PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2014-15 (1. samling)
KEB Alm.del Bilag 13
Offentligt

Europaudvalget, Udenrigspolitisk Nævn og Klima-, Energi- og Bygnings-

udvalget

EU-konsulenten

Klima-, Energi- og Bygningsudvalgets

…

EU-note

Til:

Dato:

Udvalgenes medlemmer

20. oktober 2014

EU’s import af energi fra Rusland

Krisen i Ukraine har skabt øget fokus på EU-landenes import af energi fra

Rusland. Omkring en tredjedel af EU’s gasforbrug importeres fra Rus-

land, mens halvdelen af denne import sendes gennem Ukraine.

Hvis Rusland reducerer sin gaseksport til EU, vil det primært ramme en

række central- og østeuropæiske lande, da de vestlige EU-lande har et

mere varieret energiforbrug.

På mellemlang sigt er EU afhængig af russiske gasleverancer, men Nor-

ge og Algeriet samt EU-landene Storbritannien, Holland og til dels Dan-

mark spiller en rolle for EU’s forsyningssikkerhed.

Det er uafklaret, hvordan EU’s energipolitik vil udvikle sig i fremtiden. Fle-

re lande argumenterer for dannelsen af en energiunion.

Baggrund og formål

Spørgsmålet om EU’s forsyningssikkerhed på energiområdet har de seneste

år vundet større betydning, hvilket bl.a. skyldes spændingerne mellem EU og

Rusland. Den igangværende krise i Ukraine har endnu en gang resulteret i et

øget fokus på de økonomiske relationer med Rusland, herunder en række

EU-landes afhængighed af russiske energileverancer.

Kommissionen oplyser, at EU importerer 53 pct. af sit samlede energiforbrug.

Hvad angår olieforbruget var importen hele 90 pct., mens EU importerede 66

pct. af sit gasforbrug. Importen af naturgas fra Rusland var i 2013 42 pct.,

1/8

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

hvilket svarer til 27 pct. af EU’s samlede gasforbrug. Selvom EU’s samlede

import af gas fra Rusland er faldet siden højdepunktet i 2008, forventes EU’s

samlede energiforbrug i fremtiden at stige. Dette vil medvirke til at forstærke

EU’s sårbarhed på energiområdet.

Rusland kan som reaktion på de europæiske sanktioner vælge at gennemføre

en reduktion af sin gaseksport til EU. Dette vil primært ramme en række cen-

tral- og østeuropæiske lande, og det vil samtidig medføre betydelige indtægts-

fald for den statsejede russiske virksomhed Gazprom.

Olie er en langt vigtigere indtægtskilde for Rusland, mens gaseksporten tradi-

tionelt har været brugt som et kontrolredskab i nærområdet og til at skabe

grundlag for lave energipriser for den hjemlige industri. I perioden 2000-2010

svarede indtægterne fra eksporten af olie og gas til mere end en fjerdedel af

Ruslands samlede BNP og en tredjedel af landets budget.

EU-landenes afhængighed af gas fra Rusland

Ifølge det britiske Oxford Institute for Energy Studies var de største importører

af samlede mængder russisk gas i 2009 Tyskland og Italien. Dette billede er i

2014 uændret. Andre store importører af russisk gas er Frankrig, Ungarn,

Tjekkiet, Polen, Østrig og Slovakiet, mens de største importører uden for EU

er Ukraine, Tyrkiet og Hviderusland.

Statistikbanken Eurostat har opgjort EU-landenes samlede energisammen-

sætning af energiforbruget fra 2001 til 2011. Ifølge Eurostat er EU’s forbrug af

gas i denne periode stabilt med 24 pct. af det samlede energiforbrug. Derimod

er andelen af forbruget af vedvarende energi på disse 10 år steget fra 5,7 til

10 pct. Samtidig er afhængigheden af olieimporten faldet fra 38 til 35 pct.,

mens forbruget af atomenergi og kul med henholdsvis 14 og 17 pct. er sta-

bilt.

