Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del Bilag 207
Offentligt
Miljøminister
Kirsten Brosbøl
Børsgade 4
1215 København K.
11.03.2015
Kære Kirsten Brosbøl.
Ang. Nørlev Strand, Nordjylland.
Jeg skriver til dig med en appel om at være behjælpelig med at finde en løsning på den ulykkelige situation,
vi i Nørlev Strand er havnet i, specifikt på baggrund af Egon stormen i januar 2015.
Egon stormen var den udløsende faktor for de huse, der nu enten helt er faldet ned på stranden eller
hænger mere eller mindre ud over skræntkanten.
Jeg er ejer af ét af de huse, der hænger faretruende ud over skrænten, men jeg og mine naboer bliver ikke
de sidste.
Rapporter, som du, eller dine embedsmænd, helt givet er bekendt med, har siden 2004 konkret påpeget, at
under ”normale” omstændigheder vil der nord for Skallerup Klit forsvinde minimum 60-70 huse over en 20
årig periode. Længe før disse rapporter forelå, er problemet blevet påpeget gang på gang, og den ypperste
kompetence indenfor området (Kystdirektoratet) har selvfølgelig været opmærksomme på denne
problemstilling helt fra starten af.
Naturens naturlige gang var for den nordjyske Vestkyst nord fra Lønstrup, før de klimaændringer vi ser i
dag, vurderet til at være en erosion på mellem en �½ til 1 meter/år under forudsætning af, at den
nordgående sedimenttransport ikke blev hindret eller mindsket på grund af menneskeskabte tiltag.
Men det er netop den nordgående naturlige sedimenttransport, der er blevet hindret på grund af
menneskeskabte tiltag og hvor konsekvenserne heraf er den ulykkelige situation, vi almindelige
sommerhusejere ved Nørlev strand er havnet i.
Da den hårde kystsikring af Lønstrup for mange år siden blev etableret, så vidt jeg er orienteret statsligt
finansieret, var det klart for alle eksperter på området, at det ville få alvorlige konsekvenser for området
nord for Lønstrup.
Resultatet udeblev da heller ikke. Harerenden kom under angreb.
Som en form for kompensation valgte Kystdirektoratet at give Harerenden tilladelse til opførelse af en hård
skræntbeskyttelse vel vidende, at uden yderligere tiltag ville det sikre sommerhusejerne, men samtidig
reducere stranden til en ikke eksisterende. I dag har Harerenden ingen strand, men sommerhusene er
bevaret.