Klima-, Energi- og Bygningsudvalget 2014-15 (1. samling)
KEB Alm.del Bilag 13
Offentligt
1410430_0001.png
Europaudvalget, Udenrigspolitisk Nævn og Klima-, Energi- og Bygnings-
udvalget
EU-konsulenten
Klima-, Energi- og Bygningsudvalgets
EU-note
Til:
Dato:
Udvalgenes medlemmer
20. oktober 2014
EU’s import af energi fra Rusland
Krisen i Ukraine har skabt øget fokus på EU-landenes import af energi fra
Rusland. Omkring en tredjedel af EU’s gasforbrug importeres fra Rus-
land, mens halvdelen af denne import sendes gennem Ukraine.
Hvis Rusland reducerer sin gaseksport til EU, vil det primært ramme en
række central- og østeuropæiske lande, da de vestlige EU-lande har et
mere varieret energiforbrug.
På mellemlang sigt er EU afhængig af russiske gasleverancer, men Nor-
ge og Algeriet samt EU-landene Storbritannien, Holland og til dels Dan-
mark spiller en rolle for EU’s forsyningssikkerhed.
Det er uafklaret, hvordan EU’s energipolitik vil udvikle sig i fremtiden. Fle-
re lande argumenterer for dannelsen af en energiunion.
Baggrund og formål
Spørgsmålet om EU’s forsyningssikkerhed på energiområdet har de seneste
år vundet større betydning, hvilket bl.a. skyldes spændingerne mellem EU og
Rusland. Den igangværende krise i Ukraine har endnu en gang resulteret i et
øget fokus på de økonomiske relationer med Rusland, herunder en række
EU-landes afhængighed af russiske energileverancer.
Kommissionen oplyser, at EU importerer 53 pct. af sit samlede energiforbrug.
Hvad angår olieforbruget var importen hele 90 pct., mens EU importerede 66
pct. af sit gasforbrug. Importen af naturgas fra Rusland var i 2013 42 pct.,
1/8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1410430_0002.png
hvilket svarer til 27 pct. af EU’s samlede gasforbrug. Selvom EU’s samlede
import af gas fra Rusland er faldet siden højdepunktet i 2008, forventes EU’s
samlede energiforbrug i fremtiden at stige. Dette vil medvirke til at forstærke
EU’s sårbarhed på energiområdet.
Rusland kan som reaktion på de europæiske sanktioner vælge at gennemføre
en reduktion af sin gaseksport til EU. Dette vil primært ramme en række cen-
tral- og østeuropæiske lande, og det vil samtidig medføre betydelige indtægts-
fald for den statsejede russiske virksomhed Gazprom.
Olie er en langt vigtigere indtægtskilde for Rusland, mens gaseksporten tradi-
tionelt har været brugt som et kontrolredskab i nærområdet og til at skabe
grundlag for lave energipriser for den hjemlige industri. I perioden 2000-2010
svarede indtægterne fra eksporten af olie og gas til mere end en fjerdedel af
1
Ruslands samlede BNP og en tredjedel af landets budget.
EU-landenes afhængighed af gas fra Rusland
Ifølge det britiske Oxford Institute for Energy Studies var de største importører
af samlede mængder russisk gas i 2009 Tyskland og Italien. Dette billede er i
2014 uændret. Andre store importører af russisk gas er Frankrig, Ungarn,
Tjekkiet, Polen, Østrig og Slovakiet, mens de største importører uden for EU
er Ukraine, Tyrkiet og Hviderusland.
Statistikbanken Eurostat har opgjort EU-landenes samlede energisammen-
sætning af energiforbruget fra 2001 til 2011. Ifølge Eurostat er EU’s forbrug af
gas i denne periode stabilt med 24 pct. af det samlede energiforbrug. Derimod
er andelen af forbruget af vedvarende energi på disse 10 år steget fra 5,7 til
10 pct. Samtidig er afhængigheden af olieimporten faldet fra 38 til 35 pct.,
mens forbruget af atomenergi og kul med henholdsvis 14 og 17 pct. er sta-
2
bilt.
