelse, dvs. som udgangspunkt bl.a. slægtninge i lige linje, sø-

skende og sted- og plejeforældre.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra b, indebærer, at der kan foretages videoafhøring i

alle tilfælde, hvor der er mistanke om vold begået mod et barn i alderen 13-14 år

af et medlem af barnets familie eller af f.eks. en af barnets forældre mod den an-

den forælder eller barnets søskende. Derimod vil sager om vold begået mod en

13-14-årig af en fremmed person ikke være omfattet af bestemmelsen. Heller ik-

ke tilfælde, hvor en 13-14-årig formodes at være vidne til f.eks. vold begået af

barnets forældre eller søskende mod en fremmed person, vil være omfattet.

Der vil i alle tilfælde, hvor der foretages videoafhøring i medfør af stk. 1, nr. 2,

litra b, skulle vejledes om vidnefritagelsesreglerne i retsplejelovens § 171.

178

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

Det bemærkes, at der i tilfælde, som ikke er omfattet af det foreslåede stk. 1, nr.

2, efter omstændighederne vil kunne foretages videoafhøring efter det foreslåede

stk. 1, nr. 3, der indeholder en opsamlingsbestemmelse for øvrige børn og unge

under 18 år, jf. nærmere nedenfor.

Det bemærkes endvidere, at politiet og anklagemyndigheden ikke nødvendigvis

vil skulle foretage videoafhøring, selv om en sag er omfattet af det foreslåede stk.

1, nr. 2. Videoafhøring vil således eksempelvis kunne undlades, hvis barnet vur-

deres ikke at have behov for, at denne fremgangsmåde anvendes. Endvidere bør

der ikke foretages videoafhøring, hvis det står klart, at en vidneforklaring fra

barnet ikke er nødvendig for at føre straffesagen, f.eks. fordi der er andre vidner i

sagen, eller fordi der er tilstrækkelige tekniske beviser til, at anklagemyndighe-

den vurderer, at der kan ske domfældelse

–

f.eks. for en blufærdighedskrænkelse

begået over internettet. Der kan også være tilfælde, hvor det efter en indledende

afhøring af barnet står klart, at der ikke er grundlag for at fortsætte efterforsknin-

gen.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, kan der foretages videoafhøring, hvis personen

er under 18 år, og særlige omstændigheder taler for herfor.

Der er tale om en opsamlingsbestemmelse. Udgangspunktet vil være, at børn og

unge under 18 år, der ikke er omfattet af de foreslåede stk. 1, nr. 1 eller 2, skal

afgive forklaring i retten.

Der vil ikke efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, kunne foretages videoafhøring med

det formål at sikre barnets eller den unges hukommelse eller undgå påvirkning

fra familien eller andre. Formålet skal være at beskytte barnet eller den unge.

Om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at et barn eller en ung under

18 år bør videoafhøres efter den foreslåede opsamlingsbestemmelse, vil bero på

en konkret vurdering af overtrædelsens art, omstændighederne ved forbrydelsen

og barnets eller den unges personlige forhold, herunder alder og psykiske udvik-

ling og tilstand. Videoafhøring bør anvendes, hvis det på baggrund af denne kon-

krete vurdering må antages, at barnet eller den unge har særlige beskyttelsesbe-

hov, som vil kunne imødekommes ved, at der foretages videoafhøring, der kan

179

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 270: Høringsliste og betænkning af videoafhøring af børn, fra justitsministeren

anvendes som bevis i retten, frem for at barnet eller den unge skal afhøres under

hovedforhandlingen.

Det bemærkes, at der under alle omstændigheder bør foretages videoafhøring,

hvis barnet eller den unge har en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funkti-

onsnedsættelse, og der, hvis den pågældende havde været 18 år eller derover,

ville have været mulighed for videoafhøring efter det foreslåede stk. 1, nr. 4, om

voksne med en sådan lidelse eller funktionsnedsættelse, jf. nærmere nedenfor.

Nedenfor er spørgsmålet om, hvornår der foreligger sådanne særlige omstændig-

heder, at der bør foretages videoafhøring efter opsamlingsbestemmelsen, nærme-

re beskrevet for henholdsvis børn i alderen 13-14 år, der ikke er omfattet af det

foreslåede stk. 1, nr. 2 (om sager om seksualforbrydelser og familievold), og un-

ge i alderen 15-17 år. Det må imidlertid understreges, at der ikke er tale om en

udtømmende beskrivelse, idet spørgsmålet om, hvorvidt der bør foretages video-

afhøring, i alle tilfælde vil bero på en konkret vurdering af omstændighederne i

sagen.

Børn i alderen 13-14 år vil kunne videoafhøres efter opsamlingsbestemmelsen,

hvis der efter en konkret vurdering er et lige så tungtvejende behov for at beskyt-

te barnet som i de sager, der er nævnt i det foreslåede stk. 1, nr. 2 (om sager om

seksualforbrydelser og familievold).

Videoafhøring af et barn i alderen 13-14 år som forurettet eller vidne i medfør af

opsamlingsbestemmelsen vil bl.a. kunne være relevant i sager om alvorlig per-

sonfarlig kriminalitet, ulovlig tvang (straffelovens § 260), frihedsberøvelse (§

261) eller menneskehandel (§ 262 a), hvis sagen konkret vurderes at være stærkt

belastende for barnet. Det samme gælder i andre sager, der konkret vurderes at

være stærkt belastende for barnet.

Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor barnet formodes at have været udsat for

et grovere voldsforhold begået af en person, som barnet (selv om den pågælden-

de ikke er en af dets nærmeste) er i et afhængighedsforhold til, eller hvor barnet

er i en loyalitetskonflikt. Der kan f.eks. være tale om en medarbejder på en insti-

tution, hvor barnet opholder sig, eller en anden omsorgsperson for barnet.

180