Kulturudvalget 2014-15 (1. samling)
KUU Alm.del Bilag 161
Offentligt
1531131_0001.png
Politi- og Strafferetsafdelingen
Dato:
Kontor:
Sagsbeh:
Sagsnr.:
Dok.:
18. maj 2015
Strafferetskontoret
Rasmus Nexø Jensen
2015-730-0669
1546836
STRAFFELOVRÅDETS KOMMISSORIUM
om betingede domme og udløsning af straffe fastsat ved betingede
domme og reststraffe efter prøveløsladelse
1.
Der er behov for at se nærmere på reglerne og praksis for brugen af
betingede domme. Betingede domme skal ikke bruges til forhærdede
kriminelle. Og begås der ny kriminalitet efter en betinget dom, skal denne i
tilstrækkelig omfang indgå ved fastsættelse af straffen for ny kriminalitet.
Der er endvidere behov for at se nærmere på reglerne og praksis for
udløsning af reststraf. Det bør herunder overvejes, om gældende regler og
praksis indebærer, at reststraffen ikke udløses i alle de tilfælde, hvor det
bør være tilfældet.
2.
Straffeloven indeholder i kapitel 7 bestemmelser om betingede domme.
Det følger af hovedbestemmelsen i straffelovens § 56, stk. 1, at såfremt
retten finder det upåkrævet, at fængselsstraf kommer til fuldbyrdelse,
bestemmes det i dommen, at fuldbyrdelsen udsættes og bortfalder ved
udløbet af prøvetiden. Det følger af § 56, stk. 2, at udsættelse betinges af,
at den dømte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold, og at den dømte
overholder de vilkår, som måtte være fastsat i medfør af straffelovens § 57.
Prøvetiden fastsættes af retten og kan i almindelighed ikke overstige 3 år.
Under særlige omstændigheder kan der dog fastsættes en prøvetid på indtil
5 år.
Straffelovens § 56 er senest ændret ved lov nr. 152 af 18. februar 2015,
som træder i kraft den 1. maj 2015. Lovforslaget (L 50 fremsat den 5.
Slotsholmsgade 10
1216 København K.
Telefon 7226 8400
Telefax 3393 3510
www.justitsministeriet.dk
[email protected]
 KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 161: kopi af brev til Straffelovrådet, fra justitsministeren
november 2015) er baseret på Straffelovrådets betænkning nr. 1545/2014
om samfundstjeneste mv.
Med lovændringen afskaffes muligheden for at idømme en betinget dom
uden straffastsættelse i overensstemmelse med Straffelovrådets forslag
herom.
I betænkning nr. 1545/2014 har Straffelovrådet bl.a. også overvejet
anvendelsesområdet for betinget dom over for ubetinget dom.
Straffelovrådet overvejede i den forbindelse, om et alternativ til den
nuværende praksis, hvor valget mellem ubetinget fængsel og betinget
fængsel beror på en samlet afvejning af en række faktorer, kunne være et
mere enkelt system, hvor valget mellem ubetinget fængsel og betinget
fængsel som udgangspunkt alene afhænger af fængselsstraffens længde og
gerningsmandens eventuelle forstraffe.
Straffelovrådet fandt imidlertid, at en ændring til som udgangspunkt alene
at lægge vægt på fængselsstraffens længde og gerningsmandens eventuelle
forstraffe vil være en så væsentlig ændring i forhold til den nuværende
ordning, at den i givet fald kun bør gennemføres på grundlag af en bredere
overvejelse af reglerne om betinget dom, end kommissoriet om
samfundstjeneste mv. gav grundlag for.
Straffelovrådet foreslog således ikke nogen principielle ændringer af den
gældende ordning. Straffelovrådet anbefalede dog en vis tilbageholdenhed
med at operere med alt for faste udgangspunkter alene baseret på
kriminalitetens art, jf. pkt. 2.2.2 og 2.2.6 i de almindelige bemærkninger til
lovforslag nr. L 50 fremsat den 5. november 2014.
Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne, at udgangspunktet – som
foreslået af Straffelovrådet – bør være, at straffe på op til 1�½ års fængsel
kan gøres betinget, hvis gerningsmanden ikke tidligere er straffet med
betinget eller ubetinget fængsel for ligeartet kriminalitet. Betinget fængsel
vil afhængig af de nærmere omstændigheder, herunder kriminalitetens
grovhed, ligesom hidtil også kunne anvendes, selv om en gerningsmand én
gang tidligere er straffet med betinget fængsel for ligeartet kriminalitet.