Særlig gasmarkedet er dog yderst fragmenteret, hvilket skyldes EU-
medlemsstaternes forskellige størrelse og graden af afhængighed af russisk
og gas. Mens de vestlige EU-lande har et mere varieret energiforbrug, er de
mindre central- og østeuropæiske markeder generelt mere afhængige af leve-
rancer fra Rusland.
1
James Henderson og Simon Pirani (eds.) (2014): The Russian gas matrix - how markets are
driving change. Oxford University Press.
2
Energy Trends (februar 2014):
http://epp.eurostat.ec.europa.eu/statistics_explained/index.php/Energy_trends.
Eurostat.
2/8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1410430_0003.png
Afhængigheden af den russiske gas forstærkes af, at gasmarkedet i sin natur
er mere regionalt end f.eks. olie- og kulmarkedet. Distributionen af gas må
nødvendigvis foregå via gasledninger, og det mindsker markedets fleksibilitet.
Olie kan eksempelvis eksporteres via tankere, lastbiler eller ledninger, og
sammenlignet med gas er det mindre omkostningsfyldt at oplagre olie.
Hvis Rusland stopper for gasleverancerne fra Rusland gennem Ukraine, vil
det ifølge Oxford Institute for Energy Studies få store konsekvenser for lande
som Bulgarien og Rumænien, de baltiske lande og en række lande på Balkan.
Særlig de baltiske lande er af historiske årsager og pga. deres geografiske
placering afhængige af importen af russisk gas.
Lande som Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet er også afhængige af gasimporten
fra Rusland. Endelig vil en længere tilbageholdelse af gasleverancer også
påvirke Italien, mens Tyskland og Frankrig er mindre afhængige af den russi-
ske gas, da disse lande også får dækket deres energibehov fra en række
3
andre kilder.
Ifølge Det Internationale Energi Agentur (IEA) importeres omkring en tredjedel
af EU’s gasforbrug fra Rusland. Af denne gasimport sendes næsten halvdelen
gennem Ukraine. Den resterende gas fra Rusland til EU går gennem en rute i
Polen samt Nord Stream-ledningen, som løber direkte fra Rusland over
Østersøen til Tyskland. Med Nord Stream-linjeføringen er særlig Tysklands
afhængighed af gasleverancer gennem Ukraine mindsket.
Den tyske tænketank Stiftung Wissenschaft und Politik (SWP) vurderer, at
henholdsvis 30 pct. af EU’s gasforbrug og 35 pct. af EU-landenes olieforbrug
importeres fra Rusland. EU’s afhængighed af russisk gas og olie er dog mind-
sket betydeligt siden 1980’erne.
Nye forsyningsmuligheder
På mellemlang sigt er EU afhængig af de russiske gasleverancer. Traditionel-
le gaseksportører som Norge og Algeriet samt EU-landene Storbritannien,
Holland og til dels Danmark spiller en stor rolle for EU’s forsyningssikkerhed,
4
selv om disse landes eksportmuligheder også har deres begrænsninger.
3
Simon Pirani m.fl. (2014): What the Ukraine crisis means for gas markets. Oxford Institute for
Energy Studies. Se desuden Pierre Noël (2008): Beyond dependence – How to deal with Rus-
sian gas. European Council on Foreign Relations.
4
Kirsten Westphal (2014):
Russlands Energielieferungen in die EU.
Stiftung Wissenschaft und
Politik.
3/8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1410430_0004.png
Så længe en eventuel nedsat gasleverance begrænses til gennemstrømnin-
gen gennem Ukraine, vil Nord Stream-ledningen kunne kompensere for noget
af dette tab. Samtidig kan EU imødegå den russiske trussel om et stop gasle-
5
verancer ved at sikre sig, at gaslagrene så vidt muligt er fyldt op.
Rusland arbejder på at etablere den såkaldte South Stream-ledning over Sor-
tehavet gennem Bulgarien, Serbien, Ungarn og Slovenien og videre til Østrig.
