Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2014-15 (1. samling)
KEB Alm.del Bilag 238
Offentligt
Publiceret 10. april 2015 kl. 17.02
Ingen lodtrækning om solceller til private husstande for
ansøgninger indsendt 16. marts
Energinet.dk har nu behandlet alle 2782 ansøgninger om nye private solcelleanlæg fra 16.
marts 2015, og det samlede antal MW holder sig lige netop under den grænse, Folketinget har
vedtaget. Alle får svar med posten i løbet af et par uger.
Alle husejere, der 16. marts sendte en fyldestgørende ansøgning om et privat solcelleanlæg under 6
kW, får del i den 12 megawatt pulje, som Energinet.dk åbnede for 16. marts klokken 10.
Det står klart, efter at Energinet.dk i dag fredag den 10. april har færdigbehandlet alle ansøgninger
fra 16. marts til netop denne pulje.
- Når de ansøgninger, der ikke opfylder kravene, er trukket fra, så er der ansøgninger for lige under
11,8 megawatt, altså lige under den grænse, politikerne har besluttet var maksimum. Havde der
været ansøgninger for mere end 12 megawatt, skulle der havde været lodtrækning blandt alle de
fyldestgørende ansøgninger, der var kommet ind den første dag, men det bliver altså ikke
nødvendigt, siger Louise Rønne Christensen, afdelingsleder i Energinet.dk’s solcelleadministration.
Der var stor interesse for at få del i puljen, og den 16. marts stod mange i kø for at aflevere deres
ansøgning.
Lodtrækning for ansøgninger sendt efter 16. marts
Der kan dog stadig godt blive tale om lodtrækning for de ansøgninger, der er indsendt efter den 16.
marts. Ansøgningsfristen til de i alt fire solcellepuljer, som åbnede 16. marts, løber helt frem til 31.
maj. På den dag, hvor en af puljerne bliver fyldt, trækkes der lod blandt de ansøgninger, der er
kommet ind netop denne dag.
- Vi kan allerede nu sige, at der efter al sandsynlighed vil blive trukket lod blandt de ansøgninger,
som er kommet ind til den private pulje efter den 16. marts. Men hvilken dag, der vil blive trukket
lod, ved vi ikke endnu. Vi er allerede i gang med at behandle de ansøgninger, som er kommet ind
efter den 16. marts, så vi vil inden for få uger kunne give melding om, hvilken ansøgningsdato som
lodtrækning vil ske på baggrund af, siger Louise Rønne Christensen.
Alle får afgørelse med posten i løbet af et par uger
Energinet.dk forventer at kunne sende godkendelsesbreve afsted i slutningen af næste uge. De sidste
detaljer skal dobbelttjekkes, inden afgørelserne bliver sendt. Afgørelsen vil komme med posten.