Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 265
Offentligt
Ansattes retsstilling under insolvensbehandling
Afgivet af Konkursrådet
Betænkning nr. 1555
København 2015
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
1519879_0002.png
Publikationen kan bestilles
via Justitsministeriets hjemmeside (
www.justitsministeriet.dk
)
eller hos
Rosendahls - Schultz Distribution
Herstedvang 10
2620 Albertslund
Telefon 43 22 73 00
Fax: 43 63 19 69
[email protected]
http://jm.schultzboghandel.dk
ISBN: 978-87-92760-10-4
ISBN internet: 978-87-92760-18-0
Tryk: Rosendahls A/S
Pris: 100 kr. pr. bog inkl. moms
2
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
3
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Indholdsfortegnelse:
Indholdsfortegnelse: .................................................................................................3
Del I: Indledning mv. ...............................................................................................7
Kapitel 1. Indledning................................................................................................8
1.1. Konkursrådets kommissorium ..........................................................................8
1.2. Konkursrådets sammensætning.........................................................................9
1.3. Konkursrådets arbejde.....................................................................................10
Kapitel 2. Sammenfatning......................................................................................11
2.1. Oversigt over betænkningens indhold.............................................................11
2.2. Sammenfatning af Konkursrådets forslag .......................................................12
Del II: Ansattes retsstilling under insolvensbehandling.........................................21
Afsnit A – Ansattes retsstilling under konkursbehandling Kapitel 3.....................22
Kapitel 3. Gældende ret i hovedtræk......................................................................23
3.1. Baggrund .........................................................................................................23
3.2. Kort om konkurslovens § 95 ...........................................................................23
3.3. Kort om sammenhængen med lov om Lønmodtagernes Garantifond ............26
Kapitel 4. Lønprivilegiet ........................................................................................28
4.1. Opretholdelse af lønprivilegiet........................................................................28
4.1.1. Gældende ret ................................................................................................28
4.1.1.1. Konkursloven ............................................................................................28
4.1.1.2. Lov om Lønmodtagernes Garantifond ......................................................31
4.1.2. Konkursrådets overvejelser ..........................................................................33
4.2. Afgrænsning af lønprivilegiet .........................................................................38
4.2.1. Gældende ret ................................................................................................38
4.1.1.1. Konkursloven ............................................................................................38
4.2.1.2. Lov om Lønmodtagernes Garantifond ......................................................38
4.2.2. Konkursrådets overvejelser ..........................................................................39
4.2.2.1. Afgrænsning af konkurslovens § 95 .........................................................39
4
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
4.2.2.2. Dækningslofter og størrelser .....................................................................45
4.2.2.2.1. Arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag .......................................................47
4.2.2.2.2. Feriegodtgørelse .....................................................................................50
4.2.2.2.3. Frit valg-løn............................................................................................55
4.2.2.3. Opsummering mv......................................................................................59
4.3. Kravstyper .......................................................................................................64
4.3.1. Gældende ret ................................................................................................64
4.3.2. Konkursrådets overvejelser ..........................................................................65
Kapitel 5. Henstand med løn ..................................................................................68
5.1. Gældende ret ...................................................................................................68
5.2. Konkursrådets overvejelser .............................................................................71
Kapitel 6. Ledelsen.................................................................................................77
6.1. Gældende ret ...................................................................................................77
6.2. Henvendelse til Konkursrådet fra FTF............................................................79
6.3. Afgrænsning ....................................................................................................80
6.4. Nordisk ret.......................................................................................................83
6.4.1. Norge............................................................................................................83
6.4.2. Sverige..........................................................................................................84
6.5. Konkursrådets overvejelser .............................................................................84
Kapitel 7. SKATs krav på A-skat og AM-bidrag ..................................................92
7.1. Gældende ret ...................................................................................................92
7.2. Konkursrådets overvejelser i relation til arbejdsgiverens konkurs .................94
7.3. Konkursrådets overvejelser i relation til rekonstruktionsbehandling..............97
Kapitel 8. Minimalerstatning og godtgørelser .....................................................102
8.1. Minimalerstatning .........................................................................................102
8.1.1. Gældende ret ..............................................................................................102
8.1.2. Tidligere overvejelser.................................................................................103
8.1.3. Konkursrådets overvejelser ........................................................................104
8.2. Godtgørelser ..................................................................................................110
8.2.1. Gældende ret ..............................................................................................110
8.2.2. Konkursrådets overvejelser ........................................................................115
Kapitel 9. Konkursregulering...............................................................................122
9.1. Gældende ret .................................................................................................122
9.2. Konkursrådets overvejelser ...........................................................................124
5
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 10. Løbende udbetaling af erstatning i opsigelsesperioden.....................130
10.1. Gældende ret ...............................................................................................130
10.2. Konkursrådets overvejelser .........................................................................131
Afsnit B – Ansattes retsstilling under rekonstruktionsbehandling.......................139
Kapitel 11. Gældende ret i hovedtræk..................................................................140
11.1. Gældende ret ...............................................................................................140
11.1.1. Konkursloven ...........................................................................................140
11.1.2. Lov om Lønmodtagernes Garantifond .....................................................142
Kapitel 12. Ansatte som ikke fortsat beskæftiges hos skyldneren .......................145
12.1. Gældende ret ...............................................................................................145
12.2. Konkursrådets overvejelser .........................................................................146
Kapitel 13. Fortsat beskæftigede ansattes § 95-krav............................................157
13.1. Konkursrådets overvejelser .........................................................................157
Kapitel 14. Fortsat beskæftigede ansattes § 94-krav............................................164
14.1. Gældende ret ...............................................................................................164
14.2. Konkursrådets overvejelser .........................................................................165
14.2.1. Ophævelse af sikkerhedsstillelsesregel ....................................................165
14.2.2. Videreførelse af låneordning....................................................................174
14.2.3. Medarbejdere der opsiges efter at have været beskæftiget under
rekonstruktionsbehandlingen ...............................................................................178
Kapitel 15. Virksomhedsoverdragelser under rekonstruktionsbehandling ..........180
15.1. Gældende ret ...............................................................................................180
15.2. Konkursrådets overvejelser .........................................................................182
15.2.1. Ligestilling af rekonstruktions- og konkursbehandling ...........................182
15.2.2. Muligheden for at foretage virksomhedsoverdragelser under
rekonstruktionsbehandling ...................................................................................186
Afsnit C – Andre emner .......................................................................................198
Kapitel 16. Benyttelse af opsagte ansatte.............................................................199
16.1. Konkursboets manglende ret til at benytte opsagte ansattes arbejdskraft i
opsigelsesperioden ...............................................................................................199
6
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 17. Varslingsloven...................................................................................201
17.1. Gældende ret ...............................................................................................201
Kapitel 18. Ansattes overdragelse af krav mod LG .............................................203
18.1. Gældende ret ...............................................................................................203
18.2. Konkursrådets overvejelser .........................................................................204
Kapitel 19. Procesretlige overvejelser..................................................................208
19.1. Gældende ret ...............................................................................................208
19.2. Konkursrådets overvejelser .........................................................................210
19.3. Inddragelse af LG i en fordringsprøvelsessag.............................................214
19.4. Forenklet anmeldelsesprocedure .................................................................217
Kapitel 20. Internationale aspekter ......................................................................221
20.1. Konkursloven ..............................................................................................221
20.2. Lov om Lønmodtagernes Garantifond ........................................................222
20.2.1. Arbejdsgiveren under dansk konkursbehandling .....................................222
20.2.1.1. Ansatte der sædvanligvis udfører deres arbejde i et andet EU/EØS-
land……………………………………………………………………………...222
20.2.1.2. Ansatte der sædvanligvis udfører deres arbejde uden for EU/EØS ......224
20.2.2. Arbejdsgiveren kan ikke erklæres konkurs i Danmark ............................225
20.3. Konklusion ..................................................................................................227
Del III: Lovudkast ................................................................................................228
Kapitel 21. Lovudkast og bemærkninger .............................................................229
21.1. Lovudkast ....................................................................................................229
21.2. Bemærkninger til lovudkastet .....................................................................237
7
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Del I: Indledning mv.
8
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 1
Indledning
1.1. Konkursrådets kommissorium
Konkursrådet blev nedsat den 12. januar 2001 som stående udvalg og afgiver efter
Justitsministeriets anmodning indstilling om ændringer i konkursloven med
henblik på reform af denne lovgivning.
Ved brev af 17. december 2009 har Justitsministeriet anmodet Konkursrådet om at
overveje udformningen af lønprivilegiet i konkurslovens § 95 og lønmodtagernes
retsstilling under insolvensbehandling i almindelighed. Brevet er sålydende:
”Konkursrådet afgav den 10. juni 2009 en udtalelse om de fælles henvendelser fra
LO og DA vedrørende ændring af konkurslovens § 95 – placeringen i
konkursordenen af lønmodtageres krav på indestående på en Fritvalgs
Lønkonto/særlig
opsparing
og
på
ikke-indbetalte
arbejdsgiverbidrag
til
lønmodtagerens pensionsordning.
Konkursrådet anbefalede i udtalelsen, at det præciseres i konkursloven, at
tilgodehavender på en fritvalgslønkonto/særlig opsparing og lignende ordninger,
der er optjent før konkursdekretets afsigelse, men som først kræves udbetalt efter
dette tidspunkt, omfattes af lønprivilegiet, uanset hvornår kravet er optjent. På
baggrund af Konkursrådets anbefaling fremsatte justitsministeren den 7. oktober
2009 et forslag til lov om ændring af konkursloven (Behandlingen i konkurs af
indeståender på fritvalgsordninger) (L 29), som blev vedtaget uændret af
Folketinget ved 3. behandlingen den 10. december 2009.
Konkursrådet anførte endvidere i sin udtalelse, at rådet på et senere tidspunkt vil
underkaste udformningen af lønprivilegiet i konkurslovens § 95 og lønmodtageres
9
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
retsstilling under insolvensbehandling i almindelighed mere principielle og
generelle overvejelser, og at rådet i den forbindelse på ny vil overveje spørgsmålet
om den konkursretlige beskyttelse af pensionsbidrag.
Konkursrådet har netop afsluttet arbejdet med en betænkning om rekonstruktion
mv., og Konkursrådet skal herefter behandle spørgsmålet om konkurskarantæne.
Justitsministeriet skal herved anmode Konkursrådet om derefter at overveje
udformningen af lønprivilegiet i konkurslovens § 95 og lønmodtageres retsstilling
under insolvensbehandling i almindelighed.
Til orientering vedlægges Justitsministeriets besvarelse af Retsudvalgets
spørgsmål nr. 2 vedrørende ovennævnte lovforslag nr. L 29.”
1.2. Konkursrådets sammensætning
Konkursrådet
havde
ved
afgivelsen
af
denne
betænkning
følgende
sammensætning:
Professor, dr. jur. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen (formand)
Professor, ph.d. Lasse Højlund Christensen (indstillet af Københavns Universitet
og Aarhus Universitet)
Advokat Knud K. Damsgaard (indstillet af Advokatrådet)
Dommer Torben Kuld Hansen (indstillet af Den Danske Dommerforening)
Statsautoriseret revisor Henry Heiberg (indstillet af Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer og Foreningen af Registrerede Revisorer)
Chefkonsulent Wicki Øland Jensen (indstillet af Skatteministeriet)
Statsadvokat Morten Niels Jakobsen (indstillet af Rigsadvokaten)
Kontorchef Sidsel Nordengaard (indstillet af Erhvervs- og Vækstministeriet)
Retsassessor Bente Højmose Thrane (indstillet af Dommerfuldmægtigforeningen)
Kontorchef Henrik Hjort Elmquist (udpeget af Justitsministeriet)
Advokat Nete Weber (betragtes som indstillet af Danske Advokater)
10
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Som sekretær for rådet har fungeret konsulent Dan Bjerring og fuldmægtig Marie
Mølsted.
1.3. Konkursrådets arbejde
Konkursrådet indledte arbejdet med kommissoriet i efteråret 2011.
Konkursrådet har efter afgivelsen af rådets betænkning nr. 1525/2011 om
konkurskarantæne mv. afholdt 14 heldagsmøder og et halvdagsmøde.
Konkursrådet har i forbindelse med arbejdet afholdt en række møder med
repræsentanter for Beskæftigelsesministeriet og Lønmodtagernes Garantifond.
Herudover har Konkursrådets formand og sekretær endvidere afholdt et møde
med repræsentanter for LO og DA, et møde med LO, herunder med deltagelse af
en række faglige organisationer under LO, samt et møde med en række andre
faglige organisationer.
Konkursrådet afgiver hermed en betænkning om ansattes retsstilling under
insolvensbehandling og afslutter således kommissoriet herom.
Betænkningen er afgivet enstemmigt.
København, den 16. april 2015
Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen
(formand)
Lasse Højlund Christensen
Knud K. Damsgaard
Torben Kuld Hansen
Henry Heiberg
Wicki Øland Jensen
Morten Niels Jakobsen
Sidsel Nordengaard
Bente Højmose Thrane
Henrik Hjort Elmquist
Nete Weber
_____________
Marie Mølsted
11
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 2
Sammenfatning
2.1. Oversigt over betænkningens indhold
Betænkningen er opdelt i tre dele. Del I indeholder betænkningens indledende
kapitler. I kapitel 1 redegøres der for Konkursrådets kommissorium,
sammensætning og arbejde med nærværende betænkning. Kapitel 2 indeholder en
oversigt over og sammenfatning af Konkursrådets overvejelser og forslag.
Del II omhandler ansattes retsstilling under insolvensbehandling og indeholder
Konkursrådets overvejelser og forslag. Del II er opdelt i afsnit I om ansattes
retsstilling under konkursbehandling, afsnit II om ansattes retsstilling under
rekonstruktionsbehandling og afsnit III om andre emner.
Afsnit I indeholder kapitel 3-10. I kapitel 3 foretages en gennemgang af gældende
ret i hovedtræk vedrørende ansattes retsstilling under konkursbehandling. Kapitel
4 omhandler Konkursrådets overvejelser om, hvorvidt konkursloven fortsat bør
indeholde et lønprivilegium, og hvordan dette privilegium bør afgrænses fremover
i relation til tid, dækningsloft og kravstyper. Kapitel 5 indeholder Konkursrådets
overvejelser om, hvorvidt lønkrav mv., der er givet henstand med, bør omfattes af
lønprivilegiet. I kapitel 6 findes Konkursrådets overvejelser om lønprivilegiets
beskyttelse af skyldnerens øverste ledelse. Kapitel 7 handler om SKATs krav på
A-skat og AM-bidrag af løn mv., der er omfattet af lønprivilegiet. Kapitel 8
indeholder Konkursrådets overvejelser om minimalerstatning og tabsuafhængige
godtgørelser. Kapitel 9 omhandler konkursregulering. Endelig indeholder kapitel
10 Konkursrådets overvejelser om muligheden for løbende udbetaling af
erstatning i opsigelsesperioden.
12
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Afsnit II indeholder kapitel 11-15. I kapitel 11 foretages en gennemgang af
gældende
ret
i
hovedtræk
vedrørende
ansattes
retsstilling
under
rekonstruktionsbehandling. Kapitel 12 omhandler Konkursrådets overvejelser om
ansatte,
som
ikke
fortsat
beskæftiges
hos
skyldneren
under
dennes
rekonstruktionsbehandling. Kapitel 13 indeholder Konkursrådets overvejelser om
fortsat beskæftigede ansattes § 95-krav. I kapitel 14 redegøres for Konkursrådets
overvejelser om fortsat beskæftigede ansattes § 94-krav. Endelig omhandler
kapitel 15 virksomhedsoverdragelser under rekonstruktionsbehandling.
Afsnit III indeholder kapitel 16-20. I kapitel 16 behandles muligheden for at
benytte opsagte ansatte under insolvensbehandling. Kapitel 17 omhandler
varslingsloven. Kapitel 18 indeholder Konkursrådets overvejelser om ansattes
overdragelse af krav mod LG. Kapitel 19 handler om Konkursrådets procesretlige
overvejelser. Endelig omhandler kapitel 20 internationale aspekter af ansattes
retsstilling under insolvensbehandling.
Betænkningens del III indeholder i kapitel 21 Konkursrådets lovudkast samt
bemærkninger til udkastets enkelte bestemmelser.
2.2. Sammenfatning af Konkursrådets forslag
Konkursrådets anbefalinger i denne betænkning skal ses som en samlet pakke,
idet en række anbefalinger er indbyrdes sammenhængende og således efter
Konkursrådets opfattelse ikke bør gennemføres hver for sig, da de enkelte
elementer isoleret set vil kunne forrykke den samlede balance mellem forskellige
hensyn til bl.a. ansatte, arbejdsgivere og simple kreditorer. Konkursrådet har
således med de samlede anbefalinger tilstræbt at finde den rette balance for, hvor
langt bl.a. lønprivilegiet i konkurslovens § 95 bør række set i forhold til simple
kreditorers interesser.
Konkursrådets forslag i betænkningen indebærer, at lønprivilegiet i konkurslovens
§ 95 opretholdes, men på visse punkter forenkles eller ændres. Mange forslag vil
13
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
forbedre ansattes retsstilling under insolvensbehandling, andre forslag vil stille de
ansatte dårligere, og flere af betænkningens forslag er rekonstruktionsfremmende.
Konkursrådets forslag indebærer en betydelig forbedring af ansattes retsstilling
under rekonstruktionsbehandling. Dette kommer hovedsageligt til udtryk via
forslag til ændringer af lov om Lønmodtagernes Garantifond, men samspillet
mellem konkursloven og lov om Lønmodtagernes Garantifond indebærer, at der
indsættes særlige bestemmelser i lønprivilegiet som en udløber af ændringerne i
lov om Lønmodtagernes Garantifond.
Lønprivilegiet i konkurslovens § 95 foreslås ændret fra en tidsmæssig til en
beløbsmæssig afgrænsning, sådan at krav på løn mv., herunder arbejdsgiverbetalte
pensionsbidrag, dækkes op til 160.000 kr. (netto) med et tillægsloft på 10.000 kr.
(netto), hvis den ansatte har en særlig opsparingsordning (frit valg-ordning), og
krav på feriegodtgørelse dækkes med op til 80.000 kr. (netto). Forslaget har til
hensigt at forenkle konkursboernes og Lønmodtagernes Garantifonds behandling
af krav på løn mv. omfattet af § 95.
Den foreslåede afgrænsning af bestemmelsen vil indebære, at dækningen af løn
mv. under konkursbehandling får et mere klart socialt sigte, idet ansatte med høje
lønninger oftere vil få afskåret deres krav af de foreslåede dækningslofter end
ansatte med lave lønninger. Det bemærkes i den forbindelse, at den foreslåede nye
beløbsmæssige afgrænsning af krav på løn mv., der bygger på en tilsvarende
afgrænsning i lov om Lønmodtagernes Garantifond, kun vil stille de ansatte
dårligere i de få tilfælde, hvor disse efter den gældende tidsmæssige afgrænsning
har lønkrav mv. ud over det foreslåede dækningsloft på 160.000 (netto). Selv i
disse tilfælde vil den ansatte kun blive stillet dårligere, hvis der er dividende til §
95-krav i konkursboet. I forhold til feriegodtgørelse vil forslaget stille de ansatte
dårligere, hvis de har krav ud over 80.000 kr. og ikke er dækket af en
feriegarantiordning.
14
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Ophævelsen af den tidsmæssige afgrænsning vil betyde, at ansatte ikke er tvunget
til at forfølge ældre lønrestancer mv. uden ugrundet ophold, hvilket er et krav efter
den gældende § 95, stk. 1, nr. 5.
Forslaget om en beløbsmæssig frem for en tidsmæssig afgrænsning vil forbedre
dækningen under konkurs af pensionsrestancer, hvilket har været efterspurgt
gennem flere år af arbejdsmarkedets parter.
Konkursrådet foreslår endelig, at lønprivilegiet udvides i relation til kravstyper,
sådan at ansattes krav på refusion af udgifter, der er afholdt på arbejdsgiverens
vegne, dækkes inden for det foreslåede dækningsloft.
Ophævelsen af den tidsmæssige afgrænsning og udvidelsen af kravstyper vil
komme såvel højt- som lavtlønnede til gode.
Forslaget om indførelse af beløbslofter i § 95 skal endvidere ses i sammenhæng
med det nedenfor omtalte forslag om at ophæve adgangen til at konkursregulere
krav omfattet af § 95.
Der henvises i øvrigt til kapitel 4.
Som en konsekvens af den foreslåede ændrede afgrænsning af lønrprivilegiet har
Konkursrådet overvejet, i hvilket omfang privilegiet skal omfatte krav på løn mv.,
som den ansatte har givet henstand med udbetaling af. Konkursrådet har i den
forbindelse foreslået, at privilegiet skal omfatte krav på løn mv., uanset om der er
givet henstand med kravet. Et lønkrav mv. er således som udgangspunkt kun
fortabt, hvis det følger af almindelige obligationsretlige principper, herunder
reglerne om forældelse af fordringer. Konkursrådet har lagt vægt på, at en sådan
retsstilling indebærer en betydelig regelforenkling, ligesom den vil kunne
forebygge risikoen for at arbejdsgiveren tages under insolvensbehandling.
15
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Forslaget indebærer, at det også foreslås, at henstand ikke skal angives som et
udtrykkeligt kriterium ved vurderingen af, om en nærstående er omfattet af
lønprivilegiet.
Der henvises i øvrigt til kapitel 5.
Konkursrådet foreslår en snæver udvidelse af den personkreds, der er omfattet af
beskyttelsen i § 95. Konkursrådet foreslår således, at ansatte, der selv om de er en
del af skyldnerens øverste ledelse, uanset de ikke anses for at udføre arbejde i
skyldnerens tjeneste, vil kunne tillægges privilegium, såfremt det under hensyn til
virksomhedens art, offentligretlig
regulering eller tilskud og løn- og
ansættelsesvilkår findes rimeligt begrundet. Udvidelsen vil ikke finde anvendelse i
forhold til skyldnerens nærstående.
Udvidelsen har baggrund i, at visse ledere, herunder f.eks. en række ledere af
pædagogiske institutioner, efter gældende ret nægtes privilegium, selv om de
f.eks. på grund af offentligretlig regulering ikke har samme beføjelser og
kompetencer, som f.eks. direktører i de fleste selskaber normalt har. Konkursrådet
har i den forbindelse lagt vægt på, at den gældende afgrænsning ikke tager
tilstrækkelig højde for denne type leder, der ikke fandtes (i samme omfang), da
principperne bag den gældende personelle afgrænsning af lønprivilegiet blev
udformet.
Der henvises i øvrigt til kapitel 6.
SKATs krav på A-skat og AM-bidrag er efter gældende ret på baggrund af en
dom fra Højesteret omfattet af lønprivilegiet, i det omfang selve lønkravet er
omfattet heraf. Konkursrådet har overvejet, om lønprivilegiet fortsat bør omfatte
skattedelen af den løn, som er omfattet, eller om lønprivilegiet kun skal omfatte
ansattes krav på nettoløn. Idet Konkursrådet af flere årsager ikke finder grundlag
for at foreslå sidstnævnte løsning, på trods af at hensynene bag lønprivilegiet ikke
som sådan begrunder den gældende retsstilling, foreslår Konkursrådet, at det
16
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
udtrykkeligt kommer til at fremgå af konkurslovens § 95, at privilegiet omfatter
skattedelen af de af bestemmelsen beskyttede krav på løn mv.
Der henvises i øvrigt til kapitel 7.
Konkursrådet foreslår en ændring, der skal tage højde for, at ansattes krav på
minimalerstatning ikke er omfattet af lønprivilegiet, i det omfang det ikke udgør et
egentligt tab. Konkursrådet finder det således ikke rimeligt begrundet, at krav på
dobbelt løn skal gå forud for simple kreditorers krav, der er udtryk for et tab. Det
bemærkes, at forslaget kun får betydning for funktionærers krav på
minimalerstatning under konkurs, og at forslaget ikke får betydning for ansatte,
der
ikke
har
held
til
at
blive
ansat
andetsteds
i
løbet
af
minimalerstatningsperioden.
Konkursrådet foreslår ud fra samme hensyn en ændring, der skal tage højde for, at
tabsuafhængige fratrædelsesgodtgørelser, der ikke kommer til udbetaling pga. en
krænkelse af den ansatte, kun omfattes af privilegiet, i det omfang de udgør et tab.
Sådanne
godtgørelser
kan
efter
retspraksis
anses
som
et
forlænget
opsigelsesvarsel, og Konkursrådet foreslår på den baggrund, at de opgøres som et
krav på erstatning i opsigelsesperioden.
Forslaget vil stille funktionærer, der har været ansat hos skyldneren i mindst 12 år,
dårligere end efter gældende ret, fordi deres krav på godtgørelse efter
funktionærlovens § 2 a på nuværende tidspunkt anerkendes som fuldt ud
privilegerede. Forslaget får imidlertid kun betydning i tilfælde af konkurs og i
forhold til funktionærer, der har held til at blive ansat andetsteds i deres tekniske
opsigelsesperiode,
jf.
kapitel
10,
eller
som
i
øvrigt
ikke
opfylder
tabsbegrænsningspligten. Det samme vil i praksis gøre sig gældende i forhold til
ansatte, der har aftalt funktionærstatus, herunder krav på godtgørelse efter
princippet i funktionærlovens § 2 a.
17
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Ansatte, der ikke er funktionærer eller ikke har aftalt funktionærstatus, men som
på
andet
grundlag,
herunder
i
deres
overenskomst,
har
ret
til
en
fratrædelsesgodtgørelse, der ikke begrundes i en krænkelse, stilles i relation til
retsspraksis bedre end efter gældende ret, idet retspraksis hverken helt eller delvist
anerkender kravet som privilegeret, men henfører det til § 98.
Forslaget om fratrædelsesgodtgørelser har sammenhæng med forslaget om
konkursregulering.
Der henvises i øvrigt til kapitel 8.
Konkursrådet foreslår, at det ikke længere skal være muligt at konkursregulere
krav, der er omfattet af lønprivilegiet. Forslaget er begrundet i, at konkursboet bør
anerkende den indgåede arbejdsaftale fuldt ud, dog således at kun egentlige tab
omfattes af privilegiet. Forslaget vil være en fordel for de ansatte, men
rækkevidden af forslaget begrænses af de foreslåede dækningslofter.
Der henvises i øvrigt til kapitel 9.
Konkursrådet foreslår, at ansattes krav på erstatning i opsigelsesperioden skal
opgøres efter hver lønperiode i stedet for en samlet opgørelse set over hele
opsigelsesperioden. Forslaget er en fordel for de ansatte, idet modsvarende
indtægt i en senere lønperiode ikke som efter gældende ret skal modregnes i
erstatningen for en tidligere lønperiode. Forslaget vil endvidere give
Lønmodtagernes Garantifond mulighed for at udbetale erstatning løbende, når
hver lønperiode er tilendebragt.
Forslaget aktualiserer et forslag om tekniske lønperioder vedrørende krav, der
ikke relaterer sig til en bestemt lønperiode. Dette forslag er i sammenhæng med
opgørelse af erstatning efter hver lønperiode nødvendigt med henblik på at sikre,
at der foretages en reel erstatningsopgørelse vedrørende disse krav.
18
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Der henvises i øvrigt til kapitel 10.
Konkursrådet foreslår, at rekonstruktionsbehandling bliver udbetalingsgrund efter
lov om Lønmodtagernes Garantifond. Dette indebærer, at fonden fremover skal
betale ansattes lønkrav, der forfaldt inden rekonstruktionsbehandlingen, allerede
når der indledes rekonstruktionsbehandling, således at ansatte ikke som efter
gældende ret skal afvente rekonstruktionsbehandlingens afslutning.
Forslaget indebærer endvidere, at fonden i relation til ansatte, der ikke længere
beskæftiges af arbejdsgiveren under rekonstruktionsbehandlingen, skal udbetale
alle krav omfattet af konkurslovens § 94 og § 95, i det omfang arbejdsgiveren ikke
selv betaler dem.
Ansatte, der fortsat beskæftiges af arbejdsgiveren, skal holde sig til arbejdsgiveren
med
henblik
på
at
få
udbetalt
krav,
som
forfalder
efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning. I den forbindelse foreslår Konkursrådet,
at krav, der vedrører tiden før rekonstruktionsbehandlingens indledning, på trods
af rekonstruktørens samtykke til udbetaling heraf ikke vil kunne henføres til
konkurslovens § 94 for så vidt angår SKATs del heraf og Lønmodtagernes
Garantifonds krav på tilbagebetaling af lån.
Gennemførelse af forslaget om, at rekonstruktionsbehandling skal være
udbetalingsgrund efter lov om Lønmodtagernes Garantifond, vil indebære en
betydelig fordel for ansatte, herunder især dem, der ikke beskæftiges af
arbejdsgiveren under rekonstruktionsbehandlingen.
Forslaget aktualiserer en bestemmelse i konkurslovens § 95, som regulerer, i
hvilke tilfælde de foreslåede dækningslofter finder anvendelse på ny.
Der henvises i øvrigt til kapitel 12 og 13.
19
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet foreslår, at konkurslovens § 12 q, stk. 2, om sikkerhedsstillelse
ophæves og erstattes af en pligt for rekonstruktøren til at anmode om udbetaling af
en rekonstruktionsgaranti fra Lønmodtagernes Garantifond, som skal dække krav
efter § 94 i op til én lønperiode, hvis arbejdsgiveren ikke selv betaler det
pågældende krav. Rekonstruktionsgarantien skal gælde én gang pr. ansat og
udbetales uden begrænsning i form af et dækningsloft.
Konkursrådet
foreslår
endvidere,
at
den
gældende
låneadgang
hos
Lønmodtagernes Garantifond videreføres, idet den dog pga. forslaget om en
rekonstruktionsgaranti foreslås kun at finde anvendelse for op til to måneders løn.
Der henvises i øvrigt til kapitel 14.
Konkursrådet foreslår, at rekonstruktionsbehandling og konkursbehandling
sidestilles i relation til virksomhedsoverdragelsesloven. Dette indebærer, at
Lønmodtagernes Garantifond udbetaler løn til ansatte, der vedrører tiden inden
indledning af henholdsvis rekonstruktions- eller konkursbehandling, og at
erhververen kun indtræder i krav, der vedrører tiden efter indledning af den
pågældende insolvensbehandling. Forslaget har til hensigt at øge incitamentet til
at foretage virksomhedsoverdragelser under rekonstruktionsbehandling.
Konkursrådet foreslår ud fra samme formål en mulighed for at foretage
virksomhedsoverdragelser under rekonstruktionsbehandling efter en hurtig og
enkel procedure, der ikke indebærer vedtagelse og stadfæstelse af et
rekonstruktionsforslag.
Der henvises i øvrigt til kapitel 15.
Konkursrådet foreslår, at den gældende begrænsning i ansattes mulighed for at
overdrage sit krav mod Lønmodtagernes Garantifond til andre end den ansattes
lønmodtager-
eller
arbejdsgiverorganisation
eller
til
den
pågældendes
statsanerkendte arbejdsløshedskasse ophæves, således at den ansatte kan
20
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
overdrage sit aktuelle krav mod fonden til enhver. Kravet vil dog ikke kunne
overdrages til sikkerhed for tidligere stiftet gæld.
Der henvises i øvrigt til kapitel 18.
Konkursrådet foreslår endelig, at der skabes mulighed for, at Lønmodtagernes
Garantifond kan inddrages eller selv vælge at indtræde i en fordringsprøvelsessag
ved skifteretten, der vedrører § 95-krav. Forslaget har til hensigt at give den
ansatte mulighed for at få et krav anerkendt både mod konkursboet og mod
Lønmodtagernes Garantifond ved samme skifteretssag.
Der henvises i øvrigt til kapitel 19.
Det samlede lovudkast indeholder på den baggrund ændringer i konkursloven, lov
om Lønmodtagernes Garantifond og virksomhedsoverdragelsesloven.
Konkursrådet har ikke mulighed for at beregne de økonomiske effekter af det
samlede forslag. Dette gælder både i relation til de ansatte, konkursboerne og
Lønmodtagernes Garantifond. Effekterne afhænger i øvrigt af, hvilke krav der er
dividende til i konkursboerne.
21
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Del II: Ansattes retsstilling under insolvensbehandling
22
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Afsnit A – Ansattes retsstilling under konkursbehandling
23
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 3
Gældende ret i hovedtræk
3.1. Baggrund
Formålet med en konkursbehandling er navnlig at fordele skyldnerens aktiver
blandt fordringshaverne på en rimelig måde.
Konkurslovens kapitel 10 indeholder regler om konkursordenen, dvs. i hvilken
rækkefølge forskellige typer af krav mod boet skal betales.
Forud for anden gæld betales efter konkurslovens § 93 omkostninger ved
konkursens indtræden og konkursboets behandling samt gæld, der pådrages boet
under dets behandling (bortset fra krav på indkomstskat). Dette er de såkaldte
massekrav.
Derefter betales efter konkurslovens § 94 rimelige omkostninger ved forsøg på at
tilvejebringe en samlet ordning af skyldnerens økonomiske forhold ved
rekonstruktion, afvikling, akkord eller på anden måde, anden gæld, som
skyldneren efter fristdagen har pådraget sig med samtykke af en rekonstruktør, der
er beskikket af skifteretten, rimelige omkostninger ved påbegyndt likvidation af et
aktieselskab eller anpartsselskab og retsafgiften.
Derefter betales efter konkurslovens § 95 i et nærmere angivet omfang krav på løn
mv. Dette er det såkaldte lønprivilegium.
Den resterende del af konkursordenen fremgår af konkurslovens § 96
(leverandørprivilegiet), § 97 (simple krav, dvs. øvrige fordringer, der hverken er
privilegerede eller efterstillede i konkursordenen) og § 98 (efterstillede krav).
3.2. Kort om konkurslovens § 95
24
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
En bestemmelse om lønprivilegium genfindes helt tilbage i konkursloven af 1872,
der udgjorde den første egentlige, samlede regulering af konkursområdet.
Hovedtrækkene i den nuværende udformning af lønprivilegiet i konkurslovens §
95 stammer fra den ændring, som blev gennemført ved lov nr. 332 af 18. juni
1969, der trådte i kraft den 1. august 1969.
Konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1, 1. pkt., nr. 2-5, og stk. 2, stammer fra
konkursloven af 1977. Disse dele af bestemmelsen er ikke ændret siden 1977-
lovens ikrafttræden den 1. april 1978.
Konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., og stk. 3, blev indsat ved lov nr. 1265 af
16. december 2009, der trådte i kraft den 1. januar 2010 og finder anvendelse i
konkursboer, hvor fristdagen ligger efter lovens ikrafttræden.
Efter konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1, er krav på løn og andet vederlag for arbejde
i skyldnerens tjeneste, som er forfaldet i tidsrummet fra 6 måneder før fristdagen
indtil konkursdekretets afsigelse, privilegeret i skyldnerens bo. Bestemmelsen
omfatter efter retspraksis bl.a. også krav på arbejdsgiverens andel af
pensionsbidrag, optjente feriefridage og søgnehelligdagsbetaling.
Uanset ordlyden af § 95, stk. 1, er bestemmelsen i praksis blevet fortolket således,
at privilegiet også omfatter krav, der er indtjent før, men forfaldet efter
konkursdekretets afsigelse, jf. Vestre Landsrets dom af 26. september 1985
(gengivet i UfR 1986, side 65/2).
Lønprivilegiet gælder også krav ifølge en uforrentet opsparingsordning (frit valg-
ordning), der kræves udbetalt i samme tidsrum, eller som, uanset at kravet er
optjent før konkursdekretets afsigelse, først kræves udbetalt efter dette tidsrum, jf.
konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1, 2. pkt.
25
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Krav på erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, men dog ikke erstatning for
krav på løn og andet vederlag, som ville være forfaldet mere end 6 måneder før
fristdagen, er endvidere omfattet, ligesom krav på godtgørelse for så vidt
opsigelsen eller afbrydelsen af arbejdsforholdet har fundet sted inden for de sidste
6 måneder før fristdagen, jf. konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 2 og 3.
Hvis de tidsmæssige betingelser i § 95, stk. 1, nr. 1-3, ikke er opfyldt, finder
lønprivilegiet alligevel anvendelse, hvis fordringshaveren efter skifterettens skøn
har søgt kravet gennemført uden ugrundet ophold, men ikke har kunnet nå at
foretage et udlæg, der opretholdes i forhold til konkursboet, jf. stk. 1, nr. 5.
Henvisningen til udlæg, ”der opretholdes i forhold til konkursboet”, indebærer
navnlig, at udlægget i givet fald skal være foretaget senest 3 måneder før
fristdagen, jf. konkurslovens § 71, stk. 1.
Krav på feriegodtgørelse er omfattet af lønprivilegiet uden særlige tidsmæssige
betingelser, jf. § 95, stk. 1, nr. 4. Det er på den baggrund ferielovens regler om
forældelse af krav på feriegodtgørelse i forholdet mellem den ansatte og
arbejdsgiveren, der sætter en tidsmæssig grænse for denne del af privilegiet.
Lønprivilegiet finder kun anvendelse i forhold til
arbejde i skyldnerens tjeneste.
Heri ligger, at et krav fra en person kun omfattes af lønprivilegiet, hvis den
pågældende har været ansat som lønmodtager (i modsætning til at have leveret en
arbejdsindsats som selvstændig erhvervsdrivende). I grænsetilfælde må der
foretages en samlet vurdering af sagens omstændigheder, og afgrænsningen efter
anden lovgivning (funktionærlov, ferielov, skattelovgivning) kan være vejledende.
Endvidere gælder, at virksomhedens øverste ledelse ikke er omfattet af § 95. Det
er stillingens reelle indhold, der er afgørende, ikke titlen og ikke i sig selv en
registrering (eller undladelse af registrering) som direktør i Erhvervsstyrelsens it-
system.
Skifteretten kan efter konkurslovens § 95, stk. 2, nægte skyldnerens nærstående,
jf. konkurslovens § 2, fortrinsret, såfremt denne under hensyn til løn- og
26
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
ansættelsesvilkår, til ydelse af henstand samt til eventuel økonomisk interesse i
virksomhedens drift ikke findes rimeligt begrundet.
Justitsministeren kan i medfør af § 95, stk. 3, fastsætte regler om de betingelser,
der skal være opfyldt, for at en uforrentet opsparingsordning (frit valg-ordning) er
omfattet af stk. 1, nr. 1, og om, hvilke krav der kan være omfattet af en sådan
ordning, herunder om dokumentation for disse forhold.
Justitsministeren har i medfør af bestemmelsen udstedt bekendtgørelse nr. 84 af
27. januar 2010.
3.3. Kort om sammenhængen med lov om Lønmodtagernes Garantifond
I tæt sammenhæng med lønprivilegiet gælder lov om Lønmodtagernes
Garantifond (herefter LG-loven). Lønmodtagernes Garantifond (LG) blev
etableret ved lov nr. 116 af 13. april 1972.
Den
gældende
lov
indeholder
regler,
der
gennemfører
det
såkaldte
insolvensdirektiv, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22.
oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens
insolvens. Direktivet er en kodificeret udgave af rådets direktiv 1980/987/EØF af
20. oktober 1980 med ændringer. Direktivet indeholder bestemmelser om
garantiordningers
sikring
af
arbejdstageres
lønkrav
mv.
i
tilfælde
af
arbejdsgiverens insolvens.
Efter § 1 i LG-loven, jf. bekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011 om
Lønmodtagernes Garantifond, er fonden bl.a. oprettet med henblik på sikring af
lønmodtagernes krav på løn mv. i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs. Efter
lovens § 2, stk. 1, omfatter garantien bl.a. krav på løn og andet vederlag bortset fra
den del af kravet, som arbejdsgiveren skulle have indeholdt i kildeskat eller i
forbindelse med lønindeholdelse efter kildeskattelovens § 73 (der nu med mindre
justeringer er erstattet af gældsinddrivelseslovens § 10, jf. lov nr. 1333 af 19.
december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige med senere ændringer.)
27
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
LG-ordningens dækningsområde er tæt knyttet til konkurslovens lønprivilegium.
Hvis garantien er aktualiseret af arbejdsgiverens konkurs, følger det således af
lovens § 2, stk. 2, at det er en betingelse for dækning fra LG, at kravet er omfattet
af bl.a. konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1-5, jf. stk. 2.
Der er herudover bl.a. fastsat særlige regler, der sætter loft over udbetalingerne til
den enkelte ansatte i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs. Efter lovens § 3, stk. 1,
kan der således i det enkelte tilfælde højst udbetales 110.000 kr. til hver
lønmodtager bl.a. for krav nævnt i konkurslovens § 95, stk. 1-3 og 5. Dette beløb
er i medfør af LG-lovens § 3, stk. 3, ændret til 160.000 kr., jf. bekendtgørelse nr.
653 af 30. juni 2009.
Krav ifølge en uforrentet opsparingsordning (frit valg-ordning), jf. konkurslovens
§ 95, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., er ikke omfattet af den grænse, der gælder for fondens
udbetalinger. Der er endvidere ikke fastsat et maksimum for fondens udbetalinger
af krav på feriegodtgørelse omfattet af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 4.
LG indtræder i den ansattes krav mod konkursboet med den status i
konkursordenen, som de pågældende krav havde, jf. LG-lovens § 7, stk. 1, og
konkurslovens § 99, stk. 2.
Den beskrevne symmetri mellem LG-loven og konkurslovens regler om ansattes
privilegerede stilling i konkursordenen betyder, at administrationen af LG-
ordningen i høj grad baseres på retspraksis vedrørende konkursloven. Symmetrien
betyder i praksis endvidere, at det kun er i tilfælde, hvor beløbsgrænsen for
garantifondens dækning er overskredet, at den ansatte har behov for at anmelde
lønkrav mv. i boet efter konkurslovens § 95.
28
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 4
Lønprivilegiet
4.1. Opretholdelse af lønprivilegiet
4.1.1. Gældende ret
4.1.1.1. Konkursloven
Som anført i kapitel 3.2 ovenfor stammer hovedtrækkene i den nuværende
udformning af lønprivilegiet i konkurslovens § 95 fra den ændring af lov om
konkurs mv., der blev gennemført ved lov nr. 332 af 18. juni 1969.
Ændringsloven bygger på Konkurslovsudvalgets betænkning nr. 423/1966 om
konkursordenen. Udvalget gennemgik alle privilegierne i den dagældende
konkursorden og anbefalede, at de fleste privilegier blev afskaffet for i videst
muligt omfang at sikre dækning til og ligestilling af kreditorerne. Udvalget udtalte
i den forbindelse, at udgangspunktet bør være, at alle fordringshavere har lige
adgang til fyldestgørelse af boets almindelige masse, og at der må kræves meget
tungtvejende grunde for at fravige dette princip, jf. betænkning 423/1966 side 19.
I betænkningen side 19-20 anføres følgende om de hensyn, som ligger bag
konkurslovens § 95:
”For så vidt angår arbejdere, funktionærer og andre medhjælpere hos skyldneren,
er det uden tvivl den almindelige opfattelse, at fortrinsret for lønkrav for en vis
periode
omkring
konkursens
begyndelse
er
velbegrundet,
jf.
kommissionsbetænkningen af 1941, s. 228. Udvalget kan slutte sig til denne
opfattelse. De ansattes arbejde er af afgørende betydning for virksomhedens
fortsættelse, og måtte de regne med i tilfælde af konkurs kun at få en ringe
dividende af den endnu ikke udbetalte løn, måtte man forudse, at de, der havde
mulighed for at få anden ansættelse, ville forlade virksomheden, så snart der
opstod frygt for dennes solvens; dette kunne da i nogle tilfælde medføre et ellers
29
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
ikke uundgåeligt sammenbrud eller i hvert fald, at en standsning indtrådte så
pludseligt, at der derved forvoldtes yderligere tab for samtlige kreditorer. Lønnen
er for arbejderen eller funktionæren grundlaget for hans eksistens, og det vil
derfor måske for en stor personkreds kunne få særlig alvorlige følger, hvis
virksomheden standser, uden at arbejdstageren har rimelig udsigt til at få den
tilgodehavende løn eller løn for en så lang periode, at han har mulighed for at
skaffe sig andet arbejde. Navnlig i perioder med stor arbejdsløshed vil det kunne
være vanskeligt for funktionærer og arbejdere at tvinge arbejdsgiveren til at betale
lønnen til tiden. Udvalget foreslår derfor at bevare privilegiet for lønkrav i den
begrænsede form, som hjemles ved den i udkastet foreslåede formulering af
konkurslovens § 33 …”
Baggrunden for lønprivilegiet er således dels hensynet til, at en insolvent
virksomhed kan fastholde medarbejdere, dels de sociale hensyn til de ansatte, der
er knyttet til udbetaling af lønnen.
Som det fremgår, forslog udvalget at bevare lønprivilegiet, men i en begrænset
form. Udvalget foreslog således, at privilegiet, der efter konkursloven af 1872
gjaldt et år tilbage, kun skulle gælde løn for arbejde i de sidste tre måneder før
indgivelsen af konkursbegæringen og indtil afsigelsen af konkursdekretet. Om
baggrunden herfor er det i betænkningen side 31-32 bl.a. anført:
”Udvalget har i forbindelse med den radikale udrensning af ikke tilstrækkeligt
begrundede konkursprivilegier, som man foreslår gennemført, også anset det for
påkrævet at begrænse det eneste tilbageværende privilegiums tidsmæssige
udstrækning. Medens det er usædvanligt, at funktionærer i underordnede stillinger
gennem længere tid undlader at fordre deres fulde løn udbetalt, hænder det, at
højere funktionærer har ladet en del af deres løn blive stående i firmaet, og i disse
tilfælde vil der ofte være tale om forhold, der er stærkt beslægtet med indskud i
eller lån til virksomheden. Et lønprivilegium, der rækker længere tilbage i tiden,
vil derfor kunne give visse funktionærer et ikke begrundet privilegium, eventuelt
til skade for andre medarbejdere. Udvalget har derfor ment at kunne begrænse
30
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
privilegiet til løn, der er indtjent i de sidste 3 måneder før indgivelsen af
konkursbegæringen ...”
Af bemærkningerne til det lovforslag, der blev udarbejdet på baggrund af
betænkningen, jf. lovforslag nr. 130 af 12. december 1968 (Folketingstidende,
Tillæg A, 1968-69, spalte 3003 ff.), fremgår det imidlertid, at Justitsministeriet –
bl.a. på baggrund af en række indkomne høringssvar fra visse faglige
organisationer – foreslog fristen fastsat til seks måneder, og at fristen skulle
knyttes til forfaldstiden frem for indtjeningstiden. Herom hedder det i spalte 3009:
”For så vidt angår længden af tidsfristen kan det efter justitsministeriets mening
ikke afvises, at udvalgets forslag om indskrænkning af fristen til 3 måneder i visse
tilfælde vil kunne medføre, at lønkravene ikke vil være tilstrækkeligt sikrede. På
den anden side er det næppe påkrævet at udstrække tidsfristen så langt som efter
den gældende regel. Det forekommer formentlig sjældent, at der gives henstand
med lønudbetaling over et tidsrum af 1 år, og man kan ikke se bort fra, at
henstanden, hvis den faktisk udstrækkes over så lang en periode, kan få karakter
af en kreditydelse, som ikke bør dækkes forud for skyldnerens øvrige kreditorer.
Det foreslås derfor at fastsætte fristen til 6 måneder. Man opnår herved en rimelig
balance mellem på den ene side ønsket om sikring af lønkravene og på den anden
side ønsket om at undgå, at fortrinsretten udstrækkes længere end nødvendigt.”
Som det fremgår heraf, er baggrunden for 6-månedersfristen hensynet til at undgå,
at fortrinsretten udstrækkes længere end nødvendigt, herunder at sikre at
privilegiet ikke kommer til at omfatte tilfælde af egentlige lån til virksomheden.
Også af forarbejderne til bestemmelsen i § 95, stk. 1, nr. 5, fremgår det, at der er
lagt vægt på ikke at gøre denne bestemmelse mere vidtgående end nødvendigt.
Konkurslovsudvalget overvejede på baggrund af kommissionsudkastets § 117,
1
om der skulle gælde et bestemt maksimum for det privilegerede lønkrav. Dette
31
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
1519879_0032.png
ansås med følgende korte begrundelse imidlertid ikke hensigtsmæssigt, jf.
betænkningen nr. 423/1966 om konkursordenen side 33:
”En sådan beløbsgrænse vil i tider, hvor lønninger og priser stiger stærkt, hurtigt
blive forældet og er i betragtning af de i dette udkast indeholdte tidsmæssige
begrænsninger mindre påkrævet, hvorfor den er udeladt.”
For så vidt angår feriegodtgørelse foreslog Konkurslovsudvalget i betænkning nr.
606/1971, side 189-190, at lønprivilegiet skulle dække krav på feriegodtgørelse,
som er indtjent i det kalenderår, der løber ved konkursdekretets afsigelse, eller i
det foregående kalenderår. Herom anførte udvalget:
”Feriegodtgørelse er privilegeret såvel efter den gældende lovs § 33, stk. 1, nr. 4,
som efter udkastets § 92, nr. 4. Under arbejdsministeriet er der nedsat et udvalg,
som beskæftiger sig med sikring af feriegodtgørelse. Ved nogle møder i
arbejdsministeriet er det fra konkurslovsudvalgets side blevet fremhævet, at
dersom det nævnte udvalg når frem til en ordning, hvorved risikoen for en
arbejdsgivers manglende evne til at betale godtgørelsen overgår til en
arbejdsgiverforening eller en fond, vil der ikke længere være tilstrækkeligt behov
for at bevare privilegiet. Privilegiet er efter de ændringer, som er sket ved lovene
af 18. juni 1969, en snævert begrænset undtagelse, som er begrundet i den
betragtning, at en funktionær eller arbejder ikke bør stå uden de nødvendige
midler lige efter en konkurs. Rammer tabet ved en arbejdsgivers insolvens en
organisation eller en fond, bortfalder begrundelsen for at bevare et privilegium,
der endog kan skade de direkte lønkrav.”
4.1.1.2. Lov om Lønmodtagernes Garantifond
Det fremgår som anført i kapitel 3.3 ovenfor af § 1 i lov om Lønmodtagernes
Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni 2011, at Lønmodtagernes
1
Kommissionen nedsat ved kgl. resolution af 8. august 1930, Udkast til lov om
gældsordning, 1941.
32
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Garantifond oprettes til sikring af lønmodtageres krav bl.a. ved arbejdsgiverens
konkurs.
Af bemærkningerne til det lovforslag, der ligger til grund for loven
(Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 417 ff.), fremgår bl.a.:
”Lønmodtageres sikring af lønkrav m.v. i tilfælde af en arbejdsgivers konkurs
eller betalingsstandsning i øvrigt, hvor en virksomhed ophører, kan ikke anses for
tilstrækkelig og bør derfor udbygges.
[...]
Ved lov nr. 332 af 18. juni 1969 om ændring af lov om konkurs bortfaldt
privilegiet for krav på skatter og afgifter, således at fordringer på løn og andet
vederlag, på erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, på godtgørelse i
forbindelse med opsigelse eller afbrydelse af arbejdsforholdet og på
feriegodtgørelse alene skal vige for boets massekrav.
Ændringen af konkursloven indebar, at lønkrav m.v. i tilfælde af en arbejdsgivers
konkurs m.v. dækkes i større omfang end efter den tidligere konkurslov.
Der kan imidlertid stadig blive tale om alvorlige tab for lønmodtagere i
konkurstilfælde samt i øvrigt i tilfælde af betalingsstandsninger. Ikke mindst i de
senere år har bl.a. strukturændringer og omlægning af arbejdsprocesserne inden
for industri og håndværk bevirket, at mange virksomheder har måttet give op,
hvilket har haft til følge, at mange lønmodtagere ikke har fået fuld dækning for
tilgodehavende løn m.v.
Hertil kommer den afgørende rolle, tidsfaktoren spiller. Selv i de tilfælde, hvor
lønmodtagernes krav helt eller delvis dækkes, tvinges lønmodtagerne som regel til
at vente temmelig længe på at få deres tilgodehavende. Når en virksomhed
ophører på grund af betalingsstandsning, stilles lønmodtagerne således i den
33
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
situation, at de ikke disponerer over kontante midler til de daglige fornødenheder,
specielt betaling af husleje. Tidsfaktoren kan endvidere betyde, at feriegodtgørelse
– selvom der er dækning i boet – ikke kan udbetales, når ferien skal holdes.
På denne baggrund finder regeringen, at der bør tilvejebringes en ordning til
sikring af lønmodtagernes lønkrav m.v., og med henblik herpå fremsættes forslag
til lov om Lønmodtagernes Garantifond.”
Lovens ordning indebærer bl.a., at fonden foretager udbetaling af forfaldne
lønkrav mv., der er omfattet af lovens garantiordning, jf. lovens § 2, når kravene
er anmeldt og dokumenteret over for fonden, jf. lovens § 4. Garantien er dog
begrænset af et maksimum for udbetalinger i det enkelte tilfælde, jf. lovens § 3.
Det følger således af § 3, stk. 1, i LG-loven, at fonden i tilfælde af (bl.a.)
arbejdsgiverens konkurs i det enkelte tilfælde i alt højst kan udbetale 110.000 kr.
til hver lønmodtager. Beløbet er i medfør af lovens § 3, stk. 3, reguleret til
160.000 kr. under hensyn til lønudviklingen, jf. bekendtgørelse nr. 653 af 30. juni
2009. Beløbet er eksklusiv skat, og lønmodtageren er over for SKAT stillet, som
om forskudsskatten var betalt, jf. lovens § 2, stk. 1, 2. pkt., og § 83 i
kildeskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1403 af 7. december 2010.
Fonden finansieres dels af dividende fra boerne, jf. lovens § 7, stk. 1, hvorefter
fonden indtræder i lønmodtagerens krav mod arbejdsgiveren, dels af bidrag fra
arbejdsgiverne, jf. lovens § 9 samt bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Det
årlige bidrag i 2014 udgør 540 kr. pr. fuldtidsansat, jf. bekendtgørelse nr. 1392 af
12. december 2013.
4.1.2. Konkursrådets overvejelser
Siden etableringen af LG har det flere steder i litteraturen været anført, at de
tungtvejende grunde, der tidligere lå til grund for indførelsen og opretholdelsen af
lønprivilegiet i konkurslovens § 95, ikke længere er til stede, og at privilegiet
34
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
således bør ophæves med henblik på en større grad af ligestilling af
fordringshaverne i de enkelte konkursboer.
Dette synspunkt bygger på opfattelsen af, at LG har overtaget varetagelsen af både
det sociale hensyn til de ansatte og hensynet til at sikre, at de er villige til at
forblive hos arbejdsgiveren, selv om denne skulle komme i økonomiske
vanskeligheder.
Det sociale hensyn varetages af garantiordningen, så langt som denne rækker, og
de ansattes villighed til at forblive i ansættelsesforholdet, selv om der er risiko for,
at arbejdsgiveren går konkurs, kan heller ikke længere – i hvert fald ikke så langt
garantiordningen rækker – antages at være påvirket af konkurslovens § 95.
Lønprivilegiet har således kun selvstændig betydning, dels i de ganske få tilfælde
hvor en ansat kan gøre et krav gældende mod boet, der overstiger beløbsloftet i
LG-loven, og dels med henblik på at sikre LG refusion af fondens udbetalinger,
idet fonden indtræder i privilegiet efter LG-lovens § 7, stk. 1, og konkurslovens §
99, stk. 2.
En ophævelse af lønprivilegiet vil endvidere kunne overvejes med henvisning til,
at det vil forbedre dividenden til simple kreditorer, og at mulighederne for at
gennemføre en tvangsakkord under rekonstruktionsbehandling vil blive forbedret.
Samtidig kan det fremhæves, at andre garantifonde, herunder Rejsegarantifonden,
ikke har privilegium for deres udgifter i tilfælde af konkursbehandling.
Endvidere har reglerne om virksomhedspant, der blev indført ved lov nr. 560 af
24. juni 2005 og trådte i kraft 1. januar 2006, i vidt omfang afsvækket
lønprivilegiet. Reglerne indebærer, at der i en række konkursboer ikke eller kun i
meget begrænset omfang findes ubehæftede aktiver, og at der i disse boer på den
baggrund ikke er midler til udlodning og dermed ikke dividende til dækning af
privilegiet, dvs. at LG i disse konkursboer ikke opnår refusion af LG’s udgifter til
35
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
betaling af krav fra ansatte. Reglerne har således i vidt omfang udhulet
lønprivilegiet. Effekten af reglerne om virksomhedspant er ikke præcis målelig.
Det er Konkursrådets umiddelbare opfattelse, at den fulde effekt ikke er set endnu.
Konkursrådet har på baggrund af ovenstående argumenter for ophævelse af
lønprivilegiet overvejet, om der fortsat er tungtvejende grunde til at opretholde
det.
Det er Konkursrådets opfattelse, at lønprivilegiet er begrundet i grundlæggende og
vigtige konkursretlige formål, der bl.a. er med til at forøge chancen for, at
virksomheder med økonomiske problemer overvinder disse til fordel for alle
virksomhedens fordringshavere.
Hertil kommer, at ansatte traditionelt og generelt nyder en særlig beskyttelse i en
lang række retsgrundlag, herunder særligt i arbejdsretten. Ansattes særstilling
signalerer, at de er af afgørende betydning for deres arbejdsgivere, og
særstillingen har til formål at sikre dem en tryghed i deres ansættelsesforhold.
Beskyttelsen har eksisteret i konkursloven siden 1872, og Konkursrådet finder det
rigtigst, at beskyttelsen forsat varetages i konkursloven med henblik på at
understøtte et signal om ansattes særlige stilling og betydning.
Det bemærkes i øvrigt, at beskyttelsen i konkursloven bl.a. har den funktion, at
lønkrav, der er omfattet af fortrinsretten, ikke kan akkorderes i tilfælde af
rekonstruktion af arbejdsgiverens virksomhed, jf. konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr.
3.
Den omstændighed, at den praktiske betydning af privilegiet er aftaget med
etableringen af LG, bør på den baggrund principielt ikke føre til, at privilegiet
ophæves. Dette gør sig særligt gældende, fordi LG blev oprettet som et
supplement til lønprivilegiet, og det har således ikke været hensigten, at
garantifonden alene skulle varetage de hensyn, der ligger til grund for privilegiet,
36
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
men snarere at fonden skulle udmønte hensynene med henblik på at sikre en bedre
beskyttelse af de ansatte end den, der isoleret følger af lønprivilegiet.
Konkursrådets holdning forstærkes af, at lønprivilegiet og LG har sameksisteret i
mere end 40 år, og at der ikke har vist sig særlige uhensigtsmæssigheder ved
denne retsstilling.
Hertil kommer, at LG-ordningen bygger på den af lønprivilegiet følgende refusion
af udgifter på baggrund af fondens indtræden i privilegiet. LG har gennem de
seneste 10 år typisk modtaget mellem 100 mio. kr. og 150 mio. kr. årligt i
dividende fra konkursboerne, og langt størstedelen heraf hidrører fra fondens krav
i konkursboerne i medfør af konkurslovens § 95.
LG har i den forbindelse oplyst, at fonden får 1,35 mio. kr. mere i bidrag om året,
hver gang bidraget pr. fuldtidsansat medarbejder sættes en krone op. Dette
indebærer, at et dividendetab på mellem 100 mio. kr. og 150 mio. kr. årligt vil
føre til en bidragsforøgelse på mellem 74 kr. og 111 kr. pr. fuldtidsansat om året,
hvilket med det nuværende bidragsniveau på 540 kr. årligt svarer til en forhøjelse
på op mod 20 pct.
En ophævelse af lønprivilegiet vil således indebære et betydeligt tab for LG, der
vil skulle dækkes gennem større bidrag fra arbejdsgiverne eller på anden vis. Det
er Konkursrådets opfattelse, at disse udgifter fortsat bør betales af skyldnerens
aktiver gennem lønprivilegiet frem for ved at forhøje bidraget fra arbejdsgiverne.
En ophævelse af konkurslovens § 95 vil også få økonomiske konsekvenser for
SKAT, navnlig idet kravet på A-skat og AM-bidrag i givet fald ikke længere vil
nyde beskyttelse gennem bestemmelsen.
De nærmere økonomiske konsekvenser af en ophævelse af konkurslovens § 95 for
LG og SKAT vil i øvrigt afhænge af, i hvilket omfang kravene i stedet vil blive
dækket ind som simple krav.
37
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
En afledet effekt af lønprivilegiet består i, at LG og SKAT har incitament til i
visse tilfælde at finansiere behandlingen af en række konkursboer, hvor der kun er
begrænsede midler til bobehandlingen. Kurator anmoder her i visse tilfælde LG
og SKAT om at indestå for boets omkostninger ved f.eks. en omstødelsessag, hvis
de midler, der eventuelt tilvejebringes ved sagen, går til dividende af lønkrav
omfattet af konkurslovens § 95.
En sådan mulighed, der i vidt omfang kan være misbrugsforebyggende, består
særligt i relation til fordringshavere, der har privilegerede krav, og ophævelse af
lønprivilegiet vil således afsvække betydningen heraf væsentligt.
Det vil samtidig føre til visse udfordringer for LG, hvis lønprivilegiet ophæves,
idet LG ofte har kontakt til kurator i et konkursbo med henblik på at belyse en
række faktiske omstændigheder, der har betydning for, om og i hvilket omfang en
anmodning om udbetaling fra LG skal imødekommes. Dette gælder f.eks. i
relation til oplysninger om selskabets ledelse, nærstående, overenskomster og
årsager til bortvisning.
Hvis lønprivilegiet ophæves, vil kurator ikke længere skulle prøve lønkravene,
medmindre der er udsigt til dividende til simple kreditorer, og LG kan således
ikke drage fordel af den viden og de konklusioner, som kurator ellers ville komme
frem til. LG vil på den baggrund skulle stå for at indhente – i det omfang det er
muligt for fonden – de nødvendige oplysninger om ansættelsesforholdene i en
virksomhed, som skal lægges til grund for afgørelsen af anmodninger om
udbetalinger. Dette vil indebære et større ressourceforbrug og dermed længere
sagsbehandlingstid hos LG. Denne problemstilling gør sig imidlertid allerede
gældende i relation til konkursboer, hvor der ikke er dividende til krav omfattet af
§ 95, og hvor kurator således ikke prøver sådanne krav, jf. konkurslovens § 130,
stk. 3.
38
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det bemærkes, at Konkurslovsudvalgets bemærkning på side 189 i betænkning
606/1971 om, at privilegiet for feriegodtgørelse ikke burde opretholdes, hvis en
feriefond i fremtiden indestår for ansattes krav herpå, bl.a. er begrundet i, at der
skal være mest muligt dividende til de ansatte med andre lønkrav, der ikke dækkes
af en fond.
Et sådant argument gør sig ikke gældende i forhold til LG-dækningen, der angår
alle krav med den begrænsning, som LG-lovens dækningsloft indebærer.
Argumentet vil kunne gøre sig gældende i forhold til de simple kreditorer, men
det er som anført Konkursrådets holdning, at der fortsat er tungtvejende grunde til
at opretholde lønprivilegiet i konkursloven. Den omstændighed, at mange ansatte
har sikkerhed for deres feriepenge gennem feriegarantiordninger, ændrer ikke
herpå.
4.2. Afgrænsning af lønprivilegiet
4.2.1. Gældende ret
4.1.1.1. Konkursloven
Som anført i kapitel 3.2 ovenfor, afgrænses lønprivilegiet efter de gældende regler
tidsmæssigt, idet udgangspunktet – bortset fra feriegodtgørelse og i et vist omfang
frit valg-løn – er, at der kun er privilegium for lønkrav, som er forfaldet tidligst 6
måneder før fristdagen, jf. konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1-3.
For at tage højde for at denne tidsmæssige afgrænsning kan føre til
uhensigtsmæssige resultater i visse situationer, suppleres den af bestemmelsen i
konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 5, hvorefter lønkrav mv. kan tillægges privilegium,
selv om de er ældre end 6 måneder, hvis fordringshaveren efter skifterettens skøn
har søgt kravet gennemført uden ugrundet ophold, men ikke har kunnet nå at
foretage udlæg, der opretholdes i forhold til konkursboet.
4.2.1.2. Lov om Lønmodtagernes Garantifond
Den dækning, som LG yder ansatte i tilfælde af en arbejdsgivers konkurs, bygger
på lønprivilegiet. Dette følger af, at fondens garanti efter LG-lovens § 2, stk. 2,
39
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
forudsætter, at kravene er omfattet af konkurslovens § 63, stk. 2, 1. pkt., eller §
95, stk. 1, nr. 1-5, jf. stk. 2.
LG-loven indeholder i modsætning til konkursloven en beløbsmæssig
begrænsning, idet fonden som anført ovenfor i kapitel 4.1.1.2 i det enkelte tilfælde
i alt højst kan udbetale 160.000 kr. til hver lønmodtager, jf. LG-lovens § 3, stk. 1,
1. pkt., jf. stk. 3, jf. bekendtgørelse nr. 653 af 30. juni 2009.
Det nævnte dækningsloft omfatter ikke krav på feriegodtgørelse eller krav ifølge
en uforrentet opsparingsordning (frit valg-ordning), jf. konkurslovens § 95, stk. 1,
nr. 1, 2. pkt. Sådanne krav dækkes således fuldt ud.
Det fremgår af bemærkningerne til lovforslag nr. 26 af 4. november 1971, der lå
til grund for LG-loven, at fondens dækning kun bør gælde krav op til et vist beløb,
der skal afspejle niveauet for et halvt års indkomst for en fuldt beskæftiget faglært
arbejder i hovedstadsområdet, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 422.
Fastlæggelsen af niveauet for dækningen har taget udgangspunkt i konkurslovens
tidsmæssige afgræsning af lønprivilegiet på seks måneder.
En ansat, der ikke får sit fulde krav på løn mv. dækket af LG, fordi det
beløbsmæssigt går ud over det i § 3 fastsatte maksimumbeløb, kan anmelde det
resterende krav i konkursboet som privilegeret fordring efter konkurslovens § 95.
Om LG-loven henvises i øvrigt til kapitel 4.1.1.2.
4.2.2. Konkursrådets overvejelser
4.2.2.1. Afgrænsning af konkurslovens § 95
Afgrænsningen af lønprivilegiet, herunder særligt bestemmelsen i § 95, stk. 1, nr.
5, giver anledning til en del sager om, hvornår et krav er forfaldet, og om det er
forfulgt uden ugrundet ophold, og administrationen af bestemmelsen er således
temmelig ressourcekrævende. Konkursrådet har på den baggrund overvejet, om
40
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
lønprivilegiet kan afgrænses mere hensigtsmæssigt med henblik på at opnå en
mere enkel retstilstand.
Konkursrådet har – med afsæt i LG-lovens begrænsning af garantien – overvejet,
om konkurslovens § 95 bør afgrænses beløbsmæssigt, således at den nuværende
tidsmæssige afgrænsning ophæves sammen med bestemmelsen i § 95, stk. 1, nr.
5, om at forfølge et krav uden ugrundet ophold. En beløbsmæssig afgrænsning vil
endvidere medføre en højere grad af parallelisering mellem konkurslovens § 95 og
LG-loven.
En beløbsmæssig afgrænsning af lønprivilegiet vil indebære, at den overskydende
del af den ansattes krav – ligesom den del af en ansats krav, der ikke er
privilegeret efter gældende ret, f.eks. fordi det afskæres tidsmæssigt – kan
anmeldes i boet som et simpelt krav.
Fastsættelse af et dækningsloft i konkurslovens § 95 vil være et opgør med
rækkevidden af det sociale hensyn, som ligger til grund for bestemmelsen, idet et
antal ansatte ikke i alle tilfælde vil kunne opnå fuld dækning for deres løn i
tilfælde af deres arbejdsgivers konkurs.
Konkurslovens § 95 er en undtagelse til det grundlæggende princip om ligestilling
af kreditorerne, og der må således kræves meget tungtvejende grunde for at
fravige dette princip. På samme måde må det kræves, at en undtagelse ikke er
mere vidtgående end nødvendigt og dermed, at konkurslovens § 95 ikke omfatter
højere krav end nødvendigt.
Det er Konkursrådets opfattelse, at et dækningsloft af en passende størrelse må
anses for i tilstrækkelig grad at varetage det sociale hensyn bag lønprivilegiet. Det
kan ikke afvises, at det kan forekomme stødende, hvis en række højt lønnede
ansatte kan få deres lønkrav dækket fuldt ud til skade for simple kreditorer.
41
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
I den forbindelse skal det fremhæves, at den tidsmæssige afgrænsning af det
gældende lønprivilegium selvsagt også afskærer en række krav fra ansatte, og at
det også vil kunne forekomme stødende, hvis denne afgrænsning ophæves med
den følge, at visse ansatte kan få dækket flere år gamle lønkrav forud for simple
kreditorers krav, herunder især lønkrav, som en ansat er fuldt ud opmærksom på,
eksisterer.
