Ligestillingsudvalget 2014-15 (1. samling)
LIU Alm.del Bilag 31
Offentligt
Den 18. marts 2015/JK/mb
Seksuel Chikane og retssystemet
Behøver vi som samfund tolerere en dårlig opførsel? Behøver vi at acceptere en krænkende
adfærd - og oven i købet forklejne dens konsekvenser? Behøver vi leve med og i et sexistisk
miljø med kønsbaseret vold mod kvinder?
3F mener nej, og vi mener, at der er meget, vi som samfund kan gøre imod den omfattende
seksuelle chikane, som desværre udfolder sig på vores arbejdspladser.
Den sidste store europæiske undersøgelse fra 2012 og egne undersøgelser foretaget af 3F
viser, at ca. hver femte kvinde i Danmark har været udsat for seksuel chikane. I
Beskæftigelsesministeriets egen arbejdsmiljøundersøgelse peger 3 procent af de danske
arbejdstagere på, at de har været udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen indenfor det
sidste år. Arbejdsstyrken bestod i 2012 af godt 2,8 mio. personer, så de 3 procent alene svarer
til 86.820 personer – hvoraf størstedelen må formodes at være kvinder. At området også
dækker over seksuel chikane, der ikke er rapporteret eller registreret, hersker der ingen tvivl
om. Eksistensen og det store omfang kan altså ikke betvivles. Derimod kan den måde, vi som
samfund forklejner disse tal på, betvivles.
Det forebyggende arbejde mod seksuel chikane på arbejdspladsen er vigtigt og skal hele
tiden styrkes. Heri ligger et stort ansvar for arbejdsmarkedets parter og for samarbejds- og
arbejdsmiljøsystemets evne til at støtte en dialog på arbejdspladsen. Viden og dialog kan få
hverdagsseksismen og den seksuelle chikane bragt frem i lyset, få formuleret
personalepolitikker, der tager stilling til spørgsmål som omgangstone og værdighed, og
styrker de lokale arbejdsmiljørepræsentanters mulighed for at gribe forebyggende ind. Det er
derfor glædeligt, at der er afsat 2 mio. kr. i 2015-2016 til, at Arbejdstilsynet kan udarbejde en
pjece med anbefalinger til virksomhederne om forebyggelse af seksuel chikane på
arbejdspladsen.
Til den forebyggende indsats hører Arbejdstilsynets vejledning om Mobning og seksuel
chikane (At-vejledning D.4.2). Vejledningen sidestiller seksuel chikane og mobning i øvrigt og
underkender dermed, at seksuel chikane altid er kønsspecifik og handler om magtudøvelse.
1