Hvis denne ledning etableres, vil det formentlig medføre splittelse mellem
EU’s medlemslande.
Eksperter vurderer, at South Stream-ledningen reelt har undermineret den
skrinlagte EU-støttede Nabucco-ledning, selv om South Stream-ledningen
6
forventes at blive en bekostelig affære. Nabucco-ledningen havde, før projek-
tet blev skrinlagt, til formål at sikre fremtidige leverancer af gas fra lande om-
kring Det Kaspiske Hav, særlig Aserbajdsjan og Turkmenistan.
Det kinesiske marked
Rusland er afhængig af sin eksport af gas og olie. Ifølge SWP udgør gas- og
olieeksporten næsten 70 pct. af landets samlede eksport. Langt størstedelen
af denne gas og olie eksporteres til EU, og SWP vurderer, at indtægterne fra
oliemarkedet bidrager med omkring halvdelen af Ruslands indtægter til det
7
nationale budget.
Rusland har alternativer til det europæiske marked. Eksempelvis kan man
vælge at fremme eksporten af gas til Kina. Ifølge flere eksperter er dette dog
rent økonomisk mindre gunstigt, da det fra russisk side vil kræve relativt om-
fattende investeringer i nye gasledninger.
Mens Rusland har forsøgt at splitte sammenholdet blandt EU-landene med
trusler om faldende gasleverancer, har landet således forsøgt at mindske
afhængigheden af de europæiske kunder ved at fremme salget af gas til Kina.
Denne omstilling er sket langsomt og uden betydelige fordele for Rusland.
Det skyldes bl.a., at landet ikke vil kunne forvente den samme høje salgspris
som på det europæiske marked.
8
5
Matthew Bryza (1. september, 2014): Call Putin’s bluff – he will not cut off Europe’s gas. Finan-
cial Times.
6
Iana Dreyer m.fl. (2014): Energy moves and power shifts - EU foreign policy and global energy
security. EUISS Report.
7
Kirsten Westphal (2014): Russlands Energielieferungen in die EU. Stiftung Wissenschaft und
Politik.
8
Mikhail Krutikhin: Can Russia reroute natural gas from Europe to Asia? I: Kadri Liik (edt.)
(2014): Russia’s “pivot” to Eurasia. European Council on Foreign Relations.
4/8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1410430_0005.png
I maj 2014 indgik landet en 30-årig kontrakt med Kina, som skal sikre fremti-
dige gasleverancer. Aftalen resulterer tidligst i gasleverancer til Kina fra 2018,
så effekten er på kort sigt begrænset. Selv om aftalen vurderes at have øko-
nomisk potentiale, er Rusland som nævnt forpligtet til at bygge omkostnings-
9
fulde gasledninger for at kunne øge eksporten i østlig retning.
Ifølge det svenske Totalförsvarets forskningsinstitut (FOI) har Kina samtidig
mulighed for at modtage gas fra alternative forsyningskilder. FOI vurderer, at
dette vil resultere i større russisk afhængighed af det kinesiske marked end
10
omvendt.
Flere eksperter vurderer, at EU rent strategisk er bedre stillet i dag end tidlige-
re, hvis endnu en gaskrise skulle blive udløst. Det skyldes bl.a., at det euro-
pæiske kontinent generelt de senere år har været udsat for mildere klimatiske
forhold om vinteren. Samtidig har den økonomiske krise mindsket efter-
11
spørgslen efter gas.
Forebyggende foranstaltninger i EU
En række europæiske operatører på markedet har allerede opbygget gasre-
server, hvis der opstår afbrydelser af leverancerne i fremtiden. Rent teknisk er
det vanskeligt for de russiske gasselskaber at slukke for gashanerne. En så-
dan foranstaltning er forbundet med en vis risiko, da der nødvendigvis må
afbrændes store mængder gas, hvilket er kompliceret.
Hvis der opstår en situation med vedholdende knaphed på gasleverancer fra
Rusland, kan EU-landene øge importen af gas særlig fra Norge og Algeriet.
