Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del Bilag 285
Offentligt
NOTAT
Kemikalier
J.nr. 001-13014
Ref. nihla
Den 30. april 2015
RAMMENOTAT TIL MILJØSPECIALUDVALGET
Kommissionens udkast til gennemførelsesretsakt om godkendelse til anvendelse af
stoffet diarsentrioxid i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets Forordning
(EF) 1907/2006 (REACH)
Komitésag
1. Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse for
anvendelse af stoffet
diarsentrioxid
i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) 1907/2006 (komitésag). Forslaget har til formål at give den
franske virksomhed Yara France tilladelse til fortsat anvendelse af stoffet
diarsentrioxid til fremstilling af ammoniak i en periode på 22 måneder fra den
21. maj 2015. Forslaget er sat til afstemning via skriftlig procedure i REACH-
komitéen med svarfrist senest den 11. maj 2015. Forslaget vurderes ikke at have
lovgivningsmæssige konsekvenser eller påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark,
idet der er tale om en konkret forvaltningsafgørelse rettet mod en bestemt
virksomhed uden for Danmark. Regeringen ønsker at begrænse anvendelse af
særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demonstreres sikker
brug, eller hvor der findes alternativer. I den konkrete sag er dette ikke tilfældet,
idet der er tale om en specifik anvendelse af stoffet diarsentrioxid, hvor
ansøgeren har demonstreret sikker brug og endvidere pålægges yderligere
overvågningsforpligtelser. Ansøger har endvidere fremlagt en plan for
substitution med henblik på overgang til et alternativt stof inden for de 22
måneder, hvor undtagelsen er gældende. Regeringen kan derfor støtte, at
godkendelsen gives og agter derfor at stemme for forslaget.
2. Baggrund
Kommissionen har den 4. maj 2015 fremsendt udkast til gennemførelsesretsakt
om godkendelse af en virksomheds fortsatte anvendelse af stoffet diarsentrioxid i
henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) 1907/2006 (REACH)
med henblik på afstemning i REACH-komitéen. Grundet sagens hastende karakter
har Kommissionen anmodet om, at afstemning sker ved skriftlig procedure i
henhold til artikel 8 REACH-komitéens procedureregler vedrørende
gennemførelsesretsakter. Virksomheden har fremsendt sin ansøgning om
godkendelse efter udløbet af ansøgningsfristen. For at undgå, at virksomheden
bliver tvunget til at indstille sin produktion, skal godkendelsen gives inden den 21.
maj 2015, som er sidste frist for at anvende stoffet uden godkendelse. Udkastet har
været drøftet på et møde i REACH-komitéen den 22.-23. april 2015.