Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2014-15 (1. samling)
KEB Alm.del Bilag 210
Offentligt
N O T AT
9. marts 2015
J.nr. 2006/2012-0023
Ref. MNI
Forsyning
Udbygning med mindre elproducerende VE-anlæg
Dette notat beskriver status for udbygningen med mindre, elproducerende VE-anlæg, og er en
opdatering af notat om samme emne oversendt den 26. september 2014.
Langt størstedelen af udbygningen siden september 2014 er foregået i erhvervsvirksomheder,
og udbygningen i erhvervsvirksomheder er derfor behandlet i et særskilt afsnit. Endvidere be-
skrives forventningerne til pris- og teknologiudviklingen for solceller i et særskilt afsnit.
Siden september 2014 er reglerne om forhøjet støtte til husstandsvindmøller, solceller m.v.
trådt i kraft, og Energinet.dk kan nu træffe afgørelse om forhøjet støtte. Det må forventes at
have betydning for udbygningen i den kommende periode.
Mindre VE-anlæg til elproduktion omfatter:
solceller,
husstandsmøller,
vandkraftanlæg
bølgekraftanlæg og andre lignende anlæg til udnyttelse af strømme i havet
bioforbrændingsmotorer, og
stirlingmotorer, der anvender VE-brændsler.
Den samlede udbygning med mindre elproducerende VE-anlæg er pr. ultimo februar 2015
opgjort til 620 MW. Heraf er langt størstedelen solceller.
Tabellen nedenfor viser den samlede udbygning fordelt på anlægstyper samt ændringen siden
opgørelsen fra september 2014. Der har siden september 2014 været en faktisk udbygning på
ca. 24 MW, stort set udelukkende i form af solcelleanlæg. Samtidig har det vist sig, at en
række solcelleanlæg, der var blevet anmeldt til myndighederne, og som derfor indgik som
faktiske anlæg i statistikken, aldrig er blevet sat op. Disse anlæg, som udgør ca. 7 MW i alt, er
nu blevet slettet af statistikken, og nettotilgangen af solcelleanlæg udgør derfor ca. 17 MW.
Den negative udbygning med vindmøller skyldes, at en del gamle møller er blevet nedtaget.
1