Særlig gasmarkedet er dog yderst fragmenteret, hvilket skyldes EU-

medlemsstaternes forskellige størrelse og graden af afhængighed af russisk

og gas. Mens de vestlige EU-lande har et mere varieret energiforbrug, er de

mindre central- og østeuropæiske markeder generelt mere afhængige af leve-

rancer fra Rusland.

James Henderson og Simon Pirani (eds.) (2014): The Russian gas matrix - how markets are

driving change. Oxford University Press.

Energy Trends (februar 2014):

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php/Energy_trends.

Eurostat.

2/8

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Afhængigheden af den russiske gas forstærkes af, at gasmarkedet i sin natur

er mere regionalt end f.eks. olie- og kulmarkedet. Distributionen af gas må

nødvendigvis foregå via gasledninger, og det mindsker markedets fleksibilitet.

Olie kan eksempelvis eksporteres via tankere, lastbiler eller ledninger, og

sammenlignet med gas er det mindre omkostningsfyldt at oplagre olie.

Hvis Rusland stopper for gasleverancerne fra Rusland gennem Ukraine, vil

det ifølge Oxford Institute for Energy Studies få store konsekvenser for lande

som Bulgarien og Rumænien, de baltiske lande og en række lande på Balkan.

Særlig de baltiske lande er af historiske årsager og pga. deres geografiske

placering afhængige af importen af russisk gas.

Lande som Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet er også afhængige af gasimporten

fra Rusland. Endelig vil en længere tilbageholdelse af gasleverancer også

påvirke Italien, mens Tyskland og Frankrig er mindre afhængige af den russi-

ske gas, da disse lande også får dækket deres energibehov fra en række

andre kilder.

Ifølge Det Internationale Energi Agentur (IEA) importeres omkring en tredjedel

af EU’s gasforbrug fra Rusland. Af denne gasimport sendes næsten halvdelen

gennem Ukraine. Den resterende gas fra Rusland til EU går gennem en rute i

Polen samt Nord Stream-ledningen, som løber direkte fra Rusland over

Østersøen til Tyskland. Med Nord Stream-linjeføringen er særlig Tysklands

afhængighed af gasleverancer gennem Ukraine mindsket.

Den tyske tænketank Stiftung Wissenschaft und Politik (SWP) vurderer, at

henholdsvis 30 pct. af EU’s gasforbrug og 35 pct. af EU-landenes olieforbrug

importeres fra Rusland. EU’s afhængighed af russisk gas og olie er dog mind-

sket betydeligt siden 1980’erne.

Nye forsyningsmuligheder

På mellemlang sigt er EU afhængig af de russiske gasleverancer. Traditionel-

le gaseksportører som Norge og Algeriet samt EU-landene Storbritannien,

Holland og til dels Danmark spiller en stor rolle for EU’s forsyningssikkerhed,

selv om disse landes eksportmuligheder også har deres begrænsninger.

Simon Pirani m.fl. (2014): What the Ukraine crisis means for gas markets. Oxford Institute for

Energy Studies. Se desuden Pierre Noël (2008): Beyond dependence – How to deal with Rus-

sian gas. European Council on Foreign Relations.

Kirsten Westphal (2014):

Russlands Energielieferungen in die EU.

Stiftung Wissenschaft und

Politik.

3/8

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Så længe en eventuel nedsat gasleverance begrænses til gennemstrømnin-

gen gennem Ukraine, vil Nord Stream-ledningen kunne kompensere for noget

af dette tab. Samtidig kan EU imødegå den russiske trussel om et stop gasle-

verancer ved at sikre sig, at gaslagrene så vidt muligt er fyldt op.

Rusland arbejder på at etablere den såkaldte South Stream-ledning over Sor-

tehavet gennem Bulgarien, Serbien, Ungarn og Slovenien og videre til Østrig.

