Kulturudvalget 2014-15 (1. samling)
KUU Alm.del Bilag 136
Offentligt
1520975_0001.png
NOTITS
Til:
Fra:
Emne:
Udenrigsministeren
MENA
Dato:
13. april 2015
Besvarelse af samrådsspørgsmål Q under åbent samråd med kulturministeren om at
overholde de internationale menneskerettigheder ved afholdelse af store
sportsbegivenheder
Samrådsspørgsmål Q:
”I forlængelse af ministerens svar på spørgsmål 86 – URU alm. del bedes
ministeren redegøre for, hvordan FN’s menneskerettighedsråd (UNHRC),
Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) og EU vil følge op på
anbefalingerne til Qatars regering, og hvorvidt der er sket fremskridt for
migrantarbejdernes arbejdsforhold og menneskerettigheder.”
Svar:
Jeg vil starte med at redegøre for de relevante aktiviteter i regi af FN’s
menneskerettighedsråd. Som jeg tidligere har redegjort for i forbindelse
med svar på spørgsmål 86 fra Udenrigsudvalget, har Danmark under
Menneskerettighedsrådets særlige Universal Periodic Review-proces
(UPR) vedr. Qatar i maj 2014 kommet med anbefalinger til Qatars
regering. Anbefalingerne gik på at reformere lovgivningen vedrørende
migrantarbejderes vilkår og retsstilling, samt forbedre mulighederne for at
håndhæve lovgivningen på området. Qatar accepterede Danmarks
anbefalinger.
Alle lande eksamineres ca. hvert femte år under UPR-mekanismen. Når
Qatar næste gang skal eksamineres under UPR, forventes Qatar at
KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 136: Talepapir til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål Q under samrådet onsdag den 15. april 2015, fra udenrigsministeren
1520975_0002.png
2
redegøre for fremskridt siden eksaminationen i 2014. I mellemtiden er det
primært op til civilsamfundsorganisationerne i Qatar at holde regeringen
fast på de tilsagn, der blev givet i forbindelse med UPR. Dertil vil EU,
andre landes regeringer og Danmark selvsagt også kunne forhøre sig om
gennemførelsen af anbefalingerne i deres løbende dialog med Qatar.
Under åbningen af Menneskerettighedsrådets 28. samling i Genève den 3.
marts 2015 påtalte jeg selv migrantarbejdernes ringe arbejdsforhold.
Herudover var Danmark medunderskriver på et indlæg under samlingen,
hvori det generelt blev understreget, at værtslande for større
sportsarrangementer har et ansvar for at sikre, at forberedelse og
afholdelse af sådanne arrangementer sker med respekt for
menneskerettighederne.
I forhold til EU kan jeg oplyse, at EU følger situationen for
migrantarbejdere i Qatar tæt. Både gennem EU’s repræsentation i Riyadh,
der dækker Qatar, og i den Fælles Udenrigstjenestes daglige arbejde. EU
monitorerer også situationen i Qatar indenfor ILO-samarbejdet, hvor EU
støtter ratificeringen og den følgende implementering af ILO-
konventionerne, herunder særligt i forhold til basale arbejdsrettigheder. EU
har aktivt opfordret Qatar til at samarbejde med ILO.
Jeg vil nu læse følgende op på vegne af beskæftigelsesministeren
vedrørende initiativer i regi af FN’s Internationale Arbejdsorganisation
(ILO)
KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 136: Talepapir til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål Q under samrådet onsdag den 15. april 2015, fra udenrigsministeren
3
”Jeg vil starte med at henvise til mit skriftlige svar nr. 105 af 30. januar
2015 til Beskæftigelsesudvalget, hvor det blev gjort klart, at det bestemt er
bekymrende forhold, der rapporteres fra Qatar - særligt for landets
migrantarbejdere.
Qatar står højt på ILO’s dagsorden. Dog bør det nævnes, at Qatar til dato
alene har ratificeret seks ILO-konventioner, som kan blive genstand for
påtale og kritik i ILO’s overvågningssystem. (Til sammenligning har
Danmark ratificeret 72 konventioner, mens ILO til dato i alt har vedtaget
189 konventioner).
I marts 2014 modtog Qatar en række anbefalinger fra ILO’s Styrelsesråd
om at forbedre forholdene og retsstillingen for de mange migrantarbejdere
i landet. Særligt anbefalede rådet Qatar straks at få revideret sit Kafala-
system, som stiller migrantarbejdere i en meget sårbar situation og gør
dem udsatte for udnyttelse i arbejde og ansættelsesforhold, som de reelt
ikke kan forlade.
