REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 268: Notat om oplysninger givet fra regeringen til udvalg inden for eller uden for Folketingets lokaliteter og om visse aspekter af lov om etablering af et udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester

Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 268
Offentligt

LOVSEKRETARIATET

NOTAT

OM OPLYSNINGER GIVET FRA REGERINGEN TIL UDVALG INDEN FOR

ELLER UDEN FOR FOLKETINGETS LOKALITETER OG OM VISSE

ASPEKTER AF LOV OM ETABLERING AF ET UDVALG OM FORSVARETS

OG POLITIETS EFTERRETNINGSTJENESTER

21. april 2015

Retsudvalget har bedt Lovsekretariatet foretage en vurdering af, hvilken

forskel – om nogen – det gør, om en minister og ministerens embedsmænd

giver oplysninger til et folketingsudvalg på andre lokaliteter end i Folketinget,

for eksempel i ministeriet, samt en vurdering af, hvorvidt lov nr. 632 af 12. juni

2013 om ændring af lov om etablering af et udvalg om forsvarets og politiets

efterretningstjenester forhindrer cheferne for Forsvarets Efterretningstjeneste

og Politiets Efterretningstjeneste i at mødes med andre af Folketingets udvalg

end Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne.

Som Lovsekretariatet forstår anmodningen, omfatter dens første del to

spørgsmål: For det første, om det, at regeringen afgiver oplysninger til et

folketingsudvalg eller en kreds af medlemmer af et folketingsudvalg uden for

Folketingets egne lokaliteter, typisk i vedkommende ministeriums lokaler, gør

en forskel – og i givet fald hvilken – for vedkommende ministers ansvar for de

oplysninger, der meddeles. For det andet, om det samme forhold gør en

forskel – og i givet fald hvilken – for, hvilke oplysninger der overhovedet kan

meddeles.

Som led i ministres retlige ansvar for deres embedsførelse påhviler der

dem en sandhedspligt over for Folketinget. Sandhedspligten har siden 1964

fremgået af ministeransvarlighedsloven, hvis § 5 har følgende ordlyd:

”§

En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed

tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller

lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Stk. 2.

Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister

giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under

folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af

væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.”

For en nærmere beskrivelse af ministres sandhedspligt over for Folketinget

kan der navnlig henvises til Jens Peter Christensen: Ministeransvar, 1997, s.

359 ff.

Ref. 14-001045-41

1/4

REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 268: Notat om oplysninger givet fra regeringen til udvalg inden for eller uden for Folketingets lokaliteter og om visse aspekter af lov om etablering af et udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester

Ud fra den forudsætning, som er indeholdt i Retsudvalgets spørgsmål –

nemlig at der er tale om at give oplysninger

til et folketingsudvalg –

er det

Lovsekretariatets opfattelse, at det ikke selvstændigt gør nogen forskel for

vedkommende ministers ansvar for oplysningerne, om overgivelsen af

oplysninger finder sted i Folketingets lokaler eller andetsteds.

Lovsekretariatet kan i den forbindelse henvise til, at ministeransvarligheds-

lovens § 5, stk. 2, generelt omtaler det, at en ”minister giver Folketinget

urigtige eller vildledende oplysninger” eller ”fortier oplysninger” uden hertil at

knytte nogen formkrav for overgivelsen af oplysninger.

For at de fysiske omstændigheder omkring overgivelsen af oplysninger til

Folketinget ikke kan tillægges selvstændig betydning, taler endvidere, at det

ikke i almindelighed anses for afgørende, om en ministers afgivelse af

oplysninger til Folketinget sker mundtligt eller skriftligt. Det betragtes således

som stridende mod sandhedspligten, såvel at en minister afgiver urigtige eller

vildledende oplysninger til Folketinget i form af f.eks. en skriftlig redegørelse,

som at dette sker f.eks. ved besvarelsen af en forespørgsel.

Det bemærkes i den forbindelse, at afgivelse af oplysninger til et

folketingsudvalg i relation til ministerens ansvar for oplysninger – selv om

bestemmelsen kun udtrykkeligt omtaler oplysninger til

Folketinget

– også må

anses for omfattet af bestemmelsen i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2.

Det vil således også stride mod sandhedspligten, hvis en minister afgiver

urigtige eller vildledende oplysninger f.eks. i et skriftligt svar på

udvalgsspørgsmål eller under et samråd.

Selv om en ministers ønske om at forlægge visse drøftelser til f.eks.

ministeriets mødelokaler frem for Folketingets lokaleområde muligvis kan

anvendes til at signalere, at ministeren opfatter drøftelserne som mindre

formelle, kan lokaliteten ikke efter Lovsekretariatets opfattelse i sig selv

bevirke, at oplysninger, der afgives i den forbindelse, ikke anses for afgivet til

udvalget (og dermed til Folketinget) og således ikke omfattes af retligt

ministeransvar.

Også for så vidt angår oplysninger, som ikke afgives af ministeren

personlig, men af dennes embedsmænd, er det Lovsekretariatets opfattelse,

at lokaliteten, hvor oplysningerne gives, ikke i sig selv har betydning for

vurderingen af, i hvilket omfang en minister kan blive ansvarlig for

oplysninger, der afgives. Heller ikke i sådanne tilfælde er det således efter

Lovsekretariatets opfattelse i sig selv afgørende for ansvarsspørgsmålet, om

oplysningerne afgives i Folketingets lokaler eller andre steder. Spørgsmålet

om, i hvilket omfang en minister kan blive ansvarlig for oplysninger afgivet af

embedsmænd, må derimod vurderes ud fra andre omstændigheder. Der kan i

2/4

den forbindelse bl.a. henvises til bestemmelsen i ministeransvarlighedslovens

§ 3, om en ministers ansvar for underordnedes handlinger.

