Kulturudvalget 2014-15 (1. samling)
KUU Alm.del Bilag 85
Offentligt
Søren Skov,
Østbanegade 105, 1. Th,
2100 København Ø
11. januar 2015
Til Folketingets kulturudvalg,
Jeg læser i Søndagsavisen (9.-11. Januar 2015) i en artikel med titel: Din radio skal snart
på pension, at politikerne vil slukke for fm-båndet, som danske radiostationer sender på. I
artiklen refereres Michael Aastrup Jensen, Kulturordfører for Venstre for, at han bakker op
om dette skridt. Min første tanke var, at sende en mail til Michael Aastrup Jensen, men
ved eftertanke mente jeg, at hele Kulturudvalget burde have kendskab til mine
synspunkter.
Af artiklen fremgår det blandt andet at P4 allerede i første halvdel af 2015 skal overgå til
DAB+, hvilket betyder, at rigtig mange radiolyttere så skal anskaffe en DAB+ radio. Jeg
har selv passeret de 60 år, og synes det er det radioprogram, der dækker mit behov bedst.
Blandt andet er det dejligt at kunne følge med i trafikken om morgenen, når man er på vej
til arbejde. Hvad sker der nu med trafikmeldingerne? Jeg kan nok godt finde ud af, at
anskaffe en DAB+ radio i hjemmet, men har ingen aktuel plan om at skulle skifte bil for at
få en ny model med DAB+ radio i. I nyere biler er radioen integreret med al anden
elektronik, og ikke noget man bare kan skifte.
Mange mennesker ældre end jeg, vil have problemer med at høre radio i fremtiden, også i
deres hjem. Det minder lidt om indførelsen af digital post, som sparer det offentlige for
mange penge, men er en pestilens for mange ældre medborgere. Med DAB+ radioen har
man dog ikke mulighed for at blive undtaget for nedlæggelsen af fm-radioen.
Kulturpolitik er andet end at få digitaliseret mest muligt. Af artiklen fremgår det, at 64,1% af
danskerne fik deres radiobehov dækket via fm-båndet. Tallene er ganske vist fra 2013,
men der er nok ikke faldet til under 50% i 2015.
Det er ikke nemt at finde tal om danskernes radio forbrug, men jeg har fundet to kilder,
som er ret interessante i forhold til danskernes radio forbrug. Desværre er tallene fra 2010
og fra 2012. Men hvis formålet er at “nedlægge” radiokanaler, så kan det jo være meget
belejligt, at der ikke findes statistik på området.
En rapport fra Kulturministeriet fra 2010, som jeg desværre ikke har kunnet finde frem til,
har et bilag:
BILAG 1. Karakteristika for det danske radiomarked,
som indeholder tal
for 1. halvår 2010. Heraf fremgår det blandt andet, at:
Lytterprofilerne for de fire DR-kanaler afspejler meget præcist kanalerne indhold. Derved
demonstreres, at valg af radiokanal er udtryk for et bevidst valg mellem de eksisterende
muligheder. Det er naturligvis et vigtigt udgangspunkt for dem, der skal lave en ny kanal.
Det bemærkes i øvrigt (tabellens nederste linje), at daglige bilister fordeler deres
radiolytning på DRs kanaler stort set som hele befolkningen.
P1-lytterne har mange interesser. Helt særligt er de i radioen optaget af baggrund og
debat om aktuelle emner, erhverv og finansstof, kulturprogrammer, magasinprogrammer
og nyheder, både nationale (ikke lokale) og internationale samt EU-forhold. Musikalsk
1