Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del Bilag 25
Offentligt
International FOOD Contest (IFC)
(tidligere Landsmejeriudstillingen)
28. – 30. oktober 2014 i MCH Messecenter Herning i år sammen med Foodtech
IFC er en videreudvikling af den traditionsrige Landsmejeriudstillingen, hvor mejerifolket gennem mere end
100 år har bedømt hinandens produkter med det formål at sikre så høj en kvalitet som muligt. I dag dækker
IFC adskillige andre lande, og på de seneste tre udstillinger har mejeriprodukterne også fået selskab af en
række andre fødevaregrupper så som øl, brød, honning, kartofler, krydderurter etc. Målet er en udstilling
for alle fødevarer
Konkurrenceelementet, at fagfolk bedømmer hinandens produkter, at man måler sig mod hinanden er
unikt. Systematisk evaluering af den tekniske produktkvalitet. Det er med til at fastholde innovations-
niveauet i erhvervet og er meget inspirerende.
Årets udgave af IFC omfatter ca. 2.000 fødevarer og der forventes deltagelse af 16 lande og 10 forskellige
brancher. Dagen inden udstillingen åbner, bedømmes samtlige produkter af professionelle fagdommere,
som giver karakterer for smag, lugt, udseende, konsistens m.m. På udstillingens åbningsdag kåres en vinder
inden for de forskellige produktkategorier
Uden for de traditionelle konkurrencer finder man Mejeribrugets Gourmetpris, hvor et dommerpanel af
kokke, madskribenter etc. bedømmer en række mejeriprodukter i gourmetklassen. Her handler det i høj
grad om at belønne den unikke smag og historie frem for den produktets tekniske kvaliteter.
Men International Food Contest handler i høj grad om at de besøgende på egen hånd skal gå på opdagelse i
de flere tusinde produkter, som er linet op på bordene – lige til at smage på. Her kan alle sammenligne sig
med dommernes faglige vurderinger af produkterne. For at understøtte den oplevelse bliver der i løbet af
udstillingen afviklet en lang række workshops, hvor eksperter øser af deres viden om alt fra sensorik til
alternativ anvendelse af honning og sammensætningen af vin og ost.
I år afholdes IFC samtidig med Food Tech. På Food Tech kan man stifte bekendtskab med det nyeste inden
for den teknologi, der fremstiller og emballerer produkterne. Det betyder at over tre dage forvandles seks
af de store haller i MCH Herning til et rent slaraffenland for fødevarebranchens mange fagfolk.
For alle, der på en eller anden måde beskæftiger sig med produktion af fødevarer, er det her årets faglige
branchebegivenhed. Det er her man mødes.
Læs mere:
International Food Contest:
www.foodcontest.dk
Food Tech:
www.foodtech.dk