Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del Bilag 225
Offentligt
Talepapir ved foretræde den 5. maj 2015.
Mit navn er Hans Otto Sørensen, jeg er landmand og planteavlskonsulent i
Sønderjylland og Morten Sextus Rasmussen her er landmand og
naturplejer på Rømø.
Indledningsvis vil jeg gerne – på Morten Sextus Rasmussen og egne vegne
– sige tak for lejligheden til at komme og forelægge Jer denne usædvanlige
og dog alligevel helt enkle sag. Vi håber, at Udvalgets medlemmer på en
eller anden måde kan bidrage med forslag – eller handlinger – til at finde
en løsning.
Sagen handler om de ekstremt kaotiske forhold under ansøgningsrunden til
enkeltbetalingsordningen og MVJ-ordningen i 2012, og de konsekvenser,
som dette har fået for Morten Sextus Rasmussen. Ligeledes har sagen et
principielt aspekt i de danske myndigheders (her NaturErhvervsstyrelsens)
adfærd overfor landets borgere sammenholdt med andre landes
myndigheders adfærd i lignende situationer. Sagen har i høj grad også en
vinkel mod behandlingen af borgere, landmænd, og især dem, der gør en
indsats for naturen i landdistrikterne og deres vilkår her.
Morten driver et landbrug på Rømø, primært med ammekøer og Naturpleje
af en række værdifulde naturarealer, i et betydeligt samarbejde med
Naturstyrelsen.
I marts måned 2012 anmoder Morten Sextus Rasmussen mig om at være
ham behjælpelig med at lave hans ansøgning til NaturErhvervsstyrelsen
om Enkeltbetalingsstøtte og MVJ-støtte. Jeg har også i tidligere år lavet
hans og hans far – Mogens Sextus Rasmussens – ansøgninger, så deres
forhold er mig ikke ukendte. Jeg skulle egentlig også lave hans fars
ansøgning igen, men da hans far var begyndt at blive noget svækket p.g.a.
alder, blev vi enige om, at Morten skulle overtage hans jord, og indtræde i
de bestående ordninger, som hans far var med i. Disse to ansøgninger
skulle derfor i fremtiden sammenkøres til en ansøgning i Mortens navn.