Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del Spørgsmål 152
Offentligt
Til
Fødevareministeriet
Att. Fødevareminister Dan Jørgensen
Vi har i de seneste år set en stor stigning i antallet af smittede med den antibiotika-
resistente svinebakterie MRSA CC398.
Man anslår, at op mod 70 % af de danske svinebesætninger er smittet og at 70-80%
af de mennesker, der arbejder i disse stalde, er smittede med bakterien.
Det er en meget bekymrende udvikling, og vi ser med stor alvor på sagen.
Den store udfordring er, at vi tilsyneladende ikke har tilstrækkelig viden om,
hvordan smitten spredes.
I svinestaldene finder man MRSA i støvet, på alle overflader og i luften. Man har
sågar fundet bakterierne på ydersiden af staldene. Bakterierne kan overleve i flere
måneder i støv på gulvet og andre overflader.
På Ærø har vi 8 større svinebesætninger, og vi har som et lille ø-samfund nogle helt
særlige forhold, som det er nødvendigt at tage hensyn til.
Et af disse er svinenes sidste køretur.
Når grisene skal til slagteriet, transporteres de til Fyn med vores færger. Dette foregår
sammen med den almindelige passagertransport. Passagerer, som for en stor del
er ældre mennesker, gravide kvinder, spædbørn eller syge, der skal til behandling
i Svendborg eller Odense.
Der transporteres med andre ord mange passagerer, der af den ene eller anden
grund, har en stor risiko for at blive alvorligt syge af en infektion.
Alle ærøboere kan vist, uden undtagelse, skrive under på, at det lugter fælt, når der er
en svinetransport med på færgen!
Eksperter fra Videncenter for MRSA mener, at svinetransporter muligvis udgør
en risiko.
Vi mener ikke, at beboerne på Ærø fortsat kan leve med de formodninger og
beroligende udtalelser, vi hidtil har fået.
Vi vil derfor opfordre til, at der bliver lavet en grundig undersøgelse af forholdene
omkring svinetransporten på vores færger.
Og vi beder om din assistance til at få en sådan gennemført.
Det nytter ikke alene at lave en risikovurdering.
Vi ønsker en ordentlig undersøgelse, hvor man måler luften på vogndækket og poder
passagerer og personale for MRSA.
Kun på denne måde kan vi få be- eller afkræftet, hvor vidt disse svinetransporter
udgør en reel smitterisiko for de rejsende.
Ærø d. 9/1-2015
SF Ærø
Tone Nehammer
Trousløkkevej 6
5960 Marstal
35 13 13 90
Enhedslisten på Ærø
Alex Suszkiewicz
Øverste Skovbymark 16
5985 Søby Ærø
63 52 70 63
Med venlig hilsen
Tone Nehammer
Alex Suszkiewicz