En beløbsmæssig afgrænsning af lønprivilegiet, som giver mulighed for dækning
af krav, der er ældre end seks måneder, uden at disse skal være forfulgt uden
ugrundet ophold, vil således i nogle tilfælde kunne betyde, at ansatte får dækket
krav, der ikke i forbindelse med overvejelserne om den gældende begrænsning på
seks måneder blev anset for beskyttelsesværdige, og privilegiet udstrækkes
således på sin vis længere, end det tidligere er vurderet nødvendigt.
En beløbsmæssig afgrænsning af lønprivilegiet vil imidlertid som anført have de
fordele, at det efterlader en mere enkel retstilstand, og at der i højere grad skabes
symmetri med LG-lovgivningen.
Herudover vil der i højere grad end efter den gældende afgrænsning kunne tages
højde for pensionsrestancer. Konkursrådet modtog i marts 2008 en fælles
henvendelse fra LO og DA om, at organisationerne fandt, at ikke-indbetalte
arbejdsgiverbidrag til ansattes pensionsordninger ikke var sikret tilstrækkeligt i
tilfælde af arbejdsgivernes konkurs. Konkursrådet afgav i juni 2009 bl.a. på
baggrund af denne henvendelse en udtalelse om placeringen i konkursordenen af
ansattes krav på indestående på en frit valg-lønkonto/særlig opsparing og på ikke-
indbetalte arbejdsgiverbidrag til ansattes pensionsordning.
Det fremgår af denne udtalelse, at Konkursrådet ikke på daværende tidspunkt
fandt anledning til en særlig regulering af pensionsbidrag i konkurslovens § 95, jf.
udtalelsens pkt. 5.2.2. Konkursrådet lagde herved vægt på, at ophævelse af
tidsbegrænsningen på seks måneder for så vidt angår pensionsbidrag isoleret set
vil indebære en fundamental ændring af lønprivilegiet vedrørende pensionsbidrag,
42
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
og rådet fandt det ikke godtgjort, at de tungtvejende grunde, en sådan ændring
kræver, forelå.
Konkursrådet bemærkede imidlertid, at rådet på et senere tidspunkt ville
påbegynde arbejdet med nærværende betænkning, hvor lønprivilegiet og ansattes
retsstilling under insolvensbehandling i almindelighed overvejes.
LO har i et brev til Konkursrådet i januar 2014 gentaget, at ældre pensionskrav
bør være omfattet af lønprivilegiet.
Problemstillingen vedrørende pensionsbidrag angår især den situation, hvor
arbejdsgiveren ikke har indbetalt bidrag til den ansattes pensionsordning, men
hvor bidraget fremgår af den ansattes lønseddel, så den pågældende ikke er
opmærksom på den manglende indbetaling af pensionsbidrag. Det forekommer, at
en arbejdsgiver i økonomiske vanskeligheder på et tidligt tidspunkt stopper
indbetalingen af pensionsbidrag, selv om selve lønudbetalingen fortsættes, og
arbejdsgiveren kan således have undladt at betale pensionsbidrag i et betydeligt
længere tidsrum end de seks måneder, som lønprivilegiet dækker tilbage i tid.
Undladelsen af at betale pensionsbidrag, herunder indbetaling af et for lavt beløb,
kan naturligvis også skyldes fejl fra arbejdsgiverens side.
Den ansatte bliver ofte først opmærksom på de manglende indbetalinger, når der
er forløbet mere end seks måneder, idet den ansatte heller ikke af meddelelser fra
pensionsselskabet får anledning til at tro, at der er noget galt. Hvis den ansatte
ikke forfølger kravet uden ugrundet ophold, f.eks. fordi de manglende bidrag først
opdages i forbindelse med arbejdsgiverens konkursbehandling, har den
pågældende ikke privilegium for kravene, og disse dækkes således ikke af LG.
En generel ændring af lønprivilegiet, der indebærer en beløbsmæssig afgrænsning,
og hvor der ikke lægges vægt på kravets alder, vil tage højde for de
uhensigtsmæssigheder, som henvendelsen fra LO og DA til Konkursrådet er
begrundet i, og manglende pensionsbidrag vil således – ligesom andre lønkrav – i
43
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
givet fald kun afskæres fra privilegium, hvis de er forældede mv. eller overstiger
et fastsat dækningsloft.
Det samme vil gøre sig gældende for lønrestancer, der f.eks. konstateres i
forbindelse med fratræden, og som har baggrund i, at der f.eks. under ansættelsen
er afregnet løn med en forkert timesats, eller at der mangler overarbejdsbetaling.
En ulempe ved en beløbsmæssig afgrænsning af konkurslovens § 95 synes at
være, at hensynet til at sikre de ansattes forbliven hos en arbejdsgiver i tilfælde af
tvivl om dennes solvens bliver tilgodeset i mindre omfang end efter den gældende
tidsmæssige afgræsning. De højtlønnede ansatte, der har udsigt til at få deres krav
beskåret af beløbsloftet i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs, kan for at sikre deres
løn blive tvunget til at forfølge deres krav over for arbejdsgiveren eller at skifte
arbejde.
Den nuværende afgrænsning indebærer også, at ansatte tvinges til at reagere over
for arbejdsgiveren, men der er dog rum for, at denne reaktion kan afvente et antal
måneder.
Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at en beløbsmæssig afgrænsning ikke i
praksis vil ændre væsentligt på, hvornår en ansat reagerer over for sin arbejdsgiver
pga. manglende lønudbetaling. For det første er den praktiske virkelighed, at en
ansat ikke kan vide, om der er dækning for et § 95-krav i konkursboet, og den
ansatte er dermed reelt kun sikret løn indtil loftet i LG-ordningen.
For det andet forekommer det tvivlsomt, om mere end ganske få ansatte vil
acceptere at vente flere måneder på at modtage deres løn uden at reagere over for
arbejdsgiveren. Selv om lønkravet er sikret op til LG’s beløbsloft, har de fleste
ansatte behov for løbende at få udbetalt løn.
Det er Konkursrådets vurdering, at lønprivilegiet fremover bør begrænses
beløbsmæssigt, selv om en sådan afgrænsning åbner op for, at der gives
44
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
privilegium for flere år gamle lønkrav. Konkursrådet har herved lagt vægt på de
beskrevne fordele ved en sådan afgrænsning, herunder særligt at det ikke længere
– bortset fra i relation til forældelsesloven – vil være nødvendigt at fastslå,
hvornår et lønkrav er forfaldet, eller om det er forfulgt uden ugrundet ophold.
Hertil kommer, at gamle lønkrav fortsat vil kunne blive beskåret af et fastsat
dækningsloft.
Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at en beløbsmæssig afgrænsning er mere
socialt velbegrundet end en tidsmæssig afgrænsning, idet det vil være de højest
betalte ansatte, der har størst risiko for ikke at få privilegium for hele deres
lønkrav.
En beløbsmæssig afgrænsning af lønprivilegiet med bl.a. det formål at skabe en
mere enkel retstilstand indebærer, at seks-månederskriteriet i konkurslovens § 95,
stk. 1, nr. 1-3, og betingelsen om at forfølge et krav uden ugrundet ophold bør
ophæves.
Forslaget vil medføre en øget dividende til LG, hvis der er hel eller delvis
dækning i boerne til de privilegerede krav, og der er ansatte, som har lønkrav ud
over dækningsloftet.
Forslaget vil endvidere medføre en administrativ lettelse i konkursboerne og LG,
idet det ikke længere (som udgangspunkt) vil være interessant at afklare, hvornår
et krav er forfaldet, eller om det er forfulgt uden ugrundet ophold. Afklaring heraf
lægger efter den gældende retsstilling beslag på mange administrative ressourcer.
Forslaget vil endelig indebære den fordel både for arbejdsgivere og ansatte, at et
krav ikke vil skulle forfølges med inkassoomkostninger mv. til følge med henblik
på at sikre eksistensen af et privilegeret krav.
Som udgangspunkt vil forslaget om ophævelse af den tidsmæssige begrænsning af
privilegiet medføre højere krav mod konkursboerne og LG, men beløbsloftet vil
45
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
imidlertid begrænse virkningen heraf, ligesom beløbsloftet i forhold til
konkursboet vil kunne afskære en række af de krav, der har fortrinsret efter den
gældende tidsmæssige afgrænsning.
Forslaget i relation til løn mv. vil kun stille ansatte dårligere i tilfælde, hvor en
ansat efter den gældende afgrænsning af § 95 har et lønkrav mv. på mere end
160.000 kr. (netto), og der er dividende i konkursboet til § 95-kravet.
Det bemærkes, at i det omfang der kun resterer et mindre dividendebeløb til næste
konkursklasse, må skifteretten – ligesom i dag – overveje, om konkurslovens §
153 kan bringes i anvendelse.
4.2.2.2. Dækningslofter og størrelser
I forbindelse med fastsættelse af et dækningsloft i konkursloven finder
Konkursrådet det nærliggende at tage udgangspunkt i LG-ordningens loft på
160.000 kr., der ikke omfatter den del af kravet, som arbejdsgiveren skulle have
indeholdt i kildeskat eller i forbindelse med lønindeholdelse.
Dette loft dækker løn mv. og pensionsbidrag og er som beskrevet i kapitel 4.1.1.2
fastsat og reguleret således, at det svarer til et halvt års indkomst for en fuldt
beskæftiget faglært arbejder i hovedstadsområdet på baggrund af konkurslovens
dækning af lønkrav seks måneder tilbage. Loftet dækker imidlertid også krav, der
forfalder
efter
konkursdekretet,
herunder
f.eks.
krav
på
erstatning
i
opsigelsesperioden, og en ansat kan således godt have krav, der vedrører en
længere periode end seks måneder. Endelig dækker loftet de krav, der er omfattet
af konkurslovens § 94, som LG måtte udbetale.
LG har opgjort antallet af ansatte, der i 2013 ramte LG-loftet på 160.000 kr.
Denne opgørelse viser, at 704 ud af 25.590 ansatte havde krav på løn mv., der
oversteg 160.000 kr., hvilket svarer til ca. 2,75 pct. af de ansatte med krav mod
LG i 2013. I årene 2010-2012 havde under 2 pct. af de ansatte krav på løn mv.,
der oversteg dækningsloftet.
46
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Danmarks Statistik har i 2014 udgivet publikationen Indkomster 2012, Tema:
Indkomst og parforhold, der søger at tegne et bredt og nuanceret billede af
indkomstforholdene i Danmark.
I publikationens side 43 er indsat en tabel over erhvervsindkomster fordelt efter
personens socioøkonomiske gruppe (tabel 5.2). Det fremgår bl.a., at de ansatte,
der ligger på det højeste lønniveau (og som ikke er klassificeret som ”topledere”),
i 2012 i gennemsnit havde en bruttoløn på 475.100 kr. Beløbet omfatter
frynsegoder, diæter og vederlag til medlemmer af bestyrelser og udvalg, men ikke
arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag.
Det kan samtidig udledes af publikationen side 129 ff., tabel 11.6, at en række
faggrupper har en gennemsnitlig bruttoindkomst, der er så høj, at personer, der er
beskæftiget i de pågældende fag, i vidt omfang ikke vil kunne opnå fuld dækning
for deres løn ved udbetaling fra fonden, hvis de har krav, der vedrører seks
måneder. Det drejer sig eksempelvis om advokater, ejendomsmæglere og
personer, der er beskæftiget med omsætning af værdipapirer og valuta. Disse
gruppers samlede årlige gennemsnitsbruttoindkomster anføres således alle at være
(markant) over 500.000 kr.
LG har foretaget en undersøgelse af, om beløbsloftet på 160.000 kr. fortsat lever
op til forudsætningen om, at det skal dække seks måneders nettoløn til en faglært
ansat i Københavnsområdet. Undersøgelsen, der ikke har medtaget krav på frit
valg-løn, viser, at denne faglærte arbejder gennemsnitligt vil have et nettokrav på
ca. 130.000 kr. på seks måneder, og dækningsloftet ses således at være noget højt
i forhold til LG-lovens forudsætning.
Konkursrådet finder på baggrund af oplysningerne fra LG og Danmarks Statistik,
at 160.000 kr. er et passende – om end lidt højt – dækningsloft for nettoløn mv. og
pensionsbidrag. Det bemærkes i den forbindelse, at LG’s dækningsloft blev hævet
ekstraordinært meget (fra 110.000 kr. til 160.000 kr.) i 2009 med henblik på at
47
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
sikre indeståender på opsparingsordninger (frit valg-konto). LG’s dækningsloft
omfattede på daværende tidspunkt udbetalinger vedrørende frit valg-ordninger.
Det bemærkes endvidere, at LG’s dækningsloft også omfatter udbetalinger efter
konkurslovens § 94, mens dækningsloftet i konkursloven kun foreslås at skulle
omfatte krav på løn mv., der er omfattet af § 95, idet dækning af § 94-krav ikke
foreslås at skulle begrænses af noget dækningsloft.
Konkursrådet har overvejet, om beløbet skal forhøjes for at tage højde for krav,
der i dag udspringer af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 5. Rådet finder imidlertid
ikke behov herfor, idet sådanne beløb efter gældende ret dækkes inden for LG-
loftet på 160.000 kr.
Samtidig vil en forhøjelse af dækningsloftet for at tage højde for nr. 5-krav
betyde, at man giver det flertal, der ikke har et krav efter den gældende nr. 5, en
forøget dækning for deres løn mv.
Konkursrådet har herefter overvejet, om den beløbsmæssige afgrænsning af
lønprivilegiet mest hensigtsmæssigt kan ske ved et samlet dækningsloft, eller om
der skal indføres flere lofter for f.eks. løn mv., arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag,
feriegodtgørelse og opsparingsordninger (frit valg-ordninger).
Det er i den forbindelse klart, at et samlet dækningsloft vil medføre den mest
enkle retstilstand og den letteste administration af lønprivilegiet. Det er imidlertid
Konkursrådets opfattelse, at en ordning med et samlet loft vil være for ufleksibel
og dermed kommer til at ramme skævt særligt i relation til dækning af
feriegodtgørelse, hvor størrelsen af de ansattes krav afhænger af den tilfældighed,
om arbejdsgiveren tages under konkursbehandling, før eller efter den ansatte har
afholdt hovedferie, og af om den ansatte har tilgodehavender på feriegodtgørelse
fra tidligere ferieår.
48
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Hvis et samlet dækningsloft skal tage højde for sådanne situationer, vil det skulle
fastsættes på et så højt niveau, at højt lønnede ansatte, der f.eks. kun har et meget
højt lønkrav til gode, kan få fuld dækning for dette, på trods af at fastsættelse af et
loft bl.a. netop har til hensigt at afskære sådanne høje krav.
4.2.2.2.1. Arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag
Krav på arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag er efter både konkursloven og LG-
loven beskyttet som almindelig løn, dvs. løn- og pensionskrav dækkes med op til
160.000 kr. hos LG, hvis kravene er omfattet af konkurslovens lønprivilegium
eller konkurslovens § 63, stk. 2, 1. pkt.
Konkursrådet har overvejet, om der bør fastsættes et særskilt loft for
arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag. Et sådant særskilt loft skal i givet fald
begrundes i, at beløbsloftet skal tage højde for, at nogle ansatte først på et sent
tidspunkt opdager, at deres arbejdsgiver i en lang periode ikke har indbetalt deres
pensionsbidrag korrekt, og beløbsloftet skal derfor kunne rumme f.eks. mindst et
års pensionsbidrag.
Det skal i den forbindelse understreges, at det efter Konkursrådets oplysninger
forholder sig sådan, at en ansat ikke nødvendigvis bliver bekendt med eller har
grund til at opdage, at arbejdsgiveren er stoppet med indbetaling af
pensionsbidrag, herunder særligt hvis arbejdsgiveren indbetaler et mindre beløb,
end den ansatte havde krav på.
Det er op til det enkelte pensionsselskab, hvordan man reagerer, hvis der
konstateres ændringer i indbetalingerne, og det er ifølge Konkursrådets
oplysninger ikke alle selskaber, der selv retter henvendelse til de ansatte herom,
bl.a. fordi ændringer kan hænge sammen med ændringer i arbejdsforholdet og
dermed være i overensstemmelse med arbejdskontrakten.
De ansatte skal således i mange tilfælde foretage sig noget aktivt, herunder ved at
rette henvendelse til pensionsselskabet eller at bruge en login-adgang til deres
49
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
pensionsoplysninger, for at konstatere manglende indbetalinger, og ellers er det
kun i forbindelse med en årsopgørelse, at en ansat får mulighed for selv at
konstatere manglen.
Hertil kommer de tilfælde, hvor en arbejdsgiver aldrig indbetaler pensionsbidrag.
Her har pensionsselskabet ingen mulighed for at konstatere denne mangel, idet
ansættelsesforholdet er ukendt for selskabet, og der kan teoretisk forløbe et
ubegrænset tidsrum, uden at den ansatte opdager den manglende indbetaling. Det
er kun, når og hvis den ansatte undrer sig over et manglende velkomstbrev eller en
manglende årsopgørelse fra forsikringsselskabet, at vedkommende bliver
opmærksom på manglen.
Samlet set er der således ikke sikkerhed for, at en ansat automatisk og forholdsvis
hurtigt bliver gjort opmærksom på manglende indbetalte pensionsbidrag. Det
kræver ofte både særlig agtpågivenhed og aktiv handling fra den ansattes side,
hvis denne skal opdage manglende indbetalinger inden for få måneder.
Efter Konkursrådets oplysninger udgør manglende indbetalte pensionsbidrag
endvidere et mere vidtrækkende problem, idet manglende indbetalinger kan føre
til, at en afdød ansats efterladte mister retten til at få udbetalt dødsfaldsydelse.
En beløbsmæssig afgrænsning af lønprivilegiet samt ophævelse af seks-
månederskriteriet og bestemmelsen i konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 5, vil som
anført i kapitel 4.2.2.1 i sig selv betyde, at gamle pensionsrestancer omfattes af
lønprivilegiet inden for dækningsloftet. Konkursrådet har således herved taget
højde for LO’s og DA’s ønske om at sikre gamle pensionskrav bedre end i den
gældende konkurslovgivning.
Konkursrådet finder ikke anledning til at fastsætte et særskilt beløbsloft for
pensionsrestancer, selv om et fælles loft kan indebære, at en ansats krav f.eks. på
grund af gamle pensionsrestancer kommer til at overstige det fastsatte beløbsloft.
50
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet har herved lagt vægt på, at det forhold, at en ansat efter
omstændighederne
pensionsindbetalinger,
ikke
er
måtte
en
blive
bekendt
med
manglende
Denne
forsikringsmæssig
problemstilling.
problemstilling kan ikke løses konkursretligt, men bør overvejes nærmere i andet
regi. Det skal i den forbindelse bemærkes, at en konkursretlig regel, hvorefter
ikke-betalte pensionsbidrag sikres (ubegrænset) dækning ved arbejdsgiverens
konkurs, i øvrigt ikke synes at kunne afhjælpe det ovenfor nævnte problem med
manglende dækning af efterladte, da en efterfølgende dækning af pensionsbidrag
formentlig sjældent vil medføre, at der kan kræves dødsfaldsdækning, hvis
dødsfaldet er indtrådt, inden der sker efterindbetaling af pensionsbidrag.
I øvrigt ville et særskilt beløbsloft for pensionsbidrag betyde, at Konkursrådet
ville anbefale, at det dækningsloft på 160.000 kr., som Konkursrådet finder
passende for løn, pensionsbidrag mv., skulle være lavere. En sådan løsning vil
være en ulempe for de ansatte, der ikke har gamle pensionsrestancer, men som har
lønkrav, der ville blive afskåret af det lavere beløbsloft.
Et særskilt dækningsloft for pensionsbidrag, der skal kunne rumme f.eks. et års
pensionsbidrag, vil endvidere have den negative konsekvens, at personer med
meget høje arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag vil kunne få fuld dækning for
disse, selv om de pågældende pensionsrestancer er forholdsvis nye, på trods af at
fastsættelse af beløbslofter bl.a. har til hensigt at afskære sådanne høje krav.
Hertil kommer, at det fremgår af de i kapitel 4.2.2.2 refererede statistiske
oplysninger fra LG, at beløbsloftet på 160.000 kr., der gælder for løn,
pensionsrestancer mv., kun afskærer få ansatte fra at modtage deres fulde krav fra
LG. Det må på den baggrund antages, at der ikke er noget stort praktisk behov for
et selvstændigt beløbsloft for at tage højde for, at nogle ansatte kan have gamle
krav på pensionsbidrag.
Konkursrådet har endvidere lagt vægt på, at et beløbsloft for løn og
pensionsbidrag mv. er en videreførelse af gældende ret, at der er symmetri mellem
51
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
konkursloven og LG-loven på dette punkt, og at det giver den mest enkle
retstilstand.
4.2.2.2.2. Feriegodtgørelse
For så vidt angår feriegodtgørelse gælder i dag efter konkurslovens § 95, stk. 1,
nr. 4, ingen begrænsning i dækningen. Dækningen er således udelukkende
begrænset af ferielovens § 35, stk. 2, hvorefter krav på feriegodtgørelse forældes 3
år efter ferieårets udløb, jf. bekendtgørelse nr. 202 af 22. februar 2013 af
ferieloven med senere ændringer.
Dette betyder, at en ansat ved sin arbejdsgivers konkurs kan have krav på
feriegodtgørelse fra hvert af de to foregående optjeningsår samt krav optjent i det
aktuelle optjeningsår.
Feriegodtgørelse er heller ikke omfattet af beløbsgrænsen i LG-lovens § 3, og
krav på feriegodtgørelse dækkes således fuldt ud af LG uafhængigt af, hvad
fonden udbetaler til dækning af løn mv.
Ferie med løn og ferietillæg dækkes som almindelig løn, dvs. efter konkurslovens
§ 95, stk. 1, nr. 1, og begrænses af LG’s dækningsloft på 160.000 kr.
Der placeres ferie i opsigelsesperioden efter ferielovens regler både for så vidt
angår ansatte, der får feriegodtgørelse, og ansatte, der i deres ferie får udbetalt
almindelig løn.
Krav på feriepenge vedrørende ferie, der ikke er afholdt eller ikke kan placeres i
opsigelsesperioden, får alle ansatte udbetalt uden om LG’s dækningsloft på
160.000 kr.
Hvis krav på feriegodtgørelse bliver underlagt et samlet dækningsloft i
konkursloven sammen med løn mv., vil det således udgøre en ændring af ansattes
retsstilling efter begge lovgrundlag. Samtidig vil der være risiko for, at et sådant
52
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
1519879_0053.png
loft rammer skævt og utilsigtet, idet der kan være stor forskel på krav på
feriegodtgørelse, alt efter om konkursen indtræder før eller efter afholdt
(hoved)ferie, samt om den ansatte har optjente feriedage fra tidligere optjeningsår.
LG har oplyst over for Konkursrådet, at feriegodtgørelse ofte udgør en stor del af
fondens udbetalinger, og LG har udarbejdet følgende statistikker over udbetalt
feriegodtgørelse (netto) i 2011, 2012 og 2013.
Antal
Udbetalt i Udbetalte beløb pr. sag sager
2011 0 - 10.000 kr.
12.241
10.000 - 20.000 kr.
5.089
20.000 - 30.000 kr.
2.606
30.000 - 40.000 kr.
1.020
40.000 - 50.000 kr.
335
50.000 - 60.000 kr.
99
60.000 - 70.000 kr.
39
70.000 - 80.000 kr.
18
80.000 - 90.000 kr.
8
90.000 - 100.000 kr.
4
100.000 kr. eller derover
4
Tilbagebetalinger
114
I alt
21.577
Antal
Udbetalt i Udbetalte beløb pr. sag sager
2012 0 - 10.000 kr.
10.716
10.000 - 20.000 kr.
4.595
20.000 - 30.000 kr.
2.289
30.000 - 40.000 kr.
943
40.000 - 50.000 kr.
326
50.000 - 60.000 kr.
131
60.000 - 70.000 kr.
50
70.000 - 80.000 kr.
32
80.000 - 90.000 kr.
15
90.000 - 100.000 kr.
10
100.000 kr. eller derover
12
Tilbagebetalinger
130
I alt
19.249
53
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
1519879_0054.png
Udbetalt i Udbetalte beløb pr. sag
2013 0 - 10.000 kr.
10.000 - 20.000 kr.
20.000 - 30.000 kr.
30.000 - 40.000 kr.
40.000 - 50.000 kr.
50.000 - 60.000 kr.
60.000 - 70.000 kr.
70.000 - 80.000 kr.
80.000 - 90.000 kr.
90.000 - 100.000 kr.
100.000 - 110.000 kr.
110.000 - 120.000 kr.
120.000 - 130.000 kr.
130.000 - 140.000 kr.
140.000 - 150.000 kr.
210.000 - 220.000 kr.
Tilbagebetalinger
I alt
Antal
sager
12.249
5.809
3.256
1.289
459
170
67
25
12
12
3
3
4
2
2
1
193
23.556
Konkursrådet finder på baggrund af ovenstående, at det vil være meget
uhensigtsmæssigt, hvis krav på feriegodtgørelse indeholdes i et samlet loft med
løn og pensionsbidrag. Rådet finder således, at der fortsat er tungtvejende grunde
til at opretholde en særregulering af feriegodtgørelse med henblik på at sikre en
fleksibel løsning.
Konkursrådet har på den baggrund overvejet, om krav på feriegodtgørelse fortsat
skal dækkes fuldt ud, så længe der ikke er indtrådt forældelse, eller om
feriegodtgørelse skal dækkes under et særskilt dækningsloft.
Det opgør med rækkevidden af beskyttelsen i § 95, der bl.a. ligger til grund for
fastsættelse af et dækningsloft for løn mv., tilsiger, at der på samme vis fastsættes
et loft for privilegiet i relation til krav på feriegodtgørelse med henblik på at
afskære en del af kravene fra meget højt betalte ansatte.
54
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
For at sikre den fleksibilitet, som bl.a. begrunder et særskilt dækningsloft for
feriegodtgørelse, bør loftet efter Konkursrådets opfattelse ikke blot fastsættes til
12,5 pct. feriegodtgørelse af den løn, der efter beløbsloftet på 160.000 kr. svarer
til seks måneder, dvs. efter samme princip, som beløbsloftet for løn mv. og
pension er udregnet. Loftet bør derimod fastsættes, så det sikres, at der er fuldt
privilegium for langt hovedparten af krav på feriegodtgørelse, som altså kan
udgøre ferie optjent flere år tilbage.
Dette vil imidlertid indebære, at højt lønnede ansatte, der kun har krav på
feriegodtgørelse vedrørende nogle få uger eller for indeværende ferieår, kan få
dækket hele deres krav på feriegodtgørelse inden for dækningsloftet, men dette
må efter Konkursrådets opfattelse accepteres som en konsekvens af en
velbegrundet særordning for feriegodtgørelse.
Det er Konkursrådets vurdering, at der bl.a. på baggrund af overstående
overvejelser og statistikkerne over LG’s udbetalinger af feriegodtgørelse bør
fastsættes et beløbsloft på 80.000 kr., der – ligesom beløbsloftet for løn og
pension mv. – skal kunne reguleres i takt med lønudviklingen og i øvrigt vedrører
nettokrav.
Ved fastlæggelse af et beløb på 80.000 kr. er der lagt vægt på, at meget få ansatte
får afskåret privilegium for deres krav på feriegodtgørelse. I 2011 ville således
kun 16 ud af 21.577 ansatte ikke have fået fuld dækning for deres krav på
feriegodtgørelse, hvis loftet havde været gældende, mens det i 2012 ville være 37
ud af 19.249 ansatte og i 2013 39 ud af 23.556 ansatte.
Der er imidlertid også lagt vægt på, at Konkursrådets forslag om ophævelse af
muligheden for at konkursregulere opsigelsesvarsler, jf. kapitel 9, må antages at
indebære, at flere ansatte får krav på feriegodtgørelse, der overstiger
dækningsloftet på 80.000 kr.
55
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
De ansatte, der får feriegodtgørelse dækket af en feriegarantiordning, vil afhængig
af vilkårene herfor kunne få hele deres krav dækket hos feriegarantiordningen, der
herefter eventuelt får deres regreskrav begrænset af det foreslåede dækningsloft.
Forslaget vil kun medføre en ubetydelig besparelse for LG.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 9 (forslag til konkurslovens § 95, stk.
1, nr. 2, og stk. 2), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
4.2.2.2.3. Frit valg-løn
De såkaldte særlige opsparinger (frit valg-ordninger) blev indført ved
overenskomsterne på LO’s og DA’s område i 2007. Ordningerne går ud på, at de
ansatte kan opspare nogle løndele (typisk løn, godtgørelse for ikke-afholdte
feriefridage, søgnehelligdagsbetaling og pensionsbidrag) på en konto hos
arbejdsgiveren. Frit valg-løn kan typisk udgøre op til 7,5 pct. af den samlede løn.
Indestående på en sådan konto kan den ansatte under nogle nærmere fastsatte
betingelser få udbetalt enten i form af løn eller overført til pension. Vilkårene for
frit valg-konti varierer en del, men det følger af nogle overenskomster, at de
ansatte kan vælge at få udbetalt indestående fra den særlige opsparing, når de
holder fri i forbindelse med ferie, søgnehelligdage, feriefridage eller
overenskomstmæssige fridage. De ansatte vælger selv, hvor stor udbetalingen skal
være. Er der overskud på den særlige opsparing (frit valg-kontoen) ved ferieårets
udløb, videreføres beløbet til udbetaling i det følgende ferieår. I en del
overenskomster er der fastsat faste forfaldsdatoer, hvor kontoen udbetales f.eks.
en eller to gange årligt, hvis der ikke er anmodet om udbetaling tidligere. Ved den
ansattes fratræden udbetales et eventuelt indestående i forbindelse med sidste
lønudbetaling. Der betales først A-skat og AM-bidrag ved udbetalingen til den
ansatte.
Frit valg-løn er i konkursloven beskyttet ligesom løn, dvs. opsparede midler på en
frit valg-konto er omfattet af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., hvis de
56
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
1519879_0057.png
kræves udbetalt eller forfalder automatisk i tidsrummet fra seks måneder før
fristdagen til konkursdekretets afsigelse, eller hvis de, uanset at de er optjent før
konkursdekretets afsigelse, først kræves udbetalt eller forfalder efter dette tidsrum.
Efter LG-loven har frit valg-løn en særstilling, idet udbetalinger fra en sådan
ordning ikke er omfattet af LG-ordningens dækningsloft, jf. LG-lovens § 3, stk. 1,
2. pkt. Begrundelsen herfor er, at en frit valg-opsparing må ses som en del af en
række nye personalepolitiske instrumenter, som skal øge fleksibiliteten og
medvirke til at øge arbejdsstyrken på arbejdsmarkedet, og at det er af afgørende
samfundsmæssig betydning, at lovgivningen understøtter de fleksible rammer,
som overenskomstparterne skaber på det danske arbejdsmarked, jf. forarbejderne
til lov nr. 1509 af 27. december 2009 (lovforslag nr. L 70, folketingssamlingen
2009-10, pkt. 4.1).
Konkursrådet har overvejet, om en ansats indestående på en frit valg-konto bør
dækkes inden for et dækningsloft på 160.000 kr., eller om konkursloven ligesom
LG-loven bør indeholde en særregulering vedrørende frit valg-opsparinger enten
ved et selvstændigt beløbsloft eller ved ubegrænset dækning.
LG har til brug for Konkursrådets overvejelser udarbejdet nedenstående statistik
over de frit valg-krav, som ansatte har fået udbetalt i 2013. LG-lovens beløbsloft
på 160.000 finder ikke anvendelse i forhold til frit valg-krav, men statistikken
angiver alligevel, hvor mange ansatte med frit valg-krav der ramte beløbsloftet.
Beløbsgruppering
A. Tilbagesøgninger
B. Kr. 0
C. Kr. 1 - 100
D. Kr. 100 - 500
E. Kr. 500 - 1.000
F. Kr. 1.000 - 2.000
G. Kr. 2.000 - 5.000
H. Kr. 5.000 - 10.000
I. Kr. 10.000 - 15.000
J. Kr. 15.000 - 20.000
Antal Beløb
Ramt maks.
106
- 15.082
3
557
0
1
194
7.330
5
589
171.620
14
635
471.560
7
764 1.127.638
21
1020 3.133.760
29
230 1.538.382
5
51
607.756
3
7
112.676
2
57
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
1519879_0058.png
K. Kr. 20.000 - 30.000
L. Kr. 30.000 eller
derover
4
1
86.780
43.272
0
0
Frit valg-ordninger består som anført overfor af løndele, men de adskiller sig fra
almindelig løn mv. derved, at der er tale om opsparinger, som de ansatte kan
kræve udbetalt efter eget ønske. Det er Konkursrådets opfattelse, at frit valg-
ordninger som udgangspunkt ikke adskiller sig fra almindelig løn mv. og
arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag i et sådant omfang, at der er konkursretligt
belæg for en særregulering af dækningen ved konkurs for krav på frit valg-løn.
Hertil kommer, at statistikken over udbetalinger af frit valg-løn viser, at det oftest
er relativt små krav, der udgør den ansattes frit valg-krav ved konkurs, samt at kun
få personer med frit valg-krav samtidig har ramt LG-lovens beløbsloft. Dette taler
for, at beløbene typisk vil kunne udbetales fuldt ud inden for et fælles
dækningsloft på 160.000 kr., og at der således ikke er behov for et selvstændigt
dækningsloft.
Konkursrådet har imidlertid noteret sig, at den nuværende LG-lovgivning er
indrettet med henblik på at understøtte overenskomsternes frit valg-ordninger,
således at den enkelte ansatte har garanti for at få udbetalt indeståendet på sin frit
valg-konto ved arbejdsgiverens konkurs, og at det er af afgørende betydning for
LO og DA, at dette fortsat gør sig gældende med henblik på at sikre den ansattes
incitament til at benytte sig af frit valg-ordningen.
Denne holdning fremgår endvidere af det brev til Konkursrådet af 10. april 2008
fra LO og DA, som bl.a. lå til grund for Konkursrådets udtalelse af 10. juni 2009
om de fælles henvendelser fra LO og DA vedrørende ændring af konkurslovens
§ 95 – placeringen i konkursordenen af ansattes krav på indestående på en
fritvalgs lønkonto/særlig opsparing og på ikke-indbetalte arbejdsgiverbidrag til
ansattes pensionsordning.
58
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet finder i den forbindelse anledning til at fremhæve, at rådet finder
det hensigtsmæssigt, at der så vidt muligt er symmetri mellem konkurslovens og
LG-lovens dækning ved konkurs.
Det kan endvidere ikke udelukkes, at frit valg-ordninger kan understøtte en
arbejdsgivers økonomiske situation, idet arbejdsgiveren gennem frit valg-
ordningerne får forøget likviditeten, selv om det ikke er det egentlige formål med
ordningerne.
På baggrund heraf er Konkursrådet indstillet på, at lønprivilegiet kan komme til at
indeholde en særregulering af indeståendet på en frit valg-konto med henblik på at
tilstræbe, at indeståendet på sådanne konti ikke fortabes ved arbejdsgiverens
konkurs.
Konkursrådet kan imidlertid ikke anbefale, at frit valg-ordninger dækkes helt uden
for et dækningsloft. En sådan retsstilling vil indebære en særskilt fravigelse af det
konkursretlige lighedsprincip, hvorefter sådan gæld ikke skal behandles
anderledes end anden gæld, der omfattes af lønprivilegiet. Det er således
afgørende, at frit valg-krav afskæres af et passende dækningsloft, ligesom det
foreslås i forhold til løn mv. og feriegodtgørelse.
Konkursrådet har i den forbindelse også lagt vægt på, at den enkelte ansatte
løbende har mulighed for at sikre, at indeståendet på frit valg-kontoen holdes på et
niveau, hvor der vil være dækning i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs.
Til gengæld er Konkursrådet indstillet på, at forrentede frit valg-ordninger
fremover omfattes af privilegiet, herunder også selve rentedelen mv., jf. herom
kapitel 5, hvis kontoen er ført på en sådan måde, at det er muligt at beregne renter
af indeståendet.
59
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet finder på baggrund af LG’s udarbejdede statistik, at dækningsloftet
bør fastsættes til 10.000 kr., idet meget få ansatte derved vil få deres indestående
på en frit valg-konto afskåret.
Dækningsloftet bør ligesom de øvrige lofter være til dækning af den del, der
udbetales til den ansatte, dvs. nettobeløbet, hvis det udbetales som løn, og
bruttobeløbet, hvis det udbetales til den ansattes pensionsopsparing.
Et særskilt dækningsloft på 10.000 kr. for frit valg-løn vil have den negative
konsekvens for ansatte med et indestående på mere end 10.000 kr., at den
resterende del af frit valg-kravet vil blive afskåret, selv om det eventuelt ville
være dækket inden for det almindelige dækningsloft, hvis dette fandt anvendelse.
Konkursrådet kan for at tage højde for denne uhensigtsmæssighed anbefale, at
dækningsloftet på 10.000 kr. for frit valg-krav fastsættes som et tillægsloft til
dækningsloftet for løn mv. og pensionsbidrag. Dette vil indebære, at der fastsættes
et samlet loft på 170.000 kr., hvoraf løn mv. og pensionsbidrag højst kan udgøre
160.000 kr.
Forslaget vil medføre en mindre besparelse for konkursboerne og LG.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 9 (forslag til konkurslovens § 95, stk.
1, nr. 1, stk. 2 og stk. 5), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
4.2.2.3. Opsummering mv.
Konkursrådet kan på baggrund af ovenstående anbefale, at konkurslovens
lønprivilegium fremover opretholdes, men at privilegiet afgrænses beløbsmæssigt,
således at løn mv., arbejdsgiverbetalte pensionsbidrag og krav ifølge en
opsparingsordning (frit valg-ordning) dækkes inden for et samlet dækningsloft på
170.000 kr. til hver ansat, hvoraf de krav, der ikke stammer fra en frit valg-
ordning, samlet set ikke kan overstige et grundloft på 160.000 kr. Hertil kommer
et særskilt dækningsloft vedrørende feriegodtgørelse på 80.000 kr. Renter af et
60
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
krav dækkes, i det omfang renterne kan rummes inden for loftet for det
pågældende krav. Dvs. renter af f.eks. feriegodtgørelse skal, i det omfang de er
omfattet af § 95, dækkes inden for feriegodtgørelsesloftet.
Herefter vil kun de almindelige obligationsretlige regler, herunder navnlig
reglerne om forældelse, afgrænse lønprivilegiet tidsmæssigt. Den almindelige
forældelsesfrist for løn mv. er 5 år, jf. § 4, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1063 af
28. august 2013 om forældelse af fordringer med den ændring, der følger af lov
nr. 1622 af 26. december 2013. Feriegodtgørelse omfattes af ferielovens § 35, stk.
2, hvorefter krav på feriegodtgørelse forældes 3 år efter ferieårets udløb, jf.
bekendtgørelse nr. 202 af 22. februar 2013 af ferieloven med senere ændringer.
De enkelte beløb – der indirekte bør komme til at gælde efter LG-loven derved, at
LG dækker krav, der er omfattet af lønprivilegiet – skal kunne reguleres af
justitsministeren i takt med lønudviklingen og efter forhandling med
beskæftigelsesministeren med henblik på at inddrage de fornødne hensyn til dels
de simple kreditorer og dels de ansatte.
Grundloftet på 160.000 kr. vedrørende løn mv. og pensionsbidrag skal reguleres
efter samme principper som det nuværende dækningsloft i LG-loven, dvs. loftet
skal afspejle niveauet for et halvt års nettoindkomst for en fuldt beskæftiget
faglært arbejder i hovedstadsområdet. Det yderligere loft på 10.000 kr. bør
reguleres med samme procentsats, som grundloftet reguleres med i den givne
situation.
Dækningsloftet skal ikke forhøjes, hvis Konkursrådets forslag, herunder især om
ophævelse af adgangen til at konkursregulere krav omfattet af konkurslovens §
95, medfører, at en større del af de ansatte får begrænset deres krav af lofterne,
end det er tilfældet for så vidt angår det nuværende dækningsloft i LG-loven, jf.
herom kapitel 9 nedenfor.
61
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet har overvejet, om dækningsloftet for feriegodtgørelse skal reguleres
med samme procentsats og i takt med de øvrige lofter. Konkursrådet foreslår, at
reguleringen sker med samme procentsats som de øvrige lofter.
Konkursrådet lægger herved vægt på, at feriegodtgørelse beregnes som en bestemt
andel af lønnen, hvorfor en regulering af loftet i takt med lønudviklingen er
hensigtsmæssig. Konkursrådet bemærker, at det foreslåede dækningsloft på
80.000 kr. tilsigter at sikre, at kun meget få ansatte får afskåret privilegium for
krav på feriegodtgørelse, jf. kapitel 4.2.2.2.2. En regulering af dækningsloftet
baseret på et princip herom er imidlertid administrativ byrdefuld og i øvrigt ikke
ønskværdig, idet Konkursrådets forslag om ophævelse af muligheden for at
konkursregulere aftaler, der er omfattet af konkurslovens § 95, vil medføre en
tilsigtet stigning i antallet af ansatte, hvis krav ikke kan holdes inden for
dækningslofterne.
De krav, som ikke er fortrinsstillede pga. dækningslofterne, kan anmeldes som
simple krav i konkursboet. Dette har bl.a. også den betydning, at de kan
akkorderes i forbindelse med en rekonstruktion, jf. konkurslovens § 10 a, stk. 2,
nr. 3.
Det bemærkes, at de foreslåede dækningslofter kun skal afgrænse den ansattes
nettokrav mod boet bortset fra de krav, som udbetales uden skattetræk, herunder
pensionsgodtgørelser og frit valg-krav, der udbetales til den ansattes
pensionsordning,. Dækningslofterne er således ikke til hinder for, at SKATs krav
på A-skat og AM-bidrag herudover fortsat har privilegium i samme omfang som
den ansattes krav, jf. herom kapitel 7.
Konkursrådet har i relation til de samlede krav, der overstiger dækningslofterne,
overvejet, i hvilken rækkefølge forskellige krav fra den ansatte skal dækkes.
Det kan af flere grunde have betydning for den ansatte, hvilke af kravene der
dækkes inden for dækningsloftet, og hvilke der falder udenfor. F.eks. indebærer
62
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådets forslag om, at konkurslovens § 61 ikke skal kunne finde
anvendelse på aftaler, der er omfattet af § 95, jf. kapitel 9, at det for den ansatte er
en fordel, hvis den sidste del af den pågældendes opsigelsesvarsel dækkes inden
for loftet (og dermed ikke kan konkursreguleres), mens den første del, som svarer
til et sædvanligt varsel, falder uden for loftet og bliver omfattet af § 97.
Dækning af visse krav frem for andre kan eksempelvis også have skattemæssige
konsekvenser for den ansatte, fordi den ansatte godskrives skatten af den løn, der
udbetales, og visse krav beskattes anderledes end almindelige lønkrav. Den
enkelte ansatte kan endvidere have interesse i, at lønkrav dækkes før pensionskrav
eller omvendt.
Konkursrådet har på den baggrund overvejet, om der bør fastsættes regler om,
hvilke krav der anses for dækket først. En mulighed kunne være at anse kravene
for dækket i den rækkefølge, som de forfalder, med det ældste krav først.
Alternativt kan det bestemmes, at den ansatte eller konkursboet/LG skal kunne
udpege, hvilke krav der skal dækkes.
LG har oplyst, at førstnævnte fremgangsmåde benyttes af fonden, og at den bl.a.
har den fordel, at LG over for f.eks. a-kasserne kan oplyse en slutdato for LG’s
dækning inden for beløbsloftet, således at a-kasserne kan vurdere, fra hvilket
tidspunkt den ansatte vil være dagpengeberettiget. Løsningen har også den fordel,
at de ansatte ikke kan spekulere i, hvilke krav det er mest fordelagtige at få
dækket.
Denne løsning indebærer (ligesom den løsning, hvor den ansatte har
udpegningsret) risiko for, at konkursboet og/eller LG skal bruge ressourcer på at
afklare, herunder ved domstolene, tvister om eksistensen af eller fortrinsstilling af
krav, som eventuelt skal dækkes. Er der ikke tvivl om, at der er berettigede krav
for mere end 160.000 kr., forekommer det ikke hensigtsmæssigt, at der skal
bruges ressourcer på at afgøre en tvist om eksistensen af et krav, medmindre det
har betydning i anden sammenhæng, f.eks. hvis der er dividende til simple krav.
63
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Løsningen indebærer endvidere risiko for, at der skal bruges ressourcer på at
afklare tvivl om forfaldstidspunktet for så vidt angår krav, der – afhængigt af
hvornår forfaldstid er – skal dækkes som det yngste krav. Et formål med at
ophæve den tidsmæssige afgrænsning af lønprivilegiet er netop, at der ikke skal
bruges ressourcer på at afklare kravets forfaldstid ud over i relation til forældelse
af kravet.
En løsning, hvorefter konkursboet og/eller LG bestemmer, hvilke krav der skal
anses for dækket, indebærer risiko for, at valget ikke falder ens ud i de tilfælde,
hvor der er dækning i konkursboerne, og dette vil indebære, at paralleliteten
mellem de to lovgrundlag ikke opretholdes. Dette vil dog kunne undgås, såfremt
konkursboet er bundet af det valg, som LG har truffet med hensyn til, hvilke krav
der er udbetalt dækning af.
Det er Konkursrådets opfattelse, at der ikke bør fastsættes eksplicitte regler om
dækningsrækkefølgen. Dette spørgsmål bør således afgøres efter almindelige
obligationsretlige principper, hvorefter afdrag på gæld som udgangspunkt
afskrives på den ældste (ikke forældede) del af gælden.
Det bemærkes i øvrigt, at det kun vil være i relativt få tilfælde, at
dækningslofterne berøres, og dermed at der skal foretages et valg mellem dækning
af forskellige krav, og at det må antages, at der kun i en begrænset del af disse
tilfælde vil være tvister om krav, herunder forfaldstiden.
Det bemærkes endvidere, at de krav, som ikke dækkes, fordi dækningsloftet er
nået, kan anmeldes som simple krav, og at der i forbindelse med boets behandling
må tages stilling til kravets berettigelse, hvis der er dividende til krav omfattet af
konkurslovens § 97.
En løsning, der indebærer, at LG kan bestemme, hvilken del af kravet LG betaler,
vil kunne få som konsekvens, at den ansatte undlader at anmelde de krav, som
64
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
ønskes dækket til sidst, hvis de under alle omstændigheder beløbsmæssigt falder
uden for dækningsloftet, og hvis det står klart, at der ikke vil være dækning til
simple krav.
Endelig bemærkes, at det selvsagt ikke bør være muligt for en ansat, der har et
krav, som overstiger beløbsloftet, at opnå § 95-status for hele kravet ved kun at
anmelde 160.000 kr. hos LG og derefter anmelde resten af kravet direkte i
konkursboet (for dermed at opnå dividende i konkurrence med LG’s regreskrav).
Det foreslås derfor, at såfremt en ansat har fået dækket krav omfattet af § 95 af
LG, går fondens krav, jf. § 99, stk. 2, forud for den ansattes eventuelle yderligere
krav omfattet af privilegiet.
Det bemærkes, at forslaget i kapitel 12 nedenfor om fremrykning af LG’s
udbetalinger til indledning af rekonstruktionsbehandling for så vidt angår ikke
videreførte ansatte har aktualiseret et forslag om, at dækningslofterne i § 95 ikke
omfatter krav, der var eller kunne have været gjort gældende under en tidligere
konkursbehandling. Dette indebærer omvendt, at fornyede dækningslofter finder
anvendelse
i
tilfælde
af
ny
insolvensbehandling,
hvis
den
tidligere
rekonstruktionsbehandling blev afsluttet med en tvangsakkord, eller ved at
arbejdsgiveren på anden måde blev solvent.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 9 (forslag til konkurslovens § 95, stk.
1, nr. 1 og 2, og stk. 2), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
4.3. Kravstyper
4.3.1. Gældende ret
Lønprivilegiet omfatter som anført i kapitel 3.2 løn og andet vederlag for arbejde i
skyldnerens tjeneste, erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet, godtgørelse
vedrørende opsigelse eller afbrydelse af arbejdsforholdet og feriegodtgørelse.
65
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Lønprivilegiet omfatter fast løn, eventuelle tillæg, der er vederlag for den ansattes
arbejdsydelse, provision, bonus for udført arbejde mv. Krav på fri bil, fri bolig
mv. henføres som udgangspunkt også til lønprivilegiet.
Ansattes krav mod deres arbejdsgiver, der ikke er krav på løn mv., er således ikke
omfattet af privilegiet og må på den baggrund typisk gøres gældende som et
simpelt krav i arbejdsgiverens konkursbo. Dette gælder også krav, der udspringer
af arbejdsforholdet, herunder krav på udlæg for arbejdsgiveren, kørselspenge,
erstatningskrav for arbejdsskader samt en lang række godtgørelser, jf. herom
nedenfor kapitel 8.2.
Som eksempler på afgrænsningen kan nævnes Højesterets dom af 11. marts 2005
(gengivet i UfR 2005, side 1752) hvor et kompensationskrav som følge af en
konkurrenceklausul ikke var omfattet af lønprivilegiet, fordi kravet var
kompensation for den begrænsning i den fremtidige erhvervsudøvelse, som den
ansatte havde påtaget sig, og der dermed ikke var tale om løn eller andet vederlag.
I Højesterets dom af 20. oktober 2005 (gengivet i UfR 2006, side 244) blev en
skattefri rejsegodtgørelse for bilagsfri udgifter ikke anset for løn eller andet
vederlag og var dermed ikke omfattet af privilegiet. Højesteret lagde vægt på, at
rejsegodtgørelsen måtte anses for ydet til dækning af den ansattes gennemsnitlige
faktiske udgifter, samt at godtgørelsen var skattefri, ligesom der ikke blev
beregnet bl.a. feriegodtgørelse af rejsegodtgørelsen.
Gratialer, tantiemer mv. kan være privilegerede, hvis de ydes efter faste kriterier
og med fast regelmæssighed, jf. Østre Landsrets dom af 11. oktober 1995
(gengivet i UfR 1996, side 172) hvor et jubilæumsgratiale var privilegeret, idet det
blev ydet efter langvarig fast praksis.
Det er imidlertid en forudsætning, at et beløb ydes som vederlag for udført
arbejde. I Østre Landsrets dom af 15. februar 2011 (sag B-1379-10) blev en aftalt
”stay on-bonus”, der skulle udbetales, hvis de pågældende ansatte forblev ansat
66
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
hos arbejdsgiveren i et bestemt tidsrum, ikke anset som løn og andet vederlag, idet
bonussen måtte betragtes som kompensation for, at de ansatte undlod at opsige
deres arbejdsaftaler.
4.3.2. Konkursrådets overvejelser
Det er Konkursrådets opfattelse, at de hensyn, som rækker til at opretholde
privilegiet, jf. kapitel 4.1.2, ikke er tilstrækkelige til at udvide privilegiet til alle
krav mod arbejdsgiverne, selv om de kun består i kraft af ansættelsesforholdet.
Omvendt er det Konkursrådets opfattelse, at visse krav mod arbejdsgiveren har en
sådan karakter, at den nuværende afgrænsning kan forekomme tilfældig fra et
lønmodtagerperspektiv.
Dette gør sig efter Konkursrådets opfattelse gældende i forhold til udgifter, som
en ansat har afholdt på arbejdsgiverens vegne. Hensynet bag lønprivilegiet er, at
de ansatte skal kunne afholde leveomkostninger mv. af sin løn, men i tilfælde
hvor den ansatte på arbejdsgiverens vegne har anvendt dele af tidligere udbetalt
løn eller andet forsørgelsesgrundlag, opfyldes dette hensyn ikke, og dette
berettiger til en udvidelse af konkurslovens § 95 i relation til sådanne kravstyper.
Konkursrådet finder således, at en ansats krav mod arbejdsgiveren, der skal
modsvare en udgift, som den pågældende har afholdt for arbejdsgiveren, bør være
omfattet af konkurslovens § 95.
Dette gør sig f.eks. gældende i relation til krav på kørselsudgifter, som en ansat
har mod arbejdsgiveren, herunder i tilfælde hvor det har været et krav fra
arbejdsgiverens side, at den ansatte kunne anvende egen bil til brug for arbejdet.
Den gældende retsstilling synes særlig tilfældig, når krav på fri bil som
udgangspunkt henføres under konkurslovens § 95.
67
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det forekommer endvidere tilfældigt, om en ansat har anvendt egne midler til
betaling af varer, hotelværelse mv. for arbejdsgiveren mod senere refusion, eller
om den ansatte har haft arbejdsgiverens midler med til betaling.
Den ansattes krav mod arbejdsgiveren bør være privilegeret, uanset om den
ansatte får de faktiske omkostninger godtgjort efter regning, eller om godtgørelse
sker i form af et rimeligt løntillæg, herunder i form af diæter.
Dette indebærer, at den retstilstand, der følger af UfR 2006.244 H, som er omtalt
ovenfor i kapitel 4.3.1, ikke længere bør stå ved magt. Det vil således ikke i
relation til udgifter afholdt for arbejdsgiveren være relevant at lægge vægt på, om
godtgørelse af udgifterne er skattefri, og om der beregnes feriegodtgørelse heraf.
Det bemærkes, at fortrinsretten vedrørende godtgørelse af udgifter afholdt på
arbejdsgiverens vegne kun skal omfatte den personkreds, der ellers er omfattet af
privilegiet. Personer, som er en del af en virksomheds øverste ledelse, og som
ikke er omfattet af konkurslovens § 95, får således ikke fortrinsret for et lignende
krav.
Fortrinsretten begrænses af det foreslåede dækningsloft vedrørende løn mv. på
160.000 kr.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 9 (forslag til konkurslovens § 95, stk.
1, nr. 3, og stk. 2), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
68
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 5
Henstand med løn
5.1. Gældende ret
Det følger af konkurslovens § 95, stk. 1, at lønkrav, som er forfaldet i tidsrummet
fra 6 måneder før fristdagen indtil konkursdekretets afsigelse, er sikret
privilegium, selv om den ansatte har givet henstand med lønudbetalingen. Det
følger endvidere af bestemmelsens nr. 5, at krav, som er forfaldet tidligere end 6
måneder før fristdagen, og som ikke er forfulgt uden ugrundet ophold, ikke har
privilegium.
Spørgsmålet om henstand med løn er berørt af det af Justitsministeriet den 29.
januar 1958 nedsatte Konkurslovsudvalg på side 31-32 i betænkning nr. 423/1966,
hvor lønprivilegiet foresloges begrænset til de sidste tre måneder før indgivelse af
konkursbegæring:
”[…] Udvalget har i forbindelse med den radikale udrensning af ikke
tilstrækkeligt begrundede konkursprivilegier, som man foreslår gennemført, også
anset det for påkrævet at begrænse det eneste tilbageværende privilegiums
tidsmæssige udstrækning. Medens det er usædvanligt, at funktionærer i
underordnede stillinger gennem længere tid undlader at fordre deres fulde løn
udbetalt, hænder det, at højere funktionærer har ladet en del af deres løn blive
stående i firmaet, og i disse tilfælde vil der ofte være tale om forhold, der er stærkt
beslægtet med indskud i eller lån til virksomheden. Et lønprivilegium, der rækker
længere tilbage i tiden, vil derfor kunne give visse funktionærer et ikke begrundet
privilegium, eventuelt til skade for andre medarbejdere. Udvalget har derfor ment
at kunne begrænse privilegiet til løn, der er indtjent i de sidste 3 måneder før
indgivelsen af konkursbegæringen. […]”
69
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
I det fremsatte lovforslag blev den gældende tidsgrænse på seks måneder
foreslået, og herom fremgår navnlig følgende (Folketingstidende 1968-69, tillæg
A, spalte 3008):
”En række af de faglige organisationer, som har udtalt sig om lovudkastet, har
udtrykt betænkelighed ved den foreslåede regel. Hvad angår begrænsningen af
lønprivilegiets tidsmæssige udstrækning, har man særlig fremhævet, at det ikke
sjældent forekommer, at arbejdere og funktionærer i virksomheder, som er i
økonomiske vanskeligheder, for at hjælpe virksomheden indgår på gennem nogen
tid at yde henstand med udbetalingen af en del af deres løn. Hvis udvalgets forslag
følges, vil det betyde, at arbejdere og funktionærer fremtidig vil være mindre
tilbøjelige til at indgå på ordninger af denne art med den – for alle parter –
uheldige virkning, at virksomheden kan blive tvunget til en lukning, som måske
kunne have været undgået.
[…]
Det forekommer formentlig sjældent, at der gives henstand med lønudbetalinger
over et tidsrum af 1 år, og man kan ikke se bort fra, at henstanden, hvis den
faktisk udstrækkes over så lang en periode, kan få karakter af en kreditydelse, som
ikke bør dækkes forud for skyldnerens øvrige kreditorer.”
Domstolene har i en række sager udtalt sig om spørgsmålet om privilegium i
forbindelse med henstand med løn. Højesteret afsagde den 17. maj 2000 en dom
(gengivet i UfR 2000, side 1745), der angik en tvist mellem LG og en række
ansatte, som havde været ansat i et anpartsselskab, og som i en længere periode
forud for selskabets konkurs med fristdag i oktober 1995 havde arbejdet uden at få
løn. De ansatte havde endvidere først kort tid inden konkursens indtræden taget
skridt til at inddrive deres løntilgodehavender. De ansatte havde anmeldt deres
lønkrav for april 1995 og senere måneder, men LG havde afvist at dække kravene
under henvisning til, at de ansatte ved at arbejde uden at modtage løn havde ydet
arbejdsgiveren en sådan kredit, at de ansattes krav havde mistet deres status som
70
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
privilegerede lønkrav. LG fik medhold af Østre Landsret, men Højesteret gav de
ansatte medhold i deres krav mod LG med følgende begrundelse:
”Det følger af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1, og bestemmelsens forarbejder, at
lønkrav, som er forfaldet i tidsrummet fra 6 måneder før fristdagen indtil
konkursdekretets afsigelse, er sikret privilegium, selv om lønmodtageren har givet
henstand med lønudbetalingen. At appellanterne accepterede at fortsætte med at
arbejde, selv om de ikke fik deres løn udbetalt, og at de først på et sent tidspunkt i
6 måneders perioden tog skridt til at inddrive deres løntilgodehavender, kan derfor
ikke bevirke, at disse tilgodehavender ikke er privilegerede efter konkurslovens §
95, stk. 1, nr. 1.”
I overensstemmelse med ældre retspraksis er f.eks. lønkrav, der er givet henstand
med mod forrentning, og der på den baggrund anses for et lån til virksomheden,
formentlig fortsat ikke omfattet af lønprivilegiet, uanset om det vedrører løn fra de
sidste seks måneder inden konkursen. For at et lønkrav mister privilegium, må det
således antages, at der skal foreligge konkrete omstændigheder, som tyder på, at
der reelt er tale om et lån til arbejdsgiveren. LG har over for Konkursrådet oplyst,
at fonden afviser krav, hvis de følger af en aftale med forrentning.
En anden problemstilling blev behandlet i Østre Landsrets dom af 6. september
2012 (gengivet i UfR 2013, side 9). En ansat havde indgået aftale med sin
arbejdsgiver om en lønnedsættelse med 10 pct. gældende fra august 2009 som
følge af arbejdsgiverens økonomiske vanskeligheder. Da arbejdsgiveren senere
samme år gik konkurs, anmeldte den ansatte et krav svarende til sin oprindelige
fulde løn til LG. Østre Landsret gav LG medhold i, at aftalen om lønnedgang ikke
af den ansatte kunne fragås over for konkursboet. Landsretten udtalte i den
forbindelse, at en aftale mellem en ansat og en arbejdsgiver, hvorefter en aftale
om lønnedgang – der er gyldig inter partes – ikke kan gøres gældende over for
arbejdsgiverens konkursbo, strider mod det konkursretlige lighedsprincip og den
lovbestemte konkursorden. En sådan aftale kan derfor ikke påberåbes over for
konkursboet og dermed tillige Lønmodtagernes Garantifond.
71
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
5.2. Konkursrådets overvejelser
Som det fremgår ovenfor, har den gældende praksis i forhold til henstand med løn
nær sammenhæng med lønprivilegiets nuværende tidsmæssige afgrænsning, og
Konkursrådet har på den baggrund overvejet, hvordan retsstillingen bør være, hvis
lønprivilegiet fremover afgrænses beløbsmæssigt og tidsmæssigt kun afgrænses af
forældelseslovens regler.
Det er efter Konkursrådets opfattelse en naturlig konsekvens af den foreslåede
afgrænsning af lønprivilegiet, at lønkrav, der er mere end seks måneder gamle,
dækkes inden for dækningsloftets og forældelseslovens grænser. Det er således
ikke hensigten, at der skal statueres lån, selv om der er tale om gamle krav, som
ikke er forsøgt gennemtvunget over for arbejdsgiveren.
Dette gør sig gældende, uanset om henstanden er aftalt med arbejdsgiveren eller
blot gives de facto, fordi den ansatte ikke forsøger at inddrive sit krav.
Fortrinsretten for krav, der er ydet henstand med, gælder, uanset om aftalen
betegnes som en aftale om henstand eller som en aftale om lønnedgang efterfulgt
af en tilsvarende lønstigning eller bonus.
Der vil på den baggrund eksempelvis kunne indgås en aftale mellem en ansat og
en arbejdsgiver om, at den ansatte i første halvår af 2014 går 10 pct. ned i løn,
mod at den ansatte i andet halvår får et tilsvarende beløb lagt til sin oprindelige
løn.
Hvis der er indgået en sådan aftale, og arbejdsgiveren går konkurs i løbet af andet
halvår af 2014, vil den ansatte kunne anmelde sin oprindelige løn med tillæg af 10
pct. som privilegeret krav i konkursboet (og hos LG) for så vidt angår lønperioder,
der relaterer sig til andet halvår af 2014. Konkursboet (og LG) skal således i alle
tilfælde betale den løn, som arbejdsgiveren skulle have betalt.
72
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Hvis det mellem arbejdsgiver og ansat er aftalt, at den ansatte i alle måneder af
2014 går 5.000 kr. ned i løn, mod at den ansatte den 1. januar 2015 får en bonus
på 60.000 kr. (svarende til den løn, der er givet henstand med), vil bonussen på
60.000 kr. skulle anerkendes af konkursboet (og LG), hvis der er forpligtelse til at
dække krav, der forfalder 1. januar 2015. Hvis konkursen indtræder så tidligt i
2014, at konkursboet kan opsige den ansatte med udløb af opsigelsesperioden før
1. januar 2015, kan kravet på bonus dog ikke anmeldes, hvis kravet på bonus efter
aftalen må anses for betinget af, at den ansatte fortsat var ansat den 1. januar 2015.
Konkursboet (og LG) skal fortsat ikke respektere en aftale om, at en
lønnedgangsaftale ikke kan gøres gældende i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs,
jf. UfR 2013.9 Ø omtalt ovenfor pkt. 5.1, jf. herom nedenfor.
Den vide mulighed for at få privilegium for henstand med løn kan være
fremmende for udenretlige rekonstruktioner og kan således både være en fordel
for arbejdsgiveren, fordi denne gennem en likviditetsforbedring har større
muligheder for at undgå konkurs, og for den ansatte, der har bedre mulighed for at
bevare sit job.
Det bemærkes imidlertid, at de lønrestancer, der oparbejdes ved en
henstandsaftale (indgået uden for en rekonstruktionsbehandling), ikke –
medmindre de overstiger 160.000 kr. pr. ansat – akkorderes i tilfælde af
tvangsakkord, jf. konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 3. Arbejdsgiveren skal således
dække disse efterfølgende, og de ansatte kan på denne vis være med til eller blive
presset til at finansiere akkordering af de simple kreditorers krav, ligesom de
ansatte kan holde arbejdsgiveren kunstigt i live i en periode, hvor der stiftes
(simple) krav, der ikke dækkes under en efterfølgende konkursbehandling.
Den forenkling, det bl.a. er formålet at opnå ved at afgrænse lønprivilegiet
beløbsmæssigt, tilsiger imidlertid en retsstilling som den skitserede, med henblik
på at det ikke i hver enkelt sag, hvor der er lønkrav af en vis alder, skal overvejes,
73
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
om der skal statueres lån, eller om der overhovedet er tale om henstand, fordi den
ansatte i et vist omfang har taget skridt til at inddrive kravet.
Hertil kommer, at dækningsloftet i sig selv vil indebære en begrænsning i
dækningen af krav, der er givet henstand med.
Det kan dog fremhæves, at dækning af lønkrav uden mulighed for at statuere lån
er et opgør med den tidligere holdning om, at lønprivilegiet ikke bør omfatte krav,
der reelt har karakter af en kreditydelse. Som følge af LG’s dækning vil det
imidlertid ikke være til skade for de øvrige ansatte, og en del af den oprindelige
begrundelse for den nuværende retstilstand er således bortfaldet.
Konkursrådet har endvidere overvejet, om det ud fra samme hensyn bør være
muligt for arbejdsgiveren at forrente de beløb, som den ansatte yder henstand
med, således at der eksempelvis indgås en aftale om, at den ansatte går 10 pct. ned
i løn i en periode og i en tilsvarende senere periode får 15 pct. mere i løn.
Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, om en sådan vid adgang til at få
privilegium vil medføre et øget pres på ansatte fra arbejdsgivere og kolleger om at
indgå henstandsaftaler med arbejdsgivere i økonomiske vanskeligheder. Det må
imidlertid antages, at et sådant pres allerede udøves, og at muligheden for at
modstå presset i langt højere grad er influeret af chancen for at få arbejde
andetsteds end af muligheden for privilegium for gamle krav. Samtidig kan
arbejdsgiveren kun indgå en henstandsaftale, hvis den pågældende reelt har til
hensigt senere – i tilfælde af overlevelse – at betale den del af lønnen, der er givet
henstand med.
I øvrigt kan det fremhæves, at forslaget ikke vil kunne medføre et øget pres for
aftaler om egentlig lønnedgang, idet der således ikke er givet henstand med noget
lønkrav.
74
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet har i tilknytning hertil overvejet, om en mulighed for at få
privilegium for forrentede henstandsaftaler vil indebære risiko for misbrug
derved, at en arbejdsgiver aftaler en meget høj forrentning, fordi arbejdsgiveren
ikke forventer at eksistere på det tidspunkt, hvor det forrentede beløb skal
udbetales. Konkursrådet har således overvejet, om selve rentedelen eller en
eventuel bonus, der gives for en indgået henstandsaftale, skal falde uden for
privilegiet, således at der kun gives privilegium for den del af det senere lønkrav,
som modsvarer det samlede beløb, der er indgået aftale om henstand med.
Konkursrådet finder, at en sådan afgrænsning af privilegiet vil give anledning til
betydelige vanskeligheder i praksis. F.eks. vil det være forbundet med
vanskeligheder at vurdere, i hvilket omfang en varig lønopgang, der modsvarer en
henstandsaftale, er beskyttet af lønprivilegiet på længere sigt.
Konkursrådet finder endvidere ikke, at der er behov for en sådan afgrænsning, idet
aftaler, der reelt tager sigte på konkurssituationen, ikke vil skulle respekteres af
konkursboet (og LG).
En tvist om, hvorvidt en aftale mellem en ansat og en arbejdsgiver skal
tilsidesættes som omgåelse, vil ligesom efter gældende ret skulle afgøres af
domstolene. Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at der efter rådets
opfattelse må være en formodning for, at en aftale med en usædvanlig høj
forrentning, der indgås med en arbejdsgiver, som kort tid herefter går konkurs,
reelt alene tilsigter at have retsvirkning i forhold til konkursboet og dermed må
tilsidesættes.
Det bemærkes, at renter af lønkrav er efterstillede efter konkurslovens § 98, nr. 1,
hvis rentekravet angår perioden efter konkursdekretets afsigelse. Privilegiet finder
således kun anvendelse for den del af renterne, der påløber indtil konkursdekretets
afsigelse. Dette vil i praksis betyde, at den ansatte ikke får dækket rentekravene,
der vedrører tiden efter dekretet, idet LG kun udbetaler krav, som er omfattet af §
75
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
95, og idet der kun yderst sjældent er dividende til efterstillede krav i
konkursboerne.
Med henblik på at undgå omgåelse må dette gøre sig gældende, uanset hvilken
terminologi der er anvendt i aftalen. Er der således knyttet en økonomisk
kompensation for den ansatte til at indgå en henstandsaftale, må denne
kompensation behandles som en rente, uagtet at der mellem parterne er indgået
aftale om betaling af en bonus, et gebyr eller lignende.
Grænsen i forhold til, hvornår privilegiet ikke finder anvendelse i relation til
kredit, bør som det klare udgangspunkt gå ved egentlige udlån, dvs. tilfælde hvor
den ansatte efter at have fået udbetalt sin løn tilbagebetaler den som et lån til
arbejdsgiveren.
