Retsudvalget 2014-15 (1. samling)
REU Alm.del Bilag 25
Offentligt
Kære Folketingets Retsudvalg
Medierne er i øjeblikket fyldt med indslag om, hvor mangelfuld politiets efterforskning af indbrud er. For få
uger siden havde jeg selv en oplevelse, som mere end bekræfter det billede, der tegnes i medierne: at
indbrud hos private i praksis ikke længere behandles som kriminelle anliggender, men som forsikringssager.
Det er mit indtryk, at politiet efterhånden har opgivet at foretage reel efterforskning af indbrud, og at både
indbrudsfrekvensen (vist nok 3,5 gange højere end i Sverige) og opklaringssandsynligheden (<10%) er ved
at blive vilkår, som vi må leve med i det danske samfund.
Jeg modstander af den udvikling (de menneskelige og økonomiske følgeomkostninger er alt, alt for store)
og håber, at jeg ved at dele en indbrudsoplevelse fra ”det virkelige liv” med jer beslutningstagere kan
medvirke til at bremse og vende udviklingen.
Min 69-årige mor, som bor alene på landet, ringer en aften. Hun er netop kommet hjem og har konstateret,
at hun har haft indbrud. Udover at hendes smykkeskrin tydeligvis er tømt (værdi indhold: minimum
200.000 kr.), har hun ikke overblik over, hvad der mangler. Hun ringer umiddelbart efter til politiet, mens
jeg sætter mig i bilen for at køre de ca. 60 km, der er mellem vores respektive bopæle.
På vejen ringer jeg til en ven, som er forhenværende politimand, for at spørge om der er noget, vi skal være
særligt opmærksomme på. Svaret er, at vi endelig ikke må røre ved noget af hensyn til ikke at ødelægge
mulige spor.
Næsten fremme ved min mors bopæl møder jeg en politibil på vej væk. Jeg når at tillægge det, at der er
brug for forstærkning eller udstyr – det er trods alt en stor bolig og min mor havde i telefonen beskrevet
huset som ”endevendt”. Men jeg skal blive klogere. Der er hverken brug for forstærkning eller udstyr: Efter
ca. 10 minutters tilstedeværelse er betjenten færdig på gerningsstedet og har givet min mor besked om, at
hun kan rydde op efter indbruddet.
Betjentens arbejde havde bestået i at identificere, hvor gerningspersonen/–personerne var kommet ind i
boligen (ikke svært - to døre var sparket ind), gå en runde i boligen og at udlevere et sagsnummer og nogle
blanketter til brug for anmeldelse af indbruddet til forsikringsselskabet.
Min mor havde spurgt, om der ikke skulle tages fingeraftryk eller om fx skoaftrykkene på de indsparkede
døre skulle undersøges nærmere. Betjenten havde forklaret, ”at der jo kunne være op mod 20 forskellige
fingeraftryk på ét dørhåndtag, at det kostede 5.000 kr. at undersøge ét aftryk, og at det derfor kunne koste
op mod 100.000 kr. at undersøge ét dørhånd”. Følgelig foretog politiet ikke længere den slags
undersøgelser.
Efter at vi har sundet os lidt, ringer jeg igen til den forhenværende betjent, for kan det virkelig passe, at der
slet ikke skal gøres noget for at sikre spor og dermed muligheden for at opklare indbruddet? Den
forhenværende betjent er dybt forundret og beder mig ringe til den vagthavende hos politiet for at sikre
mig, at det udførte ”arbejde” (=ingenting) er i overensstemmelse med politiets procedure for, hvad der skal
gøres på et gerningssted, hvor der vurderes at være stjålet for flere hundrede tusinde kroner.