Anvendelsen af betinget fængsel bør ifølge lovbemærkningerne afhænge
af en samlet vurdering, hvori også indgår gerningsmandens øvrige
2
 KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 161: kopi af brev til Straffelovrådet, fra justitsministeren
personlige forhold (ud over
kriminalitetens grovhed og art.
eventuelle
relevante
forstraffe)
og
Der bør eksempelvis være et større rum for at anvende betinget fængsel
over for personer under 18 år, herunder et større rum for at anvende
betinget fængsel flere gange efter hinanden. Det samme gælder, hvis der i
øvrigt foreligger formildende omstændigheder, herunder i tilfælde af for
lang sagsbehandlingstid (straffelovens § 82, nr. 13) eller af, at den
strafbare handling er begået for lang tid siden (straffelovens § 82, nr. 14).
Omvendt bør der udvises tilbageholdenhed med at anvende betinget
fængsel ved mere organiseret kriminalitet, dvs. hvor flere gerningsmænd
mere systematisk og planlagt i fællesskab begår kriminalitet. Der bør også
udvises tilbageholdenhed med at anvende betinget fængsel for personfarlig
kriminalitet i tilfælde, hvor forurettede er påført betydelige fysiske eller
psykiske skader. Det samme gælder som udgangspunkt, hvis
kriminaliteten er udøvet over for et særligt værgeløst offer.
3.
Straffeloven
prøveløsladelse.
indeholder
i
kapitel
6
bl.a.
bestemmelser
om
Efter straffelovens § 38, stk. 1, afgør justitsministeren eller den, ministeren
bemyndiger dertil, om den dømte skal løslades på prøve, når to tredjedele
af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået. Prøveløsladelse efter
straffelovens § 38, stk. 1, forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør
prøveløsladelsen utilrådelig, at der er sikret den pågældende passende
ophold og arbejde eller andet underhold, og at den pågældende erklærer at
ville overholde de vilkår, der i medfør af straffelovens § 39, stk. 2,
fastsættes for løsladelsen, jf. § 38, stk. 4.
Efter straffelovens § 38, stk. 2, kan løsladelse på prøve ske tidligere, når
særlige omstændigheder taler derfor, og den dømte har udstået halvdelen
af straffetiden, dog mindst 2 måneder. ”Særlige omstændigheder” kan bl.a.
være, hvis der foreligger en særlig gunstig arbejdsmæssig placering, eller
hvor prøveløsladelse af hensyn til alvorlig sygdom hos den indsatte eller
dennes pårørende ikke findes at burde afvente, at den pågældende har
afsonet to tredjedele af straffetiden. Bestemmelsen anvendes desuden bl.a.
i forbindelse med prøveløsladelse efter halvdelen af straffetiden af
udenlandske strafafsonere, der skal udvises efter løsladelsen.
3
 KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 161: kopi af brev til Straffelovrådet, fra justitsministeren
Herudover indeholder straffelovens § 40 a en særlig bestemmelse om
prøveløsladelse efter udståelse af halvdelen af straffetiden, dog mindst 2
måneder (noget for noget-ordningen). Efter straffelovens § 40 a, stk. 1, kan
den dømte efter en konkret vurdering prøveløslades, hvis hensynet til
retshåndhævelsen ikke skønnes at tale imod det, og den dømte har ydet en
særlig indsats for ikke på ny at begå kriminalitet, herunder ved at deltage i
behandlingsforløb, uddannelsesforløb, arbejdstræning eller arbejde i
forbindelse med afsoningen (nr. 1), eller hvis den dømtes forhold taler
derfor (nr. 2). Bestemmelsen i nr. 1 indebærer, at dømte, der under
afsoning af en fængselsstraf gør en særlig indsats for ikke på ny at begå
kriminalitet, får mulighed for prøveløsladelse, når halvdelen af straffen er
udstået. Bestemmelsen i nr. 2 er møntet på indsatte, hvis forhold samlet set
taler for, at det er unødvendigt, at den pågældende afsoner resten af
straffen i fængsel, hvis der i stedet fastsættes vilkår om samfundstjeneste,
jf. pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 122 fremsat
den 17. december 2003.