Der kan dog være helt særlige situationer, hvor den ansatte ikke har fået udbetalt
sin løn, men ladet denne henstå i virksomheden, og hvor privilegiet ikke bør finde
anvendelse. Disse særlige situationer gør sig gældende i forhold til ansatte, som
ikke er nærstående, men som dog alligevel har en form for interesse i
virksomheden, herunder en stor aktiepost, og som har indgået henstandsaftaler
med meget usædvanlige aftalevilkår.
Der vil også fortsat være mulighed for at nægte nærstående fortrinsret, jf. forslag
til § 1, nr. 9 (forslag til konkurslovens § 95, stk. 3), og bemærkningerne hertil i
kapitel 21, ligesom ledelsesmedlemmers henstandsaftaler naturligvis kun er
beskyttet af privilegiet, i det omfang disse i øvrigt er omfattet af beskyttelsen i §
95.
På baggrund af overvejelserne om henstand i dette kapitel finder Konkursrådet, at
nærståendereglen i konkurslovens § 95, stk. 2, bør ændres, så den ikke længere
udtrykkeligt nævner henstand som et kriterium i vurderingen af, om en
nærstående skal nægtes fortrinsstilling.
76
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
En sådan ændring foreslås for at tydeliggøre, at ydelse af henstand ikke i sig selv
er et kriterium, som skal føre til nægtelse af fortrinsret. I tilfælde, der bl.a.
omfatter, at henstand kun ydes af nærstående, eller hvor nærstående har særligt
gunstige henstandsaftaler, vil disse personer kunne nægtes fortrinsret, fordi der vil
være tale om usædvanlige løn- og arbejdsvilkår.
Det bemærkes, at forslaget ikke har til hensigt at ændre den retsstilling, der følger
af kildeskattelovens § 46, stk. 2, hvorefter indeholdelse skal foretages ved
udbetalingen af A-indkomsten, men hvor udbetaling ikke har fundet sted på et
tidspunkt, der ligger 6 måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet
endelig ret til den pågældende indkomst, skal indeholdelse dog foretages på dette
tidspunkt.
Det forhold, at forrentede henstandsaftaler fremover skal være omfattet af
privilegiet, tilsiger, at forrentede opsparingsordninger (frit valg-ordninger) –
uanset Konkursrådets udtalelse herom af 10. juni 2009 – også bør være omfattet af
privilegiet på lige vilkår.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 9 (forslag til konkurslovens § 95, stk.
2 og stk. 3), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
77
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 6
Ledelsen
6.1. Gældende ret
Det følger af konkurslovens § 95, stk. 1, at lønprivilegiet er begrænset til løn og
andet vederlag for arbejde i skyldnerens
tjeneste.
En person skal således for at være omfattet af privilegiet have været ansat, således
som dette begreb forstås i henhold til dansk lov, herunder særligt funktionærloven
og ferieloven, idet lønmodtagerbegrebet kan variere fra lovgrundlag til
lovgrundlag.
Dette indebærer bl.a., at der skal foretages en afgrænsning i forhold til, om en
person har leveret en arbejdsindsats som selvstændig erhvervsdrivende.
Afgrænsningen indebærer endvidere, at en virksomheds øverste ledelse ikke er
omfattet af § 95.
Af Konkurslovsudvalgets betænkning nr. 423/1966 om konkursordenen side 30
fremgår, at denne begrænsning bygger videre på den retspraksis, der havde
udviklet sig på området, inden lønprivilegiet fik den udformning, som det har i
dag, og at det i denne retspraksis er fastslået, at ”visse ledende funktionærer,
navnlig i aktieselskaber, ikke har privilegium for deres lønfordringer”, og at det
ikke kommer an på, ”hvilken titel den pågældende har ført, men på, om han
faktisk har haft den daglige ledelse af skyldnerens forretning”.
Det grundlæggende synspunkt bag afskæringen af den reelle ledelses
lønprivilegium
er
udtrykt
i
samme
betænkning
(Konkurslovsudvalgets
betænkning nr. 423/1966 om konkursordenen) side 30, hvor udvalget bl.a. anfører
følgende:
78
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
”[...] det ville være stødende, dersom den eller de personer, som har haft en
væsentlig indflydelse over virksomheden, og som derfor i større eller mindre grad
bærer ansvaret for den ledelse af driften, som til sidst har ført virksomheden til
konkurs, kunne gøre krav på løn gældende forud for de almindelige kreditorer og
måske til skade for funktionærer og arbejdere. Selv om der muligvis i det enkelte
tilfælde ikke kan rettes bebrejdelser mod vedkommende leder, idet konkursen kan
skyldes forhold, der forelå ved hans tiltræden, eller ugunstige vilkår for branchen,
har han dog ikke haft samme forhold til virksomheden som dennes funktionærer,
og han er nærmere end disse til sammen med andre fordringshavere at bære en
risiko for, at virksomheden bryder sammen uden at kunne svare enhver sit.”
Udvalget præciserer endvidere i forlængelse heraf, at der intet er i vejen for, at
flere personer kan indtage en sådan stilling i virksomheden, at de alle som
”ledere” må være afskåret fra privilegium for deres lønkrav.
Da garantien for krav på løn mv. efter lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf.
lovens § 2, stk. 2, forudsætter, at kravet er omfattet af konkurslovens § 95, er
fortolkningen af konkurslovens § 95 også afgørende for, om et medlem af en
virksomheds øverste ledelse har krav på udbetaling fra Lønmodtagernes
Garantifond af sit lønkrav mv.
Det er – som det er fremgået – stillingens reelle indhold, der er afgørende, ikke
titlen og ikke i sig selv en registrering (eller undladelse af registrering) som
direktør i Erhvervsstyrelsens it-system, selv om en registrering oftest fører til, at
den pågældende direktør nægtes privilegium.
De generelle hensyn, der ligger til grund for lønprivilegiet, gør sig i vidt omfang
gældende på tilsvarende vis i forhold til en virksomheds øverste ledelse.
Som det er fremgået, foreligger der imidlertid en række modhensyn, der tilsiger, at
lønprivilegiet kun finder anvendelse for arbejde udført i skyldnerens tjeneste. Et
79
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
sådant hensyn er, at det er stødende, hvis et ledelsesmedlem, som har haft en
væsentlig indflydelse på virksomhedens drift, og som derfor i større eller mindre
grad bærer ansvaret for den ledelse af driften, der kan have medført
virksomhedens konkurs, kan gøre sit krav på løn gældende forud for simple
kreditorer eller i konkurrence med de ansatte i virksomheden.
Efter oprettelsen af LG er hensynet til de ansatte i virksomheden afsvækket
væsentligt, og hvis Konkursrådets overvejelser om samme beløbsmæssige
afgrænsning af lønprivilegiet og LG-dækningen gennemføres, er dette hensyn
ikke længere relevant. Hensynet til virksomhedens simple kreditorer gør sig dog
fortsat gældende.
Afskæring af lønprivilegium for en virksomheds øverste ledelse er endvidere
begrundet i, at ledelsesmedlemmer generelt har favorable ansættelsesvilkår,
herunder særligt i forhold til løn og pension, og at disse personers løn ofte står i
forhold til virksomhedens overskud. Det kan således anses for stødende, at en
leder, der har fået del i et overskud, ikke på tilsvarende vis skal bære en risiko i
krisetider. Selv om den pågældende leder i det konkrete tilfælde ikke kan
bebrejdes virksomhedens konkurs, anses personen således for nærmere end de
almindelige ansatte til at bære risikoen for konkurs.
6.2. Henvendelse til Konkursrådet fra FTF
Ved brev af 13. april 2011 har FTF rettet henvendelse til Konkursrådet og
anmodet rådet om at overveje en ændring af konkurslovens § 95, idet
organisationen ønsker, at ledere af selvejende institutioner bliver sidestillet med
ansatte, således at de pågældende ledere i tilfælde af konkurs vil have
lønprivilegium og kunne opnå udbetaling af deres lønkrav mv. fra
Lønmodtagernes Garantifond på lige fod med andre ansatte.
FTF har i henvendelsen redegjort for, hvorfor FTF finder, at ledere af selvejende
institutioner bør være omfattet af lønprivilegiet. FTF henviser herved navnlig til
de pågældende lederes ansættelsesforhold, deres mangel på reelle ledelsesmæssige
80
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
beføjelser, deres manglende reelle handlefrihed og deres manglende indflydelse
på, om institutionen kommer i økonomiske vanskeligheder og eventuelt går
konkurs. FTF mener på den baggrund, at sådanne ledere bedst kan sammenlignes
med almindelige ansatte frem for med direktører eller andre ledere i det private
erhvervsliv.
Henvendelsen er i øvrigt forsynet med bilag, der bl.a. indeholder en gennemgang
af visse karakteristika for forskellige typer af selvejende institutioner og en lang
række eksempler på vedtægter for sådanne institutioner.
Herudover er der vedlagt brev af 6. marts 2009 fra Lønmodtagernes Garantifond,
hvorved fonden over for FTF redegør for sin praksis i forhold til en virksomheds
øverste ledelse.
6.3. Afgrænsning
Afgrænsningen af, om en person har lønprivilegium eller ej, foretages efter en
konkret vurdering af indholdet af den pågældendes stilling. Afgrænsningen svarer
til, om en person falder uden for funktionærbegrebet, fordi den pågældende har en
så selvstændig stilling som leder, at vedkommende ikke anses for at stå i et
tjenesteforhold til arbejdsgiveren.
De kriterier, der gør sig gældende ved afgrænsningen, er bl.a. karakteren af
arbejdsopgaver, instruktioner fra bestyrelse mv., beføjelser og kompetence,
herunder til at ansætte og afskedige personale, foretage indkøb af inventar og
driftsmateriel og til at underskrive kontrakter, om den pågældende har fuldmagt til
at handle på virksomhedens vegne, herunder kun for et vist beløb, om personen
har adgang til virksomhedens bankkonti, hvor tit eventuelt overordnede befinder
sig i virksomheden, og om vedkommende har indstillingsret til bestyrelsen.
Som det klare udgangspunkt vil en (registreret) direktør for et kapitalselskab anses
som et ledelsesmedlem, der ikke har privilegium, men det er stillingens reelle
81
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
indhold, der er afgørende, ikke titlen og ikke i sig selv en registrering (eller
undladelse af registrering) som direktør i Erhvervsstyrelsens it-system.
Dette illustreres ved Højesterets dom af 7. november 1983 (gengivet i UfR 1984,
side 14), hvor et aktieselskabs (registrerede) direktør, hvis arbejde i alt væsentligt
havde bestået i at fremskaffe tilbud på levering af varer til selskabets aktionærer,
og som ikke i øvrigt havde haft bemyndigelse til at handle på selskabets vegne,
ikke fandtes reelt at have indtaget en stilling i selskabet, der afskar ham fra i
selskabets konkursbo at opnå fortrinsret for sit krav på løn mv. I den pågældende
sag var det bestyrelsen, der reelt tog alle beslutninger.
Endvidere illustrerer Højesterets dom af 10. november 1980 (gengivet i UfR 1981,
side 21/1), retstilstanden, derved at lederen af et aktieselskab, uanset at han ikke
var anmeldt til det daværende Aktieselskabsregister som direktør, ikke fik
privilegium. Den pågældende fandtes efter de foreliggende oplysninger om hans
virksomhed og høje aflønning efterhånden at være tillagt en sådan selvstændig
stilling som leder af selskabet, at han ikke ved dets likvidation havde
konkursprivilegium for sit lønkrav.
Finans- eller økonomidirektører, chefredaktører, forretningsførere eller lignende
har som udgangspunkt privilegium, men en konkret vurdering af stillingens reelle
indhold kan føre til, at de ikke tillægges privilegium.
Det har formodningen for sig, at den, der reelt leder virksomheden, kommer der
jævnligt, men det er muligt at føre bevis for, at man modtager instruktioner om
alle væsentlige spørgsmål pr. mail eller telefon, så man på trods af manglende
tilstedeværelse af den reelle leder tillægges privilegium.
En persons lønforhold er ikke i sig selv afgørende, men lønnen kan være at
indicium for, hvilket ansvar mv. man er tillagt, og der er således også i en række
domme lagt vægt på oplysninger om en persons lønforhold, jf. f.eks. UfR
1981.21/1 H (gengivet ovenfor). Den omstændighed, at man får del i
82
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
virksomhedens overskud, er heller ikke i sig selv afgørende, men blot et indicium,
idet også andre personer i overordnede stillinger kan tænkes at få del heri.
Kun hvis det godtgøres, at beføjelser og kompetence har været indskrænket i en
sådan grad, at lederen ikke har haft den selvstændighed, som sædvanligvis
tilkommer den øverste daglige ledelse af en virksomhed, vil kravet kunne anses
for omfattet af privilegiet.
Der er intet til hinder for, at flere personer i samme virksomhed indtager en sådan
stilling i virksomheden, at de er afskåret fra privilegium.
I relation til skoleledere mv., som henvendelsen fra FTF bl.a. omhandler, har der i
retspraksis været opretholdt en relativt streng linje i forhold til at bevise en ret til
privilegium. I Østre Landsrets utrykte dom af 22. august 2003 (Sag nr. B-19-01)
udtaltes det, at det har formodningen imod sig, at en bestyrelse skulle have den
daglige ledelse af en institution, og at det derfor er skolelederen, der må bevise, at
vedkommendes beføjelser og kompetence har været indskrænket i en sådan grad,
at der bør tillægges privilegium. Landsretten påpegede, at det forhold, at
skolelederen refererede til en aktiv bestyrelse og var forpligtet til at forelægge selv
beskedne økonomiske beslutninger for bestyrelsen, ikke kunne føre til andet
resultat.
I Østre Landsrets dom af 20. juni 2003 (gengivet i UfR 2003, side 2246) varetog
den daglige leder af en daghøjskole det pædagogiske og administrative ansvar for
skolen, og den pågældende var ansvarlig for at udarbejde kursusplaner, forslag til
virksomhedsplaner og budgetter. Den pågældende havde kompetence til at
ansætte og afskedige medarbejdere, som ikke havde ledelsesfunktioner. Den
pågældende kunne selv tilrettelægge sin arbejdstid, og en af bestyrelsen vedtaget
kompetencefordelingsplan ansås ikke at have gjort nogen indskrænkning i
vedkommendes ledelseskompetence. På baggrund heraf blev der nægtet
privilegium.
83
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Skoleledere, der kun er ansvarlige for det pædagogiske arbejde, og som ikke har
kompetence til at ansætte og afskedige personale, tillægges normalt privilegium.
For så vidt angår konstituerede skoleledere i frie skoler er det LG’s praksis at
tilkende privilegium, hvor lærerne på skolen efter overenskomsten er forpligtede
til at lade sig konstituere, hvis konstitutionen er af normal og tidsbegrænset eller
midlertidig karakter, jf. Peer Schaumburg-Müller m.fl. i Lønmodtagernes
Garantifond (3. udgave, Karnov Group 2013), side 100.
6.4. Nordisk ret
6.4.1. Norge
Prioriteten mellem fordringer i konkurs reguleres af den norske dekningslov
kapitel 9. I norsk ret dækkes massekrav og dermed ligestillede fordringer før
andre fordringer. Herefter dækkes fortrinsberettigede fordringer af første klasse,
hvilket omfatter fordringer på løn i skyldnerens tjeneste, undtaget […] b) vederlag
til arbejdstager, som har haft ejerandel i virksomheden på mindst 20 pct., c)
vederlag til arbejdstager, som har været daglig leder, og d) vederlag til
arbejdstager, som har været styremedlem, undtagen arbejdstagernes valgte
repræsentanter.
Vederlag efter b) og d) kan alligevel gives fortrinsret, hvis arbejdstageren
sandsynliggør, at han ikke har haft væsentlig indflydelse over driften i
virksomheden.
Daglige lederes lønkrav er således ikke fortrinsberettiget efter norsk ret. Kravet er
imidlertid alligevel op til et vist beløb omfattet af dækningen fra den norske
garantiordning. Hvis den norske garantiordning har dækket et krav fra den daglige
leder, er garantiordningens regreskrav fortrinsberettiget i konkursboet.
Den beskrevne retsstilling efter den norske løngarantiordning er indført på
baggrund af en ændring af insolvensdirektivet i 2002, jf. direktiv 2002/74/EF af
23. september 2002 om ændring af Rådets direktiv 80/987/EØF om indbyrdes
84
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i
tilfælde af arbejdsgiverens insolvens, idet man fandt at den daværende retstilling
om, at ledere var undtaget fra garantiordningens dækning, ikke var i
overensstemmelse med direktivet set i forhold til norsk ret, jf. Ot.prp. nr. 107
(2004-2005).
6.4.2. Sverige
Den svenske konkursorden findes i förmånsrättslagen, og fordringer på løn er i
medfør af § 12 fortrinsstillet. Følgende fremgår imidlertid af lovens § 12, stk. 6:
”om konkursgäldenären är näringsidkare, skall en arbetstagare som själv eller
tillsammans
med
nära
anförvanter
senare
än
sex
månader
före
konkursansökningen har ägt en väsentlig andel av företaget och som haft ett
betydande inflytande över dess verksamhet inte ha förmånsrätt enligt denna
paragraf för lön eller pension”.
Bestemmelsen i § 12, stk. 6, er indsat i 1997 på baggrund af det oprindelige
insolvensdirektiv, jf. direktiv 80/987/EØS om indbyrdes tilnærmelse af
medlemsstaternes lovgivning om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af
arbejdsgiverens insolvens. Udgangspunktet ved lovændringen var, at den svenske
regering fuldt ud skulle garantere samme krav på løn, som følger af direktivet.
6.5. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet har overvejet, om en virksomheds øverste ledelse i videre omfang
bør være omfattet af privilegiet.
Det bemærkes i den forbindelse, at Beskæftigelsesministeriet har oplyst, at LG-
lovens afgrænsning af – via konkurslovens § 95 – hvilken personkreds garantien
finder anvendelse på, efter ministeriets opfattelse er i overensstemmelse med det
såkaldte insolvensdirektiv, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF
af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens
insolvens.
85
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Ifølge insolvensdirektivet omfatter beskyttelsen tilgodehavender hos personer,
som er arbejdstagere i medfør af en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold. Det
overlades imidlertid til medlemsstaternes nationale retsregler at definere begrebet
arbejdstager. Konkurslovens § 95 om arbejde i skyldnerens tjeneste og dermed
LG-loven fortolkes i overensstemmelse med anden arbejdsmarkeds- og
ansættelsesretlig regulering, og det følger heraf, at den øverste ledelse falder uden
for lønmodtagerbegrebet, og dermed også kan undtages fra LG’s garanti.
Sammenhold i den forbindelse artiklen ”Direktionsmedlemmers lønprivilegium
og løngaranti”, Erik Werlauff og Peer Schaumburg-Müller, gengivet i UfR 1994
B, side 319.
Konkursrådet har overvejet, om lønprivilegiet som udgangspunkt skal finde
anvendelse for en virksomheds øverste ledelse, men med mulighed for konkret at
undtage enkelte ledere, herunder i alle tilfælde nærstående ledere.
Den nuværende afgrænsning af privilegiet i relation til personkreds er begrundet i,
at det er stødende, hvis personer med væsentlig indflydelse over en virksomhed,
og som derfor muligvis har en del af ansvaret for virksomhedens konkurs, kan
gøre deres krav på – ofte høj – løn gældende forud for simple kreditorer og i
konkurrence med almindelige ansatte. Endvidere at ledere, der ofte nyder godt af
en virksomheds overskud i gode tider, ikke bør være beskyttet i videre omfang
end simple kreditorer i tilfælde af konkurs.
Omvendt kan det fremhæves, at ledelsesmedlemmer, selv om de typisk er højere
lønnede end de fleste ansatte, også har behov for fortrinsrettens sociale beskyttelse
i form af at få udbetalt deres indkomst løbende, og at arbejdsgivere i økonomiske
vanskeligheder ofte også har behov for at kunne fastholde sin ledelse.
Konkursrådets overvejelser har taget udgangspunkt i, at LG er etableret efter
udformningen af lønprivilegiet, herunder den manglende fortrinsret for ledelsen,
86
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
og at virksomhedens almindelige ansatte herefter er sikret deres løn uafhængigt af,
om privilegiet også gælder for en virksomheds øverste ledelse.
Overvejelserne er endvidere foretaget i lyset af rådets forslag om at afgrænse
fortrinsretten beløbsmæssigt, således at lederes ofte høje lønninger i givet fald kun
dækkes i et begrænset omfang.
Det er også indgået i Konkursrådets overvejelser, at hvis fortrinsretten i et eller
andet omfang skal udvides for ledere, så vil en generel indførelse af privilegium
for den pågældende persongruppe (frem for delvis indførelse af privilegium for
ledere) være lettest at administrere og dermed bedst i overensstemmelse med
rådets overordnede ønske om regelforenkling.
Et argument for, at en virksomheds øverste ledelse bør være omfattet af
fortrinsretten i § 95, er, at en stor gruppe af ledelsesmedlemmer har ydet en
upåklagelig indsats for den virksomhed, de leder, og i øvrigt foretaget sig, hvad
man kan forvente af en ledelse, herunder i relation til virksomhedens økonomiske
vanskeligheder.
Argumentet om nægtelse af privilegium, fordi visse medlemmer af en ledelse har
skyld i en virksomheds sammenbrud, er således kun i nogle tilfælde bæredygtigt,
og det er på den baggrund ikke oplagt, at dette skal begrunde en generel afskæring
af privilegiet.
Mod generelt at tillægge ledere privilegium kan fremhæves, at disse ikke i samme
omfang vil have incitament til at stoppe driften af arbejdsgiverens virksomhed så
tidligt, som de muligvis ville, hvis deres løn ikke havde fortrinsret, og de dermed
var bevidste om en risiko for, at de ikke ville blive aflønnet for deres
arbejdsindsats.
Det vil være muligt at tage højde for dette, hvis ledere kun har fortrinsret for den
del af deres løn, der er optjent før et bestemt tidspunkt, som f.eks. kan være
87
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
tidspunktet for lederens kendskab til virksomhedens insolvens. En sådan
begrænsning vil imidlertid medføre flere retssager med henblik på fastlæggelse af
dette tidspunkt, og således vil hensynet til en let administrerbar ordning blive
udvandet.
Fortrinsret for ledere indebærer en risiko for, at en stråmand, dvs. en person, der
formelt, men ikke reelt, indtager en ledende stilling, uberettiget kan opnå
udbetaling fra LG. Hvis LG ikke er bekendt med, at eksempelvis en direktør er en
stråmand, vil LG ikke have praktisk mulighed for at nægte at yde dækning. Selv
om LG senere får viden om, at der var tale om en stråmand, kan LG få
vanskeligheder ved at inddrive kravet, idet det ikke er usædvanligt, at stråmænd er
insolvente eller befinder sig i udlandet.
Stråmandsproblematikken kan søges imødegået ved at gøre fortrinsretten betinget
af, at man har haft den ledende stilling i en bestemt periode, inden der blev indledt
insolvensbehandling af virksomheden. På den anden side kan en sådan
begrænsning være urimelig over for ledere, der ikke er stråmænd. Reglerne om
konkurskarantæne kan i et vist omfang dæmme op for anvendelsen af stråmænd,
derved at en stråmand, der idømmes karantæne, ikke vil kunne indgå i ledelsen,
mens karantænen løber.
Omfanget af denne problematik afhænger af, om LG opdager en indsat stråmand
og nægter at udbetale løn til vedkommende. Der vil f.eks. være anledning til at
opdage
en
stråmand,
hvis
vedkommende
bliver
ansat
kort
tid
før
insolvensbehandlingen, eller hvis samme person flere gange inden for relativt kort
tid har fået fortrinsret for løn i anledning af ansættelse hos forskellige
arbejdsgivere. Sådanne omstændigheder vil imidlertid ikke med sikkerhed betyde,
at den pågældende leder er stråmand.
Endelig skal det fremhæves, at fortrinsret for ledere kan være med til at omgå
virkningen af SKATs praksis omkring 0-stilling. 0-stilling betyder, at SKAT
tilsidesætter indeholdelse og indberetning af A-skat fra en virksomhed med
88
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
begrænset ansvar, hvis der ikke er realitet bag indeholdelsen, og den person, som
indeholdelsen vedrører, ved eller burde vide dette. Tilsidesættelsen betyder, at den
pågældende person, som f.eks. skal have en væsentlig indflydelse på
virksomhedens drift, kommer til at hæfte for den manglende afregning over for
SKAT.
Ledere, der vil kunne risikere 0-stilling, vil – hvis de bliver omfattet af
fortrinsretten og dermed af LG’s dækning – med fordel kunne undgå at få udbetalt
løn fra virksomheden og i stedet afvente udbetaling fra LG og på den måde undgå
hæftelsen over for SKAT. Dette vil imidlertid være at anse som en tilsigtet
konsekvens, hvis ledere omfattes af fortrinsretten i § 95.
Det er Konkursrådets opfattelse, at en virksomheds øverste ledelse fortsat ikke
generelt bør være omfattet af lønprivilegiet. Konkursrådet har herved lagt vægt på
de fremhævede argumenter mod en sådan retsstilling, samt at de hensyn, som
oprindeligt tilsagde, at ledere ikke skulle have privilegium, fortsat gør sig
gældende med en sådan styrke, at modhensynene ikke er tilstrækkelige.
Konkursrådet har i den forbindelse også lagt vægt på, at der ikke ses at foreligge
oplysninger om, at der i praksis opleves problemer med, at ledere forlader deres
arbejde, fordi de ikke er beskyttet af lønprivilegiet, og at privilegium for ledere
således ikke ses at være et højt ønske blandt arbejdsgivere.
Konkursrådet har herefter overvejet, om der i stedet bør være mulighed for, at
ledere, der efter gældende ret ikke er omfattet af § 95, i et vist omfang efter en
konkret vurdering bør kunne tillægges fortrinsret.
En sådan model vil kunne udformes, så det er den pågældende leder, der skal
sandsynliggøre,
at
vedkommende
er
omfattet
af
en
fastsat
undtagelsesbestemmelse til udgangspunktet om, at ledere ikke er omfattet af
fortrinsretten.
89
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Svagheden ved en sådan model er, at den (i hvert fald i en periode) vil kunne give
anledning til en række sager med henblik på at fastlægge anvendelsesområdet, og
at ledere ikke på forhånd kan være sikre på, at de er omfattet af privilegiet.
Omvendt vil en sådan model ikke indebære den risiko for misbrug, der som
ovenfor anført gør sig gældende i relation til stråmænd, hvis ledere generelt
omfattes af privilegiet.
Konkursrådets overvejelser har taget udgangspunkt i henvendelsen til rådet fra
FTF med henblik på en vurdering af, om den gældende retsstilling er tidssvarende
i relation til f.eks. ledere af selvejende institutioner med de karakteristika, som er
beskrevet i henvendelsen fra FTF.
Det er Konkursrådets opfattelse, at den gældende afgrænsning af almindelige
ansatte over for en virksomheds øverste ledelse i relation til lønprivilegiet ikke i
tilstrækkelig grad tager højde for f.eks. selvejende institutioner, der er en
virksomhedstype, som ikke fandtes eller i hvert fald ikke var udbredt i
nævneværdigt omfang på tidspunktet for udformningen af lønprivilegiet, og som
der på den baggrund næppe var fokus på under udformningen og udviklingen af
de kriterier, der lægges vægt på ved vurderingen af, om man er i skyldnerens
tjeneste.
Der er tale om en virksomhedstype, der ikke er sammenlignelig med ”almindelige
erhvervsvirksomheder” bl.a. som følge af, at virksomheden er underlagt særlige
offentligretlige regler og eventuelt finansieres af eller modtager offentlige tilskud
og støttemidler, og at den af disse – og måske tillige andre – grunde ikke drives på
”sædvanlige markedsvilkår”. Der er ofte tale om en virksomhedstype, som i
højere grad kan sammenlignes med en offentlig institution, og hvor der i øvrigt i
vidt omfang er tale om, at en tilsvarende type institution drives af det offentlige.
Som følge af de særlige omstændigheder, der gør sig gældende for den
pågældende virksomhedstype, kan lederen af institutionen/virksomheden ikke
90
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
altid sammenlignes med direktører eller den øverste ledelse i de virksomheder, der
ikke har disse særlige karakteristika.
Den offentligretlige regulering mv. betyder ofte, at de pågældende ledere er
begrænset i deres handlefrihed, og herunder dels ikke har en sådan indflydelse, at
de reelt har en skyld i virksomhedens økonomiske vanskeligheder, og dels ikke
har reelle muligheder for at styre virksomheden fri af konkurs, når
vanskelighederne er opstået.
Hertil kommer, at de pågældende lederes lønforhold ofte ikke er sammenlignelige
med de vilkår, direktører eller ledere typisk har, og at aflønningen af lederen
hverken afspejler det ansvar, en leder normalt har, eller den risiko, der er ved en
eventuel konkurs, når lederen ikke er omfattet af privilegiet.
Der er således Konkursrådets opfattelse, at der er nogle helt særlige
omstændigheder, der gør sig gældende i forhold til denne gruppe af ledere, og at
disse omstændigheder tilsiger, at denne type ledere omfattes af fortrinsretten i §
95.
Konkurslovens § 95 bør på den baggrund indeholde en mulighed for, at
skifteretten kan bestemme, at en virksomheds øverste ledelse skal omfattes af
fortrinsretten, såfremt det under hensyn til virksomhedens art, offentligretlig
regulering eller tilskud og løn- og ansættelsesvilkår findes rimeligt begrundet.
Det bemærkes, at der skal foretages en konkret vurdering i relation til den
pågældende leder, og at vurderingen i relation til skoleledere skal foretages
uafhængigt af, om overenskomstforhandlinger, lovindgreb og skolereform
generelt har ført til ændringer i skolelederes beføjelser mv.
Der bør efter Konkursrådets opfattelse ikke være mulighed for at give fortrinsret
til en leder, der er nærstående til skyldneren.
91
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet finder ikke anledning til herudover at ændre på den retsstilling i
relation til ledere, som følger af gældende ret.
Konkursrådet har herved lagt vægt på, at rådet ikke er bekendt med andre grupper
af ledere, der ikke er taget tilstrækkelig højde for ved den gældende afgrænsning
af privilegiets personelle anvendelsesområde.
Hertil kommer, at en forholdsvis afgrænset udvidelse af fortrinsretten som den,
Konkursrådet foreslår, er lettest at administrere og kun i begrænset omfang
efterlader en retstilstand, der skal fastlægges endeligt gennem praksis.
Konkursrådet har i relation hertil overvejet, om der bør gives mulighed for i
videre omfang at omstøde høje lederlønninger.
Bl.a. som følge af at fortrinsretten kun i meget begrænset omfang udvides for
ledere, og at der i forbindelse med denne udvidelse kan lægges vægt på lederens
løn- og ansættelsesvilkår, finder Konkursrådet ikke behov herfor.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 9 (forslag til konkurslovens § 95, stk.
4), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
92
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 7
SKATs krav på A-skat og AM-bidrag
7.1. Gældende ret
Pligt til indeholdelse af A-skat og AM-bidrag opstår ved enhver udbetaling af A-
indkomst for den, for hvis regning udbetalingen foretages, jf. kildeskattelovens §
46, stk. 1, 1. pkt. Har udbetaling ikke fundet sted på et tidspunkt, der ligger 6
måneder efter, at indkomstmodtageren har erhvervet endelig ret til den
pågældende indkomst, skal indeholdelse dog foretages på dette tidspunkt, jf. § 46,
stk. 2, 2. pkt.
Når A-indkomst udbetales gennem Lønmodtagernes Garantifond, påhviler det
den, der skulle have foretaget indeholdelse, såfremt udbetalingen ikke var
foretaget af fonden, at indbetale som A-skat og AM-bidrag til det offentlige det
beløb, som fonden efter § 2, stk. 1, 2. pkt. i lov om Lønmodtagernes Garantifond
fratrækker forinden udbetalingen. Reglerne om indeholdelse finder herved
anvendelse i det omfang, de efter deres indhold er forenelige med foranstående, jf.
kildeskattelovens § 83, stk. 1. I forhold til indkomstmodtageren træder det beløb,
som fonden fratrækker efter § 2, stk. 1, 2. pkt., i lov om Lønmodtagernes
Garantifond, i stedet for A-skat og AM-bidrag af indkomsten.
SKATs krav mod arbejdsgivere for A-skat var som andre skattekrav indtil 1969
privilegerede i arbejdsgiverens konkursbo. Efter afskaffelsen af dette privilegium
er SKATs krav på A-skat som udgangspunkt omfattet af konkurslovens § 97.
Dette gælder også AM-bidrag efter indførelse heraf.
Retningslinjer for kommunernes opkrævning af bl.a. A-skatter under konkurs blev
givet med Kildeskattedirektoratets meddelelse nr. 54 af 23. april 1970 (ændret ved
meddelelse nr. 29 af 2. juli 1971), og det følger heraf, at A-skat, der er indeholdt
af en arbejdsgiver før konkursbegæringens indgivelse, men som ikke er betalt af
93
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
arbejdsgiveren, skal anmeldes i boet som simpelt krav. Det fremgår endvidere, at
A-skat vedrørende indkomster, der ikke er udbetalt, ikke skal anmeldes i boet,
men dette skal underrettes om, at det er pligtigt at indeholde A-skat i udlodninger
vedrørende anmeldte krav på A-indkomst.
Spørgsmålet om A-skats stilling i et konkursbo kom til pådømmelse ved
Højesterets dom af 13. november 1974 (gengivet i UfR 1975, side 27). Dommen
vedrører et selskab under likvidation, der før likvidationen udskilte og solgte et
andet selskab, som skulle videreføre den sunde del af boets virksomhed.
Sidstnævnte selskab udbetalte på boets vegne de lønrestancer, der var ved
konkursens indtræden, og skattevæsenet gjorde på den baggrund gældende, at
kravet på ikke indeholdt A-skat var massekrav.
Højesteret slog fast, at lønudbetalingerne og dermed pligten til at indeholde A-
skat heraf i medfør af kildeskattelovens § 46 opstod efter likvidationens
indtræden. På den baggrund skulle skattevæsenets krav behandles på samme måde
som massekrav.
Det kan på baggrund af dommen udledes, at krav på A-skat og AM-bidrag ikke er
et massekrav, der skal fyldestgøres efter konkurslovens § 93, men at kravet
fyldestgøres som en brøk af den ansattes krav, når og i det omfang dette krav
fyldestgøres. Det kan endvidere udledes, at krav på A-skat og AM-bidrag for løn,
der først kommer til udbetaling efter konkursens indtræden, får samme stilling i
konkursboet som selve det anmeldte lønkrav.
Retstilstanden er herefter den, at hvis arbejdsgiveren før konkurs udbetaler løn,
men ikke afregner A-skat og AM-bidrag, er SKATs krav i tilfælde af konkurs
omfattet af § 97. Hvis arbejdsgiveren derimod slet ikke udbetaler løn inden
konkursen, bliver både den ansattes lønkrav (LG’s krav) og SKATs krav på A-
skat og AM-bidrag som det klare udgangspunkt reelt privilegeret efter
konkurslovens § 95. Dette gælder dog kun, i det omfang den ansatte eller LG
anmelder et § 95-krav i boet. Hvis man teoretisk set forestiller sig, at LG’s
94
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
regreskrav ikke anmeldes i boet, er kravet på A-skat og AM-bidrag omfattet af §
97.
7.2. Konkursrådets overvejelser i relation til arbejdsgiverens konkurs
Konkursrådet har overvejet, om den ovenfor beskrevne retstilstand i relation til
SKATs krav på A-skat og AM-bidrag efter udbetaling af nettoløn fra LG under
konkursbehandling skal opretholdes, eller om der skal gøres op med den
retsstilling, der følger af Højesterets dom i UfR 1975.27 H (gengivet ovenfor i
afsnit 7.1).
I den forbindelse kan det fremhæves, at det er bedst stemmende med ophævelsen
af privilegiet for skatter, at krav på A-skat og AM-bidrag er simpelt (ligesom krav
på f.eks. moms).
Hertil kommer, at hensynet bag konkurslovens § 95 ikke synes at række til, at
SKATs krav på A-skat og AM-bidrag skal dækkes forud for simple kreditorer.
Det kan endvidere fremhæves, at hvis skyldneren havde udbetalt lønnen til
forfaldstid, ville kravet på A-skat og AM-bidrag have været simpelt, og SKAT får
således en tilfældig fordel af, at lønkravet ikke er betalt inden konkursen. Dette
betyder også, at den ansatte ved at give henstand med udbetaling af sin løn derved
indirekte har rådighed over, at kravet på A-skat og AM-bidrag kan blive
privilegeret, hvis lønnen på baggrund af henstanden først udbetales efter
konkursens indtræden.
Der ses ikke at være konkursretlige argumenter, der tilsiger en sådan (tilfældig)
retsstilling for kravet på A-skat og AM-bidrag, og dette kan tale for, at SKATs
krav altid er simpelt, medmindre det vedrører arbejde udført under konkurs- eller
rekonstruktionsbehandling og dermed er omfattet af konkurslovens § 93 eller §
94.
95
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Et sådant forslag vil ikke ændre på indeholdelsestidspunktet eller reglerne i
kildeskatteloven, og SKAT vil således fortsat som udgangspunkt først have et
krav på A-skat og AM-bidrag, når lønnen er udbetalt til den ansatte.
Holdes fokus på udbetalingstidspunktet, der indebærer, at indeholdelsespligten
indtræder efter konkursens indledning, er det derimod en naturlig konsekvens, at
skattekravet får samme stilling som det lønkrav, der udloddes fra boet, og som
skattekravet knytter sig til.
En degradering af SKATs krav på A-skat og AM-bidrag ved LG’s udbetaling
efter konkursdekret vil få den indirekte betydning for konkursboet, at SKAT
mister incitament til at yde den både direkte og indirekte bistand til boet, der
består i, at SKAT i visse tilfælde finansierer bobehandlingen, herunder i form af
indeståelse for omkostninger ved en omstødelsessag, ligesom SKAT mere
generelt interesserer sig for og bruger ressourcer på at foretage undersøgelser af
mistænkelige handlinger foretaget forud for konkursens indtræden.
Det har stor betydning for konkursboerne, at en stærk kreditor på den måde
understøtter bobehandlingen, men omvendt bør der kunne findes andre måder at
sikre dette på end ved at give SKAT privilegium for visse krav på A-skat og AM-
bidrag.
En degradering af SKATs krav på A-skat og AM-bidrag ved LG’s udbetaling
efter konkursdekret vil få store økonomiske konsekvenser for SKAT, selv om
SKATs krav på A-skat og AM-bidrag af løn, der ikke er udbetalt til de ansatte
inden (rekonstruktions- eller) konkursbehandling, må antages at udgøre en
forholdsvis lille del af SKATs samlede A-skatte- og AM-bidragskrav.
SKAT opgør ikke indtægter fra § 95-dividende, men SKATs dividende af § 95-
krav kan nogenlunde udledes af størrelsen af den dividende, som LG får udbetalt.
Oplysninger om LG’s årlige dividende siden 2000 fra LG’s årsrapporter følger af
nedenstående tabel:
96
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
1519879_0097.png
År
2000
2001
2002
2003
2004
2005
2006
2007
2008
2009
2010
2011
2012
2013
Dividende
91 mio. kr.
65 mio.
116 mio. kr.
183 mio. kr.
129 mio. kr.
117 mio. kr.
131 mio. kr.
172 mio. kr.
114 mio. kr.
95 mio. kr.
106 mio. kr.
160 mio. kr.
188 mio. kr.
154 mio. kr.
Det fremgår af LG’s årsrapporter for 2011 og 2012, at stigningen i dividende i
2011 og 2012 skyldes, at en række af de mange konkursboer efter virksomheder,
der gik konkurs under finanskrisen i 2008-2010, betalte dividende til LG i 2011
og 2012.
SKATs dividende af § 95-krav må antages at være lidt mindre end LG’s
dividende, idet nettodelen (LG’s del) af en ansats samlede løn i de fleste tilfælde
må antages at være større (ca. 60 pct.) end skattedelen (ca. 40 pct.). Endvidere
hidrører LG’s dividende også fra krav, der er omfattet af konkurslovens § 94, og
som LG bl.a. har udbetalt i medfør af låneordningen under rekonstruktion. Det er
forudsat i denne låneordning, at virksomheden under rekonstruktion indbetaler
skattedelen af de lønkrav, som LG udlåner penge til dækning af.
SKAT vil endvidere ikke miste hele deres dividende ved en degradering til
simpelt krav, idet en mindre del må forventes at blive dækket via udlodning til
simple krav, ligesom andre afledede effekter vil mindske SKATs mindreindtægter
ved en degradering.
Endvidere kan det fremhæves, at degradering af skattekravet vil medføre en
begunstigelse af LG (og dermed af arbejdsgiverne) eller – i tilfælde af dividende
97
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
til simple krav – af øvrige simple kreditorer i form af højere dividende. Da
arbejdsgiverne og skyldnerens erhvervsdrivende kreditorer betaler skat af den
øgede nettoindkomst, der følger af et mindre LG-bidrag henholdsvis en højere
dividende, vil SKATs mindreindtægter således også af denne grund blive mindre
end den dividende, som SKAT mister ved degradering af skattekravet.
Selv om Konkursrådet finder, at der kan fremføres insolvensretlige argumenter
for, at SKATs krav på A-skat og AM-bidrag bør være simple krav, finder rådet
alligevel ikke grundlag for at foreslå en sådan løsning. SKATs krav på A-skat og
AM-bidrag har gennem mange år haft en særstilling i det behandlede tilfælde, og
en ændring heraf er som sådan ikke et emne for denne betænkning, men findes
eventuelt at burde overvejes nærmere i forbindelse med mere overordnede
overvejelser om konkursordenen som helhed.
Med henblik på at undgå uklarheder eller tvivl i fremtiden foreslår Konkursrådet,
at det udtrykkeligt kommer til at fremgå af konkurslovens § 95, at SKATs krav på
A-skat og AM-bidrag vedrørende krav, der er omfattet af bestemmelsen, tillige er
omfattet.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 9 (forslag til konkurslovens § 95, stk.
8), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
7.3. Konkursrådets overvejelser i relation til rekonstruktionsbehandling
Konkursrådet har overvejet, hvad Konkursrådets forslag i kapitel 12 og 13 om, at
LG ved indledning af rekonstruktionsbehandling skal udbetale løn, der i tilfælde
af konkurs er omfattet af konkurslovens § 95, betyder for SKATs krav på A-skat
og AM-bidrag, der forudsættes ikke eller kun sjældent at blive betalt af
arbejdsgiveren i forbindelse med LG’s udbetaling direkte til de ansatte.
LG foretager ikke sådanne udbetalinger efter gældende ret, og det er tvivlsomt,
om Højesterets dom i UfR 1975.27 H, der er afsagt på baggrund af en
lønudbetaling, som blev foretaget efter indledning af konkursbehandling
98
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
(likvidation), og med henvisning til en meddelelse fra Kildeskattedirektoratet om
netop en sådan situation, kan overføres til at finde anvendelse, når lønkravet er
udbetalt inden indledning af konkursbehandling. Spørgsmålet ses af gode grunde
ikke afklaret i retspraksis.
Når LG udbetaler lønkrav, omfatter garantien ikke SKATs krav på A-skat og AM-
bidrag, jf. LG-lovens § 2, stk. 1. Det følger af kildeskattelovens § 83, at
indbetalingspligten for så vidt angår A-skat og AM-bidrag i tilfælde, hvor LG
udbetaler løn, påhviler arbejdsgiveren, og forpligtelsen hertil indtræder således
inden indledning af konkursbehandling. Dette taler for, at skattekravet som en
naturlig konsekvens af udbetalingstidspunktet vil være omfattet af konkurslovens
§ 97, ligesom det er, hvis arbejdsgiveren selv udbetaler løn, men ikke indbetaler
skat heraf (inden indledning af rekonstruktions- eller konkursbehandling).
Denne retsstilling synes endvidere at følge af Sø- og Handelsrettens dom af 24.
oktober 1975 (gengivet i UfR 1977, side 226). Her fandt Sø- og Handelsretten, at
et krav på A-skat af feriegodtgørelse var simpelt, fordi indeholdelsespligten og
dermed kravets opståen indtrådte før konkursen. Sø- og Handelsretten nævnte
hverken i sin begrundelse, at kravet ikke var betalt til de ansatte før konkursens
indtræden, eller at LG dækkede kravene.
Noget taler således for, at skattekravet efter gældende ret i tilfælde af LG-
udbetaling under rekonstruktionsbehandling direkte til de ansatte vil være omfattet
af konkurslovens § 97.
Det bemærkes i øvrigt, at den omstændighed, at lønkravet er udbetalt under
arbejdsgiverens rekonstruktionsbehandling, ikke indebærer, at SKATs krav er
omfattet af konkurslovens § 94, idet LG – og ikke arbejdsgiveren med
rekonstruktørens samtykke – har foretaget udbetalingen.
99
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet har herefter overvejet, hvilken status SKATs krav på A-skat og
AM-bidrag bør have i tilfælde af, at LG’s udbetalinger fremrykkes til
indledningen af rekonstruktionsbehandling.
Overvejelserne har sammenhæng med, at Konkursrådet finder, at SKATs krav på
A-skat og AM-bidrag af lønkrav omfattet af konkurslovens § 95, som LG
udbetaler ved indledning af konkursbehandling, fortsat bør være privilegerede.
Var Konkursrådet kommet frem til, at disse krav skulle degraderes til § 97, ville
en anden løsning ikke skulle overvejes i relation til rekonstruktionssituationen.
Det kan på den ene side fremhæves, at der for SKAT ikke bør være forskel på, om
nettolønnen er betalt af arbejdsgiveren inden indledning af insolvensbehandling,
eller om LG betaler samme krav ved rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Dette taler for, at SKATs krav bør være omfattet af konkurslovens § 97.
På den anden side kan det fremhæves, at LG’s udbetalinger, hvis de først var
foretaget efter konkursens indtræden, ville indebære, at SKATs krav i
konkursboet ville være omfattet af konkurslovens § 95. Den omstændighed, at
udbetalingerne fra LG fremrykkes, bør ikke komme SKAT til skade derved, at
kravet på A-skat og AM-bidrag som en konsekvens heraf bliver simpelt.
Hertil
kommer,
at
den
omstændighed,
at
en
virksomhed
er
under
rekonstruktionsbehandling, inden den tages under konkursbehandling, ikke bør
være afgørende for SKATs krav i konkursboet.
Det kan endvidere fremhæves, at SKATs krav bør følge den stilling, som selve
lønkravet (LG’s regreskrav), der anmeldes i konkursboet, har.
Vælges den løsning, at skattekravet i tilfælde af udbetaling fra LG under
rekonstruktionsbehandling bliver omfattet af konkurslovens § 97, vil reglerne om
tvangsakkord i konkurslovens § 10 a indebære, at SKATs krav på A-skat og AM-
bidrag kan akkorderes, jf. konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 3. Dette gør sig
100
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
imidlertid allerede gældende, hvis skattekravet knytter sig til en lønudbetaling,
som
skyldneren
har
foretaget
til
ansatte
inden
indledning
af
rekonstruktionsbehandling.
Muligheden for akkordering af skattekravet vil i princippet kunne føre til misbrug
i form af, at virksomheder betaler de ansatte deres nettoløn, men undlader at
indbetale krav på A-skat og AM-bidrag med henblik på at gå i
rekonstruktionsbehandling for at få akkorderet deres skattekrav. Det må dog anses
for en temmelig teoretisk risiko i og med, at virksomheden ikke kan være sikker
på, at rekonstruktionsbehandlingen forløber som planlagt, men i stedet ender i
konkurs, idet det herved bemærkes, at SKAT på grundlag af de ubetalte skattekrav
vil kunne stemme imod et tvangsakkordforslag. Endvidere vil en bevidst
spekulation i at forsøge at få akkorderet skattekrav medføre, at der for
virksomhedens ledelse er en risiko for, at kreditorerne vedtager, at
rekonstruktøren skal overtage ledelsen af virksomheden efter konkurslovens § 12
a.
Det kan omvendt fremhæves, at det vil være samfundsmæssigt gavnligt, hvis det
fører til, at flere konkurstruede virksomheder rekonstrueres. Endelig kan det
anføres, at der principielt også efter den gældende ordning kan spekuleres i at få
akkorderet krav på A-skat og AM-bidrag, idet arbejdsgiveren ved at indlede
rekonstruktionsbehandling lige efter (i stedet før lige før) en lønudbetaling vil
kunne sikre sig, at kravet på A-skat og AM-bidrag af lønnen omfattes af
konkurslovens § 97, jf. ovenfor.
Det er samlet set på baggrund af ovenstående Konkursrådets opfattelse, at SKATs
krav på A-skat og AM-bidrag også i de tilfælde, hvor LG’s udbetaling allerede
foretages ved indledning af rekonstruktionsbehandling, bør være omfattet af
lønprivilegiet, i det omfang LG’s regreskrav anmeldes i konkursboet.
Konkursrådet finder således ikke, at kravets status bør berøres af, at LG’s
udbetalinger fremrykkes, ligesom Konkursrådet har lagt vægt på, at det ikke kan
101
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
afvises, at der kan forekomme spekulation i at få skattekravet akkorderet ved
rekonstruktionsbehandling, hvis det er omfattet af konkurslovens § 97.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 9 (forslag til konkurslovens § 95, stk.
8), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
102
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 8
Minimalerstatning og godtgørelser
8.1. Minimalerstatning
8.1.1. Gældende ret
Efter funktionærlovens § 3, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 81 af 3. februar 2009
om retsforholdet mellem arbejdsgivere og funktionærer med den ændring, der
følger af lov nr. 647 af 12. juni 2013, har en funktionær altid krav på en
erstatning, der svarer til lønnen i den løbende måned samt i en opsigelsesperiode
på op til 3 måneder, hvis arbejdsgiveren uberettiget nægter at modtage
funktionæren i sin tjeneste eller uberettiget bortviser ham fra tjenesten.
Finder bestemmelsen anvendelse, indebærer den, at en funktionær, der er fritstillet
i sin opsigelsesperiode, får erstatning svarende til fuld løn fra den tidligere
arbejdsgiver i indeværende måned og herefter højst tre måneder, uden fradrag af
hvad den pågældende måtte have tjent i en anden stilling i den pågældende
periode. Det samlede erstatningskrav udløses ved bortvisningen/ophævelsen af
ansættelsesforholdet og forfalder straks.
Bestemmelsen har eksisteret siden funktionærlovens gennemførelse og er en
undtagelse til dansk rets almindelige erstatningsretlige regler, hvor en skadelidt
må dokumentere et tab for at få erstatning. Almindelige erstatningsretlige regler
kan derimod efter bestemmelsen godt medføre et større ansvar for arbejdsgiveren.
Bestemmelsen er begrundet i den skadevirkning, en pludselig afbrydelse af et
funktionærforhold kan indebære, herunder tab af anciennitet, ulemper knyttet til et
stillingsskifte og den usikkerhed, der skabes ved, at funktionæren mister sit
eksistensgrundlag.
103
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det følger af funktionærlovens § 3, stk. 2, at hvis funktionæren ved
arbejdsgiverens uberettigede afbrydelse af tjenesteforholdet har krav på mere end
3 måneders varsel, bliver erstatningen at fastsætte efter de almindelige
erstatningsregler. Det vil sige efter fradrag af eventuel ny indtægt.
Bestemmelsen i funktionærlovens § 3 finder anvendelse i tilfælde af konkurs, og
kravet på minimalerstatning kan således anmeldes som privilegeret fordring i
arbejdsgiverens konkursbo, jf. bl.a. Højesterets dom af 6. december 1971
(gengivet i UfR 1972, side 77).
8.1.2. Tidligere overvejelser
Navnlig i forbindelse med konkurs har minimalerstatningsreglen været genstand
for kritik, idet der har været stillet spørgsmål ved rimeligheden af, at
minimalerstatningen går forud for bl.a. simple kreditorers krav.
Det af Justitsministeriet den 29. januar 1958 nedsatte Konkurslovsudvalg foreslog
i betænkning nr. 423/1966, at lønprivilegiet ikke skulle omfatte den del af kravet,
der modsvares af fortjeneste ved andet arbejde i det pågældende tidsrum. Om
forslaget fremgår det af betænkningen side 33-34:
”I stk. 3 er optaget en bestemmelse om det tilfælde, at funktionæren efter at være
ophørt med sit arbejde for fallenten har fået lønnet ansættelse andetsteds. Efter
funktionærlovens § 3, stk. 5, kan dette kun medføre reduktion i den del af
lønkravet, som vedrører løn for en periode, der ligger mere end 3 måneder efter
udgangen af den måned, hvor konkursen begynder. Det forhold, at man har et
krav mod arbejdsgiveren, kan imidlertid ikke uden videre begrunde, at kravet i
dennes konkursbo er privilegeret, når funktionæren dog får løn hos en anden
arbejdsgiver. Navnlig i betragtning af den meget snævre grænse, som i øvrigt i
udkastet fastsættes for privilegerede krav, finder udvalget ikke, at det vil være
rigtigt at opretholde et så vidtgående privilegium, som navnlig vil virke urimeligt,
hvis der herefter ikke bliver fuld dækning til de øvrige lønfordringer. Selv om der
vil kunne være visse praktiske vaskeligheder forbundet med en reduktion af det
104
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
privilegerede krav som følge af en anden indtægt, har udvalget dog ment at burde
foreslå, at der ikke skal haves privilegium for den del af lønkravet, som modsvares
af anden indtægt.”
Udvalgets forslag ville medføre, at den del af en funktionærs krav, der ikke
opfylder betingelsen for at opnå fortrinsret, kun ville kunne gøres gældende mod
boet som et simpelt krav.
Udvalgets forslag blev kritiseret af visse af de faglige organisationer, der
fremhævede,
at
der
hidtil
havde
været
overensstemmelse
mellem
funktionærlovens og konkurslovens regler, idet funktionærerne har haft fortrinsret
for hele det krav, som de kunne rejse efter funktionærloven, og at forslaget derfor
indebar en væsentlig forringelse af funktionærernes retsbeskyttelse. De
pågældende organisationer pegede endvidere på, at afkortningsreglen ville kunne
give anledning til betydelige praktiske vanskeligheder, idet reglen ville kunne
medføre, at konkursboet for alle funktionærers vedkommende måtte skaffe sig
oplyst, om de havde fået anden ansættelse eller havde haft indtægt ved
selvstændigt arbejde. Videre blev der peget på, at fremskaffelsen af disse
oplysninger og afgørelsen af, i hvilket omfang afkortning skulle ske, ville give
anledning til et uforholdsmæssigt besvær og ville sinke afslutningen af boet. Ud
fra samme betragtninger ytrede også Dommerforeningen og Præsidenten for Østre
Landsret betænkelighed ved afkortningsreglen.
Justitsministeriet tilsluttede sig de indvendinger, der blev fremført mod udvalgets
forslag, og medtog på den baggrund ikke bestemmelsen om fradrag for fortjeneste
ved andet arbejde, da ministeriet fremsatte lovforslag nr. 130 den 12. december
1968 på baggrund af udvalgets betænkning (Folketingstidende 1968-69, tillæg A,
spalte 3003 ff.).
8.1.3. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet har overvejet, om retten til minimalerstatning fortsat bør være
omfattet af lønprivilegiet i konkurslovens § 95. Det er i den forbindelse
105
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådets klare opfattelse, at de hensyn, der begrunder lønprivilegiet, er
tilstrækkeligt tilgodeset, uden at en funktionær i sin opsigelsesperiode har
mulighed for dobbelt indkomst.
Det er endvidere bedst stemmende med rådets forslag om fremover at begrænse
lønprivilegiet beløbsmæssigt, idet dette forslag også indebærer et opgør med
bestemmelsens sociale rækkevidde. Når visse ansatte således ikke får privilegium
for hele deres tab, bør andre ikke – selv ikke inden for dækningsloftet – få
privilegium for et minimalerstatningskrav, der ikke udgør et tab.
Det er således Konkursrådets opfattelse, at det ikke er rimeligt, at funktionærers
krav på minimalerstatning skal sidestilles med almindelige lønkrav og have
fortrinsret frem for bl.a. simple krav i tilfælde af konkurs. En sådan fortrinsret er
ikke forenelig med det grundlæggende princip om ligestilling af kreditorerne, og
en fravigelse af dette princip må kræve meget tungtvejende grunde.
Denne opfattelse bunder i, at fortrinsretten kun bør omfatte de ansattes egentlige
tab, idet en videregående dækning end dette vil kunne indebære, at andre
fordringshaveres egentlige tab ikke kan opnå hel eller delvis dækning.
Hertil kommer, at retten til minimalerstatning medfører en række større praktiske
insolvensretlige problemstillinger, der kan give anledning til misbrug. F.eks. kan
retten til minimalerstatning gøre det vanskeligt for en kurator at få en ansat til at
udføre arbejde for konkursboet, idet den ansatte hellere vil fritstilles med deraf
følgende krav på løn i opsigelsesperioden (op til tre måneder samt løbende
måned), samtidig med at den ansatte har mulighed for at oppebære løn fra et nyt
ansættelsesforhold. Dette betyder samtidig, at det kan være problematisk at
gennemføre en virksomhedsoverdragelse, idet de ansatte ønsker at blive opsagt og
fritstillet for derefter at indgå i et nyt ansættelsesforhold hos erhververen.
Konkursrådet foreslår på den baggrund, at ansatte ikke skal kunne gøre et krav på
minimalerstatning gældende som privilegeret krav. Det er således Konkursrådets
106
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
opfattelse, at fortrinsretten ikke bør omfatte krav, der ikke er udtryk for et tab, og
på den baggrund foreslås det, at et krav på f.eks. minimalerstatning ikke omfattes
af fortrinsretten, i det omfang kravet modsvares eller burde være modsvaret af
anden indtægt.
Det er Konkursrådets vurdering, at forslaget ikke i praksis vil medføre nogen
forsinkelse med afslutning af konkursboer, dels fordi fordringsprøvelse alligevel
oftest først sker senere end tre måneder efter konkursens indtræden, dels fordi der
i en del konkursboer slet ikke sker en prøvelse af § 95-kravene, hvis der ikke er
udsigt til nogen dividende til disse krav, jf. konkurslovens § 130, stk. 3.
Endvidere kan det fremhæves, at LG er etableret efter de gengivne tidligere
overvejelser om privilegium for minimalerstatning, og at det på den baggrund må
antages,
at
det
i
praksis
bliver
LG,
der
belastes
af
at
foretage
erstatningsopgørelser, herunder ved indhentelse af relevante oplysninger gennem
bl.a. den ansatte.
Hertil kommer, at retsstillingen, hvis forslaget gennemføres, er helt identisk med
retsstillingen i forhold til ansatte, der ikke er funktionærer og dermed ikke har ret
til minimalerstatning. I disse tilfælde er der allerede behov for, at konkursboerne
og især LG gennem den ansatte fremskaffer oplysninger om eventuelt nyt arbejde
mv. eller dokumentation for, at den ansatte har været arbejdssøgende i
opsigelsesperioden.
For at sikre at forslaget ikke skal afholde ansatte fra at tage anden beskæftigelse i
minimalerstatningsperioden, foreslås det, at fortrinsretten ikke omfatter krav
vedrørende tab, som de ansatte burde have afværget, dvs. at de ansatte i
overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige principper skal begrænse
deres tab mest muligt. Heri ligger navnlig en forpligtelse til at udfolde rimelige
bestræbelser på at opnå indtægt via et nyt arbejde.
107
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Forslaget må – selv om erstatningsopgørelserne giver øget administrativt arbejde
– antages samlet set at indebære en administrativ lettelse af kurators og LG’s
arbejde, idet det ikke længere i samme omfang er nødvendigt at tage stilling til,
herunder ved domstolene, om en ansat er omfattet af funktionærloven (eller andre
retsgrundlag med ret til minimalerstatning).
Forslaget vil medføre økonomiske lettelser for konkursboerne og LG og dermed
efter omstændighederne mere dividende til simple kreditorer. Det har ikke været
muligt for LG at foretage en beregning, der giver et reelt billede af, hvad forslaget
mere præcist vil medføre af besparelser for LG.
Konkursrådet har endvidere overvejet, om begrænsningen af privilegiet for
minimalerstatning mest hensigtsmæssigt gennemføres ved en ændring af
funktionærloven eller konkursloven. Rådet finder, at de konkursretlige
overvejelser, der begrunder rådets forslag, tilsiger, at ændringen foretages i
konkursloven. Forslaget berører således ikke en ansats krav på minimalerstatning
fra en solvent arbejdsgiver.
Hertil kommer, at en ændring i konkursloven også vil finde anvendelse i forhold
til minimalerstatningsregler i anden lovgivning f.eks. sømandslovens § 18, stk. 1,
hvorefter en søfarende, der afskediges uden sådan grund, som nævnes i § 16 eller
§ 17, har ret til hyre for 2 måneder efter tjenesteforholdets ophør, såfremt
almindelige erstatningsregler ikke hjemler et større beløb, jf. lovbekendtgørelse
nr. 73 af 17. januar 2014 om søfarendes ansættelsesforhold mv. med den ændring,
der følger af lov nr. 724 af 25. juni 2014.
Konkursrådet har endelig overvejet, om kravet på minimalerstatning fremover
skal være et simpelt krav, jf. konkurslovens § 97, eller et efterstillet krav, jf.
konkurslovens § 98. For, at kravet bør være simpelt, kan anføres, at andre lønkrav,
der ikke er privilegerede, herunder lederes lønkrav samt fremover i givet fald
lønkrav, der overstiger beløbsloftet, fyldestgøres efter konkurslovens § 97.
108
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Omvendt kan det anføres, at de lønkrav, der er omfattet af § 97, er almindelige
lønkrav, der er udtryk for et tab og ikke udspringer af en ret til dobbelt løn. Det
kan endvidere anføres, at krav på konventionalbod, i det omfang boden ikke er
erstatning for lidt tab, er efterstillet i medfør af konkurslovens § 98, nr. 2, og at
krav, der udspringer af retten til minimalerstatning, har samme karakteristika som
sådanne krav på konventionalbod.
På den baggrund er det Konkursrådets opfattelse, at krav, der udspringer af retten
til minimalerstatning, bør efterstilles i medfør af konkurslovens § 98, nr. 2, fordi
der er tale om et krav, som ikke er udtryk for et tab.
Retsvirkningen heraf er, at funktionæreres krav mod boet for løn mv. vedrørende
opsigelsesperioden må opgøres efter almindelige erstatningsretlige principper,
ligesom det er tilfældet efter gældende ret for ansatte, der ikke har ret til
minimalerstatning, og for funktionærer med opsigelsesperioder, der går ud over
tre måneder. Dette indebærer, at den del af minimalerstatningen, der ikke er
udtryk for et tab, fradrages i det privilegerede krav mod boet og i stedet
efterstilles.
Konkursrådet finder i øvrigt anledning til at bemærke, at forslaget kun får
betydning i tilfælde af arbejdsgiverens insolvensbehandling, og at det ikke vil
berøre de funktionærer, der ikke har held med at blive beskæftiget andetsteds i
minimalerstatningsperioden, og som på den baggrund ikke oppebærer en ny
indtægt. Selv om en funktionær måtte have opnået ny indtægt, berøres
funktionærens privilegerede krav ikke af forslaget, hvis funktionærens samlede
lønkrav mv. ud over kravet på minimalerstatning udgør 160.000 kr. (eller mere)
svarende til det foreslåede beløbsloft for lønkrav. Det bemærkes herved, at
Konkursrådets
øvrige
forslag
–
herunder
navnlig
om
ophævelse
af
konkursregulering, om ophævelse af betingelsen om, at et ældre krav skal være
forfulgt uden ugrundet ophold, om løbende udbetaling (og deraf følgende
periodevis tabsopgørelse) og om udvidet adgang til dækning af udgifter afholdt på
vegne af arbejdsgiveren – vil øge sandsynligheden for, at funktionærens øvrige
109
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
krav udfylder beløbsloftet, og disse forslag kan således konkret medføre en større
fordel for en funktionær end den potentielle ulempe ved, at kravet på
minimalerstatning gøres tabsafhængigt.
Et krav på minimalerstatning forfalder straks ved funktionærens fritstilling, men
idet
rådets
forslag
indebærer,
at
den
ansattes
erstatning
for
løn
i
opsigelsesperioden skal opgøres efter almindelige erstatningsretlige principper, vil
et privilegeret krav først kunne opgøres ved udløbet af opsigelsesperioden.
Særligt i de tilfælde, hvor funktionæren ikke oppebærer anden indtægt i perioden,
vil det kunne udgøre en likviditetsmæssig udfordring for funktionæren at skulle
vente op imod fire måneder, før kravet kan gøres op og udbetales. Dette gør sig i
øvrigt også gældende for ansatte, der ikke er funktionærer, men som har et
opsigelsesvarsel på f.eks. tre måneder.
Konkursrådet finder på den baggrund, at erstatningen bør opgøres isoleret for hver
lønperiode, jf. herom kapitel 10.
Konkursrådet er opmærksom på, at det ganske længe har fremgået af ferielovens §
16, stk. 2, at en fritstillet lønmodtagers ferie anses for holdt, uanset om ferien er
fastsat, hvis de i ferielovens § 15, stk. 2, nævnte varslingsperioder og ferien kan
rummes inden for fritstillingsperioden.
Konkursrådet finder, at det ikke i relation til opgørelse af tabserstatningen bør
være et krav, at de ansatte er arbejdssøgende i den periode, hvor ferien placeres af
LG eller konkursboet. De ansatte, der ikke har opnået ny beskæftigelse, har
således mulighed for at holde en arbejdsfri periode svarende til den periode, hvor
ferien anses for holdt, uden at miste deres krav på erstatning for den pågældende
periode. I øvrigt vil funktionærer i relation til placering af ferie i
opsigelsesperioden blive sidestillet med ikke-funktionærer.
110
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det bemærkes, at Konkursrådets forslag i relation til minimalerstatning ikke er til
hinder for, at arbejdsmarkedets parter etablerer og finansierer en ordning (f.eks.
hos LG), der sikrer den del af de ansattes minimalerstatningskrav, som ikke
omfattes af fortrinsretten i tilfælde af konkurs og dermed ikke dækkes via LG’s
dækning af fortrinsberettigede krav. Det afgørende for Konkursrådet er således, at
der i tilfælde af konkurs ikke kan opnås fortrinsret i arbejdsgiverens konkursbo for
mere end den ansattes egentlige tab, og en eventuel garantiordning vedrørende
krav på minimalerstatning vil således heller ikke få fortrinsret i konkursboet.
Hermed sikres, at retten til minimalerstatning betales af arbejdsmarkedets parter,
der har interesse heri, og ikke af bl.a. simple kreditorer.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 10 (forslag til konkurslovens § 98,
nr. 2), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
8.2. Godtgørelser
8.2.1. Gældende ret
Konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 3, omfatter krav på godtgørelse, for så vidt
opsigelsen eller afbrydelsen af arbejdsforholdet har fundet sted inden for de sidste
6 måneder før fristdagen.
Bestemmelsen var ikke en del af det af Justitsministeriet den 29. januar 1958
nedsatte konkurslovsudvalgs betænkning I om konkursordenen, jf. betænkning
423/1966.
Bestemmelsen blev medtaget som en del af lønprivilegiet, da lov nr. 332 af 18.
juni 1969 gennemførte den nævnte betænkning fra Konkurslovsudvalget.
Efter det fremsatte lovforslag skulle lønprivilegiet omfatte krav på erstatning og
godtgørelse for afbrydelse af arbejdsforholdet, og følgende fremgik af
forarbejderne til den pågældende bestemmelse (jf. Folketingstidende 1968-69,
tillæg A, sp. 3011):
111
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
”Efter forslaget omfatter fortrinsretten også krav på godtgørelse i anledning af
usaglig afskedigelse. Bestemmelser om sådanne godtgørelseskrav findes bl.a. i
funktionærlovens § 2 a, stk. 1-3, og i § 4, stk. 3, i hovedaftalen af 18. november
1960 mellem Landsorganisationen i Danmark og Dansk Arbejdsgiverforening.
Efter funktionærlovens § 2 a, stk. 4, finder bestemmelsen i § 3 om fortrinsret for
erstatningskrav også anvendelse på de i loven hjemlede godtgørelseskrav”
Den nævnte § 2 a svarer til den gældende § 2 b i funktionærloven.
I Konkurslovsudvalgets betænkning II om konkurs og tvangsakkord bemærkede
udvalget, at det ikke havde ment, at det særlige godtgørelseskrav efter
funktionærloven § 2 a (nu § 2 b), som til en vis grad har karakter af bod, burde
have fortrinsret i konkurstilfælde, men at udvalget efter gennemførelsen af lov nr.
