Kommunaludvalget 2014-15 (1. samling)
KOU Alm.del Bilag 62
Offentligt
Ny beretning om samarbejdet mellem kommunerne
og Udbetaling Danmark er afgivet
20.05.2015
Statsrevisorerne har den 20. maj 2015 afgivet beretning nr. 13/2014 om
samarbejdet mellem kommunerne og Udbetaling Danmark med denne
bemærkning:
Udbetaling Danmark har siden 2013 stået for udbetalingen af ca. 202 mia. kr. årligt i sociale ydelser
til ca. 2 mio. borgere. Kommunernes borgerservice varetager stadig opgaver, der forudsætter
personlig kontakt med borgerne, fx hvis borgeren har brug for helhedsorienteret vejledning, særlig
vejledning eller ikke er digitalt parat.
Kommunerne og Udbetaling Danmark samarbejder om at vejlede og bistå borgerne og om at
kontrollere de udbetalte sociale ydelser.
Statsrevisorerne finder det positivt, at der er et effektivt samarbejde mellem kommunerne og
Udbetaling Danmark om vejledning og bistand til borgere, der modtager sociale ydelser.
Det udestår dog at undersøge, om borgerne er tilfredse med den ydede vejledning og bistand,
herunder om borgerne oplever, at de får korrekt og ensartet vejledning fra de 2 myndigheder.
Statsrevisorerne finder, at samarbejdet mellem kommunerne og Udbetaling Danmark om
kontrollen ved formodet snyd med udbetalte sociale ydelser er utilfredsstillende. Det
indebærer risiko for, at kontrolindsatsen ikke er effektiv.
Statsrevisorerne har noteret sig, at der med ændringen af lov om Udbetaling Danmark, der trådte i
kraft den 1. maj 2015, er skabt grundlag for et mere forpligtende samarbejde mellem kommunerne
og Udbetaling Danmark. Lovændringen har endvidere forbedret rammerne for myndighedernes
kontrol, bl.a. ved at Udbetaling Danmark nu kan samkøre registre på kommunale sagsområder.
Ministerens svarfrist: 3 mdr.