Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del Bilag 34
Offentligt
Fra:
Sendt:
30. oktober 2014 09:51
Til:
Emne:
Pressemeddelelse: Danmark har fået sine første vandplaner
Danmark har fået sine første
vandplaner
Ny plan for vandmiljøet vil give renere vand i
åer, søer og langs kysterne med et rigere dyre-
og planteliv.
Bedre vilkår for fisk, rigere planteliv og renere vand. Det er kort fortalt, hvad Danmarks første
vandplaner vil bidrage med.
Det sker blandt andet ved at rense spildevandet fra flere boliger, åbne rørlagte vandløb, fjerne
spærringer, hvor fisk ikke kan passere, og ved at etablere nye vådområder, der både giver
mere natur og modvirker iltsvind.
Vandplanerne er også med til at sikre, at indvindingen af grundvand sker på en forsvarlig
måde, så det ikke går ud over adgangen til drikkevand og naturen.
- Vandplanerne handler helt enkelt om, at vi skal sikre rent vand og et godt vandmiljø i
Danmark. De vil både gavne dyr og planter men også de mange mennesker, som nyder at
færdes i naturen. De vil også være til glæde for lystfiskerne, idet der på sigt vil komme flere
fisk i de danske vandløb. Vandplanerne bidrager herudover til bedre vandkvalitet langs strande
og kyster, og hjælper med at sikre det grundvand, som vi pumper af jorden og ud i
vandhanerne. Jeg er glad for, at vi nu endelig kan sige, at vandplanerne er færdige og
vedtaget,
siger miljøminister Kirsten Brosbøl.
De første vandplaner gælder til udgangen af 2015, hvor de bliver fulgt op af nye
vandområdeplaner, der gælder for perioden 2015-2021. Vandplanerne er ændret væsentligt i
forhold til den oprindelige version, som har været i høring i flere omgange. De er blandt andet
skåret til, så de kan fungere bedre i praksis.
-
Vi har lært meget af arbejdet med de første vandplaner, og vi har justeret og tilpasset
arbejdet i flere omgange. Men det er ikke nok. Allerede nu er det besluttet, at de næste
vandplaner i 2015 vil få langt større lokal forankring. Vi har en fælles interesse i et renere
vandmiljø, og det understøtter vi bedst, når vi tager lokale kræfter med i arbejdet,
siger
Kirsten Brosbøl.
Selvom vandplanerne først ligger helt klar nu, er mange kommuner allerede i gang med
indsatsen med eksempelvis at etablere nye vådområder og gennemføre
vandløbsrestaureringer.
Se vandplanerne og fakta ark på Naturstyrelsens hjemmeside.