Ifølge nyhedsbrevet Agence Europe gik 92 pct. af Norges olieeksport og over
98 pct. af gaseksporten i 2013 til EU. Norske Statoil er den næststørste eks-
portør af gas til EU efter Gazprom.
Samtidig er det forventningen, at den fremtidige handelsaftale mellem EU og
USA på længere sigt vil fremme importmulighederne, hvad angår amerikansk
gas. Dette scenarie afhænger dog af den asiatiske efterspørgsel. Samtidig
råder amerikanerne på nuværende tidspunkt kun over et begrænset antal
skibe til transport af flydende naturgas (LNG), der transporteres til søs.
9
James Henderson & Jonathan Stern (2014): The potential impact on Asia gas markets of Rus-
sia’s Eastern Gas Strategy. Oxford Institute for Energy Studies.
10
Niklas Granholm m.fl. (2014): A Rude Awakening - Ramifications of Russian Aggression To-
wards Ukraine. Totalförsvarets forskningsinstitut.
11
Iana Dreyer m.fl. (2014): Energy moves and power shifts - EU foreign policy and global energy
security. EUISS Report.
5/8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1410430_0006.png
Det amerikanske agentur Energy Information Administration (EIA) forventer,
at den nordamerikanske produktion af naturgas vil stige med 56 pct. fra 2010
til 2040. Det forventes, at USA vil stå for to tredjedele af væksten i den nord-
amerikanske gasproduktion.
Ifølge et studie fra Carnegie Endowment for International Peace går en række
EU-lande målbevidst efter i fremtiden at udvinde mere skifergas. USA har
længe udvundet denne ressource, og det har mindsket landets energipolitiske
afhængighed. Indtil videre har EU af miljømæssige årsager været tilbagehol-
dende. Særlig Polen og en række andre central- og østeuropæiske lande
skubber dog på for at få gang i udnyttelsen af skifergassen.
EU’s regulering af energiområdet
I EU er energipolitikken præget af interessemodsætninger, ikke mindst fordi
der ikke er fuld EU-kompetence på området. Med den tredje energipakke er
der formelt set etableret et indre energimarked. Formålet er at øge gas- og el-
leverandørernes adgang til medlemsstaternes markeder. Denne pakke er ikke
fuldt ud implementeret.
Selv om Lissabontraktaten i artikel 194 tilskriver kompetencer til EU på ener-
giområdet, forbliver væsentlige beføjelser i praksis hos medlemslandene. Hvis
man f.eks. vil regulere skattespørgsmål på energiområdet, kræver det en-
stemmighed i Det Europæiske Råd. Samtidig beslutter medlemsstaterne selv
deres energiforbrug og interne fordeling på energikilder.
Traktaten har på denne måde skabt et spændingsfelt mellem EU’s kompeten-
cer og medlemsstaternes selvbestemmelse. Det har indtil videre gjort det
vanskeligt at træffe grundlæggende beslutninger på området, og det har også
haft indflydelse på EU’s fælles målsætninger for klima- og energipolitikken.
Visioner for EU’s energiunion
Den nye formand for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, skitserede i sin tid
12
som polsk regeringschef sin vision for en ny europæisk energipolitik. Fra
polsk side foreslår man, at der i EU-regi etableres en energiunion, som i frem-
tiden skal sikre gasleverancer. Det var ligeledes en del af den nye kommissi-
onsformand Jean-Claude Junckers valgprogram at danne en energiunion.
12
Donald Tusk (2014):
A united Europe can end Russia’s energy stranglehold.
Financial Times.
6/8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
Det mest kontroversielle element i det polske forslag er oprettelsen et EU-
organ, der i fremtiden skal forhandle kontrakter med de russiske gasselskaber
på vegne af alle EU-landene. Særlig Tyskland har reservationer omkring øget
integration på energiområdet.
