Kulturudvalget 2014-15 (1. samling)
KUU Alm.del Bilag 37
Offentligt
Århus 15. november 2014
Til folketingets Kulturudvalg
vedr. samrådet med kulturministeren 21. november 2014 om Erhvervsarkivets flytning
Statens Arkiver har i september bebudet en nedlæggelse af Erhvervsarkivet i Århus og flytning af
arkivsamlingerne til Viborg.
I den anledning tillader Historisk Samfund for Århus Stift og Østjysk Hjemstavnsforening sig at
fremføre følgende synspunkter i håb om, at disse vil indgå i drøftelserne på samrådet og beslutningen
om Erhvervsarkivets fortsatte virke og placering. Begge foreninger er amtshistoriske organisationer
med base i Århus (og et samlet medlemstal på ca. 1300). De har siden Erhvervsarkivets oprettelse i
1948 haft et nært samarbejde med arkivet og således gennem årene også et godt kendskab til
udviklingen i Erhvervsarkivets virke (se bilag).
Erhvervsarkivets beliggenhed i Århus er udgangspunkt for et samarbejde på flere felter med Århus
Universitets studerende og forskere (historie, samfundsfag, erhvervshistorie). Placeringen i Århus er
givetvis en forudsætning for, at benyttelse af arkivalier kan indgå i studiemæssige sammenhænge,
og beliggenheden her er også langt mere central for de erhvervshistorikere fra hele landet, der
benytter de indsamlede arkiver, end en placering i Viborg vil være. Også for benyttelsen af de
mange indsamlede arkiver fra Århus-området, der indgår i Erhvervsarkivets samlinger, vil en fortsat
placering her være væsentlig. Ikke mindst efter oprettelsen af Århus Stadsarkiv vil et samarbejde
omkring studier/forskning i Århus-arkiverne blive vanskeliggjort ved en flytning til Viborg.
Arkivmaterialet fra Statens Arkivers enheder kunne indtil 2013 benyttes på en række Stadsarkivers
og andre institutioners læsesale, men udlån til disse ophørte i oktober 2013 efter en tyverisag, og
herefter kunne der kun ind- og udlånes arkivalier mellem Statens Arkivers egne læsesale. I svar til
Kulturudvalget 8. oktober 2013 forsvarede Kulturministeren begrænsningen med bl.a., at der fortsat
var 3 egne læsesale i Jylland (Åbenrå, Århus og Viborg). Det er den mest centrale af disse, der nu
foreslås lukket, og den, der gennem årene har haft langt de fleste indlån fra bl.a. Rigsarkivet til både
universitetsstuderende og -forskere, til erhvervshistorikere samt til de mange samfunds-, lokal- og
slægtshistorikere fra Århus og Østjylland. En flytning af Erhvervsarkivet til Viborg vil betyde, at
sådanne indlånsmuligheder ophører. Det vil medføre alvorlige forringelser, både for
universitetsundervisningen i historie og for i det hele taget at foretage historiske studier og
undersøgelser i Århus, der både er en vigtig uddannelses- og universitetsby – og Danmarks
næststørste.
Erhvervsarkivets fortsatte beliggenhed i Århus er vigtig af følgende årsager:
-
-
-
-
-
Samarbejdet med Århus Universitet/Handelshøjskolen og andre uddannelsesinstitutioner
Central placering (geografisk, trakfikmæssigt) for erhvervshistorikere fra hele landet.
Bevarelse af arkivlæsesal, hvor materialet fra Statens Arkivers samlinger fortsat kan
benyttes.
Bevarelse af arkivets specialbibliotek vedr. dansk og international erhvervshistorie.
Fortsat lokal opbevaring af de by- og lokalhistoriske arkivalier fra Århus, der indgår i
Erhvervsarkivets samlinger (og registreringer).
Vi finder det derfor meget uhensigtsmæssigt, at Erhvervsarkivet flyttes bort fra Århus, og anmoder
om, at det i forlængelse af ministersvaret fra oktober 2013 pålægges Statens Arkiver fortsat at have
arkiv med læsesalsfaciliteter og indlånsmuligheder her.
Med venlig hilsen
Erik Korr Johansen
Østervangen 34, 8464 Galten
Formand for Historisk Samfund for Århus Stift
Karen Margrete Sørensen
Ormslevvej 462, 8260 Viby
Formand for Østjysk Hjemstavnsforening
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Bilag vedr. Erhvervsarkivets udvikling og virke
Erhvervsarkivet blev oprettet i 1948 efter stærk tilskyndelse fra Århus Universitet, især Økonomisk
Fakultet og Historisk Institut, der savnede faciliteter og samlinger til kildestudier i forbindelse med
uddannelserne. I et samarbejde mellem Universitetet, Rigsarkivet, Århus By og erhvervslivet
(repræsenteret af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Dansk Arbejdsgiverforening) oprettedes
arkivet som en selvstændig institution, hvor bl.a. disse indgik i en bestyrelse og økonomisk bidrog
til arkivets drift.
1962 blev Erhvervsarkivet omdannet til en selvstændig statslig institution under Kulturministeriet,
stadig ledet af bestyrelsen og med bidrag udefra til dækning af en række udgifter. Dette fortsatte
indtil 1993, da Erhvervsarkivet i forbindelse med en centralisering af statens ”arkivopgaver” blev en
del af Statens Arkiver. Herefter blev arkivets selvstændige bestyrelse nedlagt.
Erhvervsarkivets indsamling, registrering, formidling og forskning har siden oprettelsen fulgt to
spor, et landsdækkende erhvervshistorisk og et lokalt by- og regionalhistorisk.
Den landsdækkende funktion har haft til formål ved indsamling og bevaring mv. af arkiver fra
erhvervsvirksomheder og -organisationer at give forskere mulighed for her at drive
sammenlignende studier vedr. dansk erhvervlivs udvikling. På dette område har samarbejdet med
især erhvervsorganisationerne været væsentligt med henblik på at få frivillige afleveringer fra
virksomheder over hele Danmark. Sideløbende med indsamlingen af arkivalier har Erhvervsarkivet
opbygget et specialbibliotek med erhvervshistoriske serier af håndbøger, fagbogslitteratur,
fagtidsskrifter samt monografier mv. til dansk og international erhvervshistorie. Bibliotekets unikke
bogsamling har kunnet bidrage med et væsentligt supplement i forbindelse med forskningen i de
indsamlede arkiver.
Århus bys deltagelse i institutionen (ledelsesmæssigt og økonomisk) betød samtidig, at
Erhvervsarkivet siden oprettelsen også reelt har fungeret som et byhistorisk arkiv for Århus. De
kommunale arkiver blev opbevaret her, men der blev også indsamlet en lang række arkivalier fra
foreninger, organisationer, virksomheder og privatpersoner fra Århus by og amt, ofte under den
forudsætning, at de modtagne arkiver forblev i Århus. Arkivet har således også været en vigtig
studie- og forskningsinstitution vedr. Århus’ og Århus-områdets omfattende by- og lokalhistoriske
undersøgelser og udgivelser.