Kulturudvalget 2014-15 (1. samling)
KUU Alm.del Bilag 96
Offentligt
1490335_0001.png
FULD TALE
Arrangement:
Åbent eller lukket:
Dato og klokkeslæt:
Sted:
Taletid:
Forv. antal deltagere:
Evt. andre forhold
ministeren bør være
opmærksom på:
Kontaktperson:
Samrådsspørgsmål M
(Stillet den 8. december 2014 af Alex Ahrendtsen (DF))
Ministeren bedes gøre rede for regeringens syn på det i offentlig forvaltning
almengældende armslængdeprincip herunder redegøre for, om princippet
overholdes af regeringen.
Der kan være presse til stede
Samråd om armslængdeprincippet
Åbent
28. januar 2015, kl. 9-11
Folketinget, Kulturudvalget, lokale 1-133
Lars M. Banke, telefon 40 38 60 86
Dok. nr. 2484007
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Side 2
Jeg vil gerne kvittere for, at vi i dag får lejlighed til at
drøfte armslængdeprincippet helt generelt.
Spørgsmålet er stillet meget bredt, men jeg tillader mig at
holde mig til armslængdeprincippet på kulturområdet.
Vi har et armslængdeprincip her i landet, fordi vi
grundlæggende anerkender, at den kunstneriske frihed er
vigtig. Kunsten skaber grundlag for vores samfundsdebat,
vores ideer og vores fælleskab, og derfor er det vigtigt, at
den kan udvikle sig frit. Også - og især - når den er kritisk
over for samfund og magthavere. Som George Orwell skrev:
”Hvis frihed betyder noget overhovedet, så er det retten til
at fortælle folk det, de ikke har lyst til at høre.”
For mig er den kunstneriske ytringsfrihed mindst lige så
vigtig som den demokratiske, måske endda på sin egen
måde større, fordi det er den nerve, som mennesket skal
bruge for at udvikle sig og sin fremtid.
Samtidig har vi et ønske om at støtte kunsten, fordi vi
anerkender, at det er vigtigt, at vi har et mangfoldigt og
frodigt kunst- og kulturliv. Men for at undgå, at ”den der
betaler for musikken også bestemmer, hvad der skal
spilles”, har vi knæsat ”armslængdeprincippet”.
Kunsten skal kunne udvikle sig ud fra sin indre æstetiske
logik og ikke ud fra politikernes skiftende luner eller
opfattelser af kunst. Der skal være afstand mellem de
politiske og de kunstfaglige beslutninger. Der skal være
armslængde.
Eller som Julius Bomholt sagde: ”For at højne kvaliteten
må staten støtte efter den mest uhildede sagkundskabs
indstilling. Men støtten må ikke ledsages af forventninger
om kunstnerens hensynsfuldhed over for giveren.” (1961)
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvor lang den arm skal være.
Min grundholdning er, at den skal være meget lang.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Side 3
Vi har til andre tider set, hvad det kan betyde, at kunsten
bliver undertrykt. Det så vi for eksempel i Danmark før
Grundlovens indførelse, hvor satirikere som P. A. Heiberg
kunne blive landsforvist, og hvor Grundtvig var under
censur. Og vi har specielt set det under de totalitære styrer
før 2. verdenskrig, hvor kunsten under nazismen og
kommunismen var underlagt politiske hensyn. En
”fuglerede i et jernstativ”, som Bomholt kaldte den kunst,
der blev sat under politisk administration (1962).
En gang imellem kan der dukke sager op, hvor vi som
politikere bliver forargede eller fortørnede og ønsker at
gribe ind. Og hvor det kan forekomme rethaverisk at holde
fast i armslængdeprincippet. Men både små og store sager
har sin ret, og det nytter ikke, hvis tingene begynder at
skride. Derfor står jeg stærkt på, at armslængdeprincippet
skal respekteres.
Grundtanken om armslængdeprincippet anvendes på
forskellige dele af Kulturministeriets område. Overordnet
er begrebet udtryk for samme tanke; at der bør være en
adskillelse mellem på den ene side den politiske
beslutningsproces og fastlæggelsen af overordnede rammer
og på den anden side tildeling af støttemidler og
udfoldelsen af de kulturelle tilbud.