Efter straffelovens § 39, stk. 1, 1. pkt., skal prøveløsladelse efter § 38, stk.
1 og 2, som fast vilkår betinges af, at den pågældende ikke i prøvetiden
begår strafbart forhold. Der kan herudover fastsættes tillægsvilkår i form
af tilsyn og særvilkår, jf. straffelovens § 39, stk. 2. Prøvetiden kan ikke
overstige 3 år. Hvis den resterende straffetid overstiger 3 år, kan der dog
fastsættes en prøvetid på indtil 5 år.
Prøveløsladelse efter § 40 a skal ligeledes som fast vilkår betinges af, at
den pågældende ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. Tilsvarende kan
prøvetiden ikke overstige 3 år, medmindre den resterende straffetid
overstiger 3 år. I så fald kan der fastsættes en prøvetid på indtil 5 år, jf. §
40 a, stk. 7, jf. § 39, stk. 1.
Herudover skal prøveløsladelse efter § 40 a som fast vilkår betinges af, at
den dømte undergives tilsyn indtil det tidspunkt, hvor der er forløbet to
tredjedele af straffetiden. Efter dette tidspunkt kan der fastsættes vilkår
om, at den pågældende fortsat undergives tilsyn, jf. § 40 a, stk. 2.
Endvidere kan der fastsættes tillægsvilkår efter reglerne i straffelovens §
57, jf. § 40 a, stk. 3, 2. led, og stk. 4, 2. pkt.
Desuden kan prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 1 (særlig indsats),
betinges af, at den dømte udfører ulønnet samfundstjeneste, jf. § 40 a, stk.
3, 1. led. Prøveløsladelse efter § 40 a, stk. 1, nr. 2 (den dømtes forhold),
4
 KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 161: kopi af brev til Straffelovrådet, fra justitsministeren
skal som fast vilkår betinges af, at den dømte udfører ulønnet
samfundstjeneste, jf. § 40 a, stk. 4, 1. pkt.
4.
Hvis en betinget dømt eller prøveløsladt overtræder hovedvilkåret om
straffri vandel og begår nyt strafbart forhold i prøvetiden, fastsættes der
som udgangspunkt en samlet ubetinget fængselsstraf for det nye forhold og
den tidligere pådømte lovovertrædelse efter straffelovens § 61, stk. 2, 1.
pkt., og § 40, stk. 1.
Den tidligere gældende regel i straffeloven af 1930 (dagældende § 57) om,
at der som udgangspunkt skulle ske sammenlægning af straffene for det
nye forhold og en betinget straf (absolut kumulation), blev i 1961 erstattet
af det gældende § 61, stk. 2, som giver domstolene mulighed for i den
enkelte sag at bestemme, med hvilken vægt hver af lovovertrædelserne
skal indgå i strafudmålingen (modereret kumulation). Lovændringen i
1961 byggede bl.a. på en betænkning fra Straffelovskommissionen.
Siden en lovændring i 1973 har § 61, stk. 2, også været gældende for
straffastsættelsen ved ny kriminalitet i prøvetiden efter en prøveløsladelse.
Lovændringen i 1973 byggede bl.a. på en udtalelse fra Straffelovrådet.
Når omstændighederne taler derfor, kan retten idømme en ubetinget straf
alene for det nye forhold, eventuelt i forbindelse med en ændring af
vilkårene i den betingede dom eller for prøveløsladelsen, afsige en (ny)
betinget dom vedrørende begge lovovertrædelser eller afsige en (ny)
betinget dom alene for det nye forhold, jf. straffelovens § 61, stk. 2, 3. pkt.,
og § 40, stk. 1.
Som i andre tilfælde af straffastsættelse er det den ret, der pådømmer
sagen, som på baggrund af en konkret og individuel vurdering af
omstændighederne i sagen afgør, om den betingede straf eller reststraffen
skal udløses. Retten kan i den forbindelse bl.a. lægge vægt på, om der er
tale om ligeartet kriminalitet, om der er tale om hurtigt tilbagefald til
kriminalitet, og på forholdet mellem på den ene side længden af den
betingede straf eller reststraffen og på den anden side straffen for det nye
strafbare forhold.
Herudover fremgår det af straffelovens § 81, nr. 1, at det ved straffens
fastsættelse i almindelighed skal indgå som skærpende omstændighed, at
gerningsmanden tidligere er straffet af betydning for sagen.