I juni 2014 måtte Qatar forklare sig på ILO’s Arbejdskonference i
anledning af kritik af landets arbejdstilsyn. Danmark udtrykte i et nordisk
regeringsindlæg udtalt bekymring over arbejds- og levevilkårene, særligt
for migrantarbejderne, og over de mange alvorlige arbejdsulykker i
byggesektoren. Yderligere valgte en række arbejdstagere under
konferencen at indgive en klage til behandling i ILO’s Styrelsesråd.
KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 136: Talepapir til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål Q under samrådet onsdag den 15. april 2015, fra udenrigsministeren
4
Klagepunkterne gik på slavelignende vilkår for migrantarbejdere og på
utilstrækkeligt arbejdstilsyn.
ILO’s Styrelsesråd besluttede på sit møde i efteråret 2014 at gå videre med
klagen. EU, herunder Danmark, støttede denne beslutning og opfordrede
Qatar til at samarbejde med ILO. På samme møde besluttede ILO’s
Styrelsesråd, at en ny klage over Qatars brud på ILO-konvention nr. 111,
om forskelsbehandling på arbejdsmarkedet, skulle behandles i en særlig
klagekomité under styrelsesrådet.
I marts i år fremkom ILO’s Ekspertkomité, som påser overholdelsen af
ILO’s konventioner på baggrund af landenes rapporteringer til ILO, med
nye anbefalinger til Qatar. Ekspertkomitéen har indskærpet over for
Qatar, at man ønsker at se en yderligere indsats for at sikre korrekt
implementering af de tre ratificerede ILO-konventioner, som også er i
fokus i de nævnte klagesager. Ekspertkomitéen har nu bedt Qatar om
allerede i år at fremkomme med yderligere information herom.
Også ILO’s Styrelsesråd har i marts i år fortsat behandlingen af sin
klagesag. Til brug herfor havde Qatar ganske omfattende redegjort for
igangsatte initiativer med henblik på at reformere Kafala-systemet, at
forbedre vilkårene for migrantarbejdere og at opgradere arbejdstilsynet.
Der forelå endvidere en rapport fra en ILO-mission, der i februar i år
havde besøgt Qatar og mødtes med bl.a. landets arbejds- og socialminister
samt en række ministerier og myndigheder.
KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 136: Talepapir til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål Q under samrådet onsdag den 15. april 2015, fra udenrigsministeren
1520975_0005.png
5
Qatar gav på mødet udtryk for, at regeringen var åben for at samarbejde
med ILO, men også, at mere tid var nødvendig. EU, herunder Danmark,
opfordrede Qatar til at intensivere arbejdet og samarbejdet med ILO, og
EU støttede, at en særlig ILO-trepartsmission skulle sendes til Qatar med
henblik på afrapportering inden næste møde. Der kunne imidlertid ikke
opnås enighed herom. Mange lande (herunder alle i Asien og visse lande i
Afrika og Latinamerika) lagde vægt på de fremskridt, Qatar allerede
havde rapporteret om, og de så ikke grundlag for at optrappe sagen. Det
blev herefter besluttet at bede Qatar om at fremkomme med en status over
nye tiltag, som landet har iværksat, og at genoverveje sagen i det lys på
Styrelsesrådets møde til november 2015.
Lad mig afslutningsvis bemærke, at det er for tidligt at tale om egentlige
fremskridt for migrantarbejderne i Qatar, men jeg hæfter mig ved, at
Qatar har udtrykt vilje til at ændre på forholdene og til at ville samarbejde
med ILO.
Regeringen og jeg støtter ILO’s arbejde: Forholdene for arbejdstagere
skal være i orden – det gælder både i Danmark og ude i verden. Danmark
støtter derfor også ILO’s anbefalinger til Qatar og vil også fremover aktivt
tage del i den videre opfølgning i ILO.”
[Slut på indlæg modtaget fra Beskæftigelsesministeriet]
KUU, Alm.del - 2014-15 (1. samling) - Bilag 136: Talepapir til brug for besvarelse af samrådsspørgsmål Q under samrådet onsdag den 15. april 2015, fra udenrigsministeren
6
For at opsummere er der således stort fokus på at forbedre
arbejdstagerrettighederne i Qatar. Dette både i regi af FN og EU. Der ses
tegn på, at Qatars regering tager initiativer, der skal forbedre
migrantarbejderes forhold. Det er selvsagt positivt, men det er vanskeligt
at vurdere, i hvilket omfang disse nye initiativer får en reel effekt.
Derfor er der efter vores opfattelse stadigvæk behov for at være
opmærksomme på Qatars efterlevelse og håndhævelse af de internationale
konventioner om arbejdstagerrettigheder. Og derfor er det en sag, vi fortsat
vil følge tæt.