332 af 18. juni 1969 ikke ville foreslå nogen ændring heri. Udvalget udtalte
endvidere, at en opsigelse, der er sket inden for de sidste seks måneder før
fristdagen, formentlig i de fleste tilfælde vil være rimeligt begrundet i
virksomhedens økonomiske stilling og således ikke give ret til godtgørelse, jf.
betænkning 606/1971 s. 189.
Retspraksis og den juridiske litteratur har lagt sig fast på en snæver afgrænsning
af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 3, der således omfatter lovbestemte krav på
fratrædelsesgodtgørelse, der begrundes med eller har tilknytning til opsigelsen
eller afbrydelsen af arbejdsforholdet.
Er en afskedigelse således ikke sagligt begrundet i arbejdsgiverens forhold,
anerkendes godtgørelse herfor som privilegeret. Dette gælder bl.a. afskedigelser i
henhold til diskriminationslovgivningen, herunder pga. graviditet og fremsatte
krav om ligebehandling, og afskedigelser, der strider mod foreningsfrihedsloven.
Det gælder endvidere godtgørelse efter § 4, stk. 3, i hovedaftalen mellem LO og
DA.
112
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Godtgørelser, der vedrører forhold under ansættelsesforholdet, omfattes ikke af
lønprivilegiet. Dette gælder bl.a. godtgørelser efter ansættelsesbevisloven og
godtgørelser for sexchikane udøvet under ansættelsesforholdet.
En række aftalebestemte godtgørelser kan hverken anses for at vedrøre forhold
under ansættelsen eller anses som fratrædelsesgodtgørelser (fordi de reelt ikke
relaterer sig til opsigelsen eller afbrydelsen af arbejdsforholdet). Disse
godtgørelser er ikke omfattet af privilegiet.
Et eksempel herpå er de såkaldte blive- (”stay on”-)bonusser/-godtgørelser, der
betales for at forhindre, at ansatte forlader deres arbejdsplads, hvis virksomheden
er kommet i en økonomisk vanskelig situation. En sådan bonus/godtgørelse anses
hverken som løn eller andet vederlag og vedrører endvidere ikke opsigelsen eller
afbrydelsen af arbejdsforholdet, jf. Østre Landsrets dom af 15. februar 2011 (sag
B-1379-10) gengivet i kapitel 4.3.1 ovenfor.
Andre eksempler er godtgørelser, der – selv om de kommer til udbetaling i
forbindelse med eller kun aktualiseres af opsigelsen eller afbrydelsen af
arbejdsforholdet – reelt ikke udbetales pga. denne opsigelse eller afbrydelse, men
skal kompensere for andre udgifter eller ulemper end selve opsigelsen eller
afbrydelsen af arbejdsforholdet. Sådanne godtgørelser vil i det følgende ikke høre
under betegnelsen fratrædelsesgodtgørelser.
Godtgørelse efter funktionærlovens nuværende § 2 a falder inden for
konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 3, jf. Vestre Landsrets dom af 18. februar 1985
(gengivet i UfR 1985, side 656), selv om godtgørelsen ikke ydes ud fra en
vurdering af afskedigelsens saglighed.
Det følger således af funktionærlovens § 2 a, stk. 1, at såfremt en funktionær, der
har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12 eller 17 år, opsiges, skal
arbejdsgiveren ved funktionærens fratræden udrede et beløb svarende til
henholdsvis 1 eller 3 måneders løn.
113
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
I litteraturen kritiseres det flere steder, at § 2 a-godtgørelse henføres til
konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 3, i stedet for nr. 2, idet bestemmelsen reelt udgør
en forlængelse af funktionærlovens opsigelsesvarsel for ansatte med en vis
anciennitet, og idet godtgørelsen ikke udmåles skønsmæssigt, jf. f.eks. Peer
Schaumburg-Müller m.fl. i Lønmodtagernes Garantifond (3. udgave, Karnov
Group 2013) s. 160.
Aftalebestemte fratrædelsesgodtgørelser, som ligner funktionærlovens § 2 a, og
som dermed ligeledes ikke er begrundet i en krænkelse af den ansatte, men alene
udløses pga. f.eks. anciennitet, alder eller den ansattes funktion, herunder som
tillidsmand eller leder (der ikke falder uden for privilegiet), konkursreguleres efter
omstændighederne i medfør af gældende ret, jf. konkurslovens § 61, stk. 1. Denne
retsstilling er begrundet i, at sådanne fratrædelsesgodtgørelser anses for reelt at
udgøre et forlænget opsigelsesvarsel, jf. Højesterets dom af 31. maj 1994
(gengivet i UfR 1994, side 655). I den pågældende sag gav Højesteret LG
medhold i, at en fratrædelsesgodtgørelse ifølge en kollektiv overenskomst kunne
konkursreguleres med den begrundelse, at en aftalt fratrædelsesgodtgørelse kan
anses som et alternativ til et aftalt forlænget opsigelsesvarsel, og at det i en
konkurssituation typisk vil have samme funktion, samt at den aftalte godtgørelse
ikke ansås som sædvanlig eller rimelig, jf. konkurslovens § 61.
Selv om en sådan aftalt fratrædelsesgodtgørelse reelt må anses som et sædvanligt
eller rimeligt opsigelsesvarsel, og der på den baggrund ikke er mulighed for
konkursregulering, antages det i litteraturen, at godtgørelsen ikke er privilegeret,
idet der er snævre grænser for, hvilke godtgørelser der omfattes af konkurslovens
§ 95, stk. 1, nr. 3, og idet godtgørelsen på forhånd er aftalt til et bestemt beløb.
Det antages således, at aftalebestemte fratrædelsesgodtgørelser (der ikke er
begrundet i en krænkelse af den ansatte) kan henføres til konkurslovens § 98, nr.
2, idet de kan sidestilles med krav på konventionalbod, der ikke er erstatning for
114
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
lidt tab, jf. f.eks. Bo Lauritzen i Lønmodtageres retsstilling ved insolvente
virksomhedsophør (2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2007) s. 196.
At dette er udtryk for gældende ret følger også af retspraksis, idet Østre Landsret
ved dom af 14. januar 2000 (gengivet i UfR 2000, side 982), fandt, at en aftalt
fratrædelsesgodtgørelse, der ikke kunne konkursreguleres, var omfattet af
konkurslovens § 98, nr. 2.
Gældende ret ved fortolkningen af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 3, er således, at
fratrædelsesgodtgørelser, der er begrundet i en krænkelse af den ansatte, samt krav
på godtgørelse efter funktionærlovens § 2 a anerkendes fuldt ud som en
privilegeret godtgørelse, mens aftalebestemte fratrædelsesgodtgørelser (der ikke
er begrundet i en krænkelse af den ansatte) ikke anses for privilegerede, men er
efterstillet i medfør af konkurslovens § 98, medmindre de er bortreguleret i
medfør af konkurslovens § 61.
LG har i sin praksis i forhold til aftalte tabsuafhængige fratrædelsesgodtgørelser
(der ikke er begrundet i en krænkelse af den ansatte), der ikke kan
konkursreguleres,
generelt
anlagt
det
lønmodtagervenlige
synspunkt,
at
godtgørelsen behandles som erstatning i opsigelsesperioden og dermed henføres
til lønprivilegiet via konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 2. Dette er begrundet i, at
godtgørelsen anses som et (forlænget) opsigelsesvarsel. Kravet opgøres således
som tabserstatning, jf. konkurslovens § 59, hvilket bl.a. betyder, at ansattes
eventuelle løn for nyt arbejde i opsigelsesperioden fratrækkes.
Er der imidlertid tale om, at der er aftalt ansættelse på funktionærlignende vilkår,
og denne aftale må antages også at indebære krav på fratrædelsesgodtgørelse efter
princippet i funktionærlovens § 2 a, anerkender LG en sådan aftale fuldt ud. Dette
indebærer, at den sidestilles med de tilfælde, hvor funktionærlovens § 2 a finder
direkte anvendelse, og godtgørelsen udbetales på den baggrund fuldt ud som
privilegeret fordring.
115
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Efter LG’s praksis anerkendes således i visse tilfælde fratrædelsesgodtgørelser
(der ikke er begrundet i en krænkelse af den ansatte) som privilegerede, uanset om
de har hjemmel i en aftale eller i funktionærloven. Godtgørelse efter
funktionærlovens § 2 a og godtgørelse, der følger af aftalebestemt
funktionærstatus med ret til godtgørelse svarende til § 2 a, betales fuldt ud inden
for LG’s beløbsloft, mens aftalte fratrædelsesgodtgørelser i øvrigt opgøres som
tabserstatning, hvis de ikke kan konkursreguleres.
8.2.2. Konkursrådets overvejelser
Det er Konkursrådets opfattelse, at der fortsat bør sondres mellem
fratrædelsesgodtgørelser og andre godtgørelser, herunder godtgørelser der
vedrører forhold under ansættelsen. Lønprivilegiet bør således fortsat finde
anvendelse i forhold til godtgørelser i anledning af opsigelse eller afbrydelse af
arbejdsforholdet (fratrædelsesgodtgørelser). Hermed menes godtgørelser, der
direkte relaterer sig til opsigelsen eller afbrydelsen af arbejdsforholdet.
Konkursrådets forslag tilsigter således ingen ændring af gældende ret på dette
punkt.
Det er endvidere Konkursrådets opfattelse, at der fortsat bør sondres mellem
fratrædelsesgodtgørelser, der begrundes i en krænkelse af den ansatte i forbindelse
med afbrydelsen af arbejdsforholdet, og fratrædelsesgodtgørelser, som kommer til
udbetaling pga. f.eks. anciennitet, alder eller funktioner, og som efter retspraksis
kan sidestilles med et forlænget opsigelsesvarsel.
I den forbindelse finder Konkursrådet anledning til at fremhæve, at godtgørelser,
der kommer til udbetaling uden anden anledning, end at arbejdsforholdet er
afbrudt f.eks. på grund af arbejdsgiverens økonomiske stilling eventuelt
kombineret med f.eks. den ansattes anciennitet, alder eller funktion, aldrig i
relation til lønprivilegiet kan høre til den kategori af fratrædelsesgodtgørelser, der
begrundes i en krænkelse af den ansatte.
116
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådets følgende overvejelser i relation til godtgørelser er bl.a. aktualiseret
af Konkursrådets forslag om minimalerstatning, jf. kapitel 8.1.3, der er motiveret
af, at der ikke bør være privilegium for krav, der ikke er udtryk for et tab, men
reelt giver den ansatte mulighed for dobbelt løn i sin opsigelsesperiode.
Overvejelserne er endvidere aktualiseret af rådets forslag i kapitel 9 om, at det
ikke længere skal være muligt at konkursregulere krav, der er omfattet af
konkurslovens § 95, idet muligheden for at konkursregulere efter gældende ret
anvendes til at afskære en række fratrædelsesgodtgørelser.
Konkursrådet finder, at fratrædelsesgodtgørelser, der er begrundet i en krænkelse
af den ansatte, fortsat skal være omfattet af privilegiet som en godtgørelse, dvs.
uden at der skal opgøres tabserstatning. Dette gælder f.eks. godtgørelser efter
funktionærlovens § 2 b og efter hovedaftalens § 4, stk. 3.
Konkursrådet har i den forbindelse lagt vægt på, at disse godtgørelser udgør
kernen
af
det
tiltænkte
anvendelsesområde
for
den
gældende
godtgørelsesbestemmelse i konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 3.
Hertil kommer, at godtgørelserne ikke træder i stedet for eller kan sidestilles med
en opsigelsesperiode, men har til hensigt at kompensere for den begåede
krænkelse og således ikke kan siges at føre til et krav på dobbelt løn. At
godtgørelsen for den begåede krænkelse kompenserer for andet og mere end blot
et økonomisk tab og ofte ikke kan opgøres som sådant, bør i denne sammenhæng
ikke føre til nægtelse af privilegium.
Det følgende omhandler på den baggrund kun de fratrædelsesgodtgørelser, der
ikke er begrundet i en krænkelse af den ansatte, herunder funktionærlovens § 2 a,
medmindre andet fremgår.
I relation til disse fratrædelsesgodtgørelser kan det fremhæves, at en eventuel
gennemførelse af forslaget i kapitel 9 om konkursregulering, hvorefter de ofte
117
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
afskæres, aktualiserer spørgsmålet om behandlingen af godtgørelserne i relation til
konkurslovens § 95.
Konkursrådet har på den baggrund overvejet, om der bør være privilegium for
sådanne godtgørelser, herunder om det har betydning, om de er fastsat ved lov
(f.eks. funktionærlovens § 2 a) eller følger af (kollektiv) aftale.
Det er Konkursrådets opfattelse, at sådanne godtgørelser, der efter retspraksis kan
anses som et forlænget opsigelsesvarsel for den beskyttede gruppe ansatte, må
anerkendes som privilegerede inden for de foreslåede dækningslofter.
Konkursrådet finder endvidere ikke grund til at skelne mellem lovbestemte og
aftalebestemte godtgørelser, sådan som den juridiske litteratur og retspraksis ved
UfR 2000.982 Ø, gengivet ovenfor pkt. 8.2.1, har fortolket de gældende regler
bl.a. på baggrund af bemærkningerne til den gældende § 95, stk. 1, nr. 3, jf.
omtalen af dommen ovenfor kapitel 8.2.1. Dette gør sig særligt gældende, når
fratrædelsesgodtgørelser efter hovedaftalens § 4, stk. 3, (der angår krænkelser)
anerkendes som privilegerede.
Konkursrådet finder således, at de omhandlede fratrædelsesgodtgørelser må
anerkendes som privilegerede inden for de foreslåede dækningslofter, uanset om
de følger af lov eller aftale. Denne holdning skal dog ses i sammenhæng med
forslaget lige nedenfor om, at godtgørelserne skal opgøres som tabserstatning, idet
Konkursrådet ikke kan anbefale en udvidelse af § 95, der giver ret til dækning af
krav, herunder tabsuafhængige fratrædelsesgodtgørelser, der ikke er udtryk for et
tab.
Konkursrådet har herved lagt vægt på, at der ikke bør være forskel i beskyttelsen
af f.eks. høj løn eventuelt kombineret med ingen eller en meget lille
fratrædelsesgodtgørelse eller en lavere løn kombineret med en større
fratrædelsesgodtgørelse og endvidere af, om der er aftalt eller fastsat et kortere
eller længere opsigelsesvarsel eller en fratrædelsesgodtgørelse.
118
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet har således lagt vægt på, at en lovbestemt ret til eller en gyldigt
indgået aftale om en fratrædelsesgodtgørelse bør være beskyttet på samme vis
som aftaler om løn og opsigelsesvarsler, og at en anden retsstilling ikke vil
harmonere med Konkursrådets forslag om ophævelse af adgangen til at
konkursregulere krav, der er omfattet af konkurslovens § 95, jf. herom kapitel 9.
Konkursrådet har herefter overvejet, om de pågældende fratrædelsesgodtgørelser
(der ikke er begrundet i en krænkelse af den ansatte) skal opgøres som tabs-
erstatning eller anerkendes som privilegerede fuldt ud.
Konkursrådet finder først og fremmest, at der i relation til beskyttelsen i et
konkursbo ikke bør skelnes mellem, om fratrædelsesgodtgørelsen følger af lov
(funktionærlovens § 2 a) eller af aftale, herunder om der er tale om, at den følger
af aftalt funktionærstatus, jf. i den forbindelse om LG’s praksis ovenfor kapitel
8.2.1. Fratrædelsesgodtgørelser bør således også i relation til tabsopgørelse
behandles ens, uanset hvilket grundlag de hviler på.
Konkursrådet finder endvidere ikke, at alle fratrædelsesgodtgørelser bør
anerkendes fuldt af konkursboerne. Fratrædelsesgodtgørelserne kan ifølge
retspraksis sidestilles med forlængede opsigelsesvarsler og bør således opgøres
som tabserstatning. Der kan i den forbindelse også henvises til Konkursrådets
forslag
i
relation
til
minimalerstatning,
jf.
kapitel
8.1.3.
Hvis
fratrædelsesgodtgørelser anerkendes fuldt ud, vil det ikke harmonere med
forslaget om minimalerstatning, idet fratrædelsesgodtgørelser vil kunne give ret til
privilegium for dobbelt løn.
Anerkendelse af fratrædelsesgodtgørelser uden mulighed for at fradrage ny løn vil
endvidere ikke harmonere med, at fortrinsretten i § 95 kun bør omfatte krav, der
er udtryk for et tab, og at dækningen heraf begrænses af de foreslåede
dækningslofter.
Ligestillingssynspunkter
tilsiger
således,
at
fratrædelsesgodtgørelserne opgøres som tabserstatning, idet f.eks. simple
119
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
kreditorer ikke bør betale for, at ansatte får fortrinsret for krav, der ikke er udtryk
for et tab.
Konkursrådet
har
endvidere
lagt
vægt
på,
at
anerkendelse
af
fratrædelsesgodtgørelser uden tabsopgørelse sammenholdt med Konkursrådets
forslag om minimalerstatning de facto vil kunne stille ikke-funktionærer bedre
end
funktionærer,
idet
ikke-funktionærer,
der
har
aftalt
sig
til
en
fratrædelsesgodtgørelse for at kompensere for, at disse ikke har ret til
minimalerstatning, vil få godtgørelsen anerkendt fuldt ud, mens funktionærers
krav på minimalerstatning skal opgøres som tabserstatning.
Det bemærkes, at Konkursrådet ikke har lagt vægt på, om forslaget om
minimalerstatning kan antages at øge incitamentet for funktionærer og
arbejdsgivere til i højere grad at indgå aftaler om fratrædelsesgodtgørelser, hvis
disse anerkendes som tabsuafhængige. Sådanne aftaler er kun gyldige i forhold til
et konkursbo (og LG), hvis de er gyldige i forholdet mellem arbejdsgiver og ansat
og ikke alene tilsigter at have retsvirkning i forhold til konkursboet. Aftalen vil
således forpligte arbejdsgiveren til i forbindelse med opsigelse at udrede både
minimalerstatning og den aftalte fratrædelsesgodtgørelse, og det må på den
baggrund antages, at de fleste arbejdsgivere vil være tilbageholdende med at aftale
fratrædelsesgodtgørelser i videre omfang.
Konkursrådet finder samlet set, at fratrædelsesgodtgørelser, der reelt kan
sidestilles med et forlænget opsigelsesvarsel, skal opgøres som tabserstatning,
uanset om de har grundlag i lov eller aftale. En anden retsstilling vil reelt
indebære krav på dobbelt løn i tilfælde af, at den ansatte får nyt job inden for
opsigelsesperioden, og det vil ikke harmonere med Konkursrådets forslag om
minimalerstatning i kapitel 8.1.3, samt at fortrinsretten ikke bør udstrækkes videre
end nødvendigt, hvilket efter Konkursrådets klare opfattelse indebærer, at
fortrinsretten ikke bør omfatte krav, der ikke er udtryk for et tab.
120
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
En sådan retsstilling indebærer, at det i relation til et konkursbo er ligegyldigt, om
der indgås aftaler om fratrædelsesgodtgørelser eller forlængede opsigelsesvarsler.
Begge vil skulle anerkendes som tabserstatning inden for de foreslåede
dækningslofter.
Idet privilegiet kun skal omfatte de krav, der kan gøres gældende på baggrund af
almindelige erstatningsretlige principper, bør den overskydende del af kravet
efterstilles på linje med forslaget i relation til minimalerstatning, idet det henføres
til konkurslovens § 98, nr. 2.
Idet der er tale om, at der skal opgøres tabserstatning bl.a. på baggrund af eventuel
ny løn i relation til en fratrædelsesgodtgørelse, der ikke relaterer sig til en bestemt
periode, må der tages stilling til periodisering af godtgørelsen, jf. herom nedenfor
kapitel 10.
Konkursrådets forslag vedrørende fratrædelsesgodtgørelser (der ikke er begrundet
i en krænkelse af de ansatte) er reelt i relation til, om godtgørelserne er omfattet af
konkurslovens § 95, og om de opgøres som tabserstatning, i overensstemmelse
med LG’s praksis med den modifikation, at godtgørelser efter funktionærlovens §
2 a og aftalebestemt funktionærstatus efter Konkurdrådets forslag kun anerkendes
som tabserstatning.
Denne modifikation har til formål at sikre, at der ikke gives privilegium for
dobbelt løn, og den vil kun få betydning for funktionærer (eller ansatte med aftalt
funktionærstatus), der har været ansat hos skyldneren i mindst 12 år, i tilfælde af
arbejdsgiverens konkurs, og kun hvis de pågældende ansatte har held til at blive
ansat andetsteds i deres tekniske opsigelsesperiode, jf. kapitel 10, eller hvis de i
øvrigt ikke opfylder tabsbegrænsningspligten.
Ansatte, der ikke er funktionærer eller ikke har aftalt funktionærstatus, men som
på
andet
grundlag,
herunder
i
deres
overenskomst,
har
ret
til
en
121
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
fratrædelsesgodtgørelse, der ikke begrundes i en krænkelse, stilles i relation til,
om godtgørelsen er omfattet af privilegiet, bedre eller på samme måde som efter
gældende ret, hvor kravet hverken helt eller delvist anerkendes som privilegeret,
men henføres til § 98. Hertil kommer den fordel for disse ansatte, at de efter
Konkursrådets forslag i kapitel 9 om konkursregulering ikke længere risikerer at
få deres krav på godtgørelse konkursreguleret.
Det bemærkes, at forslaget i kapitel 10 om opgørelse af krav på erstatning i
opsigelsesperioden lønperiode for lønperiode, herunder forslaget om tekniske
lønperioder, vil indebære, at erstatningsopgørelsen af fratrædelsesgodtgørelserne
foretages anderledes end efter gældende ret, hvilket vil kunne føre til en mindre
erstatning. Dette får imidlertid kun betydning, hvis den ansatte har held til at blive
ansat
andetsteds
i
sin
tekniske
lønperiode
eller
ikke
opfylder
sin
tabsbegræsningspligt.
Det bemærkes endvidere, at hvis tabsuafhængige godtgørelser skulle anerkendes
fuldt ud som privilegerede, ville det betyde, at ansatte i et vist omfang sikres en
bedre retsstilling end efter gældende ret, at ansatte vil kunne få dækket krav, der
reelt ikke udgør et tab, og at man kan omgå tabsberegning vedrørende erstatning
for opsigelsesperioden ved i stedet for en opsigelsesperiode at aftale en
tabsuafhængig fratrædelsesgodtgørelse (som imidlertid også vil være gældende
uden for konkurssituationen).
Det bemærkes endelig, at ligesom i relation til minimalerstatning er
Konkursrådets forslag om fratrædelsesgodtgørelser ikke til hinder for, at
arbejdsmarkedets parter etablerer og finansierer en ordning (f.eks. hos LG), der
sikrer den del af godtgørelseskravene, som ikke dækkes i tilfælde af konkurs. En
sådan garantiordning vil ikke have fortrinsret for refusionskravet i konkursboet.
Hermed sikres, at retten til den fulde fratrædelsesgodtgørelse betales af
arbejdsmarkedets parter, der har interesse heri, og ikke af bl.a. simple kreditorer.
122
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 10 (forslag til konkurslovens § 98,
nr. 2), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
123
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 9
Konkursregulering
9.1. Gældende ret
Af betydning for den ansattes retsstilling i forhold til at gøre krav gældende mod
konkursboet er endvidere reglen om såkaldt konkursregulering i konkurslovens §
61.
Efter konkurslovens § 61, stk. 1, kan et konkursbo, selv om længere varsel eller
uopsigelighed er aftalt, med sædvanligt eller rimeligt varsel opsige en aftale om et
vedvarende retsforhold. Dette gælder dog ikke, hvis længere varsel er sikret mod
skyldnerens fordringshavere ved tinglysning eller anden lignende offentlig
registrering.
Bestemmelsen indebærer således bl.a., at et konkursbo kan lade et usædvanligt
langt opsigelsesvarsel, som en ansat måtte have ifølge en aftale, erstatte af et
kortere varsel svarende til et for ansættelsesforholdet sædvanligt eller rimeligt
varsel.
Muligheden for at konkursregulere i medfør af konkurslovens § 61 blev foreslået
af Konkurslovsudvalget i betænkning II nr. 606/1971. Forslaget blev på side 131
f. begrundet på følgende måde:
”Det danske udvalg finder, at boet uanset et aftalt, usædvanligt langt varsel bør
have mulighed for at frigøre sig for et vedvarende (løbende) retsforhold med det i
sådanne forhold sædvanlige eller rimelige varsel. I nogle tilfælde vil aftalen om
det usædvanligt lange varsel tage sigte på at skaffe skyldnerens medkontrahent en
fortrinsstilling i det senere konkursbo ved, at han kan gøre et større
erstatningskrav gældende, end han ellers kunne have gjort. Et sådant arrangement
124
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
bør imidlertid ikke have nogen virkning over for konkursboet. I de fleste tilfælde
vil aftalen dog ikke have konkurs for øje, men sigte på forholdet mellem parterne.
Den ene eller begge parter har ment sig bedst tjent med at have beskyttelse mod
opsigelse fra den anden parts side i længere tid end normalt. Heller ikke en sådan
vedtagelse bør imidlertid i almindelighed kunne påberåbes over for et konkursbo.
Alle er bedst tjent med, at de massekrav, som opstår uafhængigt af bobestyrelsens
handlinger, ikke får et sådant omgang, at det i visse tilfælde kan blive umuligt at
gennemføre en konkursbehandling, fordi der ikke kan påregnes at blive fuld
dækning for omkostningerne. Ved konkursen har forholdene ændret sig så meget,
at det ikke vil være rimeligt, at boet skal være bundet. Ligesom en vedtagelse om
fastsættelsen af erstatningens størrelse i tilfælde af misligholdelse ikke vil kunne
påberåbes som grundlag for at kræve mere end tabet erstattet af boet, bør heller
ikke et forlænget opsigelsesvarsel kunne gøres gældende. Dette er bedst
stemmende med konkursens ligelighedsprincip.”
Inden den udtrykkelige bestemmelse i § 61 fulgte det af retspraksis, at der kunne
ske konkursregulering af fortrinsberettigede krav efter en arbejdsaftale, men ikke
af simple krav.
I praksis anvendes bestemmelsen i relation til ansatte primært til at afkorte
opsigelsesvarsler, der er aftalt længere end efter funktionærlovens regler, eller
længere end overenskomstens sædvanlige varsel, herunder hvis varslet støttes på,
at den ansatte har medtaget anciennitet fra et tidligere ansættelsesforhold.
Bestemmelsen anvendes desuden til at afslå krav på udbetaling af ydelser, der
reelt har til formål at stille den ansatte på samme måde, som en forlængelse af
opsigelsesvarslet gør, eller hvis den ansatte samlet set får en udbetaling, der
overstiger lønnen for den periode, der svarer til et sædvanligt eller rimeligt
opsigelsesvarsel.
125
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Dette
kan
f.eks.
gælde
aftaler
om
fratrædelsesgodtgørelse
eller
et
overenskomstmæssigt aftalt forbud mod at anse feriefridage for afholdt i en
opsigelsesperiode.
De persongrupper, som typisk har aftaler om forlængede opsigelsesvarsler, er en
virksomheds øverste ledelse og sportsfolk, der f.eks. kan have en uopsigelig
kontrakt for flere år.
En tilsvarende adgang for en skyldner til under rekonstruktionsbehandling at
opsige en aftale om et vedvarende retsforhold med sædvanligt eller rimeligt varsel
findes i konkurslovens § 12 t, stk. 1.
9.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet har overvejet, om muligheden for at konkursregulere fortsat skal
gælde i relation til ansættelsesforhold.
Det er Konkursrådets principielle opfattelse, at en arbejdsgivers konkurs ikke bør
føre til tilsidesættelse af gyldigt indgåede aftaler om ansættelsesforhold, uanset
om disse er forhandlet på plads som led i en individuel ansættelsesaftale eller en
kollektiv aftale.
Har en arbejdsgiver f.eks. kun kunnet tiltrække erfaren arbejdskraft ved at aftale
medtagelse af optjent anciennitet fra en uopsagt stilling, bør denne aftale ikke
kunne tilsidesættes af et konkursbo, idet aftalen netop er indgået for at sikre den
ansatte i tilfælde af opsigelse, uanset om denne opsigelse sker på grund af
arbejdsgiverens konkurs.
Ophævelse af adgangen til konkursregulering vil på sin vis indebære en højere
grad af lighed mellem kreditorerne, idet konkursregulering er en undtagelse til
udgangspunktet i konkurslovgivningen om, at alle får dividende af det krav, der
udspringer af deres aftale med skyldneren. Der bør således som udgangspunkt
126
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
ikke være forskel på beskyttelsesinteressen i, om man har en høj løn, eller om man
har et langt opsigelsesvarsel.
Det kan imod en ophævelse af adgangen til at konkursregulere indvendes, at de
deraf følgende øgede fortrinsstillede lønkrav vil indebære mindre grad af lighed
mellem kreditorerne set ud fra simple kreditorers perspektiv, da konkursregulering
har fungeret som en begrænsning af fortrinsretten for lønkrav.
Hvis konkurslovens § 95 ændres således, at fortrinsretten fremover begrænses af
de ovenfor i kapitel 4 foreslåede dækningslofter, vil dette imidlertid i sig selv
kunne afskære nogle af de lønkrav, der i dag afskæres efter konkurslovens § 61,
og bestemmelsen vil dermed miste en del af sin betydning i relation til
konkurslovens § 95.
Dette vil samtidig medføre en højere grad af regelforenkling og dermed en
administrativ lettelse både i forbindelse med konkursbehandlingen og for LG.
Forslaget vil imidlertid indebære, at en række ansatte vil få større
fortrinsberettigede krav, og dermed vil udgifterne for konkursboerne og LG til
udbetaling af kravene blive forøgede.
Bl.a. fordi LG ikke registrerer de krav, der afskæres som følge af
konkursregulering, er det ikke muligt for fonden at foretage en opgørelse af, hvor
meget det vil koste konkursboerne og LG, hvis muligheden for konkursregulering
i ansættelsesforhold ophæves.
LG har imidlertid foretaget en manuel gennemgang af fondens sager i en måned
med henblik på at danne sig et overblik over, i hvilket omfang omkostningerne vil
blive forøget. På baggrund heraf vil et groft skøn være, at de ansatte vil forøge
deres krav mod konkursboerne og dermed LG med 25-50 mio. kr. årligt (brutto).
127
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
En ikke ubetydelig del af disse krav vil imidlertid blive afskåret af de foreslåede
dækningslofter og gennem modregning i ansattes vederlag fra et eventuelt nyt
ansættelsesforhold.
Hertil kommer som allerede nævnt sparede administrationsomkostninger ved, at
der ikke skal behandles sager om konkursregulering af fortrinsberettigede krav.
Det er Konkursrådets opfattelse, at det ovenfor anførte om konkurslovens § 61
som udgangspunkt gælder tilsvarende i forhold til konkurslovens § 12 t, stk. 1, om
rekonstruktionsregulering. Bestemmelsen bør således ændres, så den ikke finder
anvendelse for krav, der er omfattet af konkurslovens § 95.
En ophævelse af adgangen til at regulere lønkrav efter konkurslovens § 12 t vil
imidlertid særligt have den konsekvens, at der under rekonstruktionsbehandling
kan blive højere fortrinsberettigede lønkrav, der ikke kan tvangsakkorderes, jf.
konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 3.
Dette vil indebære ringere muligheder for at tilvejebringe dividende til de simple
kreditorer, og dermed vil mulighederne for at opnå tilslutning til et
rekonstruktionsforslag indeholdende bestemmelse om tvangsakkord minimeres.
Omvendt er konkurslovens § 12 t vanskelig at anvende i forbindelse med
gennemførelse af tvangsakkorder, fordi rekonstruktionsprocessen ofte foregår
hurtigt, mens det typisk kræver længere tid at afklare spørgsmål om
rekonstruktionsregulering, og dette kan bl.a. give sig udslag i, at en tvangsakkord
skal tage højde for en sag om regulering, der først føres efter stadfæstelse af
tvangsakkorden.
De krav, der afskæres fra privilegium af dækningslofterne i konkurslovens § 95,
vil i stedet være omfattet af konkurslovens § 97, og forslaget vil således indebære,
at der som udgangspunkt vil være flere simple krav.
128
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at adgangen til at konkursregulere
lønkrav mv., der er omfattet af konkurslovens § 97, fortsat bør eksistere, så længe
der er adgang til konkursregulering af simple krav fra andre end ansatte, da der i
modsat fald ville opstå en uhensigtsmæssig ulighed mellem de simple kreditorer.
Konkursrådets forslag i relation til fortrinsberettigede krav er i øvrigt bl.a.
begrundet i, at der foreslås indført dækningslofter i konkurslovens § 95, og dette
forslag gør sig ikke gældende i relation til konkurslovens § 97.
Herudover begrænses virkningen af den foreslåede manglende mulighed for
konkursregulering af, at fratrædelsesgodtgørelser i et vist omfang foreslås at
skulle
opgøres
som
tabserstatning,
jf.
kapitel
8.
Forslaget
om
konkurskursregulering skal således ses i sammengæng med forslaget om
tabsopgørelse af fratrædelsesgodtgørelser, idet der ellers vil kunne åbnes op for
fortrinsret for krav på dobbelt løn, der reelt ikke udgør et tab, og som ikke bør
have fortrinsret frem for simple kreditorers reelle tab.
Forøgelsen af simple krav vil på den baggrund kunne bortreguleres efter
konkurslovens § 61, og forslaget i relation til fortrinsberettigede krav vil således
alligevel ikke indebære, at eventuel dividende til simple krav skal fordeles blandt
flere kreditorer.
Dette forudsætter imidlertid, at konkursboernes og LG’s dækning inden for
beløbsloftet foretages sådan, at ældre krav dækkes frem for yngre, jf. herom
kapitel 4.2.2.3.
Er der indgået aftaler mellem arbejdsgiver og ansatte, herunder i overenskomster,
der reelt tager sigte på, at arbejdsgiveren går konkurs, og som på den baggrund
ikke kan gøres gældende inter partes, vil disse aftaler – ligesom efter den
gældende retstilstand – ikke kunne gøres gældende mod konkursboet.
129
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådets forslag vil således ikke kunne misbruges i form af aftaler, der
indebærer, at den ansatte i tilfælde af opsigelse på grund af konkurs stilles bedre
end opsigelse af andre grunde.
Konkursrådets forslag vil for en række ansatte forøge den ventetid, der forløber,
inden deres erstatning mod boet for krav vedrørende opsigelsesperioden kan
opgøres.
Særligt i de tilfælde, hvor den ansatte ikke oppebærer anden indtægt i perioden,
vil det kunne udgøre en likviditetsmæssig udfordring for den pågældende.
Konkursrådet finder på den baggrund, at erstatningen bør gøres op for hver
lønperiode for sig, jf. herom kapitel 10.
Konkursrådets forslag vil indebære, at flere ansatte vil få privilegerede krav, der
ikke kan indeholdes i de foreslåede dækningslofter, og dette må antages at kunne
føre til anmodninger fra flere sider om, at dækningslofterne skal forhøjes.
Forslaget om, at privilegerede lønkrav mv. ikke skal kunne konkursreguleres, er
imidlertid netop bl.a. begrundet i, at de større krav vil blive begrænset af
dækningslofterne. Det er således en tilsigtet konsekvens af forslaget, som ikke
skal føre til forhøjelse af dækningslofterne.
Forhøjelse af dækningslofterne bør ske efter de i kapitel 4.2.2.3 opstillede
principper.
Som en naturlig konsekvens af at boet ikke kan opsige en aftale med sædvanligt
eller rimeligt varsel, uanset at et længere varsel er aftalt, bør den ansatte ligeledes
ikke kunne opsige aftaler med sædvanligt eller rimeligt varsel, jf. konkurslovens §
61, stk. 2.
130
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet er i denne betænkning afstået fra at overveje, om adgangen til at
regulere krav efter konkurslovens § 61 og § 12 t generelt bør afskaffes, dvs. også
for andre aftaler end arbejdsaftaler og for simple krav ifølge arbejdsaftaler.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 4 og 6 (forslag til konkurslovens § 12
t, stk. 1 og § 61, stk. 4), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
131
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 10
Løbende udbetaling af erstatning i opsigelsesperioden
10.1. Gældende ret
Efter konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 2, omfatter lønprivilegiet krav på erstatning
for afbrydelse af arbejdsforholdet. Bestemmelsen omfatter dels de tilfælde, hvor
arbejdsforholdet er afbrudt før konkursen, og dels de tilfælde, hvor boet ikke
indtræder i arbejdsforholdet, og den ansatte på den baggrund har ret til erstatning i
sin
opsigelsesperiode,
herunder
når
den
ansatte
opsiges
under
konkursbehandlingen, efter at boet er indtrådt i arbejdsforholdet, jf. konkurslovens
55, stk. 3.
Medmindre den ansatte har et privilegeret krav på minimalerstatning, opgøres
erstatningskravet efter almindelige erstatningsretlige principper, herunder således
at kun det egentlige tab dækkes, samt at den ansatte skal begrænse sit tab mest
muligt. Dette indebærer bl.a., at den ansattes eventuelle løn for nyt arbejde skal
fradrages i det oprindelige krav på løn i opsigelsesperioden.
Vedrører en ansats erstatningskrav, der ikke er minimalerstatning, en
opsigelsesperiode, som helt eller delvist ligger efter konkursdekretets afsigelse,
kan erstatningen først gøres op, når opsigelsesperioden er tilendebragt.
Dette indebærer, at en ansat med et opsigelsesvarsel på tre måneder, hvis
arbejdsforhold bliver afbrudt i starten af en måned, fordi konkursboet ikke ønsker
at indtræde i arbejdsaftalen, må afvente op mod fire måneder på at få opgjort og
udbetalt sin erstatning.
Særligt i de tilfælde hvor den ansatte ikke oppebærer anden indkomst i perioden,
vil det kunne udgøre en stor likviditetsmæssig udfordring at skulle afvente
132
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
udbetalingen. Dette gør sig gældende, selv om den ansatte i visse tilfælde vil
kunne låne penge af sin fagforening eller a-kasse, eller – hvis den ansatte ikke er
organiseret – af f.eks. kommunen, idet disse lån ofte er på niveau med eller under
dagpengesatsen.
10.2. Konkursrådets overvejelser
Lønprivilegiet har bl.a. til formål at sikre ansattes eksistensgrundlag. Dette sikres
bedst ved, at de ansatte løbende får udbetalt deres løn efter hver lønperiode, i
hvert fald indtil de får et nyt forsørgelsesgrundlag, herunder nyt arbejde.
Den beskrevne problemstilling vil få betydning for flere ansatte, hvis
Konkursrådets forslag om, at der ikke bør være privilegium for krav, der
udspringer af retten til minimalerstatning, gennemføres, ligesom ventetiden for en
række ansatte vil blive forlænget, hvis forslaget om, at der ikke skal være adgang
til at konkursregulere opsigelsesvarsler omfattet af konkurslovens § 95,
gennemføres.
Det er Konkursrådets opfattelse, at de ansatte stilles væsentligt bedre, hvis deres
løn for en opsigelsesperiode udbetales så hurtigt som muligt, efter at hver
lønperiode er udløbet.
Konkursrådet foreslår på den baggrund, at krav på erstatning for afbrydelse af et
arbejdsforhold opgøres isoleret for hver lønperiode.
Dette indebærer, at ansatte, der var månedslønnede hos den konkursramte
virksomhed, får opgjort deres erstatning efter hver måned, og at erstatningen kun
skal opgøres på baggrund af ny indtægt mv., der vedrører den pågældende
lønperiode, uanset hvornår den nye indtægt udbetales. En høj indtægt for anden
beskæftigelse i en senere lønperiode skal således ikke medføre tilbagebetaling af
eller modregning i eventuel fuld erstatning for en tidligere lønperiode.
133
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Hensynet bag forslaget gør sig kun gældende for de lønperioder, der afsluttes efter
konkursdekretets afsigelse, idet kendskabet til eventuel ny indtægt vedrørende
tidligere lønperioder indebærer, at erstatning for disse lønperioder vil kunne gøres
op samlet umiddelbart efter dekretets afsigelse.
Konkursrådet har imidlertid overvejet, om forslaget om opgørelse pr. lønperiode
skal gælde alle lønperioder med henblik på at sikre, at den ansattes
opsigelsesperioder ikke skal behandles forskelligt, afhængig af om de vedrører
tiden før eller efter dekretets afsigelse.
Idet de ansatte ved dekretets afsigelse fra arbejdsgiverens side vil kunne have fået
udbetalt erstatning vedrørende afsluttede lønperioder, skal opgørelse pr.
lønperiode i givet fald kun gøre sig gældende for lønperioder, der ikke er udbetalt
ved dekretets afsigelse.
Et sådant forslag er en fordel for de ansatte, idet ny indtægt i en sen lønperiode,
der ligger inden dekretets afsigelse, kun vil skulle fradrages i den pågældendes
erstatning for den aktuelle lønperiode og ikke i de samlede lønperioder inden
dekretet.
Det er samtidig ud fra de ansattes perspektiv en tilfældig omstændighed, hvornår
en konkurs indtræder, og dette kan tale for opgørelse pr. lønperiode også i
perioden forud for konkursdekretet.
Hertil kommer, at LG af administrative grunde finder det mest praktisk, at fonden
skal opgøre erstatning i en opsigelsesperiode på samme vis, uanset om dele af
perioden vedrører tiden inden konkursens indtræden.
Konkursrådet finder det mest praktisk, at opgørelse af erstatning i en
opsigelsesperiode foretages lønperiode for lønperiode, uanset om lønperioderne
vedrører tiden før eller efter konkursdekretet. Dette gør sig imidlertid kun
gældende vedrørende den løn, der ikke allerede er udbetalt.
134
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Opgørelse efter hver lønperiode vil navnlig kunne skabe grundlag for, at LG kan
udbetale løn hurtigt efter hver lønperiode, herunder særligt for perioder, hvor de
ansatte ikke har en ny indtægt. Forslaget forpligter imidlertid ikke LG til at
foretage udbetaling på et bestemt tidspunkt, inden for et bestemt tidsrum eller for
så vidt angår alle kravstyper, men det er forventningen bl.a. på baggrund af, at
LG’s bestyrelse i et brev via beskæftigelsesministeren til justitsministeren
efterspørger en sådan mulighed, at LG på baggrund af forslaget med tiden vil
kunne foretage lønudbetalinger løbende i opsigelsesperioden.
En sådan ændring af LG’s nuværende udbetalingspraksis forventes at indebære en
øget administrativ belastning af LG samt udgifter til at skabe den fornødne it-
understøttelse.
Forslaget har ikke til hensigt at ændre på konkursboets mulighed for at udbetale
dividende af § 95-krav.
Konkursrådet har overvejet, hvordan opgørelsen af krav mod konkursboet, som er
tabsafhængige, men som ikke vedrører en bestemt lønperiode, skal opgøres. Dette
aktualiseres særligt af Konkursrådets forslag om, at alle fratrædelsesgodtgørelser,
der ikke er begrundet i en krænkelse af den ansatte, foreslås at skulle opgøres som
tabserstatning, men det vil også gælde i relation til en bonus eller anden ydelse,
der ikke kan relateres til en bestemt periode, i det omfang en sådan er omfattet af
lønprivilegiet.
Det er Konkursrådets opfattelse, at krav, der ikke vedrører en bestemt periode, må
periodiseres, så de henføres til et antal tekniske opsigelsesperioder i forlængelse af
den faktiske opsigelsesperiode eller den periode, som den ansattes krav ellers
vedrører. I den forbindelse må kravet deles sådan op, at hver periode angår et
beløb, som svarer til den løn, den ansatte ville have haft i perioden.
135
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Dette indebærer, at en ansat med en månedsløn på 25.000 kr., et opsigelsesvarsel
på tre måneder og en tabsafhængig fratrædelsesgodtgørelse på 50.000 kr., får
opdelt denne godtgørelse på to lønperioder med et krav på 25.000 kr. i hver
periode, der tidsmæssigt svarer til måned fire og fem efter opsigelsen.
Indeholder fratrædelsesgodtgørelsen (ligesom f.eks. funktionærlovens § 2 a)
pensionsbidrag, provision eller faste løntillæg som f.eks. fri bil, må der tages
højde herfor i forbindelse med opgørelsen af de tekniske lønperioder. Har den
ansatte haft en varierende løn, må der ligeledes tages højde herfor ved beregning
af en gennemsnitsløn.
En teknisk opsigelsesperiode skal ikke nødvendigvis svare til en hel lønperiode,
men kan f.eks. være et mindre antal dage.
Er der tale om f.eks. en bonus, som kommer til udbetaling ved udgangen af et år,
og som må antages at udgøre ekstra løn for det pågældende år, vil en sådan skulle
opgøres i relation til de lønperioder, som den vedrører. Der er således ikke i
sådanne tilfælde tale om en fratrædelsesgodtgørelse eller et beløb, der skal
opgøres på et antal tekniske lønperioder.
Dette indebærer, at en årlig bonus på 60.000 kr., som må antages at udgøre ekstra
løn for det pågældende år, og som dermed ikke er en fratrædelsesgodtgørelse, skal
opgøres med 5.000 kr. oven i den faktiske månedsløn pr. måned for det
pågældende år.
Et forslag om tekniske lønperioder indebærer bl.a., at de ansatte forpligtes til
fortsat at være arbejdssøgende i den tekniske opsigelsesperiode med henblik på at
opfylde deres tabsbegrænsningspligt, hvis godtgørelsen mv. ønskes udbetalt fra
LG eller konkursboet som et § 95-krav, idet det forudsættes, at opgørelsen af
erstatningen sker på samme vis som opgørelsen for så vidt angår den faktiske
opsigelsesperiode.
136
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Forslaget indebærer dog ikke, at lovregler mv. uden for konkursloven, der kun
gælder i forbindelse med en faktisk opsigelsesperiode, kan udstrækkes til at finde
anvendelse på den tekniske opsigelsesperiode.
Konkursrådet har overvejet, om opgørelsen af krav, der ikke kan henføres til en
bestemt periode, i stedet bør periodiseres ved forholdsmæssig fordeling over den
faktiske opsigelsesperiode. I ovennævnte eksempel vil det indebære, at
fratrædelsesgodtgørelsen på 50.000 kr. skal deles med tre og lægges oven i
kravene vedrørende den reelle opsigelsesperiode.
En sådan periodisering vil navnlig indebære, at der ikke skal arbejdes med
tekniske opsigelsesperioder, herunder at de ansatte ikke med henblik på at få
udbetalt kravet skal være arbejdssøgende i en længere periode end den, der
umiddelbart fremgår af deres arbejdskontrakt.
Tekniske lønperioder er imidlertid efter Konkursrådets opfattelse nødvendige for
at sikre, at forslaget om, at alle fratrædelsesgodtgørelser, der ikke begrundes i en
krænkelse, skal opgøres som tabserstatning, har realitet.
Skal
sådanne
fratrædelsesgodtgørelser
fordeles
over
den
faktiske
opsigelsesperiode, vil tabserstatning kun blive reel, hvis den ansatte opnår en
højere løn ved det nye arbejde, end den pågældende oppebar hos den
konkursramte arbejdsgiver. Der vil endvidere ikke blive modregnet i samme
omfang, som hvis den fordeles over en teknisk opsigelsesperiode. En sådan
periodisering vil således i høj grad kunne indebære, at ansatte reelt har ret til
dobbelt løn i opsigelsesperioden.
Dette synspunkt forstærkes af, at fratrædelsesgodtgørelser, der ikke er begrundet i
en krænkelse, reelt efter omstændighederne ifølge retspraksis anses som en
forlængelse af opsigelsesvarslet og dermed også bør behandles som sådan bl.a. for
at sikre, at det ikke i relation til konkurs kan betale sig at aftale
fratrædelsesgodtgørelser frem for længere opsigelsesperioder.
137
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Forslaget om tekniske lønperioder bør ikke føre til, at ansatte, hvis tekniske
lønperioder kommer til at ligge i et tidsrum inden arbejdsgiveren tages under
insolvensbehandling, pålægges tabsbegrænsningspligt med tilbagevirkende kraft.
De tekniske opsigelsesperioder skal således i relation til tabsbegrænsningspligt
kun have virkning for tiden efter insolvensbehandlingens indledning.
Dette indebærer, at en teknisk lønperiode, der vil skulle placeres dels før og dels
efter insolvensbehandlingens indledning, som udgangspunkt medfører, at de
tidligere ansatte vil skulle iagttage deres tabsbegrænsningspligt fra indledning af
insolvensbehandling. Der vil imidlertid kunne være tilfælde, hvor en tidligere
ansat ikke ved, at arbejdsgiveren er taget under insolvensbehandling, og det er på
den baggrund Konkursrådets opfattelse, at tabsbegrænsningspligten indtræder fra
det tidspunkt, hvor den tidligere ansatte har eller burde have kendskab til
insolvensbehandlingen.
I perioder, hvor tabsbegrænsningspligten ikke er indtrådt, udbetales kravet fuldt
ud. Har den tidligere ansatte imidlertid indtægt fra nyt arbejde, opgøres kravet
vedrørende perioder før insolvensbehandlingens indledning med nyt arbejde som
tabserstatning. Dette er begrundet i, at den tidligere ansatte ellers vil kunne få
dækning for dobbelt løn, og at der ikke derved pålægges tabsbegrænsningspligt
med tilbagevirkende kraft.
Hvis det nye ansættelsesforhold giver ret til ydelser, herunder bonus mv., der må
antages at være betaling for udført arbejde, men som ikke udbetales løbende ved
hver
lønudbetaling,
må
en
sådan
udbetaling
periodiseres
over
hele
optjeningsperioden.
Dette indebærer, at en årlig bonus på 60.000 kr. ligesom for så vidt angår det
tidligere ansættelsesforhold, må fordeles forholdsmæssigt over årets lønperioder
med 5.000 kr. pr. måned, og at dette beløb indgår i den nye indtægt, der skal
138
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
opgøres
tabserstatning
i
forhold
til,
uanset
om
ydelsen
forfalder
i
opsigelsesperioden.
Er der imidlertid tale om en ydelse, der ikke forfalder i opsigelsesperioden,
herunder i den tekniske opsigelsesperiode, og den ikke kan opgøres på
udbetalingstidspunktet, fordi der f.eks. er tale om resultatløn eller lignende, må
der som udgangspunkt bortses fra denne ydelse ved beregning af tabserstatning.
Udgangspunktet bør først og fremmest fraviges i tilfælde, hvor oplysninger om de
ansattes nye ansættelsesforhold tyder på, at der er aftalt særlige vilkår med henblik
på at spekulere i en lav indtægt i opsigelsesperioden for at få så høj erstatning fra
konkursboet/LG som muligt. Der kan f.eks. være tale om, at der under de første
måneder arbejdes til stærkt nedsat løn kombineret med en senere ekstraordinær
lønstigning eller udbetaling af særlig ydelse i form af bonus, provision eller
lignende.
I disse tilfælde, der må antages at forekomme sjældent, bør konkursboet/LG
foretage en skønsmæssig beregning af den senere ydelse med henblik på at
indregne denne i de omhandlede lønperioder. Konkursboet/LG kan også vente
med at udbetale erstatningen, til der kan foretages en realistisk beregning af den
nye løn. Står det først efterfølgende klart, at der har været tale om spekulation, må
der tilbagesøges over for den ansatte.
Udgangspunktet bør endvidere fraviges i tilfælde, hvor den fremtidige ydelse
udgør en så betydelig del af den ansattes årsløn, at den faste månedlige ydelse
ikke giver et retvisende billede af den ansattes reelle indkomst.
Konkursrådet er opmærksom på, at denne retsstilling, som det også er tilfældet
eftergældende ret, betyder, at relevante løndele ikke altid vil tages i betragtning i
forbindelse med opgørelsen af erstatning for opsigelsesperioden. Konkursrådet
finder imidlertid, at det vil stille de ansatte i en uhensigtsmæssig situation, hvis
opgørelsen af erstatningen skal afvente, indtil en (eventuel) fremtidig ydelse kan
139
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
tages i betragtning, også selv om det kun vil vedrøre de lønperioder, hvor den
ansatte har nyt job.
I praksis foretager LG opgørelse og udbetaling langt hurtigere end konkursboerne,
og dette vil kunne betyde, at en ydelse, der ikke er taget i betragtning af LG, vil
kunne tages i betragtning af konkursboet, når erstatningskravet opgøres af kurator.
I disse situationer, der allerede vil kunne forekomme efter gældende ret, må LG
affinde sig med, at deres refusionskrav mod konkursboet ikke anerkendes fuldt ud.
LG må herefter selv foretage et skøn over, om fonden vil afholde omkostninger til
tilbagesøgning over for den ansatte.
Problemstillingen, hvor LG under arbejdsgiverens rekonstruktionsbehandling har
udbetalt erstatning for opsigelsesperioden til ikke beskæftigede ansatte, og LG i
den forbindelse har opgjort erstatningen isoleret for hver lønperiode, men hvor
arbejdsgiveren efterfølgende kommer solvent ud af rekonstruktionsbehandlingen,
omtales i kapitel 12.2 nedenfor.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 9 (forslag til konkurslovens § 95, stk.
6), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
140
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Afsnit B – Ansattes retsstilling under rekonstruktionsbehandling
141
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 11
Gældende ret i hovedtræk
11.1. Gældende ret
11.1.1. Konkursloven
En
rekonstruktion
skal
indeholde
mindst
en
tvangsakkord
eller
en
virksomhedsoverdragelse, jf. konkurslovens § 10.
En tvangsakkord kan gå ud på procentvis nedsættelse eller bortfald af fordringerne
mod skyldneren. En tvangsakkord kan endvidere gå ud på betalingsudsættelse, jf.
konkurslovens § 10 a, stk. 1.
En tvangsakkord kan imidlertid ikke omfatte bl.a. fordringer, der har fortrin frem
for andre fordringer i tilfælde af konkurs, jf. konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 3. En
ansats lønkrav mv., der er omfattet af konkurslovens §§ 94 eller 95, kan således
ikke akkorderes, medmindre den ansatte samtykker heri.
En virksomhedsoverdragelse kan gå ud på overdragelse til eje af skyldnerens
igangværende virksomhed eller en del heraf, der bevarer sin identitet, og som
udgør en økonomisk enhed, der er organiseret med henblik på udøvelse af en
økonomisk aktivitet, jf. konkurslovens § 10 b.
Fordringshavere skal behandles lige, medmindre de samtykker i en mindre
gunstig behandling, eller andet følger af lovens øvrige bestemmelser, jf.
konkurslovens § 10 c. Dette indebærer, at fordringshavere i samme konkursklasse
skal behandles lige, og at fordringshavere i lavere konkursklasser ikke kan
behandles bedre end fordringshavere i højere konkursklasser.
142
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Skifteretten beskikker ved indledningen af rekonstruktionsbehandlingen en eller
flere rekonstruktører og en regnskabskyndig tillidsmand for skyldneren, jf.
konkurslovens § 11 a, 1. pkt.
Skyldneren må ikke foretage dispositioner af væsentlig betydning uden
rekonstruktørens samtykke, og betaling af gæld må kun ske i overensstemmelse
med konkursordenen, eller hvis betaling er nødvendig for at afværge tab, jf.
konkurslovens § 12, stk. 1. Virksomhedsoverdragelse må alene ske i
overensstemmelse med et rekonstruktionsforslag, der er stadfæstet af skifteretten,
jf. konkurslovens § 12, stk. 2.
Efter konkurslovens § 12 o, stk. 1, kan en skyldner, der er under
rekonstruktionsbehandling, med rekonstruktørens samtykke videreføre indgåede
gensidigt bebyrdende aftaler.
Viderefører en arbejdsgiver under rekonstruktionsbehandling en arbejdsaftale med
en ansat, er den ansattes krav på løn mv. for arbejde udført efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning i tilfælde af konkurs omfattet af
konkurslovens § 94, jf. konkurslovens § 12 p, stk. 1.
Ansattes
krav
på
løn
mv.,
der
vedrører
arbejde
udført
inden
rekonstruktionsbehandlingens indledning, er i tilfælde af konkurs – uanset om
arbejdsaftalen med den pågældende ansatte videreføres – omfattet af
konkurslovens § 95, medmindre privilegiet ikke finder anvendelse, f.eks. fordi der
er tale om et ledelsesmedlem.
Kravet på løn mv. for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning er
stillet som i den forudgående periode, hvis arbejdsgiveren inden 14 dage efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning erklærer ikke at ville videreføre
arbejdsaftalen, og hvis den ansatte ikke har udført arbejde for arbejdsgiveren
under rekonstruktionsbehandlingen, jf. konkurslovens § 12 u, stk. 1.
143
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
De ansatte, hvis arbejdsaftaler ikke videreføres, herunder de ansatte, som er
opsagt før rekonstruktionsbehandlingens indledning, fritstilles typisk i forbindelse
med indledning af rekonstruktionsbehandlingen eller i forbindelse med en senere
erklæring om, at arbejdsgiveren ikke ønsker at videreføre arbejdsaftalen, idet
lønkrav
mv.
for
det
arbejde,
de
udfører
for
arbejdsgiveren
efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning, er omfattet af konkurslovens § 94, jf.
konkurslovens § 12 u, stk. 1.
Personer, der er ansat i skyldnerens virksomhed, og som vederlægges periodevis
bagud, kan kræve, at skyldneren stiller betryggende sikkerhed for det til enhver tid
først
forfaldende
vederlag,
i
det
omfang
det
vedrører
tiden
efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning, jf. konkurslovens § 12 q, stk. 2, 1. pkt.
11.1.2. Lov om Lønmodtagernes Garantifond
LG-loven omfatter sikring af ansattes krav på løn mv. under arbejdsgiverens
rekonstruktionsbehandling, jf. § 1, stk. 1, nr. 4. Garantien omfatter imidlertid
ifølge
§
2,
stk.
4,
kun
krav
på
løn
mv.,
der
forfalder
under
rekonstruktionsbehandlingen, og som i tilfælde af konkurs ville være omfattet af
konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1-3.
Udbetaling fra fonden kan kun ske, hvis rekonstruktøren giver samtykke hertil, jf.
konkurslovens § 12, stk. 1, idet udbetalingen reelt udgør et lån til arbejdsgiveren,
jf. herom nedenfor. Udbetaling af garantien for krav, der forfalder under
rekonstruktionsbehandling, kan således ikke gøres gældende af den enkelte
ansatte, men er en mulighed for arbejdsgiveren.
Garantien for krav, der forfalder under rekonstruktionsbehandlingen, gælder både
i forhold til ansatte, der fortsat beskæftiges af arbejdsgiveren, og ansatte, hvis
arbejdsaftaler ikke videreføres. Garantien dækker den type krav, der i tilfælde af
konkurs er omfattet af konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1-3, selv om kravene, hvis
de vedrører arbejde udført under rekonstruktionsbehandlingen, konkret er omfattet
af konkurslovens § 94.
144
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Garantien for udbetaling af løn under rekonstruktion er reelt et lån til den
rekonstruktionsramte virksomhed, jf. § 7, stk. 2. Det følger af § 14 i
bekendtgørelse nr. 1002 af 8. august 2013 om Lønmodtagernes Garantifond, at
arbejdsgiveren skal tilbagebetale de udbetalte garantimidler med tillæg af renter til
LG. Tilbagebetalingen skal ske umiddelbart efter rekonstruktionsbehandlingens
udløb, men LG kan efter en konkret vurdering indvillige i en afdragsordning.
Garantien blev indført ved lov nr. 322 af 2005 om ændring af lov om
Lønmodtagernes Garantifond. Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører
insolvensdirektivet, jf. direktiv 2002/74/EF af 23. september 2002 om ændring af
direktiv 1980/987/EØF om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens.
Låneadgangen er imidlertid ikke direktivbestemt.
Det fremgår af forarbejderne til loven (lovforslag nr. L 18, folketingssamlingen
2004-05 (2. samling), afsnit III), at den foreslåede mulighed for, at LG kan kræve
udlagte midler tilbagebetalt, herunder med betaling af renter mv., er med henblik
på at sikre, at lovforslaget ikke skal give anledning til misbrug og virke
konkurrenceforvridende til fordel for konkurstruede virksomheder. Det fremgår
endvidere
af
LG’s
”Vejledning
for
arbejdsgivere
under
rekonstruktionsbehandling” afsnit 13, at sigtet med låneadgangen er at medvirke
til at bevare arbejdspladser. Dette sikres ved, at arbejdskraften fastholdes på grund
af muligheden for gennem LG at udbetale løn til forfaldstid, og dermed forbedres
virksomhedens mulighed for at blive rekonstrueret.
Erklæres virksomheden efterfølgende konkurs, indtræder LG i lønmodtagerens
krav mod arbejdsgiveren, jf. LG-lovens § 7, stk. 1, og LG vil på den baggrund
kunne anmelde sit krav, der enten er omfattet af konkurslovens § 94 eller § 95, i
boet. Udbetalingen fra LG omfatter alene nettolønnen, og det påhviler således
virksomheden at indbetale A-skat og AM-bidrag, jf. LG-lovens § 2, stk. 1, 2. pkt.
145
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Garantien kan inden for en periode af 18 måneder udgøre op til 3 måneders løn
mv. til hver lønmodtager, dog i alt højst 55.000 kr., jf. § 3, stk. 2. Beløbet er i
medfør af lovens § 3, stk. 3, reguleret til 80.000 kr. under hensyn til
lønudviklingen, jf. bekendtgørelse nr. 653 af 30. juni 2009.
Udbetaling af lånene foregår til virksomheden under rekonstruktionsbehandling,
når denne med rekonstruktørens samtykke har ansøgt herom. Forudsat at
ansøgningen indeholder relevant dokumentation, tilstræber LG at foretage
udbetaling til virksomheden inden for tre arbejdsdage efter modtagelse af
ansøgningen, idet udbetalingen imidlertid tidligst kan være til rådighed på
virksomhedens konto en bankdag før, lønudbetalingen skal finde sted.
Virksomheden skal herefter udbetale løn, herunder indeholde A-skat og AM-
bidrag, som normalt.
Indledning af rekonstruktionsbehandling er – i modsætning til indledning af
konkursbehandling, jf. LG-lovens § 1, stk. 1, nr. 1 – ikke udbetalingsgrund efter
LG-loven. Krav, der forfaldt inden indledning af rekonstruktionsbehandlingen,
kan således ikke kræves dækket af LG før tidspunktet for arbejdsgiverens
eventuelle konkurs, ligesom den ansatte ikke har krav på udbetaling fra LG før
arbejdsgiverens konkurs.
146
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 12
Ansatte som ikke fortsat beskæftiges hos skyldneren
12.1. Gældende ret
Dette kapitel vedrører alle krav på løn mv. fra ansatte, der ikke længere er
beskæftiget af skyldneren under rekonstruktionsbehandlingen, herunder fordi
skyldneren ikke viderefører arbejdsaftalerne med de pågældende ansatte i medfør
af konkurslovens § 12 o, stk. 1. Disse ansatte fritstilles ofte i forbindelse med
indledning af rekonstruktionsbehandling, eller når der er taget stilling til, at
ansættelsesaftalerne med dem ikke skal videreføres.
Som anført i kapitel 11 er rekonstruktionsbehandling ikke udbetalingsgrund efter
LG-loven. Ansatte, som ikke længere er i skyldnerens tjeneste, har således ikke
mulighed for at få deres krav på løn mv. udbetalt fra LG, før der afsiges
konkursdekret over arbejdsgiveren. Adgangen til at få arbejdsgiveren taget under
konkursbehandling er imidlertid suspenderet, jf. konkurslovens § 24, og disse
ansatte
er
således
henvist
til
at
afvente
afslutningen
af
rekonstruktionsbehandlingen, som kan vare op mod et år.
Det bemærkes i den forbindelse, at selv om LG’s låneadgang for arbejdsgivere
under rekonstruktionsbehandling i princippet gælder i forhold til ikke
beskæftigede
medarbejderes
krav,
der
forfalder
under
rekonstruktionsbehandlingen, (dvs. i praksis kravet på løn for den lønperiode,
hvori der indledes rekonstruktionsbehandling, samt krav på løn mv. i
opsigelsesperioden), anvender arbejdsgiveren ikke denne adgang til at betale disse
ansattes krav, ligesom arbejdsgiveren hverken betaler disse krav eller andre krav
på lønrestancer til de pågældende ansatte af eventuelle egne midler.
147
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Dette gør sig først og fremmest gældende, fordi arbejdsgiveren ikke har
incitament til at (låne penge til at betale) lønkrav mv. til ansatte, der ikke længere
beskæftiges af arbejdsgiveren. Der er endvidere typisk en række retlige hindringer
for, at arbejdsgiveren kan betale kravene eller låne penge til det, idet
arbejdsgiveren kun må betale gæld i overensstemmelse med konkursordenen, og
idet arbejdsgiveren som udgangspunkt ikke må låne penge på § 94-niveau til at
indfri gæld, der i tilfælde af konkurs er omfattet af konkursloven § 95.
Hvis
rekonstruktionen
ophører
i
tilfælde
af
stadfæstelse
af
et
rekonstruktionsforslag, der indeholder en tvangsakkord, vil de ansatte kunne gøre
deres privilegerede krav, jf. konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 3, gældende mod den
nu solvente arbejdsgiver. Hvis ikke arbejdsgiveren betaler, vil de ansatte være
henvist til at inddrive kravet ved retsforfølgning mod arbejdsgiveren.
Hvis rekonstruktionsbehandlingen ophører af andre grunde end stadfæstelse af et
rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, eller at
skyldneren
ikke
er
insolvent,
tages
skyldnerens
bo
straks
under
konkursbehandling, jf. konkurslovens § 15, stk. 3. De ansatte vil på dette
tidspunkt kunne rette deres krav mod LG, jf. LG-lovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. § 2
stk. 1.
12.2. Konkursrådets overvejelser
Det er Konkursrådets opfattelse, at ikke beskæftigede ansattes retsstilling i
relation til udbetaling af løntilgodehavender i tilfælde af arbejdsgiverens
rekonstruktionsbehandling bør forbedres, så de ansatte har krav på udbetaling af
deres
løntilgodehavender
på
det
tidspunkt,
hvor
der
indledes
rekonstruktionsbehandling.
Hertil kommer, at det synes tvivlsomt, om den beskrevne retsstilling er forenelig
med insolvensdirektivet, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF
af 22. oktober 2008 om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens
insolvens. Det fremgår heraf, at det er nødvendigt at fastsætte bestemmelser til
148
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
beskyttelse af arbejdstagere i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens for at sikre
betalingen af deres tilgodehavender, og at medlemsstaterne skal træffe de
nødvendige foranstaltninger for, at garantiinstitutioner sikrer betaling af disse
tilgodehavender.
Konkursrådet finder, at problemstillingen skal løses ved at gøre indledning af
rekonstruktionsbehandling til udbetalingsgrund efter LG-loven på linje med
indledning af konkursbehandling. En sådan ændring af LG-loven vil indebære, at
ikke beskæftigede ansatte får deres krav mod arbejdsgiveren – i det omfang de er
omfattet af LG’s dækning ved konkurs – udbetalt fra LG på tidspunktet for
indledning af rekonstruktionsbehandling eller kort tid herefter.
En sådan udvidelse af LG’s dækningsområde skønnes ikke at medføre øgede
omkostninger for LG i nævneværdigt omfang. I de tilfælde, hvor en
rekonstruktionsbehandling munder ud i konkurs, vil den ansattes krav på løn efter
den gældende retsstilling kunne kræves udbetalt fra LG, og dækning fra LG
allerede ved indledning af rekonstruktionsbehandling vil således blot være en
fremrykkelse af en udbetaling, LG ville skulle foretage på et senere tidspunkt.
I de tilfælde, hvor rekonstruktionsbehandlingen ophører, fordi arbejdsgiveren er
solvent, ville LG’s dækning efter den nuværende retstilstand ikke have været
aktualiseret. Idet LG indtræder i den ansattes krav mod arbejdsgiveren, jf. LG-
lovens § 7, vil LG kunne kræve sit udlæg refunderet af arbejdsgiveren ved
rekonstruktionsbehandlingens ophør, jf. i den forbindelse konkurslovens § 10 a,
stk. 2, nr. 3, hvorefter privilegerede lønkrav ikke akkorderes.
En
dækningsret
hos
LG
vil
for
ikke
beskæftigede
medføre,
at
ansatte
LG
–
ved
hvis
rekonstruktionsbehandling
endvidere
rekonstruktionsbehandlingen ender med arbejdsgiverens solvens – vil få udgifter
til administration af lønudbetalingerne til de ansatte, som ikke ville være aktuelle
efter gældende ret. Denne administration kan i øvrigt under alle omstændigheder
opleves som overflødig i lyset af, at arbejdsgiveren er en igangværende
149
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
virksomhed med bogholderifunktioner mv. og som sådan er nærmest til at sikre
korrekte lønudbetalinger.
