Miljøudvalget 2014-15 (1. samling)
MIU Alm.del Bilag 110
Offentligt
NOTAT
Kemikalier
J.nr. 001-12322
Ref. lobra
Den 6. januar 2015
NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG OG MILJØUDVALG
Kommissionens udkast til gennemførelsesretsakt om godkendelse for
en anvendelse af bis(2-ethylhexyl) ftalat (DEHP) og dibutylftalat (DBP)
i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1907/2006
Komitésag
1. Resumé
Kommissionen har fremsat udkast til gennemførelsesretsakt om godkendelse for
anvendelsen af bis(2-ethylhexyl)ftalat (DEHP) og dibutylftalat (DBP) i henhold
til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (komitésag).
Udkastet giver virksomheden Roxel (UK Rocket Motor) Ltd tilladelse til fortsat
anvendelse af stofferne DEHP og DBP til fremstilling af faste drivmidler og
ladninger til brug i raketter og taktiske missiler samt DBP til en speciel maling
anvendt i fremstillingen af raketter og taktiske missiler i en periode på 4 år indtil
21. februar 2019.
Udkastet er sat til afstemning via skriftlig procedure i REACH-komitéen med
svarfrist senest den 13. januar 2015. Udkastet vurderes ikke at have
lovgivningsmæssige konsekvenser eller at påvirke beskyttelsesniveauet i
Danmark, idet der er tale om en konkret forvaltningsafgørelse rettet mod en
bestemt virksomhed uden for Danmark. Regeringen ønsker at begrænse
anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan
demonstreres sikker brug, eller hvor der findes egnede alternativer. I den
konkrete sag har ansøgeren demonstreret sikker brug, ligesom der er tale om
specifikke anvendelser af DEHP og DBP, og hvor der ikke er færdigudviklet
egnede alternativer. Regeringen kan derfor støtte, at godkendelsen gives.
Regeringen agter derfor at stemme for forslaget.
2. Baggrund
Kommissionen har ved brev af 12. december 2014 indkaldt skriftlig afstemning i
REACH-komitéen inden den 13. januar 2015. Efter afstemningen træffer
Kommissionen i henhold til REACH-forordningen, en forvaltningsafgørelse om at
meddele en bestemt virksomhed godkendelse til fortsat at anvende stofferne bis(2-
ethylhexyl)ftalat (DEHP) og dibutylftalat (DBP) til den specifikke anvendelse.
Udkastet har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8. Afstemning skal
herefter ske i henhold til artikel 133, stk. 3, i REACH-forordningen, hvorefter
undersøgelsesproceduren i henhold til artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning 182/11, jf. dennes artikel 13, stk. 1, litra c) skal følges.