Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del Bilag 86
Offentligt
Bekendtgørelse om fastsættelse af den variable del af vandafledningsbidraget
m.v.
I medfør af § 3, stk. 4-7, i lov om betalingsregler for spildevandsforsyningsselskaber m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 633 af 7.
juni 2010, som ændret ved lov nr. 902 af 4. juli 2013, fastsættes:
Definitioner
§ 1.
I denne bekendtgørelse forstås ved:
1) Trin 1: vandforbrug til og med 500 m³ årligt pr. ejendom.
2) Trin 2: vandforbrug over 500 m³ og op til og med 20.000 m³ årligt pr. ejendom.
3) Trin 3: vandforbrug over 20.000 m³ årligt pr. ejendom.
4) Ejendom: en ejendom, der vurderes som en enhed i medfør af lov om vurdering af landets faste ejendomme.
5) Erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår: en virksomhed, der udbyder varer eller tjenesteydelser mod vederlag.
Det er tilstrækkeligt, at vederlaget alene dækker varernes eller ydelsernes omkostninger.
Fastsættelse af kubikmetertakster
§ 2.
Et spildevandsforsyningsselskab fastsætter en kubikmetertakst for hvert af de i § 1, nr. 1- 3 nævnte trin, hvorefter den
variable del af vandafledningsbidraget skal beregnes fra den efterfølgende 1. januar. Spildevandsforsyningsselskabet fastsætter
kubikmetertaksterne for trin 2 og trin 3 således:
1) For trin 2 fastsættes kubikmetertaksten 20 % lavere end taksten for trin 1, jf. dog § 15.
2) For trin 3 fastsættes kubikmetertaksten 60 % lavere end taksten på trin 1, jf. dog § 15.
Stk. 2.
Såfremt et spildevandsrenseforsyningsselskab udelukkende opkræver den variable del af vandafledningsbidraget
overfor ejendomme med en tilladelse i medfør af lovens § 2 a, stk. 3, fastsætter spildevandsrenseforsyningsselskabet dog kun
én kubikmetertakst, jf. dog § 14, stk. 1.
Beregning for ejendomme, hvorfra der udelukkende drives erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår
§ 3.
For ejendomme, for hvilke det er oplyst, at der udelukkende drives erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår, og
for hvilke, der er afgivet øvrige oplysninger som angivet i tilmeldeskemaet, jf. § 10 - 11, beregner
spildevandsforsyningsselskabet den variable del af vandafledningsbidraget som vandforbruget på de enkelte trin multipliceret
med den i medfør af § 2 for trinnet fastsatte kubikmetertakst, jf. dog §§ 5 og 6.
Beregning for ejendomme, hvorfra der delvist drives erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår
§ 4.
For ejendomme, for hvilke det er oplyst, at der delvist drives erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår, og for
hvilke der er afgivet øvrige oplysninger som angivet i tilmeldeskemaet, jf. §§ 10 og 11, herunder om den forventede
forholdsmæssige fordeling af vandforbruget mellem den markedsmæssige og ikke-markedsmæssige aktivitet, beregner
spildevandsforsyningsselskabet den variable del af vandafledningsbidraget således, jf. dog §§ 5 og 6:
1) For vandforbruget, for den del af ejendommen, hvorfra der drives erhverv på markedsmæssige vilkår, multipliceres
vandforbruget, således som oplyst forventet forholdsmæssigt fordelt, jf. §§ 10 og 11, på de enkelte trin med den i medfør
af § 2 for trinnet fastsatte kubikmetertakst, og
2) for det øvrige vandforbrug multipliceres vandforbruget med den i medfør af § 2 fastsatte kubikmetertakst for trin 1.
Beregning for ejendomme, der er tilsluttet et spildevandsrenseforsyningsselskab (justeret betalingsprincip)
§ 5.
Såfremt et spildevandsrenseforsyningsselskab opkræver den variable del af vandafledningsbidraget overfor både
ejendomme med en tilladelse i medfør af lovens § 2 a, stk. 3, og overfor andre ejendomme, skal selskabet for ejendomme med
en tilladelse i medfør af lovens § 2 a, stk. 3, beregne den variable del af vandafledningsbidraget således, jf. dog § 14, stk. 1 og
stk. 2:
1) For ejendomme, for hvilke det er oplyst, at der udelukkende drives erhverv, der opererer på markedsmæssige vilkår,
og for hvilke, der er afgivet øvrige oplysninger som angivet i tilmeldeskemaet, jf. §§ 10 og 11, multipliceres
vandforbruget med den kubikmetertakst, der er fastsat i medfør af § 2, for trin 2.