Konkursrådet har på den baggrund overvejet, om rekonstruktøren skal forpligtes
til at foretage udbetalingerne efter lån af midler hertil fra LG. Det vil i givet fald
rent praktisk kunne foregå efter den procedure, som allerede eksisterer i
forbindelse med arbejdsgiverens låneadgang hos LG.
Denne form for udbetaling vil være lettest og hurtigst for den ansatte, der ikke vil
skulle henvende sig til LG, udfylde blanketter mv. Det vil imidlertid kunne
betyde, at LG ikke får mulighed for at foretage en normal prøvelse af kravene,
herunder i relation til de i konkursloven foreslåede dækningslofter og i forhold til
den personkreds, som lønprivilegiet finder anvendelse på.
Det er på den baggrund Konkursrådets opfattelse, at udbetalingen bør foretages
direkte fra LG til de ansatte, men at rekonstruktøren i medfør af LG-lovens § 5,
stk. 1, der foreslås ændret til udtrykkeligt at omfatte rekonstruktører og kuratorer,
efter anmodning fra LG skal give fonden oplysninger, der har betydning for
afgørelsen om udbetaling.
Rekonstruktørens forpligtelse til at give LG oplysninger, herunder ved at inddrage
ansatte i virksomheden, vil kunne indebære omkostninger for arbejdsgiveren.
Rekonstruktøren skal imidlertid under alle omstændigheder skabe sig et overblik
over de fordringer, herunder lønkrav, der er mod arbejdsgiveren. Konkursrådet
anser på den baggrund det eventuelle yderligere tidsforbrug, som forpligtelsen
medfører, for at være uproblematisk, selv om det er dividendeforringende, i og
med det i tilfælde af konkurs vil være et § 94-krav.
Det vil ligesom i tilfælde af konkurs være de ansatte selv, der anmelder deres krav
til LG, som udbetaler de krav, de ansatte måtte have mod arbejdsgiveren på
baggrund af en normal prøvelse og efter en normal procedure.
150
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet har overvejet, hvordan omtvistede krav skal behandles. Krav, der
rettes mod LG, kan dels være omtvistede ved, at der er uenighed mellem den
ansatte og arbejdsgiveren om kravets eksistens, størrelse mv., og dels ved, at der
er uenighed mellem den ansatte og enten arbejdsgiveren eller LG om, hvorvidt
kravet er omfattet af konkurslovens § 95 eller af LG’s dækning i øvrigt.
LG vil – ligesom i tilfælde af konkurs – kunne undlade at anerkende krav, som
fonden ikke finder tilstrækkeligt dokumenterede, herunder nøjes med at anerkende
et krav delvist. Der foretages imidlertid ikke fordringsprøvelse under
rekonstruktionsbehandling, og LG har således ikke mulighed for at henvise den
ansatte til at afvente en fordringsprøvelse. Afgørelsen af en tvist under
rekonstruktionsbehandlingen kan således kun foretages gennem en retssag mellem
den ansatte og enten arbejdsgiveren eller LG.
Idet det endnu ikke vides, om rekonstruktionsbehandlingen vil munde ud i
arbejdsgiverens senere konkurs, kan LG’s betalingsforpligtelse vise sig at være
midlertidig, og en tvist om et kravs eksistens bør på den baggrund afklares i
forholdet mellem en ansat og en arbejdsgiver. Konkursrådet finder imidlertid ikke,
at der bør lovgives om, at ansattes mulighed for at forfølge et krav ved at anlægge
sag mod LG skal suspenderes under rekonstruktionsbehandlingen.
Det er således Konkursrådets opfattelse, at det må antages, at retssager mod LG
om et krav mod en arbejdsgiver, der er under rekonstruktionsbehandling, vil være
meget sjældne. Konkursrådet har herved lagt vægt på, at antallet af omtvistede
krav i sig selv vil være begrænset, herunder bl.a. fordi LG gennem
rekonstruktøren kan indhente relevante oplysninger til at belyse kravets eksistens.
Hertil kommer,
at
mange ansatte med omtvistede krav i tilfælde af, at de ønsker at
anlægge retssag om kravets eksistens, vil afholde sig fra at anlægge sagen, mens
arbejdsgiveren er under rekonstruktionsbehandling,
at
en retssag i givet fald må
antages at blive anlagt mod arbejdsgiveren, idet de ansatte typisk ikke vil ønske at
bruge midler på en retssag mod LG, som senere kan vise sig at være irrelevant, og
151
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
at
en eventuel retssag mod LG i øvrigt kun vil være irrelevant, hvis arbejdsgiveren
kommer solvent ud af rekonstruktionsbehandlingen.
Det bemærkes i den forbindelse, at forslaget om, at LG skal kunne inddrages i en
fordringsprøvelsessag ved skifteretten, ikke har nogen betydning i denne
sammenhæng,
idet
der
ikke
foretages
fordringsprøvelser
under
rekonstruktionsbehandling, og en eventuel retssag mod en arbejdsgiver under
rekonstruktionsbehandling således skal foregå ved de almindelige domstole.
I de tilfælde, hvor LG har udbetalt løn til ansatte under arbejdsgiverens
rekonstruktionsbehandling, bør LG’s refusionskrav mod arbejdsgiveren kunne
rejses med tillæg af renter ligesom ved LG’s låneordning, selv om betalingen fra
LG i disse tilfælde sker direkte til de ansatte uafhængigt af arbejdsgiverens
ønsker. Dette hænger bl.a. sammen med, at den ansatte kan rette sit forfaldne
lønkrav mod arbejdsgiveren med tillæg af renter, og at LG’s udbetaling ikke må
virke konkurrenceforvridende ved at give arbejdsgiveren en fordel i forhold til
andre virksomheder.
Konkursrådet
har
overvejet,
om
LG
skal
kunne
kræve
sine
administrationsomkostninger (sammen med refusionskravet på lønudbetalingerne)
refunderet
fra
arbejdsgiveren,
hvis
denne
kommer
solvent
ud
af
rekonstruktionsbehandlingen. Denne udgift for arbejdsgiveren vil imidlertid
kunne være rekonstruktionshæmmende. I øvrigt stiftes udgiften af hensyn til de
ansatte, og den har som sådan ingen værdi for arbejdsgiveren. Dette taler efter
Konkursrådets opfattelse afgørende for, at omkostningen i sidste ende bør forblive
hos LG.
Idet LG’s udbetaling til ikke beskæftigede ansatte – medmindre rekonstruktionen
ender med arbejdsgiverens solvens – vil være en fremskyndelse af en udbetaling,
der ellers ville skulle foretages ved arbejdsgiverens konkurs, vil udbetalingen
skulle ske i overensstemmelse med konkurslovens § 95, herunder ved anvendelse
af de foreslåede dækningslofter mv.
152
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Udbetaling fra LG allerede ved indledning af rekonstruktionsbehandling
aktualiserer spørgsmålet om, hvordan LG skal dække krav fra ansatte hos en
arbejdsgiver, der gennemgår flere insolvensbehandlinger, herunder i det tilfælde,
hvor ansatte afskediges og senere ansættes af arbejdsgiveren igen.
Konkursrådet har på den baggrund overvejet, i hvilket omfang de foreslåede
dækningslofter skal finde anvendelse i forhold til flere insolvensbehandlinger, og i
hvilket omfang der kan blive tale om at dække ansattes krav under fornyede
dækningslofter.
I den forbindelse er det relevant at overveje, om der i konkurslovens § 95 skal
indføres en referenceperiode svarende til den gældende i LG-lovens § 3, stk. 2.
Dette vil i givet fald indebære, at de foreslåede dækningslofter for udbetalinger til
de ansatte under (rekonstruktions- og) konkursbehandling omfatter alle krav, som
fremsættes inden for en periode på f.eks. 18 måneder, uanset om arbejdsgiveren er
under insolvensbehandling flere gange i løbet af denne periode.
Konkursrådet finder, at en sådan referenceperiode i nogle tilfælde kan føre til en
for vidtgående afskæring af krav fra ansatte, der ofte ikke vil være klar over, at de
ved f.eks. genansættelse vil være omfattet af en referenceperiode.
Konkursrådet anser det for mere hensigtsmæssigt at fastsætte en bestemmelse om,
at i tilfælde, hvor skyldneren tidligere har været under rekonstruktionsbehandling,
medregnes
fyldestgørelse
opnået
under
rekonstruktionsbehandlingen
ved
beregninger af dækningslofter under en senere insolvensbehandling, medmindre
rekonstruktionsbehandlingen blev afsluttet med skyldnerens solvens.
En sådan bestemmelse vil indebære, at samme dækningslofter finder anvendelse i
forhold til en arbejdsgivers rekonstruktionsbehandling, der efterfølges direkte af
konkursbehandling,
uanset
om
der
måtte
være
ansatte,
der
under
rekonstruktionsbehandlingen opsiges og derefter ansættes igen. Dette svarer til
153
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
den gældende retsstilling efter LG-loven. Herved undgås det eksempelvis, at en
ansat, som har et krav på mere end 160.000 kr. (ud over frit valg-løn og
feriegodtgørelse) i forbindelse med en rekonstruktionsbehandling, kan gøre det
overskydende krav gældende som § 95-krav ved en ny insolvensbehandling med
fornyede dækningslofter.
Bestemmelsen vil på den anden side indirekte indebære, at en ansat, uanset om
denne har været opsagt eller ej, i forbindelse med en ny insolvensbehandling efter
en solvent periode får sine krav dækket under fornyede dækningslofter.
Kravet om, at arbejdsgiveren skal have været solvent i en periode efter
rekonstruktionsbehandlingen, indebærer enten, at rekonstruktionsbehandlingen er
afsluttet, fordi arbejdsgiveren ikke var insolvent, jf. konkurslovens § 15, stk. 1, nr.
1, eller at arbejdsgiveren blev solvent på baggrund af en frivillig akkord eller en
tvangsakkord.
Konkursrådet har overvejet, om en bestemmelse om, at fornyede dækningslofter
finder anvendelse ved en ny insolvensbehandling efter en solvent periode, kan
føre til misbrug i form af spekulation i at lade arbejdsgiveren fremstå solvent i en
kort periode med henblik på at opnå fornyede dækningslofter for lønnen efter den
første insolvensperiode.
Konkursrådet finder imidlertid ikke, at en sådan form for misbrug er mulig,
særligt fordi en akkord skal stemmes igennem af de simple kreditorer, der som
udgangspunkt ikke omfatter ansatte (ud over nærstående ansatte, som er nægtet
privilegum, men disse har som nærstående ikke stemmeret). Simple kreditorer vil
ikke have nogen interesse i at stemme en akkord igennem med henblik på at sikre
§ 95-kreditorerne en bedre retsstilling ved en senere insolvensbehandling.
Hertil kommer, at et rekonstruktionsforslag indeholdende en tvangsakkord efter
afstemning blandt kreditorerne skal stadfæstes af skifteretten, jf. § 13 e, stk. 1, og
at en sådan stadfæstelse ikke er realistisk at opnå, medmindre skyldneren bliver
154
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
reelt solvent ved akkorden, og der er udsigt til, at arbejdsgiveren vil kunne betale
krav, der ikke akkorderes.
En bestemmelse om fornyede dækningslofter efter en solvent periode i stedet for
de nuværende referenceperioder i LG-loven vurderes ikke eller kun i meget
begrænset omfang at indebære øgede udgifter for LG. For det første vil forslaget
ikke påvirke antallet af insolvente virksomheder, og for det andet vil det kun
medføre øgede omkostninger i de tilfælde, hvor arbejdsgiveren tages under
insolvensbehandling tidligere end 18 måneder fra indledningen af en tidligere
insolvensbehandling, der blev afsluttet med en solvent periode, hvilket sker meget
sjældent.
Konkursrådet foreslår det endvidere præciseret, at en ansat, i de tilfælde hvor
arbejdsgiveren tidligere har været under konkursbehandling, ikke under en ny,
senere konkursbehandling kan opnå fortrinsret efter § 95 for krav, der blev eller
kunne være gjort gældende under den første konkursbehandling. Dette har bl.a.
den betydning, at en ansat, der under en konkursbehandling nægtes fortrinsret for
en del af sit krav som følge af dækningslofterne, ikke ved at få arbejdsgiveren
erklæret konkurs på ny kan få dækket denne del af kravet under et fornyet
dækningsloft. Den ansatte kan under den nye konkursbehandling med andre ord
alene få fortrinsret for krav, der er opstået efter den første konkursbehandling.
Idet LG ikke skal udbetale lønnen for den igangværende periode til ansatte, hvis
arbejdsaftaler videreføres efter konkurslovens § 12 o, jf. kapitel 13, kan
dækningen for den igangværende lønperiode først blive aktuel, når arbejdsgiveren
har taget stilling til, om virksomheden ønsker at videreføre arbejdsaftalen, hvilket
den
ansatte
tidligst
kan
kræve
erklæring
om
14
dage
efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning, jf. konkurslovens § 12 o, stk. 3, 2. pkt.,
jf. § 12 u, stk. 1, 1. pkt. Dækningen fra LG af krav, der forfalder efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning, kan endvidere først blive aktuel, når
den ansatte faktisk ikke beskæftiges af arbejdsgiveren længere.
155
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Når
LG
udbetaler
lønrestancer
på
arbejdsgiverens
vegne,
indtræder
arbejdsgiverens pligt til at indbetale A-skat og AM-bidrag, jf. kildeskattelovens §
83, stk. 1. Betaling af A-skat og AM-bidrag er rekonstruktionshæmmende,
ligesom betaling af A-skat og AM-bidrag af den udbetalte løn potentielt er
kreditorforrykkende, bl.a. fordi arbejdsgiveren under den nuværende retstilstand
ville undlade at udbetale løn til ikke beskæftigede medarbejdere, og dermed ville
betalingspligten som udgangspunkt ikke indtræde.
Konkursrådet har på den baggrund overvejet, om indbetalingspligten bør
udskydes, til rekonstruktionsbehandlingen er afsluttet. Konkursrådet finder
imidlertid ikke, at det vil være nødvendigt, fordi arbejdsgiveren som
udgangspunkt allerede på baggrund af konkurslovens regler om, at betaling af
gæld under rekonstruktionsbehandling skal ske i overensstemmelse med
konkursordenen, ikke vil kunne betale skattekravet, der i tilfælde af konkurs vil
være omfattet af konkurslovens § 95, jf. dog lige nedenfor. Betaling heraf vil
således som udgangspunkt ikke kunne ske under rekonstruktionsbehandling.
Ovenstående indebærer ikke et særligt ansvar for rekonstruktøren til at sikre, at
der er dækning i et eventuelt senere konkursbo til SKATs krav.
Har de ikke beskæftigede ansatte lønkrav mod arbejdsgiveren, der er omfattet af
konkurslovens § 94, f.eks. på baggrund af faktisk udført arbejde under
rekonstruktionsbehandlingen, jf. konkurslovens § 12 u, stk. 1, 2. pkt., eller fordi
de pågældende er opsagte efter, at arbejdsaftalen i første omgang blev videreført
af arbejdsgiveren, jf. konkurslovens § 12 o, jf. herom kapitel 14.2.3, er
skattekravet også omfattet af konkurslovens § 94, og betaling heraf vil således
efter omstændighederne kunne ske.
Kildeskattelovens § 83, stk. 2, må antages at finde anvendelse i forhold til de
ansatte, der således godskrives de beregnede skattebeløb, som LG har fratrukket
ved udbetalingerne af løntilgodehavenderne.
156
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Der vil for SKAT være tale om en fremrykket godskrivning, idet en eventuel
senere konkurs ville indebære det samme. SKAT vil her kunne anmelde et krav på
A-skat og AM-bidrag i boet, og SKATs krav vil ikke ændre stilling i
konkursordenen, jf. kapitel 7.3, dvs. SKATs krav vil i tilfælde af LG’s anmeldelse
af regreskravet i konkursboet ligesom LG’s krav være omfattet af lønprivilegiet.
Afsluttes rekonstruktionsbehandlingen med virksomhedens solvens, vil den skulle
betale A-skat og AM-bidrag ved rekonstruktionsbehandlingens ophør. Dette kan
bl.a. få betydning, hvis rekonstruktionen gennemføres med en tvangsakkord, idet
disse krav således skal betales fuldt ud, i det omfang de er omfattet af
konkurslovens § 95, jf. konkurslovens § 10 a, stk. 2, nr. 3.
Når LG allerede ved rekonstruktionsbehandlingen skal foretage udbetalinger
under anvendelse af konkurslovens § 95, vil gennemførelse af forslaget i kapitel
10, om at krav på erstatning i opsigelsesperioden skal opgøres isoleret for hver
lønperiode i kombination med, at arbejdsgiveren kommer solvent ud af
rekonstruktionsbehandlingen, kunne medføre den problemstilling, at LG har
udbetalt en højere erstatning, end arbejdsgiveren, der ikke skal anvende den
foreslåede opgørelsesmetode, vil være forpligtet til at anerkende.
Dette vil indebære, at LG må affinde sig med, at fondens refusionskrav mod
arbejdsgiveren ikke anerkendes fuldt ud. Der bør ikke være adgang til, at LG kan
tilbagesøge den overskydende del hos den ansatte.
Forslaget om, at krav på erstatning i opsigelsesperioden skal opgøres isoleret for
hver lønperiode og det deraf følgende forslag om tekniske lønperioder, kan føre
til, at den ansattes krav mod LG i forbindelse med udbetalinger under
rekonstruktionsbehandlingen er lavere, end det ville have været, hvis erstatning i
opsigelsesperioden mv. opgjordes efter almindelige ansættelsesretlige og
erstatningsretlige regler. Afsluttes arbejdsgiverens rekonstruktionsbehandling som
følge af arbejdsgiverens solvens, finder de almindelige ansættelsesretlige og
erstatningsretlige regler anvendelse i forhold til den ansattes krav mod
157
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
arbejdsgiveren, der efter omstændighederne må udbetale et resterende krav til de
ansatte.
Det nuværende dækningsloft hos LG på 160.000 kr., som foreslås videreført i
konkursloven, omfatter udbetalinger fra LG ved konkurs af både § 94- og § 95-
krav. Selv om de i kapitel 4 foreslåede dækningslofter i konkursloven kun skal
finde anvendelse for § 95-krav, bør dækningslofterne i relation til LG fortsat
omfatte de udbetalinger, som fonden måtte foretage efter konkurslovens § 94.
Med henblik på at sikre at der så vidt muligt er symmetri mellem dækningen af
krav omfattet af konkurslovens foreslåede dækningslofter og LG’s dækning,
foreslås det, at LG’s garanti kun omfatter en ansats krav efter konkurslovens § 94,
nr. 2, i det omfang dette krav tillagt den ansattes krav efter konkurslovens § 95
ikke overstiger de i konkurslovens § 95, stk. 2, nævnte beløbsgrænser.
LG vil således, i de tilfælde hvor den ansatte anmelder krav omfattet af dels § 94
og dels § 95 til fonden, skulle dække § 95-krav før dækning af § 94-krav, hvis de
samlede krav overstiger de i konkursloven foreslåede dækningslofter. I de
tilfælde, hvor det samlede § 95-krav endnu ikke kan opgøres, vil LG inden for
dækningslofterne kunne foretage udbetaling af de krav, som den ansatte
utvivlsomt har, og først senere tage stilling til, hvilket stilling i konkursordenen de
udbetalte krav har.
Det vil være en fordel for den ansatte, at LG’s dækning fortrinsvist omfatter § 95-
krav, idet den ansatte i sagens natur har størst chance for at opnå dækning for §
94-krav i konkursboet.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 9 (forslag til konkurslovens § 95, stk.
7) og § 2, nr. 1, 3, 6 og 8 (forslag til LG-lovens § 1, stk. 1, nr. 4, § 2, stk. 2, § 3,
stk. 1 og § 5), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
158
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 13
Fortsat beskæftigede ansattes § 95-krav
13.1. Konkursrådets overvejelser
Dette kapitel vedrører krav på løn mv., der i tilfælde af konkurs ville være
omfattet af konkurslovens § 95, fra ansatte, der fortsat beskæftiges af
arbejdsgiveren efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, herunder fordi de
pågældendes arbejdsaftaler videreføres i medfør af konkurslovens § 12 o, stk. 1.
Kravene vil i praksis oftest være løn mv., der vedrører arbejde udført inden
rekonstruktionsbehandlingens indledning, i den lønperiode hvori der indledes
rekonstruktionsbehandling, men der vil også kunne være ældre krav mod
arbejdsgiveren.
De ansatte kan efter gældende ret ikke kræve kravene udbetalt fra LG, idet
rekonstruktionsbehandling
ikke
er
udbetalingsgrund
efter
LG-loven.
Arbejdsgiveren vil imidlertid kunne benytte sig af låneadgangen efter LG-loven –
dog kun med henblik på at kunne udbetale den først forfaldne løn.
Idet der er tale om ansatte, som virksomheden fortsat ønsker at beskæftige, vil
disse formentlig i praksis kunne sikre sig betaling ved – uanset indholdet af
konkurslovens § 12 o – at nægte at arbejde videre, indtil restancen bliver betalt.
Behovet synes således ikke at være det samme som i forhold til ansatte, der ikke
fortsat beskæftiges, hvor arbejdsgiveren typisk ikke har incitament til at betale
lønrestancer mv.
Konkursrådet har overvejet, om incitamentet for arbejdsgiveren til selv at betale
lønrestancer
bør
betyde,
at
forslaget
i
kapitel
12
om
at
gøre
rekonstruktionsbehandling til udbetalingsgrund efter LG-loven ikke skal gælde for
159
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
fortsat beskæftigede ansattes krav på løn, der vedrører tiden inden
rekonstruktionsbehandlingen.
Såfremt det foreslås, at LG også skal betale til fortsættende medarbejdere, må det
antages, at det vil mindske arbejdsgiverens incitament til at udbetale de
pågældende lønkrav. LG-dækningen vil således i praksis komme til at udgøre et
lån til arbejdsgiveren i form af sparede lønomkostninger. Dette vil være
rekonstruktionsfremmende, men det vil også kunne være med til at holde
virksomheden kunstigt i live. Der vil således kunne fremhæves det synspunkt, at
hvis en virksomhed skal rekonstrueres, må den kunne afholde løn til sine
medarbejdere. Omvendt kan der argumenteres for, at dette synspunkt alene bør
gælde
i
relation
til
løn
vedrørende
arbejde
udført
under
rekonstruktionsbehandlingen.
Såfremt den nuværende retstilstand opretholdes, og LG således ikke skal betale de
forfaldne lønkrav, og arbejdsgiveren reelt ikke har midler til at afholde
omkostningerne, risikeres det, at de ansatte forlader arbejdet. Den manglende
dækning vil på den baggrund kunne være rekonstruktionshæmmende
Om de ansatte rent faktisk vil forlade deres arbejde, vil bl.a. afhænge af de
økonomiske konjunkturer på det pågældende tidspunkt, herunder særligt
muligheden for at få beskæftigelse andetsteds.
Såfremt LG ikke skal betale de forfaldne lønkrav, og arbejdsgiveren med
rekonstruktørens samtykke betaler dem for at sikre sig mod, at de ansatte forlader
arbejdet, kan der være tale om en kreditorforrykkende disposition, idet kravene i
tilfælde af konkurs ville være omfattet af konkurslovens § 95.
Arbejdsgiverens
betaling
af
løn,
der
vedrører
tiden
inden
rekonstruktionsbehandlingens indledning, har endvidere den uhensigtsmæssige
konsekvens, at A-skat og AM-bidrag af denne løn omfattes af konkurslovens § 94
160
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
som følge af, at lønudbetalingen er foretaget under rekonstruktionsbehandlingen
med samtykke fra rekonstruktøren.
Såfremt det ikke foreslås, at LG skal betale de lønkrav, der angår perioden forud
for rekonstruktionsbehandlingen, kan det overvejes, om konkursloven bør
indeholde en bestemmelse om, at A-skat og AM-bidrag af sådanne krav ikke
omfattes af konkurslovens § 94, uanset at lønudbetaling er foretaget under
rekonstruktionsbehandlingen.
Det er på baggrund af ovenstående Konkursrådets samlede vurdering, at forslaget
om, at indledning af rekonstruktionsbehandling bør være udbetalingsgrund efter
LG-loven, også som udgangspunkt bør gælde i relation til fortsat beskæftigede
medarbejderes
§
95-krav,
dvs.
krav,
som
vedrører
tiden
inden
rekonstruktionsbehandlingens indledning. Konkursrådet har især lagt vægt på, at
det vil være rekonstruktionsfremmende.
Konkursrådet har imidlertid overvejet, om dette også bør gøre sig gældende i
relation
til
krav
på
den
første
løn,
der
forfalder
under
rekonstruktionsbehandlingen. Dette krav vil i tilfælde af konkurs typisk dels være
omfattet
af
konkurslovens
§
95
(vedrørende
tiden
inden
rekonstruktionsbehandlingens indledning) og dels af § 94 (vedrørende tiden under
rekonstruktionsbehandlingen).
Den rekonstruktionsramte arbejdsgiver skal som udgangspunkt selv udbetale krav,
der vedrører tiden under rekonstruktionsbehandlingen. Såfremt LG skal betale §
95-delen af den førstkommende løn, vil det således indebære, at lønnen for den
igangværende lønperiode deles op og betales dels fra LG dels fra arbejdsgiveren.
Konkursrådet anbefaler på den baggrund, at arbejdsgiveren fortsat selv udbetaler
løn for hele den igangværende lønperiode med mulighed for (fortsat) at låne
midler fra LG til betaling heraf. Dette er reelt en videreførelse af gældende ret, og
det sikrer, at arbejdsgiverens likviditet ikke belastes af lønkrav, der vedrører tiden
161
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
før rekonstruktionsbehandlingen. Udbetalingen fra LG vil fortsat ikke være en ret
for den ansatte.
Arbejdsgiveren må imidlertid som udgangspunkt ikke betale nogen § 95-krav,
hvis den pågældende ikke har midler til at betale alle § 95-krav, idet det vil være i
strid med lighedsprincippet, jf. konkurslovens § 10 c.
Hvis arbejdsgiveren benytter låneordningen hos LG til at betale den først
forfaldne løn, herunder § 95-delen heraf, er der imidlertid blot tale om, at
arbejdsgiveren flytter et § 95-krav fra en række ansatte til LG (idet LG’s
tilbagebetalingskrav foreslås degraderet til et § 95-krav, jf. lige nedenfor), og der
sker endvidere ikke forskelsbehandling af de ansatte, fordi de øvrige får udbetalt
deres krav fra LG på et senere tidspunkt.
Det kan endvidere ikke udelukkes, at det vil være en berettiget fravigelse af
konkursordenen, at arbejdsgiveren selv betaler § 95-kravene, hvis det er
nødvendigt for at afværge tab, jf. konkurslovens § 12, stk. 1, 2. pkt.
Med henblik på at sikre at der ikke ved lånet fra LG stiftes krav mod
arbejdsgiveren, der i tilfælde af konkurs vil være omfattet af konkurslovens § 94,
selv om det er anvendt til at betale krav, der vil være omfattet af § 95, foreslår
Konkursrådet, at det bestemmes, at LG’s tilbagebetalingskrav samt SKATs krav
på A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i tilfælde af konkurs omfattes af
konkurslovens § 95 for så vidt angår den del, der relaterer sig til arbejde, der er
udført inden rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Arbejdsgiverens lån af midler hos LG skal fortsat foregå sådan, at arbejdsgiveren
får udbetalt lånet fra LG få dage efter ansøgning herom bilagt relevant
dokumentation, samt at LG kan kræve midlerne tilbagebetalt med renter, jf. i
øvrigt om videreførelse af LG’s låneordning nedenfor kapitel 14.2.2.
162
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Når
arbejdsgiveren
udbetaler
lønkravet,
indtræder
arbejdsgiverens
indbetalingspligt i forholdt til SKAT, og krav på A-skat og AM-bidrag er således i
tilfælde af konkurs omfattet af konkurslovens § 94. Skattekravet bør dog i relation
til løn vedrørende perioden forud for rekonstruktionsbehandlingen ligesom LG’s
krav mod arbejdsgiveren degraderes, så det ikke omfattes af § 94, og i givet fald
vil manglende betaling af A-skat og AM-bidrag være lovlig, idet betaling ikke vil
være i overensstemmelse med konkursordenen. Degraderingen i forhold til SKAT
gør sig gældende, uanset om arbejdsgiveren betaler af egne midler eller efter lån
fra LG.
De ansatte får – også i denne situation – godskrevet skattedelen af deres løn, jf.
kildeskattelovens § 83, stk. 2, jf. § 60, stk. 1, litra a.
Degraderingen af LG’s tilbagebetalingskrav fra § 94 til § 95 vil indebære, at LG
får mindre i dividende, medmindre der er fuld dækning til § 95-krav, og forslaget
vil således indebære øgede udgifter for LG. På samme måde vil det indebære
øgede udgifter for SKAT, at skattekravet degraderes. Krav, der vedrører tiden før
rekonstruktionsbehandlingen i den igangværende periode, vil imidlertid udgøre en
meget lille del af de samlede lønkrav mod en arbejdsgiver under
konkursbehandling.
Det bemærkes, at rekonstruktøren som følge af degraderingen af kravet på A-skat
og AM-bidrag ikke har et særligt ansvar for at sikre, at der er dækning i et
eventuelt senere konkursbo til de degraderede krav, ligesom der generelt ikke er
knyttet et særligt ansvar til manglende dækning af krav omfattet af konkurslovens
§ 95(-98).
Den del af lønnen, der vedrører tiden under rekonstruktionsbehandlingen, skal
fortsat i tilfælde af konkurs være omfattet af konkurslovens § 94 både for så vidt
angår nettolønnen og SKATs andel.
163
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
De ansatte, der måtte have krav mod arbejdsgiveren, som vedrører tiden inden
rekonstruktionsbehandlingens
indledning,
men
som
ikke
vedrører
den
igangværende lønperiode, har, som følge af at rekonstruktionsbehandling gøres til
udbetalingsgrund efter LG-loven, ret til at få udbetalt disse krav fra LG.
Disse ansatte kan således anmelde deres krav på løn mv., der er forfaldet før
rekonstruktionsbehandlingens indledning, hos LG, som udbetaler kravene direkte
til de ansatte. Også i den forbindelse har rekonstruktøren i medfør af LG-lovens §
5 pligt til at give LG oplysninger mv., som LG har brug for i forbindelse med
prøvelsen af kravene, jf. herom kapitel 12.
Konkursrådet har overvejet, om der med henblik på at fastholde disse ansatte er
behov for, at udbetaling af deres krav fra LG foregår efter en særlig hurtig
procedure, således at udbetalingen fra LG enten foretages efter få dage, eller blot
at udbetalingen prioriteres.
Det kan på den ene side fremhæves, at de ansatte må antages ikke at forlade deres
arbejde på grund af manglende udbetaling af disse lønrestancer, dels fordi der er
tale om lønrestancer, der er forfaldet inden rekonstruktionsbehandlingens
indledning, og som de ansatte således allerede har undværet i et tidsrum uden at
forlade deres arbejde, dels fordi de ansatte efter rekonstruktionsbehandlingens
indledning ved, at lønrestancerne på et tidspunkt bliver udbetalt fra LG.
Omvendt kan det fremhæves, at hvis der f.eks. er tale om 14-dageslønnede, vil
lønrestancerne kunne være forholdsvis nye, ligesom der kan være tale om, at
arbejdsforholdet er fortsat, fordi den ansatte har afholdt ferie eller lignende siden
den manglende lønudbetaling. Det kan således ikke udelukkes, at forsinkelse med
betaling af lønrestancerne, der tillige finder sted i en situation, hvor de ansatte er
usikre på arbejdsgiverens overlevelse, vil kunne indebære, at disse forlader
arbejdet.
164
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
På den baggrund er det Konkursrådets opfattelse, at LG ud fra konkursretlige
hensyn med fordel kunne prioritere udbetaling af fortsat beskæftigede
medarbejderes lønrestancer, der er forfaldet inden rekonstruktionsbehandlingens
indledning. Konkursrådet finder ikke, at det er nødvendigt, at LG foretager
udbetaling inden for få dage, men udbetalingen bør finde sted hurtigt efter, at
arbejdsgiveren har taget stilling til, at de pågældende ansatte fortsat skal
beskæftiges, og efter LG har foretaget en normal prøvelse af kravene.
Rekonstruktøren vil – særligt i det omfang det skønnes vigtigt for arbejdsgiverens
fortsatte drift – kunne være behjælpelig med at identificere de ansatte, som bør
have krav udbetalt hurtigt.
Konkursrådet er imidlertid opmærksom på, at det ud fra hensyn til andre ansatte
kan være problematisk for LG at prioritere udbetaling til fortsat beskæftigede
medarbejdere.
Konkursrådet finder på den baggrund ikke anledning til at foreslå, at LG pålægges
at foretage hurtigere udbetalinger til fortsat beskæftigede ansatte.
LG kan også i forhold til fortsat beskæftigede ansatte kræve det udlagte beløb
refunderet af arbejdsgiveren med tillæg af renter.
For så vidt angår LG’s udbetalinger direkte til de ansatte finder de foreslåede
dækningslofter i konkurslovens § 95 anvendelse, idet der er tale om fremrykkede
udbetalinger, der ellers først ville finde sted i forbindelse med arbejdsgiverens
konkurs. Udbetalinger efter låneordningen vil fortsat have deres eget dækningsloft
i LG-loven, der gælder uafhængigt af dækningslofterne ved konkurs, jf. kapitel
14.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 8 (forslag til konkurslovens § 94, nr.
2) og § 2, nr. 1, 6 og 8 (forslag til LG-lovens § 1, stk. 1, nr. 4, § 3, stk. 1 og § 5),
og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
165
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 14
Fortsat beskæftigede ansattes § 94-krav
14.1. Gældende ret
Ansattes krav på løn forfalder typisk ved udgangen af den måned, hvori lønnen er
optjent. Dette udgør i princippet altid en risiko, fordi ansatte ikke kan være sikre
på, om arbejdsgiveren har midler til at betale løn for den arbejdsydelse, som
allerede er leveret. I tilfælde af en arbejdsgivers insolvens bliver denne risiko
aktualiseret, og ansatte vil i den forbindelse, herunder i tilfælde af
rekonstruktionsbehandling, have behov for at kræve sikkerhed for, at de får deres
løn til forfaldstid.
Ansatte har med den nuværende retsstilling ikke selv et krav mod LG under
rekonstruktionsbehandlingen, og hverken arbejdsgiverens mulighed for at
anvende LG’s låneordning eller den sikkerhed, der ligger i, at LG – hvis boet ikke
har midler – dækker kravet på løn i tilfælde af arbejdsgiverens eventuelle senere
konkurs, eller at ansattes krav mod boet i tilfælde af konkurs er omfattet af
konkurslovens § 94, vil i alle tilfælde være tilstrækkelig for de ansatte.
Fortsat beskæftigede ansatte er imidlertid beskyttet af konkurslovens § 12 q, stk.
2, der giver mulighed for, at de, hvis de vederlægges periodevis bagud, kan kræve,
at arbejdsgiveren stiller betryggende sikkerhed for det til enhver tid først
forfaldende
vederlag,
i
det
omfang
det
vedrører
tiden
efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning. Reglen er udtryk for en almindelig
obligationsretlig grundsætning.
Garantien omfatter de ansattes krav på førstkommende bruttoløn, dvs. løn før skat.
Anvendelse af bestemmelsen må antages i høj grad at afhænge af, om de ansatte
har mulighed for at blive ansat andetsteds.
166
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
I praksis ydes sikkerheden i form af en bankgaranti. Det pengeinstitut, der stiller
garantien, vil i almindelighed kræve, at arbejdsgiveren deponerer et beløb
svarende til garantien.
Garantierne udformes individuelt fra sag til sag, og der foreligger derfor ikke en
fast praksis om garantiens indhold. De mest ”lønmodtagervenlige” garantier er
udformet som en slags anfordringsgaranti, hvor den ansatte kan kræve udbetaling
fra det pengeinstitut, der har stillet garantien, alene på grundlag af en attestation
fra rekonstruktør eller – såfremt skyldneren er taget under konkursbehandling –
kurator. Ofte gives attestation med forbehold for senere prøvelse af kravet i
konkursboet, dvs. at selv om der er sket udbetaling forbeholdes ret til at rette et
tilbagesøgningskrav mod den enkelte ansatte, hvis denne skulle have fået udbetalt
for meget løn. Bestemmelsen i § 12 q, stk. 2, indebærer således, at den ansatte kan
få sin løn uden forsinkelse.
LG’s
låneordning
finder
som
anført
i
kapitel
11
anvendelse
under
rekonstruktionsbehandling. Efter låneordningen kan arbejdsgiveren låne midler
hos LG til betaling af løn til ansatte. Låneordningen gælder inden for en periode
på 18 måneder for løn i op til tre måneder til hver ansat, men begrænset af et
dækningsloft på 80.000 kr.
14.2. Konkursrådets overvejelser
14.2.1. Ophævelse af sikkerhedsstillelsesregel
Konkurslovens § 12 q, stk. 2, er rekonstruktionshæmmende, i og med at den
binder likviditet hos den rekonstruktionsramte arbejdsgiver, der reelt tvinges til at
betale lønnen forud (når pengene deponeres i pengeinstituttet). Der er således efter
Konkursrådets opfattelse ikke tvivl om, at bestemmelsen bør ophæves, således at
der ikke længere kan kræves garanti, jf. § 12 q, stk. 1.
Hvis ikke fortsat beskæftigede ansatte har tilstrækkelig sikkerhed for betaling af
deres lønkrav til forfaldstid, risikeres det, at de forlader arbejdet, og dette vil
167
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
(også) være rekonstruktionshæmmende. Det vil således næppe være acceptabelt at
ophæve sikkerhedsstillelsesreglen uden at erstatte den af andre regler, der stiller
de ansatte lige så godt.
En løsning vil være at indføre en såkaldt ”rekonstruktionsgaranti”, hvorefter LG
forpligtes til at betale den førstkommende løn, der vedrører tiden efter indledning
af rekonstruktionsbehandling. Udbetalingen bør alene være betinget af en
henvendelse med relevant dokumentation fra rekonstruktøren til LG om, at den
ansatte ikke får udbetalt sin løn til forfaldstid.
Løsningen vil være en variant af den gældende låneordning, og udbetalingen fra
LG vil blive anset som et lån til arbejdsgiveren. Der er imidlertid for at sikre, at
løsningen er en fuldt ud betryggende erstatning for konkurslovens § 12 q, stk. 2,
behov for visse modifikationer i forhold til låneordningen, herunder at
rekonstruktøren forpligtes til at udløse rekonstruktionsgarantien, i tilfælde af at de
ansatte ellers ikke får udbetalt løn, at garantien skal udbetales direkte til de
ansatte, og at dette skal ske uden begrænsning i form af et dækningsloft.
Rekonstruktøren
skal
forpligtes
til
at
anmode
om
udbetaling
af
rekonstruktionsgarantien hos LG, så snart det står denne klart, at virksomheden
første gang efter indledning af rekonstruktionsbehandling ikke udbetaler løn til
forfaldstid, medmindre låneadgangen hos LG udnyttes. Henvendelsen bør ikke
afvente lønperiodens afslutning, hvis det på et tidligere tidspunkt står klart, at
lønnen ikke bliver udbetalt fra virksomheden, idet LG dermed efterlades mere tid
til at sagsbehandle ansøgningen om rekonstruktionsgaranti med henblik på
udbetaling af lønnen til forfaldstid.
Rekonstruktørens pligt til at anmode om udbetaling af rekonstruktionsgarantien
gælder også i tilfælde af, at virksomheden i løbet af lønperioden tages under
konkursbehandling.
168
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Rekonstruktørens pligt indebærer, at der ikke skal tages højde for, om
konkursboet har midler til selv at betale § 94-kravet. Dette vil ikke indebære noget
egentligt tab for LG, idet udbetalingen refunderes af konkursboet.
Rekonstruktøren skal i forbindelse med anmodningen vedlægge lønsedler eller
lignende dokumentation, som LG skal foretage udbetaling på baggrund af.
Dokumentationen skal efter omstændighederne svare til den dokumentation, som
rekonstruktøren skal vedlægge i forbindelse med anvendelse af den gældende
låneordning, men arbejdsgiveren skal ikke skrive under på ansøgningen. Det er
ikke et krav, at rekonstruktøren over for LG godtgør, at arbejdsgiveren ikke har
midler til selv at betale lønnen, idet anmodning om udbetaling af garantien –
ligesom ved den gældende låneordning – ikke er betinget af, at arbejdsgiveren
ikke selv har tilstrækkelige midler.
LG vil herefter på kort tid skulle sagsbehandle anmodningen med henblik på at
sikre udbetaling til – eller så kort tid som muligt efter – forfaldstid.
Sagsbehandlingen vil skulle foretages ligesom ved den gældende låneordning,
herunder med mulighed for at gennemgå de tilsendte lønsedler for krav, der ikke
er omfattet af privilegiet, og i forhold til at identificere eventuelle personer, der
ikke er omfattet af konkurslovens § 95.
Selve sagsbehandlingstiden ved den gældende låneordning varer op til tre
arbejdsdage fra modtagelse af anmodning med relevant dokumentation, og LG bør
kunne sagsbehandle anmodninger om udbetaling af rekonstruktionsgaranti inden
for samme sagsbehandlingstid. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at
sagsbehandlingstiden forlænges med nogle få arbejdsdage i tilfælde af en
væsentlig øget anvendelse af rekonstruktionsgarantien i forhold til anvendelsen af
den gældende låneordning, herunder særligt i tilfælde af mange ansøgninger på
samme tid.
169
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Efter sagsbehandlingen er tilendebragt, skal LG overføre de ansøgte beløb direkte
til de enkelte ansatte. Herefter vil beløbene være til de ansattes rådighed efter et
par bankdage.
Ordningen bør – ligesom § 12 q, stk. 2 – være begrænset til bagudlønnede ansatte
og
alene
omfatte
den
del
af
lønnen,
som
vedrører
tiden
efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning, og der er omfattet af konkurslovens §
94. I tilfælde, hvor rekonstruktionsbehandlingen indledes midt i en lønperiode,
skal ordningen således alene gælde den sidste del af denne periode, hvis lønnen
herfor ikke udbetales. Udbetales denne løn fra arbejdsgiveren, eventuelt ved brug
af LG’s låneordning, jf. nedenfor kapitel 14.2.2, gælder ordningen hele den
følgende lønperiode eller en senere periode.
Anvendes ordningen for § 94-delen af lønnen i den lønperiode, hvori der indledes
rekonstruktionsbehandling, påhviler det arbejdsgiveren at finansiere § 95-delen,
der ikke udbetales af LG efter den foreslåede udbetalingspligt ved indledning af
rekonstruktionsbehandling, jf. kapitel 12 og 13. I tilfælde af konkurs kan § 95-
delen kræves betalt af LG, såfremt arbejdsgiveren ikke allerede har betalt kravet.
Ordningen skal også finde anvendelse i forhold til krav, der i medfør af
konkurslovens § 12 u, stk. 1, 2. pkt., er omfattet af konkurslovens § 94, fordi det
vedrører faktisk udført arbejde.
Det er Konkursrådets opfattelse, at en ansat maksimalt skal kunne få udbetalt løn
for én lønningsperiode efter ordningen, dvs. eksempelvis en månedsløn for
månedslønnede og 14 dages løn for 14-dagslønnede. Den ansattes resterende (§
94-) krav skal således udbetales af arbejdsgiveren eventuelt efter den nuværende
låneordning, der opretholdes, jf. herom nedenfor kapitel 14.2.2.
Det er i princippet en ændring af ansattes retsstilling i forhold til § 12 q, stk. 2, at
rekonstruktionsgarantien kun gælder én lønperiode. § 12 q, stk. 2, gælder for den
til enhver tid førstkommende løn, dvs. at den ansatte efter at have fået udbetalt en
170
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
garanti stillet efter § 12 q, stk. 2, i princippet kan stille krav om etablering af en ny
garanti.
Denne forskel må imidlertid antages at være mere formel end reel, idet en
arbejdsgiver, der har stillet garanti, som kommer til udbetaling, fordi
arbejdsgiveren ikke har midler til selv at betale lønnen, må forventes ikke at have
midler
til
at
stille
endnu
en
garanti
for
den
kommende
løn.
Rekonstruktionsbehandlingen må i en sådan situation som udgangspunkt anses for
at være udsigtsløs, således at den bør ophøre, jf. § 15, stk. 1, nr. 4.
Det bemærkes i øvrigt, at den ansatte – når denne forlader virksomheden eller i
tilfælde af konkurs – kan rette krav mod LG om udbetaling af lønnen, idet lønnen
således ikke vil blive udbetalt til forfaldstid. Dette gør sig naturligvis kun
gældende, hvis den ansatte ikke allerede har fået udbetalt sin løn, herunder via
låneordning eller rekonstruktionsgaranti.
Hvis udbetaling af løn fra virksomheden kun sker til visse ansatte, skal
rekonstruktøren anmode om udbetaling af rekonstruktionsgarantien til de
resterende ansatte, og pligten består herefter fortsat i forhold til de ansatte, der
endnu ikke har modtaget rekonstruktionsgaranti. Garantien kan således bringes i
anvendelse i flere lønperioder, men dog kun én gang pr. ansat.
Rekonstruktionsgarantien skal kun finde anvendelse i forhold til lønperiodens §
94-krav. Dette indebærer, at krav, der omfattes af § 95 (fordi der indledes
konkursbehandling
i
den
pågældende
lønperiode),
ikke
dækkes
af
rekonstruktionsgarantien. Disse krav vil imidlertid kunne dækkes under den
almindelige konkursdækning fra LG. Rekonstruktionsgarantien finder anvendelse,
uanset på hvilket grundlag kravet er omfattet af konkurslovens § 94, jf. ovenfor
om konkurslovens § 12 u.
Det er en ændring af den ansattes retsstilling i forhold til konkurslovens § 12 q,
stk. 2, at rekonstruktionsgarantien kun dækker § 94-krav og dermed ikke et
171
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
eventuelt § 95-krav efter konkursdekretets afsigelse vedrørende lønperioden. Det
er imidlertid efter Konkursrådets opfattelse en logisk afgrænsning, idet
videreførelse af arbejdsaftalen kun har virkning frem til konkursdekretet, jf.
konkurslovens § 12 p, stk. 2, 2. pkt. Konkursrådet har også lagt vægt på, at den
ansattes § 95-krav for perioden efter konkursdekretets afsigelse er omfattet af
LG’s konkursdækning.
Rekonstruktionsgarantien skal gælde for hele det § 94-krav, der forfalder i den
pågældende lønperiode. Med henblik på at sikre at garantien er en reel erstatning
for konkurslovens § 12 q, stk. 2, bør den ansattes (netto)lønkrav mv. dækkes fuldt
ud uden at være begrænset af et dækningsloft. Garantien skal i øvrigt finde
anvendelse i forhold til alle de kravstyper, der er omfattet af konkurslovens § 95,
herunder godtgørelse af udgifter afholdt på vegne af arbejdsgiveren, jf. dog
nedenfor om feriegodtgørelse.
Konkursrådet har bl.a. for at minimere LG’s udgifter i denne situation, hvor de
ikke begrænses af et dækningsloft, overvejet, om garantien også skal finde
anvendelse i forhold til ekstraordinære krav, herunder en årlig bonus eller
lignende, der tilfældigvis forfalder i den pågældende lønperiode.
Det
er
Konkursrådets
opfattelse,
at
hensynet
bag
den
foreslåede
rekonstruktionsgaranti til, at den ansatte skal modtage sin løn til forfaldstid,
tilgodeses ved, at garantien dækker de krav, som vedrører det arbejde, der udføres
i den pågældende lønperiode, eller de omkostninger, som den ansatte har afholdt i
den pågældende periode. Ekstraordinære krav, der f.eks. vedrører en længere
optjeningsperiode, herunder bonusser, godtgørelser, gratialer mv., bør således ikke
være omfattet af rekonstruktionsgarantien, men vil i tilfælde af konkurs være
omfattet af den normale dækning fra LG.
Rekonstruktionsgarantien bør omvendt omfatte f.eks. en sædvanlig lønstigning
eller udført overarbejde i den pågældende lønperiode, ligesom den bør omfatte
172
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
krav mv. fra ansatte, der har en varierende indkomst pga. provision, resultatløn
eller lignende.
Det bemærkes i den forbindelse, at rekonstruktøren har pligt til at foretage en
vurdering af de krav, som der ansøges om udbetaling af, og at rekonstruktøren kun
må
anmode
om
udbetaling
af
krav,
der
dels
er
omfattet
af
rekonstruktionsgarantien, og der dels reelt vedrører løn mv., som forfalder i den
pågældende lønperiode. Manglende iagttagelse heraf indebærer risiko for, at
rekonstruktøren kan ifalde erstatningsansvar.
Ordningen bør i overensstemmelse med LG-loven udformes sådan, at LG alene
skal dække nettolønnen, dvs. at kravet på A-skat og AM-bidrag af lønnen bliver et
krav mod skyldneren(s konkursbo), samt at de ansatte godskrives skatten, jf.
kildeskattelovens § 83. De dele af lønnen, der ikke skal udbetales direkte til de
ansatte, herunder atp-bidrag og pension, omfattes af rekonstruktionsgarantien,
men skal ikke udbetales efter samme hurtige procedure, og disse beløb må således
udbetales efterfølgende til de respektive modtagere. I det omfang der ikke skal
beregnes skat ved udbetaling af et krav, dækker rekonstruktionsgarantien hele
kravet (bruttokravet).
Rekonstruktionsgarantien skal kun omfatte feriepengegodtgørelse, i samme
omfang som den gældende låneordning omfatter dette krav, dvs. efter
omstændighederne i tilfælde af afholdelse af ferie i den pågældende lønperiode.
Bestemmelsen i konkurslovens § 12 q, stk. 2, omfatter formentlig (i modsætning
til § 95) i et vist omfang virksomhedens øverste ledelse. Når § 12 q, stk. 2,
ophæves, vil ledere således blive frataget muligheden for at kræve
sikkerhedsstillelse, medmindre det bestemmes, at rekonstruktionsgarantien også
skal finde anvendelse i forhold til disse, selv om de ikke er omfattet af den
personkreds, konkurslovens § 95 finder anvendelse i forhold til og dermed af
LG’s dækning.
173
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
De omstændigheder, at LG er oprettet til sikring af ansatte, og at
rekonstruktionsgarantien skal være beløbsmæssig ubegrænset, taler efter
Konkursrådets opfattelse for, at ledere ikke skal være omfattet heraf, medmindre
de er omfattet af privilegiet, herunder i medfør af forslaget i Konkursrådets
lovudkast til § 1, nr. 9 (forslag til konkurslovens § 95, stk. 4).
Konkursrådet finder derfor ikke, at § 12 q, stk. 2, skal opretholdes i forhold til
virksomhedens øverste ledelse. Fratagelse af lederes adgang til at kræve
sikkerhedsstillelse vurderes ikke at være mere vidtgående end den tilsvarende
fratagelse af medkontrahenters krav på sikkerhedsstillelse efter § 12 q, stk. 1.
Hertil kommer, at virksomhedens øverste ledelse må antages at være bekendt med
arbejdsgiverens økonomiske vanskeligheder, inden rekonstruktionsbehandlingen
indledes. Deres fortsatte beskæftigelse for arbejdsgiveren er således et udtryk for,
at de har været villige hertil, på trods af at deres løn ikke ville være sikret af
lønprivilegiet eller LG’s dækning i tilfælde af konkurs.
Konkursrådet har på tilsvarende vis overvejet, om nærstående skal kunne få
udbetalt rekonstruktionsgarantien, selv om den nærstående efter en konkret
vurdering ikke ville have krav på § 95-status for sit krav som følge af reglen i §
95, stk. 2, der med en mindre ændring foreslås placeret i konkurslovens § 95, stk.
3, jf. lovudkastets § 1, nr. 9.
Konkursrådet finder i lighed med spørgsmålet om ledere, at en nærstående, der
ikke er omfattet af fortrinsretten i § 95, heller ikke bør være omfattet af
rekonstruktionsgarantien.
De gældende regler om tilbagebetaling til LG, der finder anvendelse i forhold til
låneordningen, vil også finde anvendelse i forhold til rekonstruktionsgarantien,
der således kan kræves tilbagebetalt tillagt renter.
174
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det bemærkes, at arbejdsgiverens pligt til at indberette og afregne A-skat og AM-
bidrag fortsat består, uanset hvordan den ansatte har fået udbetalt nettolønnen. Det
vil være meget sandsynligt, at arbejdsgiveren ikke har midler til selve betalingen
af skattekravet og må tages under konkursbehandling.
Idet rekonstruktionsgarantien er særegen i den forstand, at der er tale om en særlig
hurtig procedure på linje med låneordningen, men hvor udbetalingen af løn skal
ske direkte til de ansatte, vil der i LG-loven kunne etableres hjemmel til, at LG
kan tilbagesøge beløb, der ikke burde være udbetalt, herunder selv om de ansatte
ikke selv er skyld i den fejlagtige udbetaling, idet LG ikke har haft kontakt med de
ansatte i forbindelse med udbetaling af rekonstruktionsgarantien.
Konkursrådet har overvejet, om en sådan særlig adgang til tilbagesøgning hos de
ansatte bør begrænses tidsmæssigt af hensyn til de ansatte. Konkursrådet finder
imidlertid, at der ikke bør fastsættes en absolut frist, idet de ansatte typisk ikke har
incitament til at medvirke til tilbagesøgningen.
Det bemærkes, at der ikke bør tilbagesøges over for de ansatte, hvis LG får lånet
tilbagebetalt fra arbejdsgiveren, herunder hvis der er fuld dækning herfor i tilfælde
af konkurs.
Konkursrådet
finder
anledning
til
at
bemærke,
at
forslaget
om
en
rekonstruktionsgaranti (samt anden dækning fra LG af krav omfattet af
konkurslovens § 94) ikke ændrer på, at rekonstruktøren for at meddele samtykke
til fortsat beskæftigelse af medarbejdere under rekonstruktionsbehandlingen bør
sikre, at der er dækning til deres krav mv. omfattet af konkurslovens § 94,
herunder ved dækning af krav fra LG. Dette kan ske i form af, at f.eks.
virksomhedspanthavere indestår for udgifterne, eller ved at det står klart, at
udgifterne vil kunne dækkes af boet i tilfælde af senere konkurs.
I den forbindelse bemærkes det, at rekonstruktørens eget vederlag er omfattet af
konkurslovens § 94, og at manglende dækning af § 94-krav således også kan have
175
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
direkte økonomisk betydning for rekonstruktøren, ligesom det kan være
ansvarspådragende, hvis der beskæftiges ansatte under rekonstruktion på trods af,
at der ikke er dækning for deres løn.
Rekonstruktøren vil således i alle situationer have incitament til at sikre, at der i
det hele er dækning for krav omfattet af konkurslovens § 94, og det kan således
ikke antages, at den foreslåede rekonstruktionsgaranti (og andre udbetalinger fra
LG under rekonstruktionsbehandling) vil blive misbrugt med øgede omkostninger
for LG til følge.
Det bemærkes endelig, at Konkursrådet har overvejet et alternativ til
rekonstruktionsgarantien, som går ud på, at konkurslovens § 12 q, stk. 2,
opretholdes, mens LG’s gældende låneordning udvides sådan, at den kan
anvendes til sikkerhedsstillelsen efter § 12 q, stk. 2. Selv om Konkursrådet
umiddelbart finder, at en sådan løsning vil kunne være et alternativ til
rekonstruktionsgarantien, finder rådet det imidlertid mest hensigtsmæssigt at
anbefale en rekonstruktionsgaranti. Et forslag om lån til sikkerhedsstillelse vil
være væsentlig dyrere for LG, f.eks. fordi de lånte midler, der ikke måtte komme
til udbetaling til løn, i tilfælde af konkurs vil tilfalde boet.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 3 (forslag til konkurslovens § 12 q,
stk. 2) og § 2, nr. 6 (forslag til LG-lovens § 3, stk. 3-5), og bemærkningerne hertil
i kapitel 21.
14.2.2. Videreførelse af låneordning
Konkursrådet har overvejet, om den gældende låneordning hos LG fortsat bør
finde anvendelse eventuelt i begrænset form som supplement til den foreslåede
rekonstruktionsgaranti.
Det er Konkursrådets principielle opfattelse, at det ligger uden for LG’s
oprindelige formål at agere som pengeinstitut, særligt når det foregår, uden at der
foretages kreditvurderinger. Endvidere kan det som også anført ovenfor i kapitel
176
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
13 fremhæves, at en virksomhed, der forsøges rekonstrueret, må være i stand til at
afholde løn til sine medarbejdere for arbejde, som er udført under
rekonstruktionsbehandlingen.
Omvendt kan det fremhæves, at låneordningen er rekonstruktionsfremmende, bl.a.
fordi den giver arbejdsgiveren adgang til likviditet. Behovet herfor er blevet
forstærket i takt med udbredelsen i brugen af virksomhedspant, idet låneordningen
i tilfælde af virksomhedspant ofte er eneste vej til likviditet for virksomheden.
Bliver virksomheden rekonstrueret, er det ikke kun en fordel for virksomheden og
dens ansatte, men også for LG, der får refunderet sine omkostninger hos
arbejdsgiveren og dermed sparer penge i forhold til en konkurssituation med
risiko for manglende dækning for regreskravet i konkursboet.
Hertil
kommer,
at
Konkursrådets
øvrige
forslag,
herunder
særligt
at
arbejdsgiveren til fortat beskæftigede ansatte selv skal betale § 95-delen af den
lønperiode, der først forfalder efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, bl.a.
hænger sammen med, at arbejdsgiveren har mulighed for at anvende LG’s
låneordning.
Det er på baggrund af ovenstående Konkursrådets vurdering, at låneordningen bør
opretholdes. På baggrund af forslaget om, at LG direkte over for de ansatte skal
garantere for udbetaling af løn vedrørende en lønperiode, kan det overvejes at
begrænse låneordningen fra tre til to måneders løn, således at LG’s dækning under
rekonstruktionsbehandling fortsat højst kan udgøre tre måneders løn.
Dette vil indebære, at der kun for så vidt angår månedslønnede vil kunne ske
dækning af op til tre måneders løn, idet f.eks. 14-dageslønnede kun vil kunne
dækkes i to måneder og 14 dage.
Det kan på den baggrund overvejes at lade låneordningen omfatte tre måneder
minus den konkrete ansattes lønperiode. En sådan løsning er imidlertid mindre
administrerbar og forudsætter, at LG tager højde for de ansattes lønperioder i
177
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
forbindelse med udbetaling af lånet før udbetaling af rekonstruktionsgarantien.
Samtidig vil det ikke være klart, hvilket beløb dækningsloftet skal omfatte, jf.
nedenfor. Konkursrådet foreslår derfor, at låneordningen skal omfatte to måneders
løn, dog således at der gælder et dækningsloft.
Der vil i forbindelse med udformningen af låneordningen kunne tages
udgangspunkt i LG’s nuværende dækningsloft, der finder anvendelse under
rekonstruktionsbehandling i medfør af LG-lovens § 3, stk. 2, på 80.000 kr.,
således at et fremtidigt dækningsloft svarende til to måneders løn kan udgøre
53.000 kr.
Dette dækningsloft bringes ligesom efter gældende ret kun i anvendelse ved
udbetalinger fra LG til arbejdsgiveren i medfør af låneordningen, og idet det ikke
vedrører udbetalinger direkte til de ansatte, berører det ikke ansattes ret til
udbetalinger efter de foreslåede dækningslofter i konkursloven.
Det bemærkes, at idet rekonstruktionsgarantien foreslås at være beløbsmæssig
ubegrænset, vil den kunne indebære, at visse højt betalte ansatte får udbetalt mere
end 80.000 kr. samlet via rekonstruktionsgaranti og låneordning.
Det nye låneloft bør – ligesom det gældende på 80.000 kr. – finde anvendelse på
alle typer af krav, herunder krav på feriegodtgørelse og frit valg-løn.
Krav udbetalt i medfør af låneloftet bør ikke omfatte krav på feriegodtgørelse af
de krav, der forfalder og udbetales for en lønperiode, men såfremt den ansatte
afholder ferie med løn eller feriegodtgørelse i en udbetalingsperiode, dækkes dette
af LG, jf. den gældende bestemmelse i LG-lovens § 2, stk. 4, og forslaget i
Konkursrådets lovudkast til § 2, nr. 6 (forslag til LG-lovens § 3, stk. 4).
Hvis den ansatte holder ferie med feriegodtgørelse, udbetaler fonden alene
feriegodtgørelse, hvis der ikke er indbetalt det nødvendige beløb til Feriekonto, en
feriekasse eller stillet garanti af en feriegarantiordning.
178
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det foreslåede låneloft på 53.000 kr. svarer til en faglært arbejders løn i to
måneder i hovedstadsområdet. Det bør reguleres af beskæftigelsesministeren, idet
det imidlertid forudsættes, at reguleringen følger det foreslåede dækningsloft for
løn i konkurslovens § 95. Loftet skal således (kun) reguleres, når dækningsloftet i
konkursloven reguleres, og det skal i runde tal svare til 1/3 af dækningsloftet for
løn.
Det foreslås, at der ikke fastsættes en referenceperiode for rekonstruktionsloftet,
idet referenceperioden i den gældende LG-ordning efter Konkursrådets
oplysninger aldrig har været anvendt, og regelforenkling således tilsiger, at
referenceperioden fjernes.
Dette indebærer, at låneordningen finder anvendelse på ny, hvis en arbejdsgiver
efter at være kommet solvent ud af én rekonstruktionsbehandling senere tages
under endnu en rekonstruktionsbehandling. En sådan retsstilling er dels
rekonstruktionsfremmende, dels vil den ikke indebære en økonomisk belastning af
LG, idet lånet foretaget ved den første rekonstruktionsbehandling skal
tilbagebetales ved rekonstruktionsbehandlingens afslutning.
Konkursrådets forslag om en rekonstruktionsgaranti for højst en månedsløn og
fortsættelse af låneordningen, men imidlertid kun for to måneder, indebærer som
anført ovenfor samlet set, at LG vil kunne komme til at udbetale tre måneders løn
pr. ansat under en arbejdsgivers rekonstruktionsbehandling.
Hvor den gældende låneordning er begrænset til højst 80.000 kr. pr. måned, er den
foreslåede rekonstruktionsgaranti fra LG ikke beløbsmæssigt begrænset. Dette
indebærer, at LG i den ene måned potentielt vil kunne komme til at betale et
meget højt lønkrav fuldt ud, mens LG for de resterende to måneder højst vil
komme til at betale 53.000 kr. pr. ansat.
179
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Omvendt gælder rekonstruktionsgarantien kun for en lønperiode, og i de tilfælde,
hvor der er tale om 14-dageslønnede, vil garantien sjældent komme til at udgøre et
beløb, der nærmer sig differencen mellem 53.000 kr. og 80.000 kr. På den
baggrund er det Konkursrådets vurdering, at rekonstruktionsgarantien og
låneadgangen for to måneder samlet set ikke vil medføre øgede udgifter af
betydning for LG pr. ansat.
En del af forslagene i denne betænkning har imidlertid bl.a. til formål at øge
anvendelsen af rekonstruktionsreglerne, og det må bl.a. på den baggrund
forventes, at flere arbejdsgivere i fremtiden vil forsøges rekonstrueret med
følgende
større
interesse
for
LG’s
låneordning
og
den
foreslåede
rekonstruktionsgaranti, end der på nuværende tidspunkt er for låneordningen. Det
må imidlertid også forventes, at en større del af arbejdsgiverne vil komme solvent
ud af rekonstruktionsbehandlingen, og herved tilbagebetales LG-udbetalingerne,
ligesom LG sparer udgifter til udbetalinger, der ellers ville skulle være foretaget
ved en senere konkurs.
Hertil kommer, at der uanset en stigning i antallet af rekonstruktioner fortsat vil
være væsentlig færre rekonstruktionsbehandlinger end konkurser, og at den
økonomiske betydning af de forslag, der vedrører rekonstruktionsbehandling, i en
større sammenhæng vil være uvæsentlige i forhold til de forslag, der vedrører
konkurs.
Som anført ovenfor i kapitel 13 degraderes LG’s refusionskrav for så vidt angår
lån til arbejdsgiveren til betaling af løn, der vedrører arbejde, som er udført inden
rekonstruktionens indledning, fra § 94 til § 95. Dette vil indebære, at LG får
mindre i dividende, medmindre der er fuld dækning til § 95-krav, og forslaget vil
således indebære øgede udgifter for LG, der dog må anses for at være minimale.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 8 (forslag til konkurslovens § 94, nr.
2) og § 2, nr. 6 (forslag til LG-lovens § 3, stk. 2, 4 og 6), og bemærkningerne
hertil i kapitel 21.
180
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
14.2.3. Medarbejdere der opsiges efter at have været beskæftiget under
rekonstruktionsbehandlingen
En
ansat,
der
har
været
beskæftiget
omfattet
af
af
arbejdsgiveren
LG’s
dækning
under
under
rekonstruktionsbehandlingen,
bliver
rekonstruktionsbehandling, hvis og når den ansatte senere opsiges under
rekonstruktionsbehandlingen. LG vil fra dette tidspunkt således være forpligtet til
at udbetale den ansattes krav på løn mv. mod arbejdsgiveren.
Det vil gælde den ansattes krav på løn mv. i den lønperiode, hvori der blev indledt
rekonstruktionsbehandling,
løn
mv.
for
arbejde
udført
under
rekonstruktionsbehandlingen, herunder § 94-krav i medfør af konkurslovens § 12
o, stk. 4, samt løn i opsigelsesperioden. Krav, der forfaldt før indledning af
rekonstruktionsbehandlingen, er LG forpligtet til at udbetale allerede ved
indledning af rekonstruktionsbehandlingen, jf. kapitel 13.
Det bemærkes, at LG’s betalingsforpligtelse blot er en fremrykkelse af en
betalingsforpligtelse, der efter gældende ret ville opstå ved indledning af
konkursbehandling. At LG’s betalingsforpligtelse fremrykkes ændrer ikke på, at
arbejdsgiveren selv bør være i stand til løbende at betale ansattes § 94-krav,
herunder krav i medfør af konkurslovens § 12 o, stk. 4.
Hvis rekonstruktionsbehandlingen afsluttes med virksomhedens solvens, vil LG
kunne rette et tilbagebetalingskrav mod arbejdsgiveren med tillæg af renter.
Forslaget skønnes således ikke at medføre øgede omkostninger for LG af
betydning.
Alle krav, der udbetales direkte fra LG til den ansatte, er omfattet af de foreslåede
dækningslofter i konkurslovens § 95 bortset fra udbetaling i medfør af
rekonstruktionsgarantien.
181
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Den ansatte anmelder selv sit krav til LG, men rekonstruktøren er også i dette
tilfælde forpligtet til på anmodning at give LG oplysninger i forbindelse med
fondens prøvelse af kravene.
De ansatte vil blive godskrevet skattedelen af deres løn.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 2, nr. 1, 6 og 8 (forslag til LG-lovens § 1,
stk. 1, nr. 4, § 3, stk. 1 og § 5, stk. 1), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
182
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 15
Virksomhedsoverdragelser under rekonstruktionsbehandling
15.1. Gældende ret
En rekonstruktion kan indeholde en virksomhedsoverdragelse, jf. konkurslovens §
10. En virksomhedsoverdragelse kan gå ud på overdragelse til eje af skyldnerens
igangværende virksomhed eller en del heraf, der bevarer sin identitet, og som
udgør en økonomisk enhed, der er organiseret med henblik på udøvelse af en
økonomisk aktivitet, jf. konkurslovens § 10 b.
Under rekonstruktionsbehandling må skyldneren ikke foretage dispositioner af
væsentlig betydning uden rekonstruktørens samtykke, jf. konkurslovens § 12, stk.
1, 1. pkt. Foretager skyldneren alligevel sådanne dispositioner, er disse som
udgangspunkt ikke ugyldige, men de vil efter omstændighederne kunne omstødes.
Efter konkurslovens § 12, stk. 2, må virksomhedsoverdragelse alene ske i
overensstemmelse med et rekonstruktionsforslag, der er stadfæstet af skifteretten.
Bestemmelsen er en modifikation til udgangspunktet om, at væsentlige
dispositioner kan foretages alene med rekonstruktørsamtykke.
Bestemmelsen
er
ikke
som
sådan
en
gyldighedsregel,
men
en
virksomhedsoverdragelse, der er foretaget uden iagttagelse af § 12, stk. 2, vil bl.a.
kunne omstødes, såfremt overdragelsen har medført et tab, jf. herved
konkurslovens § 75. Hertil kommer, at det må antages, at der foreligger
ugyldighed i bl.a. retsstridighedstilfælde samt i tilfælde, hvor erhververen har
kendskab
til,
at
virksomheden
f.eks.
forsætligt
er
overdraget
til
en
overdragelsessum, der er for lav i forhold til virksomhedens værdi, og dermed at
kreditorernes rettigheder er blevet tilsidesat.-
183
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Baggrunden for, at en virksomhedsoverdragelse skal ske i overensstemmelse med
et rekonstruktionsforslag, er, at overdragelsen er en så betydningsfuld del af den
samlede rekonstruktion af virksomheden, at den bør forelægges fordringshaverne
til godkendelse, således at disse får en væsentlig og direkte indflydelse på pris mv.
