Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del Bilag 216
Offentligt
Grundvandets tilstand og udvikling 1989-2013
Statusrapporten for grundvandsovervågningen (GRUMO), dækkende perioden 1989-2013, er nu tilgængelig
på nettet på GEUS hjemmeside. Rapporten, der er udarbejdet af GEUS, er en del af det nationale overvåg-
ningsprogram for vandmiljø og natur
–
NOVANA. Overvågningen af grundvandet og det øvrige vandmiljø
har fundet sted siden 1989 med
systematisk dataindsamling og rapportering.
Nitrat
Udviklingstendensen i nitratindholdet i det yngste, iltede grundvand er en vigtig indikator i vurde-
ringen af effekten af Vandmiljøplanen fra 1987 og de efterfølgende vand- og miljøplaner. Generelt
kan der dokumenteres en effekt af de gennemførte reguleringer af landbruget. I det yngste grund-
vand (0-15 år) er der en større andel med signifikant faldende nitratindhold sammenlignet med det
ældre grundvand (25-50 år). Denne observation er i overensstemmelse med udviklingen i kvælstof-
overskuddet i dansk landbrug, og målinger af nitratudvaskningen og nitrattransporten i vandløb i
andre dele af det nationale overvågningsprogram. I mere end halvdelen af det yngste vand kunne
der dog ikke påvises en faldende tendens for nitrat ved den statistiske analyse.
I overvågningsboringer i GRUMO er der fundet overskridelser af kvalitetskravet (grænseværdien)
for nitrat i drikke-og grundvand i hele landet uden tydelig regional tendens til gruppering. De høje-
ste nitratkoncentrationer i grundvandet i vandværksboringer optræder i Nordjylland, Thy, Himmer-
land og på Djursland (2008-2013), hvor mægtigheden af de nitratholdige lag er størst. Grundvandet
i vandværksboringer har kun i få tilfælde et nitratindhold over kvalitetskravet for drikkevand.
Det konkluderes, at det overordnet set går den rigtige vej med hensyn til at nedbringe nitratindhol-
det i grundvandet, men at der flere steder fortsat kan konstateres stigninger, herunder også i det helt
unge grundvand dannet efter vandmiljøplanernes ikrafttræden. Dette blev uddybet og diskuteret
indgående i forrige års rapport.
Pesticider i grundvandsovervågningen
I 2013 blev der i grundvandsovervågningen fundet pesticider i 37 % af indtagene, mens kvalitets-
kravet (grænseværdien) på 0,1 µg/l var overskredet i 10 % af indtagene. Særligt de øvre grund-
vandsmagasiner er påvirket af pesticider og nedbrydningsprodukter fra disse, mens pesticidindhol-
det i det mere dybtliggende og ældre grundvand er mindre.
I de senere år har der i det øvre grundvand været tegn på en faldende andel af indtag med pesticider
med koncentrationer over kvalitetskravet. Parallelt hermed ses en stigende hyppighed af indtag med
pesticider i koncentrationer under kvalitetskravet i de øverste 50 m u.t. Dette peger på, at den gen-
nemførte regulering af anvendelsen af pesticider nu giver resultat i det øverste og yngste grundvand.
Samtidig har der de senere år været en stigende andel af indtag med pesticider over kvalitetskravet i
det dybereliggende og ældre grundvand. Dette skyldes, at en puls af pesticider bevæger sig ned
gennem grundvandslagene på grund af en langsom nedbrydning i grundvandet af pesticider og ikke
mindst de i dag forbudte pesticider. Det er således ”fortidens synder”, der i den dybere del af
grundvandet giver anledning til en forringet grundvandskvalitet.