Med hensyn til spørgsmålet om lokalitetens eventuelle betydning for, hvilke

oplysninger der overhovedet kan meddeles, forstår Lovsekretariatet dette som

et spørgsmål, der knytter sig til særlig følsomme eller fortrolige oplysninger.

Lovsekretariatet skal i den forbindelse pege på, at det ikke er usædvanligt, at

Folketingets udvalg og medlemmer modtager fortrolige oplysninger fra

regeringen som led i det parlamentariske arbejde. Der kan herom generelt

henvises til gennemgangen af regler om fortrolighed og tavshedspligt i

”Håndbog i folketingsarbejdet” (2011), s. 51 ff.

Uden at have nærmere sagkundskab inden for sikkerhedsprocedurer m.v. kan

Lovsekretariatet ikke udelukke, at der kan tænkes situationer, hvor særlige,

praktiske sikkerhedshensyn fører til, at det må foretrækkes at give bestemte

oplysninger til folketingsmedlemmer på en lokalitet uden for Folketingets

lokaleområde. Lovsekretariatet kan umiddelbart forestille sig, at det f.eks. kan

være aktuelt, hvis det er nødvendigt, at en fortrolig orientering gives i et rum,

som er sikret mod aflytning på en måde, som ikke kan tilgodeses i

Folketingets lokaler.

Uden for sådanne tilfælde kan Lovsekretariatet ikke umiddelbart forestille sig,

at det forhold, at der er tale om særlig fortrolige eller følsomme oplysninger,

kan begrunde, at det gør en forskel med hensyn til, hvorvidt oplysninger kan

overgives til Folketinget, om overgivelsen sker i eller uden for Folketingets

egne lokaler.

Sammenfattende er det Lovsekretariatets opfattelse, at den lokalitet, hvor

oplysningerne overgives, ikke i sig selv er bestemmende for, hvilke

oplysninger ministre og embedsmænd kan give til Folketinget og dets udvalg,

eller for vedkommende ministers retlige ansvar for sådanne oplysninger, dog

med det forbehold, at Lovsekretariatet ikke kan udelukke, at der kan foreligge

særlige, praktiske sikkerhedshensyn, som kan føre til, at det må foretrækkes

at give bestemte oplysninger til folketingsmedlemmer på en lokalitet uden for

Folketingets lokaleområde.

Ved lov nr. lov nr. 632 af 12. juni 2013 om ændring af lov om etablering af

et udvalg om forsvarets og politiets efterretningstjenester, som trådte i kraft

den 1. januar 2014, blev det såkaldte kontroludvalgs beføjelser over for

efterretningstjenesterne på visse punkter udvidet. Bl.a. indførtes en ny

bestemmelse i lovens § 2, stk. 4, om, at udvalget kan anmode

justitsministeren og forsvarsministeren om at foranledige, at cheferne for

henholdsvis politiets og forsvarets efterretningstjeneste er til stede i

forbindelse med et udvalgsmøde med henblik på at besvare spørgsmål.

3/4

Om den pågældende nye bestemmelse er følgende anført i lovforslagets

almindelige bemærkninger (lovforslag nr. L 162, folketingsåret 2012-13,

almindelige bemærkninger til lovforslaget, afsnit 4.4.):

”Som led i at sikre udvalget bedst mulig indseende med

efterretningstjenesterne foreslår regeringen desuden, at udvalget kan

anmode justitsministeren og forsvarsministeren om at foranledige, at

cheferne for henholdsvis politiets og forsvarets efterretningstjeneste

er til stede i forbindelse med et udvalgsmøde med henblik på – inden

for de ovennævnte rammer – at bistå ministrene med at besvare

spørgsmål fra udvalgsmedlemmerne. Det forudsættes, at en

anmodning fra udvalget som altovervejende hovedregel

imødekommes. Det bemærkes i den forbindelse, at det allerede i dag

er fast praksis, at cheferne for PET og FE er til stede ved de

udvalgsmøder, hvor justitsministeren og forsvarsministeren deltager,

ligesom det er cheferne for de to efterretningstjenester, som giver

udvalget årlige orienteringer mv., jf. under pkt. 3.3.”

Af de specielle bemærkninger til bestemmelsen fremgår følgende:

”Efter forslaget til

§ 2, stk. 4,

kan udvalget anmode justitsministeren

og forsvarsministeren om at foranledige, at cheferne for henholdsvis

politiets og forsvarets efterretningstjeneste er til stede i forbindelse

med et udvalgsmøde med henblik på at besvare spørgsmål. Det

forudsættes, at den ansvarlige minister, på hvis vegne besvarelsen af

spørgsmål sker, også deltager. I praksis er cheferne for PET og FE

allerede i dag til stede ved alle udvalgsmøder, hvor justitsministeren

og forsvarsministeren deltager, og det er også i vid udstrækning

cheferne for efterretningstjenesterne, som på møderne orienterer

udvalget om tjenesternes virksomhed.”

Der synes hverken i bestemmelsens ordlyd eller i bemærkningerne til

lovforslaget at være holdepunkter for, at det skulle være hensigten med den

nye ordning at begrænse mulighederne for, at cheferne for

efterretningstjenesterne kan deltage i møder med andre folketingsudvalg end

Udvalget vedrørende Efterretningstjenesterne, i forhold til det tidligere

gældende. I mangel af sådanne konkrete holdepunkter er det

Lovsekretariatets opfattelse, at lovændringen ikke indebærer, at cheferne for

efterretningstjenesterne vil kunne deltage i møder med andre folketingsudvalg

i mindre omfang end før.

4/4