Endvidere påser skifteretten, at overdragelsen foregår inden for konkurslovens
rammer med henblik på at sikre et værn om fordringshavernes, herunder også
mindretallets, retsstilling.
Under rekonstruktionsbehandlingen skal der sendes en række oplysninger til
skifteretten, samtlige kendte fordringshavere og andre, bortset fra skyldnerens
ansatte, der berøres af rekonstruktionsbehandlingen. I det tilfælde, hvor et
rekonstruktionsforslag indeholder bestemmelse om en virksomhedsoverdragelse,
skal forslaget indeholde oplysning om overdragelsessummen, hvilke aktiver,
passiver og gensidigt bebyrdende aftaler der omfattes af overdragelsen og om
erhververen, jf. konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 1.
En virksomhedsoverdragelse, der gennemføres på grundlag af et stadfæstet
rekonstruktionsforslag, kan ikke omstødes, jf. konkurslovens § 14 c, stk. 1.
Virksomhedsoverdragelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002
om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder anvendelse
ved overdragelse af en virksomhed eller en del heraf, herunder ved et konkursbos
videresalg af en virksomhed eller en del heraf til en erhverver, jf. § 1, stk. 1 og 3.
Det følger af § 2, at erhververen af en virksomhed, der helt eller delvist
overdrages, indtræder umiddelbart i de rettigheder og forpligtelser, der bestod på
overtagelsestidspunktet i henhold til aftaler mv. om løn og arbejdsforhold.
Når overdrageren er et konkursbo, fortolkes virksomhedsoverdragelsen på
baggrund af dennes forarbejder således, at erhververen kun indtræder i de
rettigheder og forpligtelser, der vedrører tiden efter konkursens indledning.
Følgelig skal den ansattes krav på løn mv. (herunder feriegodtgørelse) for tiden
184
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
inden konkursens indledning fortsat rettes mod konkursboet og omfattes dermed
af dækningen fra LG. Hvis virksomhedsoverdragelsen reelt må anses for aftalt
med erhververen inden konkursen, indtræder erhververen i samtlige rettigheder og
forpligtelser i forhold til de overdragne ansatte, uanset om konkursboet
efterfølgende har godkendt overdragelsen.
Hvis en virksomhed overdrages som led i rekonstruktionsbehandling, er det efter
gældende ret ikke muligt at lade LG dække lønkrav mv. forud for
rekonstruktionsbehandlingen, og erhververen indtræder således i de ansattes krav
både
for
så
vidt
angår
tiden
inden
og
efter
indledning
af
rekonstruktionsbehandling, jf. også konkurslovens § 14 c, stk. 3. Det er på den
baggrund de almindelige regler, der gælder, uanset om en virksomhed er i
almindelig drift eller under rekonstruktionsbehandling.
Virksomhedsoverdragelsesloven
gennemfører
direktiv
2001/23/EF
om
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes
rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af
dele af virksomheder eller bedrifter.
Virksomhedsoverdragelsesloven finder ikke anvendelse på grund af den
omstændighed, at der indledes rekonstruktions- eller konkursbehandling.
15.2. Konkursrådets overvejelser
15.2.1. Ligestilling af rekonstruktions- og konkursbehandling
Den beskrevne forskel på, hvilke krav erhververen indtræder i ved
virksomhedsoverdragelse
under
overdragerens
(arbejdsgiverens)
rekonstruktionsbehandling og konkursbehandling, indebærer, at der er et
økonomisk incitament til virksomhedsoverdragelse fra et konkursbo frem for
virksomhedsoverdragelse under rekonstruktionsbehandling. Dette strider mod
hensynet til, at en virksomhedsoverdragelse i videst muligt omfang bør finde sted
under en rekonstruktionsbehandling.
185
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det er på den baggrund Konkursrådets opfattelse, at erhververens retsstilling bør
være den samme, uanset om virksomhedsoverdragelsen foretages under
rekonstruktions- eller konkursbehandling, og at erhververen ved overdragelser
under rekonstruktionsbehandling således kun bør indtræde i ansattes krav på løn
mv. for tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indtræden.
Et sådant forslag vil indebære, at LG i tilfælde af en virksomhedsoverdragelse
under rekonstruktionsbehandling dækker lønkrav mv. for tiden inden indledning
af rekonstruktionsbehandlingen, og at erhververen således kun indtræder i krav for
tiden efter indledning af rekonstruktionsbehandlingen.
LG vil ligesom i tilfælde af konkurs kunne afvise krav, hvis overdragelsen reelt er
aftalt før rekonstruktionen.
LG vil have regresret mod overdrageren (skyldneren). Såfremt skyldneren
efterfølgende opnår en tvangsakkord, skal skyldneren således refundere LG’s
udbetalinger, og såfremt skyldneren erklæres konkurs, kan LG anmelde sine krav i
konkursboet.
Det bemærkes i øvrigt, at hvis Konkursrådets forslag om at gøre
rekonstruktionsbehandling til udbetalingsgrund efter LG-loven gennemføres,
indebærer forslaget om virksomhedsoverdragelse navnlig pligt for LG til at
afholde § 95-delen af lønnen for den lønperiode, hvori der indledes
rekonstruktionsbehandling, samt feriegodtgørelse af løn vedrørende tiden forud
for rekonstruktionsbehandlingen. Det må i øvrigt antages, at arbejdsgiveren selv
har betalt førstnævnte krav til de ansatte eventuelt via LG’s låneordning, jf.
kapitel 13.
Det må antages, at der ikke – eller kun meget sjældent – opstår en situation, hvor
en
ansat
allerede
på
baggrund
af
krav,
de
der
vedrører
tiden
inden
i
rekonstruktionsbehandlingen,
rammer
foreslåede
dækningslofter
konkursloven. Opstår situationen alligevel kan den ansatte hverken få dækket
186
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
kravet af LG eller (formelt) af erhververen. Den ansatte vil imidlertid i tilfælde af
konkurs heller ikke kunne rette kravet mod andre end overdragerens konkursbo
som et simpelt krav.
Det kan ikke udelukkes, at en person, herunder særligt en nærstående, anses som
omfattet af virksomhedsoverdragelsesloven, selv om personen ikke anses for
omfattet af konkurslovens § 95. Forslaget vil kunne have den betydning for
personen, at erhververen kun indtræder i krav, der vedrører tiden efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning, og at personen kun opnår dækning af
lønrestancer, der vedrører tiden før indledning af rekonstruktionsbehandling, hvis
overdragerens senere konkursbo udlodder dividende til simple krav. Det samme
gør sig imidlertid allerede gældende i forbindelse med virksomhedsovertrædelser
under konkurs.
Det vil endvidere forekomme, at de ansatte har krav mod overdrageren, som LG
ikke dækker, fordi de ikke er omfattede af lønprivilegiet. Disse krav ville være
dækket,
hvis
erhververen
havde
hæftet
for
dem,
jf.
virksomhedsoverdragelsesloven § 2, der bl.a. henviser til rettigheder i henhold til
overenskomster og aftale.
Denne retsstilling er dog allerede gældende ved virksomhedsoverdragelse under
konkursbehandling, og idet det antages, at nærværende forslag blot vil flytte
virksomhedsoverdragelser fra konkurs til rekonstruktion, vil forslaget reelt ikke
indebære en forringelse af ansattes retsstilling.
Det bemærkes, at overvejelserne i dette kapitel alene vedrører erhververens
hæftelse i forhold til den ansatte, og at overvejelserne hverken har til formål at
sikre, at erhververe hæfter eller undgår at hæfte for visse krav. Hvis erhververen i
forhold til skyldneren alene er villig til at hæfte fra f.eks. overdragelsen, kan
erhververen (fortsat) tage højde for dette i købsaftalen.
187
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Har LG allerede inden virksomhedsoverdragelsen betalt lønkrav – via den
eksisterende låneordning eller den foreslåede rekonstruktionsgaranti – vedrørende
tiden efter indledning af rekonstruktionsbehandlingen, kan LG således også for
disse krav kun rette sit regreskrav mod overdrageren(s konkursbo). Hvis
regreskravet skulle rettes mod erhververen, ville det stride mod princippet i
virksomhedsoverdragelsesloven om, at erhververen kun hæfter for lønkrav, der
ikke er udbetalt til de ansatte.
En fravigelse af dette princip med den følge, at erhververen overtager skyldnerens
hæftelse for LG’s udbetalinger, der reelt er at sidestille med lån og omfattet af
konkurslovens § 94 i tilfælde af skyldnerens konkurs, er meget vidtgående og
kræver således tungtvejende grunde.
Sådanne tungtvejende grunde er efter Konkursrådets opfattelse ikke til stede.
Konkursrådet har herved lagt vægt på, at det er sjældent, at der ikke er dækning til
§ 94-krav i et efterfølgende konkursbo.
Hertil kommer, at i det omfang erhververen overtager hæftelse for § 94-krav (der
ikke er betalt), følger det af lighedsprincippet i konkurslovens § 10 c, at
rekonstruktøren må sikre, at der efter overdragelsen er midler til dækning af alle §
94-krav, herunder LG´s § 94-krav vedrørende indfriede krav henholdsvis ydede
lån til skyldneren, eller at LG samtykker i ikke at få fuld dækning, f.eks. fordi
fonden vurderer, at fondens udbetalingsomkostninger vil være mindre, end hvis
virksomheden tages under konkursbehandling.
Lever rekonstruktøren ikke op til dette ansvar, kan det udløse et erstatningsansvar.
Det bemærkes i øvrigt, at rekonstruktørens vederlag tillige er omfattet af
konkurslovens § 94, og at rekonstruktøren i almindelighed må antages at give
meddelelse til skifteretten om, at rekonstruktionsbehandlingen er udsigtsløs, så
snart der er begrundet tvivl om dækningen af § 94-kravene.
188
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det bemærkes endelig, at bestemmelser om, at erhververen skulle hæfte for
skyldnerens § 94-gæld til LG, må antages at have den virkning, at erhververen
enten afstår fra at købe virksomheden, kræver at LG frafalder sit krav mod
erhververen eller forhandler sig frem til en lavere overdragelsessum. For LG vil
det således i sidste ende ikke have væsentlig økonomisk betydning, om
erhververen pålægges at hæfte for skyldnerens lån hos LG.
Forslaget må kun i begrænset omfang få økonomiske konsekvenser for LG.
Forslaget indebærer isoleret set kun, at LG skal betale § 95-delen af lønnen for
den
lønperiode,
hvori
der
indledes
rekonstruktionsbehandling,
samt
feriegodtgørelse af løn for tiden forud for rekonstruktionsbehandlingen, men det
må som anført ovenfor antages, at arbejdsgiveren selv har betalt lønkravet. I
øvrigt må det som anført ovenfor antages, at forslaget blot medfører en
fremrykkelse af en virksomhedsoverdragelse, der ellers ville foretages under
overdragerens konkursbehandling, og LG ville i den situation skulle betale de
samme krav.
Konkursrådet finder anledning til at bemærke, at rådet ikke har taget stilling til,
om LG bør lægge ud for ansattes krav på løn mv. for tiden forud for en
insolvensbehandlings
indledning
i
tilfælde
af,
at
fonden
anser
en
virksomhedsoverdragelse for reelt at være aftalt på et tidspunkt, før virksomheden
blev taget under insolvensbehandling. Et sådant forslag skulle kombineres med, at
LG – og ikke den ansatte – skal rette krav og eventuelt føre sag mod erhververen
med krav om den betaling, som erhververen efter virksomhedsoverdragelsesloven
er forpligtet til at afholde.
Idet der ikke er tale om en insolvensretlig problemstilling, har Konkursrådet ingen
holdning til, om arbejdsmarkedets parter og LG måtte ønske at indføre en sådan
dækning via LG-loven. Det bemærkes dog, at LG i tilfælde af en sådan ordning
ikke vil kunne rette et krav mod overdragerens konkursbo for de betalte lønkrav
mv.
189
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 2, nr. 6 (forslag til LG-lovens § 3, stk. 1)
og § 3 (forslag til virksomhedsoverdragelseslovens § 2, stk. 4) og
bemærkningerne hertil i kapitel 21.
15.2.2. Muligheden for at foretage virksomhedsoverdragelser under
rekonstruktionsbehandling
Konkursrådet har overvejet muligheden for at indføre et system, hvorefter det er
muligt at foretage virksomhedsoverdragelser under rekonstruktionsbehandling,
uden at det kræver vedtagelse af et rekonstruktionsforslag, som stadfæstes af
skifteretten.
Formålet hermed er at kunne gennemføre virksomhedsoverdragelser under
rekonstruktionsbehandling efter en hurtigere procedure end den gældende. En
sådan mulighed skal – sammen med forslaget om at sidestille rekonstruktion og
konkurs i relation til virksomhedsoverdragelsesloven – give yderligere incitament
til at foretage virksomhedsoverdragelse under rekonstruktionsbehandling, idet det
gældende system i mange tilfælde har vist sig for tidskrævende.
Konkursrådet har i den forbindelse overvejet en løsning, hvor en virksomhed kan
nedskyde
aktiver
i
et
datterselskab
og
på
den
måde
foretage
en
virksomhedsoverdragelse alene med rekonstruktørens samtykke, men hvor salg af
ejerandele i hel-ejede datterselskaber til gengæld omfattes af konkurslovens § 12,
stk. 2.
En sådan løsning er imidlertid efter Konkursrådets opfattelse ikke tilstrækkelig
bred, idet den ikke giver mulighed for en hurtig virksomhedsoverdragelse til
tredjemand, ligesom en regel om, at salg af ejerandele i datterselskaber omfattes
af konkurslovens § 12, stk. 2, vil kunne omgås ved, at datterselskabet
efterfølgende nedskyder aktiverne til sit eget datterselskab eller sælger aktiverne
til tredjemand.
190
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet har herefter overvejet en justering af konkurslovens § 12, stk. 2,
således at bestemmelsen omformuleres til, at virksomhedsoverdragelse
endvidere
kan ske i overensstemmelse med et rekonstruktionsforslag, der er stadfæstet af
skifteretten.
Et sådant forslag vil tydeliggøre, at virksomhedsoverdragelse også kan ske med
rekonstruktørens samtykke, men således at dette ikke giver beskyttelse mod
omstødelse efter konkurslovens § 72, dvs. at § 72, stk. 3, i givet fald skal
indskrænkes, således at rekonstruktørsamtykke ikke udelukker omstødelse af en
virksomhedsoverdragelse.
Forslaget vil indebære, at det fortsat er mulighed for at fremlægge
virksomhedsoverdragelse som et rekonstruktionsforslag og dermed sikre
beskyttelse mod omstødelse, jf. konkurslovens § 14 c, stk. 1.
Det er imidlertid også i forhold til denne løsning Konkursrådets opfattelse, at den
ikke i sig selv er tilstrækkelig til at øge incitamentet til virksomhedsoverdragelse
under rekonstruktionsbehandling pga. risikoen for senere omstødelse.
Konkursrådet finder det således afgørende at kunne anbefale en procedure for
virksomhedsoverdragelse, som ikke blot er mere enkel, men hvor det er muligt at
opnå hel eller delvis beskyttelse mod omstødelse.
En sådan procedure skal imidlertid også tilgodese fordringshavernes interesser i
tilstrækkelig grad og således indeholde de nødvendige retssikkerhedsmæssige
foranstaltninger.
En tilstrækkelig simpel og hurtig løsning forudsætter, at overdragelsen kan ske
med rekonstruktørens samtykke i kombination med fordringshavernes tilslutning
til overdragelsesaftalen, uden at der skal være afstemning i skifteretten og i øvrigt
uden skifterettens mellemværende.
191
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, hvor stor en del af fordringshaverne
der skal tilslutte sig overdragelsesaftalen, for at den kan foretages efter en
hurtigere procedure. Der vurderes på den ene side ikke at være behov for
fuldstændig enighed, idet det vil gøre proceduren svær at anvende, ligesom
fordringshavere med småkrav ikke skal tillægges vetoret. På den anden side
tilsiger en proces uden skifterettens mellemværende, at det ikke er tilstrækkeligt,
hvis kun en mindre del af fordringshaverne er enige i, at overdragelsen foretages.
Det er på den baggrund Konkursrådets opfattelse, at det er passende, hvis et flertal
af fordringshaverne enten tilslutter sig overdragelsesaftalen eller dog ikke gør
indsigelse mod den.
Konkursrådet har herefter overvejet, hvorvidt tilslutning til aftalen skal ske
positivt ved tilkendegivelse om, at man ønsker overdragelsen gennemført, eller
om passivitet skal tages som udtryk for, at overdragelsesaftalen kan indgås.
En regel, hvorefter man skal protestere aktivt for at stille sig imod en
virksomhedsoverdragelse, og som omvendt indebærer, at passivitet er
tilstrækkeligt til at tilslutte sig aftalen, forekommer vidtgående, især når der er tale
om en særlig lempelig procedure. Der vil samtidig kunne opstå uenigheder, hvis
en fordringshaver hævder ikke at have modtaget rekonstruktørens meddelelse om
den planlagte overdragelse.
Omvendt er det helt afgørende, at der sikres en hurtig procedure, og i den
forbindelse vil det være en fordel i relation til hurtigt at opnå klarhed over, om der
er opbakning til at indgå aftalen, hvis der aktivt skal gøres indsigelse for at
modsætte sig aftalens indgåelse, og Konkursrådet finder på den baggrund, at
passivitet fra fordringshavernes side ikke skal være tilstrækkeligt til at modsætte
sig overdragelsesaftalens indgåelse.
Det bemærkes i den forbindelse, at det i sidste ende er rekonstruktørens risiko,
hvis det senere viser sig, at flere fordringshavere protesterede eller slet ikke
192
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
modtog rekonstruktørens meddelelse om den påtænkte virksomhedsoverdragelse.
Rekonstruktøren kan således blot afholde sig fra at benytte den lempelige
procedure for en virksomhedsoverdragelse, eller rekonstruktøren kan sikre sig
positiv tilslutning til aftalen ved at sætte sig i forbindelse med de største
fordringshavere, hvilket det under alle omstændigheder ofte vil være naturligt at
gøre.
Det vil på den baggrund være afgørende for at kunne anvende en ny procedure for
virksomhedsoverdragelser, at et flertal af fordringshaverne undlader at gøre
indsigelse mod aftalens indgåelse inden for en kort frist.
Det skal i den forbindelse fastlægges, hvilke fordringshavere der skal have
mulighed for at protestere mod overdragelsesaftalens indgåelse. Konkursrådet
finder, at
bedømmelsen af, om den nødvendige tilslutning er til stede, kan ske således, at
der ses på de fordringshavere, som ville være stemmeberettigede efter
stemmereglerne vedrørende tvangsakkord, jf. konkurslovens § 13 d, stk. 4. En
sådan procedure sikrer, at de simple fordringshavere inddrages. Der vil alene
skulle foretages en vurdering efter stemmeberettigede beløb (og ikke efter antal
fordringshavere), og konkurslovens § 13 d, stk. 2 og 3, finder anvendelse, idet
rekonstruktøren – og ikke skifteretten – vurderer, hvem der har indsigelsesret og
for hvilke beløb. Rekonstruktøren træffer ikke en egentlig afgørelse om
stemmeberettigelse, men foretager alene en vurdering heraf. Om konsekvensen af,
at rekonstruktørens vurdering senere viser sig at være forkert, henvises til
nedenfor.
Det vil i visse tilfælde kunne forekomme uhensigtsmæssigt, at principperne om
stemmeret ved tvangsakkord anvendes, idet det kan være åbenbart, at der ikke vil
være dividende til simple krav. Det kan imidlertid forsvares at anvende reglerne,
fordi den hurtige procedure er tiltænkt at skulle anvendes tidligt efter indledningen
af rekonstruktionsbehandling, hvor det ofte er for tidligt endeligt at forudsige,
hvilke krav der vil være dividende til. Endvidere relaterer en tvangsakkord sig til
193
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
virksomhedens fremtidige indtægter frem for aktivernes værdi på tidspunktet for
afgørelsen af, om virksomhedsoverdragelse efter en hurtig model skal foretages.
Hertil kommer, at der kan være tilfælde, hvor der pga. virksomhedspant slet ikke
er midler til dividende, og hvor der dermed ikke er nogen af de usikrede
fordringshavere, der har direkte interesse i en overdragelse. Det kan imidlertid
ikke udelukkes, at de simple fordringshavere vil have en indirekte interesse i, at
virksomheden overdrages med henblik på at kunne fortsætte deres forretninger
med erhververen.
Rekonstruktøren må i forbindelse med behovet for at identificere de
fordringshavere, der skal kontaktes med henblik på at søge opbakning til
overdragelsesaftalen, i vidt omfang anvende skyldnerens bogholderi. Det
bemærkes i den forbindelse, at i de tilfælde, hvor bogføringen fremstår
mangelfuld, bør rekonstruktøren undlade at meddele samtykke til den lempelige
procedure, medmindre rekonstruktøren pga. f.eks. kontakt med større kreditorer,
der under alle omstændigheder udgør mere end halvdelen af de relevante
fordringshavere, føler sig sikker på, at den nødvendige opbakning til
overdragelsen er til stede.
Ud over en betingelse om at virksomhedsoverdragelsen kun kan gennemføres,
hvis et flertal af fordringshaverne undlader at protestere, bør det efter
Konkursrådets opfattelse være en betingelse, at rekonstruktøren skønner, at
virksomhedsoverdragelse efter den særlige procedure er hensigtsmæssig for at
bevare værdien af skyldnerens virksomhed.
Konkursrådet er opmærksom på, at en sådan betingelse forekommer vag og svær
at håndhæve. Rådet finder imidlertid, at der gennem kravet bør sendes et signal
om, at der er tale om en særlig procedure, der forbeholdes de tilfælde, hvor det er
hensigtsmæssigt at gennemføre en hurtig virksomhedsoverdragelse, fordi en
senere virksomhedsoverdragelse, herunder i konkurs, vurderes at ville indebære
194
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
en lavere overdragelsessum, eller fordi en hurtig overdragelse er afgørende for en
mulig erhververs interesse i virksomheden.
Konkursrådet har herefter overvejet, hvilket materiale fordringshaverne bør
tilsendes med henblik på at tage stilling til overdragelsen. På den ene side tilsiger
retssikkerhedsmæssige hensyn, at fordringshaverne sættes i besiddelse af så
mange oplysninger som muligt, men en hurtig procedure sætter i sig selv
begrænsninger for, hvor meget materiale der vil kunne udarbejdes. Det bemærkes
i den forbindelse, at fordringshaverne vil kunne protestere mod indgåelse af
overdragelsesaftalen, hvis de ikke mener at have tilstrækkelige oplysninger til at
kunne tilslutte sig aftalen.
Konkursrådet finder på den baggrund, at det er tilstrækkeligt, hvis konkurslovens
§ 11 b, stk. 1 og 2, 1. pkt. og 2. pkt., nr. 1-2, finder anvendelse, således at
meddelelsen til fordringshaverne skal indeholde oplysning om skyldnerens
vigtigste aktiver og passiver og så vidt muligt en kreditorfortegnelse med
angivelse af stillede sikkerheder og oplysning om skyldnerens regnskabsføring,
herunder om denne har været utilstrækkelig.
Hertil kommer, at fordringshaverne skal oplyses om værdiansættelsen af de
aktiver, der omfattes af overdragelsen, dvs. tillidsmandens vurdering af de
pågældende aktiver. I det omfang dette ikke kan nås, må fordringshaverne oplyses
herom.
Rekonstruktøren skal endvidere sende udkastet til overdragelsesaftale til
fordringshaverne eller – i tilfælde af at hensyn til erhververen forhindrer
fremsendelse af hele aftalen – uddrag heraf. Uddraget skal indeholde de
oplysninger, der fremgår af § 13 b, stk. 1, nr. 1.
Konkursrådet har overvejet, om den lempelige procedure skal kunne finde
anvendelse i forhold til nærstående erhververe, idet der ved proceduren slækkes
på en række retssikkerhedsmæssige garantier. Alternativet vil imidlertid ofte være
195
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
konkurs, fordi muligheden for virksomhedsoverdragelse forpasses, hvis den
normale procedure med vedtagelse og stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag
skal følges.
Konkursrådet finder på den baggrund, at proceduren kan anvendes i forhold til
nærstående erhververe, idet fordringshaverne skal oplyses om, at erhververen er
nærstående, herunder hvis der er tale om et datterselskab, men at selve identiteten
ikke nødvendigvis skal oplyses.
Endelig skal meddelelsen indeholde oplysning om fristen for, hvornår en
fordringshavers indsigelse mod virksomhedsoverdragelsen skal være modtaget af
rekonstruktøren samt en kort begrundelse for, hvorfor den lempelige procedure
anvendes, dvs. hvorfor rekonstruktøren skønner, at virksomhedsoverdragelsen er
hensigtsmæssig for at bevare værdien af skyldnerens virksomhed.
Efter det relevante materiale er sendt til fordringshaverne, bør disse gøre
indsigelse inden for fem hverdage, hvis de ønsker at forhindre overdragelsen. Er
rekonstruktøren herefter overbevist om, at der ikke er tilstrækkelige indsigelser til
at forhindre overdragelsen, og skønner rekonstruktøren, at overdragelse efter den
lempelige procedure er hensigtsmæssig for at bevare værdien af virksomheden, vil
rekonstruktøren kunne samtykke til overdragelsesaftalen.
Indsigelsen mod virksomhedsoverdragelsen bør efter Konkursrådets opfattelse
være kommet frem til rekonstruktøren inden for fristen på fem hverdage fra
afsendelse af meddelelsen om den påtænkte virksomhedsoverdragelse. Der er tale
om en kort frist, og det forudsættes på den baggrund, at rekonstruktøren tilstræber
at anvende en forsendelsesform, der sikrer, at meddelelsen kommer hurtigt frem.
Konkursrådet er opmærksom på, at fordringshaverne stilles bedre, hvis fristen
afhænger af fordringshavernes modtagelse af meddelelsen, men en sådan
retsstilling vil indebære betydelige uklarheder for rekonstruktøren, der ikke vil
196
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
vide, hvornår meddelelsen er modtaget af de forskellige fordringshavere, ligesom
fristen i forhold til fordringshaverne vil være forskellig.
Konkursrådet har endvidere overvejet, om den lempelige procedure skal kunne
anvendes gennem hele rekonstruktionsbehandlingen, eller om den kun skal kunne
anvendes i den første del af behandlingen.
Pludselige begivenheder f.eks. i form af likviditetsproblemer eller interesse fra en
potentiel erhverver tilsiger, at det skal være muligt at anvende den lempelige og
hurtige procedure gennem hele rekonstruktionsbehandlingen, idet konkurs vil
kunne være eneste alternativ.
Omvendt vil der under en mere fremskreden rekonstruktionsbehandling være tid
til at følge den normale procedure med vedtagelse og stadfæstelse af et
rekonstruktionsforslag, herunder ved at fremskynde et møde i skifteretten eller at
slå planmøde og forslagsmøde sammen. Samtidig giver valgfriheden mellem de to
procedurer mulighed for at spekulere i, hvilken afstemningsform der er mest
hensigtsmæssig i relation til at få overdragelsen gennemført.
På den baggrund og i øvrigt ud fra et forsigtighedsprincip ved indførelse af en
procedure, hvor der slækkes på retssikkerhedsmæssige garantier, finder
Konkursrådet, at den lempelige procedure kun skal kunne anvendes, så længe den
er nødvendig. Det vil efter Konkursrådets opfattelse sige, indtil der er vedtaget en
rekonstruktionsplan,
hvilket
typisk
vil
ske
ca.
fire
uger
efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Mener rekonstruktøren ikke, eller er denne i tvivl om, hvorvidt betingelserne for
den lempelige procedure er opfyldt, må den pågældende undlade at meddele
samtykke til proceduren, dvs. at virksomhedsoverdragelsen må opgives eller søges
gennemført efter den normale procedure ved vedtagelse og stadfæstelse af et
rekonstruktionsforslag.
197
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Når overdragelsen har fundet sted, eller efter rekonstruktøren har vurderet, at
betingelserne ikke var opfyldte, sender rekonstruktøren en meddelelse til
fordringshaverne med en kort orientering om udfaldet af processen, og om hvad
der er lagt til grund for rekonstruktørens beslutning. Dette indebærer bl.a., at
rekonstruktøren skal angive, hvor stort et stemmeberettiget beløb der er lagt til
grund for vurderingen, samt hvor stort et beløb modtagne protester vurderes at
udgøre. Der vil ikke være krav om, at rekonstruktøren skal oplyse identiteten på
de fordringshavere, der har protesteret mod overdragelsen.
En
virksomhedsoverdragelse
efter
den
lempelige
procedure
bør
efter
Konkursrådets opfattelse indebære, at reglerne i § 14 c, stk. 2 og 3, om tvungen
debitorskifte finder anvendelse. Konkursrådet har herved lagt vægt på, at dette vil
være relevant for at kunne gennemføre virksomhedsoverdragelsen, at flertallet af
fordringshaverne er indforstået med virksomhedsoverdragelsen, herunder
virkningen heraf, samt at skifterettens stadfæstelse ikke er afgørende i relation til
tvungen debitorskifte. Hertil kommer, at det ikke bør være muligt for en
medkontrahent at kunne genforhandle vilkår mv. pga. den forestående
overdragelse.
Konkursrådet finder ikke umiddelbart, at reglerne om bindende vurdering bør
overføres til den nye procedure. Konkursrådet har herved lagt vægt på, at det
inden for den korte tidsramme vil være forbundet med vanskeligheder at anvende
reglerne. Hertil kommer, at Konkursrådet finder det mest hensigtsmæssigt
eventuelt at overveje spørgsmålet nærmere i forbindelse med rådets kommende
overvejelser om konkurslovens § 12 e.
Konkursrådet har overvejet, hvilken retsvirkning det skal have, hvis
virksomhedsoverdragelsen er gennemført efter den lempelige procedure, og det på
et senere tidspunkt viser sig, at rekonstruktørens vurdering i relation til
stemmeberettigede var forkert, eller at overdragelsen er foretaget på trods af
protester fra flertallet af fordringshavere. Er der risiko for, at aftalen bliver
198
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
ugyldig, eller at den kan omstødes, vil erhververen kunne afholde sig fra at
erhverve virksomheden efter den lempelige procedure.
Konkursrådet finder ikke behov for, at overdragelsen skal kunne omstødes,
medmindre det kan ske i medfør af konkurslovens § 72, stk. 3, fordi
rekonstruktøren åbenbart har overskredet sine beføjelser. Dette indebærer, at der
efter omstændighederne er tale om, at rekonstruktøren vidste eller burde vide, at et
flertal af fordringshaverne var imod overdragelsen, eller at det må antages, at
erhververen vidste eller burde vide, at der er tale om en overskridelse af
rekonstruktørens beføjelser, eksempelvis fordi erhververen var bekendt med, at
rekonstruktøren ikke oplyste fordringshaverne om, at erhververen er skyldnerens
nærstående.
Konkursrådet finder ikke herudover behov for, at der skal ske omstødelse af
overdragelsen, idet et tab for fordringshaverne ved, at en overdragelse ikke burde
være foretaget, vil kunne forfølges ved at stille rekonstruktøren til ansvar.
Det bør imidlertid være muligt at omstøde over for enkeltstående fordringshavere,
som er blevet begunstiget utilbørligt ved virksomhedsoverdragelsen. Dette kunne
eksempelvis være tilfældet, hvis erhververen har overtaget gæld i strid med
konkursordenen.
Har en erhverver således i forbindelse med overdragelsen f.eks. dækket krav fra
ansatte, som vedrører tiden inden rekonstruktionsbehandlingens indledning, f.eks.
fordi de afskæres fra LG’s dækning pga. de foreslåede dækningslofter i
konkursloven, vil sådanne betalinger efter omstændighederne kunne omstødes
over for de pågældende ansatte.
Idet skifteretten ikke inddrages i den lempelige procedure, og der bl.a. ikke
udarbejdes materiale efter konkurslovens § 13 b, bør det overlades til kurator
(eller en yderligere kurator i medfør af konkurslovens § 113, stk. 4, hvor der er
identitet mellem rekonstruktøren og kurator), når skyldneren senere eventuelt
199
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
tages under konkursbehandling, at foretage undersøgelser med henblik på at
belyse, om der kan foretages omstødelse i forhold til en eller flere
fordringshavere, og om rekonstruktøren kan stilles til ansvar for indgåelse af
overdragelsesaftalen.
Det bemærkes i den forbindelse, at den hurtige procedure i langt de fleste tilfælde
vil indebære, at skyldneren og dermed den resterende del af virksomheden hurtigt
ender i konkurs. Det vil være nærliggende, at rekonstruktør giver skifteretten
meddelelse efter konkurslovens § 15, stk. 2, om, at rekonstruktionsbehandlingen
efter overdragelsen er udsigtsløs, medmindre der arbejdes på en tvangsakkord
eller – såfremt kun en del af virksomheden er overdraget – på en yderligere
virksomhedsoverdragelse.
Konkursrådet har overvejet, om der bør sikres finansiering af den kontrol, der skal
foretages af kurator i det efterfølgende konkursbo, ved en forhøjet
sikkerhedsstillelse. Dette forekommer imidlertid ikke hensigtsmæssigt, idet
sikkerhedsstillelsen også vil kunne anvendes til andre formål, og idet det er et
fordyrende led ved rekonstruktionsbehandlingen, som kan være hæmmende for,
om rekonstruktion af virksomheden gennemføres.
Udgifter til undersøgelser i relation til omstødelige dispositioner må således som i
andre konkursboer, hvor der ikke er tilstrækkelige midler til at foretage relevante
undersøgelser, finansieres af en eller flere fordringshavere, der har interesse heri.
Det bemærkes, at den foreslåede procedure for virksomhedsoverdragelser under
rekonstruktionsbehandling kan anvendes uafhængigt af, om skyldneren har
ansatte, der berøres af rekonstruktionsbehandlingen.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 2, 5 og 7 (forslag til konkurslovens §
12, stk. 2, § 13 g og § 72, stk. 3), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
200
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Afsnit CIII – Andre emner
201
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 16
Benyttelse af opsagte ansatte
16.1. Konkursboets manglende ret til at benytte opsagte ansattes
arbejdskraft i opsigelsesperioden
Konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 2, omfatter krav på erstatning for afbrydelse af et
arbejdsforhold. Bliver en ansat opsagt og fritstillet f.eks. i forbindelse med
indledning af konkursbehandling, vil den pågældendes krav på løn i
opsigelsesperioden være en privilegeret lønfordring i boet, og kravet dækkes af
LG inden for beløbsloftet.
Efter konkurslovens § 55 har et konkursbo ret til at indtræde i skyldnerens
indgåede gensidigt bebyrdende aftaler, herunder i arbejdsaftaler med personer, der
er ansat i skyldnerens erhvervsvirksomhed.
Som udgangspunkt er retsstillingen den, at den ansattes krav på løn mod
arbejdsgiveren er omfattet af konkurslovens § 95, hvis boet ikke indtræder. Dog er
kravet massekrav for den tid, som den ansatte faktisk har udført arbejde for boet,
jf. konkurslovens § 63, stk. 2. Dette betyder, at konkursboet bliver nødt til at
undlade at anvende en medarbejder, som boet ikke ønsker fortsat at beskæftige,
hvis boet skal undgå at stifte massekrav.
Konkursrådet har overvejet, om konkurslovens § 63, stk. 2, skal ændres således, at
konkursboet får mulighed for at anvende den ansattes arbejdskraft i
opsigelsesperioden, når den ansatte får sin løn udbetalt af LG, uden at den ansattes
lønkrav for den pågældende periode stilles som massekrav.
Det vil i givet fald være nødvendigt at fastlægge en klar grænse for, hvornår et
konkursbo anvender ellers opsagt arbejdskraft på § 95-niveau, og hvornår boet
reelt er indtrådt i aftalen på massekravsniveau. Dette vil f.eks. kunne ske ved, at
202
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
forholdet kun er omfattet af § 95, hvis den ansatte udtrykkeligt er gjort
opmærksom herpå.
En løsning uden at fritstille den ansatte vil svare til opsigelse uden for en
konkurssituation. Her kan en arbejdsgiver disponere over den ansattes arbejdskraft
i opsigelsesperioden, og den pågældende vil altså ikke nødvendigvis blive
fritstillet. Den pågældende er således fortsat forpligtet til at møde på arbejde i
opsigelsesperioden for at få sin løn.
Det er fast praksis hos LG så vidt muligt at placere den ansattes ferie i
opsigelsesperioden. Hvis konkursboet kan benytte arbejdskraften i hele
opsigelsesperioden, vil dette ikke kunne ske, og LG vil således efterfølgende
skulle udbetale feriekrav, hvilket vil medføre øgede omkostninger for LG. Dette
kan muligvis løses ved at bestemme, at den ansattes arbejdskraft ikke kan benyttes
af boet i det omfang, det hindrer placering af ferie i opsigelsesperioden. Omvendt
gør en sådan regel det vanskeligt for konkursboet at forudsige, hvilke ansatte der
reelt kan benyttes.
En adgang for konkursboet til at benytte ansatte i opsigelsesperioden rejser
imidlertid et konkurrenceforvridningsproblem. Hvis konkursboet ikke giver fuld
dækning til alle § 95-krav, vil konkursboet kunne producere ydelser via de
opsagte ansatte uden reelle lønudgifter, da lønudgifterne bæres af LG (og dermed i
sidste ende via bidrag fra de solvente virksomheder).
På baggrund af det ovenfor anførte finder Konkursrådet ikke grundlag for at
foreslå regler, der giver et konkursbo ret til at anvende arbejdskraft fra fritstillede
ansatte. Tilsvarende gælder under rekonstruktionsbehandling.
203
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 17
Varslingsloven
17.1. Gældende ret
Bekendtgørelse af lov om varsling mv. i forbindelse med afskedigelser af større
omfang (varslingsloven/masseafskedigelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 291
af 22. marts 2010 som ændret ved lov nr. 1612 af 26. december 2013, finder
anvendelse ved afskedigelser af et større antal ansatte inden for såvel det private
som det offentlige arbejdsmarked.
Loven indeholder en række krav, herunder om pligt til forhandling og varsling,
som arbejdsgiveren skal overholde i forbindelse med de påtænkte afskedigelser.
Det følger således af § 5, stk. 1, at en arbejdsgiver, der agter at foretage
masseafskedigelser, så tidligt som muligt skal indlede forhandlinger med
lønmodtagerne på virksomheden eller disses repræsentanter. Det følger af § 5, stk.
2, at forhandlingerne skal have til formål at nå frem til en aftale om at undgå eller
begrænse de påtænkte afskedigelser samt at afbøde følgerne af disse ved
aktiviteter, der navnlig tager sigte på omplacering eller omskoling af de
afskedigede ansatte.
Det følger endvidere af § 7, stk. 1, nr. 1, at arbejdsgiveren efter at have forhandlet
med lønmodtagerne, skal sende det regionale beskæftigelsesråd skriftlig
meddelelse om de påtænkte afskedigelser, og det følger af § 8, at afskedigelserne
tidligst får virkning 30 dage efter, at meddelelsen efter § 7 er sendt.
Der er samtidig knyttet en straffebestemmelse, jf. § 12, og en bestemmelse om
betaling af godtgørelse, jf. § 11, til overtrædelse af flere af lovens bestemmelser.
Varslingslovens §§ 6, stk. 2, 7, 8 og 11 finder (som udgangspunkt) ikke
anvendelse på afskedigelser af lønmodtagere, som berøres af standsning af en
204
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
virksomheds aktiviteter som følge af konkurs eller likvidationsakkord efter
konkurslovens regler, jf. § 1, stk. 6 og 7.
Disse undtagelsesbestemmelser er bl.a. begrundet i, at afskedigelserne ikke kan
undgås, når virksomhedens aktiviteter standses, samt at overholdelse af lovens
bestemmelser vil føre til en reduktion i de øvrige fordringshaveres dividende.
Undtagelsesbestemmelserne finder som udgangspunkt ikke anvendelse i forhold
til indledning af rekonstruktionsbehandling efter konkursloven, selv om visse af
hensynene bag undtagelsesbestemmelserne også gør sig gældende i denne
situation. En succesfuld rekonstruktionsbehandling forudsætter således i flere
tilfælde, at det er muligt hurtigt at afskedige en række ansatte.
Konkursrådet finder det på den baggrund hensigtsmæssigt, hvis varslingsloven
ændres, så den helt generelt og ikke kun i forhold til de bestemmelser, som
allerede er undtaget i tilfælde af konkursbehandling, ikke finder anvendelse i
tilfælde, hvor der er indledt rekonstruktions- eller konkursbehandling.
Varslingsloven er imidlertid en gennemførelse af direktiv 1998/59/EF om
tilnærmelse
af
medlemsstaternes
lovgivninger
vedrørende
kollektive
afskedigelser. Rekonstruktions- og konkursbehandling kan således kun undtages
fra lovens anvendelsesområde i det omfang, direktivet ikke er til hinder herfor.
Direktivet
hører
under
Beskæftigelsesministeriets
ressort,
og
Beskæftigelsesministeriet har på Konkursrådets foranledning vurderet, at der ikke
er mulighed for helt eller delvist at foretage undtagelser fra varslingsloven med
henblik på at bringe lovens bestemmelser bedre i overensstemmelse med
konkurslovens regler.
205
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 18
Ansattes overdragelse af krav mod LG
18.1. Gældende ret
Efter LG-lovens § 8 bortfalder adgangen til at opnå betaling fra LG, hvis den
ansatte overdrager sit krav mod fonden, medmindre overdragelsen sker til
vedkommende lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation eller til vedkommende
statsanerkendte arbejdsløshedskasse.
Bestemmelsen er indsat med hovedloven (lov nr. 116 af 13. april 1972 om
Lønmodtagernes Garantifond), idet den sidste del af bestemmelsen om
overdragelse til statsanerkendte arbejdsløshedskasser dog er tilføjet ved lov nr.
293 af 26. juni 1975.
Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L
26, folketingsåret 1971/-72, at adgangen til at opnå betaling fra fonden som
hovedregel kun bør gælde for de ansatte. Under hensyn til at såvel arbejdsgiver-
som lønmodtagerorganisationer efter praksis ofte betaler – for feriegodtgørelse
eventuelt gennem en særlig garantiordning – for senere at inddrive beløbet, skulle
adgangen til at opnå dækning fra fonden bibeholdes, når de ansatte overdrager
kravet til sådanne organisationer.
LG-lovens § 8 indebærer, at adgangen til at opnå betaling fra LG mistes (for både
den ansatte og erhververen af kravet), hvis kravet mod LG overdrages til andre
end de i § 8 nævnte organisationer mv. Dette gælder uanset, om overdragelsen er
sket før, eller efter LG’s forpligtelse er blevet aktuel.
Det antages i litteraturen, at bestemmelsen er begrundet i beskyttelseshensyn til de
ansatte, og at LG-garantien ikke skulle bidrage til finansiering af skrantende
206
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
virksomheder ved at garantere lønninger mv., som var betalt af virksomhedens
financier mod transport i lønkravene, jf. Peer Schaumburg-Müller m.fl. i
Lønmodtagernes Garantifond (3. udgave, Karnov Group 2013) s. 264.
Det bemærkes, at krav mod et konkursbo omfattet af f.eks. § 95 kan overdrages til
andre, der efter konkurslovens § 99 indtræder i kravet mod boet, herunder i en
eventuel fortrinsret. Konkurslovens § 99 har bl.a. til formål at sikre, at en ansat
kan få udbetalt sin løn af f.eks. sit pengeinstitut ved at transportere sit krav mod
boet til pengeinstituttet i stedet for at skulle afvente boets behandling.
Ferieloven indeholder en tilsvarende bestemmelse (som LG-lovens § 8), hvorefter
aftaler om overdragelse af feriebeviser er ugyldige, ligesom de ikke kan gøres til
genstand for retsforfølgning.
Ved Vestre Landsrets kendelse af 20. januar 1992 (gengivet i UfR 1992, side 369)
blev det bl.a. med henvisning til formålet med LG-loven fastslået, at der ikke kan
foretages udlæg i en ansats krav mod LG.
18.2. Konkursrådets overvejelser
Behovet for at kunne overdrage et krav mod LG opstår typisk, fordi LG’s
sagsbehandlingstid i praksis indebærer, at ansatte må vente flere uger på at få
deres lønkrav mv. udbetalt fra fonden. Dette vil fortsat gøre sig gældende, selv om
Konkursrådets forslag i kapitel 12-14 gennemføres.
Mange ansatte har akut behov for at få deres lønkrav udbetalt til forfaldstid med
henblik på at kunne afholde udgifter til underhold mv. Der kan således være
behov for at låne penge andetsteds, indtil løn mv. udbetales fra LG. Er en ansat
ikke medlem af f.eks. en lønmodtagerorganisation, som den pågældende eventuelt
kan overdrage sit krav mod LG til mod at optage et lån hos organisationen, eller
tilbyder organisationen ikke at låne penge ud til dens medlemmer, kan det være
forbundet med vanskeligheder at opnå et sådant lån, selv om det i visse tilfælde
207
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
vil være muligt f.eks. ved fremvisning af lønsedler mv. I de tilfælde, hvor det
lykkes, vil lånet ofte kunne være på ufavorable vilkår, herunder med en høj rente.
Det bemærkes, at Konkursrådets forslag om opgørelse af tab i opsigelsesperioden
pr. lønperiode – når LG’s tekniske systemer indrettes derefter – vil kunne reducere
ventetiden vedrørende krav på løn mv. i opsigelsesperioden, men forslaget vil ikke
gøre op med ventetiden for den løn, der vedrører arbejde udført inden
insolvensbehandlingens indledning.
Konkursrådet har på baggrund af ovenstående overvejet, om der bør ske en
lempelse af begrænsningerne i LG-lovens § 8 af, til hvem en ansat kan overdrage
sit krav uden at miste retten til dækning fra LG.
Det kan i den forbindelse anføres, at der principielt bør foreligge tungtvejende
grunde for at pålægge en person begrænsninger i sin råden over sine aktiver,
herunder den ansattes krav mod LG.
En ansat bør således kunne optage lån i f.eks. et pengeinstitut eller gennem en
kommune mod transport i LG-kravet, hvis disse vil yde lån eventuelt på bedre
vilkår end den ansattes faglige organisation eventuelt tilbyder, eller hvis der er tale
om en uorganiseret ansat.
Hertil kommer, at en ansat, der virksomhedsoverdrages, endvidere bør kunne
overdrage sit krav mod LG til erhververen. Har den ansatte lønrestancer fra før
insolvensbehandlingens indledning, vil erhververen kunne have behov for at indfri
disse restancer med henblik på at fastholde den ansatte.
Hvis dette ikke kan ske ved, at erhververen udbetaler lønnen til den ansatte mod
transport i kravet mod LG, er der risiko for, at en virksomhedsoverdragelse må
opgives, eller at erhvervelsessummen bliver mindre til skade for fordringshaverne
i boet, fordi erhververen – selv om denne ikke er retligt forpligtet hertil – indser,
at der er en risiko for, at denne nødsages til selv at betale lønnen og indregner
208
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
denne risiko ved prissætningen (fordi der ikke er sikkerhed for, at der er dividende
i boet efter overdrageren til at dække erhververens regreskrav).
Som argument mod at lempe LG-lovens § 8 kan anføres, at ansatte i et vist
omfang kan sikre sig ved at være medlem af en faglig organisation. Det bemærkes
imidlertid, at det ikke er alle lønmodtagerorganisationer, som tilbyder at udlåne
penge til deres medlemmer.
Det er Konkursrådets samlede vurdering på baggrund af hensyn til de ansatte og
muligheden for rekonstruktion ved virksomhedsoverdragelse, at LG-lovens § 8
ikke bør begrænse, til hvem et krav mod LG kan overdrages.
Konkursrådet er imidlertid opmærksom på, at det bør sikres, at LG’s midler kun
kan anvendes til lønkrav mv., og at LG-garantien ikke skal kunne bruges til
finansiering af skrantende virksomheder.
Det er på den baggrund Konkursrådets opfattelse, at der i forbindelse med en
ændring af LG-lovens § 8 bør indføres begrænsninger, der sikrer, at der ikke kan
ske overdragelse af krav mod fonden til sikkerhed for gammel gæld eller f.eks. til
dækning af træk på en kassekredit.
Der må endvidere ikke foretages modregning i andre krav mod den ansatte end
det, der ligger til grund for overdragelsen. Dette indebærer, at den del af LG’s
udbetaling til transporthaver, der ikke går til dækning af den ansattes lån, skal
udbetales til den ansatte.
Det bemærkes i den forbindelse, at en lovlig overdragelse medfører fuld transport,
sådan at LG kun kan udbetale hele kravet til den, der har fået det overdraget. Dette
betyder, at en ansat ikke vil kunne overdrage kravet til eventuelt flere långivere.
Der skal endelig kun kunne ske overdragelse af krav, som den ansatte kunne
kræve udbetalt af LG, dvs. at der ikke gyldigt skal kunne gives transport i krav
209
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
mod LG, der endnu ikke er aktualiseret som følge af arbejdsgiverens
insolvensbehandling eller i øvrigt ophør som følge af insolvens, jf. LG-lovens § 1,
stk. 1, nr. 3.
Typer af krav, der ikke udbetales direkte til de ansatte, men til en anden
beløbsmodtager som f.eks. ATP, et pensionsselskab eller FerieKonto, kan de
ansatte ikke kræve udbetalt til transporthaver.
Pengeinstitutter vil på trods af sådanne beskyttelsesforanstaltninger i et vist
omfang kunne tage højde for gamle krav mv. gennem den forrentning, der kræves
for at yde lån, eller ved at formå den ansatte til et anvende et nyt lån til at indfri en
ældre gæld. I det omfang et pengeinstitut reelt må antages at have fået transport i
kravet mod LG til sikkerhed for ældre gæld, eller låneaftalen i øvrigt strider mod
de foreslåede begrænsninger i LG-loven, må transporten anses for ugyldig.
Det forudsættes ikke, at LG kontrollerer, om pengeinstitutter mv. i strid med
begrænsningerne har betinget sig dækning af gamle krav for en eventuel del af
LG’s udbetaling, der ikke går til dækning af den ansattes aktuelle lån. Bliver LG
imidlertid opmærksom på en sådan aftale, inden LG har udbetalt det
transporterede krav til pengeinstituttet mv., må LG se bort fra transporten og
udbetale kravet direkte til den ansatte eller alternativt – såfremt der er tvivl om
transportens gyldighed – foretage deponering.
Da der ikke gyldigt kan gives transport til sikkerhed for ældre gæld, bør der heller
ikke kunne foretages udlæg (for ældre gæld) i den ansattes krav mod LG, dvs. at
princippet i UfR 1992.369 V, der er omtalt overfor kapitel 18.1, forudsættes
opretholdt.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 2, nr. 9 (forslag til LG-lovens § 8), og
bemærkningerne hertil i kapitel 21.
210
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 19
Procesretlige overvejelser
19.1. Gældende ret
Ifølge LG-lovens § 2, stk. 2, forudsætter LG’s garanti, at kravene er eller i tilfælde
af konkurs ville være omfattet af konkurslovens § 63, stk. 2, 1. pkt., eller § 95, stk.
1, nr. 1-5, jf. stk. 2. Garantien omfatter tillige tilsvarende krav, der kan støttes på
konkurslovens § 94, nr. 2, såfremt den skifteret, der behandler konkursboet,
attesterer, at boet ikke for tiden er i stand til at opfylde kravene. Forslagene i
denne betænkning tilsigter ingen ændring i, at krav kun er omfattet af LG’s
garanti, hvis de er omfattet af konkurslovens § 95.
I de tilfælde, hvor et krav på løn mv. kan anmeldes til LG, kan kravet således også
anmeldes i konkursboet. Hvis den ansatte anmelder sit krav hos LG, træffer LG
afgørelse om, hvorvidt den ansattes krav er omfattet af de ovenfor nævnte
bestemmelser i konkursloven og af LG’s dækning. LG indhenter i den forbindelse
i visse tilfælde oplysninger gennem kurator til brug for fondens afgørelse.
Fondens afgørelse er imidlertid ikke bindende for konkursboet.
Afslår LG dækning helt eller delvist, har den ansatte mulighed for at indbringe
sagen for domstolene. Den ansatte kan dog i første omgang forsøge at få kravet
dækket i konkursboet.
Hvis den ansatte anmelder sit krav i konkursboet, er det kurator, der tager stilling
til, om kravet er omfattet af de ovenfor nævnte bestemmelser i konkursloven
(forudsat at der er dividende til kravet), og om konkursboet dermed kan anerkende
den ansattes privilegerede krav. Kurators – eller skifterettens – afgørelse herom er
ikke bindende for LG og ændrer således ikke en eventuel afgørelse truffet af
fonden.
211
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
I praksis forekommer uenigheder mellem LG og konkursboet sjældent, idet tvivl
fra LG’s side søges løst ved at rette henvendelse til kurator med henblik på at
indhente oplysninger til brug for sagens rette afgørelse. Når LG har truffet
afgørelse i en sag, er det endvidere sjældent forekommende, at kurator kommer
frem til et andet resultat vedrørende samme spørgsmål, end det LG er kommet
frem til.
LG har mulighed for, hvis kravet bestrides af konkursboet, eller fonden finder, at
kravet er utilstrækkeligt dokumenteret, at henvise den ansatte til at søge kravet
fastslået ved domstolene, jf. LG-lovens § 6. Ved sådanne henvisningssituationer
vil skifterettens eventuelle anerkendelse af den ansattes krav næsten
undtagelsesfrit blive lagt til grund af LG, der dog forbeholder sig en selvstændig
prøvelsesret af f.eks. den beløbsmæssige opgørelse af kravet.
Også uden for henvisningssituationerne må det antages, at LG i de fleste tilfælde
følger en dom, der er afsagt i en sag mellem den ansatte og konkursboet.
Principielle juridiske spørgsmål eksempelvis vedrørende afgrænsningen af
lønprivilegiet henvises normalt ikke til behandling af konkursboet og skifteretten,
men søges afklaret ved en retssag, hvor LG er part.
Har den ansatte opnået en dom mod konkursboet, og er der i dommen – som ikke
er bindende for LG – taget stilling til principielle juridiske spørgsmål, vil LG dog
ikke nødvendigvis lægge dommens resultat til grund i sin egen sagsbehandling.
Et eksempel herpå er Højesterets dom af 30. august 2000 (gengivet i UfR 2000,
side 2283). Dommen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt en persons lønkrav var
omfattet af lønprivilegiet. Den pågældende havde anlagt en fordringsprøvelsessag
mod konkursboet, og denne sag blev afgjort ved Østre Landsrets dom af 11. maj
1994, hvor den ansatte fik medhold i, at hans krav mod konkursboet var omfattet
af konkurslovens § 95. Dette ville LG imidlertid ikke anerkende, og den ansatte
212
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
måtte derfor anlægge en ny sag mod LG med påstand om, at LG var bundet af
landsrettens dom fra 1994 i sagen mellem ham og konkursboet. Sagen blev
pådømt af Østre Landsret i 1999 og af Højesteret i 2000. Et flertal i Højesteret
fandt, at uanset at det kunne føre til en uhensigtsmæssig dobbeltbehandling af
samme realitetsspørgsmål i to søgsmål, ansås LG ikke for afskåret fra under en
sag, hvori LG var part, at få en retlig prøvelse af, om et lønkrav var omfattet af
konkurslovens § 95, jf. § 2, i lov om Lønmodtagernes Garantifond. Retstilstanden
blev yderligere sat på spidsen ved, at Højesteret kom frem til, at kravet – modsat
Østre Landsrets afgørelse fra 1994 i sagen mod konkursboet – ikke var omfattet af
§ 95.
19.2. Konkursrådets overvejelser
Konkursrådet har overvejet muligheden for at anbefale en forenklet proces
omkring anmeldelse og prøvelse af lønkrav i forbindelse med en arbejdsgivers
konkursbehandling.
Formålet med en ændring af processen omkring anmeldelse og prøvelse af
lønkrav skulle være, at både den ansatte, konkursboet og LG skal bindes af en
domstolsafgørelse for at undgå muligheden for behandling af samme
realitetsspørgsmål i to søgsmål mod henholdsvis konkursboet og LG, jf. UfR
2000.2283 H gengivet ovenfor kapitel 19.1.
Konkursrådet har i den forbindelse overvejet et forslag om at begrænse de ansattes
mulighed for dobbeltanmeldelser (til konkursboet og til LG) sådan, at lønkrav kun
kan anmeldes til LG, der træffer afgørelse med bindende virkning for
konkursboet.
Forslaget er et udtryk for, at formålet med LG bl.a. er at udbetale lønkrav til
ansatte, der har penge til gode i et konkursbo, og at de ansatte generelt ikke har
interesse i at kunne anmelde § 95-krav i konkursboet, hvis forslaget om
dækningslofter i konkurslovens § 95 gennemføres, fordi LG typisk udbetaler
lønkrav før det enkelte konkursbo, og at det i praksis er sjældent, at et konkursbo
213
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
ikke følger LG’s afgørelse. Det bemærkes i den forbindelse, at LG efter forslaget i
lovudkastets § 2, nr. 3 (forslag til LG-lovens § 2, stk. 2), skal betale § 95-krav før
§ 94-krav med henblik på størst mulig symmetri mellem de foreslåede
dækningslofter i konkursloven og LG’s dækning.
Forslaget vil endvidere have den fordel, at kurators opgaver lettes, herunder at
omfanget af det samlede lønkrav mod boet bliver mere overskueligt, samt at der
skabes grundlag for en mere ensartet praksis.
Konkursrådet har imidlertid fundet, at forslaget af principielle grunde ikke bør
anbefales. Rådet har herved lagt vægt på, at det fortsat bør være konkursboet, der
tager stilling til fordringers eksistens og størrelse, herunder status. Hertil kommer,
at simple kreditorers interesser ikke bør varetages af LG, der varetager
lønmodtager- (og arbejdsgiver)interesser, men fortsat bør varetages af kurator, der
har blik for det enkelte konkursbo med fokus på alle kreditorers interesser. Det
ændrer ikke herved, at LG reelt tager stilling i langt hovedparten af alle sager om
privilegerede lønkrav, at LG som følge heraf har stor faglig ekspertise på området,
og at det i praksis er sjældent, der er dividende til simple kreditorer.
Konkursrådet har endvidere overvejet, om det er muligt at foreslå en
hensigtsmæssig model, hvor anmeldelser fortsat kan ske både til konkursboet og
til LG, men hvor det sikres, at både konkursboet og LG bindes af en sag mod den
ansatte ved enten Retten i Hillerød eller den kompetente skifteret, og hvor den,
som sagen ikke føres imod, kan vælge at være part i sagen.
Rådets
overvejelser
har
i
den
forbindelse
taget
udgangspunkt
i,
at
dobbeltanmeldelser typisk behandles af LG, før konkursboet eventuelt tager
stilling.
Hvis LG anerkender et krav fra den ansatte, opstår der – forudsat at
dækningsområdet for konkursloven og LG-loven fremover er ens også i relation
til beløb – ikke en sag ved domstolene om et § 95-krav, hvor den ansatte er part,
214
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
og der opstår på den baggrund heller ikke en situation med dobbelt prøvelse af
samme realitetsspørgsmål. Denne situation kan derfor – som efter gældende ret –
løses ved en sag mellem konkursboet og LG.
Hvis LG derimod afviser den ansattes krav, har den ansatte efter gældende ret to
muligheder. Vedkommende kan anlægge sag mod LG ved Retten i Hillerød, eller
vedkommende kan forsøge at få konkursboet – gennem skifteretten – til at
anerkende kravet, hvilket imidlertid forudsætter, at der er dividende til kravet i
boet, jf. konkurslovens § 130, stk. 3.
Konkursrådet har i relation hertil overvejet, om den ansattes valg skal være
afgørende for, hvilken domstol der skal behandle tvisten om konkurslovens § 95,
eller om der skal indføres regler, som tager stilling til spørgsmålet. Det kan i den
forbindelse fremhæves, at skifteretten på den ene side principielt bør afgøre
sagerne, samt at skifteretterne er vant til at prøve krav efter konkursloven. På den
anden side forekommer det ofte, at en sag om § 95 ikke kan prøves af skifteretten,
fordi der ikke er midler i boet til dividende af kravet, jf. konkurslovens § 130, stk.
3, og dette taler for generelt at lade Retten i Hillerød afgøre eksistensen af § 95-
krav.
For en sådan løsning taler endvidere, at Retten i Hillerød må antages herigennem
at opbygge en særlig ekspertise på området. Imod generelt at lade sagerne
behandle ved Retten i Hillerød taler de besværligheder, det vil medføre for den
enkelte ansatte, der i tilfælde af en sag ofte vil skulle afhøres om sit
ansættelsesforhold i den konkursramte virksomhed og dermed vil skulle tage til
Hillerød uanset, hvor vedkommende bor. For den enkelte ansatte og for andre
personer, der har været tilknyttet arbejdsgiveren, og som skal indkaldes som
vidner under retssagen, vil det således være en fordel, hvis den kompetente
domstol er skifteretten på det sted, hvorfra skyldnerens erhvervsmæssige
virksomhed udøvedes.
Det vil samtidig udgøre en udfordring, at konkursboet kun vil have interesse i og
mulighed for at blive part i en sag, hvis der er dividende i boet til § 95-krav.
215
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursboet har imidlertid ikke altid mulighed for at tage stilling til, om
afgørelsen vil have betydning for boet, og dermed om boet vil være part i sagen på
det tidspunkt, hvor en ansat stævner LG. Er der ikke dækning, skal boet ikke
tvinges til at være part i en sag med risiko for pålæg af sagsomkostninger, og der
vil heller ikke være behov for, at boet bindes af afgørelsen fra Retten i Hillerød.
Konkursrådet kan på baggrund af ovenstående ikke anbefale en løsning, hvor alle
sager om eksistensen af privilegerede lønkrav er henlagt til enten Retten i Hillerød
eller den kompetente skifteret. Skal der således foreslås en løsning, hvorefter der
kun er mulighed for prøvelse ved domstolene af ét søgsmål, vil den kompetente
domstol i givet fald afhænge af, om en ansat på baggrund af et afslag fra LG
lægger sag an mod LG ved Retten i Hillerød eller forsøger at få sit krav anerkendt
i konkursboet med prøvelse i skifteretten. Muligheden for at få kravet prøvet i
skifteretten vil endvidere afhænge af, om der er midler i boet til dækning af § 95-
krav, idet skifteretten ikke prøver krav, der ikke er dividende til, jf. konkurslovens
§ 130, stk. 3. Man vil således først kunne føre en sag mod konkursboet, når der er
klarhed over dette. Ligeledes vil en sag ved Retten i Hillerød først kunne føres,
når konkursboet har haft mulighed for at tage stilling til, om det har interesse i at
være part i sagen.
Konkursrådet har endvidere overvejet en variant, hvor man suspenderer den
ansattes adgang til at stævne LG ved Retten i Hillerød med henblik på først at
afklare, om der vil kunne ske fordringsprøvelse i boets regi, dvs. om der er
dividende til § 95-krav. I givet fald skulle LG være bundet af fordringsprøvelsen,
men til gengæld have mulighed for at være part. Hvis det – eksempelvis inden for
en fastsat frist – viser sig, at der ikke er mulighed for fordringsprøvelse ved
skifteretten, kan den ansatte stævne LG ved Retten i Hillerød, og afgørelsen herfra
ville skulle binde konkursboet, hvis det senere viser sig, at der er dividende til §
95-krav. En sådan løsning tager endvidere højde for, at kun skifteretten har
mulighed for at prøve eventuelle § 97-krav fra den ansatte (uden at LG er part).
216
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet finder, at retsstillingen efter gældende ret er uhensigtsmæssig, men
at de skitserede alternativer indebærer en så uklar retsstilling for de ansatte, at
ulemperne i form af manglende afklaring af, hvornår og hvor en sag kan føres,
overstiger fordelene ved at foreslå en proces, hvor både LG og konkursboet bindes
af en domstolsafgørelse, og der således ikke er mulighed for dobbelt prøvelse af
samme søgsmål.
Hertil kommer, at LG ofte vælger at følge en afgørelse afsagt af skifteretten, selv
om LG ikke formelt er bundet af den, og at det – i de tilfælde, hvor LG ikke følger
skifterettens afgørelse – må antages at forekomme meget sjældent, at en ansat
vælger at føre en ny retssag mod LG for at få sit lønkrav udbetalt. Konkursrådet
finder på den baggrund, at de løsninger, som kræves for at undgå denne mulighed,
bliver så komplicerede, at de ikke står mål med det, der vil kunne opnås, herunder
i lyset af forslaget om at kunne inddrage LG i en fordringsprøvelsessag mod
konkursboet, jf. kapitel 19.3 nedenfor.
19.3. Inddragelse af LG i en fordringsprøvelsessag
Efter konkurslovens § 243 foregår behandlingen af tvister efter retsplejelovens
regler om borgerlige sager med de ændringer, som følger af forholdets natur.
Der er enighed i den juridiske litteratur om, at bestemmelsen indebærer, at
retsplejelovens regler i kapitel 23 om sammenlægning og adskillelse af krav som
udgangspunkt kan anvendes, jf. f.eks. Torben Kuld Hansen og Lars Lindencrone
Petersen i Insolvensprocesret (3. udgave, Karnov Group 2014) s. 286.
En sådan retsstilling synes hensigtsmæssig, idet kumulationsreglerne i
retsplejeloven er tilstrækkeligt fleksible til at sikre, at der kun sker kumulation i
det omfang, det er hensigtsmæssigt, og idet skifteretten fuldt ud synes i stand til at
håndtere det processuelle skøn, som er indbygget i kumulationsbestemmelserne.
Hertil kommer, at den omstændighed, at konkurssager behandles af skifteretten,
ikke bør være afgørende for, om kumulationsreglerne finder anvendelse.
217
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det fremgår imidlertid af konkurslovens § 244, stk. 1, at den, som gør krav
gældende mod konkursboet, kan indstævne skyldneren for skifteretten for at få
dom over ham sammen med boet. Må inddragelsen af skyldneren i sagen antages
at ville forhale boets afslutning, kan skifteretten afslå inddragelse, jf. stk. 2.
Den særlige regel i konkurslovens § 244 om subjektiv kumulation fortolkes sådan,
at den gør op med adgangen til subjektiv kumulation på sagsøgtes side, jf. Østre
Landsrets kendelse af 7. oktober 2013 (gengivet i UfR 2014, side 213). Også i
Østre Landsrets kendelse af 31. oktober 2012 (gengivet i Fuldmægtigen 2013 nr.
111) fastslog landsretten, at skifteretten ikke kunne behandle et krav mod en
tredjemand i forbindelse med en sag om en kreditors krav mod et likvidationsbo,
idet retsplejelovens § 250 alene regulerer forholdene for byret og landsret,
hvorimod skifterettens kompetence udelukkende bestemmes af lovgivningen i
øvrigt.
Idet bestemmelsen i konkurslovens § 244 giver en videre ret til kumulation end
den, der følger af retsplejelovens regler, synes det ikke hensigtsmæssigt, at den
reelt indebærer, at de almindelige regler om subjektiv kumulation på sagsøgtes
side er uanvendelige i konkurssager.
Der kan i flere tilfælde være behov for at kunne inddrage tredjemand, herunder i
de tilfælde, hvor en ansat vil sikre sig, at LG bindes af en sag mod konkursboet,
bl.a. for at undgå at der føres to identiske sager mod to forskellige parter. I øvrigt
kan det fremhæves, at det generelt forekommer mest hensigtsmæssigt, hvis
samme sag mod to forskellige parter reelt ikke skal behandles dels ved skifteretten
og dels ved de almindelige domstole.
En lignende kendelse, der vedrører rækkevidden af konkurslovens § 242 a, blev
afsagt af Vestre Landsret i en kendelse af 21. september 2012 (gengivet i UfR
2013, side 83). I den omhandlede sag havde sagsøgeren anlagt sag ved skifteretten
med påstand om tort i medfør af konkursloven § 28 som følge af en
konkursbegæring, der var tilbagekaldt. I replikken nedlagde sagsøgeren tillige
218
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
påstand om erstatning for inkassoomkostninger og renter. Disse krav blev ikke
påkendt af landsretten, idet skifteretten blev anset for afskåret fra ved (objektiv)
kumulation i overensstemmelse med retsplejelovens § 249 at påkende krav, der
ikke i øvrigt henhører under dens kompetence.
Konkursrådet har overvejet, om der bør indføres adgang til, at skifteretten kan
anvende hele retsplejelovens kapitel 23 om sammenlægning og adskillelse af krav,
således at en skifteretssag kan føre til, at en civil sag kumuleres ind i skifteretten
og behandles sammen med en eksisterende skifteretssag.