5
 KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 161: kopi af brev til Straffelovrådet, fra justitsministeren
I prøveløsladelsestilfælde vil reststraffen jævnligt kunne være længere, end
den fastsatte straf typisk er i de betingede domme. I sådanne tilfælde vil
domstolene i praksis kunne være mere tilbageholdende med at fastsætte en
fællesstraf. Det gælder i særdeleshed, når der er tale om tilbagefald til en
anden type kriminalitet, jf. Vagn Greve m.fl., Kommenteret straffelov,
Almindelig del, 10. udgave (2013), side 341.
Hvis en betinget dømt overtræder andre vilkår end vilkåret om straffri
vandel, kan retten efter straffelovens § 60 tildele den dømte en advarsel,
ved kendelse ændre vilkårene og/eller forlænge prøvetiden inden for den i
§ 56, stk. 2, fastsatte længstetid eller ved dom træffe afgørelse om
fuldbyrdelse af den betingede fængselsstraf.
Hvis en prøveløsladt overtræder andre vilkår end vilkåret om straffri
vandel, kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, i
medfør af straffelovens § 40, stk. 2, tildele den pågældende en advarsel,
ændre vilkårene og/eller forlænge prøvetiden inden for den i § 39 fastsatte
længstetid eller under særlige omstændigheder bestemme, at den
pågældende skal indsættes til udståelse af reststraffen.
5.
Straffelovrådet har ved behandlingen af flere kommissorier beskæftiget
sig med spørgsmål om straffastsættelse. Det gælder ikke mindst i
betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer, som bl.a.
har dannet baggrund for den nuværende lovfæstelse af en række af de
almindelige regler i straffelovens kapitel 10 om straffens fastsættelse. Det
gælder endvidere Straffelovrådets udtalelse af 30. oktober 2012 om
reglerne for strafudmåling ved samtidig pådømmelse af flere kriminelle
forhold, hvori Straffelovrådet har beskæftiget sig med spørgsmålet om
strafkumulation ved strafudmåling i sammenstødstilfælde (samtidig
pådømmelse af flere lovovertrædelser). Det gælder ligeledes ovennævnte
betænkning nr. 1545/2014 om samfundstjeneste mv., hvori visse
spørgsmål i relation til betingede domme ligeledes blev behandlet, jf. pkt.
2 ovenfor.
Det specifikke spørgsmål om udløsning af straf fastsat ved betingede
domme og reststraffe fra prøveløsladelse har derimod ikke været taget op
til mere principiel overvejelse siden lovændringerne i henholdsvis 1961 og
1973, der byggede på forslag fra henholdsvis Straffelovkommissionen og
Straffelovrådet, jf. pkt. 4 ovenfor.
6
 KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 161: kopi af brev til Straffelovrådet, fra justitsministeren
6.
Justitsministeriet skal på denne baggrund anmode Straffelovrådet om
nærmere at vurdere anvendelsesområdet for betingede domme, herunder
om der kan være behov for at justere dette anvendelsesområde.
Straffelovrådet anmodes herudover om at vurdere, om der er behov for at
foretage ændringer af straffelovens regler om udløsning af straf fastsat ved
betingede domme og reststraffe fra prøveløsladelse. I den forbindelse bør
der ses nærmere på, hvordan en betinget dom eller reststraf fra
prøveløsladelse udløses og indgår ved fastsættelse af straffen for et nyt
strafbart forhold, herunder om den betingede dom eller reststraffen i
tilstrækkelig omfang indgår ved fastsættelse af straffen for ny kriminalitet.
Som led i vurderingen af behovet for at ændre reglerne om udløsning af
reststraf anmodes Straffelovrådet om at overveje spørgsmålet om
udløsning af reststraf, når en udlænding, der er blevet prøveløsladt efter at
have afsonet mindre end to tredjedele af straffen og udvist af landet med
indrejseforbud, i prøvetiden overtræder indrejseforbuddet.
I det omfang Straffelovrådet finder, at der er behov for lovændringer,
anmodes rådet om at udarbejde et lovudkast.
Straffelovrådet anmodes endvidere om at vurdere, hvilke
kapacitetsmæssige og økonomiske konsekvenser der vil være forbundet
med at ændre de gældende regler vedrørende betingede domme og
udløsning af reststraf.
7