Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del Bilag 52
Offentligt
Danmark bremser tiltrængt EU-regulering af plast
EU er tæt på at nå i mål med et forslag til ny lovgivning, som vil reducere det samlede forbrug af
plastikposer og dermed reducere miljøbelastningen. Men Danmark er en del af et mindretal, som kan
blokere forslaget, hvilket i værste fald fører til en mangeårig udsættelse.
”Det er helt uforståeligt, hvis miljøminister Kirsten Brosbøl er med til at blokere forslaget, som støttes af
EU-parlamentet og et flertal af EU-medlemslandene. Forslaget ville betyde en betragtelig reduktion af
forbruget af plastik og dermed omfanget af plastik i det europæiske miljø”, siger ph.d. Lone Mikkelsen,
seniorrådgiver i kemikalier, Det Økologiske Råd.
Det Økologiske Råd og Plastic Change glædede sig ellers over initiativet fra EU-Parlamentet, ledet af
Margrete Auken fra den grønne gruppe. Forslaget vil gøre det bindende for EU-landene samlet at reducere
forbruget af plastikposer med 80 procent i 2019.
Der er en omfattende plastikforurening i EU, som ikke mindst belaster havene. Plastik er et super effektivt
materiale, da det har en holdbarhed som overgår mange andre materialer. Men hvis det kasseres tidligt i
dets levetid, længe inden det er udtjent, så bliver denne holdbarhed et problem for miljøet og for
menneskers sundhed. Plastik nedbrydes ufatteligt langsomt, og vil under nedbrydningen medføre flere
miljøbelastninger i form af mikroskopiske plastikfragmenter, som fisk, havfugle m.v. opfatter som et
fødeemne, hvorefter de kan blive kvalt i dem. Desuden ophobes dette plast på havbunden og i levende
organismer.
”Plastik i naturen er en problematisk belastning, som både skader dyrelivet og menneskers sundhed. I
Danmark bruger vi allerede flere gode instrumenter, såsom afgifter, til at nedsætte forbruget. Mange andre
EU-lande kunne lade sig inspirere af dette til at få deres plastforbrug reduceret, hvis EU-reguleringen blev
vedtaget, så jeg kan slet ikke forstå, at Miljøministeren er skeptisk”, siger miljøbiolog Henrik Beha fra Plastic
Change.
I Danmark er det en problematik, at ikke alle butikker tager penge af forbrugerne for plastikposerne. Selv
om der er afgift på alle plasticposer, er det stort set kun supermarkederne, der tager penge for poserne i
dag. Andre butikker vælger selv at betale afgiften og forærer poserne til kunderne. En tvungen (men ikke
fastlagt) prissætning af disse poser kunne være et andet instrument til at sænke forbruget. Provenuet fra
afgiften kunne desuden med fordel kanaliseres direkte ud til arbejdet for en mindskning af
miljøbelastningen fra plastik. Frem for alt vil EU-regler betyde, at en række andre EU-lande tvinges til at
gennemføre begrænsninger, som allerede er sket i Danmark.
Kirsten Brosbøl begrunder sin modstand med en tvivl, om tallene for forbruget af plastposer i de enkelte
medlemslande er nøjagtige nok. Men Danmark har tidligere brugt de samme tal for europæernes forbrug af
plastiskposer, som Margrete Auken og EU-parlamentet bruger - godt 100 milliarder plastikposer om året.
”Danmarks modstand er helt i modstrid med regeringens egen ressourcestrategi, hvor affaldsmængderne
skal nedsættes. De danske husholdninger frembragte anslået 318.000 tons plastaffald i 2011. En reduktion
af plastikposeforbruget vil medvirke til, at denne affaldsmængde bliver reduceret betragteligt”, siger Lone
Mikkelsen.
For yderligere oplysninger: Lone Mikkelsen, mobil 25792001,
Henrik Beha Pedersen, mobil 22881615,