Det er umiddelbart Konkursrådets opfattelse, at en sådan retsstilling vil være
anbefalelsesværdig og ubetænkelig. Emnet hører imidlertid ikke naturligt til i
denne betænkning, og Konkursrådet finder på den baggrund ikke anledning til at
anbefale et sådant forslag uden en nærmere analyse af, hvilke sager det vil kunne
få betydning for mv. Konkursrådet finder, at emnet med fordel kan belyses
nærmere i en anden sammenhæng som f.eks. en generel gennemgang af
insolvensprocesretten.
Det er omvendt Konkursrådets opfattelse, at det inden for denne betænkning er
oplagt at foreslå, at LG ved adcitation kan inddrages i en fordringsprøvelsessag
ved skifteretten mellem en ansat og et konkursbo.
En sådan retsstilling vil ikke gøre op med muligheden for dobbelt prøvelse af
samme realitetsspørgsmål, men den ansatte vil have mulighed for at sikre sig, at
LG bindes af en fordringsprøvelsessag mod konkursboet.
Det bemærkes, at hensigten med forslaget ikke er, at LG skal inddrages i alle
sager, som en ansat fører mod et konkursbo, idet dette vil kunne have store
administrative og økonomiske konsekvenser for LG. Er der således mellem LG og
den ansatte indgået en procesaftale om, at LG følger skifterettens afgørelse, bør
LG ikke inddrages i sagen, idet den ansattes interesse i at få en retskraftig
afgørelse mod LG ikke længere er til stede.
219
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Konkursrådet har overvejet, om LG omvendt bør have adgang til at intervenere i
en fordringsprøvelsessag mellem en ansat og et konkursbo, hvis fonden finder at
have interesse heri. Det er i den forbindelse Konkursrådets opfattelse, at det
forekommer logisk, at adgangen til kumulation går begge veje, uanset om det kun
i ganske få tilfælde vil være relevant for LG at intervenere i en
fordringsprøvelsessag.
Forslaget om muligheden for kumulation i forhold til LG ændrer ikke på, at en
ansat skal anlægge sag direkte mod LG ved Retten i Hillerød, hvis boet under alle
omstændigheder ikke har dividende til at betale den ansattes krav, såfremt denne
får medhold i sagen, jf. konkurslovens § 130, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til lovudkastets § 1, nr. 12 (forslag til konkurslovens § 244,
stk. 3 og 4), og bemærkningerne hertil i kapitel 21.
19.4. Forenklet anmeldelsesprocedure
Efter gældende ret skal en ansat både anmelde sit § 95-krav hos LG og i
konkursboet, hvis den ansatte ønsker, at kravet tages i betragtning både af LG og
konkursboet. Dette er relevant, hvis LG måtte afslå dækning, fordi fonden mener,
at kravet ikke er omfattet af konkurslovens § 95, eller hvis fonden ikke dækker på
grund af fondens dækningsloft på 160.000 kr. Sidstnævnte gør sig imidlertid som
udgangspunkt ikke længere gældende, hvis Konkursrådets forslag om indførelse
af dækningslofter i konkursloven gennemføres. Det vil dog fortsat være relevant
for de ansatte at anmelde eventuelle §§ 97- og 98-krav i konkursboet, idet disse
krav ikke dækkes af LG.
Efter § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1002 af 8. august 2013 om Lønmodtagernes
Garantifond indgives anmeldelse til fonden inden for 4 måneder. Fonden kan, når
særlige omstændigheder taler for det, gøre undtagelse fra denne frist, jf. stk. 4.
220
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Efter § 3 skal anmeldelse af krav på tilgodehavende feriegodtgørelse for ansatte,
der tidligere har haft beskæftigelse hos arbejdsgiveren, ske snarest efter, at den
ansatte er blevet bekendt med arbejdsgiverens konkurs.
Anmeldelsesfristerne er begrundet i, at LG skal kunne nå at anmelde sine krav i
konkursboerne med henblik på at opnå dividende samt i øvrigt administrative
hensyn til LG. Anmeldelsesfristerne er ikke direktivbestemte.
Der gælder ingen anmeldelsesfrist i konkursboet, idet konkurslovens frist på fire
uger i § 128 ikke medfører tab af krav mod boet. Anmeldelse kan således ske
indtil stadfæstelse af boets regnskab eller inden en frist, som skifteretten har
fastsat ved bekendtgørelse efter § 134.
Man kan forestille sig forskellige løsninger, der kan lette ansattes anmeldelse af
deres privilegerede krav ved arbejdsgiverens konkurs.
En løsning kan være at indføre et fælles anmeldelsessystem, hvorefter den ansatte
kun skal foretage en anmeldelse, som tages i betragtning hos både LG og
konkursboet, og hvorefter den ansatte eventuelt kun kan foretage anmeldelsen til
f.eks. LG.
En sådan løsning vil indebære, at der også skabes symmetri mellem de krav, der
anmeldes hos LG og i konkursboet, men dette vil imidlertid også forudsætte, at
der indføres en fælles anmeldelsesfrist, og i den forbindelse er det nærliggende at
overføre fristerne for anmeldelse hos LG til konkursloven.
Dette vil medføre, at en række krav, der ellers ville kunne anmeldes i
konkursboet, helt afskæres. Det må imidlertid antages, at de ansatte er
tilstrækkeligt sikret gennem fristen på fire måneder og muligheden for at undtage
fra fristen, hvis man f.eks. først senere er blevet klar over, at en tidligere
arbejdsgiver er gået konkurs. Hertil kommer, at risikoen for, at der ikke er
dividende i boet, eller at boets regnskab er stadfæstet, alligevel betyder, at den
221
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
eneste mulighed for at være sikker på at få sit krav dækket er ved at anmelde det
til LG inden for fristen.
En løsning, hvorefter den ansatte foretager en fælles anmeldelse til LG, men som
også anses for anmeldt i konkursboet, vil kunne lette kurators arbejde, idet den
pågældende ikke skal håndtere anmeldelser fra ansatte, og Konkursrådet finder
ikke, at der er insolvensretlige argumenter mod en sådan løsning.
Det skal dog sikres, at andre, herunder LG og SKAT, fortsat har mulighed for at
foretage selvstændige anmeldelser i konkursboet, ligesom eventuelt personer, som
den ansatte har overdraget sit krav til, efter omstændighederne, herunder om LG-
lovens § 8 udvides til at omfatte alle erhververe, vil have behov for at kunne
foretage anmeldelse direkte til konkursboet.
Det skal imidlertid ikke være muligt for en ansat at overdrage sit krav til en anden
person blot for at omgå pligten til at anmelde til LG inden for anmeldelsesfristen.
En sådan løsning kræver imidlertid, at der skal etableres nødvendig it-
understøttelse, der kan sikre, at også kurator kommer i besiddelse af nødvendig
dokumentation og korrespondance mellem den ansatte og LG om lønkravene.
LG har oplyst, at sådanne it-programmer ikke foreligger på nuværende tidspunkt,
og at der Konkursrådets øvrige forslag taget i betragtning heller ikke er udsigt til
at udvikle disse i den kommende fremtid.
Konkursrådet finder på den baggrund, at det bør overlades til bl.a. LG og f.eks.
kuratorerne, om der i fremtiden kan findes tekniske løsninger, der fuldt ud
tilgodeser kuratorernes behov for at få adgang til alt relevant materiale, hvis
anmeldelser kun foretages til LG.
En anden løsning, der dels kan begrundes i, at man ikke ønsker at afskære de
ansatte muligheden for at anmelde i konkursboet, hvis fristerne efter LG-loven er
222
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
overskrevet, og dels kan begrundes i, at de ansatte alligevel skal anmelde
eventuelle andre krav end § 95-krav direkte i konkursboerne, kan være at indføre
hjemmel til, at en anmeldelse, der er foretaget til LG, også skal anses for at være
foretaget til konkursboerne, samtidig med at ansatte (fortsat) også kan anmelde i
konkursboet.
En sådan løsning vil have samme tekniske udfordringer som en obligatorisk fælles
anmeldelse.
223
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 20
Internationale aspekter
20.1. Konkursloven
Hvis der er konkursværneting i Danmark, og konkurslovens regler dermed finder
anvendelse, gælder konkurslovens § 95 i forhold til skyldnerens ansatte, uanset
om de udfører deres arbejde i udlandet, og uanset hvilken nationalitet de har.
Idet fortrinsstillingen i § 95 i praksis hovedsageligt er en fortrinsstilling for LG
(og SKAT) – hvilket især vil gøre sig gældende efter en eventuel gennemførelse
af Konkursrådets forslag om en beløbsmæssig afgrænsning af privilegiet – har
Konkursrådet overvejet, om privilegiet fortsat bør gælde i situationer, hvor LG
ikke dækker lønkrav mv.
Dette gør sig gældende i forhold til lønkrav fra ansatte, der sædvanligvis udfører
eller udførte arbejde i et EU/EØS-land uden for Danmark, men for en arbejdsgiver
under dansk konkursbehandling. I disse tilfælde kommer privilegiet i § 95 oftest
den stedlige garantiordning til gode.
Lignende privilegier i andre EU/EØS-lande kommer imidlertid tilsvarende LG til
gode. Det kan i den forbindelse fremhæves, at hvis garantiordningernes dividende
mindskes som følge af indsnævring af lønprivilegierne i de forskellige nationale
konkurslovgivninger, øges behovet for arbejdsgiverbetalt bidrag. Spørgsmålet bør
således besvares ud fra, om man mener, at garantifondenes udgifter hovedsageligt
skal betales af dividende hidrørende fra skyldnerens aktiver (til skade for simple
kreditorer) eller af arbejdsgiverne generelt, og diskussionen herom har mange
lighedspunkter med diskussionen om, hvorvidt privilegiet i konkurslovens § 95
generelt bør opretholdes.
224
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det kan i øvrigt fremhæves, at det er tvivlsomt, om en bestemmelse, der har til
formål at begrænse muligheden for, at krav fragarantiordninger i de øvrige EU-
lande omfattes af lønprivilegiet, vil være i overensstemmelse med EU-retten.
Det kan samtidig fremhæves, at lønprivilegiet set fra ansattes synsvinkel bør
gælde alle ansatte, der har bidraget til skyldnerens virksomhed, uanset deres
nationalitet eller arbejdssted.
20.2. Lov om Lønmodtagernes Garantifond
Der er ikke symmetri mellem lønprivilegiet og dækningen fra LG. Ved spørgsmål
om, hvornår en ansat kan opnå dækning fra LG, må der sondres mellem tilfælde,
hvor arbejdsgiveren erklæres konkurs i Danmark, og tilfælde, hvor arbejdsgiveren
ikke kan erklæres konkurs her.
20.2.1. Arbejdsgiveren under dansk konkursbehandling
20.2.1.1. Ansatte der sædvanligvis udfører deres arbejde i et andet EU/EØS-
land
Ansatte, der sædvanligvis udfører eller udførte arbejde i Danmark, opnår dækning
fra LG. Hvis en arbejdsgiver med konkursværneting i Danmark har beskæftiget
ansatte, der sædvanligvis udfører eller udførte deres arbejde uden for Danmark i et
andet EU/EØS-land, dækker LG ikke disse ansattes lønkrav mv., jf. LG-lovens §
1, stk. 2.
Disse ansatte vil derimod være beskyttet af LG-dækningen i den medlemsstat,
som de sædvanligvis udfører deres arbejde i. Dette følger af insolvensdirektivets
art. 9, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/94/EF af 22. oktober 2008
om beskyttelse af arbejdstagerne i tilfælde af arbejdsgiverens insolvens. Hvad der
nærmere ligger i kravet om, at arbejdet sædvanligvis udføres i et givet land, er et
EU-retligt spørgsmål, der ikke kan reguleres i LG-loven.
Det følger således, at alle ansatte, hvis arbejdsgiver er under dansk
konkursbehandling, og som sædvanligvis udfører arbejde i et EU/EØS-land, er
225
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
beskyttet af dækningen fra enten LG eller en anden garantiordning inden for EU
eller EØS.
I de tilfælde, hvor den ansatte er dækket af den stedlige garantiordning, men hvor
dækningen (på nogle punkter) er dårligere end LG’s dækning (f.eks. på grund af et
andet beløbsloft eller en anden tidsmæssig afgrænsning), kan det overvejes, om
LG bør supplere dækningen fra den stedlige ordning, så den ansatte stilles ligesom
en ansat, der ikke er omfattet af dækningen i et andet EU/EØS-land. En sådan
ordning vil ikke være i strid med insolvensdirektivet, idet det ikke er til hinder for,
at der fastsættes bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne, end det der
følger af direktivet, jf. art. 11.
Imod en sådan løsning kan for det første anføres, at den ansatte må indrette sig
efter den stedlige garantiordning. Hertil kommer, at det i praksis kan være svært at
administrere en sådan supplering fra LG’s side, hvis den stedlige ordning på nogle
punkter dækker dårligere end LG, men på andre områder har en bredere dækning.
I givet fald skulle LG dække differencen mellem det beløb, den ansatte får fra den
stedlige ordning, og det beløb, den pågældende ville få, hvis LG skulle dække
kravene fra den ansatte.
Er en eventuel begrænsning i dækningen hos den stedlige garantiordning lige som
i Danmark fastsat efter et bestemt lønniveau, vil en ansat, der er bosat i et andet
EU/EØS-land med et lavere lønniveau og lavere leveomkostninger, via
supplerende dækning fra LG kunne blive stillet forholdsmæssigt bedre end
ansatte, der arbejder i Danmark og er omfattet af LG’s dækning. Dette vil ikke
stemme overens med begrundelsen for beløbsloftet i LG-ordningen. I den
forbindelse kan det også fremhæves, at LG (efter eget udsagn) har en af de
bredeste dækninger i Europa.
Omvendt kan det anføres, at når LG dækker krav fra ansatte, der udfører arbejde
et sted, hvor der slet ikke er en garantiordning, jf. kapitel 20.2.1.2, virker det –
226
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
såfremt denne dækning opretholdes – mindre logisk, hvis LG ikke skal supplere
op i forhold til dækning fra en stedlig garantiordning.
20.2.1.2. Ansatte der sædvanligvis udfører deres arbejde uden for EU/EØS
Ansatte, der udfører eller udførte deres arbejde uden for EU/EØS (og dermed også
uden for Danmark), får i kraft af konkurslovens § 95 og LG-lovens § 1, stk. 1,
dækket deres lønkrav af LG, hvis deres arbejdsgiver er erklæret konkurs i
Danmark.
Det kan overvejes, om denne mulighed bør opretholdes. Det kan i den forbindelse
anføres, at der kan være tale om ansatte, der ikke har anden tilknytning til
Danmark, end at de er ansat af en dansk arbejdsgiver. Det forekommer
vidtgående, at en dansk garantiordning skal sikre disse ansattes underhold i
tilfælde af arbejdsgiverens konkurs.
LG finansieres dels af dividende fra konkursboerne og dels af et bidrag fra private
arbejdsgivere pr. ansat, som de beskæftiger. Udgangspunktet er imidlertid groft
sagt det, at arbejdsgiveren ikke skal betale bidrag for de ansatte, der er ansat uden
for EU/EØS, medmindre de er kortvarigt udstationerede fra Danmark. Det kan
navnlig forekomme urimeligt, at LG skal dække krav fra ansatte i udlandet, hvis
arbejdsgiveren ikke har betalt bidrag for disse ansatte.
Det synes tvivlsomt, om de sociale hensyn, som bærer LG-ordningen, rækker til
dækning i den foreliggende situation. Dette gør sig navnlig gældende, når
situationen sammenholdes med det under kapitel 20.2.2 beskrevne tilfælde, hvor
LG ikke dækker lønkrav fra bl.a. danskere, der er ansat i Danmark af en
udenlandsk arbejdsgiver, men som ikke har en filial i Danmark.
Det konkursretlige argument for opretholdelse af LG-dækningen er, at
arbejdsgiveren lettere kan fastholde sin arbejdskraft (også i udlandet) på trods af
økonomiske vanskeligheder. Hertil kommer, at konkursretten traditionelt
behandler kreditorer lige uanset nationalitet. En begrænsning af LG’s dækning på
227
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
dette punkt bør dog ikke føre til, at den ansatte ikke omfattes af konkurslovens §
95. Denne beskyttelse er imidlertid illusorisk, hvis der ikke er midler til dækning
af krav med § 95-status i konkursboet efter arbejdsgiveren.
En mulighed vil være at undtage ansatte fra LG’s dækning, hvis arbejdsgiveren
ikke er bidragspligtig for disse, og hvis de er ansat uden for EU/EØS. En sådan
indskrænkning i LG’s dækning vil indebære, at udstationerede danskere (bortset
fra kortvarigt udstationerede) ikke vil være dækket af LG. En anden mulighed
kunne være at undtage personer, som arbejdsgiveren ikke er bidragspligtig for,
som er ansat uden for EU/EØS, og som tillige er statsborgere uden for EU/EØS.
En afgrænsning af LG-dækningen, der afhænger af, om arbejdsgiveren er
bidragspligtig for den pågældende ansatte, medfører naturligt et spørgsmålet om,
hvorvidt arbejdsgiveren skal have mulighed for frivilligt at betale bidrag for den
pågældende ansatte med henblik på beskyttelse af denne.
20.2.2. Arbejdsgiveren kan ikke erklæres konkurs i Danmark
Det bemærkes indledningsvis, at den retsstilling, der følger af Højesterets
kæremålsudvalgs kendelse af 18. januar 1982 (gengivet i UfR 1982, side 161), må
antages fortsat at stå ved magt, således at et selskab, der er stiftet i udlandet, men
som alene udøver virksomhed i Danmark og dermed reelt har centret for dets
hovedinteresser i Danmark, kan tages under konkursbehandling i Danmark efter
konkurslovens § 3, uanset om aktiviteten i Danmark selskabsretligt betegnes som
en filial, et driftssted eller lignende.
Hvis et sådant udenlandsk stiftet selskab tages under dansk konkursbehandling,
dækker LG ansattes krav, i hvert fald hvis de ansatte sædvanligvis udfører eller
udførte deres arbejde i Danmark, jf. kapitel 20.2.1.1.
Hvis et udenlandsk selskab reelt udøver aktivitet uden for Danmark og dermed
ikke har centret for dets hovedinteresser i Danmark, kan selskabet ikke tages
under konkursbehandling i Danmark.
228
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Hvis selskabet tages under konkursbehandling i et andet EU/EØS-land, skal LG
dække krav fra lønmodtagere, der sædvanligvis udfører eller udførte deres arbejde
i Danmark, jf. LG-lovens § 1, stk. 2. Tilsvarende gælder, hvis arbejdsgiveren på
anden måde end ved indledning af konkursbehandling er ophørt med at drive
virksomhed i det land, hvor centret for dets hovedinteresser befandt sig, forudsat
at arbejdsgiveren er insolvent (og dette kan dokumenteres).
Hvis konkursbehandling derimod er indledt uden for EU/EØS (typisk fordi
arbejdsgiverens center for hovedinteresser er uden for EU/EØS), skal LG-
dækning efter gældende ret derimod kun ske, hvis arbejdsgiveren havde en
egentlig dansk filial eller andet fast driftssted, jf. Højesterets dom af 27. november
2001 (gengivet i UfR 2002, side 383). Dækning forudsætter, at arbejdsgiveren er
taget under konkursbehandling eller ophørt som insolvent i det land, hvor centret
for dets hovedinteresser befinder sig.
Det kan overvejes, om kravet om en dansk filial – hvor konkursen er indledt uden
for EU/EØS – skal opretholdes. Kravet indebærer, at danske statsborgere, der er
ansat i Danmark af en udenlandsk (ikke EU/EØS) arbejdsgiver, kan komme i den
situation, at de ikke kan få dækket deres lønkrav, medmindre de er omfattet af
dækningen fra en garantifond i det land, hvor arbejdsgiveren er taget under
konkursbehandling (hvor der ikke nødvendigvis er en garantifond).
Kravet om filial er imidlertid begrundet i, at arbejdsgiveren via bidrag er med til at
finansiere garantiordningen, og det synes i vidt omfang at være velbegrundet, at
LG ikke skal bruge midler på at dække lønkrav i forhold til udenlandske
arbejdsgivere, medmindre de har beskyttet deres ansatte ved at registrere en filial i
Danmark. Det er imidlertid i sidste ende den ansatte, der kommer i klemme.
Det kan endvidere overvejes, om LG skal dække ansatte i Danmark, hvis
arbejdsgiveren er ophørt i udlandet, uden at det er dokumenteret, om det skyldes
insolvens. Kravet om dokumentation for insolvens kræver i visse tilfælde, at den
229
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
ansatte selv (evt. den ansattes faglige organisation) tager initiativ til at indlede
insolvensbehandling i udlandet og afholder de nødvendige udgifter i den
forbindelse. En sådan ændring af LG-loven vil imidlertid indebære, at LG kan
komme til at dække krav fra solvente arbejdsgivere, og det bør der ikke åbnes op
for.
20.3. Konklusion
Konkursrådet finder ikke anledning til at foretage ændringer i rækkevidden af
konkurslovens § 95 i forhold til sager med internationale aspekter.
Konkursrådet har ovenfor i relation til den gældende LG-dækning i sager med
internationale aspekter fremhævet en række punkter, hvor dækningens omfang
kan tages op til overvejelse, herunder i relation til, om der kun bør være dækning,
hvis arbejdsgiveren betaler bidrag til LG, og om det skal være muligt at tilkøbe
LG-dækning ved at betale bidrag.
Konkursrådet finder imidlertid ikke, at rådet har kompetence til at foretage
sådanne vurderinger, der som udgangspunkt ikke har insolvensretlig betydning,
og vurderingerne må i givet fald foretages af Beskæftigelsesministeriet og LG.
230
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Del III: Lovudkast
231
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Kapitel 21
Lovudkast og bemærkninger
21.1. Lovudkast
Forslag
til
Lov om ændring af konkursloven, lov om Lønmodtagernes Garantifond og
lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse
(Ansattes retsstilling under insolvensbehandling m.v.)
§1
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 11 af 6. januar 2014, som ændret ved lov
nr. 84 af 28. januar 2014 og lov nr. 737 af 25. juni 2014, foretages følgende
ændringer:
1.
I
§ 10 a, stk. 3, nr. 4,
udgår ”og”, og efter nr. 4 indsættes som nyt nummer:
”5) krav fra ansatte, i det omfang kravene modsvares eller burde være modsvaret
af anden indtægt, jf. dog § 95, stk. 6, og”.
Nr. 5 bliver herefter nr. 6.
2.
I
§ 12, stk. 2,
indsættes efter ”skifteretten”: ”, eller i medfør af § 13 g”.
3.
§ 12 q, stk. 2,
affattes således:
”Stk.
2.
Første gang det står klart for rekonstruktøren, at der ikke udbetales
vederlag til en person, som er ansat i skyldnerens tjeneste og som vederlægges
periodevis bagud, for krav, der er omfattet af konkurslovens § 94, anmoder
rekonstruktøren om udbetaling af vederlaget fra Lønmodtagernes Garantifond.
232
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Rekonstruktøren orienterer den ansatte om, at vederlaget bliver udbetalt fra
Lønmodtagernes Garantifond, herunder om virkningen heraf.
4.
I
§ 12 t, stk. 1, 2. pkt.,
indsættes efter ”registrering”: ”, eller i det omfang krav
ifølge aftalen er omfattet af § 95”.
5.
Efter § 13 f indsættes i
kapitel 2 c:
Ӥ
13 g.
Rekonstruktion i form af en virksomhedsoverdragelse kan med
rekonstruktørens samtykke ske, inden der er vedtaget en rekonstruktionsplan, hvis
det skønnes hensigtsmæssigt for at bevare værdien af skyldnerens virksomhed, og
medmindre indsigelse mod overdragelsen fra et flertal af fordringshaverne er
kommet frem til rekonstruktøren inden 5 hverdage efter afsendelsen af den i stk. 3
nævnte meddelelse.
Stk. 2.
Ved anvendelsen af stk. 1 regnes flertallet blandt de fordringshavere, der
efter § 13 d, stk. 2-4, har stemmeret om et rekonstruktionsforslag indeholdende
bestemmelse om tvangsakkord.
Stk. 3.
Med henblik på virksomhedsoverdragelse i medfør af stk. 1 skal
rekonstruktøren sende en meddelelse til samtlige kendte fordringshavere og andre,
bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af rekonstruktionsbehandlingen, og til
skifteretten.
Er
skyldneren
en
sammenslutning,
der
er
registreret
i
Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren samtidig registrere meddelelsen i
Erhvervsstyrelsens it-system.
Stk. 4.
Meddelelsen skal indeholde de oplysninger, som fremgår af § 13 b, stk.
1, nr. 1, og oplysning om, hvorvidt erhververen er skyldnerens nærstående.
Meddelelsen skal herudover indeholde de oplysninger, som fremgår af § 11 b, stk.
2, 1. pkt. og 2. pkt., nr. 1 og 2, i det omfang disse oplysninger ikke allerede er
udsendt i medfør af § 11 b. Endvidere skal meddelelsen indeholde oplysning om
tillidsmandens værdiansættelse af skyldnerens aktiver, i det omfang en sådan
foreligger. Endelig skal meddelelsen indeholde oplysning om fristen for, hvornår
en fordringshavers indsigelse mod virksomhedsoverdragelsen skal være modtaget
af rekonstruktøren samt en kortfattet begrundelse for, hvorfor proceduren i medfør
af stk. 1 anvendes.
233
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Stk. 5.
Senest 5 hverdage efter fristen for indsigelser i medfør af stk. 1 skal
rekonstruktøren sende en meddelelse til samtlige kendte fordringshavere og andre,
bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af rekonstruktionsbehandlingen, og til
skifteretten, hvor der redegøres for, om virksomhedsoverdragelsen blev
gennemført.
Stk. 6.
§ 14 c, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.”
6.
I
§ 61
indsættes som
stk. 4:
”Stk.
4.
Bestemmelserne i stk. 1-3 finder ikke anvendelse på arbejdsaftaler, i det
omfang krav ifølge aftalen omfattes af § 95.”
7.
I
§ 72, stk. 3,
indsættes som
2. pkt.:
”En rekonstruktørs samtykke i medfør af § 13 g til en virksomhedsoverdragelse
udelukker ikke omstødelse over for andre end erhververen.”
8.
I
§ 94, nr. 2,
indsættes som
2. pkt.:
”Dette gælder dog ikke lån i medfør af § 3, stk. 2, i lov om Lønmodtagernes
Garantifond og A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af løn mv. vedrørende perioden
forud for indledning af rekonstruktionsbehandling.”
9.
§ 95
affattes således:
Ӥ
95.
Derefter betales i lige forhold:
1) Krav på løn og andet vederlag, herunder krav ifølge en opsparingsordning (frit
valg-ordning), for arbejde i skyldnerens tjeneste, krav på erstatning for afbrydelse
af arbejdsforholdet og krav på godtgørelse i anledning af opsigelse eller
afbrydelse af arbejdsforholdet.
2) Krav på feriegodtgørelse for arbejde i skyldnerens tjeneste.
3) Krav på godtgørelse for afholdte udgifter på vegne af skyldneren i dennes tjeneste.
Stk. 2.
Krav omfattet af stk. 1, nr. 1 og 3, kan i det enkelte tilfælde efter fradrag
af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i alt højst udgøre 170.000 kr. til hver ansat,
dog således at krav, der ikke vedrører en opsparingsordning (frit valg-ordning), i
sig selv højst kan udgøre 160.000 kr. Krav omfattet af stk. 1, nr. 2, kan i det
234
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
enkelte tilfælde efter fradrag af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i alt højst udgøre
80.000 kr. til hver ansat. Justitsministeren regulerer efter forhandling med
beskæftigelsesministeren beløbene under hensyn til lønudviklingen. Såfremt en
ansat har fået dækket krav omfattet af stk. 1 af Lønmodtagernes Garantifond, går
fondens krav, jf. § 99, stk. 2, forud for den ansattes eventuelle yderligere krav
omfattet af stk. 1.
Stk. 3.
Skifteretten kan nægte skyldnerens nærstående fortrinsret, såfremt denne
under hensyn til løn- og arbejdsvilkår samt til eventuel økonomisk interesse i
virksomhedens drift ikke findes rimeligt begrundet.
Stk. 4.
Skifteretten kan bestemme, at et medlem af skyldnerens øverste ledelse,
der ikke er skyldnerens nærstående, uanset stk. 1, nr. 1, skal omfattes af
fortrinsretten, såfremt det under hensyn til virksomhedens art, offentligretlig
regulering eller tilskud og løn- og ansættelsesvilkår findes rimeligt begrundet.
Stk. 5.
Justitsministeren kan fastsætte regler om de betingelser, der skal være
opfyldt, for at en opsparingsordning (frit valg-ordning) er omfattet af stk. 1, nr. 1,
og om, hvilke krav der kan være omfattet af en sådan ordning, herunder om
dokumentation for disse forhold.
Stk. 6.
Krav på erstatning for afbrydelse af et arbejdsforhold opgøres isoleret for
hver lønperiode.
Stk. 7.
Såfremt skyldneren har været under rekonstruktionsbehandling, skal
fyldestgørelse
opnået
under
rekonstruktionsbehandlingen
medregnes
ved
anvendelsen af stk. 2, medmindre rekonstruktionsbehandlingen blev afsluttet som
følge af stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om
tvangsakkord, eller som følge af at skyldneren ikke var insolvent. Såfremt
skyldneren har været under konkursbehandling, omfattes krav, der blev eller
kunne være gjort gældende under den konkursbehandling, ikke af stk. 1.
Stk. 8.
Fortrinsstillingen for krav på løn mv., jf. stk. 1, omfatter også SKATs
krav på A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af kravet.”
10.
I
§ 98, nr. 2,
ændres ”samt krav” til: ”, krav”, og efter ”tab” indsættes: ”, samt
krav fra ansatte, i det omfang kravene modsvares eller burde være modsvaret af
anden indtægt, jf. dog § 95, stk. 6”.
235
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
11.
I
§ 200, stk. 1, nr. 4,
indsættes efter ”tab”: ”, og krav fra ansatte, i det omfang
kravene modsvares eller burde være modsvaret af anden indtægt, jf. dog § 95, stk.
6”
12.
I
§ 244, stk. 2,
indsættes som
stk. 3
og
4:
”Stk.
3.
Den, som gør krav på løn mv., jf. § 95, gældende mod konkursboet, kan
indstævne Lønmodtagernes Garantifond for skifteretten for at få dom over fonden
sammen med boet.
Stk. 4.
Lønmodtagernes Garantifond kan indtræde som part i en sag, der angår
krav i medfør af § 95.”
§2
I lov om Lønmodtagernes Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 686 af 20. juni
2011, foretages følgende ændringer:
1.
§ 1, stk. 1, nr. 4,
affattes således:
”4) ved arbejdsgiverens rekonstruktionsbehandling.”
2.
I
§ 2, stk. 1, 2.pkt.,
ændres ”kildeskattelovens § 73” til: ”§ 10 i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige”.
3.
§ 2, stk. 2,
affattes således:
”Stk.
2.
Garantien omfatter krav, der er eller i tilfælde af konkurs ville være
omfattet af konkurslovens § 95, herunder selv om kravet i det konkrete tilfælde er
eller ville være omfattet af konkurslovens § 94, nr. 2. Garantien omfatter kun en
lønmodtagers krav efter konkurslovens § 94, nr. 2, i det omfang dette krav tillagt
lønmodtagerens krav efter konkurslovens § 95 ikke overstiger de i konkurslovens
§ 95, stk. 2, nævnte beløbsgrænser.”
4.
§ 2, stk. 3,1. pkt.,
affattes således:
236
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
” I de i § 1, stk. 1, nr. 3, nævnte tilfælde afgør fonden, hvilket tidspunkt der træder
i stedet for fristdagen, og om kravet kan tillægges fortrinsret efter konkurslovens §
95.”
5.
§ 2, stk. 4-6,
ophæves.
6.
§ 3
affattes således:
Ӥ
3.
I tilfælde af rekonstruktionsbehandling, jf. § 1, stk. 1, nr. 4, omfatter
garantien i forhold til lønmodtagere, som fortsat beskæftiges af arbejdsgiveren,
ikke krav, der forfalder efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, jf. dog stk.
2 - 4.
Stk. 2.
Overdrages arbejdsgiverens virksomhed eller en del heraf, omfatter
garantien dog krav fra overdragne lønmodtagere, der vedrører tiden inden
rekonstruktionsbehandlingens indledning, uanset om disse krav forfalder efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Stk. 3.
Fonden kan med rekonstruktørens samtykke, jf. konkurslovens § 12, stk.
1, via arbejdsgiveren udbetale op til to måneders løn mv., der forfalder under en
rekonstruktionsbehandling, til hver lønmodtager, dog i alt højst 53.000 kr.
Stk. 4.
Fonden udbetaler efter anmodning fra rekonstruktøren efter
konkurslovens § 12 q, stk. 2, løn mv. for op til én lønperiode til arbejdsgiverens
lønmodtagere, i det omfang kravet er omfattet af konkurslovens § 94.
Stk. 5.
Fonden betaler ikke feriegodtgørelse af udbetalinger efter stk. 3 og 4.
Afholder lønmodtageren ferie under den lønperiode, som udbetalingen vedrører,
kan fonden udbetale løn under ferie til brug herfor. Holder lønmodtageren ferie
med feriegodtgørelse, udbetaler fonden alene feriegodtgørelse, hvis der ikke er
indbetalt det nødvendige beløb til Feriekonto.
Stk.6.
Udbetalingen efter stk. 4 foretages med forbehold for senere
tilbagesøgning over for lønmodtagerne.
Stk.7.
Beskæftigelsesministeren regulerer beløbet i stk. 3 i takt med regulering af
beløbene i konkurslovens § 95, stk. 2.
7.
Efter
§ 3
indsættes:
237
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Ӥ
3 a.
I situationer som nævnt i § 1, stk. 2, og hvor virksomheden er ophørt, kan
fonden dække krav på samme måde som krav omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-3.
Stk. 2.
I situationer som nævnt i § 1, stk. 2, og hvor virksomheden ikke er ophørt,
kan fonden dække krav på samme måde som krav, omfattet af § 1, stk. 1, nr. 4.”
8.
I
§ 5, stk. 1,
indsættes som
2. pkt.:
”Forpligtelsen gælder endvidere rekonstruktører og kuratorer, i det omfang der er
udsigt til dividende til det krav, som anmodningen vedrører.
9.
§ 8
affattes således:
Ӥ
8.
En lønmodtager kan ikke overdrage sit krav på dækning fra fonden, før
kravet kan gøres gældende mod fonden. En lønmodtagers krav på dækning fra
fonden kan ikke gyldigt overdrages til sikkerhed for tidligere stiftet gæld.
§3
I virksomhedsoverdragelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august
2002, foretages følgende ændring.
1.
I
§ 2
indsættes som
stk. 4:
”Stk.
4.
Finder overdragelsen sted under overdragerens rekonstruktions- eller
konkursbehandling, indtræder erhververen dog kun i rettigheder og forpligtelser,
jf. stk. 1 og 2, der vedrører tiden efter insolvensbehandlingens indledning.”
§4
Stk. 1.
Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.
Stk.
2.
Loven
finder
anvendelse,
hvor
konkursdekret
afsiges
eller
rekonstruktionsbehandling, gældssaneringssag eller anden insolvensbehandling
indledes efter lovens ikrafttræden.
§5
238
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Stk.. 1.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2.
Lovens § 1 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Stk.3.
Lovens § 2 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med
de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
239
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
21.2. Bemærkninger til lovudkastet
Bemærkninger til lovudkastets enkelte bestemmelser
Til § 1 (konkursloven)
Til nr. 1 (§ 10 a, stk. 3)
Forslaget er en konsekvens af forslaget om at ændre konkurslovens § 98, nr. 2.
Til nr. 2 (§ 12, stk. 2)
Det foreslås at udvide
§ 12, stk. 2,
sådan, at virksomhedsoverdragelse under
rekonstruktion også kan ske i medfør af den foreslåede procedure i § 13 g.
Der henvises til kapitel 15.2.2.
Til nr. 3 (§ 12 q, stk. 2)
Det foreslås, at ansattes ret til at kræve sikkerhedsstillelse for den førstkommende
løn under rekonstruktionsbehandling ophæves. Dermed finder § 12 q, stk. 1,
hvorefter en medkontrahent, herunder skyldnerens ansatte, ikke kan kræve
sikkerhedsstillelse for sine krav i medfør af aftalen, anvendelse.
Retten til at kræve sikkerhedsstillelse erstattes af en pligt for rekonstruktøren til at
anmode LG om udbetaling af den såkaldte rekonstruktionsgaranti, som foreslås i
lovudkastets § 2, nr. 6 (forslag til LG-lovens § 3, stk. 3). Rekonstruktøren skal
således, første gang det står klart, at der ikke udbetales vederlag til en person, som
er ansat i skyldnerens tjeneste, og som vederlægges periodevis bagud, for krav,
der er omfattet af § 94, anmode LG om udbetaling af vederlaget for den
pågældende lønperiode.
Rekonstruktionsgarantien foreslås med det formål, at skyldnerens ansatte indirekte
er sikret deres løn for op til én lønperiode for arbejde udført under
rekonstruktionsbehandlingen til forfaldstid eller meget kort tid herefter, og
240
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
dermed at skyldneren er i stand til at fastholde sin arbejdskraft under
rekonstruktionsbehandlingen. Dette indebærer, at de ansatte ikke har behov for at
kræve sikkerhedsstillelse, indtil rekonstruktionsgarantien er udbetalt.
Når rekonstruktionsgarantien er kommet til udbetaling, har de ansatte kun den
sikkerhed for deres vederlag, der består i, at det er omfattet af konkurslovens § 94
i tilfælde af konkurs og omfattet af den almindelige dækning hos LG. LG’s
udbetaling vil imidlertid ofte først foretages nogle uger efter, at den ansatte ikke
længere er beskæftiget af arbejdsgiveren, eller at arbejdsgiveren er taget under
konkursbehandling.
Det vil således ikke i alle tilfælde være muligt for arbejdsgiveren at fastholde sin
arbejdskraft efter rekonstruktionsgarantiens udbetaling, og det må på den
baggrund forventes, at rekonstruktøren kun anvender muligheden for udbetaling
af garantien, når arbejdsgiveren har et likviditetsmæssigt behov herfor. Det er
imidlertid ikke en forudsætning for garantiens udbetaling, at arbejdsgiveren ikke
selv er i stand til at betale vederlaget.
På grund af ansattes manglende sikkerhed for udbetaling af løn til forfaldstid efter
anvendelse af rekonstruktionsgarantien foreslås det, at rekonstruktøren orienterer
skyldnerens ansatte om, at vederlaget bliver udbetalt fra LG, herunder om
virkningen heraf, dvs. at de ikke længere er sikret deres vederlag til forfaldstid.
Det følger af den foreslåede bestemmelse, at rekonstruktøren skal anmode om
udbetaling af rekonstruktionsgaranti, så snart det står klart, at et vederlag, som er
omfattet af konkurslovens § 94, ikke udbetales fra arbejdsgiveren til forfaldstid.
Rekonstruktøren skal således ikke afvente lønperiodens afslutning, hvis det
allerede på et tidligere tidspunkt står klart, at arbejdsgiveren ikke vil kunne
udbetale vederlaget til forfaldstid. Formålet hermed er at sikre, at LG får så lang
tid som muligt til at sagsbehandle anmodningen.
241
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Betaler arbejdsgiveren vederlag til de ansatte efter brug af LG’s låneordning,
indtræder
forpligtelsen
til
at
anmode
om
rekonstruktionsgaranti
ikke.
Arbejdsgiveren har således mulighed for at anvende LG’s låneordning, før
rekonstruktionsgarantien anvendes.
Betaler arbejdsgiveren løn til visse ansatte, men ikke til andre, gælder
rekonstruktørens forpligtelse i den pågældende lønperiode for de af de ansatte, der
ikke får lønnen udbetalt af arbejdsgiveren. Forpligtelsen i forhold til de resterende
ansatte består fortsat indtil første gang, der ikke betales løn til disse. Dette
indebærer, at pligten til at anmode om udbetaling af rekonstruktionsgaranti gælder
en gang pr. ansat.
Den foreslåede bestemmelse i § 12 q, stk. 2, finder anvendelse i forhold til de krav
og de personer, der er omfattet af anvendelsesområdet for lønprivilegiet og
dermed af LG’s dækning. Pligten til at anmode om udbetaling af
rekonstruktionsgarantien gælder således kun i relation til de personer, der falder
inden for beskyttelsen i § 95. Med ophævelsen af den gældende bestemmelse i §
12 q, stk. 2, har virksomhedens øverste ledelse og nærstående, som ikke omfattes
af
§
95,
ikke
længere
sikkerhed
for
deres
vederlag
under
rekonstruktionsbehandling.
Rekonstruktøren har pligt til at foretage en selvstændig vurdering af de krav, som
der ansøges om udbetaling af, således at der kun anmodes om udbetaling af krav,
som dels er omfattet af rekonstruktionsgarantien, og som dels reelt vedrører løn
mv., der er omfattet af garantien.
Den foreslåede bestemmelse finder kun anvendelse i forhold til ansatte, der
vederlægges periodevis bagud, og alene i forhold til det vederlag, som vedrører
tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, og som er omfattet af
konkurslovens § 94. Dette indebærer, at et eventuelt vederlag, som forfalder efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning, men som vedrører arbejde udført før
242
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
rekonstruktionsbehandlingens indledning, eller et vederlag, der vedrører tiden
efter afsigelse af konkursdekret, ikke er omfattet af bestemmelsen.
Vederlag, der er omfattet af konkurslovens § 94 pga. faktisk udført arbejde, jf. §
12 u, stk. 1, 2. pkt., er omfattet af den foreslåede bestemmelse.
Pligten påhviler rekonstruktøren, selv om arbejdsgiveren i løbet af lønperioden
tages under konkursbehandling. Rekonstruktøren må således anmode om
udbetaling af rekonstruktionsgarantien, inden han fratræder hvervet.
Har rekonstruktøren på trods af pligten hertil ikke anmodet om udbetaling af
rekonstruktionsgarantien, må kurator anmode herom.
Rekonstruktøren skal i forbindelse med anmodningen vedlægge relevant
dokumentation for det vederlag, der forfalder i lønperioden. Nærmere
bestemmelse herom fastsættes ved bekendtgørelse i medfør af LG-lovens § 10.
Det forudsættes i den forbindelse, at dokumentationen efter omstændighederne
svarer til den dokumentation, der kræves i forbindelse med LG låneordning,
hvilket betyder, at rekonstruktøren ikke skal vedlægge dokumentation for, om
arbejdsgiveren mangler likviditet til selv at betale vederlaget. Idet der er tale om
en pligt for rekonstruktøren til at anmode om udbetaling af garantien, skal
arbejdsgiveren ikke underskrive ansøgningen.
Rekonstruktørens pligt til og mulighed for at anvende rekonstruktionsgarantien
ændrer ikke på, at rekonstruktøren løbende skal sikre, at der er dækning til lønkrav
omfattet af konkurslovens § 94, og at rekonstruktionsbehandlingen ellers bør
afsluttes.
Der henvises til kapitel 14.2.1 og forslaget til § 2, nr. 6 (forslag til LG-lovens § 3,
stk. 3), og bemærkningerne hertil.
Til nr. 4 (§ 12 t, stk. 1)
243
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det foreslås, at adgangen til rekonstruktionsregulering efter § 12 t, stk. 1, ikke
gælder, i det omfang krav ifølge aftalen er omfattet af konkurslovens § 95.
Der vil således ikke være adgang til rekonstruktionsregulering af opsigelsesvarsler
vedrørende en arbejdsaftale, i det omfang krav ifølge aftalen i tilfælde af konkurs
er omfattet af fortrinsretten i konkurslovens § 95.
Dette indebærer, at en aftale, der finder anvendelse i forholdet mellem
arbejdsgiver og ansat, også finder anvendelse i forhold til en arbejdsgiver under
rekonstruktionsbehandling.
Forslaget berører ikke krav på løn mv., der i tilfælde af konkurs er omfattet af
konkurslovens § 97, f.eks. fordi det falder uden for de foreslåede dækningslofter,
eller fordi der ikke er tale om arbejde i skyldnerens tjeneste.
Der henvises til kapitel 9.
Til nr. 5 (§ 13 g)
Det
foreslås
i
§
13
g,
stk.
1,
at
rekonstruktion
i
form
af
en
virksomhedsoverdragelse kan ske med rekonstruktørens samtykke, inden der er
vedtaget en rekonstruktionsplan, hvis det skønnes hensigtsmæssigt for at bevare
værdien af skyldnerens virksomhed, og medmindre indsigelse mod overdragelsen
fra et flertal af fordringshaverne er kommet frem til rekonstruktøren inden fem
hverdage efter afsendelsen af den i stk. 3 nævnte meddelelse.
Formålet med den foreslåede bestemmelse er at indføre en lempelig procedure for
at gennemføre virksomhedsoverdragelser under rekonstruktionsbehandling. Efter
den foreslåede procedure kan en virksomhedsoverdragelse gennemføres med
rekonstruktørens
samtykke,
uden
der
er
vedtaget
og
stadfæstet
et
rekonstruktionsforslag herom.
244
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Den lempelige mulighed for virksomhedsoverdragelse finder kun anvendelse
indtil det tidspunkt, hvor der er vedtaget en rekonstruktionsplan. Dette indebærer,
at
overdragelsesaftalen
skal
være
indgået
med
erhververen,
inden
rekonstruktionsplanen er vedtaget. Hvis der inden det planlagte møde vedrørende
forslag til rekonstruktionsplan er igangsat procedure efter § 13 g, vil det i
almindelighed være tilstrækkelig grund til, at skifteretten imødekommer en
begæring om udsættelse af mødet efter § 11 e, stk. 5. Herudover ændrer den
foreslåede procedure ikke på et normalt rekonstruktionsforløb, og der skal således
udsendes materiale mv. inden for de fastsatte frister som normalt.
Det er en betingelse for anvendelse af den lempelige procedure, at det af
rekonstruktøren skønnes hensigtsmæssigt for at bevare værdien af skyldnerens
virksomhed.
Heri ligger, at det skal være hensigtsmæssigt at anvende den lempelige procedure
frem
for
den
almindelige
procedure
med
et
vedtaget
og
stadfæstet
rekonstruktionsforslag for at bevare værdien af virksomheden. Dette kan f.eks.
være nødvendigt, hvis skyldneren mangler likviditet til at holde virksomheden i
gang under den almindelige rekonstruktionsprocedure, fordi en mulig erhverver
ikke kan afvente den normale procedure, eller fordi virksomheden taber i værdi,
og den normale procedure således kun vil kunne indbringe en lavere
overdragelsessum.
Det er endvidere en betingelse, at fordringshaverne inddrages i processen, ved at
de tilsendes en række oplysninger med henblik på, at de kan forhindre
overdragelsen ved at gøre indsigelse mod den. Indsigelsen skal være modtaget af
rekonstruktøren inden fem hverdage efter afsendelsen af oplysningerne til
fordringshaverne.
Dette indebærer, at afsendelse af oplysningerne en mandag som udgangspunkt
betyder, at fristen, for hvornår indsigelser skal være kommet frem til
rekonstruktøren, er den efterfølgende mandag. Hvis der er en eller flere helligdage
245
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
i den pågældende uge, der ikke falder på en lørdag eller søndag, forlænges fristen
med den eller de pågældende helligdage. Dette betyder, at i tilfælde, hvor
oplysningerne afsendes fra rekonstruktøren mandag før påske, er fristen torsdag
efter påske, idet fristen forlænges med tre dage pga. skærtorsdag, langfredag og
anden påskedag. Indsigelsen skal være modtaget af rekonstruktør inden kontortids
ophør den pågældende dag.
I relation til fordringshavernes mulighed for at gøre indsigelse mod indgåelse af
overdragelsesaftalen foreslås det i
stk. 2,
at § 13 d, stk. 2-4, om, hvem der har
stemmeret
om
et
rekonstruktionsforslag
indeholdende
bestemmelse
om
tvangsakkord, finder tilsvarende anvendelse, idet rekonstruktøren vurderer, hvem
der har indsigelsesret og for hvilke beløb.
Heri ligger for det første, at de fordringshavere, der ville være stemmeberettigede
efter
stemmereglerne
vedrørende
et
rekonstruktionsforslag
indeholdende
bestemmelse om tvangsakkord, har indsigelsesret. Der er ikke tale om en egentlig
afstemning, og en indsigelse skal således blot afgives til rekonstruktøren inden for
fristen.
Der vil skulle foretages en vurdering efter stemmeberettigede beløb og ikke efter
antallet af fordringshavere. Fordringer, der tilhører skyldnerens nærstående, giver
ikke stemmeret. Det er rekonstruktøren, der vurderer, hvor store beløb der samlet
set tages i betragtning, hvem der har indsigelsesret og for hvilke beløb. På den
baggrund vurderer rekonstruktøren, om der er gjort indsigelser af et flertal af
fordringshaverne, og hermed om der er grundlag for at gennemføre
virksomhedsoverdragelsen efter den lempelige procedure.
Rekonstruktøren står til ansvar for sin vurdering, og er den pågældende i tvivl om,
hvorvidt der er gjort indsigelse fra et flertal af fordringshaverne, må
virksomhedsoverdragelsen gennemføres efter den normale procedure med
vedtagelse og stadfæstelse af et rekonstruktionsforslag.
246
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Rekonstruktøren må til brug for sin vurdering af, hvilke fordringshavere der har
indsigelsesret i vidt omfang handle ud fra oplysninger, der fremgår af skyldnerens
regnskabsføring forud for rekonstruktionsbehandlingens indledning. Er eller
forekommer bogføringen mangelfuld, vil det efter omstændighederne tale for, at
rekonstruktøren bør undlade at anvende den lempelige procedure.
Selv om det ikke er et krav, vil det i praksis være naturligt, at rekonstruktøren er i
kontakt med de største fordringshavere, og at rekonstruktøren på den baggrund
ved, om der er grundlag for at gennemføre overdragelsen.
Det foreslås i
stk. 3,
at rekonstruktøren med henblik på virksomhedsoverdragelse i
medfør af stk. 1 skal sende en meddelelse til samtlige kendte fordringshavere og
andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af rekonstruktionsbehandlingen,
og til skifteretten. Hvis skyldneren er en sammenslutning, der er registreret i
Erhvervsstyrelsen, skal rekonstruktøren samtidig registrere meddelelsen i
Erhvervsstyrelsens it-system.
Den foreslåede bestemmelse svarer til § 11 b, stk. 1. Meddelelsen skal imidlertid
kun
sendes,
hvis
rekonstruktøren
påtænker
at
gennemføre
en
virksomhedsoverdragelse efter den foreslåede lempelige procedure. Der er som
sådan ingen frist for afsendelse af meddelelsen, men det overordnede krav om, at
overdragelsen skal gennemføres inden vedtagelse af rekonstruktionsplan, sætter i
sig selv en grænse for, hvornår proceduren skal påbegyndes.
Det foreslåede
stk. 4
har til formål at beskrive, hvilke oplysninger
fordringshaverne skal have med henblik på at danne sig et overblik over, om der
skal gøres indsigelse mod overdragelsen.
Det foreslås i
1. pkt.,
at meddelelsen efter stk. 3 skal indeholde de oplysninger, der
fremgår af § 13 b, stk. 1, nr. 1, dvs. oplysning om overdragelsessummen, om
hvilke aktiver, passiver og aftaler der omfattes af overdragelsen samt om
247
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
erhververen. Det foreslås herudover, at det eksplicit skal oplyses, om erhververen
er skyldnerens nærstående.
Det foreslås i
2. pkt.,
at meddelelsen endvidere skal indeholde de oplysninger, der
fremgår af § 11 b, stk. 2, 1. pkt. og 2. pkt., nr. 1 og 2. Dette omfatter skyldnerens
seneste årsrapport eller efter omstændighederne uddrag heraf. Endvidere omfatter
det oplysning om skyldnerens vigtigste aktiver og passiver og så vidt muligt en
kreditorfortegnelse med angivelse af stillede sikkerheder. Herudover skal
meddelelsen indeholde oplysning om skyldnerens regnskabsføring. Hvis de
nævnte oplysninger allerede er udsendt i medfør af § 11 b, er det ikke et krav, at
oplysningerne udsendes på ny sammen med meddelelsen efter den foreslåede
bestemmelse, idet meddelelsen i givet fald blot kan henvise til den tidligere
udsendelse. Hvis der siden udsendelsen efter § 11 b er sket ændringer, må der dog
ske udsendelse af de nye oplysninger sammen med meddelelsen.
Det foreslås i
3. pkt.,
at oplysning om tillidsmandens værdiansættelse af
skyldnerens aktiver skal gives, hvis de haves på tidspunktet for fremsendelse af
meddelelsen. Det er således ikke altid, at tillidsmanden på det tidlige tidspunkt
under rekonstuktionsbehandlingen har nået at værdiansætte aktiverne, og i mangel
heraf må dette oplyses. Det er ikke desto mindre klart, at det vil være en fordel i
forhold til at skabe opbakning til at indgå overdragelsesaftalen, hvis
værdiansættelsen
foreligger
til
brug
for
fordringshavernes
vurdering.
Fordringshaverne må således forventes at være mere tilbøjelige til at gøre
indsigelse mod overdragelsen, hvis de mangler relevante oplysninger med henblik
på at vurdere fordele og ulemper ved indgåelse af aftalen.
Der skal endelig efter det foreslåede
4. pkt.
vedlægges oplysning om, hvornår
fristen for en fordringshavers protest mod overdragelsen skal være modtaget af
rekonstruktøren. I den forbindelse må rekonstruktøren angive en specifik dato
samt tidspunkt for kontortids ophør.
248
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Oplysning om fristen har til formål at sikre, at fordringshaverne er opmærksomme
herpå.
Samtidig skal meddelelsen indeholde en kort begrundelse for, hvorfor proceduren
i medfør af stk. 1 anvendes, dvs. hvorfor det skønnes hensigtsmæssigt for at
bevare værdien af skyldnerens virksomhed, jf. herom ovenfor.
Det foreslås i
stk. 5,
at rekonstruktøren senest fem hverdage efter fristen for
indsigelser i medfør af stk. 1 skal sende en meddelelse til samtlige kendte
fordringshavere og andre, bortset fra skyldnerens ansatte, der berøres af
rekonstruktionsbehandlingen, og til skifteretten, hvor der redegøres for, om
virksomhedsoverdragelsen blev gennemført.
Meddelelsen skal sendes, uanset om virksomhedsoverdragelsen blev gennemført
eller ej. Meddelelsen skal kort redegøre for, hvorfor virksomhedsoverdragelsen
blev henholdsvis ikke blev gennemført og en begrundelse herfor.
Der skal redegøres for, hvilket beløb, rekonstruktøren lagde til grund, der samlet
set kunne gøres indsigelser for, og hvor stort beløb der blev gjort indsigelser for.
Der skal ikke redegøres for, hvilke fordringshavere der gjorde indsigelse mod
overdragelsesaftalen.
Det foreslås endelig i
stk. 6,
at reglerne om tvungen debitorskifte i § 14 c, stk. 2
og
3,
finder
tilsvarende
anvendelse
ved
gennemførelse
af
en
virksomhedsoverdragelse efter den lempelige procedure.
Der henvises til kapitel 15.2.2.
Til nr. 6 (§ 61, stk. 4)
Det foreslås, at bestemmelsen om konkursregulering i § 61 ikke finder anvendelse
på arbejdsaftaler, i det omfang krav ifølge aftalen omfattes af § 95.
249
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Der vil således ikke være adgang til at konkursregulere opsigelsesvarsler
vedrørende en arbejdsaftale, i det omfang krav ifølge aftalen er omfattet af
fortrinsretten i konkurslovens § 95.
Dette indebærer, at en aftale, der finder anvendelse i forholdet mellem
arbejdsgiver og ansat, også finder anvendelse i forhold til arbejdsgiverens
konkursbo.
Forslaget berører ikke krav på løn mv. mod en arbejdsgivers konkursbo, der er
omfattet af konkurslovens § 97, f.eks. fordi det falder uden for de foreslåede
dækningslofter, eller fordi der ikke er tale om arbejde i skyldnerens tjeneste.
Sådanne krav vil således fortsat kunne konkursreguleres.
Der henvises til kapitel 9.
Til nr. 7 (§ 72, stk. 3, 2. pkt.)
Retsvirkningen af, at der gennemføres en virksomhedsoverdragelse på grundlag af
den foreslåede § 13 g, er, at overdragelsen kun kan omstødes, hvis
rekonstruktøren åbenbart overskred sine beføjelser, jf. § 72, stk. 3.
Rekonstruktørens overskridelse af sine beføjelser kan f.eks. bestå i, at
overdragelsen foretages til en overdragelsessum, som rekonstruktøren vidste var
lavere, end hvad der kunne opnås ved salg af virksomheden eller dennes aktiver til
anden side, at overdragelsen foretages på trods af protester fra flertallet af
fordringshavere, eller at den foretages efter den lempelige procedure, uden at
rekonstruktøren har foretaget et skøn over, om det er hensigtsmæssigt for at
bevare værdien af skyldnerens virksomhed. Hvis erhververen vidste eller burde
vide, at rekonstruktøren ikke burde have samtykket til overdragelsen, kan
erhververen i sagens natur heller ikke påberåbe sig samtykket og er dermed ikke
beskyttet mod omstødelse efter § 72, stk. 3.
250
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det foreslås i
2. pkt.,
at rekonstruktørsamtykke efter § 13 g ikke udelukker
omstødelse over for andre end erhververen af virksomheden. Omstødelse kan med
andre ord ske over for andre end erhververen, uanset at rekonstruktøren ikke
åbenbart overskred sine beføjelser ved at samtykke i virksomhedsoverdragelsen.
Omstødelse kan således eksempelvis ske i forhold til enkelte fordringshavere efter
bestemmelserne i §§ 64-80. Er en fordringshaver f.eks. blevet begunstiget
utilbørligt ved overdragelsen, fordi erhververen har overtaget gæld til
fordringshaveren i strid med konkursordenen, vil denne begunstigelse kunne
omstødes i forhold til den pågældende fordringshaver, såfremt dette følger af
bestemmelserne i konkurslovens §§ 64-80.
Der henvises til kapitel 15.2.2.
Til nr. 8 (§ 94, nr. 2)
Det foreslås, at krav på lån i medfør af § 3, stk. 2, i lov om Lønmodtagernes
Garantifond og A-skat og AM-bidrag af løn mv. vedrørende perioden forud for
indledning af rekonstruktionsbehandling ikke omfattes af konkurslovens § 94.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at krav, som i tilfælde af
konkurs ville være omfattet af § 95 eller § 97, men som betales af skyldneren
under rekonstruktionsbehandling med rekonstruktørens samtykke, ikke bliver
omfattet af konkurslovens § 94 som følge af samtykket.
Efter forslaget til LG-lovens § 3, stk. 2, kan en arbejdsgiver under
rekonstruktionsbehandling med rekonstruktørens samtykke låne midler hos LG til
dækning
af
de
ansattes
lønkrav
mv.,
der
forfalder
efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Lånet omfatter også midler til betaling af lønkrav mv., der vedrører tiden inden
rekonstruktionsbehandlingens indledning, og som på den baggrund er omfattet af
konkurslovens § 95.
251
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Indgåelse af aftale om lånet er efter den gældende retsstilling omfattet af
konkurslovens § 94, nr. 2, men forslås undtaget fra bestemmelsen således, at den
del af lånet, der anvendes til dækning af § 95-krav, kun skal tilbagebetales på §
95-niveau.
SKATs krav på A-skat og AM-bidrag af den løn, som betales af arbejdsgiveren
med midler fra LG, bliver også i medfør af den foreslåede bestemmelse omfattet
af § 95.
I tilfælde, hvor arbejdsgiveren af egne midler har betalt lønkravet, indebærer den
foreslåede bestemmelse, at skattekravet omfattes af konkurslovens § 97.
Der henvises til kapitel 13.
Til nr. 9 (§ 95)
Bestemmelsen i konkurslovens § 95 om lønprivilegiet foreslås nyaffattet med
henblik på bl.a. at indføre beløbsmæssige dækningslofter, således af den tidligere
tidsmæssige afgrænsning ophæves.
Forslaget til
stk. 1
omfatter som udgangspunkt samme typer af krav, som er
omfattet af den gældende § 95, stk. 1. Det foreslås dog, at bestemmelsen fremover
også skal omfatte forrentede opsparingsordninger (frit valg-ordninger), en række
fratrædelsesgodtgørelser, der efter gældende ret må anses som omfattet af
konkurslovens § 98, og krav på godtgørelse for afholdte udgifter på vegne af
skyldneren.
Det foreslås i
stk. 1, nr. 1 og 2,
at lønprivilegiet omfatter krav på løn og andet
vederlag, herunder krav ifølge en opsparingsordning (frit valg-ordning), for
arbejde
i skyldnerens
tjeneste,
krav
på erstatning
for
afbrydelse
af
arbejdsforholdet og krav på godtgørelse i anledning af opsigelse eller afbrydelse
af arbejdsforholdet samt krav på feriegodtgørelse.
252
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Nr. 1 omfatter således de krav, der svarer til den gældende § 95, stk. 1-3, en række
yderligere fratrædelsesgodtgørelser samt forrentede opsparingsordninger (frit
valg-ordninger), og nr. 2, omfatter krav på feriegodtgørelse svarende til den
gældende § 95, stk. 1, nr. 4.
For så vidt angår forrentede opsparingsordninger er rentedelen privilegeret, når
den er påløbet indtil konkursdekretet, jf. herom nedenfor i relation til henstand
med løn.
Den
gældende
bestemmelse
i
§
95,
stk.
1,
nr.
3,
omfatter
dels
fratrædelsesgodtgørelser, der er begrundet i en krænkelse af den ansatte, herunder
især godtgørelse for usaglig afskedigelse, og dels fratrædelsesgodtgørelser efter
funktionærlovens § 2 a.
Aftalebestemte fratrædelsesgodtgørelser, som minder om godtgørelser efter
funktionærlovens § 2 a, og som ikke er begrundet i en krænkelse af den ansatte, er
ikke efter gældende ret omfattet af konkurslovens § 95, men det foreslås, at
sådanne fratrædelsesgodtgørelser fremover omfattes af privilegiet, idet disse dog
skal opgøres som tabserstatning. Der henvises til lovudkastets § 1, nr. 10 (forslag
til konkurslovens § 98, nr. 2), og bemærkningerne hertil.
Det foreslås således, at fratrædelsesgodtgørelser, der ligesom funktionærlovens §
2 a kommer til udbetaling pga. f.eks. anciennitet, alder eller funktioner, men som
ikke er begrundet i en krænkelse af den ansatte, omfattes af privilegiet, uanset om
de følger af lov eller aftale. Sådanne godtgørelser kan sidestilles med et forlænget
opsigelsesvarsel, og forslaget indebærer i sammenhæng med forslaget til
konkurslovens § 98, nr. 2, at de reelt behandles som et forlænget opsigelsesvarsel,
og der skal således beregnes tabserstatning.
253
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Godtgørelser, der aktualiseres af den ansattes fratræden, men som reelt tilsigter at
kompensere for andre forhold end selve opsigelsen eller afskedigelsen, vil fortsat
ikke være omfattet af privilegiet.
Der henvises for så vidt angår fratrædelsesgodtgørelser til kapitel 8.2.
Med henblik på at sikre at forslaget om et opgøre tabserstatning får et reelt
indhold, må bl.a. fratrædelsesgodtgørelser, der reelt udgør et forlænget
opsigelsesvarsel, periodiseres, så godtgørelsen deles op i løndele, der svarer til
den ansattes lønperioder og lægges i forlængelse af den ansattes faktiske
opsigelsesperioder som en teknisk opsigelsesperiode.
Det henvises for så vidt angår periodisering ved opgørelse af tabserstatning til
kapitel 10.
Det foreslås i
nr. 3,
at krav på godtgørelse for afholdte udgifter på vegne af
skyldneren i dennes tjeneste omfattes af fortrinsretten i konkurslovens § 95.
Har en ansat således som led i sit arbejde afholdt udgifter, der skal godtgøres af
arbejdsgiveren, er krav mod arbejdsgiveren for godtgørelse af disse udgifter
fortrinsstillet. Forslaget vedrører kun krav mod arbejdsgiveren, der er opstået som
følge af, at den ansatte har afholdt udgifter af sine egne midler, og forslaget
omfatter således ikke en fremtidig forventning om godtgørelse af udgifter, som
den ansatte endnu ikke har afholdt. Sådanne krav vil imidlertid efter
omstændighederne kunne være omfattet af nr. 1.
Den foreslåede bestemmelse omfatter f.eks. tilfælde, hvor den ansatte har anvendt
egen bil til tjenestekørsel, har betalt for varer til brug for arbejdet eller har betalt
for hotelophold eller andre rejseudgifter i forbindelse med en tjenesterejse. Der
kan endvidere være tale om, at den ansatte har haft udgifter i forbindelse med
indeståelse for dækning af træk på arbejdsgiverens kreditkort.
254
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Udgifterne skal være afholdt i tilknytning til arbejdsforholdet, og fortrinsretten
finder kun anvendelse i forhold til den personkreds, der ellers er omfattet af
fortrinsretten i § 95.
Fortrinsretten, der begrænses af det i stk. 2 foreslåede dækningsloft på 160.000
kr., gælder både krav på godtgørelse af faktisk afholdte udgifter efter regning samt
krav på en rimelig godtgørelse, der skal modsvare de afholdte udgifter, herunder
kørselsgodtgørelse og diæter.
Fortrinsretten gælder kun i det omfang, den ansatte har et krav mod
arbejdsgiveren om betaling af afholdte udgifter. Er det således aftalt, at den
ansatte af egne midler stiller f.eks. værktøj til rådighed, har den ansatte ikke et
krav på godtgørelse heraf i medfør af den foreslåede nr. 3
Fortrinsretten i medfør af nr. 3 omfatter endvidere ikke godtgørelser mv., der
udelukkende har karakter af at kompensere for en ulempe, men hvor den ansatte
ikke har afholdt nogen udgifter.
Der henvises for så vidt angår fortrinsret for afholdte udgifter til kapitel 4.3.
Ud over hvad der fremgår af stk. 4, jf. nedenfor, tilsigtes ingen ændring i den
personkreds, der er omfattet af lønprivilegiet. Det er således fortsat en betingelse,
at der er tale om krav på løn mv. for arbejde i skyldnerens tjeneste.
Det foreslåede
stk. 2
indebærer, at lønprivilegiet fremover afgrænses af flere
dækningslofter.
Som udgangspunkt foreslås dækningsloftet ifølge
stk. 2, 1. pkt.,
at udgøre 160.000
kr. til hver ansat for krav, der er omfattet af det foreslåede stk. 1, nr. 1 og 3,
herunder særligt løn, erstatning i opsigelsesperioden og arbejdsgiverbetalte
pensionsbidrag.
255
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Har den ansatte en opsparingsordning (frit valg-ordning), forhøjes loftet med
10.000 kr. til 170.000 kr., dog således at krav, der ikke vedrører den pågældende
opsparingsordning, i sig selv højst kan udgøre 160.000 kr.
Det foreslås i
stk. 2, 2. pkt.,
at krav omfattet af den foreslåede stk. 1, nr. 2, der
omfatter feriegodtgørelse, i det enkelte tilfælde i alt højst kan udgøre 80.000 kr. til
hver ansat. Der er tale om et selvstændigt dækningsloft, der gælder uafhængigt af,
i hvilket omfang den enkelte ansatte har krav, der er omfattet af dækningsloftet for
løn mv. i medfør af forslaget til stk. 1, nr. 1 og 3.
Det bemærkes, at ansatte inden for loftet vedrørende feriegodtgørelse kan få
dækket feriegodtgørelse af en løn, selv om selve lønnen er afskåret af
dækningsloftet vedrørende løn mv.
Dækningslofterne gælder pr. ansat, og den enkelte ansatte kan således højst få
dækning for 250.000 kr. inkl. feriegodtgørelse og frit valg-løn.
Dækningslofterne
omfatter
ansattes
krav
efter
fradrag
af
A-skat
og
arbejdsmarkedsbidrag. Der tilsigtes ingen ændring af den retsstilling, der følger af
LG-lovens § 2, stk. 1, 2. pkt. Der er på den baggrund tale om nettokrav bortset fra
de krav, der udbetales uden skattetræk, herunder pensionsgodtgørelser og frit
valg-krav, som udbetales i form af pensionsbidrag, hvor bruttobeløbet indbetales
til den ansattes pensionsordning og dermed omfattes af dækningsloftet.
