Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2014-15 (1. samling)
KEB Alm.del Bilag 18
Offentligt
Klima-, Energi- og Bygningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Høring af udkast til Bekendtgørelse om foranstaltninger til opretholdelsen
af elforsyningssikkerheden.
Til udvalgets orientering fremsendes udkast til Bekendtgørelse om
foranstaltninger til opretholdelsen af elforsyningssikkerheden, som
Energistyrelsen samtidig sender i tre-ugers høring.
Baggrunden for udkastet til bekendtgørelse er, at Energinet.dk vurderer, at der
kan opstå et effektunderskud på ca. 300 MW i Østdanmark i en
overgangsperiode fra 2016 til 2020. Fra 2020 vil en ny forbindelse til Tyskland
via Kriegers Flak sikre en tilstrækkelig effekt. Energinet.dk ønsker via et udbud
at indkøbe strategiske reserver til at håndtere denne situation.
Energinet.dk har derfor anmodet Energistyrelsen om at udmønte en
bestemmelse i elforsyningsloven, der vil gøre det muligt at indkøbe strategiske
reserver, som kan bydes ind i elmarkedet i situationer, hvor der ellers ikke kan
opnås balance mellem udbud og efterspørgsel.
Der har ikke hidtil været hjemmel for Energinet.dk til at indkøbe sådanne
reserver og opkræve omkostningerne hos landets elforbrugere. Energistyrelsen
har derfor udarbejdet vedlagte udkast, der udstedes efter § 27 d i lov om
elforsyning.
Disse foranstaltninger til opretholdelse af elforsyningssikkerheden vil blive
anmeldt til EU-Kommissionen efter EU’s miljø- og energirammebestemmelser.
Ministeren
23. oktober 2014
J nr. 2014-2660
Med venlig hilsen
Rasmus Helveg Petersen