Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri 2014-15 (1. samling)
FLF Alm.del Bilag 211
Offentligt
Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (E‐post)
17. april 2015
Vi ansøger hermed om foretræde for fødevareudvalget, og vi opfordrer til, at medlemmer af
miljøudvalget også inviteres til foretrædet. Vi ser med stor bekymring på fremtiden for dansk akvakultur,
og vi efterlyser politiske initiativer, der opstiller realistiske veje til vækst og udvikling og ikke afvikling. Vi
har fire konkrete bekymringer.
Vi afventer fortsat en bekendtgørelse, der kan fremme vækst i dambrugserhvervet. Det seneste udkast
indeholder en række uacceptable bestemmelser, og der er alvorlige mangler og fejl i forhold til ikke
mindst indførelse af bedste anvendelige teknologi (BAT) og præmisserne for regulering på udledning.
Miljøministeren har senest nedlagt dambrug for 20 mio. kr. I udkast til vandområdeplaner lægges der op
til at anvende yderligere 50 mio. kr. til lukning af dambrug. Gennemføres det, vil staten have opkøbt ca.
5.000 tons foder og nedlagt op mod 135 arbejdspladser i landdistrikterne. Foderet kunne have dannet
grundlag for en produktion på ca. 12 ‐ 13.000 tons og ca. 115 nye arbejdspladser. Det er bekymrende, når
regeringen taler om vækst men handler med nedskæring.
Den danske strategi for akvakultur tager ikke højde for miljøministerens opkøbsprogram og ”sælges” på et
politisk spin om, at produktionen i dambrug kan forøges med over 5‐ 7.000 tons fisk. Med
opkøbsprogrammet i mente er det mest sandsynlige scenarium imidlertid en faldende produktion.
Det er bekymrende, at regeringen ikke har afsat et miljømæssigt rum for vækst. Vi har gentagne fremført
ønske om, at der i vandområdeplanerne afsættes en kvælstofkvote på ca. 1.600 tons til dambrug og
havbrug, og at der uden for vandplansområderne afsættes en kvote på 1.200 tons til nye offshore
havbrug. I strategien står blot at læse, at miljøbelastningen fra akvakultur som udgangspunkt ikke vil stige,
og at det kun vil kunne ske på konkrete lokaliteter, hvis der inden for lovgivningen er et ”miljømæssigt
rum”. Det miljømæssige rum kræver politisk vilje, og den har vi endnu ikke set.
På foretrædet vil vi uddybe vores bekymringer, og vi vil præsentere de løsninger, vi ser som nødvendige,
for at akvakultur kan bidrage til vækst, nye arbejdspladser og bosætning i sær i Danmarks yderområder.
Venlig hilsen
Dansk Akvakultur
Brian Thomsen
Direktør