Dette betyder (når der bortses fra arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag mv.) for en
ansat med en månedsløn på 30.000 kr., et skattefradrag på 5.000 kr. og en
trækprocent på 40, at kun de 20.000 kr., som den ansatte selv får udbetalt, tæller
med i dækningsloftet. Har den ansatte et krav på arbejdsgiverbetalt pensionsbidrag
på 10.000 kr., som udbetales fuldt ud (dvs. inkl. skattedelen) til den pågældendes
pensionsordning, tæller hele beløbet på 10.000 kr. med i dækningsloftet. Skal en
del af en pensionsbetaling betales af den ansatte selv, fratrækkes egenbetalingen
inden skatteberegning.
256
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Dækningslofterne omfatter ansattes egen andel af ATP-bidraget. LG fratrækker
denne del ved beregning af løn og erstatning inden skatteberegning.
Arbejdsgiverdelen godskrives derimod af ATP, og denne del indbetales ikke af
LG, ligesom dækningslofterne ikke omfatter denne del.
Rentekrav, der er omfattet af privilegiet, dækkes inden for samme dækningsloft
som det krav, rentekravet udspringer fra.
Har den ansatte et krav, der er omfattet af det foreslåede stk. 1, men som
overstiger dækningslofterne i stk. 2, kan den overskydende del anmeldes som
simpel fordring i boet, jf. konkurslovens § 97. Krav, der overstiger
dækningslofterne i stk. 2, kan akkorderes ved rekonstruktion, jf. konkurslovens §
10 a, stk. 2, nr. 3.
Der henvises for så vidt angår dækningslofter til kapitel 4.2.
Det foreslås i
stk. 2, 3. pkt.,
at justitsministeren efter forhandling med
beskæftigelsesministeren regulerer beløbene nævnt i stk. 2, 1. og 2. pkt., under
hensyn til lønudviklingen. Beløbene reguleres således ved bekendtgørelse.
Der tages i den forbindelse udgangspunkt i dækningsloftet for løn mv. på 160.000
kr., der skal reguleres sådan, at beløbet afspejler niveauet for et halvt års
nettoindkomst for en fuldt beskæftiget faglært arbejder i hovedstadsområdet.
Denne retningslinje for regulering af loftet svarer til LG-lovens begrænsning af
garantien og regulering heraf, jf. § 3, stk. 3, i LG-loven, jf. lovbekendtgørelse nr.
686 af 20. juni 2011. Fastlæggelse af niveauet for dækningen har taget
udgangspunkt
i
konkurslovens
nuværende
tidsmæssige
afgrænsning
af
lønprivilegiet på seks måneder. Beløbet er på nuværende tidspunkt sat højt i
forhold til forudsætningen i LG-loven, og beløbet bør fremover afspejle
forudsætningen på bedre vis.
257
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Loftet bør ændres løbende, så det hele tiden dækker et halvt års indkomst for en
fuldt beskæftiget faglært arbejder i hovedstadsområdet. En ændring bør foretages i
runde tal. Der skal ikke lægges vægt på, om flere ansatte på grund af forslaget om
f.eks. konkursregulering får deres krav beskåret af dækningsloftet.
Ændringer foretages af justitsministeren, der i den forbindelse skal varetage
hensynet til simple kreditorer mv. ved at sikre, at beløbsloftet ikke fastsættes
højere end nødvendigt.
Ændringer skal ske efter forhandling med beskæftigelsesministeren med henblik
på at sikre, at dækningsloftet er tilstrækkeligt højt. Det forudsættes, at
Beskæftigelsesministeriet løbende er opmærksom på dækningsloftets størrelse.
Beskæftigelsesministeriet bør inddrage LG, bl.a. fordi det er LG, der betaler
omkostningerne ved den garanti, som LG-loven sikrer de ansatte, hvis ikke LG får
dækning via dividende.
Det
forventes
på
den
baggrund,
at
det
er
LG,
der
indstiller
til
Beskæftigelsesministeriet, hvis dækningsloftet bør forhøjes. LG bør på baggrund
af hovedsageligt lønstatistikker hvert andet år foretage en undersøgelse af, om
dækningsloftet fortsat dækker det tilsigtede, medmindre der konkret er anledning
til at foretage undersøgelserne tidligere.
Dækningsloftet bør reguleres sådan, at der ikke er behov for at regulere det inden
næste undersøgelse to år senere.
For så vidt angår loftet vedrørende feriegodtgørelse og tillægsloftet vedrørende
opsparingsordninger (frit valg-ordninger) bør disse reguleres forholdsmæssigt i
takt med dækningsloftet for løn mv. Dvs. hvis dette loft forhøjes med 20 pct.,
forhøjes øvrige lofter ligeledes med ca. 20 pct.
Der henvises til kapitel 4.2.2.3.
258
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det foreslås i
stk. 2, 4. pkt.,
at såfremt en ansat har fået dækket krav omfattet af
stk. 1 af Lønmodtagernes Garantifond, går fondens § 95-krav, jf. § 99, stk. 2,
forud for den ansattes eventuelle yderligere krav omfattet af stk. 1.
Bestemmelsen skal sikre, at en ansat, der har krav ud over et af de foreslåede
dækningslofter, ikke kan få kravet op til dækningsloftet udbetalt af LG og herefter
i konkursboet anmelde det overskydende krav og få dividende på § 95-niveau
heraf i konkurrence med LG’s refusionskrav.
Bestemmelsen er ikke til hinder for, at et konkursbo kan afvise et krav fra LG,
fordi kravet ikke vurderes omfattet af konkurslovens § 95.
Der henvises til kapitel 4.2.2.3.
Den gældende tidsmæssige afgrænsning af lønprivilegiet, jf. konkurslovens § 95,
stk. 1-3 og 5, gør sig efter forslaget ikke længere gældende.
Det er således efter forslaget ligegyldigt, hvornår et krav er forfaldet, så længe det
vedrører arbejde, der er udført i tjenesteforholdet til skyldneren, dvs. arbejde, der
er udført inden afsigelse af konkursdekretet, medmindre det er udført under
skyldnerens rekonstruktionsbehandling. Det er tilsvarende heller ikke afgørende,
hvornår et krav på frit valg-løn forfalder eller kræves udbetalt.
Krav inden for dækningslofterne er på den baggrund omfattet af privilegiet uden
andre tidsmæssige begrænsninger end dem, der følger af de almindelige
obligationsretlige regler, herunder navnlig forældelsesreglerne.
Det følger heraf, at privilegiet finder anvendelse, uanset om en ansat og en
arbejdsgiver har aftalt henstand med den ansattes lønudbetaling.
259
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Dette gør sig gældende, uanset om der indgås en egentlig aftale med
arbejdsgiveren herom, eller om henstanden gives de facto, fordi den ansatte ikke
forfølger sit krav.
Det er ligeledes ikke afgørende, om parterne selv betegner aftalen som en
henstandsaftale. Kravet efter aftalen er omfattet af privilegiet, hvis den ansatte i en
periode får udbetalt en lavere løn end egentlig aftalt, men hvor det er meningen, at
den ansatte på et senere tidspunkt får udbetalt den resterende del af lønnen.
Er der tale om en aftale, der går ud på delvis lønnedgang, dvs. hvor den ansatte
ikke senere får udbetalt den resterende del, og delvis henstand, finder privilegiet
anvendelse på den del af aftalen, der vedrører henstand.
Det gør sig endvidere gældende, uanset om der i forbindelse med
(henstands)aftalen er aftalt forrentning af den udskudte lønudbetaling. Der skal
således ikke statueres lån med den følge, at lønkravet ikke er omfattet af
privilegiet, medmindre der er tale om et egentligt lån, dvs. hvor den ansatte har
fået sin løn udbetalt, men efterfølgende låner beløbet helt eller delvist ud til sin
arbejdsgiver, eller der er tale om en helt særlig situation, hvor en ansat, der har en
form for interesse i virksomheden, har ladet sin løn henstå i virksomheden, og
hvor kravet således ikke bør være omfattet af privilegiet.
Privilegiet omfatter også den eventuelle del af den ansattes krav, der udgør
betaling for arbejdsgiverens kredit, herunder en rente, bonus eller anden lignende
kompensation.
Det bemærkes imidlertid, at renter af lønkrav er efterstillede efter konkurslovens §
98, nr. 1, hvis rentekravet angår perioden efter konkursdekretets afsigelse.
Privilegiet finder således kun anvendelse for den del af renterne, der påløber indtil
konkursdekretets afsigelse.
260
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Med henblik på at undgå omgåelse gælder dette, uanset om den økonomiske
kompensation for den ansatte til at indgå en henstandsaftale er betegnet som en
rente, en bonus, et gebyr eller lignende.
Dette indebærer i praksis, at en ansat med en månedsløn på 20.000 kr., der indgår
en aftale om at modtage 18.000 kr. i løn i første halvår af 2014 modsvaret af
22.000 kr. i andet halvår af 2014, får privilegium for hele beløbet på 22.000 kr. for
så vidt angår månederne juli til december, hvis disse måneder ligger inden for
opsigelsesperioden.
Hvis det derimod er aftalt, at den ansatte skal have 23.000 kr. i andet halvår af
2014, vil også hele dette beløb være omfattet af § 95, såfremt renterne (dvs. 1.000
kr. pr. måned) angår perioden før konkursdekretet. Privilegiet finder ikke
anvendelse for så vidt angår de renter, der angår perioden efter dekretet, idet disse
er omfattet af konkurslovens § 98, og privilegiet finder således kun anvendelse for
så vidt angår selve lønkravet på 22.000 kr.
En ansat, som går 10.000 kr. ned i løn pr. måned i seks måneder (januar til juni),
og som derefter vender tilbage til sin hidtidige løn (fra juli), og som efter
yderligere tre måneder (udgangen af september) har ret til en bonus på 100.000 kr.
som betaling for den indgåede henstandsaftale, vil i tilfælde af arbejdsgiverens
konkurs og samtidige fritstillelse af den ansatte 1. august samme år have krav på
og privilegium for sin normale løn i opsigelsesperioden. Den ansatte vil endvidere
have privilegium for de 60.000 kr. af bonussen, hvis forfaldstiden herfor ligger
inden for opsigelsesperioden, idet denne del udgør efterbetaling af den løn, der er
givet henstand med. De resterende 40.000 kr. (rentedelen) vil være efterstillede, jf.
konkurslovens § 98, hvis der er tale om en rente, der angår perioden efter
dekretets afsigelse. Dette forudsætter imidlertid, at udbetalingen af rentedelen af
bonussen er betinget af, at den pågældende fortsat er ansat hos arbejdsgiveren
(hvis denne ikke var gået konkurs) på forfaldstiden for bonussen. Er aftalen om
rentedelen af bonussen bygget op sådan, at den ansatte ved tidligere afbrydelse af
arbejdsforholdet, der ikke er begrundet i virksomhedens insolvensbehandling, har
261
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
ret til den del, der må anses for optjent på afskedigelsestidspunktet, vil der være
privilegium for den del, der vedrører tiden inden dekretets afsigelse. Dette
indebærer, at en aftale om, at den ansatte for hver måneds ansættelse hos
virksomheden optjener ret til rente på 4.000 kr., og den resterende del af
rentedelen skal udbetales med udgangen af september, fører til privilegium for
4.000 kr. for hver måned forud for konkursdekretet. Dvs. i tilfælde af konkurs den
1. juni er 20.000 kr. omfattet af privilegiet, mens de resterende 20.000 kr. af
rentedelen er efterstillet.
Går aftalen i stedet ud på, at en ansat går 10.000 kr. ned i løn i seks måneder
(januar til juni) og herefter (fra juli) går tilbage til sin normale løn tillagt 5.000 kr.
pr. måned, vil den normale løn tillagt 5.000 kr. være privilegeret vedrørende juli
og august i tilfælde af arbejdsgiverens konkurs og den ansattes samtidige
fritstillelse den 1. september. I opsigelsesperioden vil den ansatte kun have
privilegium for sin normale løn, idet rentedelen på 5.000 kr. vil være efterstillet
fra september og frem.
Med henblik på at undgå misbrug vil det fortsat være op til domstolene at sikre, at
aftaler mellem arbejdsgiveren og den ansatte, som ikke skal kunne gøres
gældende inter partes, men som er indgået med henblik på at blive gjort gældende
over for arbejdsgiverens konkursbo, ikke kan påberåbes over for boet (eller LG).
En sådan aftale kan gå ud på aftalt henstand med lønnen i en periode og derefter
en varig lønstigning. Hvis det ikke har været hensigten, at den ansatte skulle
kunne gøre aftalen om lønstigning gældende over for arbejdsgiveren, skal en
sådan aftale efter omstændighederne behandles som en aftale om en egentlig
lønnedgang, hvor der ikke er givet henstand med noget beløb.
Det må antages, at der foreligger en misbrugssituation, hvis der aftales henstand
kombineret med en meget høj forrentning/bonus, og arbejdsgiveren kort tid efter
går konkurs.
262
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Der tilsigtes ingen ændring i gældende praksis om, at aftaler om f.eks. en varig
eller midlertidig lønnedgang, som skal gøres gældende inter partes, men ikke over
for arbejdsgiverens konkursbo, ikke kan påberåbes over for boet. Dvs. den ansatte
har i tilfælde af konkurs kun et krav mod boet (og LG) vedrørende den aftalte
lavere løn.
Skifteretten har efter det foreslåede stk. 3 (der i vidt omfang er en videreførelse af
den gældende § 95, stk. 2) mulighed for at nægte fortrinsret for skyldnerens
nærstående. Nægtelse af fortrinsret vil fortsat kunne ske, hvis den nærstående har
givet henstand med sin løn, selv om bestemmelsen foreslås ændret, så henstand
ikke nævnes som et udtrykkeligt kriterium. Fortrinsret kan således i dette tilfælde
nægtes på baggrund af usædvanlige løn- og ansættelsesvilkår, der er begrundet i
henstand.
Skifteretten bør i den forbindelse bl.a. lægge vægt på, om arbejdsgiverens
nærstående er den eneste, der har indgået en henstandsaftale, eller om det er sket
som led i, at en række ansatte, der ikke er nærstående, har indgået tilsvarende
henstandsaftaler.
Der henvises til kapitel 5.
Det foreslåede
stk. 3
om skifterettens mulighed for at nægte skyldnerens
nærstående fortrinsret er identisk med den gældende bestemmelse i konkurslovens
§ 95, stk. 2, bortset fra at bestemmelsen ikke længere udtrykkeligt nævner
henstand som et kriterium i vurderingen af, om en nærstående skal nægtes
fortrinsstilling.
Ændringen foreslås for at tydeliggøre, at ydelse af henstand ikke i sig selv er et
kriterium, som skal føre til nægtelse af fortrinsret. I tilfælde, der bl.a. omfatter, at
henstand kun ydes af nærstående, eller hvor nærstående har særligt gunstige
henstandsaftaler, vil disse personer kunne nægtes fortrinsret, fordi der vil være
tale om usædvanlige løn- og arbejdsvilkår.
263
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Der henvises til kapitel 5.
Det foreslås i
stk. 4,
at skifteretten kan bestemme, at et medlem af skyldnerens
øverste ledelse, der ikke er skyldnerens nærstående, uanset stk. 1, nr. 1, skal
omfattes af fortrinsretten, såfremt det under hensyn til virksomhedens art,
offentligretlig regulering eller tilskud og løn- og ansættelsesvilkår findes rimeligt
begrundet.
Forslaget er en undtagelse til udgangspunktet i stk. 1, nr. 1, hvorefter det kun er
personer, der er ansat i skyldnerens tjeneste, der omfattes af fortrinsretten.
Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, er en videreførelse af gældende ret, der fortolkes
sådan, at visse medlemmer af skyldnerens øverste ledelse ikke har privilegium for
deres lønkrav mv. mod arbejdsgiverens konkursbo.
I medfør af stk. 4 har skifteretten mulighed for efter en konkret vurdering alligevel
at lade et medlem af skyldnerens øverste ledelse omfatte af lønprivilegiet.
Skifteretten skal i den forbindelse lægge vægt på, om privilegium er rimelig
begrundet under hensyn til de kriterier, som bestemmelsen angiver.
Anlægges sagen mod LG, f.eks. fordi der ikke er dividende til § 95-krav i
konkursboet, og kravet dermed ikke prøves, tages der stilling til spørgsmålet af de
almindelige domstole, der påkender sagen mod LG.
Skifteretten skal lægge vægt på virksomhedens art. Heri ligger, at en række
virksomheder,
herunder
selvejende
institutioner,
skoler
mv.,
ikke
er
sammenlignelige med almindelige erhvervsvirksomheder, bl.a. fordi de ikke
drives under sædvanlige markedsvilkår, herunder at visse af disse virksomheder
ikke har profit for øje. Er der tale om et sædvanligt aktieselskab eller
anpartsselskab mv., der drives med profit for øje, vil den foreslåede bestemmelse
ikke finde anvendelse.
264
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Dette kriterium vil være af betydning for mange, men ikke alle virksomheder, der
drives ligesom lignende offentlige institutioner.
Skifteretten skal endvidere lægge vægt på, om virksomheden er underlagt særlige
offentligretlige regler i et sådant omfang, at virksomhedens øverste ledelses
beføjelser og kompetencer er væsentligt indskrænket, og at lederen bl.a. på den
baggrund
ikke
kan
sammenlignes
med
en
leder
af
en
traditionel
erhvervsvirksomhed.
Der bør i den forbindelse lægges vægt på, om lederen har en sådan indflydelse, at
den pågældendes beslutninger reelt kan have væsentlig betydning for
virksomhedens økonomiske vanskeligheder, og om den pågældende har mulighed
for at styre virksomheden fri af konkurs, når vanskelighederne er opstået.
Der bør lægges mindre vægt på, om lederen f.eks. kan ansætte og afskedige
medarbejdere.
Der skal også lægges vægt på, om virksomheden (løbende) modtager offentlige
støttemidler eller tilskud, herunder om virksomheden er undergivet et særligt
tilsyn fra en offentlig myndighed. At dette er tilfældet, er med til at forstærke, at
der ikke er tale om en traditionel erhvervsvirksomhed, som drives på sædvanlige
markedsvilkår.
Der skal endelig lægges vægt på lederens løn- og ansættelsesvilkår. Det
forudsættes, at dette kriterium ikke i sig selv fører til, at den pågældende leder
tillægges fortrinsret. Kriteriet skal således anvendes i kombination med et eller
flere af bestemmelsens øvrige kriterier.
Der bør foretages en vurdering af, om lederens løn- og ansættelsesvilkår står i
forhold til den risiko, der ligger i at være uden privilegium i tilfælde af
virksomhedens konkurs, og til det ansvar og den indflydelse, som nægtelse af
privilegium bl.a. er begrundet i. Der kan også lægges vægt på, om lønnen kan
265
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
siges at være sammenlignelig med den løn, som direktører og andre ledende
medarbejdere, der falder uden for privilegiet, normalt oppebærer.
Det skal i den forbindelse fremhæves, at det ikke i sig selv taler for nægtelse af
privilegium, at lederen oppebærer en højere løn end virksomhedens underordnede
medarbejdere. Dette vil være naturligt, også selv om lederen ikke har den
selvstændighed i forhold til væsentlige beslutninger, som begrunder, at lederen
konkret bør omfattes af fortrinsretten.
I relation til ansættelsesvilkår kan der bl.a. lægges vægt på, om lederen er omfattet
af samme overenskomst som de underordnede medarbejdere, og om lederens
arbejde er beregnet til at skulle udføres på omkring 37 timer om ugen. Hvis dette
er tilfældet, vil det i høj grad – eventuelt sammen med andre kriterier – tale for, at
lederen tillægges privilegium.
Finder skifteretten, at en ledende medarbejder skal omfattes af fortrinsretten,
indebærer det, at lederen med hensyn til krav på løn mv. stilles ligesom
almindelige ansatte, herunder at dækningslofterne finder anvendelse.
Der henvises til kapitel 6.
Det foreslås i
stk. 5,
at justitsministeren kan fastsætte regler om de betingelser, der
skal være opfyldt, for at en opsparingsordning (frit valg-ordning) er omfattet af
stk. 1, nr. 1, og om, hvilke krav der kan være omfattet af en sådan ordning,
herunder om dokumentation for disse forhold.
Bestemmelsen svarer til den gældende § 95, stk. 3, idet det dog i modsætning til
den gældende bestemmelse ikke er et krav efter den foreslåede bestemmelse, at
der er tale om en uforrentet opsparingsordning, og den omfatter på den baggrund
også forrentede opsparingsordninger.
Der henvises til kapitel 5.
266
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Det foreslås i
stk. 6,
at krav på erstatning for afbrydelse af arbejdsforholdet
opgøres isoleret for hver lønperiode.
Forslaget har til hensigt at skabe mulighed for, at ansatte, der er fritstillet i deres
opsigelsesperiode, gennem LG kan få udbetalt løn løbende frem for at skulle
afvente en samlet erstatningsopgørelse, når hele opsigelsesperioden er forløbet.
Forslaget forpligter imidlertid ikke LG til at foretage udbetaling på et bestemt
tidspunkt eller inden for et bestemt tidsrum.
Forslaget har til dels sammenhæng med forslagene om konkursregulering, jf. § 1,
nr. 4 og 6 (forslaget til konkurslovens § 12 t, stk. 1 og § 61, stk. 4), og om
opgørelse af tabserstatning af krav på minimalerstatning og godtgørelser, jf. § 1,
nr. 10 (forslag til konkurslovens § 98, nr. 2).
Forslaget indebærer, at ansatte, der var månedslønnede hos den konkursramte
virksomhed, får opgjort deres erstatning efter hver måned, og at erstatningen kun
skal opgøres på baggrund af ny indtægt mv., der vedrører den pågældende
lønperiode. En høj indtægt fra anden beskæftigelse i en senere lønperiode skal
således ikke medføre reduktion i eller tilbagebetaling af (fuld) erstatning for en
tidligere lønperiode.
Opgørelsen sker isoleret for hver enkelt lønperiode, uanset at der i forbindelse
med opgørelse af en senere lønperiode endnu ikke er foretaget udbetaling
vedrørende tidligere lønperioder.
Erstatningsopgørelsen foretages efter almindelige erstatningsretlige regler, og der
tilsigtes ingen ændring af disse.
Forslaget vedrører kun lønperioder, som der endnu ikke er udbetalt erstatning for,
idet § 95 kun finder anvendelse på krav, som anmeldes i konkursboet eller hos
267
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
LG. Forslaget vedrører både opsigelsesperioder, der ligger før og efter
konkursdekretets afsigelse.
Var en ansat aflønnet månedligt, medfører forslaget, at erstatningen i en måned
kun fradrages modsvarende indtægt i den samme måned. Hvis den ansatte i en
måned (januar) ikke har modsvarende indtægt, får den ansatte fuld erstatning for
den pågældende måned (januar), og hvis den ansatte i måneden efter (februar) fra
en ny arbejdsgiver oppebærer løn, der er højere, end den erstatning den ansatte
skulle have haft, får den ansatte ingen erstatning vedrørende denne måned
(februar), men den højere løn modregnes ikke i erstatningen for den foregående
måned (januar) eller for efterfølgende måneder. Hvis den ansatte var aflønnet hver
14. dag, opgøres erstatningen efter hver 14. dag.
Har den ansattes lønperioder hos den konkursramte arbejdsgiver været af en anden
længde end den pågældendes nye lønperiode, må den modsvarende løn opdeles i
perioder, der svarer til lønperioderne hos den konkursramte arbejdsgiver.
Er den pågældende ansatte i opsigelsesperioden ansat til en lavere løn, vil kun
differencen kunne anmeldes i boet.
Har en ansat ret til erstatning, der ikke relaterer sig til en bestemt lønperiode, må
erstatningen opdeles i tekniske opsigelsesperioder og lægges i forlængelse af den
faktiske opsigelsesperiode.
Der henvises til kapitel 10.
Stk. 7
regulerer, i hvilket omfang fornyede dækningslofter finder anvendelse i
tilfælde, hvor skyldneren tidligere har været under rekonstruktions- eller
konkursbehandling, og hvor der igen er indledt insolvensbehandling mod den
samme skyldner.
268
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Bestemmelsen er aktualiseret af, at det foreslås, at rekonstruktionsbehandling er
udbetalingsgrund efter LG-loven. Selv om § 95 ikke finder direkte anvendelse
under
rekonstruktionsbehandling,
indebærer
forslaget
til
LG-loven,
at
dækningslofterne mv. i § 95 via LG-loven finder anvendelse på krav, der rettes
mod LG i tilfælde af en arbejdsgivers rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås i
stk. 7, 1. pkt.,
at såfremt skyldneren tidligere har været under
rekonstruktionsbehandling,
skal
fyldestgørelse
opnået
under
rekonstruktionsbehandlingen medregnes ved anvendelsen af stk. 2, medmindre
rekonstruktionsbehandlingen blev afsluttet som følge af stadfæstelse af et
rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, eller som
følge af at skyldneren ikke var insolvent.
Denne regel medfører, at i tilfælde, hvor en rekonstruktionsbehandling ender med
en konkurs, vil en ansat under de to insolvensbehandlinger i alt højst kunne få
udbetalt de beløb, der fremgår af dækningslofterne i stk. 2. I et sådant tilfælde har
den ansatte således ikke noget fornyet dækningsloft under konkursbehandlingen.
Dette kan udtrykkes således, at rekonstruktions- og konkursbehandlingen i
relation til dækningslofter reelt anses for én insolvensbehandling.
Har en arbejdsgiver været under f.eks. rekonstruktionsbehandling, som er blevet
efterfulgt af solvens, hvilket typisk vil skyldes en tvangsakkord, og der herefter
igen indledes rekonstruktions- eller konkursbehandling mod arbejdsgiveren,
indebærer bestemmelsen, at fornyede dækningslofter vil finde anvendelse i
forhold til den nye insolvensbehandling.
Rækkevidden af dette forslag er, at ansatte, der har opnået dækning under en
tidligere rekonstruktionsbehandling, der førte til arbejdsgiverens solvens, ikke
skal risikere at arbejde videre for arbejdsgiveren efterfølgende uden at have
sikkerhed for deres løn i form af at være omfattet af lønprivilegiet.
269
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
I
stk. 7, 2. pkt.,
foreslås endvidere, at såfremt skyldneren tidligere har været under
konkursbehandling, omfattes krav, der blev eller kunne være gjort gældende under
den tidligere konkursbehandling, ikke af stk. 1.
En ansat, der som følge af dækningslofterne ikke har fået dækket sit fulde krav
under en tidligere konkursbehandling, kan således ikke genfremsætte kravet som
fortrinsberettiget krav under en senere konkursbehandling (med henblik på at få
dækket dette under et fornyet dækningsloft). Den ansatte kan med andre ord alene
få fortrinsret i det nye konkursbo for krav, der ikke kunne være gjort gældende
under den tidligere konkursbehandling.
Hvis
der
forud
for
den
tidligere
konkursbehandling
var
en
rekonstruktionsbehandling, hvorunder den ansatte fik afskåret et krav på grund af
dækningslofterne, ville dette krav kunne være gjort gældende som simpelt eller
efterstillet krav i den tidligere konkursbehandling og kan dermed ikke gøres
gældende som fortrinsberettiget under den nye konkursbehandling.
Der henvises til kapitel 12.
Det foreslås i
stk. 8,
at fortrinsstillingen for løn mv. efter stk. 1 også omfatter
SKATs krav på A-skat og AM-bidrag heraf.
Den foreslåede bestemmelse har til formål udtrykkeligt at fastslå den gældende
retstilstand, hvorefter SKATs krav på A-skat og AM-bidrag af løn, som er betalt
af LG efter indledning af konkursbehandling, eller som betales af konkursboet,
ligesom lønkravet (eller LG’s regreskrav) er omfattet af konkurslovens § 95.
Bestemmelsen finder endvidere anvendelse i forhold til SKATs krav vedrørende
lønkrav, der udbetales af LG ved indledning af rekonstruktionsbehandling. Når
LG anmelder sit regreskrav i konkursboet, anmelder LG således bruttokravet, idet
skattedelen også vil være omfattet af § 95.
270
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Den foreslåede bestemmelse indebærer i det hele taget, at et lønkrav, der kan
anmeldes i konkursboet som omfattet af § 95, trækker skattedelen heraf med op i
privilegiet. Bruttolønnen skal således anmeldes i boet, som betaler både
nettolønnen og skattekravet fuldt ud, medmindre der kun er dividende til delvis
dækning.
Anmeldes et bruttokrav på 100.000 kr., hvoraf skattedelen udgør 40.000 kr, og er
der 50 pct. dividende til § 95-krav, udlodder konkursboet således 30.000 kr. til
den ansatte eller LG og 20.000 kr. til SKAT.
Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på, at A-skat og AM-bidrag af lønkrav,
der er omfattet af § 93 eller § 94, ligeledes omfattes af de pågældende
bestemmelser.
Bestemmelsen ændrer endvidere ikke på, at SKATs krav på A-skat og AM-bidrag
kun er omfattet af § 95, i det omfang der anmeldes nettolønkrav, der omfattes af §
95.
Undlader LG således at anmelde et regreskrav i den tro, at der ikke er dividende
til § 95-krav, omfattes skattedelen af de af LG udbetalte krav dermed ikke af § 95.
Det samme gør sig gældende i forhold til skattedelen af lønkrav, hvor nettodelen
er betalt til den ansatte af arbejdsgiveren inden indledning af rekonstruktions- eller
konkursbehandling. SKATs krav vil i dette tilfælde ligesom efter gældende ret
være omfattet af konkurslovens § 97.
Der henvises til kapitel 7.
Til nr. 10 (§ 98, nr. 2)
Det foreslås, at krav fra ansatte omfattes af § 98, nr. 2, i det omfang kravet
modsvares eller burde modsvares af anden indtægt.
271
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Forslaget har sammenhæng med retten til såkaldt minimalerstatning i
funktionærlovens § 3, men finder også anvendelse i forhold til andre retsgrundlag,
der giver ret til dobbelt løn eller lignende, uden at der skal foretages en egentlig
erstatningsopgørelse efter almindelige erstatningsretlige principper.
Forslaget har også sammenhæng med forslaget om, at fratrædelsesgodtgørelser,
der ikke er begrundet i en krænkelse af den ansatte, skal opgøres som
tabserstatning, uanset om godtgørelsen reelt må anses som en aftale om en
tabsuafhængig ydelse.
Afgørende er, om retsgrundlaget giver den ansatte mulighed for at kræve løn,
erstatning eller godtgørelse i en opsigelsesperiode, eller giver ret til en
fratrædelsesgodtgørelse,
der
reelt
kan
sidestilles
med
et
forlænget
opsigelsesvarsel, på trods af at den pågældende løn, erstatning eller godtgørelse
modsvares af anden indtægt, og den ansatte således ikke har lidt et tab.
Bestemmelsen omfatter ikke kun krav, der modsvares af anden indtægt, men
tillige krav, der burde modsvares af anden indtægt. Heri ligger en pligt for den
ansatte til at iagttage en tabsbegrænsningspligt typisk ved at være arbejdssøgende.
Bestemmelsen indebærer navnlig, at kun den del af et efter ansættelsesretten
tabsuafhængigt krav, som vil kunne gøres gældende efter en tabsopgørelse, er
beskyttet af privilegiet i § 95. Den resterende del af kravet foreslås henført til
konkurslovens § 98, nr. 2, idet det ikke er udtryk for et tab, eller dog som følge af
manglende iagttagelse af tabsbegrænsningspligt ikke er udtryk for et værnet tab. I
og med at kravet dog kan gøres gældende efter § 98, respekteres det krav, som den
ansatte har ifølge ansættelsesretten.
Bestemmelsen indebærer, at der skal opgøres tab, herunder vurderes om
tabsbegrænsningspligten er opfyldt, vedrørende krav fra alle ansatte. Dette gælder,
uanset om den ansatte gør sit krav gældende efter § 95 eller efter § 97
272
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
(eksempelvis fordi den ansatte er leder eller har et krav, der overstiger
dækningslofterne i § 95).
I bestemmelsen henvises til § 95, stk. 6. Heraf følger, at hvis den ansattes krav er
omfattet af § 95, skal vurderingen efter § 98 af, om kravet modsvares eller burde
modsvares af anden indtægt foretages periode for periode (og ikke samlet for alle
perioder). Det vil primært betyde, at en ansats erstatning eller godtgørelse ikke er
privilegeret (fuldt ud) for så vidt angår de perioder, herunder tekniske
opsigelsesperioder, jf. forslaget til § 95, stk. 6, hvor den ansatte oppebærer ny
indkomst eller ikke iagttager sin tabsbegrænsningspligt, jf. nærmere nedenfor.
Hvis den ansattes krav derimod er omfattet af § 97, eksempelvis fordi den ansatte
er leder, foretages vurderingen efter § 98 af det samlede krav, dvs. samlet for hele
den periode, som den ansattes krav angår.
Forslaget indebærer ingen ændring i forhold til f.eks. almindelige (tabsafhængige)
krav på erstatning i opsigelsesperioden, hvor den del af kravet, som skæres væk
ved tabsopgørelsen, fortabes og hverken kan gøres gældende mod skyldneren eller
konkursboet.
Forslaget indebærer ligeledes ingen ændring i forhold til de (tabsuafhængige)
fratrædelsesgodtgørelser, der ydes pga. en krænkelse af den ansatte. Disse
godtgørelser anerkendes fortsat fuldt ud, herunder som privilegerede krav efter §
95, i det omfang de øvrige betingelser herfor er opfyldt.
Forslaget finder anvendelse, uanset om kravene er optjent eller forfalder før eller
efter konkursens indtræden. Enhver indkomst, hvad enten den stammer fra f.eks.
nyt arbejde eller sociale eller offentlige ydelser, i det omfang disse ikke skal
tilbagebetales som følge af dækning fra LG eller konkursboet, vil skulle fradrages
i det privilegerede krav. Det forudsættes, at indkomsten modsvarer lønnen fra den
konkursramte arbejdsgiver. Offentlige ydelser eller indtægt fra et bierhverv, som
273
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
den ansatte modtog under ansættelsen hos den konkursramte arbejdsgiver, skal
således ikke tages i betragtning.
Som nævnt ovenfor foreslås det i § 95, stk. 6, at erstatningen opgøres isoleret for
hver lønperiode, og indtægt i en senere lønperiode fradrages således ikke i
erstatningen vedrørende tidligere lønperioder, jf. forslaget til § 1 nr. 9 (forslag til
konkurslovens § 95, stk. 6), og bemærkningerne hertil.
Er den pågældende ansatte i opsigelsesperioden ansat til en lavere løn, vil
differencen kunne anmeldes som privilegeret krav, mens resten efterstilles.
Den ansatte vil have pligt til at oplyse om modsvarende indtægt, herunder i
tilfælde af ny ansættelse
i udlandet, og undladelse heraf vil efter
omstændighederne medføre strafansvar efter straffelovens § 279 om bedrageri.
Erstatningen opgøres efter almindelige tabsopgørelsesprincipper, herunder
princippet om tabsbegrænsningspligt, og forslaget har ikke til hensigt at fravige
disse principper, som i forvejen finder anvendelse ved opgørelse af krav efter
minimalerstatningsperioden
minimalerstatning.
eller
fra
ansatte,
der
ikke
har
krav
på
Det bemærkes, at tabsbegrænsningspligten ikke skal indebære, at den ansatte er
forpligtet til at søge nyt arbejde i en periode, hvor konkursboet eller LG anser
ferie for holdt efter ferielovens § 16, stk. 2. Den ansatte har således mulighed for
at holde en arbejdsfri periode, hvis den pågældende ikke har opnået ny ansættelse.
Hvis forslaget gennemføres i kombination med forslaget om at fastsætte et
dækningsloft for lønprivilegiet på f.eks. 160.000 kr., vil retsstillingen i det
nedenfor beskrevne eksempel være følgende:
En funktionær har en nettoindkomst på 37.000 kr. pr. måned. Funktionærens
arbejdsgiver går konkurs den 30. april og skylder løn for februar til og med april
274
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
måned. Funktionæren opsiges og fritstilles 30. april og har et opsigelsesvarsel på
tre måneder. Den pågældende har på den baggrund et krav mod arbejdsgiverens
konkursbo på 222.000 kr. i nettoindkomst (svarende til 6 måneders løn).
Funktionæren får fra 1. juni nyt job med en nettoindkomst på 30.000 kr. pr.
måned, og den pågældende vil have et efterstillet krav på 60.000 kr. på grund af
indkomst fra den nye arbejdsgiver (i juni og juli). Det privilegerede krav vil
herefter være på 160.000 kr., mens de resterende 2.000 kr. vil være omfattet af
konkurslovens § 97, fordi de overskrider beløbsloftet i konkurslovens § 95 på
160.000 kr.
Hvis funktionæren først havde fået nyt job den 15. juni, men med en månedsløn
på 40.000 kr., ville den pågældendes efterstillede krav alene udgøre 57.000 kr.
(svarende til lønnen for halvdelen af juni og for hele juli, idet sidstnævnte løn dog
højst kan føre til en efterstilling af 37.000 kr.). Funktionæren vil fortsat have et
privilegeret krav på 160.000 kr., mens den del af kravet, der omfattes af
konkurslovens § 97 som følge af beløbsloftet, vil udgøre 5.000 kr. Funktionæren
vil allerede ved konkursens indtræden kunne fremsætte krav over for
Lønmodtagernes Garantifond om betaling af lønnen vedrørende perioden før
konkursen (februar til og med april). Da opgørelse sker månedsvis, vil
funktionæren
ved
udgangen
af
maj
kunne
fremsætte
krav
over
for
Lønmodtagernes Garantifond om betaling af løn for maj måned, hvor den ansatte
endnu ikke havde fået nyt job. LG’s udbetalingstidspunkt vil imidlertid afhænge
af sagsbehandlingstiden mv.
Skal der opgøres tabserstatning i forhold til krav, der ikke kan henføres til en
bestemt
optjeningsperiode,
må
kravet
periodiseres
som
en
teknisk
opsigelsesperiode i forlængelse af den faktiske opsigelsesperiode. Dette er særligt
relevant i forhold til fratrædelsesgodtgørelser, der ikke begrundes i en krænkelse
af den ansatte, og som ikke umiddelbart vedrører en bestemt periode.
Der henvises til kapitel 8 og 10.
275
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Til nr. 11 (§ 200, stk. 1, nr. 4)
Forslaget er en konsekvens af forslaget om at ændre konkurslovens § 98, nr. 2.
Til nr. 12 (§ 244)
Det foreslås, at der skabes mulighed for, at LG kan adciteres i en sag ved
skifteretten mellem en ansat og et konkursbo, ligesom det foreslås, at LG selv får
mulighed for at intervenere i en sådan sag.
Det foreslås således i
stk. 3,
at den, som gør krav på løn mv., jf. konkurslovens §
95, gældende mod konkursboet, kan indstævne LG for skifteretten for at få dom
over fonden sammen med boet.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at en person, der var ansat af
skyldneren, har mulighed for at inddrage LG i en sag ved skifteretten mod
konkursboet med henblik på at sikre, at LG bindes af skifterettens afgørelse.
Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, når sagen omhandler et krav mod
boet, som vedrører konkurslovens § 95, og som på den baggrund også vil kunne
gøres gældende mod LG. Er kravet i det konkrete tilfælde omfattet af
konkurslovens § 94 finder bestemmelsen ligeledes anvendelse, hvis kravet i givet
fald vil være omfattet af LG’s dækning.
Muligheden for at inddrage LG i en sag ved skifteretten foreligger naturligvis kun,
hvis der finder en fordringsprøvelse sted, jf. konkurslovens § 130, stk. 3, hvorefter
fordringer, der er således stillet i konkursordenen, at de ikke vil kunne opnå
dividende, ikke prøves. Finder fordringsprøvelse ikke sted, må den ansatte føre
sag mod LG ved Retten i Hillerød.
Det følger af det almindelige princip om retlig interesse, at en ansat ikke kan
inddrage LG i sagen, medmindre den pågældende har retlig interesse i
inddragelsen. Heri ligger, at den ansatte ved at få medhold i sin påstand dermed
også har et krav mod LG.
276
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
I de tilfælde, hvor LG allerede har dækket den ansattes krav op til de foreslåede
dækningslofter, men hvor den ansatte har udækkede § 94-krav, der kan gøres
gældende mod konkursboet, har den ansatte således ikke interesse i, at LG bindes
af afgørelsen, fordi LG under alle omstændigheder ikke vil skulle dække de
pågældende krav.
I kravet om retlig interesse ligger f.eks. også, at en ansat ikke kan inddrage LG i
en sag, hvis fonden på forhånd har bundet sig til at følge skifterettens afgørelse i
sagen mellem den ansatte og konkursboet, herunder har bundet sig til ikke at gøre
f.eks. forældelse gældende.
Det foreslås i stk.
4,
at LG kan indtræde som part i en sag, der angår krav i medfør
af konkurslovens § 95.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at LG har mulighed for at
intervenere i en sag mellem en ansat og et konkursbo, således at skifterettens
afgørelse også er bindende i forhold til LG.
Der skal være tale om et krav i medfør af § 95, men ligesom efter stk. 3 kan kravet
i det konkrete tilfælde være omfattet af § 94, hvis det bortset herfra ville være
omfattet af § 95.
LG’s har ikke retlig interesse i at intervenere i sagen, hvis LG under alle
omstændigheder ikke vil kunne komme til at dække det pågældende krav, f.eks.
fordi LG allerede har dækket krav fuldt ud efter de foreslåede dækningslofter.
Dette indebærer også, at LG’s generelle interesse i, at konkursboet dækker så få
krav som muligt fra andre fordringshavere, ikke er tilstrækkeligt til at kunne
intervenere i en sag på konkursboets side, med henblik på at LG får højere
dividende af fondens krav mod konkursboet.
Der henvises til kapitel 19.
277
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Til § 2 (lov om Lønmodtagernes Garantifond)
Til nr. 1 (§ 1, stk. 1, nr. 4)
Det foreslås, at LG-lovens § 1, stk. 1, nr. 4, ændres, således at indledning af
rekonstruktionsbehandling gøres til udbetalingsgrund hos LG.
Efter gældende ret har LG kun mulighed for under rekonstruktionsbehandling at
yde
lån
til
dækning
af
lønkrav
mv.,
der
forfalder
efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning, og denne låneadgang anvendes i praksis
kun i forhold til ansatte, der fortsat beskæftiges af arbejdsgiveren under
rekonstruktionsbehandlingen. Ansatte, der ikke beskæftiges af en arbejdsgiver
under rekonstruktionsbehandling, har således i praksis ikke mulighed for
udbetaling fra LG, før arbejdsgiverens eventuelle konkurs indtræder.
Forslaget betyder, at LG fremover skal foretage udbetalinger af lønrestancer mv.
allerede
i
forbindelse
med
indledning
af
arbejdsgiverens
rekonstruktionsbehandling. Den nærmere forpligtelse hertil er reguleret i forslaget
til LG-lovens § 3.
Der henvises til kapitel 12.
Til nr. 2 (§ 2, stk. 1)
Den foreslåede ændring er en konsekvensrettelse, idet kildeskattelovens § 73 er
ophævet og med mindre justeringer erstattet af gældsinddrivelseslovens § 10, jf.
lov nr. 1333 af 19. december 2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige med
senere ændringer.
Til nr. 3 (§ 2. stk. 2)
Det foreslås, at garantien fra LG omfatter krav, der er eller i tilfælde af konkurs
ville være omfattet af konkurslovens § 95, herunder selv om kravet i det konkrete
tilfælde er eller ville være omfattet af konkurslovens § 94, nr. 2. Garantien
278
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
omfatter dog kun en ansats krav efter konkurslovens § 94, nr. 2, i det omfang dette
krav tillagt den ansattes krav efter konkurslovens § 95 ikke overstiger de i
konkurslovens § 95, stk. 2, nævnte beløbsgrænser.
Den foreslåede
§ 2, stk. 2, 1. pkt.
indeholder ingen egentlig ændring af den
gældende bestemmelse i LG-lovens § 2, stk. 2, 1. pkt., men bestemmelsen foreslås
omformuleret som konsekvens af forslaget til ændring af konkurslovens § 95.
Bestemmelsen indebærer, at LG’s dækning i alle tilfælde kun omfatter den type
krav, der omfattes af konkurslovens § 95, fra den personkreds, privilegiet
omfatter, uanset om § 95 i det konkrete tilfælde ikke finder anvendelse, fordi
arbejdsgiveren ikke er under konkursbehandling, eller fordi kravet som følge af
rekonstruktionsbehandling er omfattet af konkurslovens § 94.
Bestemmelsen i LG-lovens § 2, stk. 2, 1. pkt., får via henvisningen til
konkurslovens § 95 bl.a. den betydning, at dækningslofterne i konkurslovens § 95,
stk. 2, overføres til LG’s dækning. Lønkrav mv. er således kun omfattet af LG’s
dækning, hvis de i tilfælde af konkurs ikke afskæres af de foreslåede
dækningslofter i lønprivilegiet.
Henvisningen til konkurslovens § 95 får endvidere bl.a. den betydning, at LG i
tilfælde af flere insolvensbehandlinger mod en arbejdsgiver er forpligtet til ved
hver behandling at udbetale lønkrav mv. inden for dækningslofterne, såfremt dette
følger af den foreslåede § 95, stk. 7.
Bestemmelsen i LG-lovens § 2, stk. 2, finder anvendelse i forhold til alle
udbetalinger fra LG, herunder udbetalinger under rekonstruktionsbehandling, men
der kan i de enkelte bestemmelser foretages fravigelser. Dette forslås i forslaget til
§ 3, stk. 2, og 3, hvor dækningslofterne i konkurslovens § 95, stk. 2, ikke finder
anvendelse, fordi der gælder en særlig beløbsmæssig afgrænsning efter stk. 2, og
fordi udbetalingen efter stk. 3 foretages fuldt ud uden for nogen beløbsgrænser.
279
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
De pågældende udbetalinger finder fortsat kun sted, hvis kravene er af en type og
fra en persongruppe, der er omfattet af konkurslovens § 95, og hvis kravene i det
konkrete tilfælde er (eller i tilfælde af konkurs ville være) omfattet af § 94 eller
95. LG skal således fortsat aldrig dække krav omfattet af konkurslovens § 93.
Den gældende bestemmelse om, at garantien kun omfatter krav, der kan støttes på
konkurslovens § 94, nr. 2, såfremt skifteretten attesterer, at boet ikke for tiden er i
stand til at betale, foreslås ophævet, idet bestemmelsen efter Konkursrådets
oplysninger aldrig eller kun sjældent anvendes, og LG således udbetaler § 94-krav
uden forudgående attest fra skifteretten.
Det foreslås i
stk. 2, 2. pkt.,
at LG’s dækning kun omfatter en ansats krav efter
konkurslovens § 94, nr. 2, i det omfang dette krav tillagt den ansattes krav efter
konkurslovens § 95 ikke overstiger de i konkurslovens § 95, stk. 2, nævnte
beløbsgrænser.
Dækning af § 94-krav er således begrænset af, at den ansatte i alt – dvs. inklusiv
den ansattes eventuelle § 95-krav – hos LG højst kan få udbetalt de beløb, der
fremgår af beløbslofterne i konkurslovens § 95, stk. 2. Denne yderligere
begrænsning er en videreførelse af det hidtil gældende princip om, at beløbsloftet i
LG-loven tillige omfatter eventuelle § 94-krav. På dette punkt er der således ikke
symmetri mellem LG-loven og konkursloven, idet ansattes krav på dækning af §
94-krav fra konkursboet ikke er beløbsmaksimeret.
Bestemmelsen bliver kun relevant, hvis en ansat har § 94-krav mod et konkursbo
eller mod arbejdsgiveren, når den pågældende ikke længere beskæftiges under
rekonstruktionsbehandling, og hvis den pågældende samlet set har krav mod LG,
der overstiger de foreslåede dækningslofter.
Den foreslåede bestemmelse om, at dækningen fra LG primært vedrører § 95-
krav, er en fordel for de ansatte, idet disse uden begrænsninger kan få deres
eventuelle § 94-krav dækket i boet, i det omgang der er dividende hertil. Dette
280
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
gælder også, hvis de har fået dækket f.eks. andre lønkrav mv. for 160.000 kr. hos
LG.
Der henvises til kapitel 12.
Til nr. 4 (§ 2. stk. 3, 1. pkt.)
Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring af konkurslovens § 95, og
der tilsigtes ingen ændring i, at det er fonden, der afgør, hvilket tidspunkt der
træder i stedet for fristdagen i forbindelse med udbetalinger ved en virksomheds
ophør, såfremt det godtgøres, at arbejdsgiveren er ude af stand til at betale kravet,
samt at fonden tager stilling til, om kravet er omfattet af § 95, herunder i relation
til om der skal nægtes fortrinsret, fordi den ansatte er nærstående.
Til nr. 5
(§
2, stk. 4-6)
Det foreslås at ophæve de gældende bestemmelser i LG-lovens § 2, stk. 4-6.
Bestemmelsen i § 2, stk. 4, foreslås erstattet af en lignende bestemmelse i § 3, stk.
1, der tager højde for, at indledning af rekonstruktionsbehandling foreslås at være
udbetalingsgrund hos fonden.
Bestemmelserne i § 2, stk. 5 og 6, foreslås videreført i den foreslåede § 3 a.
Til nr. 6 (§ 3)
Den foreslåede bestemmelse omhandler LG’s udbetalinger under en arbejdsgivers
rekonstruktionsbehandling.
Det foreslås i
stk. 1,
at garantien i tilfælde af rekonstruktionsbehandling i forhold
til ansatte, som fortsat beskæftiges af arbejdsgiveren, ikke omfatter krav, der
forfalder efter rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Bestemmelsen skal sammenholdes med § 1, stk. 1, nr. 4, hvorefter
rekonstruktionsbehandling er udbetalingsgrund fra fonden. Fonden skal således i
281
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
tilfælde af en arbejdsgivers rekonstruktionsbehandling udbetale krav på løn mv.,
medmindre kravet vedrører en ansat, der fortsat beskæftiges af arbejdsgiveren, og
kravet forfalder efter rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Dette indebærer for det første, at LG efter rekonstruktionsbehandlingens
indledning skal udbetale alle krav, herunder krav vedrørende opsigelsesperioden,
til
ansatte,
der
ikke
beskæftiges
af
arbejdsgiveren
under
rekonstruktionsbehandlingen.
Det indebærer endvidere, at LG efter rekonstruktionsbehandlingens indledning i
forhold til ansatte, som fortsat beskæftiges af arbejdsgiveren, skal udbetale alle
krav, der er forfaldet inden rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Omfanget af LG’s dækning ved indledning af rekonstruktionsbehandling
afhænger således af, om de ansatte fortsat beskæftiges af arbejdsgiveren under
rekonstruktionsbehandlingen. Hermed menes, om de ansatte fortsat udfører
arbejde for arbejdsgiveren under rekonstruktionsbehandlingen, uanset om
arbejdsaftalerne videreføres efter konkurslovens § 12 o, eller om der er tale om
faktisk udført arbejde i en situation, hvor arbejdsgiveren hverken udtrykkeligt
eller stiltiende har videreført arbejdsaftalen.
Udbetaling af krav, der forfalder efter rekonstruktionsbehandlingens indledning,
kan således først foretages, når det står klart, at arbejdsgiveren ikke vil beskæftige
den enkelte ansatte under rekonstruktionsbehandlingen.
En
ansat,
som
har
været
beskæftiget
af
arbejdsgiveren
under
rekonstruktionsbehandlingen, omfattes af LG’s dækning af krav, der forfalder
efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, fra det tidspunkt, hvor den ansatte
ikke længere beskæftiges af arbejdsgiveren. LG’s dækning omfatter i dette
tilfælde både disse ansattes § 94- og § 95-krav.
282
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Krav, der forfalder efter rekonstruktionsbehandlingens indledning, må i relation til
fortsat beskæftigede ansatte afholdes af arbejdsgiveren selv, jf. dog forslaget til
stk. 2 og 3, hvorefter disse krav kan betales af LG som led i LG’s låneordning
eller efter omstændighederne efter den foreslåede rekonstruktionsgaranti.
Rekonstruktøren er i medfør af den foreslåede udvidelse af LG-lovens § 5
forpligtet til på anmodning at give LG oplysninger til brug for LG’s prøvelse af
krav, herunder også for så vidt angår ansatte, der ikke beskæftiges under
rekonstruktionsbehandlingen. Forpligtelsen gælder dog kun, i det omfang der er
udsigt til dividende til det krav, som anmodningen vedrører. En eventuel udgift
for skyldneren i den forbindelse afholdes ikke af LG.
Det foreslås i
stk. 2,
at garantien omfatter krav, der vedrører tiden inden
rekonstruktionsbehandlingens
indledning,
fra
overdragne
ansatte,
hvis
arbejdsgiverens virksomhed eller en del heraf overdrages. Dette gælder således,
uanset
krav
fra
de
overdragne
ansatte
vedrørende
måtte
tiden
inden
efter
rekonstruktionsbehandlingens
indledning
forfalde
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Bestemmelsen
finder
anvendelse,
hvis
overdragelsen
er
omfattet
af
virksomhedsoverdragelsesloven. Bestemmelsen har sammenhæng med den
foreslåede ændring af virksomhedsoverdragelsesloven, der indebærer, at
erhververen kun indtræder i ansattes krav mod arbejdsgiveren for så vidt angår
tiden efter rekonstruktionsbehandlingens indledning.
Den foreslåede bestemmelse modsvarer således den foreslåede bestemmelse i
virksomhedsoverdragelsesloven, således at LG dækker ansattes krav frem til
indledning af rekonstruktionsbehandling.
Dette indebærer isoleret set i forhold til stk. 1, at LG for så vidt angår fortsat
beskæftigede og virksomhedsoverdragede ansatte udbetaler den del af deres krav,
der i tilfælde af konkurs ville være omfattet af § 95, for den ved
283
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
rekonstruktionsbehandlingens indledning igangværende lønperiode samt eventuel
feriegodtgørelse af løn for tiden forud for rekonstruktionsbehandlingen.
Alle udbetalinger i medfør af det foreslåede stk. 1 vil skulle tilbagebetales af
arbejdsgiveren med renter, medmindre rekonstruktionsbehandlingen munder ud i
konkursbehandling., jf. i den forbindelse LG-lovens § 7. Tages arbejdsgiveren
under konkursbehandling, kan LG anmelde sit krav i konkursboet.
Der henvises til kapitel 12, 13 og 15.
Det foreslås i
stk. 3,
at LG med rekonstruktørens samtykke via arbejdsgiveren kan
udbetale
op
til
to
måneders
løn
mv.,
der
forfalder
under
en
rekonstruktionsbehandling, til hver ansat, dog i alt højst 53.000 kr.
Der er tale om en videreførelse af den eksisterende låneordning til arbejdsgivere
under rekonstruktionsbehandling, idet låneordningen pga. den i stk. 4 foreslåede
garanti dog foreslås kun at skulle gælde for op til to måneders løn, der højst kan
udgøre 53.000 kr.
Den gældende referenceperiode på 18 måneder foreslås ikke videreført. Formålet
hermed er at sikre, at låneordningen op til 53.000 kr. finder anvendelse ved enhver
rekonstruktionsbehandling.
Det forudsættes i øvrigt, at låneordningen fortsat i relation til udbetalinger og
tilbagebetalinger administreres som efter gældende ret.
Der henvises til kapitel 14.
Det foreslås i
stk. 4,
at der etableres en rekonstruktionsgaranti for skyldnerens
ansatte.
284
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Rekonstruktionsgarantien indebærer, at LG efter anmodning fra rekonstruktøren
efter konkurslovens § 12 q, stk. 2, udbetaler løn mv. for op til én lønperiode til
arbejdsgiverens ansatte, i det omfang kravet er omfattet af konkurslovens § 94.
Forslaget har sammenhæng med, at ansattes adgang til i medfør af konkurslovens
§ 12 q, stk. 2, at kræve sikkerhedsstillelse fra arbejdsgiveren ophæves og erstattes
af en pligt for rekonstruktøren til at anmode LG om udbetaling af
rekonstruktionsgarantien, jf. forslaget til § 1, nr. 3 (forslaget til konkurslovens §
12 q, stk. 2).
Rekonstruktøren foreslås således i medfør af konkursloven at være forpligtet til at
anmode om rekonstruktionsgarantien, mens LG i medfør af LG-loven foreslås at
være forpligtet til at udbetale garantien.
Rekonstruktionsgarantien gælder krav på (netto)løn mv. til de personer, der
beskæftiges af arbejdsgiveren efter rekonstruktionsbehandlingens indledning,
ligesom den kun gælder krav, der er omfattet af konkurslovens § 94. Anvendes
garantien til udbetaling af den først forfaldne løn efter indledning af
rekonstruktionsbehandling, omfatter den således ikke § 95-kravet for den del af
lønperioden, der måtte vedrøre tiden inden rekonstruktionsbehandlingen.
Rekonstruktionsgarantien kan i relation til de forskellige ansatte anvendes over
flere lønperioder, men den kan kun anvendes én gang for hver ansat i op til én
lønperiode under hver rekonstruktionsbehandling. Herefter er den ansatte ikke
sikret løn til forfaldstid.
Kommer garantien til udbetaling som den første løn, der forfalder efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning, kan den ikke under den aktuelle
rekonstruktionsbehandling anvendes igen, uanset at der udbetales løn for mindre
end en hel lønperiode.
285
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Rekonstruktionsgarantien udbetales i modsætning til låneordningen direkte til de
ansatte, og den omfatter det fulde krav mv., jf. konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 1-3,
der forfalder i den pågældende lønperiode. Garantien udbetales således uden om
de dækningslofter, der ellers foreslås direkte eller indirekte at begrænse fondens
udbetalinger.
Garantien omfatter de kravstyper, der er omfattet af forslaget til § 1, nr. 9
(konkurslovens § 95, stk. 1), jf. dog stk. 5 om feriegodtgørelse, og den finder
anvendelse i forhold til de personer, der er omfattet af beskyttelsen i § 95.
Rekonstruktionsgarantien omfatter kun § 94-krav, der vedrører den pågældende
lønperiode, og de omkostninger, som den ansatte har afholdt i den pågældende
periode. Ekstraordinære krav, der f.eks. vedrører en længere optjeningsperiode,
herunder bonusser, godtgørelser, gratialer mv., er således ikke omfattet af
rekonstruktionsgarantien.
Rekonstruktionsgarantien omfatter en sædvanlig lønstigning eller udført
overarbejde i den pågældende lønperiode, ligesom den omfatter krav mv. fra
ansatte, der har en varierende indkomst pga. provision, resultatløn eller lignende.
Når LG har modtaget en anmodning fra rekonstruktøren vedlagt relevant
dokumentation, skal fonden tilstræbe at udbetale lønnen direkte til de enkelte
ansatte til forfaldstid. Fonden har imidlertid adgang til at foretage samme prøvelse
af kravene, som fonden foretager inden udbetaling efter den nuværende
låneordning, herunder i relation til kravstyper og lønprivilegiets personelle
anvendelsesområde.
Er forfaldstiden nået, udbetaler fonden – ligesom ved den gældende låneordning –
som udgangspunkt kravene efter en sagsbehandlingstid på op til tre arbejdsdage.
Det kan ikke udelukkes, at der i perioder med mange anmodninger om udbetaling
af rekonstruktionsgaranti, vil være behov for yderligere få arbejdsdage. Der vil
herudover gå et par dage, inden beløbet er tilgængeligt på de ansattes konti.
286
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Rekonstruktionsgarantien skal behandles som et lån til arbejdsgiveren, og reglerne
om tilbagebetaling af LG-udbetalinger efter den gældende låneordning skal
således også finde anvendelse i forhold til rekonstruktionsgarantien.
LG skal kun udbetale ansattes nettoløn efter den særlige hurtige procedure, som
rekonstruktionsgarantien er udtryk for. De dele af ansattes krav, der skal udbetales
til andre modtagere, kan således først udbetales efter normal sagsbehandlingstid.
Det påhviler arbejdsgiveren selv at indberette og indbetale SKATs del af
bruttolønnen.
Det foreslås i
stk. 5,
at fonden ikke betaler feriegodtgørelse af udbetalinger efter
stk. 3 og 4. Afholder den ansatte ferie under den lønperiode, som udbetalingen
vedrører, kan fonden udbetale løn under ferie til brug herfor. Hvis den ansatte
holder ferie med feriegodtgørelse, udbetaler fonden alene feriegodtgørelse, hvis
der ikke er indbetalt det nødvendige beløb til Feriekonto.
Bestemmelsen indebærer, at rekonstruktionsgarantien og låneordningen som
udgangspunkt ikke omfatter feriegodtgørelse.
Der er tale om en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 2, stk. 4, 4.-6.
pkt., der vedrører låneordningen, og der tilsigtes ingen ændring heri.
Det foreslås i
stk. 6,
at udbetalingen efter stk. 4 foretages med forbehold for senere
tilbagesøgning over for de ansatte. Denne særlige tilbagesøgningsadgang hænger
sammen med, at fondens udbetalinger foretages efter en særlig hurtig procedure,
og at LG ikke er i kontakt med de ansatte forud for udbetalingen.
Den foreslåede specielle bestemmelse om tilbagesøgning tilsigter ikke at blokere
for, at LG’s gældende praksis omkring tilbagesøgning fortsættes. Fonden vil
287
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
således også kunne tilbagesøge udbetalte beløb på samme vis som efter gældende
ret.
Det foreslås i
stk. 7,
at beskæftigelsesministeren regulerer beløbet i stk. 3 i takt
med regulering af beløbene i konkurslovens § 95, stk. 2.
Beløbet i stk. 3 skal svare til en faglært arbejders nettoløn i hovedstadsområdet for
to måneder. Det bindes op på det foreslåede loft for løn mv. i konkurslovens § 95
på 160.000 kr., der svarer til seks måneders løn.
Det forudsættes i den forbindelse, at beløbet i stk. 7 kun reguleres, hvis beløbet i
konkurslovens § 95 reguleres, og at reguleringen foretages, så beløbet, der udgør
låneloftet, i runde tal udgør en tredjedel af det i konkurslovens § 95 fastsatte
lønloft.
Der henvises til kapitel 14.
Til nr. 7 (§ 3 a)
Den foreslåede
§ 3 a
er en videreførelse af bestemmelserne i den gældende LG-
lovs § 2, stk. 5 og 6, og § 3, stk. 4 og 5.
Bestemmelsen i
stk. 1
har til formål at sikre, at virksomheder, der er ophørt, i
situationer som nævnt i § 1, stk. 2, i alle tilfælde dækkes ligesom virksomheder,
der ikke er under rekonstruktionsbehandling.
Bestemmelsen i
stk. 2
har til formål at sikre, at virksomheder, der ikke er ophørt, i
situationer som nævnt i § 1, stk. 2, i alle tilfælde dækkes ligesom virksomheder,
der er under rekonstruktionsbehandling.
Til nr. 8 (§ 5, stk. 1, 2. pkt.)
Det foreslås, at forpligtelsen til efter anmodning at give LG oplysninger, der har
betydning for afgørelser om udbetaling fra fonden, udtrykkeligt kommer til at
288
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
omfatte rekonstruktører og kuratorer, idet forpligtelsen dog kun gælder, i det
omfang der er udsigt til dividende til det krav, som anmodningen vedrører.
Dette indebærer, at rekonstruktør eller kurator ikke er forpligtet til at give LG
oplysninger til brug for udbetaling af et § 95-krav fra fonden, hvis der ikke er
udsigt til dividende til § 95-krav i boet. Den foreslåede bestemmelse hænger
sammen med, at rekonstruktør eller kurator efter konkursloven ikke må anvende
midler til prøvelse mv. af krav, som der ikke er udsigt til dividende til, og at der
skal være midler hos arbejdsgiveren eller i boet til at give de pågældende
oplysninger.
Forpligtelsen for rekonstruktør og kurator forudsætter i øvrigt, at rekonstruktør –
eventuelt via arbejdsgiveren – eller kurator er i besiddelse af oplysningerne.
Det bemærkes, at bestemmelsen ikke er til hinder for, at LG i de situationer, hvor
forpligtelsen ikke gælder, fordi der ikke er udsigt til dividende, honorerer
rekonstruktør eller kurator for at give LG oplysningerne. Det afgørende er, at
arbejdsgiveren eller boet ikke belastes af udgifter, der vedrører krav, som der ikke
er udsigt til dividende til.
Der henvises til kapitel 12 og 13.
Til nr. 9 (§ 8)
Efter den foreslåede
§ 8
kan en ansat ikke overdrage sit krav på dækning fra LG,
før kravet kan gøres gældende mod fonden. Kravet kan endvidere ikke gyldigt
overdrages til sikkerhed for tidligere stiftet gæld.
Den foreslåede bestemmelse har til formål at give mulighed for, at krav mod LG
kan overdrages til andre end de i den gældende § 8 angivne organisationer.
289
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
Den ansatte vil således kunne overdrage sit krav mod LG til f.eks. et pengeinstitut,
en kommune eller erhververen i forbindelse med overdragelse af arbejdsgiverens
virksomhed.
Kravet vil imidlertid kun kunne overdrages til sikkerhed for betaling af et lån,
herunder renter heraf, der optages på tidspunktet for overdragelsen af kravet mod
LG, og der vedrører betaling af den løn mv., som kravet mod LG vedrører.
Det er kun krav mod LG, der aktuelt kan kræves udbetalt, men som ikke udbetales
f.eks. på grund af LG’s sagsbehandlingstid, der kan overdrages.
Overdrages et krav i strid med den foreslåede bestemmelse, og er LG bekendt
hermed, afviser LG transporten og udbetaler direkte til den ansatte.
Der henvises til kapitel 18.
Til § 3 (virksomhedsoverdragelsesloven)
Til nr. 1 (§ 2, stk. 4)
Det foreslås, at i tilfælde af virksomhedsoverdragelse, der finder sted under
overdragerens rekonstruktions- eller konkursbehandling, indtræder erhververen
kun i rettigheder og forpligtelser efter den gældende § 2, stk. 1 og 2 i
virksomhedsoverdragelsesloven,
insolvensbehandlingens indledning.
hvis
disse
vedrører
tiden
efter
Forslaget er i relation til konkursbehandling en kodifikation af gældende praksis
bl.a. hos LG, og forslaget har til hensigt at sidestille virksomhedsoverdragelser
under
rekonstruktionsbehandling
med
virksomhedsoverdragelser
under
konkursbehandling.
Forslaget indebærer, at udgangspunktet i stk. 1 om, at erhververen indtræder i
rettigheder og forpligtelser, der bestod på overdragelsestidspunktet, fraviges,
290
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
således at erhververen kun indtræder i krav for så vidt angår tiden efter
rekonstruktionsbehandlingens indledning.
LG forpligtes til at udbetale krav mod arbejdsgiveren, der vedrører tiden inden
rekonstruktionsbehandlingens indledning, jf. lovudkastets § 2, nr. 6 (LG-lovens §
3, stk. 1, 2. pkt.). På den baggrund dækkes den ansattes lønkrav fra tiden inden
rekonstruktionsbehandlingens indledning af LG og herefter af erhververen.
Har LG inden virksomhedsoverdragelsen via låneordning eller den foreslåede
rekonstruktionsgaranti betalt lønkrav, der vedrører arbejde udført under
rekonstruktionsbehandlingen, har LG ikke krav på at få disse refunderet af
erhververen, men må som i andre tilfælde holde sig til overdrageren(s konkursbo).
Foretages overdragelsen under konkursbehandling, men hvor arbejdsgiveren
forinden har været under rekonstruktionsbehandling, indtræder erhververen alene i
forpligtelserne vedrørende tiden efter indledning af konkursbehandling.
Der henvises til kapitel 15.2.1.
Til § 4
Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelses- og overgangsregler.
Det foreslås i
stk. 1,
at justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens
ikrafttræden. Tidspunktet for, hvornår loven kan sættes i kraft, afhænger i vidt
omfang af, hvornår LG har foretaget den nødvendige systemunderstøttelse.
Lovens bestemmelser vil efter omstændighederne kunne sættes i kraft på
forskellige tidspunkter.
Det foreslås i
stk. 2,
at loven finder anvendelse, hvor konkursdekret afsiges, eller
når
rekonstruktionsbehandling,
gældssaneringssag
eller
anden
insolvensbehandling indledes efter lovens ikrafttræden. Dette indebærer, at loven
291
 REU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 265: Betænkning nr. 1555/2015 om ansattes retsstilling under insolvensbehandling, fra justitsministeren
finder anvendelse i forhold til en skyldner, der er taget under enten
rekonstruktions- eller konkursbehandling efter lovens ikrafttræden, eller hvor der
efter lovens ikrafttræden er indledt en gældssaneringssag eller anden
insolvensbehandling, herunder insolvent dødsboskifte.
Til § 5
Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed.
Det foreslås i
stk. 1,
at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.
Ændringerne af konkursloven vil imidlertid i medfør af
stk. 2
kunne sættes i kraft
for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske
forhold tilsiger.
Ændringerne af LG-loven vil i medfør af
stk. 3
kunne sættes i kraft for Grønland
med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
292