Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2014-15 (1. samling)
KEB Alm.del Bilag 37
Offentligt
Til Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg
og de energipolitiske ordførere
4. november 2014
Kære udvalg og ordførere
Både nationalt og internationalt spiller vindkraften en hovedrolle i
omstillingen af energisystemet og til opfyldelse af de energi- og
klimapolitiske mål.
I Danmark har den energipolitiske aftale fra 2012 skabt rammerne for
udbygningen med vedvarende energi. Men de energipolitiske mål kan ikke
realiseres uden at der ved siden af udbygningen også fokuseres på
indpasning og integration af den fluktuerende elproduktion.
Der er behov for nye politiske beslutninger. Markedsrammer og lovgivning
er ikke optimalt indrettet på fornuftig anvendelse af en større og
fluktuerende elproduktion. Det turde være et kendt vilkår for elproduktion
med vindenergi, at det ikke blæser lige meget hele tiden, og der derfor
samtidig med beslutninger om udbygning med vindkraft er behov for
beslutninger vedr. integrationen af vindmøllernes produktion i
energisystemet. Desværre er dette ikke sket.
De politiske beslutninger om vindkraftudbygning er ikke fulgt op af
politiske beslutninger om fornuftig brug af de store mængder fluktuerende
elproduktion. De historisk betingede markedsrammer kan ikke tilvejebringe
og styre samfundsøkonomisk optimal anvendelse af vindmøllestrømmen,
ligesom de heller ikke kan danne basis for langsigtede investeringer i
reservekapacitet til vindstille timer.
Vindmøllestrømmen kunne allerede i dag anvendes med betydeligt større
samfundsøkonomisk værdi.
At vindmøllernes produktion ikke udnyttes klogt - og derfor får for ringe
værdi - er desuden et stort og stigende problem for ejere af vindmøller og
for investorer i eventuelle nye vindkraftanlæg. Vindmølleejerne oplever
faldende indtjening, og der har blandt vore medlemmer bredt sig en stærk
usikkerhed om, hvorvidt rammevilkårene i Danmark er gode nok til fortsat
drift af de eksisterende møller og til at understøtte de politiske mål om ny
vindkraft.
Virkeligheden er, at afstanden mellem den gennemsnitlige
markedspris, og den afregning mølleejerne opnår, i de seneste år har
ligget på 10 - 15 %.
Analyser viser, at denne prisafstand kan blive meget større i
fremtiden, hvis vindmøllernes produktion ikke integreres og udnyttes
bedre.