Kunststøtteudvalget fremlagde i 2011 en rapport, der
definerer armslængdeprincippet som ”et princip for
afgivelse af magt og et princip for afstand mellem det
politiske område og den konkrete tildeling af kunststøtte”.
Rapporten angiver, at der skal sondres mellem
armslængdeprincippet og selvforvaltningsprincippet.
Selvforvaltningsprincippet dækker de mange tilfælde, hvor
staten efter politisk beslutning støtter kulturinstitutioner,
der ledes af en bestyrelse, der ansætter den kunstneriske
ledelse.
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Side 4
Både armslængdeprincippet og selvforvaltningsprincippet
er på mange måder udtryk for den samme grundidé om
adskillelse.
Armslængdeprincippet handler for mig grundlæggende om
tillid. Tillid til at de personer og institutioner, der har
ansvar for et område, også er dem, der er bedst til at træffe
de faglige beslutninger, der har med løsning af
institutionens opgaver at gøre.
Jeg vil gerne nævne et par eksempler, der kan illustrere
grundtanken om armslængdeprincippet.
Det første har vi Statens Kunstfond, hvor udvalg bestående
af kunstfaglige eksperter, udpeget for en tidsbegrænset
periode, uddeler statslig kunststøtte.
På idrætsområdet har vi en række offentlige selvejende
institutioner, der tildeler støttemidler. Det er f.eks. Sport
Event Danmark, Team Danmark m.fl.
På disse områder er en minister afskåret fra at blande sig i
støttetildelingen.
For Kulturministeriets institutioner – f.eks.
Nationalmuseet og Det Kongelige Teater – er der et princip
om faglig autonomi eller selvforvaltning, der hviler på en
langvarig tradition. Det betyder, at en minister afholder sig
fra at blande sig i, hvilke genstande Nationalmuseet
udstiller eller hvilke forestillinger, Det Kongelige Teater
sætter op.
Institutionerne arbejder selvfølgelig indenfor en politisk
fastlagt ramme, der består dels af lovgivning, af fastlagte
mål for institutionerne på finansloven og af fire-årige
rammeaftaler.
Det bringer mig så frem til den institution, som jeg går ud
fra er årsagen til dette samråd, nemlig DR. DR er på
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Side 5
mange måder en helt særlig institution, der har status som
en selvstændig offentlig institution. Det fremgår direkte af
radio- og fjernsynsloven.
Læser man forarbejderne til loven er det tydeligt, at
lovgiver har ønsket, at DR skulle have en selvstændig
stilling i forhold til staten - ikke kun med hensyn til
programlægning, men også i forhold til administrative og
økonomiske dispositioner.
Det er hensynet
til informations- og ytringsfriheden samt
den kunstneriske frihed, der tilsiger, at DR skal have en fri
og uafhængig stilling i forhold til statsmagten.
Det skal
også sikre, at DR skal kunne klare sig i konkurrere med
institutioner, der ikke er undergivet samme kompleks af
regler og systemer.
DR’s uafhængige stilling understreges yderligere af, at DR
er finansieret af licensmidler – og ikke er på finansloven.
En kulturminister kan ikke pålægge DR en bestemt
redaktionel linje og kan ikke blande sig i
programlægningen eller i opfyldelsen af de fastlagte public
service-forpligtelser.
Når det så er sagt, så er der også for DR overordnede
politiske rammer. Der er de fire-årige medieaftaler, og der
indgås som bekendt en public service-kontrakt mellem
kulturministeren og DR. Og altså ikke mellem
medieordførerne eller medieaftalepartierne og DR. Dermed
tillægges det kulturministeren at tage det endelige ansvar
for fastholdelse af armslængdeprincippet. Jeg har
overholdt armslængdeprincippet efter min fortolkning
heraf.
Det er nu tid til, at vi ser fremad. Selvom der muligvis er
forskellige udlægninger af armslængdeprincippet, så er det
min opfattelse, at det er bedst for institutionerne, at vi får
en fælles forståelse af, hvad grundtanken og meningen med
 PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Side 6
armslængdeprincippet er. Nemlig at lade ansvaret for de
faglige prioriteringer ligge hos dem, der har de faglige
kompetencer hertil.
Med disse ord ser jeg frem til en god debat.