Hvis denne ledning etableres, vil det formentlig medføre splittelse mellem

EU’s medlemslande.

Eksperter vurderer, at South Stream-ledningen reelt har undermineret den

skrinlagte EU-støttede Nabucco-ledning, selv om South Stream-ledningen

forventes at blive en bekostelig affære. Nabucco-ledningen havde, før projek-

tet blev skrinlagt, til formål at sikre fremtidige leverancer af gas fra lande om-

kring Det Kaspiske Hav, særlig Aserbajdsjan og Turkmenistan.

Det kinesiske marked

Rusland er afhængig af sin eksport af gas og olie. Ifølge SWP udgør gas- og

olieeksporten næsten 70 pct. af landets samlede eksport. Langt størstedelen

af denne gas og olie eksporteres til EU, og SWP vurderer, at indtægterne fra

oliemarkedet bidrager med omkring halvdelen af Ruslands indtægter til det

nationale budget.

Rusland har alternativer til det europæiske marked. Eksempelvis kan man

vælge at fremme eksporten af gas til Kina. Ifølge flere eksperter er dette dog

rent økonomisk mindre gunstigt, da det fra russisk side vil kræve relativt om-

fattende investeringer i nye gasledninger.

Mens Rusland har forsøgt at splitte sammenholdet blandt EU-landene med

trusler om faldende gasleverancer, har landet således forsøgt at mindske

afhængigheden af de europæiske kunder ved at fremme salget af gas til Kina.

Denne omstilling er sket langsomt og uden betydelige fordele for Rusland.

Det skyldes bl.a., at landet ikke vil kunne forvente den samme høje salgspris

som på det europæiske marked.

Matthew Bryza (1. september, 2014): Call Putin’s bluff – he will not cut off Europe’s gas. Finan-

cial Times.

Iana Dreyer m.fl. (2014): Energy moves and power shifts - EU foreign policy and global energy

security. EUISS Report.

Kirsten Westphal (2014): Russlands Energielieferungen in die EU. Stiftung Wissenschaft und

Politik.

Mikhail Krutikhin: Can Russia reroute natural gas from Europe to Asia? I: Kadri Liik (edt.)

(2014): Russia’s “pivot” to Eurasia. European Council on Foreign Relations.

4/8

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

I maj 2014 indgik landet en 30-årig kontrakt med Kina, som skal sikre fremti-

dige gasleverancer. Aftalen resulterer tidligst i gasleverancer til Kina fra 2018,

så effekten er på kort sigt begrænset. Selv om aftalen vurderes at have øko-

nomisk potentiale, er Rusland som nævnt forpligtet til at bygge omkostnings-

fulde gasledninger for at kunne øge eksporten i østlig retning.

Ifølge det svenske Totalförsvarets forskningsinstitut (FOI) har Kina samtidig

mulighed for at modtage gas fra alternative forsyningskilder. FOI vurderer, at

dette vil resultere i større russisk afhængighed af det kinesiske marked end

omvendt.

Flere eksperter vurderer, at EU rent strategisk er bedre stillet i dag end tidlige-

re, hvis endnu en gaskrise skulle blive udløst. Det skyldes bl.a., at det euro-

pæiske kontinent generelt de senere år har været udsat for mildere klimatiske

forhold om vinteren. Samtidig har den økonomiske krise mindsket efter-

spørgslen efter gas.

Forebyggende foranstaltninger i EU

En række europæiske operatører på markedet har allerede opbygget gasre-

server, hvis der opstår afbrydelser af leverancerne i fremtiden. Rent teknisk er

det vanskeligt for de russiske gasselskaber at slukke for gashanerne. En så-

dan foranstaltning er forbundet med en vis risiko, da der nødvendigvis må

afbrændes store mængder gas, hvilket er kompliceret.

Hvis der opstår en situation med vedholdende knaphed på gasleverancer fra

Rusland, kan EU-landene øge importen af gas særlig fra Norge og Algeriet.

