Ligestillingsudvalget 2014-15 (1. samling)
LIU Alm.del Bilag 43
Offentligt
Fra:
Sendt:
Til:
Emne:
17. juni 2014 14:36
SV: PRESSE: Glemte SFI alligevel far?
Kære Jesper Lohse
Du har sendt mig en række spørgsmål om og kommentarer til vores forskning i børn og familie. Som jeg ser det,
kan din mail koges ned til to hoved-spørgsmål: Inddrager SFI’s forskning i tilstrækkeligt omfang fædres
perspektiv? Og fravælger SFI systematisk mænd som forskere, følgegruppemedlemmer mv?
Om fædres perspektiv bliver inddraget i vore undersøgelser beror først og fremmest på, om det er relevant for
problemstillingen. I rigtig mange undersøgelser er begge forældre spurgt, og i nogle undersøgelser er det kun
bopælsforælderen.
Men det er desværre sådan – som forskerne i artiklen i Kristeligt Dagblad også gør opmærksom på – at det kan
være vanskeligt at få fædrene til at deltage i undersøgelser.
Du nævner selv Børneforløbsundersøgelsen. Den består af et udsnit på 6.000 børn, som er fulgt gennem
opvæksten. Moderen er blevet interviewet, hver gang vi har besøgt familierne, men i tre dataindsamlingsrunder
er der også indhentet spørgeskemainformationer fra fædrene. I 1996 deltog ca. 4100 fædre, i 2003 deltog ca.
3600 fædre og i 2007 deltog 3340 fædre. Der blev ikke indhentet data fra fædre i 1999. Der har imidlertid været
rigtig mange fædre, som ikke har besvaret spørgeskemaet, faktisk så mange, at det er vanskeligt at gennemføre
forskningsmæssigt forsvarlige analyser på dette materiale. Der er ikke indsamlet data i 2013, men der samles
data ind netop nu i forår/sommer 2014.
Du nævner også en undersøgelse ”Børn i deleordninger” som du angiver, indgår i evalueringen af
forældreansvarsloven. Her er der tale om en misforståelse. Denne undersøgelse er iværksat på SFI’s eget initiativ
og var ikke en del af det officielle lovforberedende arbejde.
Metoden i undersøgelsen er en almindeligt anvendt praksis – sneboldmetoden - hvor man nærmer sig et felt ved
at kontakte personer, som man ved er i berøring med den aktuelle problemstilling. I dette tilfælde fx fagpersoner
fra institutioner og organisationer, som har kontakt med skilsmissebørn eller skilte forældre. Disse hjælper med
kontakt til informanter, og via disse får man kontakt til yderligere informanter. Metoden er helt i
overensstemmelse med god kvalitativ forskningsskik. Alt i alt kan jeg fuldt og helt stå inde for både vore mandlige
og kvindelige forskeres uvildighed og forskningsmæssige redelighed.
Når det gælder dit andet hovedspørgsmål – om vi systematisk fravælger mænd som forskere og deltagere i
følgegrupper – er svaret nej, det gør vi ikke. Vi vælger altid de bedst kvalificerede forskere og de mest relevante
følgegruppemedlemmer. Men jeg kan godt være enig med dig i, at det ikke er hensigtsmæssigt, at det falder så
kønsmæssigt skævt ud.
Som leder har jeg altid været optaget af mangfoldighed. Jeg mener, at det giver det bedste arbejdsmiljø og den
bedste dynamik, når mange forskellige livssituationer er repræsenteret, hvad enten det gælder forskelle i social
baggrund, kulturel baggrund, køn, alder osv.
Det er imidlertid ikke altid muligt at praktisere denne mangfoldighed. Mandlige forskere interesserer sig, med
enkelte undtagelser, typisk ikke for børne- og familieområdet, og de fagpersoner, der har med området at gøre i
kommuner og organisationer, er typisk også kvinder.
Jeg er selv altid den første til at bemærke, når der igen er udpeget et råd eller nævn med lutter mænd. I de
mange situationer, hvor der udelukkende er mænd repræsenteret til konferencer, i paneler som eksperter, mv., er
en indvending ofte, at arrangørerne bag ikke har gjort sig tilstrækkeligt umage med også at finde kvalificerede
kvinder. Derfor vil jeg gerne gøre en indsats for at få en mere ligelig kønssammensætning i vore følgegrupper på
børne- og familieområdet. I den henseende er du velkommen til at foreslå kvalificerede mandlige eksperter
indenfor området.
Med venlig hilsen
AGI CSONKA
ADM. DIREKTØR
SFI – DET NATIONALE FORSKNINGSCENTER FOR VELFÆRD
HERLUF TROLLESGADE 11, DK 1052 KØBENHAVN K
TLF. NR. +45 3348 0808
1