Det centrale spørgsmål omkring EU’s fremtidige energipolitik er, om de enkel-
te medlemslandes energipolitik i fremtiden vil blive bestemt af de nationale
interesser, eller om medlemslandene ser potentiale i øget integration på om-
rådet?
Forskellige landepositioner i forhold til import af gas fra Rusland
Tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR) har i forlæn-
gelse af det polske forslag om en energiunion undersøgt reaktionerne på
forslaget i en række europæiske hovedstæder. ECFR vurderer, at man fra
russisk side har formået at spille de enkelte EU-lande ud mod hinanden.
Italien
har i forbindelse med det igangværende EU-formandskab skubbet på
for en mere integreret europæisk energipolitik. Italienerne har en ambition om
at skabe større sammenhæng mellem EU’s energi- og klimapolitiske mål. Det
er en prioritet for den italienske regering, både nationalt og internationalt, at
opnå større uafhængighed på energiområdet i forhold til Rusland.
Omvendt vurderer ECFR, at
Tyskland
er skeptisk over for en fælles energi-
union. Landet ser ikke behovet for fælles indkøb af gas fra EU’s side, da dette
risikerer at rykke ved de eksisterende markedsprincipper. Selv om tyske aktø-
rer på markedet importerer store mængder russisk gas, er man mindre be-
kymret for nedsatte leverancer. Det skyldes ikke mindst, at tyske energivirk-
somheder ofte har mulighed for at købe gas til en gunstigere pris end de cen-
tral- og østeuropæiske lande. Relationen mellem de tyske energivirksomhe-
der og Gazprom må betegnes som god.
Spanien
er ikke afhængig af den russiske gas. Landet importerer derimod sin
gas fra lande som Algeriet og Libyen, og der er potentiale til at videreføre
denne gas til andre europæiske lande, hvis der kan etableres en bedre linjefø-
ring mellem Spanien og særlig
Frankrig,
der dog dækker næsten 80 pct. af
sit energiforbrug gennem atomkraft.
Danmark
er sammen med
Storbritannien
og
Holland
de eneste EU-lande,
som er nettoeksportører af olie og gas. Dette er naturligvis en fordelagtig situ-
ation. Ifølge Energistyrelsen har Danmark siden 1995 haft et stort overskud
på handelsbalancen for olie og gas. Frem til og med 2011 har staten haft
7/8
PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files
1410430_0008.png
indtægter fra olie‐ og gasaktiviteterne svarende til mere end 320 mia. kr. i
13
2011‐priser.
Den klima- og energipolitiske ramme efter 2030
Det altoverskyggende emne på EU’s klima- og energidagsorden i første halv-
år 2014 har været EU’s klima- og energipolitiske ramme efter 2030. Denne
ramme har stor betydning for den danske klima- og energipolitik i tiden efter
2020.
Kommissionen lægger vægt på tre områder, der skal medvirke til at forbedre
EU’s forsyningssikkerhed: øget anvendelse af indenlandske vedvarende
energikilder, forskelligartet energiforsyning samt forbedret energieffektivitet.
Der er uenighed blandt medlemslandene om ambitionsniveauet for klima- og
energipakken. Vedtagelsen af en klima- og energipolitisk ramme for 2030 har,
sammen med fuld gennemførelse af den tredje energipakke og en styrket
grænseoverskridende energiinfrastruktur, betydning for EU’s økonomiske
situation.
Kommissionen argumenterer for en styrket europæisk indsats, hvor der tales
med én stemme på energiområdet. Den danske regering har hidtil lagt vægt
på, at det er væsentligt at reducere EU’s importafhængighed af energi, men
regeringen understreger samtidig, at det er centralt at fremme brugen af ved-
varende energi samt energieffektivitet.
En række eksperter vurderer, at EU’s medlemslande formentlig først vil over-
veje sanktioner på energiområdet, når de har diversificeret deres energikilder,
hvilket vil tage tid og være omkostningsfyldt.
Med venlig hilsen
Christian Willer
(5526)
13
Energipolitisk redegørelse 2013 (2013). Klima-, Energi- og Bygningsministeriet.
8/8