Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del Bilag 124
Offentligt
1489035_0001.png
NOTAT
J.nr. 2014-682
Ref. benib
Den 21. januar 2015
Kort beskrivelse af ”Aalborgmetoden”
Aalborg Kommune har i en årrække arbejdet på at udvikle en metode til
vandløbsvedligeholdelse (grødeskæring), der populært sagt sikrer både afvanding
og miljø. Det konkrete, naturfaglige element i Aalborg-metoden beskriver Aalborg
Kommune selv som følgende:
”Skær vandløbet bugtet, smalt og hårdt til i bunden, så skabes et vandmiljø med
højere hastigheder, grov bund og vandplanter. Vandplanterne slipper vandet
bedre forbi end de sumpplanter, som fremmes med den traditionelle
vedligeholdelse, hvor der ofte graves både bredere og dybere. Vandplanterne
vokser ofte langsommere end sumpplanterne, hvilket mindsker behovet for
vedligeholdelse.”
Udover ovenstående overordnede metodebeskrivelse og -anvendelse har Aalborg
Kommune også haft fokus på flere andre elementer i forbindelse med deres
vandløbsvedligeholdelse heriblandt mere detaljerede vedligeholdelsesbeskrivelser
for hvert enkelt vandløb, et tæt tilsyn og kontrol samt dialog med interessenterne.
Samlet set bliver de anvendte metoder og resultaterne nu i flere sammenhænge
kaldt for ”Aalborg-metoden”.