Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del Bilag 264
Offentligt
Om arbejdet for forbud mod DEHP i forbrugerprodukter
udarbejdet i samarbejde med European Environmental Bureau (EEB)
De europæiske PVC-producenter og -genanvendelsesvirksomheder har søgt om
tilladelse til fortsat at bruge det meget miljø-, sundhedsskadelige og
hormonforstyrrende kemikalie DEHP, til trods for at det er videnskabeligt
dokumenteret, at der findes mere sikre alternativer, fx Grindsted Soft-n-Safe fra
DuPont i Danmark.
Efter en utilfredsstillende proces – hvor der blandt andet manglede en tilstrækkelig
vurdering af fordele og risici for samfundet ved den omfattende brug af særligt
problematiske stoffer, og hvor vigtige dokumenter ikke blev offentliggjort –
anbefalede Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), at den fortsatte brug af
DEHP skulle godkendes. Den endelige afgørelse ligger nu hos Europa-
Kommissionen.
Mange ftalater er allerede blevet forbudt til visse anvendelser, fx legetøj, hvor vi som
bekendt i Danmark har et særforbud, der forbyder alle ftalater i legetøj til børn til og
med tre år. Eftersom DEHP er anerkendt som værende giftigt for reproduktionen,
skulle det have været udfaset i 2015, men seks europæiske virksomheder har ansøgt
om tilladelse til fortsat at bruge det og dermed forlænge de europæiske borgeres
udsættelse for stoffet.
Deza, som er en af de virksomheder, der har til hensigt at blive ved med at markeds-
føre dette meget problematiske stof, vil også forhindre, at offentligheden får adgang
til vigtige oplysninger om risici og eksponering for DEHP, og har indbragt ECHA for
De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans med henblik på, at oplysningerne
fortsat skal være fortrolige.
Principperne i REACH om forsigtighed, substitution og beskyttelse, der har til
hensigt at holde farlige kemikalier ude af det europæiske marked og beskytte
menneskers sundhed og miljøet, er derfor truet.
Hvad er problemet?
I oktober 2014 sendte Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) en videnskabelig
udtalelse fra Udvalget for Risikovurdering (RAC) og Udvalget for Socioøkonomisk
Analyse (SEAC) til Europa-Kommissionen med en anbefaling af fortsat godkendelse
af DEHP
i
. Den endelige beslutning om, hvorvidt DEHP skal forbydes, ligger hos
Europa-Kommissionen. Det påhviler EU at afgøre, om der skal gives tilladelse til den
fortsatte brug af DEHP i PVC- produkter (både rå og genanvendt) i Europa, og om
man vil lytte til de eksperter på sundheds- og miljøområdet, der samstemmende
støtter et totalforbud mod DEHP.
Fiolstræde 17 B, Postboks 2188, 1017 København K