Ifølge nyhedsbrevet Agence Europe gik 92 pct. af Norges olieeksport og over

98 pct. af gaseksporten i 2013 til EU. Norske Statoil er den næststørste eks-

portør af gas til EU efter Gazprom.

Samtidig er det forventningen, at den fremtidige handelsaftale mellem EU og

USA på længere sigt vil fremme importmulighederne, hvad angår amerikansk

gas. Dette scenarie afhænger dog af den asiatiske efterspørgsel. Samtidig

råder amerikanerne på nuværende tidspunkt kun over et begrænset antal

skibe til transport af flydende naturgas (LNG), der transporteres til søs.

James Henderson & Jonathan Stern (2014): The potential impact on Asia gas markets of Rus-

sia’s Eastern Gas Strategy. Oxford Institute for Energy Studies.

Niklas Granholm m.fl. (2014): A Rude Awakening - Ramifications of Russian Aggression To-

wards Ukraine. Totalförsvarets forskningsinstitut.

Iana Dreyer m.fl. (2014): Energy moves and power shifts - EU foreign policy and global energy

security. EUISS Report.

5/8

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det amerikanske agentur Energy Information Administration (EIA) forventer,

at den nordamerikanske produktion af naturgas vil stige med 56 pct. fra 2010

til 2040. Det forventes, at USA vil stå for to tredjedele af væksten i den nord-

amerikanske gasproduktion.

Ifølge et studie fra Carnegie Endowment for International Peace går en række

EU-lande målbevidst efter i fremtiden at udvinde mere skifergas. USA har

længe udvundet denne ressource, og det har mindsket landets energipolitiske

afhængighed. Indtil videre har EU af miljømæssige årsager været tilbagehol-

dende. Særlig Polen og en række andre central- og østeuropæiske lande

skubber dog på for at få gang i udnyttelsen af skifergassen.

EU’s regulering af energiområdet

I EU er energipolitikken præget af interessemodsætninger, ikke mindst fordi

der ikke er fuld EU-kompetence på området. Med den tredje energipakke er

der formelt set etableret et indre energimarked. Formålet er at øge gas- og el-

leverandørernes adgang til medlemsstaternes markeder. Denne pakke er ikke

fuldt ud implementeret.

Selv om Lissabontraktaten i artikel 194 tilskriver kompetencer til EU på ener-

giområdet, forbliver væsentlige beføjelser i praksis hos medlemslandene. Hvis

man f.eks. vil regulere skattespørgsmål på energiområdet, kræver det en-

stemmighed i Det Europæiske Råd. Samtidig beslutter medlemsstaterne selv

deres energiforbrug og interne fordeling på energikilder.

Traktaten har på denne måde skabt et spændingsfelt mellem EU’s kompeten-

cer og medlemsstaternes selvbestemmelse. Det har indtil videre gjort det

vanskeligt at træffe grundlæggende beslutninger på området, og det har også

haft indflydelse på EU’s fælles målsætninger for klima- og energipolitikken.

Visioner for EU’s energiunion

Den nye formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, skitserede i sin tid

som polsk regeringschef sin vision for en ny europæisk energipolitik. Fra

polsk side foreslår man, at der i EU-regi etableres en energiunion, som i frem-

tiden skal sikre gasleverancer. Det var ligeledes en del af den nye kommissi-

onsformand Jean-Claude Junckers valgprogram at danne en energiunion.

Donald Tusk (2014):

A united Europe can end Russia’s energy stranglehold.

Financial Times.

6/8

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Det mest kontroversielle element i det polske forslag er oprettelsen et EU-

organ, der i fremtiden skal forhandle kontrakter med de russiske gasselskaber

på vegne af alle EU-landene. Særlig Tyskland har reservationer omkring øget

integration på energiområdet.

