Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2014-15 (1. samling)
KEB Alm.del Bilag 235
Offentligt
1518712_0001.png
Til landets kommuner
Brandsikkerhed på plejehjem og i ældreboliger
I forbindelse med den seneste tids medieomtale om brandsikkerhed på
plejehjem og i ældreboliger er jeg blevet gjort opmærksom på, at der kan være
behov for at have særligt fokus på brandsikkerheden i disse typer boliger.
Beredskabsstyrelsens årlige opgørelse over brandofre fra 2014 har desværre
vist, at der har været flere dødsbrande i det forgangne år end i tidligere år.
Blandt de omkomne er en række ældre borgere, hvoraf flere boede på
plejehjem eller i ældreboliger.
Det er vigtigt, at personer har mulighed for at komme i sikkerhed ved egen
hjælp eller med hjælp fra andre, når der opstår brand i deres bolig. For at dette
kan ske, er det vigtigt, at der i plejeboliger er installeret brandalarmanlæg, som
advarer beboere og personalet så tidligt som muligt ved brand.
Der har siden 1982 været regler i bygningsreglementet om opsættelsen af
automatiske brandalarmanlæg i nybyggede plejehjem og i plejehjem, der
ombygges i større grad. Siden 1982 er der sket en stor udvikling i udførelsen af
automatiske brandalarmanlæg. Udviklingen muliggør nye løsninger, herunder
anvendelsen af røgdetektorer, som kan sikre en hurtigere alarmering og dermed
mulighed for en hurtigere redning af personer ved brand.
For de eksisterende plejehjem følger det af byggeloven, som for alt andet
byggeri, at det er bygningsejeren, der skal sikre, at bygningerne er
sikkerhedsmæssigt forsvarligt indrettet.
Jeg vil derfor gerne opfordre kommunerne til at holde fokus på området, bl.a.
om kommunerne har plejeboliger uden automatisk brandalarmanlæg eller om
der er utidssvarende automatiske brandalarmanlæg installeret i deres
plejeboliger, og om der i de konkrete tilfælde kan være behov for at opdatere
anlæggene. Af hensyn til beboernes sikkerhed bør sådanne overvejelser indgå
som en naturlig del af processen i forbindelse med den almindelige
vedligeholdelse.
Med venlig hilsen
Ministeren
15. april 2015
J nr. 2015-905
Rasmus Helveg Petersen