Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2014-15 (1. samling)
KEB Alm.del Bilag 208
Offentligt
PRESSEMEDDELELSE
København, Aarhus og Hurup d. 16/3 2015
Atomaffaldskonference på Christiansborg afholdes med afbud fra Dansk Dekommissionering og
Sundhedsministeriet
Tirsdag d. 24. marts kl. 14-17.30 afholder seks miljøorganisationer en international konference i Fællessalen
på Christiansborg om de miljø- og sikkerhedsmæssige konsekvenser af det danske slutdepotkoncept for lav-
og mellemradioaktivt affald fra Risø. Depotkonceptet er på trods af sidste uges begivenheder stadig i spil,
om end tidsperspektivet for de politiske beslutninger har ændret sig. Konceptet er i de senere år blevet
stærkt kritiseret af udenlandske eksperter og myndigheder og under konferencen vil nogle af de førende
kritikere fra Miljöorganisationernes Kärnavfallsgranskning (Sverige) og Öko-Institut (Tyskland) fremlægge
deres synspunkter.
Imidlertid har Dansk Dekommissionering (DD) og Den tværministerielle arbejdsgruppe vedrørende
etableringen af slutdepotet, som er ansvarlige for det eksisterende slutdepotkoncept, meddelt, at de ikke
ønsker at deltage i konferencen.
I halvanden måned har arrangørerne ført en omfattende korrespondance for at få dem til at fremlægge
deres synspunkter og diskutere med de internationale eksperter. Oprindeligt ønskede DD et såkaldt
dialogmøde for lukkede døre i stedet for en åben konference. Her skulle offentligheden, de forskellige
interessenter, pressen og de politikere, der skal træffe beslutningerne om, hvad der skal ske med det
danske atomaffald, ikke være med. Dette kunne arrangørerne ikke acceptere, selvom vi naturligvis var
lydhøre overfor alle ændringsforslag, som DD og den tværministerielle arbejdsgruppe måtte have til selve
konferenceprogrammet.
Herefter meddelte arbejdsgruppen os, at et dialogmøde bag lukkede døre ville være en betingelse for
deltagelse i konferencen på Christiansborg. Mødet blev berammet til d. 16. marts i Sundhedsministeriets
lokaler. D. 12. marts meddelte arbejdsgruppen os imidlertid, at hverken den eller DD ville deltage
konferencen og dialogmødet derfor var overflødigt. Begrundelsen var, at slutdepotet for det radioaktive
affald definitivt var taget af den politiske dagsorden. Da dette viste sig at være faktuelt forkert, blev
begrundelsen ændret til, at det politiske valg mellem et mellemlager og et slutdepot for det radioaktive
affald først skulle træffes om et år. Vi kunne så afholde konferencen til den tid og her ville DD og den
tværministerielle arbejdsgruppe gerne stille op.
1