Det centrale spørgsmål omkring EU’s fremtidige energipolitik er, om de enkel-

te medlemslandes energipolitik i fremtiden vil blive bestemt af de nationale

interesser, eller om medlemslandene ser potentiale i øget integration på om-

rådet?

Forskellige landepositioner i forhold til import af gas fra Rusland

Tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR) har i forlæn-

gelse af det polske forslag om en energiunion undersøgt reaktionerne på

forslaget i en række europæiske hovedstæder. ECFR vurderer, at man fra

russisk side har formået at spille de enkelte EU-lande ud mod hinanden.

Italien

har i forbindelse med det igangværende EU-formandskab skubbet på

for en mere integreret europæisk energipolitik. Italienerne har en ambition om

at skabe større sammenhæng mellem EU’s energi- og klimapolitiske mål. Det

er en prioritet for den italienske regering, både nationalt og internationalt, at

opnå større uafhængighed på energiområdet i forhold til Rusland.

Omvendt vurderer ECFR, at

Tyskland

er skeptisk over for en fælles energi-

union. Landet ser ikke behovet for fælles indkøb af gas fra EU’s side, da dette

risikerer at rykke ved de eksisterende markedsprincipper. Selv om tyske aktø-

rer på markedet importerer store mængder russisk gas, er man mindre be-

kymret for nedsatte leverancer. Det skyldes ikke mindst, at tyske energivirk-

somheder ofte har mulighed for at købe gas til en gunstigere pris end de cen-

tral- og østeuropæiske lande. Relationen mellem de tyske energivirksomhe-

der og Gazprom må betegnes som god.

Spanien

er ikke afhængig af den russiske gas. Landet importerer derimod sin

gas fra lande som Algeriet og Libyen, og der er potentiale til at videreføre

denne gas til andre europæiske lande, hvis der kan etableres en bedre linjefø-

ring mellem Spanien og særlig

Frankrig,

der dog dækker næsten 80 pct. af

sit energiforbrug gennem atomkraft.

Danmark

er sammen med

Storbritannien

Holland

de eneste EU-lande,

som er nettoeksportører af olie og gas. Dette er naturligvis en fordelagtig situ-

ation. Ifølge Energistyrelsen har Danmark siden 1995 haft et stort overskud

på handelsbalancen for olie og gas. Frem til og med 2011 har staten haft

7/8

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

indtægter fra olie‐ og gasaktiviteterne svarende til mere end 320 mia. kr. i

2011‐priser.

Den klima- og energipolitiske ramme efter 2030

Det altoverskyggende emne på EU’s klima- og energidagsorden i første halv-

år 2014 har været EU’s klima- og energipolitiske ramme efter 2030. Denne

ramme har stor betydning for den danske klima- og energipolitik i tiden efter

2020.

Kommissionen lægger vægt på tre områder, der skal medvirke til at forbedre

EU’s forsyningssikkerhed: øget anvendelse af indenlandske vedvarende

energikilder, forskelligartet energiforsyning samt forbedret energieffektivitet.

Der er uenighed blandt medlemslandene om ambitionsniveauet for klima- og

energipakken. Vedtagelsen af en klima- og energipolitisk ramme for 2030 har,

sammen med fuld gennemførelse af den tredje energipakke og en styrket

grænseoverskridende energiinfrastruktur, betydning for EU’s økonomiske

situation.

Kommissionen argumenterer for en styrket europæisk indsats, hvor der tales

med én stemme på energiområdet. Den danske regering har hidtil lagt vægt

på, at det er væsentligt at reducere EU’s importafhængighed af energi, men

regeringen understreger samtidig, at det er centralt at fremme brugen af ved-

varende energi samt energieffektivitet.

En række eksperter vurderer, at EU’s medlemslande formentlig først vil over-

veje sanktioner på energiområdet, når de har diversificeret deres energikilder,

hvilket vil tage tid og være omkostningsfyldt.

Med venlig hilsen

Christian Willer

(5526)

Energipolitisk redegørelse 2013 (2013). Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.

8/8