Kommunaludvalget 2014-15 (1. samling)
KOU Alm.del Bilag 40
Offentligt
1505686_0001.png
Karen Revsbech
[email protected]
Sagsnr.
2015 - 914
Doknr.
206747
Dato
10-03-2015
Kære Karen Revsbech
Tak for dit brev om borgerrådgiverfunktionerne i kommunerne. Det er spændende, at
du som led i dit studie har undersøgt og vurderet kommunernes anvendelse af borger-
rådgivere.
De oplysninger om udviklingen i antallet af borgerrådgiverfunktioner, som du fremlæg-
ger, viser for mig at se en positiv udvikling i kommunalbestyrelsernes syn på borger-
rådgiverfunktionen. På den baggrund mener jeg godt, at man kan betegne ideen som
en succes.
Den lovændring, som blev gennemført i 2009, gav kommunerne mulighed for uden
dispensation fra centralt hold at oprette en borgerrådgiverfunktion direkte under kom-
munalbestyrelsen. Efter kommunalt ønske fra bl.a. Københavns Kommune havde
dette siden 2004 været muligt med ministerens dispensation.
Den bestemmelse, som blev indført - § 65 e i lov om kommunernes styrelse - giver
således kommunalbestyrelserne mulighed for at oprette en borgerrådgiverfunktion,
der refererer direkte til kommunalbestyrelsen og ikke som de øvrige kommunalt ansat-
te i første række til forvaltningens ledelse og dernæst udvalgene og borgmesteren.
Loven foreskriver imidlertid ikke, at kommunalbestyrelser, der ønsker at oprette en
borgerrådgiverfunktion, skal gøre det på den måde. Det er også helt i overensstem-
melse med reglerne at have en borgerrådgiverfunktion, som er indplaceret i den al-
mindelige forvaltning. Det er således ikke helt korrekt, når du skriver, at hvis kommu-
nerne vælger at oprette en borgerrådgiverfunktion, så er ordningen udtømmende re-
guleret i § 65 e i styrelsesloven.
At der er valgfrihed med hensyn til borgerrådgiverfunktionens indplacering i kommu-
nen, er efter min opfattelse ligeså velbegrundet som det forhold, at kommunerne ikke
er forpligtede til at oprette en borgerrådgiverfunktion: Det er vigtigt at holde fast i, at
det er den folkevalgte kommunalbestyrelses ansvar, at kommunen yder sine borgere
den retssikkerhed og den service, de har krav på og kan forvente. Derfor er jeg også
tilfreds med, at det er op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, om den vil
have en borgerrådgiverfunktion – og hvordan en borgerrådgiverfunktion i givet fald
skal indrettes – eller om den vil benytte andre midler til at løfte sit ansvar på dette
punkt.
I den forbindelse kan der være grund til at erindre om, at også en borgerrådgiverfunk-
tion, der er oprettet efter bestemmelsen i styrelseslovens § 65 e, er underlagt kommu-
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1505686_0002.png
nalbestyrelsen. Der er altså ikke tale om en uvildig funktion uden for kommunen på
linje med egentlige klage- og tilsynsmyndigheder.
På den baggrund ser jeg det ikke som et problem, at de kommunale borgerrådgiver-
funktioner fungerer forskeligt, har forskellige opgaver og præsenterer sig forskelligt.
De er alle sammen et redskab for kommunalbestyrelsen til at løfte ansvaret for, at
borgerne får den sagsbehandling, som de har krav på. Dette ansvar kan der være
gode grunde til at forskellige kommunalbestyrelser vælger at løfte på forskellig måde –
og dine oplysninger viser netop også, at kommunerne håndterer det forskelligt. Det vil
efter min opfattelse ikke være gavnligt, hvis kommunalbestyrelserne skulle tvinges til
at indrette ordningerne på en bestemt måde. Snarere kunne det indebære en risiko
for, at kommunalbestyrelsen distancerer sig fra ansvaret.
Derfor finder jeg ikke på baggrund af din henvendelse grundlag for at tage initiativ til
en revision af ordningen.
I forlængelse heraf finder jeg heller ikke noget behov for at gå ind i overvejelser om at
give nogle borgerrådgivere en beskyttet titel, der adskiller dem fra andre.
Jeg har sendt kopi af dette brev til Folketingets Kommunaludvalg.
Med venlig hilsen
Morten Østergaard
2